Hvis man betragter det centrale budskab i keynesiansk økonomisk teori som muligheden en underbeskæftigelsesligevægt og et deraf følgende behov for efterspørgselsstimulerende er der en ejendommelig modsætning mellem på den ene side denne økonomiske teori, som fortsat udgør grundstammen i den økonomiske uddannelse på de fleste vesteuropæiske universiteter, og på den anden side den økonomiske politik, som er blevet ført i de senere år i de førende industrilande. Der føres ikke længere keynesiansk til trods for at ledigheden i både Nordamerika og Vesteuropa ligger på et sådant niveau (p.t. over 10%), at de keynesianske analysemetoder synes overordentlig relevante. Der synes åbenbart at være et behov for, hvad Thurow (1982) kaldet et international yank', et kraftigt skub til den økonomiske aktivitet, men der sker intet denne retning. Det er af meget væsentlig betydning ikke blot for økonomisk forskning, også for vurderingen af samfundsudviklingen at forsøge at svare på spørgsmålet, dette ikke sker. Er det den keynesianske tankegang, der er blevet irrelevant, er der tale om fundamentalt ændrede politiske præferencer? Eller er der eventuelt tale om manglende overblik hos de økonomisk-politiske beslutningstagere? Svaret på disse spørgsmål er selvsagt af meget væsentlig betydning.

Den keynesianske tankegang er fortsat klart dominerende i de fleste vesteuropæiske lande, herunder Danmark, når man ser på den universitetsundervisning, som tilbydes. Danske og andre europæiske økonomer er fortsat i det væsentlige keynesianere; andre ideer fremkommer overvejende som modifikationer af den keynesianske model snarere end som en direkte modrevolution. De økonomiske modeller, der ligger til grund forvurderingenaf

Resumé

SUMMARY: Keynesian theory remains the basic framework for policy discussion in Denmark neither monetarism nor new classical economics has made much of an impact in the universities. But it is becoming very obvious that the short-run Keynesian is deficient in the analysis of the longer-term structural problems. The importance the gradual updrift in the natural rate of unemployment — the emergence of »classical unemployment« in the Malinvaud-Meade sense — is singled out as the main undermining factor, but a growing political commitment to the control of public expenditure and to a ceiling on taxation has anyway blocked the traditional Keynesian instruments.

vurderingenaføkonomisk-politiske optioner, er af helt overvejende keynesiansk tilsnit, som de nødvendigvis må være det på baggrund af de keynesianske tankeganges dominansved af data gennem en lang årrække og dermed hele den måde, hvorpåøkonomisk-politiske præsenteres. Fundamentalt kan det påstås, som bl.a. Samuelson (1983) for nylig har fremført, at den keynesianske revolution har overlevet den krise, som dens manglende anvendelse i økonomisk politik i de senere år har fremkaldt. Dette udgangspunkt forekommer stadig rimeligt, selv i USA, hvor en intellektuelmodrevolution vist sig mere effektiv i de senere år end i Vesteuropa. Først den monetaristiske, siden den såkaldte nyklassiske teori, har på væsentlig måde præget undervisningen i økonomi i Nordamerika. Der er kommet en renæssance for ligevægtsanalysen,for østrigske skole og for et mere mikroøkonomisk syn på den økonomiskeudvikling, for netop de typer af økonomisk teori, som Keynes' General Theory angreb. Men denne modrevolution har, til trods for dens stadigt mere radikale udformningi endnu ikke vundet mange tilhængere i Vesteuropa.

Professor James Meade (1983) har i sit indlæg i nærværende tidsskrift valgt en mere konstruktiv fremgangsmåde end den, der er blevet pålagt andre bidragydere til konferencen. Meade har stillet sig spørgsmålet om, hvilke ændringer i det keynesianske der er påkrævet for på ny at gøre den fuldt relevant for økonomisk-politiske i 1980'erne. I sit indlæg koncentrerer professor Meade sig om et helt nyt løndannelsessystem; ved at indføre hensynet til beskæftigelsesudviklingen som et centralt i en decentral løndannelsesprocedure, som skitseres her, og i professor Meade's grundige fremstilling i første bind af et nyligt stort værk om økonomisk politik under stagflation (1982), har han så at sige ombyttet de keynesianske prioriteter. Ved at anerkende at inflationsproblemet er den afgørende hindring for anvendelsen af traditionel analyse, har han tilsluttet sig den lange række af indlæg, der i de senere år er fremkommet fra amerikanske økonomer omkring udformningen af en effektiv indkomstpolitik som forudsætning for en tilbagevenden til en keynesiansk recept. Der er måske noget ironisk i, at det især er fra økonomer i USA. hvor man allerede har en stærk decentraliseret løndannelse og en lav organisationsgrad, at de væsentlige bidrag til denne debat hidtil er kommet. Måske er interessen for denne type af forslag i USA også aftaget i de senere år, hvor man for første gang under indtryk af den store ledighed har set direkte lønfald i væsentlige industrier, f.eks. i de i 1982 indgåede lønaftaler i automobilindustrien. i Vesteuropa med den store ledighed, de centraliserede lønforhandlinger arbejdsmarkedet og den store opmærksomhed omkring lønstrukturen, må forslagene tiltrække sig den allerstørste interesse.

