Vejrup Hansen. Per: Lønforskelle, lønpolitik og beskæftigelse i 1970'erne. Arbejdsløshedsundersøgelserne 4. Socialforskningsinstituttet

I slutningen af 1970'erne påbegyndte Socialforskningsinstituttet større undersøgelsesarbejde de problemer, der er knyttet til den høje og stigende arbejdsløshed. Per Vejrup Hansens (PVH) bog er den 4. i rækken af rapporter fra dette arbejde. Den første rapport, som udkom i 1979, omhandlede efter arbejdskraft i den private sektor, produktivitetsudviklingen, arbejdskraftsforbruget den offentlige sektor samt udviklingen i udbuddet af arbejdskraft. Den anden rapport, fra 1980, behandlede ledighedens omfang og fordeling samt den evt. sammenhæng mellem arbejdsløshed og sygefravær. Endelig behandler den 3. rapport, 1982, i en række bidrag aspekter af arbejdsmarkedets funktionsmåde, samspillet mellem lovgivning og arbejdsmarkedet samt arbejdsløshedens konsekvenser for den enkelte.

Der eksisterer som bekendt en række stærke synspunkter omkring virkningen af indkomstpolitik, omkring betydningen af ændringer i lønstrukturen og omkring den faktiske udvikling i de relative indkomster i de senere år. PVH's bog bidrager i høj grad til en mere oplyst debat om disse emner.

I kap. 2 er temaet en undersøgelse af den faktiske udvikling i realløn, disponibel realløn relative lønninger for arbejder-, funktionær tionær- og tjenestemandsgrupper i 1970'erne. Hovedresultatet er en kraftig indsnævring af lønstrukturen frem til 1977. Efter 1977 stabiliseres på det private manuelle arbejdsmarked, mens de offentligt ansatte fortsat oplever et fald i deres løn relativt til sammenlignelige grupper på det private arbejdsmarked. rummer en meget nyttig af de omtalte træk i de sidste 10 års udvikling.

Den beskrivende diskussion fortsætter i første del af kap. 3, som giver en indgående beskrivelse af udviklingen i lønrelationerne for årene 1966-80 for den del af det manuellearbejdsmarked, er omfattet af DA's lønstatistik. Generelt karakteriseres udviklingenaf vægt i periodens løb til pristalsregulering og overenskomstmæssige stigninger, som PVH tolker som de udjævnendekomponenter lønudviklingen og større relativ vægt til lønglidningen. Kapitletshovedpointe det tidsmæssige sammenfaldmellem af lønudjævningen og de indkomstpolitiske indgreb siden 1977. Eftersom indkomstpolitikken normalt antagesmed effekt at kunne ramme pristals og overenskomstdelene af lønudviklingen,som begunstiger de lavtlønnede, konkluderes det, at de indkomstpolitiske indgreb er en medvirkende årsag til ophøret af lønudjævningen. Man savner måske her en nærmere drøftelse af muligheden for at identificere de specifikke virkninger af indkomstpolitikkensammenholdt virkningerneaf fastholdte høje arbejdsløshed.

Denne indvending hænger sammen med fraværet af overvejelser om den evt. makroøkonomiskeeffekt de indkomstpolitiske indgreb. Først og fremmest om de bevirker en reduktion af inflationstakten i forhold til en situation uden indkomstpolitik. En reduktionaf ville også have fordelingsmæssige konsekvenser, som evt. ville modvirke den direkte effekt på lønstrukturen.Generelt vi snart have så mange indkomstpolitiske eksperimenter bag os, at analyser af deres effekt (eller manglendeeffekt) lønstigningstakten af den type, som i mange år har været forsøgt i England, må være en interessant opgave at tage op. Dernæst er der grund til at påpege det (selvfølgelige) forhold, at vore analyser i et vist omfang styres af datatilgængelighed. DA's lønstatistik er det dominerende grundlagher landet, og man skal somme tider minde sig selv om, at det faktisk kun er ca. 1/7 af lønmodtagerne, som beskæftiges indenfordette I perioden efter 1977 er der jo, som PVH også påpeger i kap. 2, tale om en fortsat lønudjævning, når den store gruppe offentligt ansatte drages ind. Da der næppe er tvivl om, at gennemsnitslønnen for offentligt ansatte ligger over gennemsnittet på DA's manuelle område, kan man - lidt provokerende - vende konklusionen om og sige, at lønudjævningen i bredere forstand fortsætter under indkomstpolitikken. Der findes dog en enkelt gruppe, nemlig DA's manuelle område, hvor den ophører, men hvor meget grund er der til at lægge stor vægt på det, eftersom der stort set er etableretligeløn grupperne faglærte, ufaglærteog arbejdere? De små forskelle,som består, kan begrundes i forskellig uddannelseslængde og i en endnu ikke uddød diskriminatorisk holdning.

