I denne artikel vil der blive givet en beskrivelse og analyse af den europæiske befolkningsudvikling 1960. Gennem de to sidste tiår er der foregået stærke ændringer i de demografiske faktorer i Europa (Council of Europe, 1983). Disse ændringer har haft — og vil få væsentlig indflydelse på den økonomiske og sociale situation. Der vil derfor også lagt vægt på at fremdrage de demografiske konsekvenser, som efterhånden vil markere sig i de kommende tiår. På grund af ændrede abortlove og gennemførelsen af ret omfattende familiepolitiske foranstaltninger har befolkningsudviklingen i de østeuropæiske været noget anderledes end i det øvrige Europa, hvorfor disse lande ikke vil blive omtalt.

Resumé

summary: The demographic situation in Europe has changed radically during the last two decades. Although the mortality level has followed the previous trend with a steady rise in the average expectation of life at birth, dramatic changes have occurred in other demographic variables such as fertility, reproduction, marriages and divorces. The changes may be considered as a symptom of a very profound social and cultural change in Europe. The new demographic situation has far reaching social and economic implications.

De demografiske faktorer

Som det fremgår af tabel 1 varierede det gennemsnitlige antal levendefødte børn pr. kvinde i 1965 stort set mellem 2Vi og 3. Kun Irland og Island udviste et væsentligt højere børnetal. Stigningen i fertilitetsniveauet fra 1960 til 1965 hang sammen med en fremrykning fødslerne, idet gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder faldt i samme (tabel 2).

Grundlaget for den europæiske fertilitetssituation i begyndelsen af 1960'erne blev i virkeligheden skabt med familieplanlægningens gennembrud i slutningen af det 19. rhundrede(Westoff, Resultatet heraf blev stort set en halvering af fertilitetsniveaueti lande inden udbruddet af den anden verdenskrig (den historiske fertilitetsnedgang).Realisationen denne fertilitetsnedgang må ses som en reaktion på de ndredeøkonomiske sociale levevilkår, der fremkom i forbindelse med industrialiserings- og urbaniseringsprocessen i Europa. Ændringerne medførte, at i

mange familier fik faderen sin arbejdsplads uden for hjemmet. Det betød, at børnene ikke så let som tidligere kunne deltage i arbejdsprocessen og dermed yde et økonomisk bidrag til familiens indtjening. Hertil kom, at man i sidste halvdel af det 19. århundrede gennemførte en række love, som forbød eller begrænsede anvendelsen af børn som arbejdskrafti Udvidelsen af befolkningens uddannelse betød, at der gik længeretid, børnene kunne forsørge sig selv. Også den stigende betydning af et højt uddannelsesniveaumåtte børnebegrænsning for bedre at kunne give de færre børn en tilstrækkelig uddannelse. Med udbygningen af alderdomsforsorgen svandt efterhåndenmotivet at sikre sig så mange børn, at disse kunne forsørge forældrene i alderdommen.Endelig nævnes det stærke fald i børnedødeligheden, som medførte, at et færre antal levendefødte var nødvendigt for at opnå en given familiestørrelse.

Før påbegyndelsen af den historiske fertilitetsnedgang blev bevidst fertilitetskontrol
stort set ikke praktiseret i Europa. Den historiske fertilitetsnedgang indebar derfor også,
at et nyt adfærdsområde blev gjort til genstand for menneskelig kontrol.

Efter 1965 er der imidlertid indtrådt et nyt fertilitetsfald, som har gjort sig gældende i alle europæiske lande uden for Østeuropa (Calot og Blayo, 1982). Nedgangen i løbet af perioden fra 1965 til 1981 har været meget betydelig for de fleste landes vedkommende i både Nordeuropa, Vesteuropa og Sydeuropa. I næsten samtlige lande har faldet udgjort over 30 pct., og i Danmark, Norge, Holland, Schweiz, Vesttyskland og Italien er det gennemsnitlige børnetal faldet med mere end 40 procent i løbet af kun 15 år. Kun for Irlands Grækenlands vedkommende er reduktionen på 20 pct. eller derunder. I dag er det gennemsnitlige antal levendefødte pr. kvinde mindre end to i samtlige lande, bortset fra Irland og Island i Nordeuropa og Grækenland, Malta og Portugal i Sydeuropa.

