Resumé

SUMMARY: The note develops the main similarities and differences between pension finance on a pay-as-you-go-system and a system based on previous savings and capital It is demonstrated that pay-as-you-go finance implies a reduced capital accumulation and consequently a reduced rate of growth. A simplified numerical is presented. The note discusses the transitional period during which the pay-as-you-go financed system is supplemented by a system based on capital accumulation. is maintained that the beneficial impact from a system based on capital accumulation may be neutralized if the fiscal policy is weaked due to the short term motives of the political actors.

1. Problemet

På grund af den forventede befolkningsudvikling, især i årene efter årtusindskiftet,
må det snart 100 år gamle danske alderspensionssystem forventes at komme ud for vanskeligheder.

Groft skønnet er der i dag knap 29 alderspensionister pr. 100 i de erhvervsaktive aldre, der, med ikke urealistiske antagelser, i år 2025 kan tænkes at være ca. 54, d.v.s. knap en fordobling.2 Selvsagt må en sådan udvikling på i øvrigt plausible forudsætninger tilpasninger i pensionssystemet.

Naturligvis kan det kendte system fungere videre, men det vil forudsætte en stigende
beskatning, især hvis pensionerne øges i forhold til de erhvervsaktives indkomster.3

---

1. Der er ikke tale om et specielt dansk problem. Problemet er fælles for de fleste industrialiserede lande. For en belysning af problemets kvantitative omfang, se Jørn Henrik Petersen, Pensionsproblemet som en tikkende bombe?.

2. Jvf. Danmarks Sparekasseforening, 1986, p. 52, og Jørn Henrik Petersen, op.cit.

3. Det er sandsynligt, at der kun er ringe mulighed for at tilvejebringe finansieringen gennem offentlige besparelser på andre områder. Ganske vist kommer den befolkningsmæssige udvikling delvis til hjælp, fordi der samtidig med væksten i pensionistkvoten, indtræder et fald i børne- og ungdomskvoten. Men dels kræver forsørgelsen af børn og unge færre offentlige midler end forsørgelsen af ældre, dels er det vanskeligt at reducere offentlige udgifter selv på områder, hvor deres begrundelse er i aftagen.

Alternativt kan man forestille sig et supplerende pensionssystem (»overbygningspensioner«)baseret
individernes forudgående opsparing.

Om dette valg har der været ført en omfattende diskussion. De grundlæggende
spørgsmål, der er denne notes genstand, vedrører

- en sammenligning af »her-og-nu«-finansieringen4 med en finansiering baseret på forudgående opsparing₅ med særlig henblik på metodernes virkninger på kapitaldannelse vækst hhv. deres tilpasningsevne til ændringer i befolkningsudviklingen;

- overgangsfasen, hvor det »her-og-nu«-finansierede system suppleres med et system
baseret på forudgående opsparing.

2. Befolkningsvækst og »pensionsbelastning«

Antag forenklende at det enkelte individ gør sin entré på arbejdsmarkedet i alderen
ta, pensioneres i alderen tp og dør i alderen td. Pensionistperiodens andel i den samlede

---

4. »Her-og-nu«-finansieringen er en dansk term for den engelske »pay-as-you-go«-

5. Finansiering baseret på kapitaldækning. Ofte betegnes et sådant system finansiering på grundlag af fondsopbygning.

»voksenperiode«, et, er derfor (t_d-t_p)/(t_d-t_a). Antages befolkningsudviklingen at være karakteriseret ved stabil vækst med vækstraten n, illustrerer tabel 1 den snævre sammenhængmellem »pensionistkvoten«, X(n),⁶ for en given a. a selv er bl.a. bestemtaf til arbejdsmarkedet og pensioneringsalderen, d.v.s. politisk fastsatte størrelser.

Erstattes ideen om den stabile befolkning med de forventninger, der finder udtryk i Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning 1984-2025, får man et billede, som vist i tabel 2, der, selv om der ses bort fra udviklingen i de aldersspecifikke erhvervsfrekvenser, giver et groft billede af et muligt udviklingsforløb.

