Resumé

summary: The article describes the international cooperation concerning multilateral measurement in real value of Gross National Product per capita. Special emphasis is made on the work carried out by the European Community's Statistical Office, EUROSTAT. It points out that the traditional comparisons where the official exchange rate in US-dollar is used as basis for the conversion does not give a right picture and the results are often misleading, especially if comparisons between countries are made concerning differences in absolute levels. Even where the traditional method for comparison is used to number the countries consecutively by level of living standard or rate of growth, misunderstanding can arise, especially if comparisons are made between countries at extreme differences in economic development.

1. Indledning

Realøkonomiske sammenligninger mellem forskellige lande er oftest foretaget efter de forhåndenværende søms princip, og det søm, der i almindelighed er blevet benyttet, er US $. Forstået på den måde, at nationalproduktet pr. indbygger i de forskellige lande er omregnet til US $ efter den gældende vekselkurs, hvorefter de fremkomne tal så sammenlignes. Forskellen mellem de således beregnede gennemsnitlige i US $ pr. indbygger tages så som udtryk for forskelle i det gennemsnitlige leveniveau i de pågældende lande, i mange tilfælde uden nogen reservation over for resultatets kvalitet.

Det er imidlertid en kendt sag. at sådanne sammenligninger i bedste fald er mangelfulde og uegnede til belysning af niveauforskelle i levestandarden i forskellige lande. På den anden side er det forståeligt, at fremgangsmåden er benyttet, fordi andet grundlag ikke har været for hånden. Med periodevise svingende valutakurser, der kun undtagelsesvis kan opfattes som nogenlunde tilnærmede udtryk for de realøkonomiske sammenhænge, må problemet betragtes som generelt og vedvarende. Der har derfor i lang tid været behov for at

tilvejebringe et grundlag, der kunne gøre det muligt at foretage mere virkelighedsnærerealøkonomiske

Verdensbanken og FN's Statistical Commission har ligesom EFs statistiske kontor vist spørgsmålet betydelig interesse, og i øvrigt flere gange påpeget, at resultaterne af slaviske omregninger ud fra vekselkurserne er uholdbare, for ikke at sige vildledende. Det gælder ved opstilling af landene i rækkefølge efter velstandsniveau, men i endnu højere grad, såfremt beregningerne anvendes til at belyse niveauforskelle i absolut velstandsniveau. Selv ved belysning af landenes placering efter vækstrate er der problemer, såfremt der udgås fra direkte vekselkursomregninger, hvis vækstrater fra lande med betragtelige forskelle i udviklingsniveau sammenlignes. Disse problemer er tidligere behandlet i Nationaløkonomisk (se Boserup 1976).

Generelt kan det siges, at vekselkursbaserede sammenligninger selv med relativt stabile vekselkurser oftest fører til en overvurdering af afstanden mellem leveniveauerne »rige« og »fattige« lande. Medens sammenligning af de absolutte levestandardniveauer i forskellige lande således ikke kan forsvares ud fra vekselkursbaserede kan disse dog - i mangel af et bedre grundlag - med held benyttes til belysning af forskelle i vækstraterne i forskellige lande vurderet over flerårige perioder (se Laursen og Paldam, 1982).

Med uro på valutamarkederne bliver en direkte anvendelse af vekselkurserne endnu mere problematisk. Eksempelvis kan nævnes, at USA, der normalt betragtes som verdens rigeste land med hensyn til gennemsnitlig levestandard, pludselig i slutningen af 1970-erne ændrede plads på ranglisten, distanceret af flere lande, kun fordi dollaren stod svagt i den periode, medens den stærkere $ i 1981 og 1982 igen vil bringe USA langt foran alle andre lande, når direkte vekselkurs-omregning anvendes, uden at dette er udtryk for væsentlige ændringer i de reale forskelle i levevilkår landene imellem.

