H. Winding Pedersen, Prisregulering mod monopolmagt. Nogle hovedproblemer. København: Jurist- og Økonomforbundets 1985, 288 s. Kr. 260,00. (Københavns Institut, Studie nr. 29)

H. Winding Pedersen gik af som professor fra Økonomisk Institut, Københavns Universitet, i 1977. Blandt tidligere studerende er han fortsat af en legende på grund af sine gennemarbejdede præget af såvel systematiserende og stringent analyse som »common sense«.

Hans bog Prisregulering mod monopolmagt udsendt af Jurist- og Økonomforbundets i en rigtig bogtrykt udgave. Bogen er på dansk - en fordel for danske læsere - men på sin vis lidt synd, fordi Winding Pedersen er en økonom, som nok kunne fortjene at være kendt uden for det lille danske sprogområde.

Dertil kommer den begrænsing, at der indenfor lille fagligt sprogområde kan gøre sig en slags »omvendt provinsialisme« gældende. Det er så vigtigt at følge den internationale udvikling, de ofte betydelige bidrag, som kommer f.eks. danske økonomer ikke altid får den fortjente opmærksomhed fra danske fagfæller.

Emnet for bogen er problemer, der knytter sig til offentlige myndigheders fastsættelse af priser på monopolprægede erhvervsområder. Det lyder som pligtlæsning for nuværende og kommende ansatte i monopoltilsynct, samt i de berørte erhvervsvirksomheder. Men faktisk er der store dele af bogen, der behandler problemer bred teoretisk og politisk interesse.

Først lidt om »pligtstoffet« for monopollovsinteresserede. myndighederne skal prisregulere en erhvervsvirksomhed må man tage udgangspunkt i en priskalkulation, der giver omkostningsdækning inklusive en rimelig af egenkapitalen. Dette rejser en række problemer. Eksempelvis: den forrentning egenkapitalen, der anses for rimelig et fordelingssynspunkt, kan være utilstrækkelig at sikre en nødvendig selvfinansiering. siering.Dette kan være argument for at tillade en vis ekstra forrentning.

Kapacitetsudnyttelsen kan have stor betydning enhedsomkostningerne. Hvis prisreguleringen fuld omkostningsdækning uanset kapacitetsudnyttelsen modtager virksomheden noget signal om at tilpasse kapaciteten. kan være argument for at lægge kapacitetsudnyttelse til grund for prisreguleringen.

Der knytter sig en række problemer til prisreguleringen inflation. På baggrund af den generelle debat om inflationskorrigerende regnskabssystemer er det naturligt, at prisregulerede kræver, at priskalkulationerne ske på grundlag af genanskaffelsespriser produktionsmidlerne. Et alternativ er, at myndighederne fastholder kalkulation grundlag af anskaffelsespriser, men godkender en højere forrentning af egenkapitalen kompensation for inflationen. Winding Pedersen bruger tre af bogens kapitler at analysere hvad valg af regnskabssystem for resultatet af prisreguleringen. Winding Pedersen fremhæver, at der af et regnskab, der konsekvent er ført på grundlag af anskaffelsespriser, kan aflæses en forrentning egenkapitalen, der kan gøres til genstand sammenligning med kapitalmarkedets Derfor er regnskabsførelse og kalkulation på grundlag af anskaffelsespriser det bedste system til at varetage prisreguleringens mål. (Side 141-142).

Man kunne tilføje, at dette forudsætter, at virksomheden er permanent prisreguleret. Bag regnskabet på grundlag af anskaffelsespriser der sig en inflationsgevinst, som eventuelt vil kunne realiseres, hvis prisreguleringen

Udover disse specifikke analyser behandler bogen som nævnt problemstillinger af bred teoretisk og politisk interesse. Det er et gennemgåendesynspunkt Winding Pedersen, at monopolmagt både kan føre til for høj avance og til for høje omkostninger. Industriøkonomerhar været mest optaget af den allokeringsinefficiens som ledsager monopolpriser.Winding

nopolpriser.WindingPedersen fremhæver fordelingsvirkningen samt inefficiens i form af »X-inefficiency« og »Organizational slack«. Disse begreber har et beslægtet indhold.De over, at en virksomhed er en organisation med mange interessenter. Balancepunktetmellem interesser medfører typisket Læseren kan anskueliggørebegreberne at tænke på en større offentlig institution eller en større erhvervsvirksomhed,der er underkastet konkurrencepres.

Winding Pedersen introducerer et meget oplysende begreb: urealiseret monopolgevinst (gevinstreserve). Deter den gevinst, et monopol, producerer efficient, og sælger til »full cost« priser, kunne opnå, hvis det udnyttede (s. 160-61).

Allerede ved ureguleret monopol vil en del, måske en væsentlig del, af gevinstreserven forsvinde »X-inefficency« og »Organizational slack«. Hvis myndighederne prisregulerer monopolet på grundlag af en kalkulation, der giver omkostningsdækning og en rimelig forrentning egenkapitalen, vil det nævnte omkostningsspild bestå. Dertil kommer prisreguleringen i sig selv kan føre til omkostningsspild. Winding Pedersen redegør for den såkaldte A-J-effekt, som dækker over, at en reguleret virksomhed under visse forudsætninger opnå en gevinst ved at installere en overkapacitet. Virksomhedens reaktion på prisreguleringen kan altså i sig selv føre til yderligere omkostningsspild.

I en økonomi som den danske er konkurrencebegrænsninger udbredt fænomen, som forstærkes når man går udover industrien og ser på den samlede økonomi. Disse konkurrencebegrænsninger antagelig ledsaget af forøgede forøgede omkostninger, herunder form af overbemanding og forøgede lønninger, alt i forhold til en tænkt konkurrencesituation.

Efter læsning af Winding Pedersen bog må man blive skeptisk m.h.t. om prisregulering i traditionel form er et meget virksomt middel til at råde bod på disse forhold. I bogens sidste kapitel redegør Winding Pedersen for mere dynamiske former for prisregulering, hvor hensigten er at presse og motivere virksomheden forøget effektivitet. Antag f.eks. at det efter en dybtgående undersøgelse står klart, at en virksomhed i løbet af en kort årrække bør kunne reducere sine enhedsomkostninger til det halve. Myndighederne kan da dels stille resultaterne rådighed for virksomheden, dels fastlægge priserne en årrække frem, således at virksomheden for at overleve må effektivisere, men til gengæld får lov til at beholde en del af effektiviseringsgevinsten. Man kunne sige, at med et sådant reguleringssystem ville monopolmyndighederne en egentlig »countervailing på konkurrencebegrænsede områder.

Winding Pedersens egen konklusion er mere Han introducerer et prisovervågningssystem, betegner pristilsyn (s. 212). Det forudsætter, at myndighederne løbende følger udviklingen i priser og overskud, men kun undtagelsesvis og for en periode griber til prisregulering, nemlig hvis der konstateres store nettogevinster, der ikke kan antages at have rationalisering eller produktudvikling som baggrund. Ved et sådant lempeligt system vil man undgå de problemer og negative virkninger, følger traditionel prisregulering. Til gengæld vil virkningen på de negative følger de omfattende konkurrencebegræns ninger blive tilsvarende små - begrænset til en vis præventiv virkning.

Økonomisk Institut,

Københavns Universitet