Pensionistkvoten ses at være faldende frem til årtusindskiftet for så at stige kraftigt. På ikke uplausible antagelser vil en sådan udvikling forstærke indkomstfordelingsproblemet de erhvervsaktive og pensionisterne. Den bør derfor føre til overvejelser om pensionsreformer, der allerede nu tager hensyn til den forøgede pensionsbyrde.

3. »Her-og-nu«-finansiering ctr. finansiering på grundlag af forudgående opsparing

Antag en stationær befolkning, der netop reproducerer sig selv (n = 0), fravær af
udenrigshandel, intet teknisk fremskridt og en realrente på nul. Generationernes indbyrdes
kan da anskueliggøres, som vist i figur 1.

Ud fra en kredsløbsteoretisk betragtning er der ingen forskel mellem kapitaldækningsog Uanset finansieringsformen skal de ikke erhvervsaktives forbrug dækkes gennem samme periodes bruttonationalprodukt. I begge tilfælde skal der ske en købekraftsoverførsel fra de aktive til pensionisterne.

Forskellen ligger i metoden for denne købekraftsoverførsel, der ved »her-og-nu«-finansieringaf

---

6. Med stabil befolkningsvækst er e^naT _ j X*n> = enT_e^naT ' hvor T= For n = 0 er X = a/(l-

nansieringafpensionistgenerationen B_p's forbrug sker ved en samtidig beskatning af de aktive generationer C_m og D_u, mens kapitaldækningssystemet hviler på, at B_p ide foregåendeperioder og 3 gennem opsparing har opsamlet en aktivmasse. Gennem afhændelseaf aktivmasse til C_m og D_u i periode 4 foretager B_p en nedsparing. Købekraftsoverførslensker gennem en ejendomsretsoverførsel. Selvsagt vil op- og nedsparingsprocesseni blive formidlet gennem kapitalmarkedets institutioner. I øvrigt vil under de givne antagelser den for et pensionistforbrug af en vis størrelse fornødneskatterate et »her-og-nu«-finansieret system have samme størrelse som den indviduelleopsparingskvote, kapitaldækningssystemet skal muliggøre samme pension.₇

Antages i stedet en økonomi med positiv realrente, ændrer dette under i øvrigt uændrede ikke den skatterate, der i et »her-og-nu«-finansieret system er fornøden for at sikre pensionisterne et vist forbrug. Skatteraten er uafhængig af realrenten. reduceres den individuelle opsparingskvote,B der sammen med de forudgående, konstante indkomster sikrer den samme pension. Et eksempel på realrentens på opsparingskvoten er vist i tabel 3.

Indføres teknisk fremskridt, vil indkomsten pr. erhvervsaktiv stige fra år til år. Dette
ændrer ikke i afgørende grad de hidtidige konklusioner. Betegnes indkomstens vækstrate

---

7. Lader man pensionistforbruget udgøre en vis andel Paf den erhvervsaktives forbrug c_L, der er bestemt af indkomsten og »pensionsskatteraten« t, kan det let vises, at det for en stationær befolkning (n = 0) gælder, at = g« = , T" l-a(l- S_' hvor s' er den i kapitaldækningssystemet fornødne opsparingskvote. For (3=l, ses det at, t = s' = a.

8. Idet realrenten betegnes r, er opsparingskvoten S ~~ 1- (l-3)e-^{r<'-«r <'-«) T}-3e-^rT for r-^O, vil dette udtryk gå imod det i note 7 nævnte udtryk for s' hhv. t.

e og realrenten r gælder for r > e, at opsparingsraten, hvis pensionen skal øges med indkomstensvækstrate,
mindre end den ved en tilsvarende dynamisering indenfor »her-ognu«-finansieringenfornødne
mens den for r=e er den samme.9

Under normale omstændigheder vil kapitaldækningssystemet også yde inflationsbeskyttelse,
inflations forventningerne gennemsnitligt vil modsvare den faktiske inflationsrate,
igen på længere sigt vil afspejles i den nominelle rente.10