Problemet er imidlertid kompliceret såvel praktisk som teoretisk, specielt såfremt sammenligninger skal kunne foretages mellem mere end to lande. I praksis er det vanskeligt at tilvejebringe et tilfredsstillende sammenligneligt statistisk materiale om priser, forbrug og produktion dækkende de implicerede lande. Hertil kommer problemer ved at sammenligne lande med forskellige økonomiske systemer - øst/vest - eller lande med ekstreme forskelle i økonomisk struktur, leveniveau, klima, traditioner, opfattelse af livskvalitet etc. Herudover er der betydelige vanskeligheder ved bl.a. sammenvejningen af de forskellige variable, ved at benytte nationalregnskabstal fra ikke harmoniserede nationalregnskabssystemer.

Selv med det bedst mulige grundlæggende talmateriale vil resultaterne kun

denne fase deltog 10 lande.¹ Resultatet af dette indledende arbejde publiceredes i 1975. Anden fase indledtes allerede inden første fase var afsluttet og omfattede yderligere 6 lande.² For anden fase var referenceårene 1970 og 1973. Resultaterne, der fortsat hovedsagelig omfattede mere principielle spørgsmål, publiceredes i 1978 (se Kravis, 1975).

Fase tre omfatter i alt 30 lande med 1975 som referenceår, og fjerde fase, der skulle inddrage yderligere henved 40 lande, har 1980 som referenceår. Der er imidlertid fortsat betydelige vanskeligheder såvel ressourcemæssigt som andre, der har forsinket færdiggørelsen af fase tre på verdensplan, og den fulde iværksættelse af fase fire blev i forsommeren 1981 udskudt. De her omhandlede projekter går under betegnelsen International Comparison Project (ICP) og har gennem de senere år været et ret centralt punkt på FN's Statistical Commission's dagsorden. Baggrunden for Hills report fra 1982 udarbejdet efter ønske fra UNSO og Eurostat var netop at nå frem til en nærmere afklaring af problemerne ved sammenligninger verdensplan, sådan som nævnt ovenfor.

For fase tre med referenceår 1975 har Eurostat som nævnt afsluttet og offentliggjort resultaterne såvel for 1975 som for de efterfølgende år, medens FN's statistiske kontor endnu ikke har afsluttet overvejelserne vedrørende beregningerne de lande i øvrigt, der indgår i denne fase. En manual for behandlingen af de foreliggende resultater og for projekterne som helhed er under udarbejdelse i FN's statistiske kontor. Den ventes at blive taget op til drøftelse med de mest interesserede parter, ECE, Eurostat, World Bank og enkelte lande, og derefter offentliggjort. Et væsentligt problem er at nå frem til en metode, der selv ved sammenligninger mellem et stort antal lande sikrer, at de beregnede købekraftspariteter til resultater, der er såvel transitive som additive.

I samarbejdet mellem FN's statistiske kontor og Eurostat påtog Eurostat sig at gennemføre fjerde fase af ICP i de fransktalende afrikanske lande inden for ACP landegruppen, der ønskede at deltage, medens FN's statistiske kontor påtog sig at gennemføre fjerde fase af projektet i de engelsktalende ACP-lande. Fjerde fase er imidlertid som nævnt udskudt for så vidt angår de engelsktalende lande, indtil der er opnået nærmere klarhed om erfaringerne fra fase tre på verdensplan. For de deltagende fransktalende ACP lande søges projektets fjerde fase videreført.

I tilknytning til de nævnte mere generelle projekter er der gennemført forskellige
bilaterale arrangementer. Frankrig og Polen har således i en årrække samarbejdet

---

1. Colombia, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Ungarn, Indien, Italien. Japan Kenya, United Kingdom og USA.

2. Belgien, Iran, Malaysia. Holland. Filippinerne og Sydkorea.

kunne anvendes med varsomhed og med skyldig hensyntagen til formålet. De sidste 20-30 års erfaringer på området har imidlertid vist at det er muligt at komme op på et væsentligt højere kvalitetsniveau med hensyn til realøkonomiske sammenligninger, end ved at anvende vekselkurserne slavisk.

2. Projektudviklingen

Overvejelser om den bedst egnede metode for realøkonomiske sammenligninger mellem EFs medlemslande indledtes allerede i 1960-erne af EFs statistiske kontor (Eurostat), delvis på grundlag af studier og undersøgelser udført tidligere under OECD's auspicier i 1950-erne. FN's statistiske kontor (UNSO) tog ligeledes spørgsmålet op, og i 1970-erne indledtes et nært samarbejde mellem UNSO og Eurostat på dette område.

