Formålet med artiklen er at gøre rede for et delresultat af en igangværende undersøgelse af erhvervsvirksomheders periodeoverskudsopgørelser. På grund af den begrænsede plads i en tidsskriftsartikel kan de mere praktiske aspekter desværre behandles nærmere.¹

Resumé

summary: // is an old doctrine that »business income« of a period is the sum of the net payments to the owners (the consumption) and the change in the net value of the enterprise the period (the savings). This article provesthat the term savings of a period has nothing to do with the change of this net value over the period. Correctly defined, the CGn.C£pi Oj »u'USUICSS iilCG}Ti£ UlCiUuirig SG'virigS« IS frlOi'c COrityuCuicu Yvuit nu /cicvufitc uj to decision purposes. The best alternative is the net payments to the owners, i.e. »the net cash flow« of an enterprise.

1. Problemstilling

En af de mest sejglivede antagelser inden for økonomisk teori - og tildels også inden for f.eks. den driftsøkonomiske specialdisciplin regnskabsvæsen - går ud på, at en periodes overskud i betydningen ejergruppens pengeindkomst af en erhvervsvirksomhedprimært aflæses af ændringen i virksomhedens nettoformue i løbet af perioden. Til denne nettoformueændring skal blot lægges ejergruppens evt. nettouddragi af perioden, regnet med fortegn. Ejergruppens uddrag i perioden repræsentererdens forbrug - set i relation til virksomheden² - og ændringen

---

1. Der henvises til Arne Geel Andersen: Mysteriet om den forsvundne opsparing. Memo nr. 2. Institut for Virksomhedsledelse 1980, der indeholder en mere udførlig argumentation for de her i artiklen fremførte synspunkter og en omtale af nogle praktiske aspekter. Evt. interesserede velkomne til at rekvirere dette memo fra instituttet.

2. Det er ikke sikkert, at ejergruppen anvender det uddragne beløb til forbrug. I stedet kunne den bruge beløbet til investering i andre virksomheder. Men set i relation til den betragtede virksomhed er der tale om et uddrag til forbrug.

i virksomhedens nettoformue i løbet af perioden repræsenterer ejergruppens
opsparing i virksomheden. For at få periodens indkomst skal forbruget og opsparingenblot

Ud fra denne antagelse bliver en periodes overskud af en erhvervsvirksomhed det beløb, ejergruppen kunne have uddraget af virksomheden uden at forringe dens nettoformuestilling i løbet af perioden. Det er tilsyneladende en fortrinlig »praktisk« af følgende berømte, ofte citerede passage fra J. R. Hicks:

a person's income is what he can consume during the week and still expect to be
as well off at the end of the week as he was at the beginning.

Jfr. (1939, p. 1976), som er den såkaldte »Hicks-definition« af begrebet periodeindkomst ³ Begrebet at forblive »as well off« i løbet af en periode defineres altså i den foreliggende sammenhæng som »virksomhedens uændrede nettoformuestilling i løbet af perioden«.

Overfor denne opfattelse af begrebet en periodes overskud af en erhvervsvirksomhed
Irving Fisher ganske vist allerede længe forinden bl.a.:

We may in our bookkeeping add our savings to our real income and call the sum total gain. For my part, I prefer not to call it income. - The only argument for adding them together is that the recipient could use the savings as income and still keep his capital unchanpcd. Yes. he could, but he didn't, otherwise there would bo no savings. One pari is income and the other is capital gain.

Jfr. (1930, p. 48-49 - oprindelig kursivering). Men i den efterfølgende »strid« mellem tilhængerne af et indkomstbegreb ind. opsparing og tilhængerne af eet exd. opsparing, jfr. f.eks. Erik Lindahl (1933), gik de førstnævnte (foreløbig) af med sejren. Selvom Irving Fisher lovprises i adskillige efterfølgende teoretiske arbejder, er det almindeligvis Hicks og Lindahl, der citeres som udgangspunkt for de videre overvejelser vedrørende overskudsbegrebet.

Før der gås videre, må der erindres om den grundlæggende sondring mellem det økonomiske og det regnskabsmæssige (periode)overskud. Ved beregninger af en periodes økonomiske overskud defineres virksomhedens nettoformue i et givet tidspunktsom af ejergruppens fremtidige nettouddrag, d.v.s. som kapitalværdienaf fremtidige nettobetalinger mellem virksomhed og ejergruppe. Beregningen af en periodes økonomiske overskud begynder med beregningen af virksomhedens nettoformue ved periodens begyndelse og slutning. Disse nettoformuestørrelseropfattes som primærs\ørre\szr i overskudsberegningen. Nettoformueændringeni løb skal herefter blot korrigeres for ejergruppens nettouddragi tidsrum for at komme frem til periodens overskud. Den økonomiskeperiodeoverskudsberegning

---

3. I de nordiske lande bruges vistnok oftest betegnelsen »Lindahl-definitionen«.

miskeperiodeoverskudsberegninger således en direkte anvendelse af »Hicksdefinitionen«i forstand, at begrebet at forblive »as well off«, der som nævnt generelt defineres som uændret nettoformuestilling, nu specielt defineres som uændretkapitalværdi de fremtidige nettobetalinger mellem virksomhed og ejergruppe.Ændres kapitalværdi / løbet af perioden, repræsenterer ændringen periodens opsparing (i virksomheden), jfr. f.eks. Lindahis indkomstbegreb »Income as Interest« (1933, p. 400ff.).

