Der er nu gået et kvart århundrede siden den new zealandske økonom A. W. Phillips formælede lønstigningstakten (vv) og arbejdsløshedsprocenten (u) i sin berømte kurve, som vist på figur 2. Siden da er der mindst udkommet 1000 sider om året om Phillipskurven. Det følgende er dels ment som en kritisk status, og dels som et forsøg på at pege på nogle oversete sider og mulige udviklingslinier for forskningen. Hele emnekredsens størrelse nødvendiggør, at meget må udelades - i afslutningen opregnes de vigtigste indskrænkende forudsætninger.

Rent empirisk er hovedproblematikken, at man altid i virkelig store datamaterialer finder en signifikant negativ korrelation mellem vores to variable vv og u, jvf. f.eks. Phillips oprindelige studie, Peder J. Pedersen (1982), ((4)) og ((6)). Man finder også en meget lignende negativ korrelation mellem prisstigningstakten (p) og

Resumé

summary: Price and wage inflation deviate by 25% in the short run. Hence we need both a price and a wage relation and the paper presents a general 3 equation price-wage model It is demonstrated how the Phillips-curves found in the literature may be derived from different operationalizations of this model. The two main types of models discussed are (1) the expectation augmented family of models, and (2) the socio-politically augmented family of models. In (1) all dynamics of inflation are carried by expected inflation and there are few signs that this is enough. In (2) we end up with a motley bag of ad hoc variables. Finally, the strong international elements in both price and wage rises are discussed.

---

Første version er holdt som foredrag i Nationaløkonomisk Forening i april og anden på SSF's konference om fuld beskæftigelse i september 1983. Jeg har valgt en relativ bred essayform - henvisninger, statistisk dokumentation og mere formelle udledninger findes i andre artikler i mit projekt, jvf. henvisningerne ((n)) til artikel nr. n i sektion A af litteraturlisten. Der kan endelig være grund til at nævne, at nærværende tekst - i et omfang som det er umuligt at efterspore - afspejler mange diskussioner med Peder J. Pedersen.

arbejdsløshedsprocenten (u). Hele diskussionen skyldes dels sammenhængens store politiske betydning og dels tre vigtige forbehold: (1) De to korrelationer er i snit temmelig små - de ligger typisk omkring —0.25 i store datasæt. (2) Korrelationerne udviser meget markante svingninger over tiden, og (3) disse svingninger har en betydelig international samvariation.

Det ligger nært for at tro, at en sammenhæng, der dels er meget signifikant, og dels er meget ustabil, må være fejlspecificeret, sådan at der findes et eller andet trick til omformulering af kurven, så den bliver stabil. De mange forsøg på at finde dette trick - især gennem en dynamisering af sammenhængen - er nok det, der især har genereret den vældig litteratur på området. I afsnit I skal vi præsentere en rammemodel for diskussionen, og i afsnit II kan vi så præsentere en systematik over de mange varianter af kurven. Afsnit 111 diskuterer forventningsvariablen, der har optaget hovedparten af diskussionen, og afsnit IV de internationale fællestræk.

Før vi går igang med diskussionen, kan der imidlertid være grund til at se lidt på data, som er optegnet på figur 1. Det ses, at pris- og lønserierne har en meget stor lighed og et karakteristisk forløb, der indebærer en underliggende, støt stigning i vækstraten, d.v.s. en acceleration i pris- og lønniveauerne (p og w) i perioden 1953-74, medens arbejdsløsheden (u) falder til 64/65 og stiger derefter. D.v.s. at de underliggende trends i kurverne for p og vv på den ene side og u på den anden er ganske forskellige. Tager man disse trends ud, er det imidlertid oplagt, at der er en klar negativ samvariation mellem kurverne, som der skal være ifølge Phillipskurven. Nederst har vi så anført tallene for antallet af arbejdskonflikter, som vi skal høre mere om siden hen. Det er oplagt, at der er en særdeles kraftig positiv samvariation mellem de to inflationsserier og konflikterne.

I. En rammemodel for vare- og arbejdsmarkedet

Den gængse fortolkning af Phillipskurven hviler på to argumenter: (i) løn- og prisstigningstakten w og p er afhængig af efterspørgselspresset, og (ii) arbejdsløshedsprocenten u er et nogenlunde godt mål for efterspørgselspresset. Begge disse to argumenter har en lang historie i de økonomiske teorier. De findes f.eks. i dén Keynes-gab analyse, som vi alle er flasket op med. I denne »ur-model« er der to skarpt adskilte »regimer«: Så længe der er arbejdsløshed (u>o), er vi i et arbejdsløsheds-gab. Her er udbudselasticiteten for varer uendelig. Når dette gab er lukket, skifter vi til et inflations-gab regime (u = 0), hvor udbudselasticiteten er nul, men hvor til gengæld priserne stiger med efterspørgselen. D.v.s. at i en mere realistisk »blød« Keynes-gab analyse, hvor udbudselasticiteten falder gradvis fra at være stor ved høje u-værdier til at blive lille ved små u-værdier, får man den nydeligste

varemarkeds Phillipskurve (mellem p og u), der er helt analog med den oprindelige
arbejdsmarkeds Phillipskurve (mellem vv og u). I denne første udgave af
Phillipskurven får vi altså de to simple kurver, der er anført som afd. (iii) i tabel 1.