Professor Meade er utvivlsomt den, der har tænkt dybest over de logiske konsekvenseraf
mere differentieret løndannelsessystem, og jeg skal kun kommentere dem her
ved at sige, at jeg har stor sympati for dem som en langsigtet skitse. Det er måske en

økonoms fornemste opgave at lave radikale blueprints for institutionelle ændringer. Kun derved kan man, som Keynes selv gjorde det, gøre virkeligt nye ideer intellektuelt respektable, og det er forudsætningen for, at de med tiden også kan blive det politisk. Men det kræver næppe megen argumentation at sige, at professor Meade's forslag desværreikke nogen chancer for at hjælpe på kort sigt på den højst utilfredsstillende ledighedssituation.

Min egen opgave er mere beskeden, nemlig at vurdere, hvorfor keynesiansk økonomisk er blevet mindre relevant som grundlag for økonomisk politik i de førende lande. Hvorledes har det kunnet gå til, at mindre end 20 år efter at keynesiansk økonomisk fik sit afgørende gennembrud i Kennedy-Johnson perioden i USA, er der ingen lande, som længere vil vedkende sig at have et keynesiansk udgangspunkt? For 12 år siden udtalte præsident Nixon »we are all Keynesians now«. Selv om præsident sagde mange ting, som han ikke siden kunne eller ville stå ved, er det alligevel at næppe nogen af de syv regeringschefer, som for nylig deltog i det internationale økonomiske topmøde i Williamsburg, ville have fundet på at sige det samme.

Der er fire væsentlige forhold, som har bidraget til at bringe keynesiansk økonomisk politik i miskredit eller i det mindste til at klargøre, hvorfor keynesiansk teori må modificeres for at være anvendelig på 1980'ernes situation. I de følgende afsnit skal disse fire faktorer kort diskuteres, jfr. i øvrigt Thygesen (1982):

(1) De uheldige erfaringer med den overdrevne vægt på kortsigtet stabiliseringspolitik i
perioden 1960-73;

(2) Stigningen i den naturlige arbejdsløshed siden midten af 60'erne;

(3) Erosionen af pengeillusion igennem slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne;

(4) Den stadigt kraftigere internationale integration.

Det korte perspektiv i den keynesianske efterspørgselsstabiliserende politik

En aktiv efterspørgselsstabiliserende politik — forstået som ihærdig og systematisk anvendelse af penge- og finanspolitiske instrumenter med henblik på at fastholde et højt beskæftigelsesniveau — undermineres på lidt længere sigt af i alt fald tre væsentlige faktorer. det første er der en tendens til, at bytteforholdet mellem ændringer i beskæftigelsesgrad i lønstigningstempoet bliver mere ufordelagtigt, når man bevæger sig ud over det helt korte sigt. For det andet medfører hensyntagen til de afledede virkninger af finanspolitiske indgreb på de finansielle markeder, at disse indgrebs langtidseffekt bliver væsentligt svagere end den kortsigtede. For det tredie vil flaskehalse i enkelte sektorer betyde, at inflationsproblemerne kan være alvorlige selv ved et relativt lavt beskæftigelsesniveau.

Der var utvivlsomt overdrevne kortsigtede ambitioner i den økonomiske politik i perioden i en række industrilande. En stadigt mere ambitiøs målsætning om at reducere eller fastholde denne på et historisk meget lavt niveau, førte til accelererende I USA blev målsætningen for arbejdsløsheden gradvis nedbragt i løbet af 1960'erne, og heri ligger utvivlsomt en hovedforklaring på, at inflationsudviklingen efterhånden tog magten fra de økonomisk-politiske beslutningstagere.

