Resumé

summary: The purpose is to tlisctiss aspects of the choice between market and nonmarket of resources. In connection with market failures, transaction costs, thin markets, and imperfect information are emphasized as fundamental problems. the relevance of corrective Pigou taxes in the case of negative technological are discussed.

1. Valget

Det følgende beskæftiger sig med forskellige aspekter af valget af samfundsmæssig Formålet er ikke at bidrage med ny erkendelse, den, der søger dette, vil lede forgæves i det følgende. Derimod er det formålet at søge at lokalisere nogle væsentlige problemområder i samspillet mellem de offentlige myndigheder og virksomhederne samt at påpege sammenhænge, resultater fra den økonomiske forskning med fordel kan udnyttes i øget omfang i praksis.

Forenklet udtrykt kan ressourceallokeringen ske ved hjælp af markedsmekanismer ved hjælp af bureaukrati.¹ Hvis udgangspunkt tages i en umodificeret markedsmekanisme, kan det være hensigtsmæssigt at sondre mellem tre ressourceallokeringsmetoder:

1. Umodificeret markedsmekanisme
2. Modificeret markedsmekanisme
3. Bureaukrati

---

Jeg vil gerne rette en tak til medarbejdere ved Institut for Finansiering, Handelshøjskolen i København, for nyttige kommentarer til en tidligere version af det foreliggende arbejde.

1. »Bureaukrati« er her anvendt ien helt værdineutral betydning for allokering af ressourcer hjælp af en organisationsopbygning og administrative processer. Det kan tilføjes, at ressourceallokeringen også kan ske ved hjælp af prismekanismer, der ikke direkte kan betegnes som markedsmekanismer.

Dette er den måde, ressourceallokeringsproblemet ofte opfattes på. Udgangspunktet den umodificerede markedsmekanisme. Fungerer denne ikke tilstrækkelig overvejes den modificerede markedsmekanisme, dvs. at supplere den umodificerede markedsmekanisme med skatter, afgifter, subsidier, restriktioner o. lign. Er dette ikke tilstrækkelig til en hensigtsmæssig løsning, overvejes bureaukrati administrative processer som allokeringsinstrument. Mindre hyppigt ser man samfundsøkonomiske argumenter, der går den modsatte vej: Bureaukratiet fungerer ikke eller er for dyrt, hvorfor prismekanismer og markedsmekanismer bør overvejes. Dette er i modsætning til tendenserne på virksomhedsniveau, hvor interne afregningspriser, divisionalisering, selvstændige profitcentre og lignende foreteelser spiller en stigende rolle. Det er også i modsætning til tendenserne i Sovjcl og yjbtcuivjpa, nvor uccentfuiisercue ifiCituriicritbystcrricr synes at spiuC en stigende rolle.

Selv om der er mange kombinationsmuligheder, er det væsentligt at erkende, at det fundamentale valg er mellem markedsmekanisme eller bureaukrati. Man kan derfor vanskeligt kritisere markedsmekanismen alt for kraftigt uden samtidigt at holde lidt af bureaukratiet. Dette er et af de fundamentale dilemmaer for mange socialistiske økonomer, at de kritiserer markedsmekanismen, men samtidig ikke holder af bureaukratiet (jf Marx' vision om at staten visner bort). Men på en eller anden måde skal de knappe ressourcer fordeles mellem forskellige anvendelser de knappe varer fordeles mellem forbrugere under hensyntagen til præferencer. denne ressourceallokering skal ske under ufuldkommen information.

Valget mellem markedsmekanisme eller bureaukrati er naturligvis ikke et enten-eller. Afhængig af problemstillingen eller områdets natur kan det ene eller det andet (eller en kombination) være at foretrække. Spørgsmålet er derfor ikke, om man skal vælge markedsmekanisme eller bureaukrati, men hvornår markedsmekanismen mest hensigtsmæssig, og hvornår bureaukratiets allokeringsmetoder mest hensigtsmæssige. Problemet er derfor at indkredse nogle af de fundamentale der har betydning for dette valg, og dette er et af formålene med den følgende fremstilling.

2. Markedsmekanismen og dens mangler

Et ofte fremført argument for markedsmekanismen er konkretiseringen af Adam Smith's us)nligc hand i vclia,rdstcoiiens to hovcdtcorcmcr. Disse to teore mer, som gælder under en række nærmere præciserede forudsætninger, siger populært udtrykt, at

1. en fuldkommen konkurrence markedsallokering er paretooptimal,

2. enhver paretooptimal allokering kan ved en passende omfordeling af ressourcer
opnås som resultatet af en fuldkommen konkurrence markedsallokering.

