Ved betragtning af Danmarks tre samfundsøkonomiske hovedproblemer - arbejdsløsheden, og betalingsbalancens underskud - kan det være en, dog kun fattig, trøst, at det helt overvejende flertal af andre industrilande har og nu i flere år har haft tilsvarende problemer; omend den sidste snes års danske betalingsbalanceudvikling har været særegen nok til at tiltrække sig stigende og ufordelagtig opmærksomhed i udlandet.

At arbejdsmarkedssammenhænge er af umiddelbar betydning for arbejdsløshedens er selvfølgeligt. Det er videre en omend ikke enerådende, så dog vidt udbredt opfattelse, at også for de to andre problemer - inflationen og betalingsbalancens - spiller forholdene på arbejdsmarkedet en central rolle.

Derimod tyder den offentlige debat ikke på nogen almindelig erkendelse af, at
der, udover den forøgede arbejdsløshed, består vidtgående ligheder mellem Danmark
andre industrilande vedrørende udviklingen på arbejdsmarkedet1:

(1) Ændrede erhvervsfrekvenser og specielt kvinders øgede erhvervsdeltagelse² har i de fleste lande udgjort det dominerende element i de senere års ændringer i arbejdsudbuddets sammensætning med hensyn til alder og køn og har tillige i en del lande ligesom i Danmark svaret for hovedparten af væksten i det samlede arbejdsudbud.

Resumé

summary: Important elements of Danish labour market problems are similar to those of a majority of western industrialized countries. Difficulties arising from these problems in achieving major macroeconomic policy targets and various strategies discussed.

---

1. To nyttige oversigter er David H. Freedman (1978) og OECD (1978) kap. 1 og 2. Kvinders på arbejdsmarkederne i europæiske lande belyses i United Nations (1980).

2. Om udviklingen i Danmark henvises til Christensen og Estrup (1979), Estrup (1979) samt Henriksen (1979).

(2) Kvinders erhvervsdeltagelse adskiller sig typisk fra mænds ved dels den langt større udbredelse af deltidsarbejde, dels den tertiære (eller service-) sektors større andel af den kvindelige end af den mandlige arbejdsstyrke. Blandt de vestlige omkring 1970 varierede forskellen i den tertiære sektors andel af henholdsvis den kvindelige og den mandlige arbejdsstyrke mellem en syvendedel og godt en tredjedel. I Danmark viser 1970ernes beskæftigelsesundersøgelser en tiltagende koncentration (1979 halvdelen) af de beskæftigede kvinder inden foi undergrupperne offentlig administration m.v., undervisning etc., sundhedsvæsen og sociale institutioner samt liberale erhverv (men med en højere deltidsfrekvens, 49 mod 45 pet., end for samtlige beskæftigede kvinder).

(3) Arbejdsløsheden er uensartet fordelt og relativ høj inden for ydergrupperne i uc CiiivcfvsuKtivcs aiucrsiOfCiCiing, og i de nCstc Ui lundene rncu SiCfiig nøj iCCiighed unge kvinder. Sammenhængende hermed er ledigheden relativ stor blandt lavtlønsgrupper med forholdsvis lavt uddannelsesniveau; jfr. at i Danmark (maj 1980) var over halvdelen af de ledige forsikrede (omregnet til fuldtidsledige) kvinder, af disse var over halvdelen medlemmer af HK, Kvindeligt Arbejderforbund SID.

(4) I en række lande har man kunnet konstatere, at i modsætning til tidligere har den seneste recession ikke ført til et fald i kvindernes og specielt de gifte kvinders formentlig navnlig som følge af udvidet adgang til dagpenge arbejdsløshed. I Danmark ledsagedes det markante fald i beskæftigelsen af fortsat stigning i kvindernes og specielt de gifte kvinders erhvervsfrekvens. af 1978, S. E. (1979), indicerer imidlertid en discouraged worker effect for unge kvinder, idet der for disse, men ikke for unge mænd, på amtsbasis er en klar invers relation mellem ledighed og erhvervsfrekvens³).