Selv om dette er en vigtig lære at drage af 60'ernes økonomiske politik, er den trods alt af begrænset direkte betydning i 1980'erne, hvor man i de fleste industrilande ligger væsentligt over selv pessimistiske skøn over den »naturlige« arbejdsløshed, jfr. nedenfor. er heller ikke nogen fair betragtning at tillægge Keynes og hans efterfølgere hovedansvaret for, at USA og enkelte europæiske lande i 60'erne undlod i tilstrækkelig grad at sætte skatterne i vejret for at finansiere den voldsomme ekspansion i den offentlige At f.eks. præsident Johnson i 1968 undlod at forhøje skatterne var mere en følge at politisk-strategiske overvejelser end egentlig økonomisk motiveret. Økonomer har ofte en tendens til at overvurdere det økonomiske indhold i den politik, der føres, og denne holdning har ført til absurde kritiske holdninger hos visse amerikanske økonomer over for keynesiansk teori. Det var ikke nogen keynesiansk sammensværgelse, der fik USA's regering til i løbet af 60'erne at ekspandere den offentlige sektor meget kraftigt uden skatteforhøjelser, men en letsindigt optimistisk holdning. Der bør naturligvis tilføjes, det heller ikke er fair at vurdere visse nyere regeringer i Storbritannien og USA som rent monetaristiske eller nyklassiske. God anvendelse af monetaristisk eller nyklassisk ville næppe have ført til de resultater, som præsident Reagan og Mrs. Thatcher bebrejdes. Økonomer må lære at acceptere, at politikere træffer afgørelser på et noget bredere grundlag end det egentligt stabiliseringspolitiske; de kan så trøste sig med, at ansvaret fejltagelserne heller ikke alene bør blive deres.

Alligevel står tilbage, at den keynesianske opmærksomhed omkring det korte sigt i den økonomiske politik førte til en alvorlig nærsynethed med hensyn til de langsigtede effekter af den politik, der var resultatet af anbefalingerne. Fundamentalt stillede keynesianerne trade-off mellem lidt højere inflation og lavere arbejdsløshed op som et opnåeligt i den økonomiske politik. Resultatet af keynesiansk politik blev imidlertid, at såvel inflationen som arbejdsløsheden med tiden drev i vejret. Dette er, som bl.a. Lucas og Feldstein (1983) har påpeget, det væsentligste nederlag for keynesiansk teori, om end ikke for Keynes selv; om han ville have accepteret tankegangen bag den stabile Phillipskurve lader sig ikke afgøre.

Det andet punkt, hvor keynesiansk analyse fremstår som for kortsigtet, er i mange keynesianske økonomers afvisende holdning over for fænomenet fortrængning eller »crwoding-out«. En udvidelse af de offentlige udgifter, der finansieres gennem obligationsudstedelse,medfører tendens til rentestigning, som begrænser den ekspansive effekt,fordi

fekt,fordirentestigningen dæmper investeringerne og anskaffelserne af varige forbrugsgoder.En konklusion er ganske vist ikke fremmed for større keynesianske modeller,jfr. den simple analyse i et IS/LM diagram. Men keynesianere har haft en tilbøjelighed til, især som følge af manglende evne til at specificere finansielle effekter tilstrækkeligt klart og fuldstændigt, at undervurdere de fortrængningseffekter, som en ekspansiv finanspolitik måtte give og omvendt at undervurdere de ekspansive effekter, som en opbremsning af finanspolitikken trods alt giver som en afledet effekt, når behovetfor af statsobligationer falder.

Hertil vil keynesianske økonomer utvivlsomt sige, at der altid vil findes en finansieringsmåde udsving i de statslige underskud, der er netop således sammensat mellem obligationsudstedelse og pengeskabelse, at renteniveauet fastholdes, og som derved sikrer, de simple keynesianske multiplikatorer kan virke fuldt ud. Keynesianerne vil endvidere at når der gøres så meget ud af crowding-out effekter i de senere års diskussion, det konflikten med måltal for pengeforsyningen. Hvis et land har lagt sig fast på pengepolitiske måltal, presser en sådan strategi i en periode med stigende statslige en større del af finansieringsbyrden over på obligationsmarkedet.

Keynes ville givetvis selv have kritiseret den stigende vægt på monetære måltal, som er dukket op i løbet af 1970'erne, fordi han fundamentalt anså pengeefterspørgselsfunktionen at være ret ustabil. Hvis det er tilfældet, kan fastholdelse af måltal blive en misforståelse, som destabiliserer den realøkonomiske udvikling. Her har de senere års erfaringer med udsving i omløbshastigheden og tendenser til finansiel fornyelse, særlig i perioder, hvor pengepolitikken er blevet strammet kraftigt op, medført, at de keynesianske er dukket frem påny. Men samtidig er der under systemet med flydende trådt en anden mekanisme frem, som på endnu mere dramatisk måde begrænse virkningerne af en ekspansiv finanspolitik. Et land, som gennemfører en finanspolitisk ekspansion, og dermed ser sit renteniveau stige i forhold til omverdenen, opleve en appreciering af sin valuta, der virker som en bremse på nettoeksport og på virksomhedernes investeringer. Crowding-out mekanismen gennem appreciering er ikke fuldkommen, som tidlige teoretiske modeller sandsynliggjorde, men det er klart, at erfaringer som de amerikanske eller britiske i de senere år stærkt har underbygget, at denne form for fortrængning kan være kvantitativt betydningsfuld.