Den europæiske fertilitetsnedgang efter midten af 1960'erne er i særlig grad blevet realiseret gennem en reduktion af antallet af levendefødte med højere fødselsnummer. I begyndelsen af 1960'erne udgjorde andelen af levendefødte med fødselsnummer tre og derover mere end 30 pct. af samtlige levendefødte i de fleste lande. I lande med et højt fertilitetsniveau — som f.eks. Irland og Portugal — var procenten omkring 50. I dag er denne andel kun omkring 20 pct. i den altovervejende del af landene.

Udsættelsen af tidspunktet for den første fødsel er et andet markant træk i ændringen af fertilitetsmønsteret (tabel 2). Ser vi bort fra Irland og Island, har landene i Nordeuropaoplevet stigning i den gennemsnitlige alder for førstegangsfødende kvinder på mellem 1 og 2 år, således at denne alder nu er nået op på 25 til 26 år. En udsættelse af samme størrelsesorden finder vi i de lande i Vesteuropa, for hvilke der foreligger statistiskeoplysninger. Sydeuropa kan der kun spores en svag stigning i Italien. Der er således

kun sket en fremrykning af fødslerne i de lande som havde et højt fertilitetsniveau i 1965 (Irland, Island og Portugal), eller som kun har oplevet et svagt fald (Grækenland). Stigningen i den gennemsnitlige alder for førstegangsfødende kvinder betegner et klart brud med udviklingen under den historiske fertilitetsnedgang, som var karakteriseret af et meget betydeligt fald i denne alder.

Andelen af børn født udenfor ægteskab varierer meget betydeligt mellem de europæiske (tabel 3). Medens andelen i 1960 i enkelte lande udgjorde mindre end 2 pct., var den så høj som 25 pct. på Island. Men uanset de store niveauforskelle har så godt som alle lande oplevet en uafbrudt stigning i denne andel gennem de sidste 20 år. Stigningen særligt gjort sig gældende i Nordeuropa, hvor andelen — bortset fra Irland — idag varierer fra 13 pct. i Finland til 41 pct. i Sverige og på Island.

Den forøgede andel af levendefødte udenfor ægteskab skal ses i sammenhæng med de stærke ændringer, som er foregået i samme periode m.h.t. legal ægteskabsindgåelse og opløsning (tabel 4 og 5). Efter at en række lande oplevede en stigning i antallet af viede pr. 1.000 indbyggere i 1960'erne, er der siden da sket et kraftigt fald i så godt som alle

landene — et fald som ofte udgør mellem 20 og 30 pct., samt for nogle lande omkring 40 pct. Særligt i Danmark og Sverige er omfanget af legal ægteskabsindgåelse aftaget stærkt. Samme ensartethed gør sig også gældende m.h.t. udviklingen i legal gteskabsopløsning.I taget samtlige lande er der sket en markant forøgelse af antallet af skilsmisser pr. 1.000 indbyggere. I dag er skilsmisseomfanget højest i Nordeuropa og lavesti Disse tal kan dog ikke tages som et udtryk for en tilsvarende forskel i adfærd, idet tallene for Sydeuropa er påvirket af den vanskeligere adgang til skilsmisse i disse lande.

I denne periode med et faldende omfang af legal ægteskabsindgåelse og øget legal gteskabsopløsning, det legale ægteskab i stigende grad blevet erstattet af samliv uden vielsesattest. Dette fænomens udbredelse er som helhed dårlig belyst, men de tilgængelige viser, at fænomenet findes i så godt som alle europæiske lande, idet udbredelsen særlig udtalt i Danmark og Sverige. Den øgede andel af levendefødte udenfor er også et klart vidnesbyrd om den betydelige forekomst af samliv uden vielsesattest.