Mere generelt: Hvad der meget misvisende betegnes som paradoksproblemet er ikke et specielt dansk fænomen. Det var formentlig i UK, at man tidligst observeredeog diskuterede en forskydning af relationen mellem arbejdsløshedenog af ledige stillinger⁴. Hertil var man vel forberedt gennem regionaløkonomiskestudier, (forenklet sagt) den vejede sum af antal arbejdsløse og ledige stillinger tjente som indikator for ufuldkommenheder på de regionale arbejdsmarkeder. Blandt de nærliggende - og ikke indbyrdes udelukkende - forklaringerpå

---

3. Se i øvrigt i denne forbindelse kapitlet om skjult arbejdsløshed i Rosdahl og Due (1980).

4. I National Institute's Economic Review omtales ændringen (i vinteren 1966/67) første gang november 1968. Jfr. i øvrigt artiklen Bowers m.fl. (1970) samt Brown (1976).

klaringerpåden i Danmark og andre industrilande i de senere år konstaterbare ugunstige forskydning af den inverse relation mellem arbejdsløshed og antal ledigestillinger foruden øget frekvens af jobskift, navnlig dels større såkaldt strukturarbejdsløshed, refererende til manglende overensstemmelse mellem den faglige og/eller geografiske sammensætning af udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet ofte uden explicit henvisning til de relative lønningers betydning - dels den ene eller begge parters større selektivitet ved indgåelse og ophævelse af arbejdsaftaler. I denne forbindelse har man såvel i faglitteraturen som i den almeneoffentlige peget på den ret selvfølgelige betydning af arbejdsløshedsdagpengeneshøjde forhold til lønnen for navnlig lønmodtagernes dispositioner⁵. Imidlertid, selv ved uændret relativt dagpengeniveau måtte stigende velstand forventesat lønmodtagerne mere selektive i deres valg af beskæftigelse.

(5) Ændringen af relationen mellem arbejdsløshed og antal ledige stillinger er del af et kompleks af ændrede adfærdsmønstre på arbejdsmarkedet, blandt hvis andre elementer er »Phillipskurvens sammenbrud«, højere strejkefrekvens og - muligvis - aftagende produktivitetsstigning.

Med det noget dramatiserende udtryk »Phillipskurvens sammenbrud« refererestil, at der, i de fleste tilfælde begyndende i sidste del af 1960erne, i en række industrilande signifikant større lønstigninger end foreneligt med de i de forudgående bestemte sammenhænge med efterspørgsels-udbuds-forhold på arbejdsmarkedet prisudviklingen. Som eftervist af Peder J. Pedersen (1975) indtraf en sådan lønacceleration også i Danmark, begyndende omkring 1968.

At dette fænomen står i nær forbindelse med det netop omtalte paradoksproblemfremgår deraf, at i de traditionelt bestemte Phiiiipsreiationer til forklaring af lønstigningstakten indgår arbejdsløsheden og/eller antal ledige stillingersom for efterspørgsel-udbud-forholdet på arbejdsmarkedet. Det er derforen forventning, at forsåvidt paradoksproblemet, dvs. forskydningenaf mellem arbejdsløshed og antal ledige stillinger, overvejende beror på udvidet adgang til og relativt højere dagpenge under arbejdsløshed, kan inddragningaf som forklarende variabel retablere Phillipsrelationenfor siden sidste del af 1960erne; hvilket er hvad den af Blomgren- Hansen og Knøsgaard (1980) for Danmark foretagne analyse tyder på. At udvidet kompensation ved arbejdsløshed kan forventes at øge lønstigningstempoet (og mindskedet arbejdsudbud) følger af ganske enkle økonomiske ræsonnementer. (Derimod kan der ikke udledes nogen entydig konklusion om effekten på den samlederegistrerede

---

5. Standardhenvisningerne er Phelps m.fl. (1970) og Grubel & Maki (1976), genoptrykt i Grubel & Walker (1978), behandlende forholdene i en række lande.

lederegistreredeledighed - jfr. at man under 1930ernes store ledighed med rette fremhævede den, dog af finansieringen afhængige, efterspørgselsstimulerende virkning).Men af effekterne på lønstigningstempo m.v. kan ikke bedømmes uden nærmere undersøgelser, hvis resultater imidlertid er usikre, ikke mindst fordi det er sandsynligt, at sådanne ikke-økonomiske forhold, der vanskeligt lader sig indpassei analyser, kan spille en betydelig rolle med den følge, at de økonomiskefaktorers fejlvurderes; jfr. lurvey (1971), (p. 199-200).