I tilknytning hertil indledte Eurostat i slutningen af 1960-erne og i begyndelsen af 1970-erne pilotundersøgelser i nært samarbejde med medlemslandene, og en række metodologiske og praktiske problemer biev behandlet. Resultaterne heraf publiceredes i 1975 (se Eurostat 1978a). Som et led i disse indledende undersøgelser planlagdes en mere omfattende prisundersøgelse dækkende alle de daværende 9 medlemslande. Denne prisundersøgelse, der gennemførtes med 1975 som referenceår, derpå som grundlag for den første større realøkonomiske sammenligning en flerhed af lande, her omfattende de 9 EF-medlemslande. Prisoplysningerne er siden ført ajour år for år, hovedsageligt ud fra foreliggende prismateriale og prisindeks i de enkelte lande, og resultaterne af de beregnede realøkonomiske sammenligninger inden for aggregater af bruttonationalproduktet Dffentliggjordes for årene 1975-77 første gang i 1978 (se Eurostat 1978b). Offentliggørelsen i Eurostats årlige publikation, National Accounts ESA-Aggregates. For året 1979 offentliggjordes resultaterne således i februar 1981 (se Eurostat, 1981) Dg for året 1980 i juli 1982 (se Eurostat, 1982).

I de seneste år er samarbejdet på dette område blevet yderligere intensiveret, idet )gså Conference of European Statisticians under ECE i Geneve har udfoldet en ;tærkt stigende aktivitet. Yderligere studier er realiseret i et samarbejde mellem £CE Geneve, UNSO New York og Eurostat (se Hill, 1982), specielt vedrørende de :omplicerede problemer, der knytter sig til spørgsmålet om sammenligninger nellem flere og flere vidt forskellige lande.

Publiceringen af resultaterne for EFs medlemslande har øget interessen for
>rojekter, der dækker flere lande. I verdensmålestok har arbejdsprogrammet været
»pdelt i flere faser, hvoraf første fase lanceret af FN's statistiske kontor og Eurostat

fællesskab indledtes i 1968, hovedsagelig koncentreret om metodespørgsmål. I

om realøkonomiske sammenligninger mellem disse to lande med 1977 som referenceår, og noget tilsvarende gælder for Østrig og Ungarn. Østrig indtager i øvrigt en central position i så henseende, idet Østrig udover det specielle samarbejde med Ungarn, benyttes som referenceland i de af ECE i Geneve styrede projekter vedrørende regionale sammenligninger omfattende lande i ECE regionen.

3. Realøkonomiske sammenligninger udarbejdet i EF's statistiske kontor

3.1 Metodespørgsmål

Udgangspunktet for realøkonomiske sammenligninger mellem forskellige lande kan naturligt og mest praktisk tages i bruttonationalproduktet pr. indbygger. Ved sammenligninger mellem lande, der benytter samme harmoniserede nationalregnskabssystem dette at være fuldt forsvarligt, såfremt omhandlede lande befinder på udviklings- og velstandsniveauer, der ikke er ekstremt forskellige. Ved de af Eurostat foretagne sammenligninger mellem medlemslandene er det forudsat, dette grundlag er anvendeligt, og de velkendte mangler ved nationalregnskabsopgørelserne hensyn til i tilstrækkelig grad at afspejle levevilkår- og velstandsudvikling vil ikke blive behandlet her.

Sammenligninger kan selvsagt foretages med andet udgangspunkt og med et mere snævert sigte. Det gælder eksempelvis udregninger, der går ud på at opgøre, hvor mange minutter eller timer en industriarbejder eller andre må arbejde for at tjene til et kg sukker, et kg kartofler, et sæt tøj, en bil, en måneds husleje el. lign. Sådanne sammenligninger er selvsagt illustrerende og lette at forstå, men som generelt sammenligningsgrundlag er de helt utilstrækkelige og oftest misvisende, fordi der også ved sådanne simple sammenligninger er vanskeligheder ved at finde ensartede udtryk, når der benyttes andet grundlag end sukker, smør el. lign. standardvarer. Hertil kommer, at skatte- og afgiftssystemernes forskelligheder og forskelle i de sociale ydelsesformer m.m. slet ikke kommer til at indgå i sammenligningerne.