4. Optimal kapitalakkumulation

En belysning af finansieringsformernes virkninger på kapitaldannelsen og deres tilpasningsevne ændrede befolkningsforhold forudsætter en sammenligningsstandard. sådan kan udvikles med udgangspunkt i teorien om optimal kapitalakkumulation, Dorfmann (1969). Lades igen det tekniske fremskridt og udenrigshandelen ude af betragtning og antages en makroøkonomisk produktionsfunktion med de gængse neoklassiske egenskaber, kan restriktionen i kapitalakkumulationsprocessen beskrives ved det Mackenroth'ske teorem, at summen af ændringen i nettokapitalbeholdningen, de erhvervsaktives og pensionisternes forbrug skal være lig med bruttonationalproduktet.ll

I en langsigtsanalyse kan denne relation opfattes som restriktion i et optimeringsproblem, forbrugets nytte i nutid og fremtid opfattes som den størrelse, der skal maximeres.₁₂ Denne teoretiske konstruktion hviler på, at det således bestemte optimum være det resultat, der approximativt udtrykker konsekvenserne af markedsaktørernes

---

9. Generelt er 3[e^-(r-e)(l- S> ~ 1-(1 -3) e" fr-0 (1 -«) T-_Øe " (r"_f) T der for r-»e, vil gå imod det i note 7 nævnte udtryk for s' hhv. t.

10. Betegnes nominalrenten i, og den forventede inflationsrate 7T vil en opretholdelse af relationen i = r + ir + r -ir sikre inflationskompensation. Selvsagt kan drastiske ændringer (hyperinflation) »slå relationen stykker«.

11. Idet ker kapitalbeholdningen pr. aktiv, f(k) den makroøkonomiske produktionsfunktion, c forbruget pr. indbygger, der her forenklende antages at være det samme for pensionister og aktive, og b reinvesteringsraten, sammenhængen beskrives ved relationen k = f(k)-c(l+X)-(n + s)k. jvf. relationen (9) hos Dorfman (1969).

12. Betegnes den indviduelle nytte U(c(t)) og tidspræferencen q, er velfærdsfunktionen Jft U(c (t)) e-(c-n) t dt. jvf. relation (8) hos Dorfman (1969). Man maximerer m.a.o. den tilbagediskonterede nytte for alle nuog levende personer.

Gennemføres denne optimering fås to relationer, der udtrykker kapitalakkumulationsbegrænsningen
det optimale tidsforløb for forbrugl3 pr. erhvervsaktiv opfattet
kontrolvariabel.

Betragt først en ligevægtssituation. I ligevægt vil kapitalbeholdningen pr. aktiv udvikle parallelt med antallet af erhvervsaktive, og forbruget pr. erhvervsaktiv være konstant.¹⁴ Kapitalbeholdningen øges derfor med befolkningsvækst, mens befolkningsreduktion ledsages af en nedbrydning af kapitalbeholdningen. Reduktionen kapitalmængden i den enkelte periode begrænses dog af reinvesteringens størrelse ¹⁵

Ændres de erhvervsaktives ændringsrate må ligevægtsværdien for bruttoinvesteringskvoten ændres. Hvis vækstraten øges, fordrer en optimal kapitalakkumulationsproces stigning i opsparingsraten for at sikre en optimal kapitalmængde erhvervsaktiv.¹⁶ Omvendt vil en reduktion i vækstraten betyde, at der indtræder personer i erhvervsaktivitet. Derfor reduceres kapitalbehovet, opsparingsraten og konsumkvoten forøges.

5. Finansieringsformer og kapitaldannelse

Ser man på sammenhængen mellem kapitalakkumulation og finansieringssystem, er det centrale spørgsmål, om sammenligningsstandarden fra afsnit 4 udtrykt ved optimumsbetingelserne ændringer, hvis alderspensionerne ikke finansieres ved forudgående opsparing.

---

13. Relationerne er k = f(k) - c(l + X) - (n + <s)k hhv. U ' (c) c= [e + 5-f'(k)]"jj77^ For den kapitalteoretiske fortolkning af udtrykket for c = 0, se Dorfman (1969, p. 825).

14. k = c = 0, d.v.s. f(k)-c(l+X)-(n + sjk = 0, f (k) = q + 8

15. Da bruttoinvesteringen ikke kan være negativ - med mindre kapitalanlæg kan afsættes til udlandet - kan kapitalnedbrydningen maximalt følge reinvesteringsraten. Er der teknisk fremskridt og er n + e > 0, kan kapitalmængden dog være stigende.