Her er vi allerede fremme ved en af de store tågespredere i pris-løn diskussionerne:
spillet mellem arbejds- og varemarkedet. Sker de afgørende begivenheder på det ene
eller det andet marked, og hvordan virker markederne sammen?

Det ville være rart, om man ikke behøvede at sondre. Definerer vi løninflationen p_w som lønstigningstakt minus produktivitetsstigninger, d.v.s. p_w =w— g,ⁱ er løninflationstakten lig prisinflationstakten, hvis - og kun hvis - lønkvoten er konstant, d.v.s. hvis /w~O./_w~0. Forudsætningen om en konstant lønkvote (Bowley's lov) har en lang historie i økonomisk teori,² og vi ser, hvorfor økonomer holder så meget af denne forudsætning: den tillader os at regne med én inflationstakt, sådan som man næsten altid gør.

Desværre viser tallene helt utvetydigt, at lønkvoten ikke er konstant. På årsratetal er den gennemsnitlige lønkvoteændring (d.v.s. gns. |/j) på ikke mindre end \\% (af BFI), hvoraf næsten halvdelen er af en mere langsigtet karakter. Da den gennemsnitlige inflationstakt for de sidste 35 år har ligget på omkring 5%, har vi altså, som en tommelfingerregel, at inflationstakten på arbejds- og varemarkedet normalt afviger med ikke mindre end 25%. D.v.s. at man faktisk er nødt til at formulere sin inflationsmodel med begge markeder. Dermed har man så to efterspørgselspresled, der begge afhænger af (bl.a.) arbejdsløsheden, at holde styr på. Når man har begge markeder, må man også nødvendigvis have krydsled mellem markederne, fordi lønstigninger normalt fører til prisstigninger, og prisstigninger til lønstigninger.³

Endelig er der mange, der har argumenteret for at der, ud over pres- og krydsled, også er skubled på de to markeder, d.v.s. at der indgår faktorer, der er primære i forhold til de allerede nævnte.⁴ Med andre ord serierne indeholder elementer (»innovationer«), der hverken kan stamme fra efterspørgselspres eller fra krydsledene. Vi skal vende tilbage til disse skubled om et øjeblik; men først bemærkes, at vi nu allerede har nået den model, der i tabel 1 kaldes model (1), der består af to

---

1. Vi skal overalt antage, at produktivitetsstigningstakten g er en exogen konstant, denne forudsætning er f.eks. diskuteret i ((1)). Den bestrides jævnlig og er f.eks. central i en lovende ny omformulering af Phillipskurven, jvf. Wren Lewis (1982).

2. Historien om Bowleys lov er genfortalt i ((2)), hvori der også er en gennemgang af lønkvotens udvikling fra 1948 i 17 OECD-lande. De anførte tal stammer fra denne kilde.

3. Simultane pris-løn-modeller går helt tilbage til Dicks-Mireaux (1961). Formentlig på grund af den vidt udbredte tro på lønkvotens konstans har de spillet en relativt begrænset rolle.

4. Bemærk at i vores sprogbrug sondres der mellem krydsled og skubled - det er desværre ikke almindeligt. Der er i det hele taget mange terminologiske uoverensstemmelser i disse sager.

Symmetriske adfærdsligninger (la) og (Ib) og en bogholderiligning (le), som vi
allerede har diskuteret.

I og med ligningernes gensidige afhængighed (d.v.s. leddene ap og /?vv i vores formler) kommer modellen til at indeholde pris-løn-spiraler, eller - med andre ord - modellen får en pris-løn-multiplikator y( = 1/(l—a/J)), der angiver hvor meget en primær pris- eller lønstigning bliver til alt i alt via pris-løn-spiralen. Multiplikatoren y er en central størrelse at kende i den økonomiske politik. Det er en langsom

multiplikator, der i året selv kun når op på 1.25-1.5; men over et par år når den formentlig op på 2-3 i en moderne vestlig økonomi, jvf. her estimaterne i ((4)). Dersom man ikke har både en pris- og en lønglidning med krydsled, får modellen ingen eksplicit pris-løn-multiplikator. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er prisløn-spiraler,man blot til at estimere reducerede former, hvor leddene kommer til at indeholde et produkt af de primære effekter og multiplikatorerne. Og man har så alligevel problemet med at få adskilt de forskellige ting.

I tabellen kaldes model (1) for en rammemodel. Det skyldes, at man ved at udbygge nogle led og ved at nedbygge (evt. slette) andre stort set kan få alle de mange pris-løn-Phillipskurver frem. Den viser også en anden vigtig årsag til, at man får så mange modeller på området, for det er (næsten?) umuligt at medtage alle leddene i en empirisk analyse, og argumenterne for at slette de forskellige led er i mange tilfælde nogenlunde lige gode.

II. En klassificering

Tabel 2 giver vore hovedinddeling - for de vigtigste af modellerne angives de mest
almindelige formler i tabel 1. Udgangspunktet er som nævnt de to simple
Phillipskurver som tegnet på figur 2.

Før vi forlader de simple kurver, må en vigtig egenskab ved disse kurver nævnes:
hvis de havde givet en tilstrækkelig god og stabil forklaring, ville vi kunne hævde at

inflationstakten var institutionsuafhængig, i den betydning at vi kunne tillade os at se bort fra fagforeninger, overenskomsters udformning, monopoler 0.1. Vi ville have en »rent økonomisk« forklaring på inflationstakten - det vil være de grundlæggende markedskræfter, der til syvende og sidst var det eneste, der rigtig talte. Dette argument har mange facetter, af hvilke vi skal diskutere en del i det følgende.

