Med støtte i en sikker sans for det irrelevante har adskillige makroøkonomiske teoretikere i de senere år som hobby valgt dels den rationelle forventningshypotese, vidtstrakte ugyldighedsområde konjunkturprofeter har haft held i uheld til at dokumentere, dels fastprismodeller, hvis betydning for forståelsen af arbejdsløshedens i en tid med langvarig, betydelig inflation og drastiske ændringer af prisstrukturen kan være vanskelig at indse.

I dette tidsskrift har Esben Dalgaard (1982) foretaget en skarpsindig og formel præcis, kritisk gennemgang af fastprismodellen, i særdeleshed som den er fremstillet Malinvaud (1977), og har videre udviklet og præciseret den af Hildenbrand Hildenbrand (1978) fremførte kritik.

En central plads i E.D.s fremstilling indtager spørgsmålet om fortegnet på dm/du (hvor u er arbejdsløsheden, og m er borgernes formue = pengemængde ved udgangen af den første af de to perioder, deres tilværelse omfatter), eller ækvivalent, om den marginale forbrugstilbøjelighed er større eller mindre end en. Ifølge E.D. (s. 355) kan man ikke generelt sige noget herom. Af indlysende grunde må den normale antagelse dog være, at den marginale forbrugstilbøjelighed er mindre end en, og at altså dm/du <0. Hvordan kan E.D. da ud fra plausible forudsætninger om forbrugernes forventninger komme til det modsatte resultat? Forklaringen er det barokke træk ved modellen, at de, der træder ind på arbejdsmarkedetved

Resumé

summary: The conclusion of the paper by Esben Dalgaard (1982), critically reviewing the Malinvaud (1977) model, that on plausible assumptions regarding worker's employment and wage expectations the marginal propensity to consume r\ > 1 depends on an extremely unrealistic feature of the model. As pointed out already in early business cycle theory it may happen, if only exceptionally, that the marginal propensity to spend (inch induced investment) exceeds unity in which case the system is unstable. In true Keynesian unemployment equilibrium, characterized by ample excess capacity, the response of investment to changes in effective demand is at a minimum.

markedetvedbegyndelsen af første periode og forbliver arbejdsløse i begge perioder,opretholder ved forbrug af den (helt eller delvis af profitandel bestående) formue = pengebeholdning, med hvilken de initialt er forsynede. Ved udgangen af første periode må de - for ikke at dø .af sult før udgangen af anden periode - bevare en større formue, m. end tilfældet er for dem, der forventer at opnå en arbejdsindkomst i anden periode. E.D.s konklusion, at under rimelige ekstra forudsætninger er dm/du >0, beror altså på, at de i første periode arbejdsløse (som forventer at være arbejdsløse også i anden periode) har større opsparing end første periodes beskæftigede (som forventer at være beskæftigede også i anden periode). Fra virkelighedens verden har man som bekendt eksempler på, at større arbejdsløshed i korte perioder har medført større summarisk opsparingstilbøjelighed,men beroende på de beskæftigedes ændrede adfærd som reaktion på den øgede risiko for arbejdsløshed.

Afgørende for det makroøkonomiske forløb er imidlertid snarere end forbrugernes og forbrugstilbøjelighed den samlede udgiftstilbøjelighed inklusive investering. At denne samlede, marginale propensity to spend udviser store variationer og kan være større end én - specielt når lagervariationer (som ignoreres hos Malinvaud, men inddrages af Muellbauer & Portes (1978)) spiller en fremtrædende rolle - er en gammel erkendelse, jfr. f.eks. Hawtrey's tidlige arbejder. Der foreligger derfor ikke - som E.D. (s. 357) formoder - en teoretisk nydannelse vedrørende den såkaldte grænse for finanspolitikkens effektivitet, beror på den makroøkonomiske instabilitet, når propensity to spend er større end én.

I denne forbindelse er det nærliggende at henvise til den modifikation af KaleckTs (1939) konjunkturmodel, som foretoges af Kaldor (1940), gående ud på, at inden for et vist »normalt« aktivitetsinterval er marginal propensity to spend større end én, men uden for dette mindre end én¹. Hvad E.D. fuldt korrekt betegner som »en egentlig keynesiansk ligevægt« opstår, når aktiviteten er faldet så dybt, at udbredt forekomst af lav kapacitetsudnyttelse betydeligt svækker reaktionen form af induceret investering på aktivitetsændringer.

---

1. Der er større uoverensstemmelse end overensstemmelse mellem Kaldor's model og Leijonhufvud's korridorhypotese. For begge gælder, at følgerne af store positive og negative aktivitetsafvigelser ikke rimeligt kan antages symmetriske, og at en fyldestgørende analyse må inddrage kreditsystemets reaktioner.

Litteratur

Dalgaard, E. 1982. Fastprismodellernes forklaring
arbejdsløsheden. Nationaløkonomisk
120: 341-360.

Hildenbrand, K. & W. Hildenbrand. 1978. On Keynesian Equilibria with Unemployment Quantity Rationing. Journal of Economic Theory 18: 255-277.

Kaldor, N. 1940. A model of the Trade
Cycle. Economic Journal 50: 78-92.

Kalecki, M. 1939. A Theory of the Business
Cycle. Kap. 6 i Essays in the Theory of
Economic Fluctuations. London.

Leijonhufvud, A. 1973. Effective Demand
Failures. Swedish Journal of Economics 75:
27-48.

Malinvaud, E. 1977. The Theory of Unemployment
Oxford.

Malinvaud, E. 1980. Profitability and Unemployment.

Muellbauer, J. & R. Portes. 1978. Macroeconomic
with Quantity Rationing.
Journal 88: 788-821.