Ved beregningen af en periodes regnskabsmæssige overskud - det kaldes i praksis beregningen af årsoverskuddet - forholder det sig, eller forholdt det sig i hvert fald oprindeligt, anderledes. Her begynder beregningen med en tidsmæssig omflytning af periodens registrerede indtægter og udgifter alt efter indtægternes og udgifternes formodede tilhørsforhold til den betragtede periode eller til andre perioder. Det er den såkaldte regnskabsmæssige periodiseringsproces. Resultatet af denne proces bestemmer periodeoverskudsberegningens talmæssige resultat således som dette ncingåi af åiMCgiiskabctS rtsuliuiupgøtelst. Ilcicftci ci uct givet - eller VaF uct i hvert fald oprindeligt - hvad størrelsen af virksomhedens regnskabsmæssige nettoformue dens fordeling på enkeltaktiver og -passiver skal være ved periodens slutning, idet nettoformuen med dens fordeling på aktiver og passiver ved periodens begyndelse jo allerede kendes fra overskudsberegningen for den foregående Disse nettoformuestørrelser - der fremgår af årsregnskabets balance primo og ultimo - afledes altså af periodeoverskudsberegningens talmæssige resultat er derfor - i hvert fald oprindeligt - sekundærstørrelser i periodeoverskudsberegningen. har / så fald ingen bestemmende indflydelse på periodeoverskuddets men skal naturligvis rent regnskabsteknisk (bogholderiteknisk) »stemme med« periodeoverskudsberegningen.

Af årsregnskabets resultatopgørelse aflæses årets overskud derfor som de til året periodiserede indtægter minus de deri indeholdte periodiserede udgifter, medens det (samme beløb) aflæses af balancen som en (regnskabsmæssig) nettoformueændring årets løb korrigeret for ejergruppens nettouddrag. Det sidstnævnte er / formel henseende analogt til det økonomiske periodeoverskud, der også består af en nettoformueændring (men i betydningen en kapitalværdiændring) korrigeret for ejergruppens nettouddrag. Men ligheden er kun af rent formel art.

Det videre udviklingsforløb, d.v.s. efter Fisher og Lindahl hhv. Hicks, er præget af to fejlfortolkninger, der iøvrigt begge allerede er indbygget i Lindahis arbejde fra (1933). For det første antages det, at nettoformueændringen som den fremgår af den økonomiske overskudsberegning er et korrekt udtryk for periodens opsparing i virksomheden. At dette er en fejlfortolkning vil blive påvist om lidt. For det andet er der voksende tendenser til at analogisere fra nettoformueændringen i den økonomiskeoverkudsberegning

nomiskeoverkudsberegningog opfatte også den regnskabsmæssige nettoformueændringsom størrelse, der egentlig burde udtrykke periodens opsparing - og ikke blot som et regnskabsteknisk (bogholderiteknisk) vedhæng til en periodeoverskudsberegning,hvis oprindelig er et helt andet end »Hicks-definitionen«.Belæg påstanden om disse tendenser kan findes hos Lindahl (1933), Edgar O. Edwards/Philip W. Bell (1972, første udgave 1961), R. H. Parker/G. C. Harcourt (1969) og - især - hos Palle Hansen (1962) og Thorkil Kristensen (1966).⁴

Den skitserede udvikling har medført, at periodens regnskabsmæssige nettoformueændring at være en klar afledet størrelse efterhånden helt eller i hvert fald delvis er blevet opfattet som en primærstørrelse i den regnskabsmæssige periodeoverskudsberegning. mange forsøg - navnlig i teorien, i mindre udstrækning i praksis - på at anvende andre vurderingsprincipper end det rene anskaffelsesprisprincip vurderingen af enkeltbestanddelene (især aktiverne) i en virksomheds regnskabsmæssige nettoformue viser dette, jfr. igen f.eks. Edwards & Bell (1972). Denne udvikling har skabt en vis uklarhed og frustration omkring det regnskabsmæssige hvilket bl.a. kommer direkte til udtryk i en så estimeret nyere samlet regnskabsteoretisk fremstilling som Eldon S. Hendriksens (1977, især kapitel 5).

