Resumé

summary: The paper discusses the efficiency of collective decision-making and decentralization. is demonstrated that efficiency depends on the number of participants involved. Decentralization is argued on the basis of the theory of perfect mapping. Scale economies through consolidation may be offset by monopoly effects. Welfare losses may result from public supply uf divisible goods unless provision is made through a combination oj collective market processes. Finally, the paper presents arguments in favor of benefit taxation an acceptable distribution of incomes.

1. Indledning

Formålet med denne artikel er at diskutere de hensyn, der må inddrages ved fastlæggelsen
opgavefordelingen i den offentlige sektor med særligt henblik på
mulighederne for at tillægge den individuelle efterspørgsel en central rolle.

Artiklens normative udgangspunkt kan med Wiseman (1980) formuleres således: »If we begin from the prescriptions of methodological individualism, then the optimal organisation for a community would be one whose decision rules and procedures (property and contract laws etc.), and rules for changing those rules (constitutional, etc., arrangements, laws affecting the behavior of groups) generate the most efficient reflection of individual preferences.«

Omend Wiseman behandler et ganske andet problem, kan det også i henseende til drøftelsen af den »optimale« decentraliseringsgrad være relevant at spørge: »What can we say about the 'efficiency' of the processes by which decisions are taken, and can we distinguish process efficiency (the competence of the 'machine' in delivering whatever it delivers) and outcome efficiency (the competence of the system in delivering the right things')?«

I. Om institutionelle rammer og bytte i private hhv. kollektive goder

Personers, organisationers og offentlige myndigheders muligheder for at »påtvinge«en
flere andre en beslutning afhænger af den potentielt »tvungnes«

mulighedsområde. Indeholder dette et omfattende sæt af muligheder, der giver omtrentligsamme
vil ingen kunne påtvinge vedkommende sin beslutning. De
institutionelle rammer er derfor centrale for menneskelig adfærd.

Bytte i private goder

Betragt handel mellem to individer, der hver har noget at tilbyde, som den anden
part ønsker. Lad f.eks. de to individer have initialmængder af to private goder, X og
Y, svarende til punktete i Edgeworth kassen i figur 1.

Den institutionelle struktur er da et isoleret bytte. Bytteforholdet er indetermineret og bestemt af parternes indbyrdes styrke. Accepterer begge parter hinandens ejendomsret initialmængderne, eller garanterer en tredjepart ejendomsretten, er bytteforholdet men kun over JK. Det er konkurrence, der afgørende svækker den »stærkes« magt. Øges antallet af deltagere i bytteprocessen ændres denne til en »competitive forhandlingsproces«, der yderligere indsnævrer intervallet for det mulige bytteforhold. Bliver antallet af personer i byttet så stort, at alle tilpasser parametrisk til givne priser (»competitive exchange«), er bytteforholdet entydigt, og ingen har »magt«.

Byttet beror på »gains from trade«. Med stadig flere deltagere reduceres konilikten
om den mulige velfærdsgevinsts fordeling.

Bytte i kollektive goder

Lad os betragte et tilsvarende simpelt eksempel med to personer og et kollektivt
gode. Godet kan f.eks. være belysning på en vej, der fører til to huse, d.v.s. godet er
kollektivt over de to huses ejerc. Antag, at de begge tillægger godet en værdi på

1000 kr. (deres marginale betalingsvilje), mens etableringsomkostningen er 1500 kr.
De har begge to handlingsmuligheder: at medvirke til tilvejebringelsen eller at
undlade dette. Tabellen illustrerer de mulige udfald:

Udfaldet i celle I svarer til, at de to parter deler omkostningerne lige. Begge realiserer »gains from trade«. For både A (celle II) og B (celle III) gælder det imidlertid, »samarbejdsstrategien« er domineret af »ikke-samarbejdsstrategien«, fordi godets karakter muliggør »gratist-adfærd«. Følger begge den dominante strategi, bliver resultatet, at de positive »gains from trade« ikke realiseres, (celle IV).