(6) Omtrent samtidig med Phillipskurvens sammenbrud - og altså før 1970ernes recession - indtraf der i en række industrilande et fald i den gennemsnitlige produktivitetsstigning. USA, hvor afsvækkelsen var relativ betydelig, har udviklingen omfattende diskussion og analyser⁶, uden at overbevisende og bredt accepterede resulidici er opnåei. Spccicll jyues laveie kapiialiiucuiitct jern følge af afdæmpet investeringsrate kun at kunne forklare en mindre del af produktivitetsstigningens For Danmark er den seneste undersøgelse, omfattende recession, Pedersen (1979a), (jfr. for perioden 1904-70 Kærgård (1979) og Pedersen (1979b)). Som hovedforklaring på en fra 1973 lavere produktivitetsstigning for industrien henvises her til et samtidigt fald i investeringskvoten. er imidlertid suspekt, fordi faldet i investeringskvoten ikke gælder for maskininvesteringerne, der må formodes at påvirke produktiviteten hurtigere end investeringerne i øvrigt. I modsætning til, hvad der er tilfældet i den amerikanske debat, omtales ikke som muligt bidragende til lavere produktivitetsstigning af arbejdsklimaet, hvorpå strejkefrekvensens markante stigning 1973 tyder; jfr. at der tilsvarende i andre lande kan konstateres stigende konfliktfrekvens fra sidste del af 1960erne.

De talrige ligheder mellem forholdene her i landet og i andre industrilande - som ikke begrænser sig til de her alene omtalte arbejdsmarkedsforhold - og den hidtidige udvikling her i landet og i udlandet giver ikke grundlag for forhåbning om en snarlig løsning af vore tre samfundsøkonomiske hovedproblemer - arbejdsløsheden, og betalingsbalancens underskud - til hvilke kan ventes at føje sig en alvorlig skærpelse af uligevægten på boligmarkedet. Og da Danmark ingenlunde er med i den lille kreds af lande, hvor fuld beskæftigelse er et dominerende økonomisk-politisk mål (jfr. sammenligningen af dansk og svensk politik i Estrup (1979)), og da finansieringsmulighederne - snarere end hensynet til kommende generationer - kan ventes at motivere begrænsning af underskuddet betalingsbalancens løbende poster, er i særdeleshed perspektiverne for beskæftigelsen dystre.

---

6. En oversigt over de vigtigste bidrag giver Eckstein (1980).

Om centrale elementer i en rationel økonomisk-politisk recept består der udbredt

(1) Forbedring af danske erhvervs konkurrenceevne overfor udlandet ved relativ
af indenlandske omkostningselementer, dvs først og fremmest dansk
lønniveau.

(2) Ændring af lønstrukturen til fordel for de beskæftigede i de med udlandet konkurrerende erhverv, hvorved overførsel af arbejdskraft til disse fra andre områder - modsat den hidtidige tendens i beskæftigelsesstrukturens udvikling.

(3) Reduktion af lønstigningstempoet.

(4) Forbedring af den offentlige sektors opsparingsbalance (S-I), herunder begrænsning
de offentlige realudgifters vækst, jfr. (2).

