Resumé

summary: For the period since 1973, some of the structural problems of the Danish economy are quantified at some detail. The balance of payments deficit is disaggregated savings surpluses of the private and the goverment sector, and savings and investment these sectors are discussed. Special attention is given to fixed investment in the private sector. Furthermore, the functional income distribution (wages andprofiles) illustrated for the same period. On this background, some possible additional policy instruments are briefly discussed, especially the introduction of compulsory pension in order to increase private savings.

Indledning

1. Det er kun alt for velkendt, at det balanceproblem i den danske økonomi, som det har været sværest at gøre noget ved, er betalingsbalanceproblemet. Det har - målt som underskuddet på betalingsbalancens løbende poster i procent af bruttonationalproduktet - været overraskende stabilt. Definitionsmæssigt er betalingsbalanceunderskuddet bekendt lig med forskellen mellem investering og opsparing, men mens forskellen mellem dem altså har været relativt konstant, gælder det ikke for de to størrelser, målt hver for sig. Endnu mere broget bliver billedet, når betalingsbalanceunderskuddet danske økonomis samlede opsparingsunderskud) opdeles i underskud/overskud henholdsvis den private og offentlige sektor. Disse spørgsmål skal indledningsvis belyses kvantitativt.

På baggrund af, at spørgsmålet om kravene til erhvervsinvesteringerne spiller en central rolle i drøftelserne af strategier til forbedring af både betalingsbalance- og beskæftigelsessituationen, der være grund til også at give nogle kvantitative indikationer dette område. De samlede faste bruttoinvesteringer består jo ikke blot af erhvervsinvesteringer.

2. Det har været en følge af den tilbageholdende lønpolitik, der har været ført i

1980'erne, at der er sket en ændring i den funktionelle indkomstfordeling, dvs. fordelingenmellem og profit. Også her kan et forsøg - og mere kan det ikke blive til - på en kvantificering være nyttig. Resultatet er, at der siden 1980 er sket en markant ndringtil for profitandelen på lønandelens bekostning.

På baggrund af disse talmæssige kortlægninger rejser der sig en række problemer af økonomisk-politisk - og også af, hvad man måske kunne betegne som: rent politisk - karakter. Høje - måske endda stigende - erhvervsinvesteringer samtidig med, at der sker en forbedring af betalingsbalancen, vil nødvendiggøre en forøget samlet opsparing. vil den kunne tilvejebringes - i den private eller i den offentlige sektor? Og hvis det er en øget privat opsparing, der skal være krumtappen, vil tanken om pensionsreformer kunne bidrage til en løsning? Endelig er spørgsmålet - og her bevæger os ind i det politiske minefelt - om man fra lønmodtagerside vil kunne forstå - og være villig til at acceptere - at den funktionelle indkomstfordeling mere varigt stabiliseres det nuværende niveau eller måske endda forskydes yderligere til ugunst for lønandelen. Vil tankerne om en tvungen overskudsdeling her kunne være et bidrag til, at en sådan forståelse og accept kan tilvejebringes?

Om alle disse spørgsmål vil der afslutningsvis blive gjort nogle foreløbige bemærkninger
oplæg til yderligere debat.

Betalingsbalancen og opsparingsoverskuddene

3.1 den øverste del af tabel ler vist betalingsbalanceunderskuddet, der som bekendt

har været relativt stabilt - i perioden siden 1973 svingende mellem 2 og 5 pct. af BNP. Stabiliteten gælder imidlertid ikke for de to størrelser, hvis difference pr. definition er lig med betalingsbalanceunderskuddet. Både den samlede investering og den samlede opsparing (begge målt brutto) har siden 1973 haft et u-formet forløb: et kraftigt fald frem til 1981, hvor bunden nås, og derefter en stigning, der dog endnu ikke har bragt tallene tilbage til 1973-niveauet.