Sådanne resultater er ikke i sig selv et argument for markedsmekanismen. Mindst lige så vel kunne de anvendes som et argument mod markedsmekanismen, det er forholdsvis let at påpege, at de nødvendige forudsætninger for resultaterne stort set aldrig er opfyldt i praksis. Sådanne teoremer siger derfor i sig selv intet om den faktiske verden, men derimod først og fremmest noget om den indre struktur i den samlede økonomiske teori, som forsøges anvendt dels til at udlede udsagn, som det forhåbentligt er muligt at få bekræftet af den faktiske verden, og dels til at udlede hensigtsmæssige foranstaltninger til opnåelse af bestemte rhål i den faktiske verden.

Kritikken mod markedsmekanismens anvendelse som instrument for den samfundsmæssige
fremføres på mange forskellige niveauer:

1. Selv om forudsætningerne for velfærdsteoriens to hovedresultater i tilstrækkelig måtte være opfyldt i praksis, er de fordelingsmæssige konsekvenser uacceptable, og det er ikke muligt at opnå en acceptabel omfordeling af ressourcer indgreb i markedsmekanismen.

2. Verden er ikke overvejende karakteriseret ved fuldkommen konkurrence,
men ved ufuldkommen konkurrence og stordriftsfordele. Teoriens smukke resultater
derfor ikke i praksis.

3. Præferencer er ikke eksogene variable, men endogene variable, der delvis er
bestemt af det samlede økonomiske system og den måde, det fungerer på.

4. Der er teknologiske eksternaliteter i produktion og forbrug.

5. Mange væsentlige goder, f.eks. inden for kommunikationsindustrien, er kollektive
hvor den enes forbrug ikke reducerer andres forbrugsmuligheder.

6. Usikkerhed og fremtid. Der eksisterer ikke markeder for alle mulige varer, i
alle mulige kvaliteter, leveret på alle mulige tidspunkter og under alle mulige
tilstandsmuligheder (states of the world).
Andre indvendinger mod markedsmekanismen, f.eks. problemer i forbindelse

med »moral hazard« og »adverse selection« under usikkerhed, kunne nævnes, men de her fremførte er antagelig nogle af de væsentligste og hyppigst fremførte. Ses der bort fra punkt 3., som er en indvending mod den separation af præferencerog som hele den økonomiske teori bygger på², kan

---

2. At præferencer er endogene bør ikke sammenblandes med eksternaliteter i forbrug (punkt 5). Ved eksternaliteter i forbrug indgår som parameter i præferencefunktionen andres produktions- og/eller forbrugsbeslutninger. Derimod er selve præferencefunktionen givet.

det med nogen rimelighed argumenteres, at de skitserede indvendinger mod markedsmekanismeni grad end at betragtes som de egentlige problemer bør betragtes som symptomer på de egentlige problemer. På det mere fundamentale plan skyldes de skitserede problemer ved markedsmekanismeløsningen først og fremmest:

a. Transaktionsomkostninger
b. Få købere og sælgere

c. Ufuldkommen information

Dertil kunne nævnes to yderligere væsentlige problemer:
d. Manglende eksklusionsmuligheder
e. Manglende konveksitet

Der synes dog at være nogen rimelighed i at lægge møisi vægi på iransaklioiiaomkostninger, af købere og sælgere, og ufuldkommen information som de mere fundamentale problemer. Manglende konveksitet og vanskelighed ved at ekskludere ikke-forbrugere skyldes ofte transaktionsomkostninger, dvs. omkostninger at etablere et marked og ved at operere på dette marked. Når der ikke eksisterer et marked, må forhåndsformodningen være, at det er fordi omkostningerne gerneved at etablere det pågældende marked er »for høje

Når der ikke eksisterer et marked for mange eksterne effekter, skyldes det ud over transaktionsomkostninger ofte, at der kun er få købere og sælgere. Som ved ufuldkommen konkurrence i almindelighed kommer man ind i en spilteoretisk situation, og selv om der er argumenteret for løsninger på sådanne situationer (f.eks. Zeuthen 1930), er der alt i alt tale om en forholdsvis uafklaret situation. Coase (1960) har med nogen overbevisning argumenteret, at »den usynlige hånd« via forhandlinger også vil løse dette problem. Muligvis er dette tilfældet ved helt få købere og sælgere,³ men er der lidt flere købere og sælgere, kan de praktiske vanskeligheder meget vel være for store, og man kommer ud i en spilteoretisk situation uden entydig løsning. Resultatet heraf vil næppe være en samfundsmæssig ressourceudnyttelse. Hvis der ikke er mange købere og sælgere, er det omvendt også svært at fastlægge hensigtsmæssige indgreb i ressourceallokeringen.

