Hvis man betragter OECD-området som en økonomikreds og samtidig accepterer, at integration i denne økonomikreds betyder, at det enkelte medlem stort set må følge samme økonomiske politik, som er den dominerende, vil det være naturligt i første omgang behandle relationen beskæftigelse og økonomisk politik og derefter det underordnede om en regions opsparingsbalance i relation til den øvrige økonomikreds.

Først gives der en vurdering af forholdet mellem modeller og virkelighed. Dernæst en vurdering af udviklingen i den økonomiske politik, inklusive skift i målsætninger og endelig til sidst et forsøg på at præcisere de centrale årsager til vor betalingsbalanceproblematik.

Det er en ambitiøs opgave, men da jeg gennem mere end en menneskealder har deltageti
af den økonomiske teoris udvikling og i udformningen af den økonomiske
politik, er det rimeligt at gøre et forsøg på at præcisere de vurderinger, der efter min opfattelsehar

Resumé

SUMMARY: Denmark is integrated in the OECD-area and must consequently follow the dominating economic policy of the area. After the Second World War it was believed that a revolution in economic insight had equipped us with means to obtain full employment without inflation. In economic thinking orthodoxy has prevailed over revolution. When the postwar boom subsided in the beginning of the 1970s an expansionary policy was attempted but resulted in inflation. The dominating countries changed priorities from employment to price stability. This was caused by preferences in the electorate. Danish balance of payments problems are illustrated by comparisons with Sweden, and it is argued that the main difference is the lesser political to control the increase in consumption.

---

Indlæg på møde om »Beskæftigelse, betalingsbalance og dansk økonomisk politik« arrangeret af Økonomiskinstitut, Universitet den 5. september 1986 i forbindelse med markeringen af 50-års jubilæet for oprettelsen af Det økonomiske og juridiske Fakultet ved Aarhus Universitet - og dermed starten på cand. oecon. uddannelsen.

fattelseharværet de centrale. Jeg koncentrerer mig med andre ord om vurderingerne
men må afstå fra en detaljeret analyse.

1. Modeller og virkelighed

Mange økonomer taler med forkærlighed om revolutioner i den økonomiske tankegang,
man herved giver det indtryk, at de økonomiske eksperter ved hver revolution
en epokegørende ny indsigt i de økonomiske sammenhænge.

Jeg har lige fra min første studentertid været yderst skeptisk over for denne indstilling, konsekvens ville være, at alle udsagn var værdiløse, da man måtte forudse, at den næste revolution i nær eller fjern fremtid ville ændre den eksisterende konventionelle til noget, der var fuldstændigt uden betydning.

I den første efterkrigstid var det ganske klart, at den dominerende gruppe af yngre
økonomer betragtede Keynes' tanker som en afgørende nydannelse i forhold til den
neoklassiske forestillingsverden.

De centrale elementer i nydannelsen var, at det økonomiske system ikke var i stand til at løse beskæftigelsesspørgsmålet, hvilket medførte ufrivillig arbejdsløshed og stagnation. var de to forhold, der dominerede den økonomiske udvikling i 1930'erne, og man greb derfor med begær efter forklaringer på dette fænomen.

Løsningen på dette problem var en efterspørgselsstimulerende politik, som udelukkende påvirke mængderne, produktion og beskæftigelse, men ikke løn og priser. Samtidig blev det hævdet, at investeringerne var ret upåvirkelige af renteændringer - i hvert fald i nedadgående retning.

Hvis man læser Keynes og hans efterfølgere, vil der kunne findes masser af passager, der tager forbehold af forskellig art over for en så forenklet fremstilling, men der er næppe tvivl om, at det var denne begrebsverden, der prægede eksperternes udsagn i de første årtier efter den anden verdenskrig.

Når man så modellen efter i sømmene, holdt den ikke. Der var for mange løse ender,
og man kom meget hurtigt på vej tilbage til det almindelige ligevægtssystem, men den
forenklede mængdemodel var for længst solgt til de politiske beslutningstagere.

Den næste revolution er monetarismen, som tillægger pengemængden en betydelig
indflydelse på adfærdsrelationerne forbrug og investering, men på længere sigt dog
kun på prisniveauet.

Det er ien udmærket oversigtsartikel af David Laidler1 blevet beskrevet som en
tilføjelse eller udbygning af det keynesianske system i den forstand, at priserne er variable
ad forskellige kanaler bestemt af pengemængden.

---

1. David Laidler: TheNew-ClassicalContribution toMacroeconomics. Banca NazionaledelLavoro, Quarterly March 1986.

Endelig er der den tredje revolution i form af den såkaldt ny-klassiske tankegang,
hvor man genindfører en udbudsfunktion for arbejdskraft, der er afhængig af reallønnen,
en efterspørgsel, der er bestemt af produktionsfunktionen.