Dette problem kan let overvindes i to-persontilfældet, hvis parterne forhandler og accepterer, at indgåede aftaler skal overholdes. Øges den involverede persongruppes størrelse, vil for det første koordinations- og informationsomkostningerne stige. For det andet vil den enkelte opfatte sit eget bidrag som übetydeligt i forhold til de samlede omkostninger, og for det tredje vil sandsynligheden for at blive opdaget som »gratist« være mindre. En forhandlingsløsning er derfor ikke realistisk. Den erstattes af beslutninger i repræsentative forsamlinger, som påtvinges borgerne.

Adfærd og institutionel struktur

Vi ser m.a.o. vidt forskellige implikationer i henseende til realisering af »gains from trade« ved det rene private og det rene kollektive gode, når antallet af involverede parter øges. Gruppestørrelsen har implikationer for den individuelle adfærd. Mens det er simpelt at bestemme de formelle betingelser for efficient tilvejebringelse et kollektivt gode, eksisterer der ikke en institutionel adressat, d.v.s. det er ikke muligt at bestemme en beslutningsstruktur, der i sig selv frembringer et optimalt resultat med udgangspunkt i den traditionelle teori om kollektive goder.

Om muligheden for individuel mængdetilpasning

Den gruppe over hvilken en repræsentativ forsamling træffer bindende, politiske
beslutninger er derfor en central størrelse, fordi en politisk beslutning i sig selv har

det kollektive godes karakter. Når den er truffet, har den gyldighed for alle. Dette kan. hvis godet faktisk er kollektivt over pågældende gruppe indebære en løsning af det skitserede problem. (Om et optimum realiseres afhænger af finansieringen); men det kan også give anledning til velfærdstab, hvis godet faktisk kunne tilvejebringesi mængde for forskellige forbrugere. Hvor det private bytte giver mulighed for individuel mængdetilpasning svarende til præferencefordelingen, er dette umuligt ved »politisk« tilvejebringelse.

Kollektive goders rumlige dimension

Teorien om kollektive goder udsiger, som nævnt, intet om den institutionelle beslutningsstruktur. kan imidlertid tage udgangspunkt i. at den til et gode knyttede kollektivitetsegenskab kun udstrækker sig over en vis gruppestørrelse, der kan være større eller mindre, jf. Breton (1965) og Olson (1969). Der er således til kollektivitetsegenskaben knyttet en rumlig dimension, så fordelene for den enkelte forbruger aftager med afstanden fra udbudsstedet. Ethvert gode vil da i sine effekter vedrøre en større eller mindre afgrænset gruppe.

Dette er udgangspunktet for Buchanan's (1974) grafiske fremstilling af de muligt opnåelige »gains from trade« i forskellige godekategoricr. Problemet illustreres ved hjælp al en nvttemuiighedskurve ioi lo poisoner, hvoi »den anden« skai opiaiies som »alle andre«, hvis adfærd den enkelte ikke kan påvirke.

Den grafiske illustration

Den initiale situation, A, i figur 2, svarer til A i Edgeworth kassen. Uden accepterede og bytteprocedurer vil de to personer være i A. Muliggøres opstår en nyttemulighedskurve, der ligger »længere ude«. Afhængigt af de institutionelle strukturer vil et bytte føre til en ny placering i området cc'. Fuldkommen konkurrence vil føre til F. Når mulighedsområdet er så »lille« som illustreret, skyldes det, at den enkelte deltager i byttet har flere muligheder. grænsetilfældet, F\ er der tale om parametrisk tilpasning til givne priser.

Introduceres goder, der er kollektive over et lokalsamfund, opstår nye muligheder for »gains from trade« svarende til området Fdd'. Området for mulige fordelinger af denne velfærdsgevinst er igen relativt snævert svarende til det skraverede areal mellem D og D'. Dette skyldes eksistensen af alternativer opnåelige gennem mobilitet. hindrer, at lokalsamfundet kan tilegne sig det fiskale overskud. Dette kan kun ske, hvis mobilitetsomkostningeme er prohibitive, jf. nedenfor. Lad os gå ud fra en slutplacering i G.