Det er ikke altid let at afgøre, hvad der i en given situation er hovedårsagen til, at markedsmekanismen ikke fungerer. Et af standardeksemplerne vedrører drift af fyrvæsenet, og det sædvanlige argument er, at et fyrs lyssignal er et kollektivt gode, hvor eksklusion er umulig. Andre har hævdet, at det væsentlige problem udgøres af transaktionsomkostnmgei, dvs. omkostninger til opkrævning og kontrol(så bl.a. kan slukke fyret for dem, der ikke vil betale). Atter andre⁴ har

---

3. Jnf. Cheung's (1973) bekendte bieksempel.

4. F.eks. Arrow (1969).

hævdet, at det væsentlige problem er de få involverede, hvorfor der er tale om en
spilteoretisk situation uden ligevægtspriser.

Det bør betones, at en væsentlig fordel ved at diskutere markedsmekanismens gode og mindre gode egenskaber ud fra de fundamentale problemer (a-e) fremfor udfra symptomerne (1-6) er, at punkterne (a-e) relaterer til tilsvarende problemer ved bureaukratiet som allokeringsinstrument. En komparativ drøftelse af markedsmekansimen forhold til alternative allokeringsmetoder forekommer at være den mest frugtbare problemformulering. Punkterne (1-6) vedrører derimod mere isoleret markedsmekanismen som sådan.

Vi skal ikke her gå dybere ind i de skitserede problemstillinger. Hovedformålet har været at antyde nogle af de fundamentale problemer, bl.a. som baggrund for den følgende drøftelse af nogle mere konkrete problemområder. Først skal standardargumentet beskatning ved negative eksternaliteter af kollektivt »gode« typen præsenteres. Dernæst drøftes to eksternalitetsbeslægtede områder, nemlig samspillet mellem økonomi og jura, og samspillet mellem information og økonomi.

3. Flere skatter?

Det eksempel, som kort skal diskuteres i det følgende, er såkaldte negative eksternaliteter, dvs. det tilfælde, hvor den enkeltes handlinger har uheldige konsekvenser andre, og hvor den pågældende ikke har noget økonomisk incitament at tage hensyn til disse uheldige konsekvenser, da de jo ikke rammer den pågældende selv. Markedsmekanismen vil derfor ikke fungere hensigtsmæssigt. Standardeksempler er fabrikker, der forurener luft og vand, fabrikker med betydelig for forskellige former for uheld, der vil skade omgivelserne, flyvemaskiner, larmer ved start og landing, bygninger, der mishandles eller forfalder til skade for omgivelserne, anvendelse af benzin, der spyer bly og andre former for forurening ud i luften, samt mange andre lignende foreteelser.

Det skal argumenteres i det følgende, at en hensigtsmæssig måde at løse sådanneproblemer ofte vil være ved højere skatter og afgifter.⁵ Herved får man både en bedre samfundsmæssig ressourceudnyttelse og øger det offentliges indtægter(hvorved evt. bliver muligt at reducere skatter og afgifter på andre områder,hvor har særligt uheldige konsekvenser⁶). For så vidt er der i den økonomisketeori vis opbakning af, at skatter og afgifter, ofte kaldet Pigou-skatter,

---

5. I samme åndedrag bør det tilføjes, at der findes andre områder (positive eksternaliteter), offentlige subsidier forekommer velbegrundede.

6. Se f.eks. Nielsen (1980) for eksempler på områder, hvor beskatningen synes at have væsentlige uheldige konsekvenser.

vil være et godt instrument til at løse den slags problemer. Samtidig er der dog
også en vis skepsis, som er baseret på to forskellige typer af argumentation, en
teoretisk argumentation og en praktisk argumentation.

Den teoretiske argumentation hæfter sig ved, at problemet må anskues i en second-best sammenhæng. Den samfundsmæssige ressourceudnyttelse er under alle omstændigheder ikke »optimal«, eftersom stort set alle former for eksisterende og afgifter i forvejen forvrider den samfundsmæssige ressouceudnyttelse, der er naturlige monopoler, eftersom en række transaktioner finder uden om markedet, etc. På den baggrund kan man ikke være sikker på, at Pigou-skatter vil forbedre den samfundsmæssige ressourceudnyttelse. De kan være direkte skadelige, hvis det er en monopolist, der producerer de eksterne effekter (Buchanan 1969), hvis der er mulighed for forhandling, og der ikke er tale om en eksternalitet af kollektivt »gode« typen (Coase 1960) m.m. Desuden er manglende konveksitet af produktionsmulighederne ikke blot en mulighed, men antagelig snarere reglen ved eksternaliteter (Starrett 1972). De skatter og afgifter, der skulle forbedre den samfundsmæssige ressourceudnyttelse, kan derfor stedet være skade virkende, og det »optimum«, man måtte finde frem til, kan være et lokalt optimum og ikke et globalt optimum.