Vi skal ikke sige ret meget om det store arbejde (a), der især foregik i 1960'erne med at raffinere de variable. Det har således ofte vist sig muligt at forbedre arbejdsløshedsvariablens evne til at afspejle efterspørgselspresset ved at udrense visse strukturkomponenter eller ved at tage hensyn til svingninger i antallet af ledige stillinger 0.1. Det er dog typisk ikke ret meget, man kan vinde på den måde. På samme måde har man ofte forsøgt at adskille lønstigningstakten i forskellige

komponenter med forskellige forklaringer. F.eks. sådan at efterspørgselspresset alene forklarer én komponent (lønglidningen), medens andre komponenter overlades til andre forklaringer (f.eks. institutionelle). Det afgørende spørgsmål er her graden af substitution mellem komponenterne - dette er også afgørende for mange indkomstpolitiske diskussioner, jvf. ((9)). Dette emne er kun sparsomt belyst og også svært at analysere. Der er dog forskellige tegn på, at substitutionsgraden er lille på kort sigt, men går imod én på lidt længere sigt.

Den egentlige udvidelse af Phillipskurven sker med de to hovedretninger (1), hvor vi for nærværende kun ser på (1.1), og (2). D.v.s. med overgangen til de forvent ningsfor højede og til de socio-politisk forhøjede kurver. Her har den sidste retning kørt med en støt strøm af studier lige siden 1960'ernes begyndelse, medens den første retning blev startet med et brag af M. Friedman i 1967 (og samtidig af E. S. Phelps) og hurtigt blev helt dominerende.⁵ Der er to meget bestikkende grundtanker: (i) Når folk forventer inflation, presser de på for at få dækning herfor, (ii) Folks inflationsforventninger p^e afhænger af deres inflationserfaringer, d.v.s. af p__l,p_₂,. . . Der er foreslået et væld af formler til beregning af p'^e ud fra de fortidige per, jvf. Chan- Lee (1980); men ingen har p.t. vist sig virkelig overlegen.

Uden at gå i detaljer med formlerne kan tre generelle pointer ved denne teoriretning opregnes. For det første er det klart, at et gennemsnit af fortidige værdier giver en udjævnet variabel, der kommer til at ligne et trend, og det var just trends, vi manglede. For det andet er det tydeligvis svært både at have et krydsled - med p - og et forventningsled - med p'^e -i samme lønligning.⁶ Da p'^e er den spændende, nye variabel, smider man så normalt krydsledet ud. Modelteknisk sker der altså det, at man afbryder simultaniteten, men til gengæld får en dynamisk model. For det tredie er det vanskeligt at undgå, at en dynamisk model, der opsamler historiske erfaringer, kommer til at forstærke igangværende udviklinger. En inflation (deflation) fører til større (mindre) forventninger, der igen fører til mere (mindre) inflation (deflation) o.s.v. Kort sagt denne modeltype vil normalt producere en divergerende inflationsrate (prisniveauet p—► +oo eller 0) undtagen iet enkelt symmetripunkt, hvor inflationen undtagelsesvis er stabil.⁷ Arbejdsløsheden i dette symmetripunkt kaldes for den naturlige arbejdsløshed u„ - og dét er naturligvis et kontroversielt begreb.

---

5. Det er et mærkeligt tilfælde, at Friedman & Phelps' artikler netop kom i 1967/68, hvor lønstigningstakten for alvor drejede opad, sammenlign figur 1. Til og med 1967 kunne man stadig tro, at inflationstakten var trendløs; men herefter blev acceleration stadig tydeligere indtil 1975 - Friedman kom således til at stå som en sand profet.

6. Man forudsætter ofte, at E(p^e) =p, sådan at p=pe +A, hvor A er fejlforventningerne. D.v.s. at det kræver nogle skrappe forudsætninger om zl'ernes struktur at kunne adskille p og p^e i en lønmodel, hvor der under alle omstændigheder er et residualled.

7. Mekanikken i disse ting er meget velegnet til en tavlegennemgang - så de er en lærers fryd. Der findes også en lang række lærebogsfremstillinger, jvf. f.eks. ((8)), der også diskuterer forholdet til pengemarkedet og akkomoderingsargumentet.

Det har som nævnt vist sig vanskeligt at finde frem til en overbevisende formel for forventningsdannelsen, så hvor stor u_n er, og om u_n er et virkeligt meningsfyldt begreb, er p.t. uafklaret. Ser man på figur 1, er det imidlertid interessant at notere sig, at lønniveauet w faktisk accelererede dengang arbejdsløsheden u i det gennemsnitlige OECD land lå på 2-2^%. Medens det nu, hvor u er dobbelt så høj, er decelererende (vv er fortsat faldende også efter 1980 i de fleste af landene). D.v.s. at der er noget, der peger på et naturligt arbejdsløshedsniveau et sted midtvejs mellem den gamle lave procent og den nuværende høje. Herudfra kan vi konstatere, at det formentlig er muligt at opretholde en stabil inflationstakt med en væsentlig lavere arbejdsløshedsprocent end den nuværende. En konstatering vi skal vende tilbage til nogle gange nedenfor.