Endelig har den keynesianske analyse ført til en meget høj aggregeringsgrad i den makroøkonomiske diskussion. Man har herved fået et for optimistisk syn på sektorvise inflationsproblemer. Sådanne betragtninger er selvsagt ikke uforenelige med en keynesianskmodel, som bl.a. Erik Lundberg (1983) har påpeget for nylig, var en fyldig inflationsanalysepå indbygget i noget af det tidligere arbejde i de første efterkrigsårmed af keynesiansk makro-økonomisk politik i Sverige og i enkelte andre europæiske lande. Det står dog tilbage, at Keynes generelt arbejdede på et for

aggregeret niveau og på en måde, som generelt lagde beskeden vægt på udbudssiden i økonomien. På denne måde kom man til alvorligt at undervurdere inflationsproblemerne,efterhånden en høj kapacitetsudnyttelse nåedes i enkelte sektorer i løbet af det lange opsving i 1960'erne. Det er samtidigt klart, at traditionel keynesiansk analyse er kommet til kort over for de problemer, som 1970'ernes forstyrrelser på udbudssiden i form af olieprisforhøjelser medførte.

Tilsammen medfører de ovennævnte modifikationer af den keynesianske model en kvantitativt betydningsfuld korrektion til det optimistiske syn, som Keynes-modellen medførte for så vidt angår finanspolitikkens muligheder for at styre den økonomiske aktivitet på kort sigt. Men det er dog karakteristisk, at de ovennævnte effekter alle har kunnet indbygges i de eksisterende keynesianske modeller, og at det er økonomer af denne skole, som har bidraget til størstedelen af de empiriske undersøgelser af Phillipskurven, fortrængningseffekterne og af disaggregerede efterspørgsels/produktionsmodeller. denne forstand er det stadig en revideret keynesiansk analyse, som er relevant.

Stigningen i den naturlige arbejdsløshed

En alvorligere indvending mod relevansen af keynesiansk økonomisk teori er den iagttagelse, at den såkaldte naturlige arbejdsløshed er steget voldsomt i løbet af de sidste ca. 15 år ide fleste industrilande. Der er intet »naturligt« i dette begreb, som er et produkt demografiske og institutionelle faktorer; når betegnelsen alligevel anvendes, er det fordi dette niveau for arbejdsløsheden antages at være uafhængigt af den løbende efterspørgsel. En mere korrekt og udførlig karakteristik af den naturlige arbejdsløshed er at sige, at den er det niveau for ledigheden, ved hvilket spændinger på arbejdsmarkedet et bidrag til ændringer i inflationstakten. Ligger ledigheden over dette niveau, begynder lønstigningstakten og inflationstakten at aftage; ligger den under, giver spændingerne arbejdsmarkedet et positivt bidrag til inflationsudviklingen.

Man kan ved hjælp af figur 1 beskrive noget af den diskussion, som har præget de senere debat om ledigheden. I figuren illustreres med kurven FF kombinationer af realløn (forstået som forholdet mellem et timelønsindex og et index for virksomhedernes og realefterspørgsel, ved hvilke virksomhederne netop vil udbyde en varemængde svarende til efterspørgselen. Kurven FF angiver således mulige ligevægte på varemarkedet. Jo lavere reallønnen defineret som ovenfor er, jo større arbejdsstyrke vil virksomhederne ønske at beskæftige. Virksomhederne kan befinde sig i en varemarkedsligevægt et reallønsniveau, der er væsentligt højere end svarende til fuld beskæftigelsesniveauet I en sådan situation taler man om, at økonomien befinder sig i klassisk ledighed. Virksomhederne savner i det aktuelle forhold mellem løn og outputpriser tilskyndelse til at efterspørge så meget arbejdskraft, at arbejdsstyrken kan beskæftiges ud.

Der er imidlertid intet, der sikrer at virksomhederne befinder sig på FF-kurven; efterspørgselssvigtkan beskæftigelsen ned under FF-kurven. Punkterne B og C angiversådanne I situationen C svarer reallønsniveauet til at beskæftige arbejdsstyrkenfuldt men på grund af restriktiv økonomisk politik eller endogene efterspørgselsforstyrrelserer havnet i en lavere aktivitet. I punktet har man på samme tid en for høj realløn og en for ringe efterspørgsel. De senere års internationale økonomisk-politiskediskussion vel sammenfattes derhen, at mange økonomer har konkluderet,at i en række industrilande — frem til ca. 1979 — har bevæget sig opad langs kurven FF, men at der i de seneste år har været en yderligere tendens til fald i efterspørgslen,således man har bevæget sig fra A i retning af B. Vigtige bidrag til denne debat er kommet fra professor James Meade (1982) og den førende franske økonom Edmond Malinvaud (1977), (1981). Disse økonomers synspunkter kan groft sagt sammenfattesderhen, vi i 1982/83 befinder os omkring punktet B, hvor der er behov for