Antag nu nye muligheder for »gains from trade« ved introduktion af goder, der
er nationalt kollektive Fordi fordelene tilflyder alle vil intet lokalsamfund tilvejebringesådanne

bringesådannegoder i optimalt omfang. Igen forskydes nyttemulighedskurven mod nordøst; men det er nu væsentligt mere usikkert, hvordan opnåelige »gains from trade« vil blive fordelt. Der er ingen konkurrerende udbydere, d.v.s. ingen restriktioner på fordelingen af gevinsten - med mindre man inddrager mobilitet over grænserne. Intet hindrer en fordeling, der falder udenfor det Pareto-optimale område Ghh'. Dog hindrer de konstitutionelle regler om ikke arbitrær, diskriminatoriskbeskatning, man bevæger sig udenfor f.eks. kk'.

Figuren antyder desuden et andet problem. Mens de skraverede mulighedsområder private og lokale goder ligger relativt tæt på nyttemulighedskurven, er det skraverede mulighedsområde Gkk' væsentligt større. Dette illustrerer, at der ikke er samme incitament til effektivitet som i de to første tilfælde. På grund af fraværet af alternativer, kan den enkelte blive »påtvunget« en kollektiv beslutning, selv om den måtte stille vedkommende ringere end uden denne beslutning.

Endelig viser figuren et tredje problem, nemlig konsekvenserne af, at man
centralt måtte udbyde »lokale« goder, eller lokalt gennem kollektive beslutninger
udbyde private goder. Intervallet for mulige udfald øges da til Ftt'. Herved åbnes

mulighed for en velfærdsforringelse for en at parterne sammenlignet med situationerneG
F, ligesom der åbnes mulighed for velfærdstab, fordi incitamentet til
effektivitet reduceres. Disse to problemer vil blive nærmere belyst i det følgende.

II. Decentralisering som instrument for præferenceafdækning

Med mindre alle borgere i en nationalstat har identiske præferencer og indkomster, graden af overensstemmelse mellem de faktiske kollektive valg og de individuelle variere fra borger til borger. En mulighed for at reducere afvigelserne er anvendelse af decentraliserede fiskale systemer.

Hovedformålet med delegering af beslutningskompetance til lokalsamfund må
være at mindske afvigelserne mellem det for det enkelte individ mest ønskværdige
og det at de kollektive beslutningsprocesser flydende slutresultat. Tanken hviler således
at befolkningens homogenitetsgrad øges med aftagende gruppestørrelse,
hvorfor mindre og mere homogene beslutningsenheder vil reducere den nævnte afvigelse.
den anden side modificeres dette argument at forekomsten
fordele, eksternaliteter, skatteovervceltningsmuligheder. omfordelingsønsker o s.v.. der alle
implicerer større og mere heterogene samfund. Der er således substitutionsrelationer
mellem de forskellige hensyn. Substituerbarheden og dens konsekvenser er genstand
standfoi do folgende o\L-rveje!sei

Perfekt korrespondens

Den rumlige udstrækning af kollektivitetsegenskaben varierer fra gode til gode. Teoretisk kan man forestille sig, at der for hver godekategori etableres en beslutningsenhed, alle nytteeffekter udtømmes indenfor denne enhed. Denne perfekte korrespondens fordrer et stort antal beslutningsenheder. Der er derfor en afvejning mellem beslutnings- og administrationsomkostninger, der øges med antallet af beslutningsenheder, den ene side og fordelene ved, at alle effekter udtømmes inden for beslutningsenheden på den anden side. Det kan da vises, jf. Barzel (1969), at det for goder, hvis effekter udtømmes over et geografisk område, og hvis produktionsomkostninger er de samme centralt og decentralt, altid vil være lige så efficient at lade decentrale beslutningsenheder frembringe godet, som det vil være, at lade et centralt beslutningsorgan tilvejebringe et for alle ensartet omfang.