Men dei lun også \æie( audio tendered, is;ci pa de! Ncneste. Pa det helt piinci pielle plan har Arthur L. Thomas (1974) rettet en stærk kritik mod hele fundamentet regnskabsteorien, mod regnskabsteoriens arbitrære løsninger af dens allokeringsproblemer, hvortil jo bl.a. periodeallokeringsproblemet hører. Thomas kræver i stedet for »allokeringsfrie« (periode)overskudsopgørelser. G. H. Lawson (1978) og Tom A. Lee (1978) koncentrerer sig i overensstemmelse hermed om opgørelser en virksomheds cash flow i stedet for om traditionelle regnskabsmæssige periodeoverskudsopgørelser. De holder sig dog (stadig) på respektfuld afstand af selve »Hicks-definitionen«, som de ikke i egentlig forstand anfægter. På det praktiske plan er Kåre B. Dullum (1974) på linie hermed.⁵

Der er grund til at tro, at en af årsagerne til de vanskeligheder, den regnskabsmæssigeoverskudsteori havnet i, er respekten for det økonomiske periodeoverskudsbegrebsformodede »rigtighed«. På de følgende sider vil det blive påvist, at en periodes økonomiske overskud af en erhvervsvirksomhed ikke er et korrekt udtryk for periodens indkomst af virksomheden incl. (ejergruppens) opsparing(i Det korrekte udtryk herfor er på det praktiske plan betydelig mere kompliceret. Maske kunne dette medvirke til, at regn skab s teori og -praksis

---

4. Der kunne nævnes flere eksempler. Her er blot nævnt nogle mere kendte.

5 Irving Fisher kan måske opfattes som den første mere kendte teoretiske fortaler for cash flow-tankegangen.

mister interessen for at placere en periodes regnskabsmæssige nettoformueændring som en primær og central størrelse i periodeoverskudsberegninger. Derved åbnes der måske for langt enklere tanker omkring en periodeoverskudsberegnings principielleindhold praktiske anvendelse eller rettere, da sådanne tanker jo allerede delvis er dukket op, en påvisning af den nævnte karakter kunne være den teoretiske begrundelse for at gå disse nye veje.

Det vil i resten af artiklen blive forudsat, at kapitalmarkedsforholdene og forholdene usikkerheden vedrørende fremtiden ikke er mere komplicerede, end at den klassiske investeringsteoris beslutningsregler kan anvendes. Der er ingen grund til at antage, at det økonomiske periodeoverskud skulle gå hen og blive et mere korrekt udtryk for en periodes overskud incl. opsparing, blot fordi der gås ud fra mere realistiske antagelser omkring kapitalmarkeds- og (øvrige) usikkerhedsforhold. samme begrundelse forudsættes det endvidere, at den virksomhed, betragtes, udelukkende finansieres med egenkapital, idet der heller ikke er grund tii at antage, at de komplikationer, som gæidsandeisprobiemaiikken medfører, være til gunst for det økonomiske overskudsbegrebs logiske korrekthed. Beskatningsproblemer vil ikke blive berørt, ikke fordi de anses for uvæsentlige i virkelighedens verden, men fordi de, når talen er om at se grundlæggende principielle optræder som stærkt forstyrrende elementer. Endelig forudsættes udelukkende for nemheds skyld, at kalkulationsrentefoden er konstant i tiden.

2. Periodens passive eller nominelle nettoformueændring - det økonomiske periodeoverskud som kalkuleudtryk

Der betragtes en virksomhed, hvis planer og budgetter i det foregående planlægningstidspunkt umiddelbart før tidspunkt t — 1 - for den daværende planhorisont fra tidspunkt t — \ til tidspunkt n — 1 som »nettoresultat« (»net cash flow«) viste følgende forventede nettobetalinger mellem virksomhed og ejergruppe i de enkelte perioder inden for planhorisonten

med en forventet terminalværdi ved planhorisontens udløb af størrelsen r^.6

---

6. Terminalværdien er her blot kapitalværdien af de nettobetalinger, der forventes efter horisontens idet der i de her gennemførte teoretiske overvejelser i virkeligheden forudsættes uendelig planhorisont. I mere praktisk betonede overvejelser vil planhorisonten ofte være endelig, måske endda ret kort. og i så fald får spørgsmålet om, hvad der egentlig skal forstås ved terminalværdien, afgørende betydning i beslutningssituationer, men ikke for de her anførte principielle overvejelser.

Virksomheden har eksisteret lige siden tidspunkt 0, idet det antages, at den blev
oprettet umiddelbart før dette tidspunkt.