Den praktiske argumentation hæfter sig særlig ved, at det i praksis ofte vil være svært at finde egnede kriterier at udmåle afgifter efter, således at de ud fra en samfundsmæssig synsvinkel fungerer hensigtsmæssigt. Det er velkendt, at en række former for produktion mere end andre nedslider arbejdskraften, og at dette er en samfundsmæssig omkostning, selv om det ikke i samme grad er en privatøkonomisk omkostning.⁷ Men hvordan udmåler man et sæt af skatter og afgifter, således at de pågældende virksomheder, dvs. den pågældende form for produktion, også kommer til at betale de samfundsmæssige omkostninger, som den selv har forvoldt?

Når der i de følgende argumenteres for en større anvendelse af Pigou-skatter, er det en relativ pragmatisk synsvinkel, der anlægges, og de ovenfor nævnte indvendingerbør i baghovedet. Så længe det drejer sig om eksternaliteter af kollektivt »gode« typen, synes den praktiske konklusion dog stadig at være, at Pigou-skatter er det bedst egnede middel, omend det i en second-best verden er svært at sige præcist, hvor store sådanne skatter skal være. Hvad angår de praktiskbetonede er der intet andet svar end, at man i konkrete tilfældemå

---

7. I et vist omfang overvæltes den samfundsmæssige omkostning naturligvis på løn og produktionsomkostninger, der ofte negligeres i den offentlige debat om disse problemer.

fældemåvurdere, om det er muligt at formulere et hensigtsmæssigt virkende
skatte- og afgiftssystem.

Det offentlige har adskillige instrumenter til rådighed, hvis det ønsker at dæmpe produktionen af negative eksternaliteter. Man kan henstille til virksomhederne opføre sig bedre og i højere grad tage samfundsmæssige hensyn, eller man kan foretage offentlige investeringer, som delvis råder bod på privat-producerede f.eks. bygge rensningsanlæg, som delvis fjerner den privat producerede forurening. Hovedvalget står dog mellem restriktioner og afgifter. Man kan stille krav om, at produktionen af eksternaliteter begrænses til ikke at overstige visse godkendte normer. Eller man kan belægge produktionen af eksternaliteter skatter og afgifter.

Blandt fordelene ved at anvende afgifter er, ud over den forøgelse der sker af det offentliges indtægter, at der skabes et økonomisk incitament til at handle i samfundets interesse, og at de er mere selvregulerende end restriktioner, som kræver et bureaukrati til at sikre, at restriktionskravene overholdes. Afgifter kræver at man kender produktionen af det afgiftsbelagte »output«. Antagelig er det også lettere at foretage en benefit-cost afvejning ved et afgiftssystem. Målet vil jo normalt ikke være at fjerne den negative eksternalitet totalt, men at sikre, at de ulemper, eksternaliteten forvolder, står i et rimeligt forhold til de gavnlige konsekvenser, de betragtede former for handlinger i øvrigt har. Den største fordel er måske, at virksomhederne stadig har et forudsigeligt system af priser, de kan disponere efter, og at de frit kan disponere så hensigtsmæssigt som muligt inden for dette prissystemets rammer. F.eks. kan nye virksomheder vælge at reducere forureningen meget, da dette kan gøres forholdsvis billigt, medens ældre virksomheder, for hvem det er dyrt at begrænse forureningen, vil begrænse forureningen mindre og til gengæld betale mere i afgifter til det offentlige. Samfundsmæssigt er dette en hensigtsmæssig differentiering. Hvis det offentlige i stedet fastsætter et maksimalt forureningsniveau, ville alle virksomheder skulle sænke deres forureningsniveau hertil, uanset om det var billigt eller dyrt at gøre dette. Dette ville samfundsmæssigt være uøkonomisk, selv om det samlede forureningsniveau være det samme som det, der blev resultatet af afgifter. Givet dette samlede forureningsniveau, ville det være samfundsmæssigt ønskværdigt, at nogle virksomheder reducerede deres forureningsniveau til et lavere niveau end den officielle norm, og at andre forurenede mere end svarende til den officielle norm.

4. Jura og økonomi

En problemstilling, der minder meget om eksternaliteter og lignende former
for markedssvigt, er samspillet mellem juridiske hensyn og økonomiske hensyn. Når

de to hensyn konfronteres, dominerer det juridiske hensyn normalt totalt, antagelig
fordi det deri indeholdte »retfærdighedshensyn« er hævet over pengenes lave målestok.