I modsætning til de markante ændringer i udviklingstendensen for fødsler, vielser og skilsmisser siden 1960'erne, har udviklingen i dødelighedsniveauet fulgt den hidtidige tendens henimod en stadig højere gennemsnitlig levealder for 0-årige (tabel 6). Omkring 1960 lå middellevetiden for 0-årige mænd mellem 65 og 71 år i alle landene, på nær Portugal middellevetid kun var 61 år. Middellevetiden for kvinder oversteg normalt mændenes med 4 til 5 år, idet den varierede mellem 71 og 76 år — igen bortset fra Portugal, middellevetid for kvinder kun var 66 år. Gennem de sidste 20 år er middellevetiden for både mænd og kvinder. Stigningen har været mest udtalt for kvinderne, hvem forøgelsen udgør ca. 4 år, mod omkring 3 år for mændene. I dag er middellevetiden kvinder i de fleste lande over 75 år, og i nogle få lande som f.eks. Island, Norge, Sverige, Holland og Schweiz er den 79 år og derover.

Spædbørnsdødeligheden — dvs. antallet af døde under ét år i forhold til antallet af levendefødte kan også betragtes som en vigtig indikator m.h.t. sundhedstilstanden i de europæiske lande. I 1960 varierede den mellem 1,5 og godt 4 pct. — bortset fra Portugal, spædbørnsdødeligheden var næsten 8 pct. (tabel 7). I dag er spædbørnsdødeligheden 1 pct. i over halvdelen af landene i Nord- og Vesteuropa, og kun i Grækenland Portugal er den over 1 Vi pct.

De sociale faktorer

Bag udviklingen i de demografiske faktorer siden 1960'erne ligger omfattende sociale
forandringer i de europæiske lande. Den mest betydningsfulde blandt disse er utvivlsomt,at
om lighed mellem kønnene på de økonomiske og sociale områder — som

allerede var fremme i forrige århundrede — i dag er blevet det reelle udgangspunkt for forholdet mellem manden og kvinden. Et af symptomerne herpå har været den kraftige stigning i erhvervsdeltagelsen blandt gifte kvinder i Europa. Endvidere er kvindernes uddannelsesniveauøget Disse forandringer har gjort det hensigtsmæssigt for den europæiske familie at reducere børnetallet, således at antallet af børn ikke bliver så stort, at det kommer i konflikt med de forventninger m.h.t. uddannelse og erhvervsdeltagelse,som næres af begge forældre. Der er således tale om normændringer af fundamentalkarakter. nedgangen begyndte adskillige år før oliekrisen i 1973 og ikke synesat sammenhæng med nedgangskonjunkturens omfang i de enkelte lande, understregerdet

Under den historiske fertilitetsnedgang blev familieplanlægning stort set mødt med fjendtlighed eller passivitet af statsmagten i de europæiske lande, når det gjaldt om at give befolkningen oplysning om og adgang til præventionsmidler. Det bidrog til, at den historiske fertilitetsnedgang i væsentlig grad blev praktiseret ved hjælp af primitive metoder, f.eks. afbrudt samleje, ligesom illegale aborter også er blevet anvendt. Det medførte en del uønskede fødsler og dermed en langsommere fertilitetsreduktion.

I forbindelse med realiseringen af fertilitetsnedgangen siden 1960'erne har der imidlertid anderledes sikre og bekvemme præventionsmidler til rådighed for den europæiske (P-pillen og plasticspiralen). Endvidere er der sket en ændring af holdningen familieplanlægning i de europæiske lande. Det er ikke alene sket i lande, som traditionelt har haft en ret velvillig indstilling til familieplanlægning (Nordeuropa, excl. Irland), men også i f.eks. katolske lande i Vest- og Sydeuropa. I adskillige lande har man enten afskaffet ældre love, som skulle hindre adgang til prævention og abort, eller også har man set gennem fingre med overtrædelse af lovene. Fri eller meget vid adgang til legal abort er i dag gennemført i f.eks. Danmark, Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig og Italien. I Danmark, Sverige og Italien udgør det rlige legale aborter over en trediedel af antallet af levendefødte.