Formålet med bestræbelserne på at nå frem til bedre realøkonomiske sammenligninger, da også været, at gøre sådanne sammenligninger så dækkende som muligt, og netop derfor er udgangspunkt taget i bruttonationalproduktet. Der er her søgt frem til indikatorer inden for hver af følgende poster i bruttonationalproduktopgørelsen.

Husholdningernes konsum

+ Privat ikke udbyttegivende institutioners konsum
+ Kollektivt konsum

+ Faste bruttoinvesteringer
+ Lagerændringer

= Den endelige indenlandske anvendelse

+ Saldoen af eksport og import af varer og tjenester
= Bruttonationalproduktet.

De beregnede del-indikatorer er derefter sammenregnet til en fælles indikator eller købekraftsparitet dækkende det samlede bruttonationalprodukt. Disse indikatorer pariteter er beregnet på grundlag af relative priser på forskellige varer eller ydelser, og de grundlæggende priser er fremkommet som resultat af særlige prisundersøgelser. Da disse priser udtrykt i de respektive nationale møntenheder ikke kan sammenlignes direkte, og da forbrugssammensætning og sociale strukturer forskellige fra land til land, er problemet at nå frem til udtryk, der gør det muligt at komme fra det gennemsnitlige bruttonationalprodukt pr. indbygger udtrykt i nationale møntenheder, til en for hvert land beregnet købekraftsenhed, som kan benyttes i stedet for valutakurser ved omregning til sammenlignelige størrelser.

Fremgangsmåder skal her kort skitseres, idet der i øvrigt henvises til Eurostat
1978a og 1980.

3.2 Prisgrundlaget

Første led er som nævnt at tilvejebringe et grundlag af sammenlignelige prisundersøgelser,
dækker varer og ydelser, som indgår i de omhandlede landes
almindelige omsætning m.v.

Ved den omfattende prisundersøgelse i 1975 blev i medlemslandene indsamlet oplysninger om detailpriser på omkring 700 sammenlignelige varer og ydelser, der indgår i husholdningernes forbrug. Grundlaget for udvælgelsen af de ca. 700 varer og ydelser er Fællesskabets nomenklatur over klassificeringen af varer og ydelser, som benyttes i fællesskabslandenes statistik over husholdningernes forbrug. Som eksempel på nomenklaturens opbygning kan nævnes:

I Fødevarer, drikkevarer og tobak
II Fødevarer

111 Mel. gryn, brød og kager
1111 Ris

11111 Langkornet ris

Opdelingerne på 1., 2. og 3. ciffer svarer til klassificeringen i SNA og ESA, mens
opdelingerne på 4. og 5. ciffer definerer klassificeringer i fællesskabslandenes
nomenklatur, der anvendes i landenes forbrugsundersøgelser.

I den sammenlignende prisundersøgelse i 1975 dannede varegrupperne på scifret
udgangspunkt for udvælgelsen af repræsentative og identiske varer,
der kunne prissættes i de enkelte medlemslande.

Ved udvælgelsen blev der primært lagt vægt på, at de udvalgte varer skulle være identiske med hensyn til art og kvalitet. Samtidig tilstræbtes det, at udvalgsvarerne var så repræsentative som muligt for forbruget i de enkelte lande. Udvalgte varer, for hvilke der fandtes priser i samtlige lande, betegnes som multilaterale varer. Kun omkring 40 pct. af varerne var af denne type ved prisundersøgelsen i 1975, mens omkring 60 pct. af udvalgsvarerne var af den binære type, hvor der ikke fandtes priser i alle lande. Netop ved denne kombination af multilaterale og binære varer var det muligt at tilgodese begge de i og for sig modstridende hensyn om identitet med hensyn til art og kvalitet, henholdsvis repræsentativitet i de enkelte lande.