Markedet for arbejdskraft cleares, og med rationelle forventninger, der bygger på
indsigt i de virkelige økonomiske sammenhænge, er man tilbage til forudsætningen om
fuld forudseenhed, og dermed har ortodoksien sejret.

De revolutionære er blevet besejret af den ortodokse lære, som det altid sker ved revolutioner.

I virkeligheden må man nok sige, at revolutionerne ikke har bestået i afgørende nydannelser
snarere i den vurdering, de enkelte skoler har af de vigtigste funktioners
form og betydning for det økonomiske forløb.

Det kan læses klart i den lange række af rapporter gennem efterkrigstiden, og i den forstand kan man sige, at det er misvisende at anvende ordet revolution, men at det ville være mere korrekt at kalde det modestrømninger vedrørende funktioner, hvis form man ikke kender.

I en periode, der er kendetegnet af prognosesyge, gyser man ofte ved det misforhold,
der er mellem den sikkerhed, der præger forudsigelserne, og den usikkerhed, der gælder
modellerne.

Min tankegang er således, at ortodoksien har sejret i den forstand, at vi er vendt tilbage
det almindelige ligevægtssystem, men at vort kendskab til de funktionelle sammenhænge
meget tilbage at ønske - for at sige det mildt.

Det vil dog være rigtigt at tilføje et par vurderinger om forventninger og teknologi.

Der er skrevet en betydelig litteratur om rationelle forventninger, som jeg ikke skal
gå i detaljer med, men blot understrege, at her er måleproblemerne om muligt vanskeligere
for de andre funktioner.

Derimod er det vigtigt at gøre sig klart, at den økonomiske politik ikke kan betragtes
som en mekanisk dosering på det økonomiske system.

Der opstår tværtimod straks en vekselvirkning mellem systemet og udøverne af den økonomiske politik, der i hverdagssprog går under betegnelsen troværdighed. Det drejer om vurderinger, løfter og resultater og går langt ind i sociologiske og politiske områder, men er af stor betydning for det økonomiske forløb.

Man kan sige, at i stedet for en enkelt styringsproces er der skabt en ny verden af indviklede

Det er velkendt, at den teknologiske udvikling i det neoklassiske system blev betragtet
eksogent bestemt.

Jeg skal ikke ved denne lejlighed plage mine tilhørere med teknologibetragtninger,
men da jeg har hørt til de økonomer, der har forsøgt at inddrage den teknologiske udviklingsom
endogent element i analysen, vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg mener,

at det fra et markedsmæssigt synspunkt spiller en betydelig rolle både i den internationaletilpasningsmekanisme
beskæftigelsesudviklingen i almindelighed.

2. Målsætning for den økonomiske politik

Det er en kendt sag, at målsætningen for den økonomiske politik efter den anden
verdenskrig var præget af, at det helt afgørende var opnåelse af en høj beskæftigelsesgrad,
at dette kunne opnås ved styring af den samlede efterspørgsel.

Frem til begyndelsen af 1970'erne havde man i OECD-området stort set en høj beskæftigelse
en betydelig økonomisk vækst.

Det antages ofte, at det var et resultat af en bevidst økonomisk politisk styring, men
det er næppe holdbart.

I samtlige lande var drivkraften i udviklingen den kraftige vækst i den offentlige sektor
i boligbyggeriet.

Udbygningen af den offentlige sektor har vel hovedsagelig været drevet af lønmodtagerregimets
om en velfærdsstat og næppe udtryk for en økonomisk politisk styring.

Da disse to drivkræfter i efterspørgselsudviklingen standsede i begyndelsen af
1970'erne - på nogenlunde samme tidspunkt i OECD-landene - hørte efterkrigstidens
højkonjunktur op.

Arbejdsløsheden genopstod og blev i første omgang mødt med en ekspansiv økonomisk
udformet i den forestillingsverden, der anså mængdetilpasningen som den
dominerende.

Det viste sig tværtimod, at resultatet blev en kraftig stigning i inflationen, som allerede blevet øget i det foregående årti, og der skete i de toneangivende lande et holdningsskift hensyn til prioriteringen i den økonomiske politik, idet antiinflationspolitikken forrang over beskæftigelsespolitikken.

Efter mit skøn er det en af de afgørende perioder i de sidste fyrre år.

Det er næppe rigtigt at sige, at politikere i de forskellige lande bevidst foretog en omprioritering
snarere, at de formidlede den utryghed, som den kraftige inflation
skabte blandt vælgerne.