Ofte gives der en fremstilling af disse punkter implicerende, at en nødvendig betingelse for løsning af både betalingsbalance- og arbejdsløshedsproblem er overflytning af en meget betydelig del af den samlede arbejdsstyrke, svarende til 100.000 å 150.000 heltidsbeskæftigede, til de med udlandet konkurrerende erhverv. kan dette ikke være korrekt. Selv hvis arbejdsstyrken var delt i to permanent adskilte non-competing groups, således at overflytning til de med udlandet konkurrerende erhverv fra de øvrige var udelukket, måtte der kunne findes en kombination af lønniveauer i de to sektorer med finans- og kreditpolitik, tilvejebragte både fuld beskæftigelse og saldo nul på betalingsbalancens løbende poster. Konsekvensen ville formentlig være en ganske drastisk ændring af forholdet mellem de to sektorers lønniveauer. Dette er naturligvis et højst urealistisk der dog ikke er ganske uden interesse - som baggrund for den refleksion, at vi har for ringe kendskab til de relevante efterspørgsels- og udbudsreaktioner til at kunne præcisere de for såkaldt ydre og indre ligevægt påkrævede af arbejdskraft og dermed samhørende ændringer af de relative lønninger. De anførte, meget store tal for de påkrævede arbejdskraftflytninger desuden egnede til at fremkalde den fejlagtige opfattelse, at det nødvendigvis tage mange år at fjerne både arbejdsløsheden og underskuddet overfor udlandet.

Hvis der lønpolitisk i hovedsagen alene var behov for en generel reduktion af det danske lønniveau i forhold til udlandets, ville i princippet nogle få års totalt lønstop være tilstrækkeligt. Bortset fra, at næppe nogen anser noget sådant for muligt, er situationen mere kompliceret, når opgaven er både at sænke de udlandskonkurrerendeerhvervs i forhold til udlandets og samtidig hæve det i forhold til det danske lønniveau iøvrigt. Såfremt denne opgave skal løses indenfor overskuelig tid, er den mindst ufremkommelige vej formentlig devalueringkombineret

ringkombineretmed en lønglidning indenfor de udlandskonkurrerende erhverv,
som absorberer en del, men også kun en del af disses devalueringsgevinst.

Det sædvanlige hovedargument mod isoleret dansk devaluering er, at dens effekt på konkurrenceevnen hurtigt vil blive ophævet ved større lønstigninger. Helt rene eksempler på isolerede danske devalueringer er ikke lette at finde. Men det er dog værd at konstatere, at ikke blot ved 1933-devalueringen (hvor forholdene meget forskellige fra nutidens), men også ved 1967-devalueringen indtraf kun ringe ændring af lønstigningstakten fra før til efter kursændringen. At det samme gælder for devalueringerne i andet halvår 1979, er det endnu for tidligt at hævde. I alle tilfælde vil behovet for indgreb i pristalsreguleringen og evt andre undeistøttende indgreb være desto større, jo større devalueringen er.

Det turde være ændringen af lønstrukturen og den varige nedsættelse af lønstigningstempoet,
vil volde de største vanskeligheder.

Devaluering kombineret med kun delvis neutraliserende lønglidning i de udlandskonkurrerende kan meget vel tænkes at resultere i uændret eller højere realløn for de i disse erhverv beskæftigede lønmodtagere, medens de øvriges vil falde føleligt. Videre er det sandsynligt, at indenfor de udlandskonkurrerende vil lønglidningen tendere at blive mindst for de lavtlønnede. kan derfor ikke herske megen tvivl om, at hvis operationen lykkes, vil efter alle gængse kriterier indkomstfordelingen blandt lønmodtagerne blive mere ulige. Dette kan ikke uden inkonsistens modvirkes ved indgreb i lønstrukturen til fordel for de lavtlønnede (blandt hvilke ledigheden gennemgående er relativt stor). Ej heller vil det naturligvis være foreneligt med det tilsigtede, at lønglidningen de udlandskonkurrerende erhverv ved afsmitning forplanter sig til de øvrige. Endelig kan operationen helt eller delvis mislykkes derved, at lønglidningen de udlandskonkurrerende erhverv opsluger praktisk talt hele disses devalueringsgevinst, at der vel bliver et incitament fra højere løn til intersektoral af arbejdskraft, men uden at denne modsvares af tilsvarende større arbejdskraftefterspørgsel, således at hovedresultatet bliver i første omgang en ændret lønstruktur og fordeling af arbejdsløsheden, forventeligt fulgt af en tendens retablering af den oprindelige lønstruktur. Det her skitserede forløb stemmer med den traditionelle fremstilling af reaktionsmønstret på et organiseret ved efterspørgselsforskydninger: Efterspørgselsekspansion fører lønstigninger, der bremser forøgelse af beskæftigelsen, medens efterspørg - selskontraktion fører til lavere beskæftigelse ved uændret løn.