For hvert produkt konstateredes prisrelationen mellem landene. F.eks. hvis en enhed af et givet produkt koster 2 DM i Tyskland, og 4 Franc i Frankrig, og 600 Lire i Italien, tages dette som udtryk for, at der for dette produkt består en relation, hvor 2 DM svarer til 4 franske franc og 600 italienske lire. Sådanne relative priser benyttes i de enkelte bruttonationalproduktposter til at nå frem til vejede gennemsnit for prisrelationerne.

Den omstændighed, at det er særdeles vanskeligt at finde frem til udvalgte varer og ydelser, der med hensyn til art og kvalitet samtidigt skal kunne prissættes i flere lande, rejser en række problemer i forbindelse med beregningen af købekraftspariteter landene. Eurostat har derfor valgt at beregne de basale pariteter som bilaterale pariteter mellem samtlige landepar. Dette sæt af bilaterale pariteter omformes til multilaterale pariteter gennem beregning af et geometrisk gennemsnit samtlige de bilaterale pariteter, der kan beregnes mellem samtlige landepar.

På grundlag af den således beregnede relative fordeling af de enkelte vareposter blev der opstillet sæt af relative priser i de enkelte lande, og herefter relationer mellem de implicerede lande. Herudfra nåedes frem til en »kurv«, der kunne benyttes som et fælles gennemsnit for alle implicerede lande. Beløbene i denne gennemsnitlige vægtfordeling kan i og for sig udtrykkes i en tilfældig valgt enhed eller valuta. I Eurostats beregninger er benyttet regningsenheden ECU (European Currency Unit), forstået som regningsenhed og ikke som valuta.

Ud over den sammenlignende prisundersøgelse vedrørende husholdningernes
forbrug blev der i 1975 indsamlet ca. 100 prisoplysninger i det kollektive forbrug

og ca. 200 prisoplysninger vedrørende faste bruttoinvesteringen Da der i det kollektive forbrug ikke umiddelbart kan nås frem til markedspriser, er der i stedet benyttet oplysninger om inputpriser på identiske ydelser. For så vidt angår det kollektive forbrug og bruttoinvesteringerne har alle varer og ydelser været af den multilaterale type, for hvilke der har været prisoplysninger i alle lande.

Prisundersøgelsen i 1975 er fulgt op med endnu en omfattende prisundersøgelse
i 1980, idet ajourføringen år for år i de mellemliggende år er sket på grundlag af
foreliggende prisindeks og andre prisoplysninger fra de enkelte lande.

3.3 Pariteterne

På grundlag af de indsamlede priser i medlemslandene beregner Eurostat købekraftspariteter (se Eurostat, 1978a) for hver enkelt varegruppe på 5-cifret niveau. Med henvisning til eksemplet under punkt 3.2 beregnes der således en købekraftsparitet for varegruppen »langkornet ris« ud fra de prisoplysninger, der foreligger for udvalgte varetyper af langkornet ris i de forskellige lande.

De basale købekraftspariteter for de enkelte varegrupper på 5-cifret niveau beregnes for hvert enkelt land i forhold til referencelandets prisniveau. Som »referenceland« benytter Eurostat de 10 EF-lande under ét. »Referencelandets« beregnes som geometriske gennemsnit af priserne i medlemslandene udtrykt i »referencelandets« møntenhed, dvs. regningsenheden ECU (European Currency Unit).

De basale købekraftspariteter sammenvejes til pariteter på aggregeret niveau. Som vægte benyttes oplysninger fra medlemslandene om omsætningens størrelse i de enkelte kategorier i basisåret 1975. Ser vi igen på eksemplet under punkt 3.2 har hvert land på basis af deres nationalregnskabsstatistik givet oplysning om omsætningens størrelse i 1975 på 1-, 2- og 3-cifret niveau. Oplysninger om omsætningens størrelse på 4- og 5-cifret niveau vil oftest være beregnet på grundlag af de mere detaljerede udgiftsopgørelser i medlemslandenes statistik over husholdningernes forbrug.