Man kan sige det på den måde, at et tilløb til at gennemføre en keynesiansk politik
druknede i en for vælgerne uacceptabel inflation.

En sådan påstand er selvsagt uhyre vanskelig at bevise og jeg kan i virkeligheden kun
begrunde den med, at jeg i de år var meget opmærksom på, hvordan prioriteringen
langsomt - uden de store diskussioner - ændredes.

Dette skift i prioriteringen blev støttet af, at den arbejdsløshed, der kom, ikke gav
anledning til stærk politisk polarisering.

Uanset hvordan man vil forklare udviklingen, står vi i dag med en betydelig arbejdsløshedi

løshediOECD-landene, uden at vi har en politik, der kan løse dilemmaet mellem inflationog
beskæftigelse.

Jeg ved udmærket, at mange vil hævde, at det er urimeligt at betragte de 25 første år efter den anden verdenskrig som en parentes i den økonomiske historie, hvor vi havde både fuld beskæftigelse og rimeligt stabile priser, medens vi nu bliver konfronteret med modsætningen mellem de to.

Til dem må man sige, at der næppe var mange politikere eller økonomer, der i slutningen 1960'erne ville tro, at det var muligt, at der i vor økonomikreds år efter år ville være en arbejdsløshed på op mod 10 pct., uden at det gav anledning til store samfundsmæssige

Min konklusion er, at der i midten af 1970'erne er sket et holdningsskift, som betyder, en væsentlig højere beskæftigelsesgrad næppe kan opnås ved indsats over for den samlede efterspørgsel, men snarere vil kunne opnås ved strukturændringer på arbejdsmarkedet retning af mere udbredt deltidsarbejde indrettet efter den enkeltes personlige og en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik i retning af uddannelse, omskoling tilpasning.

3. Dansk betalingsbalanceproblematik - en illustration

Som nævnt betyder vor integrering i OECD-økonomikredsen, at vi må følge den prioritering, gælder i de toneangivende lande, og det er da også stort set sket. Jeg ønsker understrege, at vi nok har en vis bevægelsesfrihed i den økonomiske politik, men de fundamentale prioriteringer må vi acceptere.

Derimod har det kroniske betalingsbalanceunderskud givet anledning til talløse
analyser og debatter.

Jeg finder ingen grund til at gå i detaljer med en analyse af årsagerne til underskuddene,
vil blot kort præcisere mine synspunkter.

Det kan gøres i en meget forenklet form ved som illustration at sammenligne nogle
nøgletal for Sverige og Danmark gengivet i tabellen p. 22.

Begge lande har en offentlig sektor på omkring halvdelen af bruttonationalproduktet
et velfærdsniveau, der er nogenlunde ens udformet.

Bruttoinvesteringerne er på samme niveau i denne 15-årige periode, men væksten er
marginalt højere i Danmark end i Sverige.

Den store forskel kommer i betalingsbalanceudviklingen og modstykket hertil bruttoopsparingen.

Der er ikke grund til at antage, at der er stor forskel i erhvervslivets tilpasningsevne
eller konkurrenceevnen over for omverdenen.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at industrieksporten beregnet på alle eller de

fleste af SITC nr. 5-9 for de senere år nok viser periodemæssige forskelle men stort set
et parallelt forløb.

Der er således næppe grund til at antage, at der er store forskelle i udbudsreaktionerne
industrien i de to lande, uanset at der er betydelige strukturforskelle, og at
Sverige i visse perioder har eksperimenteret med et omfattende system af subsidier.

Det indtryk, man står tilbage med, er, at den afgørende forskel ligger i forbrugs- og
opsparingsudviklingen og dermed i den økonomiske styring.

Vore politiske beslutningstagere har simpelthen ikke været påpasselige nok med at
forhindre, at forbrugsstigninger belaster betalingsbalancen.

Det er en konventionel konklusion, og der er givetvis mange, der vil tilbyde mere raffinerede
der oftest har den fordel, at løsningen forekommer politisk lettere.

Det gælder navnlig eksperimenter med valutapolitikken og udbygningen af teknologiformidlingen.

Det er velkendt, at jeg ikke har noget tilovers for eksperimenter med valutapolitikken, jeg er bestemt positivt indstillet over for fremme af den teknologiske udvikling, men det er ikke her skoen trykker. Man kan nok på længere sigt opnå en mere gunstig udbudsreaktion ved at øge det teknologiske niveau, selv om det må understreges, at der kræves både teknologisk viden og lederevner, og dette sidste element er en mangelvare, som overses i de fleste ræsonnementer.

På kortere og mellemlangt sigt er det væsentlige derfor den politiske styring af forbrugsudviklingen.