Antag et øjeblik, at virksomhedens planer og budgetter i det nuværende planlægningstidspunkt - umiddelbart før tidspunkt t - er fuldstændig uændrede fra regnskabsperiodens begyndelse. Planhorisonten strækker sig nu fra tidspunkt t til tidspunkt n og de eneste nytilkomne størrelser i planerne og budgetterne - forstået som »nettoresultatstørrelser« -er y'_n og T'_n, der er lænket sammen med T'_{n _\} på følgende måde

hvor »/« angiver kalkulationsrentefoden.

Antag endvidere - stadig kun et øjebiik - ai sådan har situationen også været i fortiden hele den tid, virksomheden har eksisteret. Der fortsættes altså indtil videre med den samme nettobetalingsrække y'Q,y\,y'2, 0.5.v., som allerede var blevet forventet det allerførste planlægningstidspunkt umiddelbart før tidspunkt 0. Figur I7I⁷ er en illustration af denne situation.

Det økonomiske overskud for den r-te periode - den netop forløbne regnskabsperiode
kan beregnes som

hvor N' angiver kapitalværdien af de forventede fremtidige nettobetalinger mellem

---

7 I figuren er positive beløb angivet over tidsaksen, negative under.

virksomhed og ejergruppe i det pågældende tidspunkt incl. kapitalværdien - i
samme tidspunkt - af den forventede terminalværdi ved horisontens udløb.

Pointen er nu, at nettoformuebevægelsen (N't — N'r_\) ikke på nogen måde er et
udtryk for periodens opsparing. Den er blot udtryk for, at virksomhedens planer og
budgetter fortsætter uændret (indtil videre).

Selve udtrykket for den Me periodes økonomiske overskud er blot et rendyrket
eksempel på det, der i den driftsøkonomiske teori kaldes en kalkule. Udtrykket repræsenterer
transformation af den - ofte ujævne - endelig beløbsrække

til en uendelig række konstante beløb

hvis kapitalværdi i tidspunkt t — 1 er lig med den førstnævnte (endelige) beløbsrækkes
i samme tidspunkt - og intet andet.

Det økonomiske overskud kan derfor bruges som kalkuleudtryk. Antag, at virksomhedens og ejergruppe i det nuværende planlægningstidspunkt - umiddelbart t - havde ændret planerne og budgetterne således i forhold til tidligere, at der i stedet for forventedes følgende nettobetalingsrække og terminalværdi i fremtiden

med kapitalværdien Nt i tidspunkt tog NNt_\ i tidspunkt t—l. Hvis det økonomiske
overskud for den t-te periode nu beregnes som

kan en sammenligning mellem størrelserne iN'_{t _\} og iN_{t _\} afgøre, om de nu vedtagne og budgetter med et investeringsteoretisk udtryk er mere eller mindre fordelagtige end de ved periodens begyndelse gældende. Men denne afgørelse kan naturligvis også træffes direkte på grundlag af en sammenligning af #,'_, og N,__] - eller af (y'_t + NN^r _t) og (y_t + N_t) - hvorfor hele denne transformation eller kalkule kan forekomme ret overflødig.

3. Periodens bruttoopsparing eller nyopsparing i virksomheden - nominelt og reelt

Den situation, der er skitseret i figur 1. er karakteriseret ved, at der intet er sket i
økonomisk henseende efterhånden som de enkelte perioder er forløbet frem til og

med det nuværende planlægningstidspunkt. Der er kun sket det. at tiden er gået. Den eneste gang der skete noget var, da virksomheden blev oprettet i den O-te periode. Derfor er der ikke foretaget nogen bruttoopsparing eller nyopsparing i virksomhedeni enkelte perioder bortset fra den, der eventuelt har fundet sted i den O-te periode. Bruttoopsparing finder kun sted i forbindelse med ændringer af planer og budgetter, hvoraf en virksomhedsetablering blot er et ydertilfælde.

Antag nu, at virksomhedens ledelse og ejergruppe i det nuværende planlægningstidspunkt som allerede antydet i foregående afsnit - ændrer planerne og budgetterne i forhold til, hvad der var gældende ved periodens begyndelse, at der nu forventes nettobetalingerne

mellem virksomhed og ejergruppe i de enkelte perioder med terminalværdien Tn

Størrelsen (y'_{t —y t}) udtrykker da ejergruppens nominelle bruttoopsparing i den r-te periode, dvs. i den netop forløbne regnskabsperiode. Størrelsen angiver det beløb, ejergruppen undlader at anvende til forbrug i denne periode. Ejergruppen kunne jo have uddraget hele beløbet y'_t til (muligt) forbrug blot ved at fortsætte planerne og budgetterne fra periodens begyndelse uændret. Denne forbrugsundladelse gennemføres al opnå den fremtidige belobsiii-klu- r,.; y,_t + T. i stedet for beløbsrækken _t+],... ,y'„ + T'_n. Størrelsen (y'_t —y,)er det eksakte udtryk for det beløb, der tilbageholdes i virksomheden i den Me periode.⁸

Den nominelle bruttoopsparing i den netop forløbne regnskabsperiode har en kapitalværdi ved periodens slutning, dvs. opgjort i tidspunkt t, af størrelsen (N_t — A/7). Denne kapitalværdi er blot kapitalværdien af differencen mellem de to lige nævnte fremtidige nettobetalingsrækker og terminalværdier. Den kaldes her den (forventede) reelle værdi af bmttoopsparingen i den netop forløbne regnskabsperiode. »reel« skal ses i modsætning til betegnelsen »nominel«. Selve talstørrelsen er en forventet eller usikker størrelse).