Der er den yderligere fordel ved den forventningsforhøjede Phillipskurve, at vi har bevaret inflationsteorien som et spil mellem de samme rent økonomiske variable - institutionsuafhængigheden er opretholdt. Alt, hvad der er sket, er, at den statiske Phillipskurve er blevet dynamiseret. Dertil kommer, at vi kan behandle sagen som én samlet, lukket teori, hvis egenskaber vi kan analysere med en hel perlerad af standardværktøj. Når vi så går over til traditionen (2) - de socio-politisk forhøjede Phillipskurver - kommer vi uundgåeligt til at medtage et antal af mere ad hoc prægede variable. Og det er klart, at man ved at forklare vv eller p ved hjælp af en given skubvariabel (som f.eks. c_n antallet af arbejdskonflikter, jvf. figur 1) automatisk rejser et nyt spørgsmål: Hvad forklarer så denne nye variabel? (Vi får altså også brug for en model for c_n). Her er det ganske vist muligt, at vi kan bruge de samme variable som forklarende (d.v.s. at c_n = c_n(u,p, vv) med div. lag), sådan at vi stadig har en samlet lukket model, der er formelt analog med en forventningsforhøjet Phillipskurve; men det sandsynligste er, at vi får brug for at indføre meget andet, så modellen bliver meget mindre pæn og lethåndterlig.⁸ Som det fremgår af tabel 2, kan man inddele de mange variable, man har forsøgt sig med som konkrete skub-variable i tre grupper.⁹

Den første gruppe kan kaldes magt-variable. På varemarkedet har man (efter Kalecki's model) ledt efter monopol- eller koncentrationsgrader, medens man på arbejdsmarkedet (efter Hines' forbillede) har studeret organisationsgrader. Problemeter, der her typisk er tale om ret stabile niveauvariable, der ikke ændrer sig ret

---

8. Som antydet er det et problem ved at inddrage socio-politiske variable, at økonomer instinktivt viger tilbage for at bruge variable, som de har mindre forståelse for - mange føler måske ligefrem, at de derved kommer til at åbne for Pandoras æske, og ud kryber sociologer, politologer 0.1.

9. Vi er her tilbage til institutionsafhængigheds-/uafhængighedsproblematikken. For medens det p.t. har vist sig umuligt at demonstrere en overbevisende uafhængighed, så er det heller ikke let at demonstrere, hvilke institutioner inflationen afhænger af og hvor meget.

meget på makroplan, så der er tale om variable, der ikke giver noget synderligt bidrag
til at forklare den løbende udvikling i w og p.

Den anden gruppe er policy-variable. Her kan der være grund til at omtale tre
variable, som har været meget diskuteret:

(i) Skattetrykket. Her er det traditionelle Keynes-modelresultat naturligvis, at en forøgelse af skattetrykket reducerer efterspørgselspresset og dermed inflationen. Omvendt vil en forøgelse af skattetrykket ofte give et forøget lønskub, så inflationen øges. Kvalitativt er nettoresultatet dermed uklart, og desværre er de kvantitative resultater også ret uklare, omend en inflationsøgning på kort sigt vist er det mest almindelige resultat.

(ii) Kompensationsgraden for arbejdsløshedsunderstøttelsen. Her virker efterspørgsels- og skubeffekterne samme vej. En øget kompensation giver naturligvis en øget efterspørgsel, og ligesom andre ændringer i lønstrukturen er en øget »løn« for at være arbejdsløs inflationær. Medens det kvalitative resultat således er klart nok, er der stor diskussion om størrelsesordenen, jvf. Peder J. Pedersen (1982b) for en ny oversigt.

(iii) Indkomstpolitik. I vores terminologi kan vi opfatte indkomstpolitik som et forsøg på at reducere løn- og evt. prisskubbet ved direkte indgreb eller politisk pres, jvf. ((8)) for en mere udførlig gennemgang. Selv om der findes en ganske stor diskussion på et højt teknisk plan (især fra England for en halv snes år siden) er det vist efterhånden kun meget få, der tror, at de svagere former for indkomstpolitik har nogen virkning overhovedet. Det, der her i landet især må interessere, er, om kraftigere indgreb mod komponenter i løndannelsen har nogen effekter. Ifølge det ovenstående om substitutionsgraden mellem lønstigningskomponenterne, må man formode, at der faktisk bliver en klar korttidseffekt, men at den fortager sig over tiden.

Endelig er der så den tredie gruppe variable, som jeg har døbt klimavariable. Det er et forsøg på at finde en forholdsvis neutral betegnelse for noget, der optræder under mange (oftest ladede) betegnelser i litteraturen. Kalecki taler således om disciplinen på arbejdspladserne, megen litteratur taler om arbejderklassens bevidsthed eller mobilisering, om fagforeningernes aggressivitet o.s.v. Det er oplagt, at arbejdsmarkedsklimaet en vanskelig størrelse at måle direkte, og også at klimaet meget vel kan have meget at gøre med inflationsforventningerne - på den anden side er det tydeligvis ikke det samme.

Der er mange problemer involveret i at måle arbejdsmarkedsklimaet, men med to forbehold kan man bruge antallet af arbejdskonflikter: For det første er tallene så dårligt målt, at de i lande med få konflikter nærmest har karakter af hvid støj. For det andet har man, som allerede nævnt, problemer med den modsatte kausalitet, jvf. her

oversigten i ((7)). Med disse forbehold er antallet af konflikter cn imidlertid en
fortræffelig skubvariabel i løndannelsesfunktioner. Ja, c„ giver ofte et større bidrag til
forklaring af lønstigningstakten end arbejdsløsheden u.