Problemstillingen skal illustreres med et enkelt eksempel. Ofte sker det, at kostbare bygninger af den ene eller den anden grund opføres i strid med naturfredningsregler lignende forordninger. Det juridiske synspunkt er da, at dette er ulovligt, og at bygningerne hurtigst muligt skal fjernes. Ud fra et økonomisk eksisterer der imidlertid kostbare bygningsanlæg, som allerede er opført, og som derfor er til rådighed for samfundet som produktionsanlæg. Det skal være et ganske rigt samfund, som konsekvent kan kræve den slags anlæg fjernet. overvejelser tilsiger tva>rtimod, at naturfredningen nu skal vurderes under deri forudsætning, ui bygningerne allerede eksisterer, dvs. som om der skulle ydes erstatning for bygningernes fjernelse. Bygningerne eksisterer jo rent faktisk.

På den anden side er det også klart, at den, der har foretaget den ulovlige handling, ikke bør have en økonomisk fordel af sin handling, og at der ikke bør være et økonomisk incitament til at foretage ulovlige handlinger. Tværtimod skal der være en form for straf. Dette sikres i almindelighed samfundsøkonomisk bedst ved at den pågældende betaler en økonomisk erstatning, som tilfalder samfundet, dermed os alle, som kompensation for den ringere naturskønhed, vi nu må leve med.

5. Information og økonomi

Økonomer finder det ofte skuffende, at deres forskningsresultater anvendes lidet i praksis, og er tilbøjelige til at skyde skylden herfor på praktikernes manglende i forskningsresultaterne. En væsentlig årsag hertil er imidlertid formentlig, de økonomiske forskningsresultater kun i meget begrænset omfang tager højde for det forhold, at beslutninger i praksis stort set altid træffes under ufuldkommen information.

Bortset fra enkeltstående pionerarbejder er det først inden for det sidste 10-år, at informationsproblemet har været genstand for en bredere interesse fra økonomersside. har også været karakteristisk, at medens tidligere resultater var ganske optimistiske, f.eks. når Arrow (1964) og Debreu (1959) generaliserer ligevægtsresultaterfra til usikkeihed, og nar von Hayek (1945; argumente rer for prissystemets fortræffelighed til at håndtere decentraliseret information, så er mange af de nyere resultater ganske nedslående ved at påvise, at en række gode egenskaber ved økonomiske modeller, som mere eller mindre er blevet

betragtet som selvfølgelige, ikke nødvendigvis gælder, når usikkerhed og informationsproblemerindføres
modellerne.

I et pionerarbejde antyder Akerlof (1970) ligevægtsproblemer, som opstår, når der er kvalitetsforskelle, og når prisen fungerer som informationssignal mellem de bedre informerede og de mindre godt informerede. En slags Gresham's kvalitetslov medføre markedssammenbrud. Rothschild og Stiglitz (1976) og Leland (1979) har yderligere uddybet, hvorledes selve eksistensen af en ligevægtssituation være tvivlsom, og andre har påvist tilsvarende problemer på arbejdsmarkedet. påpeger mange steder, hvorledes manglen på risikomarkeder (betingede fremtidsfordringer) medfører en ineffektiv ressourceudnyttelse. Desuden ufuldkommen information naturligt manglende konveksitet, f.eks. fordi værdien af en given teknikændring (en given information) er større for en stor virksomhed end for en lille virksomhed. Det kan derfor bedre betale sig for den store virksomhed at ofre penge på øget information.

Standardargumentet vedrørende information er, at information er et kollektivt som ikke forbruges ved at bruges. Hvis information produceres privat, vil der derfor være en tendens til samfundsmæssig underproduktion heraf, hvis eksklusion ikke er mulig. Som ved eksternaliteter tager den enkelte producent ikke hensyn til, at andre også kan have gavn af den information, han producerer. I praksis er eksklusion næsten altid umulig, dels fordi det er vanskeligt at forhindre af information, dels fordi det forhold, at de »informerede« reagerer informationen, påvirker priserne, hvorved priserne og disses ændringer kommer til at fungere som et informationssignal til de mindre godt informerede. Problemerne m.h.t. at opnå den ønskede produktion af information, opstår altså på grund af ufuldkomne ejendomsrettigheder til information og manglende muligheder for at tilegne sig informationens samfundsmæssige værdi.