16. Fore = Oerf (k) = q + 5, jvf. note 14. Når marginalproduktet er konstant, må det samme gælde gennemsnitsproduktet. det af k = 0, afledte vilkår, ses det, at , c(l+X) (n + s)k K _ K 1 - 777- = s = —— = (n +5) — . Da — er konstant, ma hgevægtsop- I (KJ t(KJ I Y sparingskvoten, s, vokse med n.

Svaret er ja, fordi restriktionen i optimeringsproblemet har et andet udseende.¹⁷ Derfor ændres optimumsvilkårene.lB »Her-og-nu«-finansieringen indebærer således en lavere kapitalbeholdning og derfor et lavere bruttonationalprodukt pr. aktiv,¹⁹ end et system baseret på forudgående opsparing. Forskellen ligger ikke i relationen vedr. kapitalmængden pr. aktiv, fordi den i begge finansieringssystemer er udtryk for Mackenroths 2o Derimod er der forskel i ligevægtsforbruget pr. aktiv. Dette glemmes i diskussionen, fordi der focuseres på det fællestræk, at bruttoinvestering plus forbrug uanset finansiering skal svare til bruttonationalprodukt, når der ses bort fra udlandsrelationer.

Pointen i disse ræsonnementer kan lettest belyses gennem et i flere henseender forenklettaleksempel. at »pensionsskatten« pålægges al faktorindkomst, og at den udskrives proportionalt på de erhvervsaktive. I så fald kan den danske pensionskatteratefor skønnes at være omkring 11,7 pct. Antages videre, at den faktiske pensionstilgangsaldernedsættes 60 år, og at kompensationsfaktoren øges fra ca. 40 til

---

17. »Her-og-nu«identiteten kan veden realskat, opfattet som en proportional andelaf bruttonationalpro duktet, skrives som t f(k) = Xc, der indsat i kapitalakkumulationsligningen i note 11 omskrevet til k + (n + 8)k = (l-_T)f(k)-c + [rf(k)-c\] fører til k = (l-T)f(k)-c-(n + 6)k Denne udtrykker, at kapitalakkumulationen skal foregå på grundlag af bruttonationalproduktet redu ceret med pensionsskatten.

18. Sammenlignet med optimumsvilkårene i note 13 er de vilkår, der gælder under »her-og-nu«-finansiering, af velfærdsfunktionens maximering under den i note 17 givne restriktion k = (1-t) f (k) - c - (n + 6) k hhv. c = [e + 5-(l- U'(c) U " (c)

19. Ser man på vilkårene for optimalt forbrug i ligevægt (c = 0) indebærer udtrykket i note 18 sammenlignet udtrykket i note 13 et højere grænseprodukt, d.v.s. en lavere kapitalmængde pr. aktiv.

20. Jvf. note 18 er fork =o,c= (l-r)f(k) -(n+ e)k, men da t f(k) = X-c,jvf. note 17 er c(l+X)= f(k)(n g)k, d.v.s. f(k)-(n + Q)k C= F7x der svarer til det c, der for k = 0 følger af udtrykket i note 13. Dette er Mackenroths tese, fordi det indebærer, det samlede forbrug er lig med bruttonationalprodukt minus bruttoinvesteringen.

50 pet.2l, vil skattesatsen i 2025 være ca. 27,2 pct. Da disse skøn bygger på en række
antagelser, tjener de alene til belysning af problemets empiriske relevans og dets størrelsesorden.

Taleksemplet belyser de virkninger, man ville undgå, hvis »pensionsudgiftsstigningen«
stedet finansieredes på grundlag af forudgående opsparing. Beregningen bygger
på en sammenligning af ligevægtsforholdene i 1982 med forholdene i 2025.

Lad os antage en vækstrate i indkomst pr. aktiv på 0,02 p.a. I så fald vil kapitalmængde indkomst pr. aktiv over 43-års perioden vokse med en faktor 2,34, men denne potentielle stigning vil blive reduceret på grund af den stigende skatterate, der er en følge af det eksisterende finansieringssystem.22 Den illustrative beregnings resultater af tabel 4.