Købekraftspariteterne er beregnet efter formelsæt, der sikrer at disse på alle niveauer er transitive. Dette er nødvendigt fordi resultaterne skal kunne benyttes til multilaterale sammenligninger. Det indebærer, at land B*s paritet i forhold til land A's paritet beregnet direkte skal være lig med den paritet, der fremkommer ved en indirekte beregning på grundlag af pariteterne for land C i forhold til land A og land B; dette sikrer, at resultaterne ikke påvirkes af, hvilket land der vælges som referenceland ved beregningen af pariteterne. Dette kan udtrykkes ved følgende:

(1)

Den statistiske enhed »en købekraftsenhed« (KKE) er i øvrigt beregnet således,
at købekraftspariteten for »referencelandet« (alle EF-lande under ét) er lig en
regningsenhed.

Da købekraftspariteten for hvert medlemsland udtrykker prisen i national valuta for én vareenhed i købekraftsenheder, kan alle beløb i de nationale valutaer på en entydig vis omregnes til beløb i købekraftsenheder. Ved omregningen af beløb i national • valuta til beløb i købekraftsenheder benyttes den generelle købekraftsparitet, der er beregnet ved aggregering over alle varegrupper til bruttonationalproduktet.

Omregningen af beløb i national valuta til beløb i købekraftsenheder sker i alle tilfælde ved anvendelse af den generelle købekraftsparitet, herunder også for nationalregnskabets underposter, uanset at der for de enkelte underposter vil være købekraftspariteter, der afviger fra den generelle paritet. Ved at anvende den generelle købekraftsparitet sikres, at aggregerede beløb i købekraftsenheder er lig summen af underposterne i købekraftsenheder, idet resultaterne ud over, at de som nævnt må være transitive, selvsagt også må være additive.

I 1975 var Fællesskabets BNP lig med 1.105 milliarder ECU. Den talmæssige enhed er valgt i overensstemmelse med den mængde varer og tjenester som dette BNP er udtryk for. Med Fællesskabets samlede indbyggertal i 1975 på 258,4 millioner, udgør enheden 4.276 ECU, svarende til EF-landenes gennemsnitlige BNP pr. indbygger i 1975. Denne statistiske enhed kan anvendes til sammenligninger faktiske værdier mellem Fællesskabets lande og til beregning af EUR 9aggregater. sproglige grunde kaldes denne statistiske enhed for »Købekraftsenhed«

Beløb i ECU fremkommer ved omregning til de på valutamarkedet gældende kurser udtrykt i national valuta, medens beløb i købekraftsenheder fremkommer ved omregning af de samme beløb udtrykt i national valuta på grundlag af de »købekraftspariteter«, der beregnes af Eurostat.

Den købekraftsparitet, der gælder ved omregning fra hver enkelt national valuta til købekraftsenheden, udtrykker det antal enheder i national valuta, der skal til for på tidspunktet »r« i de enkelte medlemslande i Fællesskabet at kunne købe samme mængde varer og tjenester, som kan købes med én købekraftsenhed i Fællesskabet.

Det understreges, at købekraftsenheden kun er tænkt som et middel til at
udtrykke nationale værdier i en fælles enhed, som kan anvendes til at foretage en

nogenlunde pålidelig sammenligning mellem de økonomiske strømme i de forskelligemedlemslande Det europæiske Fællesskab. Købekraftsenheden er ikke og prætenderer heller ikke at være en europæisk regningsenhed med politisk eller monetær betydning.

4. Resultaterne

For EFs medlemslande har Eurostat offentliggjort resultater for hvert af årene 1975-80, for 1980 således i juli 1982. Tallene for 1980 omfatter foruden de i 1980 nævnte 9 medlemslande også Grækenland, der blev medlem fra 1. januar 1981. Endvidere er medtaget Portugal og Spanien, der i de senere år i stigende grad har deltaget i det statistiske samarbejde inden for EF. Herudover er der som resultat af samarbejdet med FN's statistiske kontor i New York medtaget sammenligning med USA og Japan.

pet. af det samlede BNP for alle 10 medlemslande, men 2,4 pct. målt efter en omregning på grundlag af EClTen, dvs. efter vekselkurser, jfr. tabel 2. Tilsvarende er Grækenlands andel 2,0 pct. målt efter reale termer, men kun 1,4 pct. målt efter vekselkurserne, eller henved 1/3 mindre. Benyttes reale termer til måling af levestandard, er forskellen mellem såkaldt rige og fattige lande således væsentligt mindre, end ved omregninger efter vekselkurser.