Om det ud fra en investeringsteoretisk bedømmelse har været fordelagtigt at gennemføre periodens nominelle bruttoopsparing - dvs. om det har kunnet betale sig at gennemføre planskiftet - kan afgøres ved en sammenligning af størrelserne nominel og reel værdi af periodens bruttoopsparing. dvs. af

Det er det samme som at undersøge, om lelationen

---

8. Størrelsen {y'_t—y,) kan i visse tilfælde være nul. f.eks. hvis en eksisterende finansiel beholdning til koh af en flnlæespenstand. Men oftest vil den være positiv.

gælder.9

Bemærk, hvorledes disse opsparingsstørrelser på det principielle plan fungerer
fortrinlig som driftsøkonomiske kalkuleudtryk. I praksis er det nemmere at sammenligne
A^_j og N',_l direkte.

Der er ikke tale om, at periodens opsparing er en difference mellem en ultimoog primostørrelse, men derimod om en difference mellem konsekvenserne - nominelt reelt - af to plansæt, et nugældende og et tidligere gældende, opgjort i samme tidspunkt, nemlig ved periodens slutning.

Her på dette sted er det endvidere værd at fremhæve en vigtig forudsætning for det hidtil anførte. Selv ved uændrede planer og budgetter fra periodens begyndelse til dens slutning kan den forventede nettobetalingsrække med tilhørende forventet terminalværdi ændre sig i periodens løb på grund af uforudsete ændringer i ydre omstændigheder, eller på grund af virksomhedsledelsens fejlvurdering af konsekvenserne planerne og budgetterne. De ved periodens begyndelse gældende planer og budgetter kan derfor meget vel henimod periodens slutning forventes at ville resultere i nettobetalingsrækken Q_{y' t}, °y_{{+ \} ?.. ,°y'„ og terminalværdien °T'_n med kapitalværdien °iV/_j, opgjort ved periodens begyndelse. Differencen (°Af/_i — N't^i) kan opfattes som en egentlig kapitalgevinst eller et egentlig kapitaltab, svarende til Lindahis begreber windfall gains and losses samt entrepreneurial losses under et, medens differencen (A^_i — (W/_i) svarer til begrebet entrepreneurial gain, jfr. Lindahl (1958). I det følgende forudsættes det, at størrelsen og den tidsmæssige fordeling af den nettobetalingsrække og terminalværdi, der forventes ved periodens begyndelse, ikke ændrer sig i løbet af perioden, hvis planerne og budgetterne forbliver Dvs., °y:erne forudsættes lig med y'-emz og °T'_n lig med T'„.

Der eksisterer altså to udtryk for bruttoopsparingen eller nyopsparingen i en virksomhed i den netop forløbne periode, et nominelt - (y'_{t —y t}) - hvor der ikke tages hensyn til den (forventede) værdi af denne opsparing, og et såkaldt reelt - (N_t —N?) - hvor der netop tages hensyn til denne værdi i form af en kapitalværdiopgørelse. det økonomiske periodeoverskudsbegreb bygger på kapitalværdibegrebet, der i det følgende blive fokuseret på den reelle værdi af en periodes bruttoopsparing.

Den reelle værdi af den netop forløbne - den Me - periodes nettoopsparing
afhænger, foruden af periodens bruttoopsparing, af ændringen i den reelle værdi af

---

9. Størrelsen (A^r, -N") - {y'_t ->•,) svarer til Lindahis begreb entrepreneurial gain, jfr. Lindahl (1958), opgjort umiddelbart før periodens slutning. Den er altid enten positiv eller uinteressant.

tidligere perioders bruttoopsparing, f.eks. i den situation, der er skitseret i figur 1, af ændringen i den reelle værdi - i løbet af den Me periode - af den bruttoopsparing, der fandt sted i oprettelsesperioden. Denne afhængighed vil der under mere realistiskeforudsætninger hidtil blive gjort rede for i næste afsnit.