Imperfektioner

Hvis efterspørgernes mulighedsområder reduceres, vil den enkelte udbyder i stigende grad være i en monopolsituation. Dette sker, hvis antallet af selvstændige beslutningsenheder indskrænkes, hvilket i grænsetilfældet fører til centralt udbud. Konsekvensen er. at der kan sættes et spørgsmålstegn ved »hæredygtighedsargumentet«for

tet«foretablering af større enheder, også selv om disse medfører lavere produktionsomkostningerpr. Denne skalafordel kan nemlig blive »opspist« på grund af monopoleffekten enten i form af »et for stort« udbud, jf. Niskanen (1968, 1971) eller i form al'teknisk inefficiens, jf. Migue og Belanger (1974), eller i form af en kombination af disse muligheder. Begrundelsen for disse effekter ligger i antagelserom adfærd, herunder antagelser om politikernes evne til/mulighed for/interesse i at understøtte hhv. hæmme bureaukratiernes udnyttelse af deres monopolsituation.

»Et for stort« udbud

Lad os antage budgetmaximerende adfærd, der er identisk med outputmaximerende Antag at et repræsentativt individs marginalværdikurve for et offentligt gode er MV=a — bQ, mens godet produceres til konstante marginalomkostninger, = c, jf. figur 3.

Til en skattepris p\=c efterspørges Q\. I praksis foreligger imidlertid ingen skattepris, fordi der udbydes et totaloutput for et totalbudget. Under outputmaximerende vil der blive udbudt 08, der medfører et nyttetab for forbrugerne svarende Q\DB eller c²/2b. Konsumentoverskuddet reduceres gennem en stigende »skattepris«. Ved tilpasning til præferencerne vil konsumentoverskuddet være p\AD, men fordi det bureaukratisk/politiske system har et diskretionært spillerum, reduceres overskud med Q\DB. Dette svarer til en skattepris p₂, idet p2p₂ —p\= (a — c) + \a(a — 2c). d.v.s. »merprisen« vokser med a og reduceres med c. For a<2c »opsluges« hele forbrugeroverskuddet i »et for stort udbud«.

Hvis individets mobilitetsomkostninger øges ved sammenlægninger af beslutningsenheder. de overstiger p2p₂ — p\, er der ingen »gains from trade« i tilvejebringelse godet til den lavest mulige omkostning. Det ville være fordelagtigt for dette individ at leve i et mindre lokalsamfund udsat for større konkurrence fra andre lokalsamfund, d.v.s. »ofre« en opnåelig skalaeffekt for at undgå monopoliseringstabet.

Denne model modsvarer en situation med prisdiskrimination af første grad,
mens den anden betragtningsmåde tager udgangspunkt i det gængse monopoltilfælde.

»Øget teknisk inefficiens«

Tankegangen er den samme, nemlig at bureaukrater/politikere i højere grad har et diskretionært spillerum, når beslutningscnhcdens monopolgrad øges, hvilket sker ved sammenlægning af beslutningsenheder - med central tilvejebringelse som grænsetilfælde. Større beslutningsenheder øger informationsomkostningerne såvel internt som i henseende til »konkurrenternes prispolitik«. Mobilitetsomkostningerne og efterspørgselselasticiteten tenderer at reduceres, d.v.s. der foreligger standardkarakteristika for monopoladfærd.