III. Forventningsvariablen - dens karakter og utilstrækkelighed

Som det forhåbentlig er fremgået, er der meget, der taler for en dynamisering af Phillipskurven gennem en inddragelse af en inflationsforventningsvariabel p^e, men det har vist sig vanskeligt at gøre i praksis. Dette har så igen medført en omfattende teoretisk diskussion af forventningsdannelsens større eller mindre rationalitet.¹⁰

Udgangspunktet er det grundlæggende rationalitetskrav at folk vil anstrenge sig
for at få forbedret deres pe, indtil grænseanstrengelserne bliver lig med grænsenytten
af forbedringen.

Før vi går videre, kan der være grund til at overveje, hvis forventninger vi skal modellere, d.v.s. kommer det afgørende lønskub fra »gulvet« eller fra »organisationstoppen«? det første tilfælde er der tale om et massepres, hvorpå den enkelte kun har en helt marginal indflydelse - han vil derfor kun have en meget lille nytte af at få forbedret sit p^e. I det andet tilfælde er der tale om en lille gruppe, der har stor indflydelse og da også har ansat specialister i konjunkturanalyse bl.a. for at skønne over inflationen. De to muligheder svarer til et lav-informeret rationelt forventningstilfælde LIRF og et høj-informeret rationelt forventningstilfælde HIRF. Ind imellem de to grænsetilfælde får man et helt spektrum af (realistiske) mellemtilfælde, hvor p^e konvergerer mod sin HIRF-værdi efter en læreproces af kortere eller længere varighed. LIRF-tilfældet er der ikke meget nyt at sige om - folk danner simpelthen p^e ud fra, hvad de umiddelbart kan huske om p i fortiden, d.v.s. vi er tilbage i Friedman-Phelps model som omtalt i afsnit 11. Det nye er HIRF-tilfældet, der ofte (ret forvirrende) omtales som dét rationelle forventningstilfælde.¹¹

Lad os kort overveje en forventningsforhøjet Phillipskurve, hvor p^e dannes med en HIRF-proces: Hvis arbejdsløsheden er lav, vil alle vide, at inflationen nu er inde i en accelerationsproces, og hvad mere er, de vil vide, at alle andre også ved, hvad der er ved at ske. D.v.s. at accelerationen principielt bliver meget hurtig og uregelmæssig afhængig af folks reaktionshastigheder, sandsynligheden for politiske indgreb 0.1.

---

10. Teorien om rationelle forventninger er langt mere generel, end vi kan fremstille den her. Der er nyligt udkommet flere sammenfatninger i bogform, jvf. f.eks. Begg (1982) og Sheffrin (1983).

11. RF-skolen er især kendt for sine ikke-effektivitetsresultater, hvor økonomisk-politiske tiltag kan vises at være uden effekt, når forventningsdannelsen er af typen HIRF. I de realistiske mellemtilfælde aftager instrumenters effektivitet over tiden, efterhånden som folk får lært dem at kende. Vi skal ikke for nærværende diskutere ikke-effektivitetsresultaterne.

flygtige og tilfældige forhold. Den HIRF forhøjede Phillipskurve bliver altså principielt ustabil (undtagen for u= u_n). Den engelske filosof George Berkeley udviklede først i det 18. århundrede læren om, at omverdenen var et bevidsthedsfænomen. Hans udgangspunkt var det (drilske) spørgsmål, om nogen kunne bevise, at de ting han så, også var der, når han vendte ryggen til? Vi ser, at HIRF-Phillipskurven har nøjagtig den modsatte egenskab. Den fremkommer, når ingen bekymrer sig om den, men når den bliver almindelig bekendt, og folk indbygger den i deres forventningsdannelse, så begynder den at flimre. D.v.s. at man kan tage Phillipskurvens ustabilitet som et tegn på, at forventningsdannelsen er af typen HIRF, eller i hvert tilfælde at vi har et rimeligt stort HIRF element inde i forventningsdannelsen.

Rent metodologisk er der noget übehageligt ved en model, hvor den afgørende dynamik bæres af en uobserveret variabel {p^e). Det kan være slemt nok, hvis p^e dannes ved en stabil LIRF-proces, men her skal man dog blot finde den rigtige formel, og så kan man borteliminere p'^e fra modellen. Det bliver først rigtig galt i HIRF-tilfældet, hvor den empiriske hovedkonklusion er, at inflationsprocesserne er ustabile helt ind til benet. Her er det altså et bevis for teorien, at man ikke (hidtil) - på trods af enorme anstrengelser - har kunnet finde en formel, der kan passe.¹²

Nu er der imidlertid den væsentlige pointe, at p'^e jo faktisk slet ikke er nogen særlig mærkelig variabel. Den må være lettere at måle, end så meget andet vi har udmærket løbende statistik for. Der er da også efterhånden ved at være nogle enkelte serier med målte inflationsforventninger p^m, jvf. Sheffrin (1983) og ((6)). Heldigvis er de få serier både på et relativt centralt »ekspertplan« (J. A. Livingstons serie for USA) og på masseplanet (en stor svensk undersøgelse, jvf. Jonung (1982). Desuden indsamler mange lande konjunkturbarometre, der giver en kvalitativ belysning af virksomhedernes Ud fra den slags p^m-serier kan man i princippet håbe at få en afgørende empirisk indgangsvinkel til hele forventningsproblematikken ved hjælp af to slags spørgsmål: (A) Hvordan dannes p^m? (B) Hvordan virker p^m i prislønmodeller?