Foretager man imidlertid en opdeling i den private og den offentlige sektors opsparingsoverskud/underskud, som det er sket i den midterste og nederste del af tabel fremgår det, at udviklingen har været endda meget forskellig for de to sektorer. Tallene for den offentlige sektor tr vist de mest velkendte. Her har investeringerne været stabile - omend vigende - element, mens opsparingen viser en markant forringelse en positiv opsparing på 10 pct. af BNP i 1973 til en negativ på 5 pct. i 1982. (Mærk, at tallene ikke kun omfatter statsfinanserne, men hele den offentlige sektor). Ændringerne i det offentlige opsparingsoverskud følger naturligvis stort set ndringerne den offentlige opsparing. Kort fortalt afspejler faldet i den offentlige opsparing fra 1973 til 1982 dels automatikken under en periode med stigende ledighed (lavere skatteprovenue ved uændrede satser samt større offentlige sociale transfereringsudgifter dels det forhold, at det offentliges køb af tjenester steg drastisk. Antallet af offentligt ansatte voksede fra ca. 500.000 i 1973 til knap 750.000 i 1982. I de følgende år stabiliseredes antallet af offentligt ansatte, samtidig med at det lykkedes at få gang i den private sektor. At der virkelig var tale om et skift er illustreret i tabel 2, der angiver tal for bruttofaktorindkomsten (BFI) i 1979, 1982 og 1985 i faste 1980 priser.

4. Vender vi os endelig til den private sektor, er det til en afveksling opsparingen, som viser det mest stabile forløb, dog med en undtagelse i de seneste år, som vil blive nærmere nedenfor. Derimod sker der et markant fald i investeringerne fra 22 pct. af BNP i 1973 til 12 pct. i 1981, hvorefter de atter stiger til 18 pct. i 1985. Tilbage på 1973 niveauet er de altså endnu ikke kommet. Når det traditionelle opsparingsunderskud den private sektor i årene 1981-1982 forvandledes til et opsparingsoverskud på 3-4 pct. af BNP, skyldtes det altså ikke en markant opsparingsstigning, men derimod første række at de private investeringer var abnormt lave.

Investeringernes sammensætning

5. Hvis man - som ovenfor - anskuer investeringsproblemet som et spørgsmål om at skabe øget kapacitet i de dele af økonomien, som skal bidrage til at »producere os ud af krisen«, er det selvsagt ikke ligegyldigt, på hvilke områder investeringerne sker. I tabel er bruttoinvesteringerne iflg. tabel 1 betragtet noget nærmere, tallene genfindes i tabel 3's tredie række.

Tabellen illustrerer, at tilvæksten i kapitalapparatet er væsentligt lavere end bruttoinvesteringerne følge af »forbrug af realkapital« (afskrivninger). Man kan måske nok have sine tvivl om tallenes kvalitet, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at forbrug af realkapital i årene 1981-83 udgjorde langt over halvdelen af de samlede bruttoinvesteringer og nettoinvesteringerne altså tilsvarende under halvdelen.

Mere interessant er det dog at observere, at erhvervsinvesteringerne, defineret som de samlede faste investeringer med fradrag dels af de offentlige (jvf. tabel 1), dels af boligbyggeriet, væsentlig mindre udsving end de samlede faste bruttoinvesteringer. I hvert fald hvis man ser bort fra årene 1980-83 har erhvervsinvesteringerne stort set været stabile på et niveau svarende til 11-12 pct. af BNP. I forbifarten kan det nævnes, at disse tal stort set svarer til dem, man finder i Finansredegørelse 86, december 1985, figur 6 p. 51. Men af denne figur fremgår det rigtignok også, at de tilsvarende tal for erhvervsinvesteringerne i 1960'ernes første halvdel var helt oppe på 14-15 pct., samt at budgetdepartementet regner med, at erhvervsinvesteringerne i de kommende år vil udgøre pct. af BNP, altså et noget højere niveau end det nuværende.

6. I tilslutning hertil kan der være grund til kort at se på erhvervsinvesteringernes
sammensætning, når man lægger den ovenfor anvendte definition til grund. Desværre
foreligger tallene kun til og med 1983, jvf. tabel 4, og bl.a. derfor bliver kommentarerne

ganske summariske. Som det fremgår af tabellen, fik man i 1980'ernes første del stigendeinvesteringer forbindelse med el, olie og gas m.v., mens landbrugets investeringer i denne periode til gengæld var små. Desuden falder det i øjnene, at investeringerne inden for »markedsmæssige tjenester« (excl. boligbyggeri) beløber sig til op mod halvdelenaf samlede erhvervsinvesteringer. Tilbage til industrien bliver der således kun 20-25 pct. af disse.