Hirshleifer (1971) har dog fremført et vægtigt argument for, at også den modsattesammenhæng tænkes, nemlig at informationens privatøkonomiske værdi overstiger den samfundsøkonomiske værdi, i hvilket tilfælde konsekvensen vil være en tendens til privat overproduktion af information. Som eksempel kan nævnes information om fremtidige prisændringer, som har ingen eller ringe samfundsmæssigværdi informationen ikke medfører ændringer i reale dispositioner), men som derfor godt kan have stor privatøkonomisk værdi. Ofte foretrækker virksomheder at bevare nye opfindelser som produktionshemmeligheder fremfor at tage patent på dem, idet der herved ville opstå en adgang til efterligninger og lignende udnyttelse af informationens offentliggørelse. Selv om den direkte anvendelsesværdi af en information er lille, og det, fordi information er et kollektivtgode, er muligt at få større udbytte ud af at sælge informationen, er der dog

andre måder at tilegne sig informationens værdi på. De, som gør opfindelser med samfundsmæssige og prisstrukturelle ændringer til følge, har bedre end andre mulighedfor forudsige disse ændringer og kan derfor også bedre end andre økonomiskudnytte forventelige prisændringer (pekuniære eksternaliteter), f.eks. i forbindelse med fremkomsten af en ny teknik.⁸ I praksis begrænses mulighedernefor udnytte pekuniære eksternaliteter naturligvis af ufuldkomne kapitalmarkeder. På den anden side kan der også være mulighed for at opnå økonomiskegevinster information, som er helt ude af proportion med informationenssamfundsøkonomiske og derfor også overstiger et samfundsøkonomiskrimeligt til produktion af information. Hvilke tendenser, der er stærkest, er svært at sige a priori Mange opfindere er døde fattige. Andre er uøuc ngc, og langi na aiuu fordi patentrettigheder o.lign. har givet dem mulig hed for direkte at tilegne sig den økonomiske værdi af deres opfindelser.

Det har været et hovedformål med dette afsnit at søge at lokalisere nogle centrale i sammenhængen mellem information og økonomi. Hvis der afslutningsvis skal forsøges skitseret nogle tentative konklusioner, kan det være hensigtsmæssigt at sondre mellem erkendelsesinformation og forudsigelsesinformation. øget erkendelsesinformation forstås en bedre viden om eksisterende som f eks.: Hvilke faktorer er bestemmende for kornhøstens Hvad er årsagerne til kræft? Hvordan får man store æbler på sit æbletræ? Forudsigelsesinformation vedrører, hvad det fremtidige udfald bliver: bliver det plat eller krone næste gang? Bliver sommeren i 1981 våd eller tør? Går aktiekurserne op eller ned? etc. Distinktionen mellem de to former for information naturligvis ikke skarp, men forhåbentlig skarp nok til nogle tentative overvejelser.

Ved erkendelsesinformation synes aspektet af information som kollektivt gode ofte at være det dominerende. Manglende private tilegnelsesmuligheder for informationens begrunder i så fald en aktiv offentlig informationspolitik, enten ved at det offentlige selv producerer informationen, eller ved subsidier til privat produktion af information.

Hvad angår forudsigelsesinformation, er tendensen måske snarere den modsatte, nemlig en tendens til privat overproduktion af information. Overforbruget af ressourcertil skyldes dels, at flere producerer den samme information, og dels at den samfundsmæssige værdi ofte er væsentligt mindre end den (sammenlagte) privatøkonomiske værdi. F.eks. argumenteres det både af von

---

8. Jordpriser stiger, når jernbaneplaner offentliggøres. Prisen på bomuldsmarker stiger, når der kommer en ny høstteknik. Prisen på sølv falder, hvis der opfindes fototeknik uden sølvanvendelse, og i stedet stiger priserne på erstatningsprodukterne. Etc.

Hayek, og i nyere teorier om effektive kapitalmarkeder, at priserne aggregerer den eksisterende information. Dette forhindrer imidlertid ikke, at masser af menneskerbeskæftiger med at finde ud af, om priserne på f.eks. finansielle aktiver er for høje eller for lave. Og der er efterhånden opstået en veritabel industri af personer i tilknytning til virksomheder, interesseorganisationer o.lign., som laver alle mulige prognoser om fremtiden. Om meget af denne aktivitet kan det antagelighævdes, at der finder en masse duplikering sted, dels at værdien af den information, der produceres, ofte ikke væsentligt overstiger den information, der er indeholdt i de eksisterende priser, og endelig, at den informationsværdi, der måtte være, ville være mindre, hvis det offentlige selv producerede og offentliggjordemere for herved at reducere det privatøkonomiske incitament til informationsproduktion.

Både hvad angår erkendelsesinformation, og hvad angår forudsigelsesinformation konklusionen derfor at være, at der bør lægges væsentlig vægt på offentlig informationsproduktion. I det første tilfælde for at supplere et utilstrækkeligt incitament til informationsproduktion. I det andet tilfælde for at reducere et for stort privatøkonomisk incitament til informationsproduktion.

6. Konkluderende overvejelser

For at forstå hvordan ressourceallokeringen ved hjælp af markedsmekanismen rent faktisk foregår, må det først og fremmest observeres, at det er en ressourceallokering ufuldkommen information og med transaktionsomkostninger, samt at det privatøkonomiske incitament ofte afviger fra det samfundsmæssigt ønskelige incitament.