Der er langt fra enighed om, hvad svaret på spørgsmål A er;13 men det er derimod
ret klart, hvad studier af typen B viser: Målte serier for pe er altid bedre end faktiske

---

12. Sammenlign den nært beslægtede teori for rationelle markeder, hvor det f.eks. betragtes som et bevis på valutamarkedernes effektivitet, at ingen har været i stand til (ex ante) at forudse $-kursens vældige (irrationelle) udsving i den sidste halve snes år.

13. Der er to resultater, der går igen -jvf. terminologien i fodnote 6: E(A) ~0 og E(A ¦A _J er lille, men normalt positiv. Disse typiske resultater er konsistente med to forklaringer: Enten at p^m dannes med en »næsten« ren HIRF-proces, eller at p^m dannes med LIRF-proces med en kort tidshorisont. Som jeg læser evidensen, er der mest, der tyder på det sidstnævnte, omend der nok også er en vis læreproces involveret i forventningsdannelsen.

p-serier i pris-løn modellen, men de er normalt ikke ret meget bedre. I økonometrikerslang sker der typisk det, at R2R² går op fra f.eks. 0.6 til 0.65, når p erstattes af p^m, på samme måde bliver en f-ratio på f.eks. 3.0 til p til en ratio på 3.5 for p^m o.s.v. D.v.s. at der ikke er noget, der for alvor tyder på, at p^e er i stand til at udfylde sin rolle som bærer af hele pris-løn inflationens dynamik.

Hermed er vi næsten tilbage, hvor vi begyndte, men har i mellemtiden fået noget af et dilemma på halsen: På den ene side har vi altså forventningsvariablen, der har vist sig nok så utilstrækkelig og problematisk både empirisk og teoretisk. På den anden side har vi dels en række signifikante ad hoc variable og dels vores perspektiv fra figur 1: Der er faktisk nogenlunde jævne accelerations- og decelerationsprocesser for prisog i perioder med lav og høj arbejdsløshed, når tingene blot ses i et tilstrækkeligt stort perspektiv. Dette indtryk forstærkes yderligere, når serierne på figur 1 føres tilbage til 1913, som vi netop har gjort det jvf. ((13)).

Min løsning på dette dilemma er, som allerede antydet, at der faktisk er tale om kumulative, dynamiske processer, som foreslået af Friedman og Phelps (d.v.s. hvor inflationspresset bygger sig op og ned over længere tidsrum), men at det, der op- og nedbygger sig, ikke blot er inflationsprocesserne. Der er nok (desværre) tale om nogle langt mere komplicerede processer, hvor vi må indbygge en række af de nævnte ad hoc variable. I næste afsnit skal vi se på de internationale perspektiver, men lad os først vende tilbage til nogle af de interne variable.

Et tegn på at vi har med brede og meget komplekse processer at gøre er, at antallet af arbejdskonflikter c„ er nært korreleret med inflationen. Man kan vise, jvf. ((5)) og ((11)), at sammenhængen er klart signifikant begge veje:¹⁴ mere løninflation giver flere arbejdskonflikter og flere konflikter giver mere løninflation. Samtidig ved vi også, at løninflationen ikke er den eneste forklaring på arbejdskonflikterne, så allerede her begynder inflationsforklaringerne at forgrene sig.

Dertil kommer, at folk også reagerer på inflationstakten p og på arbejdsløsheden u i deres rolle som vælgere. Der findes en omfattende litteratur om valg- og popularitetsfunktioner, der viser, at vælgerne vender sig imod regeringer, under hvilke p og u går op. Der findes også en del beviser på, at regeringer reagerer på udsving i deres popularitet. Både på vælger- og regeringssiden er der mange problemer med funktionernes forklaringsgrader og deres stabilitet som gennemgået f.eks. i ((6)); men jeg tror, at alle, der har været nær ved den politiske beslutningsproces, vil kunne bekræfte, at den foregår under meget stærkt pres fra

---

14. Vi har endnu ikke fået estimeret en fuld simultan pris-løn konflikt model på vores serier, men det vil vi snart gøre for 16 lande for årene 1919-80, hvor vi har nogenlunde konsistente og komplette serier.

vælgere, organisationer og fra selve partikonkurrencen. D.v.s. at selv om vi er langt fra at kunne forklare den økonomiske politik som en endogen reaktion på den økonomiske udvikling, så er det vanskeligt at komme uden om, at der er ganske stærke endogene kræfter involveret.

IV. Den internationale interdependens

Tager man serierne for prisstigningstakten p for to tilfældige OECD-lande for 10-20 efterkrigsår, vil man typisk finde at deres korrelationskoefficient ligger på 0.5-0.6. For de tilsvarende tal for lønstigningstakten vv vil man typisk finde en korrelationskoefficient på 0.55-0.65, altså et endnu højere tal. Arbejdsløshedsprocenterne er derimod meget svagt eller endog negativt korreleret.

Siden Nordhaus (1972) har det været almindeligt erkendt, at:
(i) knækket i lønstigningstakten i 1967/68 og den »ekstra« løninflation fra 1968 og
fremad var et internationalt fænomen,15 og
(ii) at dette internationale element i vv er meget svært at forklare ved vores
almindelige »sunde« økonomforklaringer.