Finansierings- og opsparingsproblemerne

7. Vender vi efter denne afstikker tilbage til tabel 1, så følger det pr. definition, at hvis en sektor har et opsparingsunderskud, så foreligger der er finansieringsproblem. Mens økonomerne kan skændes om definitionen af opsparing og investering, så udgør forskellen de to begreber noget særdeles håndfast og jordnært, nemlig en fordringserhvervelse eller en gældsforøgelse til den øvrige verden. Der kan eksempelvis være grund til at minde om de nu tilsyneladende næsten glemte, endeløse debatter om virkningen af det offentliges opsparingsunderskud på den private sektors efterspørgsel, såkaldte crowding-out debat, der jo især udspandt sig i 1981-83. Dette problem eksisterer altså ikke længere og kan dermed ikke give anledning til bekymring. Staten er ikke længere nødt til at sælge statsobligationer for at finansiere sit underskud - for den er sluppet af med underskuddet.

B.Et andet problem skal kun lige omtales kort, selv om det egentlig fortjener en nøjereanalyse. kommer klart frem, når man samtidig har tabel 3 i erindring. Som det fremgik, har de offentlige investeringer været faldende, og samtidig - og væsentligere - er boliginvesteringerne faldet fra det ekstremt høje niveau på 10 pct. af BNP i 1973 til kun 4-5 pct. i 1980'ernes første halvdel. Der er næppe tvivl om, at der her er tale om

en permanent investeringsnedgang. Basalt efterspørger man jo som bekendt ikke nybyggeri,men og med den nuværende boligmasses størrelse skal man næppe vente en tilbagevenden til 1970'ernes niveau for boliginvesteringer, fordi den eksisterendeboligmasse dække en øget andel af boligefterspørgselen. Umiddelbart vil det derfor være nærliggende at drage den konklusion, at med et givet niveau for opsparingenog de samlede faste bruttoinvesteringer vil der »være plads til« at finansiere øgede erhvervsinvesteringer sammenlignet med situationen i 1970'erne, fordi boliginvesteringerneog offentlige investeringer nu befinder sig på et lavere niveau end dengang.

Dette ræsonnement må imidlertid gås efter i sømmene, før det uden videre kan godtages, spørgsmålet er jo, om det ikke vil påvirke den samlede private opsparing i nedadgående retning, at udbuddet af boliger i stigende grad kommer fra den eksisterende Antag, at nystiftede familier efterspørger boliger (og dermed samtidig gældsætter sig) som hidtil. Hvis denne efterspørgsel i stigende grad modsvares af udbud fra den eksisterende boligmasse, vil sælgerne af disse boliger jo (planlagt eller uplanlagt) få salgssummerne til disposition. Vil dette forhold i sig selv påvirke størrelsen af sælgernes (og/eller deres arvingers) opsparing, set over en længere årrække, i nedadgående retning, således at der alligevel ikke »bliver plads til« så mange flere erhvervsinvesteringer? Jeg ved det ikke, men spørgsmålet fortjener egentlig, at nogen nærmere over det. Skulle resultatet blive, at det umiddelbare ræsonnement holder, ville det jo være velkomment, for så ville det indebære en lettelse af det opsparingsproblem, en løsning af såvel beskæftigelsesproblemet som investeringsproblemet vil rejse.

9. Vender vi hermed for sidste gang tilbage til tabel 1, fremgår det, at en del af den seneste tids finansieringsproblemer hænger sammen med, at den private opsparing fra 1983 til 1985 faldt fra 18 til 15 pct. af BNP, altså en udvikling i direkte modstrid med, hvad der er påkrævet. Det er på denne baggrund, at man må rejse det spørgsmål, om en strategi for løsning af balanceproblemerne skal baseres på en forøgelse af den private den offentlige opsparing.

Historisk er der - som det også fremgår af tabel 1 - ingen tvivl om, at der normalt har været et betydeligt opsparingsunderskud i den private sektor, som så i nogen grad er blevet opvejet af et opsparingsoverskud i den offentlige. På denne baggrund er det ikke noget tilfælde, at regeringens målsætning om balance på statsfinanserne blev nået, der er blevet skabt ligevægt på betalingsbalancen. Man har svært ved - med de påkrævede investeringer - at forestille sig et privat opsparingsoverskud, og kan dette ikke opnås, må der jo være overskud på de offentlige finanser, for at der kan blive betalingsbalanceligevægt.

Nogen vil måske her spørge, hvordan en gammel keynesianer som jeg kan bevæge mig så dybt ind i spørgsmålet om det betimelige i at forøge den private opsparing uden at være opmærksom på, at resultatet heraf via et lavere privat forbrug meget vel kan blive en lavere produktion og dermed større ledighed. Uden at kaste mig ud i et større teoretisk skoleridt kan det derfor være værd at fremhæve, at vi jo drøfter forholdene i en lille, åben økonomi. Og skal såvel beskæftigelses- som betalingsbalanceproblemerne i en sådan økonomi, må konkurrenceevnen være i orden. Dette indebærer, at en svigtende indenlandsk efterspørgsel ret omgående vil blive erstattet af øget efterspørgsel udlandet, hvad der således både bidrager til at forbedre betalingsbalancen og til at forhindre, at ledighedsproblemet forværres.