Optimalsituationen er i figur 4 et udbud Q_x =(a —c)/b til en skattepris p\. Monopolproiitten er imidlertid størst tor Q,i =(a— c)/2b til skatteprisen p₂. Denne »profit« kan bureaukrater/politikere kun tilegne sig i ikke-pekuniær form, d.v.s. ved en forskydning i opadgående retning af marginalomkostningskurven. Igen er det antallet af foreliggende alternativer, der sætter en grænse på »opspisningen« af forbrugeroverskuddet.Hvis

brugeroverskuddet.Hvisf.eks. mobilitetsomkostningerne svarer til /?? —p\, vil en skattepris større end p^ føre til mobilitet, d.v.s. marginalomkostningerne kan maximalt forøges svarende til mobilitetsomkostningerne. Med mange, nærliggende alternativer er der således snævre grænser på monopol-adfærden. Foretages sammenlægningeraf eller overlades en opgave til central beslutningstagenøges og tilpasningen til præferencerne svækkes.

Foreløbig konklusion

Konklusionen af de hidtidige ræsonnementer er, at beslutningsprocessen skal decentraliseres til de mindste enheder konsistente med udstrækningen af det pågældende geografiske effekter. Denne konklusion bygger på den antagelse, at det faktisk drejer sig om et gode, der er kollektivt over en vis gruppe; men ofte vil den politiske proces også omfatte udbud af goder, der er delelige. Der opstår da en ny form for substitutionsrelation, nemlig mellem tilvejebringelse i fælles omfang og den principielle mulighed for individuel mængdetilpasnmg. Der er da mulighed for en imperfektion, der skyldes den restriktion, at godet tilvejebringes i fælles omfang.

Om kollektiv beslutningstagen ved delelige goder

Lad os betragte en model til belysning af kollektivt forbrug af delelige goder, jf.
Spann (1974). Vi tænker os tre individer med efterspørgselskurver Da, Df, og Dc, jf.
figur 5. De står overfor prisen Pq. Til denne pris efterspørges hhv. Qa, Qh og Qc.

Lad tilvejebringelsesprocessen blive kollektiviseret. Det »kollektive« gode må da opfattes som et »tre-komponent gode«, der indeholder tre enheder af det delelige gode Q der fordeles med en enhed til hvert individ. Omkostningerne vil være 3P_q. Hvor summationen af de individuelle efterspørgselskurver skærer 3P_q bestemmes det fælles tilvejebringelsesomfang, der iøvrigt modsvarer medianvælgerens efterspørgsel, _b. Velfærdstabet, der er illustreret skraveret, modsvarer aog c's tab som følge af det fælles tilvejebringelsesomfang. Optimumsbetingelsen for det kollektive gode er opfyldt, men der er dødvægtstab i systemet. Antag at priserne differentieres, idet efterspørgselskurverne antages at afspejle forskelle i indkomst. Skattepriserne vil da være P_q og P' for c og a og P_q for b. Summationen af priserne svarer til 3P_q, der også modsvares af de summerede marginalværdier. På trods heraf er situationen optimal; men der har fundet en omfordeling sted. a har vundet P_qe_ahP^a _q, mens c har tabt P_qP_qjé. Omfordelingen resulterer i et nettotab lig det skraverede område, uanset at der anvendes differentieret beskatning. Tabet skyldes det fælles io rbrugsom fang.

Skal en kollektivisering derfor være efficient, må der nødvendigvis være knyttet
omkostningsreducerende faktorer til den fælles tilvejebringelse. Dette kan illustreressom

ressomvist i den højre del af figur 5, hvor det antages, at fælles tilvejebringelse medfører en lavere omkostning f.eks. 3P_q —S. Herved opnås en vækst i samlet fbrbrugeroverskud svarende til det skraverede trapezfbrmede areal. Er dette større end de skraverede trekantarealer i figurens venstre del, er det samfundsmæssigt ønskværdigt, at de opnåelige fordele ved fælles forbrug realiseres gennem kollektivisering.Lader imidlertid a oppebære hele gevinsten og lader det kollektivt tilvejebragte, fælles forbrug svare til Q'_a, der er a's efterspørgsel til den lavere »skattepris«, mens bogc fremdeles betaler P_q, vil der ikke længere være tab som følge af det fælles forbrug. Q'_a modsvarer as ønsker til den lavere pris, mens b og c yderligere kan købe enheder i markedet til prisen P_q og derved bringe sig i deres respektive ligevægtssituationer Q_b og Q_c.