I ((3)), ((4)) og ((5)) har jeg vist, at der er et nogenlunde lige så betydeligt internationalt element i lønstigningstakten i alle årene fra omkring 1950, således at (i) er væsentlig mere generel end almindeligt antaget. Jeg har heller ikke kunnet finde nogen god »økonomforklaring« på dette faktum.

Den almindelige forklaring i de empirisk implementerede transmissionsmodeller er at bruge importprisstigninger p_M som et exogent skubelement i prisligningen (d.v.s. som Yp i model (1) i tabel 1). Hermed får vi verdensmarkedet ind i prisdannelsen og via pris-løn-spiralen også ind i løndannelsen. Det er let at gøre i praksis, men giver en helt utilstrækkelig transmission.

Nu er det klart, at det ikke kun er de varer, der faktisk handles over grænserne, der påvirkes af verdensmarkedet. Verdensmarkedet for en vare omfatter principielt alle potentielt handlelige varer. Hvis verdensmarkedsprisen på stål går ned (eller op), så skal Stålvalseværket nok få sat de priser ned (eller op), som de sælger stål til også til danske aftagere. Det ville også gælde, dersom man dækkede 100% af det danske marked, og så ville man slet ikke kunne påvise disse transmissioner i p_M-serien. Nu har man naturligvis ikke pristal for alle potentielt handlelige varer; men man kan dog

---

15. Dette ekstra-knæk, jvf. figur 1 og fodnote 5, er dét, der ofte omtales som »Phillipskurvens sammenbrud«, eller man taler om, at kurven »flytter sig«, at den »skifter fortegn« o.s.v. I vores terminologi er det, der sker, at der fremkommer et kraftigt ekstra lønskub. Det er let at se, ud fra figur 1, hvorfor man har brugt disse betegnelser, for vv vender opad, samtidig med at u også langsomt begynder at vokse.

prøve at danne serier, der er nærmere ved det ønskede end pM. Vi har anvendt
følgende serie:

ip der er det uvægtede gennemsnit af alle p'erne for de øvrige OECD-lande.16

Hvis z_p bruges i stedet for p_M tredobles forklaringskraften, d.v.s. at vi faktisk får en ganske god forklaring på prisernes interdependens; men det er klart, at selv om vi får forklaret prisstigningernes internationale elementer, så forklarer dette ikke, hvorfor lønningerne er mere interdependente. Det viser sig da også, når man i stedet for z_p i prisligningen anvender en tilsvarende kunstig variabel z_w som et skubelement (d.v.s. *FWF_W i model (1) i tabel 1) i lønligningen:

zw der er det uvægtede gennemsnit af alle vv'erne for de øvrige OECD-lande.16

Man kan faktisk forklare hele interdependensen i prisligningerne ved hjælp af zwvariablen lønligninger; men altså ikke omvendt. Så der er ingen vej uden om at erkende, at der er et »ekstra« internationalt element i lønstigningerne, som hverken skyldes fælleselementer i den samlede efterspørgsel eller pris-skub elementer på varemarkedet.

En umiddelbart lovende forklaring er her EFO-modellen (jvf. Edgren, Faxen & Odhner, 1968), hvor lønningerne skal have en parallel udvikling p.g.a. konkurrenceevnehensyn. Ser man nærmere efter, viser dette sig at være en nok så svag forklaring.

For det første er det, der efter teorien skal være parallelt ikke vv-serierne, men niveauerne for enhedsomkostningerne. D.v.s. at dersom et lands enhedsomkostninger kommer ud af trit med deres konkurrenters, så vil der være kræfter, der bringer dem tilbage igen. Når man ser på OECD's lange serier for enhedsomkostningerne, er det oplagt at disse kræfter ikke er ret stærke på kort og (endog) middellang sigt. Herfra og til at give et internationalt element i vv-serierne er der adskillige led, der yderligere svækker forbindelsen.

For det andet er resultaterne af en række sektoranalyser ret blandede.¹⁷ Man finder ganske vist, at det internationale element er større i konkurrenceudsatte end i beskyttede sektorer - det er især svagt i byggesektoren. Men på den anden side er det internationale element ikke sektorspecifikt, men generelt. D.v.s. at f.eks.

---

16. Sammenligninger af modeller med z_w og z'findes i Nils Pedersen (1983).

17. Jvf. her Nils Pedersen (1983), der bl.a. bringer lønrelationer for fire sektorer. Disse analyser omfatter desværre kun Danmark og Sverige, og er derfor noget svagere end de hidtil refererede. Et andet resultat, som også må nævnes, stammer fra ((12)), der ser på udviklingen i p og vv, når konkurrenceevnen ændres pludselig ved hjælp af valutakursændringer. De viser sig typisk at være uden betydning for w-seriernes forløb.

metalarbejderes løn følger ikke specielt de udenlandske metalarbejderes lønninger,
men simpelthen de almindelige lønstigninger i udlandet.

D.v.s. at der stadig er en del internationale samvariation i vv-serierne, som vi ikke kan forklare. Mit eget bud på, hvad der udgør »the missing link«, er, at vi står over for en transmission, der foregår direkte via arbejdsmarkedsklimaet. Man må nu spørge om, hvad der er det operationelle indhold i en sådan påstand, og hvordan den kan bevises (ud over det rent negative, at det er svært at pege på en bedre forklaring).