Den funktionelle indkomstfordeling

10. Et sidste udgangspunkt for at drøfte de i slutningen af indledningen rejste spørgsmål
en beskrivelse af udviklingen i den økonomiske fordeling, idet omtalen vil blive
begrænset til den samlede funktionelle indkomstfordeling, jfr. tabel 5.

Den samlede indkomst er her defineret som nettofaktorindkomsten (NFI), idet det - til trods for Danmarks Statistiks traditionelle præsentation af tallene, især i tiårsoversigterne næppe kan have nogen mening at tage udgangspunkt i bruttofaktorindkomsten, dette jo vil implicere, at forbrug af realkapital er en indkomstart. (Direkte bliver det, når man som budgetdepartementet i Finansredegørelse 1984 og 1985, december 1984, i figur 5 p. 50 viser «e//orestindkomsternes andel af bruttofaktorindkomsten).

Som bekendt består det første skridt m.h.t. at nå frem til den funktionelle indkomstfordelingi,

fordelingi,at man fra (netto)faktorindkomsten fradrager udbetalt løn m.v. Herved får man bestemt nettorestindkomsten. Men begrebsmæssigt adskiller denne sig fra profitternederved, de selvstændiges beregnede arbejdsvederlag indgår i restindkomsten og må fradrages heri, før man når frem til profitterne. Da antallet af selvstændige har været fortsat faldende, bliver denne korrektion af stadigt mindre kvantitativ betydning over tiden. 1 tabel 5 er den anvendte metode ved skønnet over det beregnede arbejdsvederlagtil beskrevet i noten til tabellen, og resultatet er altså, at det beregnedearbejdsvederlag selvstændige falder fra 18 pct. af NFI i 1973 til 13 pct. i 1985. Der kan være grund til at understrege, at enhver beregning af denne type ifølge sagens natur vil være særdeles usikker.

Der kan desuden argumenteres for mange andre muligheder for at forbedre præsentationen,
ved at begrænse beregningerne til NFI i den private sektor, men
alt dette vil vi lade ligge.

Derimod kan der være grund til at understrege, at den funktionelle indkomstfordeling tabel 5 jo ikke illustrerer indkomstfordelingen mellem selvstændige og lønmodtagere. må spørgsmålet om de selvstændiges arbejdsindsats altså inddrages i billedet, men svarende hertil må man også være opmærksom på, at i det omfang lønmodtagerne kraft af deres opsparing i form af fordringserhvervelse - direkte eller evt. via indskud i pensionsordninger m.v. - finansierer erhvervslivet (svarende til, at denne sektor finansierer sine reale aktiver ved fremmedkapital), får lønmodtagerne jo i virkeligheden i profitten«.

Det er alle disse forhold, og flere til, man må have i baghovedet, når man ser på tallene
tabel 5.

11. Som det fremgår af tabellen, har profitandelen haft det samme u-formede forløb, som også fandtes i en række af tidsserierne i tabel 1 og 3. I 1973 var profitandelen 15 pct., i 1980 og 81 var den nået ned på 10 pct. for så i 1984 og 85 at være vendt tilbage til 1973-niveauet. Nu kan der argumenteres for, at profitterne - netop som element i en /•^/indkomst - vil udvise kortsigtssvingninger, herunder være høje under fuld kapacitetsudnyttelse og være lave under stagnerende, eller måske endda faldende afsætning og 81). Men rent bortset fra de begrebsmæssige forbehold, der ovenfor blev nævnt i forbindelse med figuren i Finansredegørelse 1984 og 1985, kan det være værd at notere, at man her i de på figuren anførte fremregninger til og med 1988 regner med en yderligere stigning i profitandelen fra 1984 og frem til 1988.