Det gælder for EF-regionen, men synes mere udtalt ved sammenligninger, der skal dække lande med vidt forskellige strukturer, leveforhold, klima, traditioner m.m. Selve prisgrundlaget har da også vist sig særdeles vanskeligt og problematisk at tilvejebringe på det mere globale plan, men dog nok muligt inden for regioner, hvor forskellene mellem landene ikke er extreme. Det stop der i øjeblikket præger de videregående projekter på dette område i de mindre udviklede lande, er da heller ikke udelukkende begrundet i den almindelige økonomiske stramning, men også udtryk for, at erfaringen indtil nu maner til overvejelse om, hvordan sådanne sammenligninger kan udstrækkes til også at dække lande udenfor kredsen af mere industrialiserede lande, i hvert fald når der stiles mod en altomfattende global sammenligning. Mere fremkommeligt vil det formentlig være at gennemføre regionalt begrænsede projekter, og derefter søge frem til metoder til sammenligning regioner.

Det er forståeligt, at statistikere fra udviklingslande udtrykker betænkelighed ved sammenligninger, gennemført i udviklingslandene efter det mønster, der er benyttet i de mere udviklede lande, da det statistiske grundlag i udviklingslandene er svagt. På trods af de betænkeligheder, der må knyttes til de gennemførte realøkonomiske sammenligninger, kan der næppe rejses berettiget tvivl om, at det arbejde, der er udført for at sikre disse sammenligninger mellem først og fremmest EF's medlemslande, er et kvalificeret arbejde, der giver langt mere betryggende sammenligninger end dem, der baseres på vekselkurser.

Der er behov for en vejledning til brug i de forskellige internationale organer, når der skal foretages prioritering, opstilling af fordelingsnormer eller lignende. Til dette brug er det nødvendigt med et anvendeligt statistisk redskab. Ingen kan sige, at det foreliggende er en fuldstændig og endegyldig sandhed, men dog nok det bedst mulige, med den viden og de muligheder, der er til rådighed.

Verdensbanken har da også ydet betydelige bidrag til de igangværende projekter, fordi banken selv klart føler det utilfredsstillende ved sammenligninger baseret på $-kurserne. Verdensbanken er imidlertid i mangel af bedre fortsat med at udsende oversigter over landenes rangfølge efter levestandard målt ved omregning grundlag af S-kurserne, men har dog ved offentliggørelsen for 1979

For de 10 fællesskabslande er resultaterne af 1975 og 1980 beregningerne vist i abel 1. Som det ses er landenes rækkefølge ikke meget afhængig af om der benyttes vekselkurser eller købekraftpariteter. Ud af de 10 lande er der kun to, der »kifter plads, når der sammenlignes for året 1975, medens der for 1980 dog er 5 ændringer. Der er imidlertid kun tale om flytninger en plads op eller ned, bortset fra Luxembourg, der efter den realøkonomiske sammenligning er på førstepladsen i 1980, men nr. 3, når vekselkurser benyttes.

Helt anderledes er resultatet, når der ses på niveauforskellene mellem landene. Det er her værdien af sammenligningerne ligger, idet der herigennem fås et udtryk for de realøkonomiske forskelle landene imellem. Her afslører beregningerne meget betydelige forskelle i de to beregningsmetoder. Efter vekselkursomregningen skulle bruttonationalproduktet pr. indbygger være mere end tre gange større i Vesttyskland end i Grækenland, medens forskellen indsnævres til kun dobbelt så stor, såfremt købekraftsparitetssammenligningen benyttes. Eller sagt på en anden måde udgør bruttonationalproduktet pr. indbygger i reale termer i Danmark 2,1

modificeret beregningen derhen, at der er benyttet et sammenvejet 3 års gennemsnitaf
officielle $-kurs (se World Bank, 1981).