Ved hjælp af de effektive familieplanlægningsmetoder kan de enkelte familier hindre fødsel af tidligere uplanlagte børn, dvs. børn som enten slet ikke var planlagte eller i hvert fald ikke så tidligt. Der vil i første omgang både ske en varig reduktion og en udsættelseaf Men i en række tilfælde vil udsættelsen af en fødsel medføre et varigt bortfald heraf, fordi forældrene efterhånden bliver svagere motiveret for flere børn på grund af en stadig fastere tilknytning til aktiviteter udenfor hjemmet. Den rent tekniske præventionssituation har også kunnet virke dæmpende på fødslernes antal. Med de konventielle metoder (kondom og pessar) skal der præsteres en aktiv præventionsadfærdfor undgå at få børn. Med P-pillen og spiralen skal man ændre en tilvant præventionsadfærdfor få børn. Disse ændringer i familieplanlægningssituationen har i

høj grad bidraget til, at man har kunnet realisere en så markant fertilitetsnedgang i løbet
af kun ca. 15 år.

Kvindens nye uddannelses- og erhvervsmæssige situation samt adgangen til effektive familieplanlægningsmetoder har også udgjort baggrunden for det faldende vielsesomfang, i skilsmisseomfanget og forekomsten af samliv uden vielsesattest. Evnen egen indtjening har gjort det legale ægteskab mindre nødvendigt for kvinden som sikkerhed for forsørgelsen af hende selv og eventuelle børn. Derfor er det legale gteskab nævnt i betydelig udstrækning blevet afløst af samliv uden vielsesattest. Hertil kommer, at perfektioneringen af familieplanlægningsteknikken har skabt mulighed for et samliv uden uønskede fødsler. Stigningen i alderen for førstegangsfødende kvinder er også blevet muliggjort i kraft af denne perfektionering. Det gælder så meget mere, som alderen for påbegyndelsen af samliv utvivlsomt er faldet (Danmarks Statistik, 1978), idet samliv uden vielsesattest ofte gennemføres i en periode inden etableringen af det legale Den stigning i vielsesalderen, som kan observeres i adskillige europæiske lande, skal da også ses i lyset heraf.

Kvindens øgede muligheder for økonomisk og socialt at realisere en tilværelse uden for ægteskabet må i sig selv fremme tilbøjeligheden til opløsning af ægteskaber, som ikke været i stand til at indfri parternes forventninger. Endvidere giver den ændrede rollefordeling i familien utvivlsomt anledning til konflikter, som kan medføre en opløsning ægteskabet. Endelig har den gifte kvindes ændrede rolle i erhvervsmæssig henseende flere kontakter og dermed større muligheder for etablering af nye parforhold.

Da kvindens ændrede sociale stilling og effektiviseringen af familieplanlægningsteknikken fænomener, som er kommet for at blive i Europa, skal man næppe forvente en snarlig tilbagevenden til fertilitets-, vielses- og skilsmisseniveauet i første halvdel af 1960'erne.

Befolkningstilvækst og aldersfordeling

Fertilitetsnedgangen har naturligvis medført et markant fald i fødselsoverskuddet, dvs. forskellen mellem antallet af levendefødte og døde i forhold til indbyggertallet (tabel8). fra Irland, Island og Holland varierede fødselsoverskuddet i Nord- og Vesteuropa i første halvdel af 1960'erne mellem Vi og 1 pct. Takket været indvandringenvar faktiske befolkningstilvækst noget større. På grund af et højere fertilitetsniveaulå i Sydeuropa — bortset fra Italien — mellem 1 og 1 Vi pct., idet den faktiske tilvækst dog var lavere på grund af udvandring. I dag er fødselsoverskuddetunder pct. i de fleste lande. I Danmark og Vesttyskland er der fødselsunderskud,og adskillige lande er der næsten balance mellem antallet af levendefødte og døde(Storbritanien,