Ved at lade godet udbyde kollektivt op til et omfang, der modsvarer efterspørgslenhos

lenhosdet individ, der tillægger godet den laveste marginalværdi, idet dette individ
oppebærer de fulde fordele af den lavere omkostning, er efterspørgselsdispositionerneløsgjort
den spændetrøje, der er en følge af det fælles forbrug.

Endnu en konklusion

Hermed er decentraliseringsargumentet ført over på det individuelle plan. Når goderne er delelige, men enhedsomkostningerne er mindre ved fælles tilvejebringelse, betragtningerne, at beslutningsprocessen skal lokaliseres svarende den geografiske udstrækning af fællesforbrugets fordele men med mulighed individuel mængdetilpasning udover et vist niveau.

III. Decentralisering og indkomstfordeling

Selv om mange vil acceptere ønsket om tilpasning til de individuelle præferencers vil mange givetvis være skeptiske overfor en så vidtgående decentralisering antydet. Argumentet vil være, at efterspørgsel både er betinget af præferenceintensitet af indkomstfordelingen. Spørgsmålet er, om dette er en relevant betragtning.

I den sammenhæng kan det være rimeligt at fremhæve, at indkomstfordelingen i sig selv har karakter af et kollektivt gode af national karakter, hvorfor det må være centralregeringens opgave at tilvejebringe den ønskede indkomstfordeling, mens lokalsamfundene konkurrerer på deres allokeringsmæssige beslutninger givet den fastlagte fordeling.

Dette ville yderligere indebære den fordel, at indkomstfordelingsspørgsmålet refererede til den personelle fordeling. (En indkomstomfordeling mellem beslutningsenhederne det sigte at lade disses aktiviteter indgå i omfordelingspolitikken uvægerligt medføre en række ejendommeligheder i henseende til den personelle fordeling).

Overfor dette synspunkt hævdes det undertiden, at selv om staten måtte have etableret på en eller anden måde defineret ønskværdig eller acceptabel indkomstfordeling, der alligevel være behov for en udligning mellem lokalsamfundene, fordi disse skal differentiere deres ydelser mellem forskellige befolkningsgrupper. Dette forudsætter imidlertid, at lokalsamfundene fremdeles skal finansieres over de traditionelle skatteformer; men dette behøver ikke være tilfældet, hvis de personlige indkomstforskelle er udlignet i den ønskede grad. Man kunne i så fald forestille sig anvendelse af en form for benefit-beskatning, idet de fordelingsmæssige modargumenter denne beskatningstype da ikke længere ville gøre sig gældende. Man vil derfor kunne udforme den lokale finansiering ud fra allokeringsmæssige synspunkter.

Om virkningerne af benefit beskatning

Bag ideen om en statslig omfordelingspolitik og varetagelse af de egentligt nationalt goder ligger ønsket om en klarere adskillelse mellem budgettets fordelingsmæssige allokative funktioner. I princippet er omfordelende transfereringers og retning et spørgsmål, der ikke berører finansieringen og allokeringen af offentligt tilvejebragte goder. Der er ingen grund til, at omfordeling skal finde sted gennem et omfattende sæt af ofte modsætningsfyldte enkeltforanstaltninger. Dette svækker nemlig den offentlige sektors efficiens, fordi enkeltindividernes præferencer og deres samspil med en realistisk opfattelse af skattepriserne ikke kan slå igennem i form af klare signaler om borgernes efterspørgsel efter offentligt udbudte goder.

Goder, der i princippet er delelige, og som stilles »gratis« til rådighed, vil øge den
efterspørgsel, der kanaliseres gennem de politiske processer. Lad os illustrere dette i
en simpel model, jf. Browning (1976).