Hvis markedsmekanismen erstattes af bureaukrati, fås i stedet for transaktionsomkostningerbureaukratiets til beslutnings- og kontrolsystemer. Hvad angår det privatøkonomiske incitament, så er det en udbredt opfattelse, at dette ved hjælp af afgifter og subsidier kan bringes i overensstemmelse med det samfundsmæssigt ønskelige incitament. Uden lump-sum skatter er dette dog næppe tilfældet, da det offentlige i alle tilfælde har et finansieringsbehov, som skal dækkes, og som ikke kan dækkes uden forvridende skatter og afgifter. Også ved et bureaukrati er der imidlertid et finansieringsbehov, der skal dækkes, og en »first-best« løsning virker derfor ikke nærmere det realisable ved et bureaukrati end ved en markedsmekanisme. Hvad angår informationsproblemet, så er det formentlig et vægtigt argument von Hayek (1945) fremfører, når han skriver at »the knowledge of the circumstances of which we must make use never exists in concentrated or integrated form but solely as the dispersed bits of incomplete and frequently contradictory knowledge which all the separate individuals possess.

The economic problem of society is thus not merely a problem of how to allocate 'given' resources - if 'given' is taken to mean given to a single mind which deliberatelysolves problem set by these 'data'. It is rather a problem of how to secure the best use of resources known to any of the members of society, for ends whose relative importance only these individuals know. Or, to put it briefly, it is a problem of the utilization of knowledge which is not given to anyone in its totality«.

Ved at betone prisernes betydning som informationssignaler og den begrænsede rationalitet i beslutningssituationer lægger Hayek videre op til i hvert fald to moderne »effektive markeder« og »bounded rationality«. Undertiden, især i dele af organisationslitteraturen, opfattes »bounded rationality« en kritik af den rationalitet, der udgør grundlaget for økonomiske modeller som en kritik af »the economic man«). Det er dog mere naturligt at opfatte begrebet som rationalitet på et højere plan, hvor der tages hensyn til menneskehjernens begrænsede kapacitet til informationsbehandling, omkostninger informationsfremskaffelse, »learning by doing«, og lignende former for transaktionsomkostninger. Herved fremhæves det, at der er tale om fundamentale som skal løses både ved markedsmekanismer og ved bureaukrati. Det er ikke problemstillinger, som er særegne for rendyrkede økonomiske modeller, som gør disse irrelevante. Tværtimod udgør de en udfordring til økonomiske ⁹

Det kan tilføjes, at rationel adfærd ikke alene, som ved »bounded rationality«, kan begrænse den information, der anvendes (fordi det koster tid og penge og fordi informationsbehandlingskapaciteten er begrænset). Rationel adfærd kan også forårsage en udvidelse af informationsmængden, f.eks. fordi det kan være optimalt at udsende »falske« informationssignaler. Dette gælder både information offentligheden, f.eks. regnskabsinformation, og information til det offentlige, i forbindelse med priskontrol eller eksternalitetskontrol. For at »styre« virksomhederne må man derfor (både ved bureaukrati og ved markedsmekanismer) opmærksom på ikke alene, at man som beslutningsgrundlag kun har ufuldkommen information, men også at de beslutninger, man træffer, og den måde informationen udnyttes på, har indflydelse på hvilken information, som er til rådighed. Den information, der produceres, er ikke en eksogen variabel, men en endogen variabel, der bestemmes af det økonomiske system sammen med alle andre variable.

---

9. Udover af Herbert A. Simon er denne udfordring bl.a. taget op i banebrydende arbejder Alchian og Demsetz (1972) og Williamson (1975).

Megen kritik af virksomhedernes adfærd munder ud i kravet om øget »offentlig styring og indsyn« og i kravet om større »samfundsmæssig hensyntagen« i virksomhedsdispositioner. forudgående har været et forsøg på at formulere områder, sådanne krav kan være berettigede ud fra mere konkrete hensyn. I den almindelige debat omkring disse problemer synes »øget offentlig indsyn og indflydelse« ofte at have udviklet sig til at blive mål i sig selv. Det er derfor naturligt konkret at spørge: Hvad er det for samfundsmæssige hensyn, der skal tilgodeses? Hvilke mål er det, der skal tilgodeses ved øget offentlig indflydelse og indsyn? Hvad der det, bankerne, forsikringsselskaberne og B&W burde have disponeret anderledes, når der realistisk tages hensyn til, at beslutninger altid må træffes under ufuldkommen information og under hensyntagen til de øvrige begrænsninger, er antydet i det forudgående? På baggrund af svar herpå kan man så diskutere, om øget offentlig indsyn¹⁰ og indflydelse er det bedst egnede middel til opnåelse af disse mål, eller om. der findes andre egnede midler.¹¹