de(Storbritanien,Sverige, Luxembourg, Østrig og Italien). Medens Danmark også havdeen befolkningstilbagegang i 1982, udviste Vesttyskland en svag befolkningstilvækstpå af et indvandringsoverskud, som mere end opvejede fødselsunderskuddet.Da udvandringsoverskud var større end fødselsoverskuddet, var der befolkningstilbagegangi land. Skulle det europæiske fertilitetsniveau fremover forblive lige så lavt som nu, vil flere og flere lande få fødselsunderskud, som tilmed vil være stigende.Hvis befolkning skal kunne opretholde sin størrelse i det lange løb, er det nødvendigt,at kvinde i gennemsnit erstatter sig selv ved at føde en pige. Det kan imidlertidkun med 2,1 levendefødte pr. kvinde, da lidt over halvdelen af alle nyfødte er drenge, og en mindre del af kvinderne dør, inden de når at føde børn. Som det fremgikaf 1, er det nuværende antal levendefødte pr. kvinde mindre end 2,1 i samtlige lande bortset fra Irland og Island i Nordeuropa og Grækenland, Malta og Portugal i Sydeuropa.Opretholdelsen det nuværende fertilitetsniveau vil således medføre en befolkningstilbagegangpå sigt. Da dødelighedstabet blandt europæiske kvinder indtil50-års idag er meget beskedent, kan fuld reproduktion kun opnås ved en forøgelseaf gennemsnitlige antal levendefødte pr. kvinde. Det betyder, at fertiliteten skal øges med 25-50 pct. i mere end halvdelen af landene i Nord- og Vesteuropa for at sikre fuld reproduktion. Når de europæiske lande har haft et fødselsoverskud gennem 1970'erne, skyldes det, at der i denne periode var et stort antal kvinder i de frugtbare aldre mellem 15 og 50 år. De hidrørte nemlig fra de store fødselsårgange, som kom til verden inden midten af 1960'erne. Først når de efterfølgende små fødselsårgange begynderat ind i de frugtbare aldre, vil de lave børnetal pr. kvinde rigtigt gøre sig gældendeog give et fødselsunderskud, som vil være stigende fra år til år. En opretholdelse af det nuværende danske fertilitets- og dødelighedsniveau vil således på langt sigt medføre en årlig befolkningsreduktion på 1,4 pct.

Allerede i 1960 var befolkningen i næsten alle europæiske lande i demografisk forstandgamle Det betyder, at de havde en beskeden andel af børn og unge (0-14 år) og en stor andel af ældre (65 år og derover) sammenlignet med situationen i begyndelsenaf århundrede. I 1960 var andelen af 0-14 årige under 30 pct. i alle landene undtagen Finland, Irland, Island, Holland og Malta (tabel 9). Den større andel i disse lande skyldtes deres højere fertilitetsniveau. Ser vi bort fra disse lande og Sydeuropa, var andelen af ældre på 10 pct. eller derover. Fra 1960 til 1980 skete der en betydelig aldring af den europæiske befolkning, idet andelen af børn og unge faldt, og andelen af ældre steg. Bortset fra Irland, Island, Portugal og Spanien udgør andelen af 0-14 årige under 25 pct., medens andelen af 65-årige i samtlige lande nu overstiger 10 pct., og i nogle lande udgør 15 pct. og derover. Den faldende andel af børn og unge skyldes, at denne aldersklasse i dag er rekrutteret fra de små fødselsårgange, som er kommet til verden efter fertilitetsnedgangen satte ind. De 65-årige og derover hidrører

derimod fra de store fødselsårgange fra tiårene omkring 1900. Den forskellige udvikling i andelen af 0-14 årige og ældre fra 1960 til 1980 har i mange lande stort set ophævet hinanden,således andelen af 15-64 årige — hvorfra hovedparten af de erhvervsaktive rekrutteres — er forblevet nogenlunde uændret. Den demografiske udvikling i de sidste 20 år har medført et fald i antallet af børn og unge samt en stigning i antallet af personer i de erhvervsaktive aldersklasser og i ældregruppen.