Med baggrund i det sidste tiårs styrkede inflationstendenser, de gennemgående
lidet opmuntrende indkomstpolitiske erfaringer, betalingsbalanceproblemerne i
kølvandet på olieprisstigningerne, samt den monetaristiske moderetning indenfui

økonomisk teori har kontraktiv økonomisk politik og specielt en noget kuriøs form for kreditpolitik vundet stor udbredelse som middel til inflationsbekæmpelse i de vestlige industrilande. Dette kan synes paradoksalt, forsåvidt som den såvel her i landet som i andre lande stedfundne udvidelse af adgangen til og forhøjelsen af det relative niveau af kompensation ved arbejdsløshed må formodes at have svækket effekten af arbejdsløshed på lønstigningstempoet, idet man må antage, ikke blot at en given beskæftigelse ledsages af desto hastigere lønstigning, jo større kompensationen er, men også at der til en vis forskel i beskæftigelse svarer en desto mindre forskel i lønstigningstempo, jo større kompensationen er; dvs at ledighed og kompensation virker ikke blot additivt.

Derimod er det i almindelighed ikke korrekt, således som det ofte synes antaget, højere dagpenge gør arbejdsløshed til et mindre effektivt »middel« til forbedring den løbende betalingsbalance. Arbejdsløshed er nemlig ikke et økonomisk-politisk men kan - ligesom en formindskelse af importen - være et resultat af efterspørgselsbegrænsende økonomisk politik, og der er ingen almindelig til, at forholdet mellem nedgang i beskæftigelse og i import skulle afhænge væsentligt af dagpengenes størrelse. Det er de efterspørgselsbegrænsende der bliver mindre effektive til at påvirke både samlet efterspørgsel, beskæftigelse og betalingsbalance - f.eks. medfører en forhøjelse af momssatsen ikke et proportionalt større provenu, provenuet af andre skatter reduceres, og det offentliges dagpengeudgifter stiger, hvilket altsammen begrænser effekten på den samlede efterspørgsel. (Dog kan »arbejdsløshed« forstået som formindskelse af beskæftigelsen ved indgreb, der begrænser arbejdsudbuddet, fungere som instrument. vel meget begrænset, omfang kan efterlønsordningen ved at tilskynde vanskeligt erstattelige beskæftigede til at forlade arbejdsmarkedet med kun ringe indtægtstab have forringet både beskæftigelse og betalingsbalance.)

Det centrale i nærværende forbindelse er imidlertid arbejdsløshedskompensationens på lønstigningstempoet. Det er klart nok, at en dæmpning kunne opnås dels ved skærpet kontrol, dels og vel især ved at begrænse adgangen til og det relative niveau af dagpenge, samt ved at øge de forsikredes bidrag og lade det variere med ledighedens omfang. Men skærpet kontrol kan have lidet tiltalende bivirkninger, særlig på grund af de store vanskeligheder ved at sikre ensartet administration. spillerummet for nedsættelse af dagpengesatser og forhøjelse af medlemsbidrag må - om ikke af andet - være begrænset ved relationen til andre, ikke af specielle bidrag afhængige, sociale ydelser.

Der resterer spørgsmålet om muligheden af varigt virksom indkomstpolitik,
dvs, næsten udelukkende, direkte indgreb overfor løninflationen. En dækkende
behandling er her udelukket, og kun en enkelt, forsømt side af problemet skal

omtales. For få år siden fremsatte Colin Clark som alternativ til Phillips-relationen,hvad betegnede som afpresningsteorien for lønstigninger. Essensen heri var, at højere kapitalintensitet havde øget arbejdsgivernes tab ved strejker, og at de derfor var blevet mere eftergivende overfor krav om lønforhøjelser. Adækvat til forklaring af de senere års lønacceleration var dette næppe. Colin Clark tilføjede,at med udtrykket blackmail ikke tilsigtedes nogen nedsættende karakteristikaf Det var et overflødigt forbehold. Hvad er det der tilsigtes ved en strejke, lockout eller trussel derom? Ikke en varig afbrydelse af samarbejdet med den anden part, men at fremtvinge en for den aktionerende part gunstig ndringaf for det fremtidige samarbejde ved at bringe modparten i en nødsituation, dvs en handlemåde som så klart falder ind under begrebet afpresnirirrnt burde kunne blive nlmcnt indset