en blanding af keynesiansk efterspørgselsstimulerende politik og en gradvis reduktion i reallønnen for at sikre, at man kan bevæge sig hen imod fuld beskæftigelse. Vi har såledesen af keynesiansk og klassisk ledighed, og et opsving ville ikke blive langvarigt,såfremt blot lagde vægt på det ene af disse to elementer i den samlede ledighed.

Traditionelle keynesianske økonomer vil utvivlsomt spørge om, i hvilket omfang der foreligger empiriske oplysninger, der underbygger en vurdering af den nævnte karakter. Der var igennem en længere periode i 1970'erne en kraftigt stigende realløn, som løb væsentligt for produktivitetsudviklingen i industrilandene, navnlig hvis denne også korrigeres for forværringer af bytteforholdet som resultat af olieprisforhøjelserne. Herved man frem til den såkaldte reallønsgab-analyse, der er blevet populær i OECD- og EF-dokumenter i de senere år, hvor et voksende reallønsgab tillægges en væsentlig af ansvaret for stigningen i den vesteuropæiske arbejdsløshed. Hvis man skal forsøge en dristig generalisering, kunne det hævdes, at ledigheden i Vesteuropa er ganske beskrevet af kommentarerne til figur 1, mens ledigheden i USA har en lidt mere cyklisk karakter. Beskæftigelsesudviklingen har været mere følsom over for svingninger i realefterspørgslen i USA i 70'erne og begyndelsen af 80'erne, utvivlsomt især fordi reallønsniveauet i USA har været lavere end i Vesteuropa — naturligvis set i forhold til det eksisterende kapitalapparat i de to områder.

Forklaringer, der lægger hovedvægten i analysen af 70'ernes og 80'ernes stigende ledighed strukturelle faktorer, er alvorlige for den keynesianske models relevans. Økonometriske for Storbritannien har trods ret forskellige analytiske udgangspunkter anslået, at den naturlige arbejdsløshed i begyndelsen af 80'erne var vokset 7-8% af den samlede arbejdsstyrke, hvilket forklarer en væsentlig del af stigningen i den observerede arbejdsløshed fra 2 til ca. 11-12% i begyndelsen af 80'erne. Det skulle ifølge disse undersøgelser kun være de sidste 3-4% af den målte ledighed, der kan forklares afhjælpes ved hjælp af traditionel keynesiansk efterspørgselsstyrende politik.

At hovedvægten i ledighedsforklaringen lægges over på demografiske faktorer og på institutionelle ændringer på arbejdsmarkedet betyder selvfølgelig ikke, at man derfor skal opgive at reducere ledigheden — blot er det andre midler end efterspørgselsstyringen, skal til. Der må herunder navnlig ses kritisk på nogle af de lovgivningsmæssige ændringer, som er sket i løbet af slutningen af 60'erne og 70'erne i reglerne for arbejdsløshedsundersøttelse, m.m. Hvis de politiske beslutningstagere ikke ønsker at inddrage sådanne reformer i overvejelserne, hvilket der kan være gode politiske og sociale grunde til, må man blot gøre sig klart, at denne politik har omkostninger i form af en blokering for en mere effektiv efterspørgselsstimulerende politik.

Erosionen af pengeillusion

Det er en fundamental antagelse i den keynesianske analyse, at priser og lønninger er trægt bevægelige, og at mængderne derfor må tage størstedelen af den kortsigtede tilpasning svingninger i efterspørgslen. Axel Leijonhufvud (1968) har med rette påpeget, denne ændring hos Keynes i klassikernes antagelse om korttidstilpasningen var fundamental for udviklingen af hans model. Keynes havde utvivlsomt ret så langt, at det er absurd at forestille sig i et moderneindustrisamfund, at antagelsen om fuld markedsclearing, meget høj tilpasningshastighed for priser og lønninger, er en frugtbar hypotese ved analysen af økonomisk-politiske problemstillinger. Den forklaring arbejdsmarkedets funktionsmåde, som de nyklassiske teoretikere har givet, og hvorefter lønændringer antages at foregå meget hurtigt som resultat af forskydninger i balancen mellem efterspørgsel og udbud efter arbejdskraft, er åbenbart urealistisk, og der er da heller ikke, trods interessante forsøg af en række amerikanske økonomer, navnlig Barro og Lucas, skitseret nogen tilfredsstillende konjunkturmodel på nyklassisk grundlag til forklaring af ændringer i realefterspørgslen.