Kapitalmængden og bruttonationalproduktet pr. aktiv reduceres således ca. 26 pct. hhv. ca. 11 pct. i forhold til en situation uden denne skattestigning. Pointen er, at denne tendentielle kan forhindres ved indførelse af et supplerende pensionssystem baseret på forudgående opsparing.

I afsnit 4 understregedes, at optimalitet fordrer, at opsparingsraten (=bruttoinvesteringsraten) af finansieringssystemet skal ændres i samme retning som en evt. ændring i de erhvervsaktives vækstrate. Hvis f.eks. pensionistkvoten stiger på grund af et aftagende antal aktive, skal flere forsørges ud af bruttonationalproduktet. Ved et uændret forbrug pr. capita stiger den samlede konsumkvote uafhængigt af finansieringssystemet. må bruttoinvesteringsraten aftage, hvilket ytrer sig i et fald i reinvesteringen og dermed i kapitalbeholdningen. Uden teknisk fremskridt reduceres med reduktionen i antallet af aktive.²³ Den samlede produktion således undergå en strukturforandring, hvis gennemførelse er afhængig af økonomiens fleksibilitet.

---

21. Kompensationsfaktoren er her opfattet som pensionen i forhold til den gennemsnitlige faktorindkomst.

22. Produktionsfunktionen udtrykt pr. aktiv antages at være y= e^¹"''^etkT, hvor'Y er kapitalindkomstandelen afskrivning. I ligevægt (c = 0) følger da, at det i note 18 omtalte optimumsvilkår kan udtrykkes Da højresiden er konstant, følger det under ligevægtsvækst, at (l-T₀)e(¹-7)«t₀k₀'^Y-¹ = (1-Vj) e ('-"'> fti k,"*-' Med dette udgangspunkt kan kj/kg hhv. yj/yg beregnes. I beregningen er 7 sat lig med 0.37 som udtryk for (restindkomst incl. afskrivningen/bruttofaktorindkomst.

23. Ved sideløbende teknisk fremskridt er det dog ikke givet, at kapitalmængden reduceres; men i så fald reduceres dens vækstrate.

Indtræder et fald i antallet af erhvervsaktive, er processen følgende. Da reinvesteringsbehovet øges den andel af bruttonationalproduktet, der er til rådighed for forbrug. Konsumkvoten stiger. Uden at sænke forbrugsstandarden kan skatteraten derfor forøges, hvorfor de forøgede pensionsudgifter pr. aktiv kan finansieres.

Ved kapitaldækningssystemet kan der, når kapitalapparatet skal nedbrydes, opstå det problem, at kapitalapparatet er bundet i specifikke anvendelser, og derfor ikke kan benyttes andre steder i økonomien med samme afkastrate. Den kapitalnedbrydning, der finder sted indenfor rammen af en reduceret reinvestering, kan derfor indebære, at likvideringsafkastet er ringere end forventet. Dette problem fremgår tydeligt ved kapitaldækningssystemet, er dog ikke specielt knyttet til dette. Uanset finansieringsform nedbrydning af kapitalapparatet indebære et værditab, der mindsker forbrugspotentialet, afsnit 6.

I begge tilfælde stiger forbrugskvoten. I et kapitaldækningssystem kan dette udløse deflationstendenser, fordi væksten i pensionistkvoten i nedsparingsfasen indebærer et overskudsudbud af værdipapirer. Herved opstår tendens til faldende kurs, stigende rente og svagere investeringsaktivitet. Dette sker dog ikke under ligevægtsudvikling, hvor realrenten forbliver konstant, fordi overskudsudbudet af værdipapirer skal ses i sammenhæng med en stigende forbrugsgodeproduktion som følge af kapitalapparatets (ved teknisk fremskridt: kapitalapparatets aftagende vækstrate). Ved en hertil afpasset pengepolitik kan realrenten fastholdes og deflationsrisikoen formindskes.

»Her-og-nu«-finansieringen indebærer en stigende skatterate. Derfor må kapitalens grænseprodukt før skat stige, d.v.s. kapitalmængden pr. erhvervsaktiv må falde. Den samlede forbrugskvote vil således stige både på grund af nedbrydningen af kapitalapparatet på grund af reduktionen i kapitalintensiteten. Derfor er det økonomiske til— pasningsproblem større ved »her-og-nu«-finansiering end ved finansiering baseret på forudgående kapitalopsamling.