I den forbindelse bør det ikke i kritikken af de eksisterende forhold forglemmes, markedsmekanismen til løsning af i hvert fald mange allokeringsopgaver er et både billigt og fintfølende instrument. Priserne er ikke alene skyggepriser, der reflekterer den relative knaphed af forskellige varer og produktionsfaktorer, men spiller en særdeles væsentlig rolle ved at aggregere og kommunikere ufuldkommen decentraliseret information. For at udnytte markedsmekanismen hensigtsmæssigt er det måske mere væsentligt at forstå, hvad den ikke kan, end at forstå, hvad den kan. En hensigtsmæssigt fungerende markedsmekanisme kræver mange og nuancerede indgreb til løsning af en række af de problemer, der er blevet skitseret i det forudgående.

Problemstillingen kompliceres yderligere af, at markedsmekanismen ikke fungereri sociologisk tomrum. Alle er vi i vor adfærd underkastet en række sociale normer. På den ene side løser disse sociale normer en række problemer for det økonomiske system. F.eks. er tillid afgørende for at det sæt transaktioner, som det økonomiske system er baseret på, fungerer så gnidningsfrit, som det gør. Når vi ikke snyder hinanden mere, end vi gør, er det måske i nok så høj grad på grund af sociale normer, som det er fordi, det ikke betaler sig? På den anden side er de sociale normer ofte i strid med den adfærd, der fremmer den økonomiske effektivitet. Dette hæmmer naturligt nok den arbitrageproces, som det økonomiske

---

10, I stedet for øget offentlig indsyn kunne meget måske nås ved at tvinge virksomhederne forbedret informationsgivning til offentligheden.

11. Jf. hvor uklar rolledefinitionen er for det offentliges repræsentanter i bankernes bestyrelser.

system er baseret på. Ganske vist vil der tit være betydelige økonomiske fordele at
opnå for dem, som bryder normerne, men meget tyder på, at de største fordele i det
lange løb tilfalder dem, som lever i overensstemmelse med de sociale normer.12

Litteratur

Akerlof, George. 1970. The Market for »Lemons«: Quality Uncertainty and the Market Mechanism. Quarterly Journal of Economics, 488-500.

Akcrioi, Gcuige. W/o. ihe hconomics ot Caste and of the Rat Race and Other Woeful Tales. Quarterly Journal of Economics,

Arrow, K. J. 1964. The Role of Securities
in the Optimal Allocation of Risk Bearing.
of Economic Studies, 91-96.

Arrow, K. J. 1969. The Organization of Lconomic Activity. I lie Analysis and Evaluation of Public Expenditure: The PPB System. Joint Economic Committee, 91 st. Cong., Ist Sess.

Alchian, A. A. and H. Demsetz. 1972. Production, Information Costs, and Economic American Economic Review, December, 777-795.

Baumol, W. J. 1972. On Taxation and the
Control of Externalities. American Economic
62, 307-322.

Buchanan, J. M. 1969. External Diseconomies, Taxes, and Market Structure. Economic Review 59, 174-177.

Cheung, Steven N. S. 1973. The Fable of the Bees: An Economic Investigation. Ihe Journal oj Law and Economics, April.

Coase, R. H. 1937. The Nature of the
Firm. Economicu, 3X6-405.

Coase, R. H. 1960. The Problem of the
Social Cost. Journal of Law and Economics
1-44.

Debreu, G. 1959. Theory of Value. New
York.

Hayek, F. A. 1945. The Use of Knowledge
in Society, /American Economic Review,
September, M9-30.

Hirshleifer. J. 1971. The Private and Social Value of Information and the Reward to Inventive Activity. American Economic Review 61, 562-74.

Leland, Hayne. 1979. Quacks, lemons and Licensing: A Theory of Minimum Quality Journal of Political Economy.

Nielsen, Niels Christian. 1980. Opsparing,
velfærd og samfundsøkonomi. København.

Pigou, A. C. 1920. Ihe Economics of Welfare.

Rothschild, M. and J. Stiglitz. 1976. Equilibrium Competitive Insurance Markets. Journal of Economies, 029-649.

Sandmo, Agnar. 1975. Optimal Taxation
in the Presence of Externalities. Swedish
Journal of Economics, 86-98.

Starret, David A. 1972. Fundamental Non-

Stiglitz, J. E. 1975. Information and Economic Technical Report nr. 155, Institute for Mathematical Studies in the Social Sciences, Stanford University.

Williamsen, O. E. 1975. Markets and Hie
rakies: Analysis and Antitrust Implications.
York.

Zeuthen, F. 1930. Problems of Monopoly
and Economic Warfare. London.