Resten af kapitel 3 beskriver udviklingen i relativ beskæftigelse, relativ ledighed og relativ Det leder frem til kap. 4, som omhandler et specielt aspekt af dette, nemlig forholdet mellem udviklingen i relativ kvindeløn relativ kvindebeskæftigelse i industrien årene 1966-79. Valget af industrien er styret af datahensyn. Formålet er at afprøve det, som kaldes »markedsmodellen«, dvs. et udsagn om, at den relative ledighed og/eller beskæftigelse bevæger sig modsat de relative lønninger. Fra kap. 3 ved vi, at den relative kvindeledighed bevæger sig samme vej som den relative kvindeløn. I kap. 4 ønsker PVH at undersøge, om dette ændrer sig, når man i stedet for relativ ledighed anvender relativ beskæftigelse. For hele økonomien er der ikke tvivl om, at den relative kvindebeskæftigelse, den relative kvindeløn har bevæget i samme retning. For industrien afprøves sammenhængen i en regressionsanalyse den relative kvindebeskæftigelse afhængig variabel og ændringer i samlet beskæftigelse og ændringer i relativ kvindeløn som forklarende variabel. For å- rene 1966-79 er det helt dominerende resultat brancheniveau en signifikant positiv koefficient til beskæftigelsesændringer og insignifikante til ændringer i den relative løn. På dette grundlag konkluderer PVH, at kvindebeskæftigelsen er mere konjunkturfølsom, at der ikke foreligger effekter fra den relative lønudvikling.

Betyder det nu, at markedsmodellen kan afvises totalt og erstattes af en institutionel forklaring? Ser vi først på industrien, bemærkerman, en længere periode end PVH's inddrages, at kvindeandelen er ekstremtstabil. hele perioden 1953-80 svinger kvindeandelen mellem 27 og 31%. A priori er man advaret om, at der næppe vil blive

fundet signifikante resultater med almindeligemakro-variable. specielle træk for industrien er snarere, at kvindeandelen er svagt faldende (gns. 1953-59: 29.4%, 1960-73: 29.4%. 1974-80: 27.9%), mens den har været stærkt stigende i resten af økonomien. Netop når udviklingen i resten af økonomien inddrages,bliver sværere at vurdere, hvad markedsmodellen siger om forholdet mellem udviklingen i relativ løn og relativ beskæftigelse.En der lød, at der i store dele af perioden var tale om en hurtigere stigning i efterspørgselen efter kvindelig arbejdskraft end i udbuddet, ville netop føre til det observerede: en samtidig stigning i den relativekvindebeskæftigelse -løn. En anden faktor, som PVH ikke nævner explicit er diskrimination. Hvis aftagende kønsdiskriminationhar at de relative lønningerhar langt fra de relative produktiviteteri af perioden (medio 1950'erne), og at de senere har nærmet sig hinanden, er der også her et bidrag til en forklaring på udviklingen.

Den afsluttende fortolkning hos PVH, som er en kønsspecifik job-segmentering inden for de enkelte fag og brancher som alternativ til substitution, bør måske nuanceres lys af, dels at industrien - specielt i Danmark - langt fra er hele arbejdsmarkedet, af at substitution er et langt bredere begreb end erstatning af mænd med kvinder og omvendt på den enkelte arbejdsplads.

Sammenfattende er bogen et interessant
og nyttigt bidrag til den løbende arbejdsmarkedspolitiske

Nationaløkonomisk Institut, Handelshøjskolen i

Århus