Selvom keynesiansk teori med rette har peget på trægheder og institutionelle bindinger pris- og løndannelsen, så overvurderer analysen navnlig den træghed, hvormed forventningsdannelsen sig til ændret information på de finansielle markeder og på valutamarkederne, men også i en vis udstrækning på vare- og arbejdsmarkederne. En væsentlig nydannelse i 1970'ernes økonomisk-teoretiske udvikling er den udbredte accept antagelsen om såkaldt rationelle forventninger — d.v.s. at forventningsdannelsen sig mere på en vurdering af den fremtidige økonomiske politik end på den hidtidige udvikling i den pågældende økonomiske variabel. Denne erkendelse har betydet væsentlig ændring i opfattelsen af effektiviteten af de efterspørgselsstyrende indgreb. har de økonomisk-teoretiske beslutningstageres erkendelse af, at agenterne de finansielle markeder korrekt ville gennemskue konsekvenserne af en akkomoderende spillet en væsentlig rolle i undermineringen af den keynesianske analyses tidligere dominans. I en situation, hvor pengepolitikken ventes at være overvejende over for udsving i pris- og løndannelsen, måske fordi de statsfinansielle er af en sådan størrelsesorden, at der ikke er udsigt til, at en fast pengepolitik kan føres, kommer inflationsforventningerne til at savne den forankring, som Keynes uden videre diskussion antog i General Theory. Det er værd at bemærke, at de seneste års diskussion af økonomisk politik i USA har udstrakt denne analyse til også at omfatte de aktivitetsdæmpende virkninger af forventninger om strukturelle statslige underskud, som på længere sigt kan medføre uhåndterlige pengepolitiske problemer. Prisdannelsen på de finansielle markeder er herigennem blevet et alvorligt korrektiv til traditionel keynesiansk analyse.

Som nogle af kritikerne af keynesiansk teori, bl.a. Hayek (1983), har hævdet, er der i

en sådan situation næppe nogen vej udenom en relativt langvarig periode med fast økonomiskpolitik at retablere troværdigheden af den traditionelle keynesianske model. Når der efter en periode med stram pengepolitik og forsigtig finanspolitik er skabt tillid til, at den langsigtede inflation kan holdes på plads, er der påny skabt basis for anvendelsenaf efterspørgselsregulerende politik.

International integration

General Theory handler implicit om en stor, relativt lukket, økonomi, men det er blevet tydeligere, at denne referenceramme er utilstrækkelig selv for de største industrilande 1970'erne og 1980'erne. En ensidig ekspansion i et enkelt land, uanset dets størrelse, løber relativt hurtigt ind i komplikationer via valutamarkederne eller betalingsbalancen; forventningerne i begyndelsen af 70'erne spiller det ikke den afgørende om kursregimet er baseret på faste eller flydende kurser. Vi har set mange eksempler på, at en sådan ensidig ekspansionspolitik hurtigt slår ud i kraftige betalingsbalanceunderskud deprecieringer (Frankrig i 1981/82, Tyskland 1979/80, USA i 1977/78). Denne iagttagelse fører logisk til krav om tættere økonomisk-politisk koordination de førende industrilande. Den keynesianske analyse videreføres i dag med størst iver netop af de modelbyggere og andre økonomer, som går ind for en sådan koordineret reflation. Førende eksempler fra de senere måneder er en udtalelse fra 26 økonomer i en publikation fra Institute for International Economics i Washington (1982) og simulationer, som professor Lawrence Klein og hans medarbejdere har lavet på den store LINK-model, jfr. resuméet i Bergsten og Klein (1983).

Indvendingerne mod en sådan analyse er utvivlsomt mere af politisk end af økonomisk Det internationale samarbejde er ikke stærkt nok til at beslutte de differentierede i både tid og styrke — indgreb, som analysen afslører et behov for. Det er utvivlsomt rigtigt, at den såkaldte »lokomotiv-filosofi«, som de internationale organisationer OECD i spidsen søgte at fremme i 1977/78, har fået et ufortjent dårligt ry. Analysen var fundamentalt korrekt, men forsinkelser i den politiske beslutningsproces førte til, at programmet ikke lod sig realisere efter de oprindelige hensigter eller tilpasse til en ændret situation. Det fik derfor utilsigtede virkninger i form af store betalingsbalanceuligevægte spændinger i de internationale økonomiske og politiske relationer. Selv om OECD stort set havde ret i sin analyse fra 1977/78, og selvom de tyske erfaringer den ensidige ekspansion i Tyskland i de følgende 2 år ikke var væsentligt forskellige de beregninger, som OECD's model havde lagt op til, følger ikke, at et sådant er blevet mere gennemførligt i 1983/84. Det er da også karakteristisk, at der ikke har været nogen stemning på de internationale topmøder, senest i Williamsburg i maj 1983, for at følge forslag af denne type. De politiske ledere kan ikke levere de nødvendige bidrag til en velafstemt international reflation.