I tabel 10 er anført det faktiske indbyggertal i 1960 og 1980 samt det forventede indbyggertalogaldersfordeling år 2000. For de fleste landes vedkommende er anvendt de prognoser som er udarbejdet i de nationale statistiske kontorer. For de øvrige landes vedkommende er tallene baseret på De forenede Nationers befolkningsprognose (United Nations, 1982a). M.h.t. fertilitetsudviklingen påregner prognoserne en fortsættelse af det nuværende niveau eller en beskeden stigning. Det sidste er begrundet i en antagelse om, at det lave fertilitetsniveau for en del kan skyldes en udsættelse af fødsler, hvis senererealisationvil

rerealisationvilgive en vis opretning. Medens befolkningstilvæksten fra 1960 til 1980 udgjorde 10-20 pct. i de fleste lande, forventer mere end halvdelen af landene en vækst på mindre end 5 pct. i resten af århundredet. Bortset fra Irland, Island og Spanien påregneringenlande tilvækst på over 15 pct. Lande som Danmark, Storbritannien, Luxembourg,Vesttysklandog forventer en reduktion af folketallet, som for DanmarksogVesttysklands udgør knap 4 pct. Den beregnede aldersfordelingiår viser — som forventet — en nedgang i andelen af børn og unge, som i hovedpartenaflandene komme til at udgøre under 20 pct. Andelen af ældre vil forblive uændret eller øges svagere end nedgangen blandt børn og unge. Det skyldes, at de 65årigeogderover

årigeogderoveri stigende grad vil blive rekrutteret fra de små fødselsårgange fra 1920'erne og 1930'erne. Samtidig vil andelen af 80-årige og derover komme til at udgøre en større andel af ældre. Resultatet vil blive, at andelen af 15-64 årige forøges i en rækkelande— i Nordeuropa. Trods fertilitetsnedgang vil antallet af personer i dennealdersklassevokse resten af århundredet, og aldersklassens gennemsnitsalder vil øges.

Den europæiske befolkningssituation har indtil nu kun givet anledning til af dæmpede politiske reaktioner. I en række lande har man nedsat befolkningskommissioner med den opgave at analysere den fremtidige befolkningssituation og dens økonomiske og socialekonsekvenser, i nogle lande er der indført øgede familietilskud. Ved en rundspørgefra forenede Nationer til de europæiske regeringer om hvorvidt man fandt den nuværende befolkningstilvækst tilfredsstillende, var det kun regeringerne i Frankrig,Luxembourg

rig,Luxembourgog Vesttyskland som tilkendegav, at de fandt den for lav (United Nations,1982b). står til fremtiden at vise om denne indstilling vil stå med magt, hvis fertilitetsniveauetforbliver således at flere og flere lande kommer til at opleve en befolkningstilbagegang,som gøre sig gældende med stigende styrke.

Litteratur:

Calot, G. og C. Blayo. 1982. Recent Course
of Fertility in Western Europe. Population
Studies: 36. 349-372.

Council of Europe. 1983. Proceedings of the
European Population Conference 1982.
Strasbourg.

Danmarks Statistik. 1978. Familiedannelse og
opløsning efter 1965. Befolkningens Bevægelser
18-26.

United Nations. 1982a. Demographic Indica-

tars uf Countries: Estimates und projections
assessed in 1980. ST/ESA/Ser.
A/82. New York.

United Nations. World Population Trends and Policies 1981 Monitoring Report, Volume ST/ESA/SER.A/79/Add. I.New York.

Westoff, C. F. 1983. Fertility Decline in the
West: Causes and Prospects. Population
and Delveopment Review: 9: 99-104.