12. Det vil føre for vidt at komme ind på de problemer, der knytter sig til spørgsmålet
om den private investeringsefterspørgsels determinanter. Selvsagt drejer det sig her om
forventninger, hvadenten de vedrører afsætningsmulighederne eller omkostningsforholdene(konkurrenceevnen).

holdene(konkurrenceevnen).Hvis man imidlertid - i overensstemmelse med Finansredegørelse1984 1985 - når frem til, at en fremtidig ekspansion, der både løser beskæftigelses og betalingsbalanceproblemerne - eller i hvert fald bidrager til at gøre dem kvantitativt mindre - forudsætter, at den funktionelle indkomstfordeling vil forblivepå niveauet eller måske endda ændres yderligere til fordel for profitandelen,så unægtelig det politiske spørgsmål, om der kan skabes generel accept af en sådan udvikling.

13. Anskuer man problemerne så firkantet, som det hidtil er gjort, er hovedspørgsmålene dels, hvad der kan gøres ved opsparingsproblemet, dels hvorvidt de netop fordelingsmæssige problemer kan gøre politiske initiativer påkrævede. Herom der afslutningsvis gøres nogle få bemærkninger som oplæg til yderligere debat.

Pensionsreformer

14. En af grundene til, at ideen om fuld grundskyld aldrig slog igennem herhjemme var, at det ikke lykkedes at forklare, om »det var noget, man skulle ha', eller noget man skulle betale«. Tilsvarende problemer melder sig i forbindelse med spørgsmålet om virkningerne af pensionsreformer. Naturligvis drejer det sig om noget, den enkelte skal ha' - nemlig som udbetalinger fra ordningen, når pensionsalder indtræder - men det drejer sig samtidig om noget, der skal betales. Uanset om bidragene formelt udredes af lønmodtager eller arbejdsgiver, repræsenterer bidragene forskellen mellem, hvad lønmodtageren udbetalt (før skat), og lønomkostningen set fra arbejdsgiverens synspunkt. af pensionsbidrag repræsenterer dermed en form for lønstigning, og det indebærer naturligvis, at andre lønstigningselementer i givet fald må justeres tilsvarende I den forstand er der helt klart tale om noget, lønmodtageren (også) skal betale. Og det er på den baggrund, at man efter min mening må hilse LO's oplæg velkommen, bl.a. fordi det - såvidt jeg kan se - bygger på denne erkendelse.

15. Når det haster med at få en afklaring på spørgsmålet om pensionsreform, hænger det også sammen med andre forhold. Et er, at det gennem de senere årtier har måttet stå den enkelte borger mere og mere uklart, i hvilket omfang han eller hun kunne forvente få sin alderdom betrygget gennem en folkepension, fastsat af folketinget. En sådan usikkerhed gør det ikke lettere for den enkelte at vælge sin egen optimale opsparingsprofil den pågældendes forventede restlevetid.

Her må det også erindres, at en stadigt stigende andel af befolkningen foretager en
sådan opsparing på anden vis, ikke blot gennem etablering af supplerende pensionsordninger,
også gennem stigende friværdier i egen bolig etc.

Hvad der imidlertid gør problemet særlig kompliceret er, at forskellige lønmodtagergrupper mindst gennem de seneste årtier er blevet forskelligt stillet. Her kan specielt nævnes de obligatoriske pensionsordninger, der er blevet oprettet på en række funktionærområder. Skal LO's medlemmer i løbet af en ikke alt for lang årrække nå frem til samme vilkår, kan en pensionsreform på dette område ikke komme hurtigt nok. Og samtidig vil den kunne bidrage til den forøgelse af den private opsparing, som der så ofte er peget på i det foregående.

Overskudsdeling?

16. Forslagene om en tvungen overskudsdeling, hvor en del af overskuddet bliver stående den pågældende virksomhed, men således at den repræsenterer en særlig form for egenkapital, hvor den dertil knyttede stemmeret udøves af de til enhver tid ansatte på den pågældende virksomhed, har som bekendt haft en noget omtumlet skæbne i den danske debat. Jeg tror også, at jeg kender de fleste af argumenterne imod den. Dem skal jeg ikke komme ind på. Blot vil jeg gøre den afsluttende bemærkning, at hvis en sådan ordning skal bidrage til, at der - også blandt lønmodtagere - kan skabes accept af en fortsættelse af den udvikling i indkomstfordelingen, som ovenfor blev beskrevet, så skal man ikke allerede på forhånd afskrive den som en løsningsmulighed. Der er jo mange mulige varianter, man kan vælge imellem, hvis man vil finde et kompromis og dermed bidrage til at løse det politiske problem, som fordelingsproblemet især repræsenterer. hvert fald må de, der på forhånd helt afviser at beskæftige sig med sådanne løsningsmuligheder, gøre sig klart, at de i så fald må have et bud på, hvad alternativet er.