Energiteknik og energipolitik

Symposium om Danmarks Energiproblemer omfatter i alt væsentligt en samling præsenteret på en konference, der blev afholdt i dagene 18.-20. oktober 1979. Ifølge mødearrangøren L. T. Muus vil dette skrift »blive en værdifuld referencebog«. er sandt, men med visse modifikationer. var med Ove Nathans »centreret om tekniske og økonomiske På ,j.,_—, K.w,.,^,,.,.q . ?, .-.-.,-,,!*„?.-.» „,^,-,.-,»ii,,n,-1.-, til at forudse. Mellem to udmærkede afsnit om henholdsvis energikrisens økonomiske problemer og den fortsatte vækst- og energiplanlægningens aspekter er der anbragt to afsnit med titlerne og substitutionsmuligheder« og »Vedvarende energi«, hvor der fremføres en række forskellige på energikrisen. dette bør ikke medføre, at der ikke argumenteres for anvendelsen af kul, olie, elektricitet eller for en intensivering af de energibesparende foranstaltninger. Der er dog ingen tvivl om, at problemerne bag substitution af olie og vedvarende energiformer fortjener en mere omfattende og bedre behandling; et område hvor bogen et langt stykke ad vejen. Bogen giver imidlertid ingen svar på de spørgsmål, den rejser. Den opridser de økonomiske problemer, de tekniske problemer de økonomiske midler, hvormed de afgørende beslutninger kan tages, men det er småt med bud på, hvordan det kan gennemføres.

Bogen afspejler på sin vis samspillet mellemtre ingeniørens, økonomens og forretningsmandens. Man fornemmer dette i de implicitte og til tider eksplicitte præmisser, der lægges til grund fox bogene

udsagn. Økonomen er interesseret i den mest effektive løsning: de bedste energiinvesteringerer der enten samfundsøkonomiskeller - afhængigt af det anlagte perspektiv - er mest rentable. Ingeniørener interesseret i den teknisk set bedste løsning. Det fører for eksempel til, at en kommentar til et papir om solfangerteknologiopregner solvarmens fordele: mindre afhængighed, mindre forurening, valutabesparende, beskæftigelsesfremmende.Herefter rentabilitetsspørgsmåletpå måde: »Efter alle de omtaltefordele man fristes til at betragtedenne som mindre væsentlig i de rige lande. Men netop rentabiliteten, der tilfældigvis kan udtrykkes klart i tal, tillæggesofte altafgørende betydning for, om man skal satse på den ene eller den andenløsning«. er ligeledesnærværende. bedste eksempel på denne synsvinkel er antagelig direktøren for Oliebranchens Fællesråd, J. Munk Andersenspapir olie, hvor han slår til lyd for en flerstrenget energipolitik, idet han understreger, at »vi har ikke råd til at være pionerer«. Direktør Gerhard Jensen fra det statslige selskab D.O.N.G. argumenteredeherover at naturgasprojektet ville være i stand til at præstere en intern forrentningpå 6 og 21 procent, afhængigaf udvikling. (Der var imidlertid ikke gjort rede for andre forudsætningerend skønt disse må antages også at være afgørende i et så stort og »følsomt« projekt som det planlagte). Elsams forventninger om en betydelig vækst i forbruget af elektricitet var heller ikke ledsaget af oplysninger om, hvilke præmisser skønnet var baseret på. Der blivergået hen over elvarmens dårlige energiøkonomi - et afgørende pointe i dette papir - med henvisninger til besparelserpå og øget uafhængighedaf

Der forekommer også en række ikkeøkonomiskekriterier, er ganske naturligt.For første er Danmark det land i Europa, der er mest afhængigt af importeretenergi. importerer 98 procent af vor energi, og heraf er 84 procent i form af olie, hvoraf 50 procent består af raffineredeolieprodukter. så stærk afhængighedgiver sig selv et stærkt incentiv til at undgå at indtage en pionerrolle, når det gældereksperimenter energiområdet. Det ligger også lige for at spørge, hvad det egentlig nytter at forøge energiselvforsyningsgradenmed procent, når landet stadig for 88 procents vedkommende vil være afhængigt af importeret energi? Er det ikke bedre at indtage en afventende position i en sådan situation, der yderligere vanskeliggøres af debatten om atomkraft? For det andet forudsætter ethvert økonomisk udsagn en bestemt politisk sammenhæng. Når virksomheder konkurrerer på markedet, er det klart, at de er økonomiske aktører. Forholdene bliver imidlertid mere uklare, når de samme virksomheder forsøger at ændre markedets spilleregler til deres egen fordel. Såvel private som offentlige selskaber søger ofte at forandre disse regler ved hjælp af politisk indflydelse - det vil sige ændre de politiske vilkår, hvorunder de økonomiskeaktiviteter Der er talrige eksempler herpå. En direktør i et større olieselskab indrømmede således overfor ophavsmanden til denne anmeldelse, at hans firma havde betalt selskabsskat det foregående år, med følgende ord: »Vi behøvede ikke at gøre det, men vi fandt