6. Rollefordelingen mellem »her-og-nu«-finansiering og finansiering baseret på forudgående opsparing

Kapitaldækningssystemet indebærer ikke übetydelige samfundsøkonomiske fordele, »her-og-nu«-finansieringen kan naturligvis ikke umiddelbart elimineres på grund af overgangsproblemerne for de noget ældre og de nuværende pensionister. Der må derfor i praksis være et samspil mellem de to systemer med en grundsikring finansieret beskatning og med en overbygningspension finansieret via forudgående opsparing. Herved er man også ude over »free-rider«-risikoen, der indebærer, at nogen vil undlade pensionsopsparing i forventning om, at samfundet alligevel vil varetage deres

Hvis samfundet har tilsikret alle en vis mindsteforsørgelse, kan overbygningspensionernei

nerneiprincippet være frivillige og derfor tilpasset den enkeltes konkrete pensionspræferencer.Omvendt man ikke være blind for, at de adfærdstilskyndelser, der er indbygget i »her-og-nu«-finansieringssystemet senere kan skabe et politisk pres for øget grundsikring fra dem, der ikke måtte have sikret sig en overbygningspension. Tillæggesdenne stor vægt, taler den for obligatoriske overbygningspensioner, idet den enkelte i så fald må kompensere ved tilpasninger i sin øvrige opsparingsadfærd.

Under alle omstændigheder må det realistisk antages, at et ændret dansk pensionssystem komme til at bestå af en »her-og-nu«-finansieret grundpension suppleret med en eller anden form for overbygningspension baseret på forudgående kapitalakkumulation.

Det betyder, at der ud over den løbende beskatning til grundpensionen tillige må forventes
øget privat opsparing i pensionssystemet, som kun til en vis grad kan modvirkes
tilpasninger i hidtidig opsparingsadfærd.

Hvis ikke den øgede opsparing udenfor den offentlige sektor modsvares af øgede
private investeringer, stigende offentlige budgetunderskud eller forbedret betalingsbalance
resultatet være større arbejdsløshed.

På det korte sigt kan man næppe, især da den pengepolitiske autonomi er indsnævret i forhold til tidligere, forvente en neutralisering af opsparingseffekten via øget investeringsaktivitet, den øgede opsparing i sig selv forringer afsætningsvilkårene. Omvendt den antydede deflationstendens på lidt længere sigt virke afdæmpende på omkostningsudviklingen. Derfor vil profitindkomsterne øges og konkurrenceevnen forbedres, hvilket dels vil øge investeringslysten og dels virke til nedbringelse af udlandsgælden og ad åre måske endog til en oparbejdelse af udenlandske tilgodehavender.

Netop i lyset af betalingsbalanceproblemet fremtræder en pensionsopsparing derfor som alternativ til en finanspolitisk stramning. Afgørende er, at den øgede opsparing udenfor den offentlige sektor ikke modsvares af en finanspolitik, der indebærer, at neutraliseringen af deflationstendensen sker gennem øget offentligt eller privat forbrug. de gunstige effekter realiseres må akkumulationen ske i form af enten indenlandske eller udenlandske tilgodehavender, hvis afkast følger økonomiens

Spørgsmålet er så, om den øgede akkumulation senere kan »nedspares« og derved
bidrage til at reducere den belastning, den erhvervsaktive befolkning ellers ville blive
udsat for i et »her-og-nu«-system, når befolkningsudviklingen er ugunstig.24

---

24. Risikoen hviler selvsagt også på pensionisterne, idet den øgede byrde naturligvis, afhængig af de politi ske magtforhold, vil blive delt mellem de aktive og pensionisterne, jvf. Jørn Henrik Petersen, Forde lings- og pensionspolitik i lyset af en ændret demografi.

Det giver næsten sig selv, at forøgede udenlandske tilgodehavender senere kan omsættes forbrug.2s Øgede pensioner vil via øget forbrug øge importen og den indenlandske Herved tenderer lønningerne at stige og konkurrenceevnen at svækkes. Betalingsbalancen vil blive forringet, men netop den forudgående akkumulation skabt plads for denne forringelse.