Til yderligere belysning af den vilkårlighed, der præger omregningen efter
vekselkurserne, er anført tabel 3, som for USA og Japan viser udviklingen i årene
1975-80, når sammenligning foretages med EU-10 gennemsnittet = 100.

Benyttes vekselkursberegningen til belysning af udviklingen fås en række betydelige udsving, der kun kan forklares ved kursudsving, medens beregningen på grundlag af købekraftspariteten giver en talrække, der formentlig er langt bedre i overensstemmelse med virkeligheden.

5. Refleksioner

Som praktisk statistiker kan det være nærliggende at spørge, hvilken grad af præcision, der må kræves, før det er forsvarligt at lægge navn til offentliggørelse af statistiske resultater. For mig at se er de realøkonomiske sammenligninger mellem lande et grænseområde, dels fordi det rent praktisk er vanskeligt at få tilvejebragt et tilstrækkeligt håndfast grundmateriale, dels er hele det teoretiske apparat bagved beregningerne temmelig vanskeligt at gennemskue. Der har imidlertid nu gennem mere end 20 år været et værdifuldt samvirke mellem praktikere og teoretikere i bestræbelserne på at nå frem til løsninger, der kan siges at være forsvarlige. Men på dette som på andre områder er det nødvendigt at bevare en levende kritisk sans, idet et endegyldigt, entydigt statistisk udtryk næppe kan nås. Det kan selvfølgelig virke ret så opportunistisk at forsvare disse aktiviteter ud fra den betragtning, at de slaviske omregninger på grundlag af en enkelt eller nogle få

vekselkurser i hvert fald er ringere og oftest direkte vildledende. Alligevel forekommer de gjorte anstrengelser at være værdifulde såvel ud fra et rent praktisk synspunkt, men også ud fra en forhåbning om, at vi må blive i stand til at gøre det endnu bedre.

Et andet spørgsmål er, hvad kan det bruges til. Det er allerede nævnt, at sådanne sammenligninger kan give nogen supplerende vejledning for politikerne og andre, der på forskellige områder skal træffe beslutninger om fordeling af internationale ressourcer, hjælpeprogrammer, indskud i internationale fonde etc. Det synes imidlertid også vigtigt at gøre det klart, at de foreliggende resultater må benyttes med forsigtighed, og at de f.eks. ikke kan benyttes til direkte budgetlægning.

Litteratur

Boserup, Mogens. 1976. Nationaløkonomisk
Tidsskrift, bind 14, nr. 2.

Eurostat. 1978a. Comparison in real value of
the aggregates of ESA 1975.

Eurostat. 1978b. National Accounts. ESA Aggregates

Eurostat. 1980. National Accounts. ESA Aggregates

Eurostat. 1981. National Accounts. ESA Aggregates

Eurostat. 1982. National Accounts. ESA Aggregates

Hill, T. Peter. 1978. The use of purchasing
power parities in national accounts. Eurostat
Special Number.

Hill, T. Peter. 1982. Multilateral Measurements
of Purchasing Power and Real GDP. Eurostat.

Kravis, Irving 8., m.fl. 1975. A System of
International Comparisons of Gross Product
and Purchasing Power. Baltimore.

Kravis, Irving 8.. m.fl. 1978. Aggregation

Kravis, Irving 8., m.fl. 1982. World Product
and Income. International Comparisons of
Real Gross Product. Baltimore.

Laursen, Karsten og Martin Paldam. 1982. The Dynamics of the World's Income Distribution 1955-2000. Economic Essays in Honour of Jørgen Gelting, pp. 135-46.

Picard, H. 1978. Comparisons des prix et Parités de Pouvoir d'Achat Problemes techniques et pratiques. Eurostat News, Special Number.

Summers, Robert, Irving B. Kravis and Alan Heston. 1980. International Comparisons of Real Product and its Compositions 1950-77. Review of Income and Wealth, No. 1, March 1980.

UN Statistical Commission. 1979. Doc. E/
CN. 3/513 of 13 June 1978.

World Bank Atlas 1981.