Som allerede anført i afsnit II er betegnelsen arbejdsmarkedsklimaet mere et indkredsningsforsøg for noget, som mange har jagtet, end en endelig operationel betegnelse for noget, vi fuldt ud behersker. Heri ligger også, at der er langt igen, før vi kan få disse ting tilstrækkeligt godt modelleret og efterprøvet, men vi har dog nogle ganske gode indicier.

Den bedste serie for arbejdsmarkedsklimaet er som nævnt serien c„ for antallet af arbejdskonflikter. Den mest direkte observation af et stort internationalt element i arbejdsmarkedsklimaet er nu, at der er et lige så stort internationalt element i cnserierne, der er i w-serierne. Det gælder også, at c„-serierne forklarer næsten nøjagtigt den samme del af lønstigningerne som invariablen (der, som man vil huske, giver de gennemsnitlige lønstigninger i udlandet), når man bruger de to variable som skub-led i løndannelsesrelationen.¹⁸

Det må endelig nævnes, at vi stadig mangler at få estimeret det fulde simultane ligningssystem, der både medtager virkningerne fra konflikterne på lønstigningstakten effekterne den modsatte vej. En total opløsning af hele pris-løn-klimakomplekset de internationale elementer i senerne er imidlertid teknisk meget vanskeligt at gennemføre, så det vil tage nogen tid, før vi for alvor kan komme til bunds i disse sammenfiltrede sager.

V. Sammenfatning - hvor lav en arbejdsløshed kan vi opretholde på længere sigt?

Der er ganske meget, som vi ikke har kunnet medtage i ovenstående oversigt. De tre hovedmangler hører snævert sammen: (1) Vi har koncentreret os om makroanalysen og har set helt bort fra de omfattende diskussioner af Phillipskurvens mikrogrundlag. (2) Vi har udelukkende behandlet inflation som et fænomen, der udspiller sig på varemarkedet og arbejdsmarkedet og set bort fra pengemarkedet.

---

18. D.v.s. når de to variable z_w og c_n bruges som "P_w i model (1), har de en høj grad af multicollinearitet i de lande, hvor c„-serierne er tilstrækkelig gode. I lavkonfliktlande som Danmark virker c„-serien ret dårligt i modellen.

(3) Vi har ligeledes kun set på sammenhæng, hvor kausaliteten går fra arbejdsløsheden u til de to inflationsmål p & vv. Der er ingen grund til at skjule at nogen vil finde at disse tre mangler afgørende invaliderer vores diskussion; men hvorom alting er, så har vi fundet fire hovedkonklusioner:

(i) Vi har set, at pris- og løninflation i gennemsnit adskiller sig med ca. 25% på
årsratetal, sådan at det er ganske vigtigt at holde styr på både arbejdsmarkedet
og varemarkedet i pris-løn-modeller.

(ii) Pris-løn-inflationen indeholder dynamiske elementer, således at den bygger sig
op ved lav arbejdsløshed og ned ved høj arbejdsløshed. D.v.s. at der er et
kumulativt skub-element i inflationen.

(iii) Vi har argumenteret for, at inflationsforventningerne næppe er en tilstrækkelig stærk variabel til at bære hele den kumulative proces - der er tale om en væsentlig bredere proces, hvori klimaet på arbejdsmarkedet har en central betydning.

(iv) I inflationsprocesserne indgår kraftige internationale transmissioner - heraf
foregår en del direkte via arbejdsmarkedsklimaet.

I og med vore analyser peger bort fra en række virkeligt velanalyserede begreber og mekanismer og hen imod nogle nye og p.t. ret dunkle begreber - selve begrebet arbejdsmarkedsklimaet er ikke alt for velafklaret - er det naturligvis begrænset, hvor skarpe konklusioner vi kan drage. Jeg skal nøjes med to:

Fra (ii) følger, at der faktisk må være et »naturligt« arbejdsløshedsniveau - i Friedmans terminologi - eller med Grubb, Jackman & Layards (1983) terminologi et nairu-niveau for arbejdsløsheden. Det er også tydeligt fra figur 1 og fra mere detaljerede beregninger, at dette nairu-niveau ligger et sted midtvejs mellem vores gode gamle fulde beskæftigelse fra midt i 60'erne og vores nuværende høje arbejdsløshed. Med andre ord: det arbejdsløshedsniveau, der er foreneligt med en stabil inflationstakt, i det lange løb er væsentligt lavere end det nuværende høje niveau.

For det andet er der så den afgørende nye erkendelse, at der indgår et vigtigt internationalt element i hele inflations-arbejdsløshedsspillet, sådan at det bliver et komplekst n-lande spil. Hvis vi tænker os noget så enkelt som en én-markeds Friedman-Phelps-Phillipskurve, hvor arbejdsløsheden er styringsinstrument, og hvor inflationstakterne er koblede mellem landene, så er det (allerede) her klart, at vi har et helt anderledes økonomisk-politisk spil. Det første, vi ser, er, at nairu-niveauet i hvert enkelt land kommer til at afhænge af de andre landes faktiske arbejdsløshedsrater. Der bliver nogle spændende muligheder for at vinde og for at

tabe i forhold til de øvrige lande. En analyse af tabs- og gevinstmulighederne i et
sådant n-lande spil er imidlertid en længere historie.