Politiske vanskeligheder ved at gennemføre et keynesiansk stabiliseringsprogram

Det kan måske være nyttigt afslutningsvis at se lidt nærmere på denne — påtvungne eller selvvalgte — impotens. Hvorfor bliver en internationalt afstemt keynesiansk efterspørgselsstimulerende ikke sat i værk i 1983 til trods for, at de objektive betingelser den synes at være til stede? De ovenfor nævnte fire fundamentale modifikationer i den keynesianske analyse medfører nok tilsammen, at kvantitative konklusioner af en keynesiansk model må revideres kraftigt, men de er dog ikke af en sådan karakter, at de ganske fjerner relevansen af en keynesiansk økonomisk politik. Det er nødvendigt at se de aktuelle vanskeligheder også i en mere politisk sammenhæng, og jeg vil gerne samtidig en kommentar til professor Meade's bemærkninger om behovet for en international fremhæve nogle faktorer, som vanskeliggør en international aftale med keynesiansk tilsnit, jfr. i øvrigt den fyldigere omtale i Thygesen (1983).

Den første er, at udgangspositionen for en sådan politik i Vesteuropa fortsat er svag. Reallønnen er på et højt niveau, jfr. kommentarerne til figur 1, og indkomstpolitik er først langsomt ved at blive en realistisk mulighed i de fleste vesteuropæiske lande. På den anden side må det erkendes, at risikoen for kraftig opblussen af inflationen ved at stimulere og måske fremkalde et fald i Vesteuropas gennemsnitlige ledighed fra 10% til 7-8% over en to-årig periode forekommer mere begrænset, end det ofte fremdrages af skeptikere i centralbanker og internationale organisationer, forudsat at man kunne finde velegnede aktivitetsstimulerende instrumenter. Hvis man befinder sig et godt stykke over den naturlige arbejdsløshed, følger den ekstra afdæmpning af lønstigningstakten, følger af yderligere ledighed, det aftagende udbyttes lov. Der er derfor argumenter for at løbe den nævnte risiko over det nærmeste par år. Men med hvilke midler? Pengepolitikken har allerede været ganske ekspansiv igennem nogen tid i såvel USA som Vesteuropa; og de finanspolitiske instrumenter er ved nærmere eftersyn lidet effektive eller politisk blokerede.

Det må nemlig for det andet fremhæves, at den stimulans af efterspørgslen, som skulle fra en keynesiansk efterspørgselspolitik, måtte lægge hovedvægten på finanspolitiske hvis multiplikatoreffekt er relativt begrænset. Det er et velkendt resultat fra modeller af de fleste landes økonomi, herunder også den danske, at lettelser af selskabsskatter, forbedring af afskrivningsregler og nedsættelse af indkomstskattesatserne høje indkomster kun har en multiplikatorvirkning på 0.3-0.4 gange virkningen af en beløbsmæssigt tilsvarende offentlig udgiftsstigning eller nedsættelse af skatten på lavindkomster. Hvis man i de fleste lande fastholder det synspunkt, at den finanspolitiske skal sættes i gang af instrumenter, der på samme tid er »udbudsvenlige« som de ovenfor nævnte, kan man blive nødt til at gå ganske drastisk til værks — med deraf følgende kraftig kortsigtet belastning af de offentlige finanser.

Hvis man sætter sig udover dette problem og foreslår, at mere bredt virkende finanspolitiskeinstrumenter

politiskeinstrumentermå tages i brug — større offentlige udgifter og/eller generelle skattelettelser, kommer man til en tredie komplicerende faktor. Med en meget stor offentligsektor tyve års hurtig vækst i offentlige køb af varer og tjenester (og endnu kraftigere i overførselsindkomsterne) er de fleste vesteuropæiske regeringer i begyndelsenaf blevet valgt på løfter om at undgå, at den offentlige sektor vokser ud over de nuværende rammer. Der er af langsigtede strukturelle såvel som af politiske grunde næsten intet spillerum for en udgiftspolitisk ekspansion. En undtagelse burde måske gøres for de offentlige investeringers vedkommende, for det er især disse udgifter,der blevet bremset gennem de senere års forsøg på at begrænse de offentlige udgifter,og er da også registreret i bl.a. de sidste to års debat om koordineret reflation i EF, at det i givet fald måtte være en forøgelse af disse udgifter, der kunne komme på talei sådant program. Der er imidlertid på ethvert tidspunkt kun et begrænset antal offentligeinvesteringer, opfylder to vigtige krav: (1) at de øger samfundets produktionskapacitet,og at de ikke belaster de offentlige finanser med store fremtidige driftsudgifter. En undtagelse er lande, hvor offentligt ejede virksomheder spiller en væsentligrolle f.eks. i Frankrig; her kan man i øvrigt sige, at en forøgelse af de offentligeinvesteringer en situation med udbredt pessimisme iblandt private investorer har en mere fundamentalt keynesiansk karakter. Keynes var i General Theory optaget af tankerneom, der i en dyb recession kunne være behov for en »socialization of investment«for bryde (overdrevet) pessimistiske forventninger i de private virksomheder; det var tydeligvis mere sådanne offentlige udgifter end offentligt forbrug eller overførselsindkomster,Keynes i tankerne. Men i de fleste lande er spillereglerne anderledes end i Frankrig.