Indkomstrestriktionen for det betragtede individ i figur 6 er MM'. Hældningen viser den »skattepris«, vedkommende skal betale for det offentligt tilvejebragte gode. Efterspørgslen vil da være OB og velfærdsniveauet /₀. Af fordelingsmæssige grunde ønskes dette individ »løftet« til det højere velfærdsniveau /). Sker dette ved at ændre prisen til nul. vil den oplevede budgetrestriktion være MM", hvorfor vedkommende vil ønske sig mere af det pågældende gode og markere dette i den politiske proces. Alternativt kunne man have givet vedkommende en kontant transferering MP og stillet ham overfor en pris svarende til hældningen på PP'. Hans efterspørgsel ville da uændret være 08. Han vil oppebære et tilskud MP og betale MP for godet. I begge tilfælde er den gennemsnitlige skattepris nul, men den marginale skattepris er forskellig. Der er derfor forskellig adfærd i de kollektive beslutningsprocesser.

De, der opnår et gode til en marginal skattepris på nul, vil efterspørge mere.
Politikerne vil gerne indfri denne efterspørgsel, og udbyderne af godet er interesserede
udbudsorganisationens vækst. Herved opstår et efficiensproblem.

En decentralisering af efterspørgslen efter sådanne goder til individerne på
grundlag af en acceptabel indkomstfordeling vil da have som formål at forbedre
ressourceallokeringen i økonomien.

Problemet ved denne løsning er, at det synes politisk lettere at »komme igennem« med prisreduktioner på såkaldte »væsentlige« goder, end det er at gennemføre en egentlig indkomstomfordeling; men konsekvensen heraf er en omfattende fiskal illusion, der fører til øget efterspørgsel. Dermed frembringes et pres for yderligere udbud, der forstærker problemet. »Allokeringsbudgettet« bliver set fra et allokeringssynspunkt for stort. Dette medfører dels, at mange tror, at omfordelingen af denne vej er større end den egentlig er, og dels, at man herigennem begrænser den skattekapacitet, der er til rådighed for egentlig omfordeling. fremgår også, at problemet populært sagt »bider sig selv i halen«, hvorfor det er vanskeligt at forestille sig en sådan ændring gennemført, selv om den ville kunne bedre såvel den allokative efficiens som skabe en mere ligelig fordeling. Det skal imidlertid ikke udelukke, at en sådan mulighed præsenteres til nærmere overvejelse.

Litteratur

Barzel. Y. 1969. Two Propositions on the
Optimum Level of Producing Collective
Goods. Public Choice. 6: 31-37.

Breton. A. 1965. A Theory of Government
Grants. Canadian Journal of Economics and
Politital Science. 31: 175-87.

Browning. E. K. 1976. Tax Reductions Versus
Transfers in a Public Choice Model. Public
Finance Quarterly. 31: 77-87.

Buchanan J. M. 1974. Who Should Distribute in a Federal System. I Redistribution Public Choice, eds. H. M. Hochman & G. E. Peterson, New York 1974, p. 22-42.

Migue J. L. & G. Belanger. 1974. Toward a
General Theory* of Managerial Discretion.
Public Choice. 17: 27-43.

Niskanen, W. A. 1968. Non-market Decision Making: The Peculiar Economics of Bureaucracy. Economic Review, Papers Proceedings, vol. 58, p. 293-305.

Niskanen. W. A. 1971. Bureaucracy and Representative
Chicago.

Olson. M. 1969. The Principle of Fiscal Equivalence: The Division of Responsibilities Different Levels of Government. Economic Review, Papers and Proceedings, vol. 59, p. 479-87.

Spann. R. M. 1974. Collective Consumption
of Private Goods. Public Choice. 20: 63-81.

Wiseman. J. 1980. The Choice of Optimal Social Expenditures. 1 Public Choice and Public Finance, ed. K. W. Roskamp. Paris, p. 249-61.