Videre er det ikke vanskeligt at indse, at høj konfliktfrekvens ikke er velstandsbefordrende
udbredt anvendelse er kontraproduktiv.

Hertil kommer, at de senere års renaissance for fascismens forløber, den syndikalistiske aktion, ingenlunde begrænser sig til lønmodtagerinitiativer. Det er ikke lønmodtagere, der hælder mælk i rendestenen, blokerer havne, eller spærer og veje med traktorer. Stærke offentlige sanktioner overfor sådanne tildragelser politisk hensigtsmæssigt forberede hævdelsen af det generelle princip, at kollektiv afpresning, ofte med grupper af sagesløse personer som gidsler, hører hjemme i et liberalt-demokratisk samfund - hvilket imidlertid ikke nødvendigvis vil blive indset, end ikke når det er for sent.

Litteratur:

Blomgren-Hansen, Niels og Jan E. Knøsgaard. Løn, ledighed og arbejdsløshedsunderstøttelse. 118: 16-36.

Bowers, J. K. m.fl. 1970. The Change in the Relationship Between Unemployment Earnings Increases. National Institute Economic Review, nr. 54, nov.

Brown. A. J. 1976. UV-Analysis. kap. 7 i The Concept and Measurement of Involuntary ed. by G. Worswick.

Christensen, J. P. & Estrup, J. 1979. Strukturændringer
det danske arbejdsmarked
i 1900-tallet, i Vækst og Kriser i dansk

Økonomi i det 20. århundrede, Skrifter
fra Aarhus Universitets økonomiske Institut,
27, bind I, 39-138.

Eckstein, O. 1980. Economic Choices for
the 1980s, i Challenge, Juli-August, 15-27.

Estrup, J. 1979. Problemstillinger på Arbejdsmarkedet.
Tidsskrift,
117. 336-345

Freedman, David H. 1978. Employment Perspectives in Industrialized Market Economy Countries. International Labour Review, vol. 117, 1-20.

Grubel, H. G. & Maki, D. R. 1976. The
Effects of Unemployment Benefits on U.

S. Unemployment Rates. Weltnirtschaftsliches
274-297.

Grubel, H. G. & Walker, M. A., eds. 1978.
Unemployment Insurance.

Henriksen, Ingrid 1979. Udbuddet af Arbejdskraft, 5 i Arbejdsløshedsundersøgelserne Socialforskningsinstituttet, publikation nr. 91.

Kærgård, Niels 1979. Produktivitetsudviklingen de økonomisk-politiske muligheder. Tidsskrift, bind 117, 299-307.

OECD 1978. A Medium Term Strategy for
Employment and Manpower Policies.

Pedersen, Peder J. 1979a. Produktivitetsudviklingen, 2 i Arbejdsløshedsundersøgelserne Socialforskningsinstituttet, publikation nr. 91.

Pedersen, Peder J. 1979b. Kommentar til

Phelps, E. S. m.fl. 1970 Microeconomic
Foundations of Employment and Inflation
Theory.

Rosdahl, A. & Due, J. 1980. Arbejdsløshedsundersøgelserne Omfanget af Ledighed Sygefravær. Socialforskningsinstituttet, nr. 96.

Statistiske Efterretninger 1979. Ungdomsbeskæftigelsesundersøgelsen
februar 1978,
A 1-17.

Turvey, Ralph. 1971. Some Features of Incomes and Comments on the Current kap. 12, i The Current Inflation, by H. G. Johnson & A. R. Nobay.

United Nations 1980. The Economic Role
of Women in the ECE Region.