Tilbage står derfor kun skattelettelser som et ekspansivt instrument. Det forekommer da heller ikke udelukket, at de lande der har mest finanspolitisk bevægelsesfrihed (Tyskland, vil overveje ligesom USA at betræde denne vej, men utvivlsomt på en væsentligt forsigtig måde, end mere traditionel keynesiansk analyse ville tilsige.

Men til trods for de strukturelle og politiske bindinger på det finanspolitiske instrumentarium,som og de foregående tiårs ekspansion i den offentlige sektor har skabt, især i Vesteuropa, med store faktiske og strukturelle budgetunderskud som resultat, bør det ikke overses, at keynesiansk teori har bevaret en større relevans, end de politiske beslutningstagere lader formode. I USA, hvor spillerummet for en selvstændigpolitik størst, kan det således med noget ret påstås, at den førte finanspolitik, selv om den overvejende er blevet fremstillet under en anden etikette, har et stærkt keynesiansksigte: ekspansiv i 1981-82 under recessionen, noget stimulerende under opsvinget i 1983-84, men med indbyggede forslag om en »contingency tax« i 1985-86, hvis det offentlige underskud og aktivitetsudviklingen berettigede det. Det var klart en journalistisk overdrivelse, da Wall Street JournalTor nylig (23. marts 1983) forsynede en

artikel af professor Walter Heller, præsident Kennedy's økonomiske rådgiver, om aktuellefinanspolitiske med overskriften: »Mr. Reagan is a Keynesian Now«. Men den indeholdt ved nærmere eftertanke, den kerne af sandhed, at keynesianske begreber og teori har bevaret en højere grad af relevans, end den offentlige debat med dens stærkeideologiske keideologiskepræg lader formode.

Litteratur:

Bergsten, C. Fred og Lawrence R. Klein 1983:
The Need for a Global Strategy. The Economist,
23, 1983.

Dornbusch, Rudiger et al. 1983. Macroeconomic and Policies for the European Community. CEPS Papers No. 1, Centre for European Policy Studies, Bruxelles.

Feldstein, Martin 1983. Reträtten från keynesianismen.
debatt nr. 4.

Hayek, Friederich A. 1983. The Keynes Centenary:
Austrian Critique. The Economist,
11, 1983.

Institute for International Economics 1982. Promoting World Recovery. A Statement on Global Economic Strategy by 26 Economists. D.C.

Leijonhufvud, Axel 1968. On Keynesian Economics
the Economics of Keynes.
New York.

Lucas, Robert E. Jr. 1981. Tobin and Monetarism:
Review Article. Journal of Economic
Vol. XIX.

Lundberg, Erik 1983. För enkelt, Feldstein!
Ekonomisk debatt nr. 4.

Malinvaud, Edmond 1977. The Theory of
Unempoylemt Reconsidered.

Malinvaud, Edmond 1982. Wages and
Unemployment. Economic Journal vol.
92, No. 365.

Meade, James E. 1982. Stagflation Volume 1:
Wage-Fixing, London.

Meade, James E. 1983. The Restoration of
Keynesian Full Employment, Nationaløkonomisk
nr. 3.

Samuelson, Paul A. 1983. The Keynes Centenary:
from the Other Cambridge.
Economist, June 25, 1983.

Thurow, Lester 1982. An International Keynesian
Challenge, November-December,
York.

Thygesen, Niels 1982. From Stabilization Policy Structural Policy: Some Lessons of the 1970s and Prospects for the 1980s, Experiences Problems of the International System, Economic Notes, Monte dei Paschi di Siena, no. 2, Siena.

Thygesen, Niels 1983. Den internationale økonomiske og spillerummet for en vækststimulerende politik i USA og Vesteuropa. Dansk Udenrigspolitisk Aarbog Dansk Udenrigspolitisk Institut, København.