Jørgen Lotz: Kommunernes finansiering. København: Samfundsvidenskabeligt Forlag. 201 pp.

Forfatteren anfører i forordet, at bogen handler om de fordele, der følger af et stærkt kommunalt selvstyre, og at den fremlægger analyser, der viser, hvordan kommunal selvbestemmelsesret giver bedre offentlige serviceydelser, og skaber en bedre balance mellem den offentlige og den private sektor.

Dette kunne måske forlede nogen til at tro, at der hermed er frembragt endnu et stærkt engageret kampskrift, hvilket bestemt er tilfældet. Bogen har derimod mindst to fremtrædende kvaliteter. For det første opstiller forfatteren en række abstrakte ved hjælp af hvilke han gennemfører en grundig og klar analyse af en række kommunale tilskuds- og udligningsordningers For det næste fungerer bogen som en fuldt ajourført samfundsbeskrivelse den gammeldags grundige vedrørende kommunale tilskudsog og vedrørende kommunale indtægter - alt stillet i relation til korte og klare beskrivelser af tilsvarende udenlandske forhold.

Selv om Lotz naturligvis forenkler tingene, bogen ikke letlæst; men til gengæld man være dygtig for at kunne finde fejl. En undtagelse herfra findes på side 168, hvor det overraskende hævdes, at lånebegrænsningerne omfatter lån til jordkøb.

Der er ingen tvivl om, at Lotz har sin sympati hos de mere avancerede og mere præcise metoder. Det fremgår bl.a. ved konklusionen på sammenligningen mellem den her hjemme anvendte metode for beregning udligning mellem kommuner, udgiftsbehovstalmetoden eller kriteriemetoden, en i England anvendt metode, normaludgiftsmetoden. Den sidstnævnte, der i øvrigt af Københavns kommune er foreslået anvendt her hjemme, er velegnet til gennemførelse ved hjælp af regressionsanalyser, den førstnævnte iflg. Lotz: »i virkeligheden kan siges i det væsentlige være en stærkt forenklet form for normaludgiftsmetoden«, og lidt senere skriver Lotz: »Det bør tilføjes, at indenrigsministeriets forkærlighed for kriteriemetoden næppe skyldes tekniske argumenter, men nok snarere dets opfattelse af, at kriteriemetoden giver størst frihed til at vride fordelingen efter politiske motiver«.

Skal man kritisere Lotz, skal det snarest være for en vis tilbøjelighed til at overvurdere, langt man i praksis kan lade økonomiske virkemidler få lov til at slå igennem uantastet af f.eks. politisk motiverede Denne overvurdering gør sig gældende flere steder f.eks. ved tildelin-

gen af den store betydning for bosætningsmønstrets til den såkaldte Tiebout-effekt. vil sige dette, at borgere flytter og ved flytningen tager hensyn til de forskellige kommunale tilbud, hvorved de får en forsyning, som passer bedre til netop deres ønsker, uden at det behøver at give tab for andre. Samme tendens til overvurdering igennem ved omtalen af den mulighed, at kommunerne f.eks., ud fra foiuelingspolitiskc synspunkter skulle ønske ai sæige ei, gas eiier vand med tuitjeneste, I.otz hævder, at der ikke bør gives kommunerne instrumenter til at føre deres egen omfordelingspolitik. Tendensen kommer igen i diskussionen om kommunal låntagning, hvoi Lotz anføiei: »Skal man opnå ens skat/service forhold, bør anlægsudgifterne ikke skattefinansieres, men tinansieres over lan«.

Sagen er nok den, at det er Lotz, der har indført og mesterligt benyttet begrebet skat/service forholdet i analysen, og at det derfor også byder Lotz imod, at kommunalpolitikerne mulighed for eller tvinges at forplumre de rene økonomiske spilleregler, der kunne danne en ideel baggrund bl.a. Tiebout-effektens udfoldelse.

Bogen er nok især skrevet som lærebog for viderekomne økonomistuderende, og der er ingen tvivl om, at den er velegnet til dette formål. Der er heller ingen tvivl om, at den opfylder et savn for de økonomer, som i praksis eller på teoretisk grundplan beskæftiger sig alvorligt med kommunale problemer; men man kan tvivle pa, at ret mange andre vil kunne læse den.

Institut for Virksomhedsledelse,

Aarhus Universuei