4. Det korrekte udtryk for en periodes overskud af en virksomhed incl. nettoopsparing

Ikke alene tænkes det nu, at virksomhedens ledelse og ejergruppe i det nuværende - umiddelbart før t - beslutter sig til at ændre planerne og budgetterne i forhold til de ved periodens begyndelse gældende som netop skitseret. antages også, at alle tidligere perioder inden for virksomhedens hidtidige levetid har været karakteriseret ved planskift af en lignende karakter, men naturligvis med skiftende talmæssigt indhold fra periode til periode. Specielt var det allerførste planskift selve virksomhedens oprettelse umiddelbart før tidspunkt 0. Figur 2 skal tjene til illustration af en sådan (mere realistisk) situation. Af pladsmæssige hensyn er figuren begrænset til en illustration af den seneste udvikling op til og lige efter det nuværende planlægningstidspunkt.

Symbolerne under tidsaksen angiver realiserede hhv. forventede nettobetalinger mellem virksomhed og ejergruppe, hvor symboler i parentes specielt angiver størrelser fra tidligere planer og budgetter, som på grund af planskift ikke længere er aktuelle. Før virksomheden overhovedet blev oprettet forventedes nettobetalingerne

med terminalværdien T[^p\ hidrørende fra en eller anden portefølje af fordringer eller ejendomsretter (f.eks. aktier), som ejergruppen var i besiddelse af, før virksomheden blev oprettet, og som i stedet for umiddelbart før tidspunkt 0 blev realiseret og anvendt som kapitalindskud i virksomheden (ved dennes etablering). Hvis ejerkapitalindskuddet i stedet for var blevet præsteret ud af en løbende løn, rente el.l. -indkomst, der ellers ville være medgået til forbrug, ville y^lp) -erne og T(_n ^p> alle have været lig med nul (»forbrugsalternativet«). Ved virksomhedens oprettelse forventedes nettobetalingerne

med terminalværdien Tip 1). efter at ejergruppen havde præsteret kapitalindskuddet
VoP "ved virksomhedens oprettelse. Og så fremdeles, j'-erne angiver de forventede
nettobetalinger ilølge de »næstsidste« planer og budgettei, hidrørendc fra tidspunkt

t — 1, og j-erne med terminalværdien r„ angiver nettobetalingerne og terminalværdieni til de nugældende planer og budgetter. I det nuværende planlægningstidspunktandrager hidtil realiserede hhv. de forventede fremtidige nettobetalingeraltså

med terminalværdien Tn.

Oven over tidsaksen er udviklingen i virksomhedens (forventede) nettoformue i betydningen kapitalværdi vist. Lad os tage nettoformuen ved den netop forløbne regnskabsperiodes slutning - N, - som eksempel. Som det er sogt illustreret består den af følgende komponenter: Størrelsen (N_t — N',) angiver bruttoopsparingen i virksomheden i den netop forløbne periode. Størrelsen (N'_t — N") angiver den reelle værdi, ved den netop forløbne periodes slutning, af den i den foregående periode gennemførte bruttoopsparing. Størrelsen (N'_t ^r — N'_t") angiver den reelle værdi, ved den netop forløbne periodes slutning, af den i den (/ — 2)-te periode gennemførte bruttoopsparing. så fremdeles. Størrelsen(N(_tt ^{p ~} l) — N\^p))angiver den reelle værdi, ved den netop forløbne periodes slutning, af den i oprettelsesperioden gennemførte bruttoopsparing. Tilbage bliver størrelsen N\^p). Den angiver den reelle værdi, ved den netop forløbne periodes slutning, af den formue, ejergruppen ville have været i besiddelse af. hvis virksomheden ikke var blevet oprettet. Denne størrelse ville evt. have været lig med nul, nemlig hvis alternativet til virksomhedens oprettelse havde været »forbrugsalternativet«. På analog måde kan nettoformuerne N'_t'_₂-N'_t-_l og iV,₊ i opdelen i differencebeløb og et »restbeløb« som vist i figuren.

Det er nu let at beregne den netop forløbne regnskabsperiodes nettoopsparing, forstået en reel værdi opgjort ved periodens slutning, og dermed periodens overskud i betydningen indkomst ind denne opsparing. Beregningen al den sidstnævnte skal nu demonstreres:

Størrelsen yt er ejergruppens uddrag til (muligt) forbrug i perioden. Dertil skal for
det første lægges den reelle værdi af periodens bruttoopsparing, opgjort ved
periodens slutning, dvs. størrelsen (Nt — AT).