Gennem denne proces omsættes nutidig opsparing til fremtidigt forbrug. De nuværende betaler således for deres fremtidige pensioner dels gennem deres opsparing og dels gennem en afdæmpet lønudvikling; men det er vel også den rette »betaler«, fordi den øgede pensionsbyrde er fremkaldt gennem denne generations ændrede fertilitetsadfærd.26

Hvis akkumulationen i stedet har ytret sig i stigende indenlandske realinvesteringer, er nedsparingsprocessen måske en smule mere kompliceret. Med frie kapitalbevægelser stort set faste valutakurser er der dog ikke stor forskel på inden- og udenlandske investeringers afkastrate, men den egentlige nedsparing af indenlandsk realinvestering begrænses af reinvesteringernes størrelse. Under hensyn til muligheden for udenlandsk belåning er der næppe den store forskel i praksis.

Afslutningsvis er det værd at understrege, at de gunstige virkninger af et kapitaldækningssystem tabt, hvis de neutraliseres af en ekspansiv finanspolitik. Sker det, vil systemet realøkonomisk virke som et »her-og-nu«-finansieret pensionssystem. Omvendt der intet til hinder for, at man også indenfor et »her-og-nu«-finansieret system kan opspare med en større fremtidig pensionsbyrde for øje, idet der ad den vej tilvejebringes for en finanspolitisk ekspansion, når de øgede pensionskrav til sin tid skal indfries. Det er derfor under alle omstændigheder afgørende, at den samlede politik tilrettelægges med henblik på en forventet, fremtidig større pensionsbyrde.

Valget mellem kapitaldækningssystemet og »her-og-nu«-finansieringen er derfor i sidste instans betinget af fiskal-psykologiske vurderinger vedrørende to forhold. For det første om en øget akkumulation er mere eller mindre acceptabel, afhængig af om den hviler på en opsparing, der af befolkningen opfattes som opsparing, og ikke som øget beskatning. For det andet om det ene eller andet finansieringssystem under hensyntil politiske adfærd i højere eller mindre grad gør det muligt at gennemføre den

---

25. Betegnes bruttonationalproduktet Y, det samlede forbrug C, bruttoinvesteringen 1, eksporten Xog importen gælder den velkendte identitet, at C = Y - I - X + M. Et underskud overfor udlandet øger derfor forbrugsmulighederne. Opbygges fordringer på udlandet, reducerer kapitaleksporten den hjemlige mens omvendt (senere) en nedbringelse af fordringerne finder udtryk i, at M>X, hvorfor den indenlandske forbrugsmulighed øges.

26. Jvf. Jørn Henrik Petersen, (1985).

samlede økonomiske politik, der forbereder til at bære den fremtidige byrde. I begge tilfælde virker et kapitaldækningssystem nok så attraktivt;²⁷ men det forudsætter, at de nu erhvervsaktive forstår, at dette »at mætte munde og dele goder og glæder« efter årtusindskiftet betinger, at der bæres byrder i dag. En sådan forståelse vil både være i deres egen og deres børns interesse.

Litteratur

Dorfman, Robert. 1969. An Economic Interpretation
Optimal Control Theory.
American Economic Review 59: 817-31.

Laursen, Karsten, Jørn Henrik Petersen, Christen m.fl. 1986. Hvordan munde mættes og goder og glæder deles. En pensionspolitisk Danmarks Sparekasseforening.

Petersen, Jørn Henrik. 1984. The Political Economy of Financing Old-Age Pensions. Zeitschrift fur die gesamte Staatswissenschaft 430-47.

Petersen, Jørn Henrik. 1985. Alderspensione-

ring, befolkningsudvikling og omfordeling
generationerne. Nationaløkonomisk
123: 298-318.

Petersen, Jørn Henrik. 1986. Ideerne bag public teorien eksemplificeret ved alderdomssikringssystemet. 89: 99-108.

Petersen, Jørn Henrik. Fordelings- og pensionspolitik
lyset af en ændret demografi.
Vil blive publiceret i Samfundsøkonomen.

Petersen, Jørn Henrik. Pensionsproblemet
som en tikkende bombe? Vil blive publiceret
Økonomi og Politik.