For det andet skal den ændring i den reelle værdi af tidligere perioders bruttoopsparing, har fundet sted i løbet af den netop forløbne periodes, tillægges. (Hvis denne værdiændring er negativ, er der naturligvis tale om et fradrag). Denne værdiændring skal opgøres ved den forløbne periodes slutning. Værdiændringen kan derfor - idet det huskes, at der skal regnes med renter, fordi »tiden er gået een periode« - beregnes som

Simple regneoperationer vil vise. at denne sum af periodens forbrug, dens bruttoopsparing virksomheden og den beregnede ændring i værdien i løbet af perioden af den i tidligere perioder foretagne bruttoopsparing - de to sidstnævnte størrelser udgør tilsammen periodens nettoopsparing i virksomheden - kan skrives som

Den skaipe parentes angiver periodens nettoopsparing i virksomheden. Den består

af periodens bruttoopsparing, hvorfra skal trækkes den forbrugsforøgelse, der er mulig i perioden, grundet på tidligere perioders bruttoopsparing, regnet fra virksomhedensoprettelse til og med den umiddelbart foregående periode. Denne sidste størrelse kunne måske kaldes periodens »nedsparing« af tidligere perioders bruttoopsparing. »Nedsparingen« måles i forhold til det forbrug, som den i virksomhedenoprindeligt kapital havde givet mulighed for i den netop forløbneperiode, virksomheden ikke var blevet oprettet. Bemærk, at periodens nettoopsparing ikke kan beregnes som en ændring i virksomhedens nettoformuestilling/ af perioden.

Et lille taleksempel vil nok være på sin plads nu. Antag, at den i virksomheden oprindeligt placerede kapital, hvis virksomheden ikke var blevet oprettet, havde dannet basis for en forventning om en nettobetaling på y\^p) = 100 kr. ved slutningen af den netop forløbne periode. Men virksomheden oprettes, og på grund af de stadige planskift fra da af og til og med begyndelsen af den netop forløbne periode forventedes der en nettobetaling på y\ = 500 kr. i den netop forløbne periode. Ved periodens slutning sker der igen et planskift, der indebærer en forbrugsundladelse (i forhold til de 500 kr.) på (y'_t —y_t) = 200 kr., hvis reelle værdi ved periodens slutning antages at være (N_t —N'_t) = 300 kr. Den netop forløbne periodes nettoopsparing i virksomheden nu lig med bruttoopsparingen i perioden reguleret for periodens »nedsparing«. _r-/V;)- -400= - 100 kr. For at få periodens overskud incl. nettoopsparing skal der hertil blot lægges periodens faktiske nettobetaling til ejergruppen, som er y_t = 300 kr., ialt 200 kr. Bemærk, at periodens bruttoopsparing ikke er tilstrækkelig til at opveje »nedsparingen« af tidligere perioders bruttoopsparing. det er uden virksomhedsøkonomisk betydning. For det har kunnet betale sig at gennemføre selve periodens bruttoopsparing al den stund 300 kr. (reel værdi af bruttoopsparing) er mere end 200 kr. (nominel bruttoopsparing). Det er det eneste, der betyder noget. Selve størrelsen af periodens overskud incl. nettoopsparing, den f.eks. er positiv eller negativ, er derfor også uden virksomhedsøkonomisk

Udtrykket for den netop forløbne periodes overskud incl. nettoopsparing kan formuleres
at det kommer til at »indeholde« periodens økonomiske overskud,
idet det kan skrives som

Udtrykket i den skarpe parentes er det økonomiske overskud for den netop forløbneperiode. ses. at een af fejlene ved at påstå, at dette overskud er et periodeoverskud incl. opsparing, er. at det glemmes, at periodens passive eller nominelle nettoformueændring - som blot er udtryk for det i sig selv uinteressante

fænomen, at tiden er gået een periode - skal fratrækkes. Denne nettoformueændringer netop ikke et udtryk for periodens opsparing. Endvidere skal periodens »nedsparing« af tidligere perioders bruttoopsparing fratrækkes. En periodesoverskud opsparing kan altså ikke primært aflæses af virksomhedens nettoformueændring / løbet af perioden efter en simpel korrektion for et evt. ejergruppeuddrag,netto.

5. Konklusion

Der er således ingen grund til, at regnskabsteorien ud fra en analogi til begrebet en periodes økonomiske overskud koncentrerer opmærksomheden omkring en periodes (regnskabsmæssige) nettoformueændring som noget helt centralt i en periodeoverskudsopgørelse. der er heller ingen grund til, at regnskabsteorien i stedet for kaster sin kærlighed på det her udledte udtryk for en periodes overskud incl. nettoopsparing. For nok er dette udtryk på det principielle plan meget enkelt. Men på det mere konkrete plan er udtrykket ikke så enkelt endda, jfr. taleksemplet foran, fordi det kræver »regnskab med«, hvilket forbrug et oprindeligt ejerkapitalindskud have muliggjort i den betragtede periode, hvis virksomheden ikke var blevet oprettet. Men den lumske hensigt med at udlede dette periodeoverskudsudtryk nettoopsparing hai faktisk netop været at fa droppet begrebet en periodes overskud incl. opsparing.

På det mere praktiske plan har Gunnar Thorlund Jepsen derfor ret, når han (1980, p. 47) hævder, »... at indkomst = forbrug er det mest konsistente indkomstbegreb«. på baggrund af den her gennemførte analyse kan det hævdes, at indkomst incl. opsparing er et helt konsistent indkomstbegreb, blot det defineres og beregnes korrekt Men dets anvendelse på det mere praktiske plan kan ikke (almindeligvis) anbefales.

Det hele er endt i en lidt sær situation. Det økonomiske overskud er ikke et periodeindkomstbegreb incl. opsparing, men et i princippet fortrinligt, i praksis overflødigt, kalkuleudtryk i beslutningsmæssig henseende. Det her udledte udtryk for en periodes overskud incl. nettoopsparing er logisk konsistent, men irrelevant for beslutningsmæssige formål, da det i så fald er mest korrekt at sammenligne kapitalværdierne af konsekvenserne af alternative plansæt, f.eks. af AA^r _{,_i} sammenlignet N'_{tt _ {}. Det var heldigt, da det på det praktiske plan som nævnt kan være svært at beregne denne periodeoverskudsstørrelse.

Tilbage bliver at betragte nettobetalingerne mellem en virksomhed og dens ejergruppe som de eneste logiske og konkret anvendelige periodeoverskudsstørrelser(dvs. opfatte indkomst = forbrug), naturligvis under forudsætning af. at der udarbejdes planer og budgetter med tilhørende terminalværdier for mindst een

fremtidig regnskabsperiode, så nettobetalinger i fortid og fremtid (og terminalværdi) kan ses i sammenhæng fra planlægningstidspunkt til planlægningstidspunkt. Dette er i overensstemmelse med nogle af de nyere tendenser inden for regnskabsteorien i form af forøget interesse for »cash flow«- som tidligere omtalt.

Takket være Edwards og Bells tidligere omtalte bog (og inflationen) er det snart nogle år siden, det har været muligt at omtale overskudsopgørelsesproblemer uden at komme ind på. hvordan sådanne opgørelser korrigeres for inflationen, eller mere generelt for almindelige og/eller specielle prisvariationer. Afslutningsvis skal det derfor anføres, at som et biprodukt af erkendelsen af nettobetalingsstørrelserne som overskudsstørrelser ses det (tydeligere), at inflationsproblemet - der er et stort problem i den her sammenhæng ikke er et spørgsmål om at inflationskorrigere fortidige overskudsopgørelser. men et spørgsmål om at forudsige inflationen og specifikke prisvariationer (samt udviklingen i renteniveauet) i de kalkuler over de fremtidige konsekvenser af alternativt mulige plansæt, der er det afgørende grundlag for de beslutninger, der skal træffes i erhvervsvirksomheder.¹⁰

Litteratur

Andersen, Arne Geel. 1980. Mysteriet om den
forsvundne opsparing. Memo nr. 2, Institut
for Virksomhedsledelse. Århus.

Dullum, Kåre B. 1974. Udvikling af systemer
for økonomisk styring. København.

Edwards, Edgar O. og Philip W. Bell. 1972.
777? Theory and Measurement of Business
Income. Los Angeles.

Fisher, Irving. 1930. Income and Capital, genoptrykt fra The Theory of Interest, New York, i Parker. R. H. og G. C Harcourt (eds.): Readings in the Concept & Measurement Income. Cambridge 1969. pp. 33-53.

Hansen. Palle. 1962. The Accounting Concept
of Profit. København.

Hendriksen, Eldon S. 1977. Accounting Theory.
111.

Hicks. J. R. 1939. Value and Capital. Oxford.

Jepsen, Gunnar Thorlund. 1980. Horisontal
lighed og den personlige indkomstskat.
Nationaløkonomisk Tidsskrift 118:37-

Kristensen, Thorkil. 1966. Statusteori. København.

Lawson, Gerald H. 1978. The Rationale of Cash Flow Accounting. I Dam. Cees van (ed.): Trends in Managerial and Financial Accounting. Ni jenrode Studies in Business. Leiden/Boston, Vol. 1. pp. 85-102.

Lee, Tom A. 1978. The Cash Flow Accounting for Corporate Financial Reporting. I Dam. Cees van (ed.): Trends in Managerial and Financial Accounting. Ni jenrode Studies in Business. Leiden/Boston. 1. pp. 63-84.

Lindahl. Erik. 1933. The Concept of Income.
I Economic Essays in Honour of Gustav
Cassel. London, pp. 399-407.

Lindahl. Erik. 1958. The Concept of Gain
and Losses. I Festskrift til Frederik Zeuthen,
København, pp. 208-219.

Parker, R. H. og G. C. Harcourt. 1969. Introduction. Parker, R. H. og G. C. Harcourt (eds.): Readings in the Concept & Measurement Income, Cambridge, pp. 1-30.

Thomas, Arthur L. 1974. The Allocation Problem: Two. American Accounting Association in Accounting Research. No. 9. Sarasota. Florida.