det politisk opportunt«. D.O.N.G. går klart ind for en tilslutningspligt i forbindelsemed da det vil forbedrenaturgassens En sådan tilslutningspligt kan etableres ved hjælp af politiske midler, nemlig ad lovgivningensvej. var således magtfulde politiske aktører i forbindelse med udformningen af elforsyningslovenaf DUC gør brug af en kostbar ug storstilet annoncekampagne i uagspressen ior ai påvirke den onentiige opinion i en bestemt retning. For det tredie var så godt som alle deltagere i konferencenpå identificeret med den ene eller den anden fast etablerede energipoliliskeopfattelse. medføiei, ai de fremførtesynspunkter som en regel end en undtagelse er partipolitisk betonede, hvilket en at deltagerne da også erkender. Endelig kompliceres billedet yderligere af den kendsgerning, at næsten ethvert energialternativindebærer under en eller anden form, uanset om det sker ved anvendelse af vindmøller eller opbevaringaf Disse eksternalitetergiver til politiske overvejelser.

Den enkle kendsgerning, at energimarkederne imperfekte, bidrager også i sig selv til politiseringen af energisituationen. Indtil 1971 var oliemarkedet således karakteriseret en form for »oligopol konkurrence ¹. Ide efterfølgende år er denne oligopole konkurrence blevet fortrængt/ suppleret af et producentkartels aktiviteter - et forhold der har haft en enorm betydning den danske betalingsbalance. Elektricitets- og naturgasmarkederne er karakteriseret af adgangsproblemer og stordriftsfordele i et sådant omfang, at forsøg at supplere olien ad denne vej kræver investeringer. Hvor energimarkederne er imperfekte, er de derimod af upålidelig og usikker teknologi. Vindmøller, solfangere og lignende vise sig at få deres storhedstid, men man skal stadig være en vovemodig ioibiugei ioi al investere i denne form for leknoiogi i dag.

Energipolitik er derfor mere kompliceret end situationen på det energitekniske/ økonomiske planlægningsniveau, som bogen sætter i fokus. Denne anmeldelse skal dertor tremhæve, at det bogen i særlig grad mangler er en analyse af, hvordan man kommer videre fra det energitekniske planlægningsniveau til gennemførelsen at en egentlig energipolitik. Det er spørgsmålet hvordan man får tilslutning til en bestemt handlingskurs. Behovet for denne enighed påpeges lejlighedsvist, men antagelig mest bemærkelsesværdigt i Ove Nathans kommentar til papiret om atomkraft. anden hentydning findes i en kommentar til papiret om besparelsesrnuligheder hvor betydningen af at vide, hvordan den enkelte forbruger træffer beslutning at isolere, understreges. Konkurrencen de forskellige energiformer en smule klarere, hvis vi tager behovet for at nå til enighed med i billedet. Til dags dato har der her i landet været almindelig enighed om udnyttelsen af Nordsøens ressourcer. Der er også bred enighed om behovet for at iværksætte besparelsesforanstaltninger.

Enigheden med hensyn til de danske
nordsøressourcer er imidlertid skrøbelig.

---

1. Edith T. Penrose, The Large International tirm in Developing Countries, London 1968.

Den er bestemt at en række forhold. Naturgassen fortsat være et debatemne, ikke mindst hvis de nuværende omkostningsvurderinger sig ikke at holde. Forslaget om at ilandføre og raffinere nordsøolien i Danmark er ligeledes et kontroversielt Er en søledning det bedste middel for staten til at opnå andel i olie- og naturgasindtægterne? Kan det betale for regeringen at etablere et fuldt integreret olie- og naturgasselskab? Hertil kommer, at det ikke afvises, at der er interesser det bestående energimarked, som kan arbejde imod den mest rationelle udnyttelse af Nordsøens olie- og naturgasforekomster. til trods for afvigende opfattelser er der tilsyneladende en vis grad af politisk enighed på dette område.

Med hensyn til besparelsesforanstaltningerne enigheden antagelig mere udbredt. er problemet imidlertid, hvordan skal tilskynde til investering i bedre og mere effektivt materiel, huse, fabrikker, med videre. Derfor behovet for en statslig politik måske stærkest her, da tilskydelserne til dato har virket vage og modstridende. (Som led i en serie initiativer har staten senest ophævet ordningen, hvorefter der blev ydet et tilskud 30 procent af udgifterne til isolering privatboliger, og dette på et tidspunkt, tilskyndelsen til at isolere i sig selv er voksende).

Set i lyset af denne kommentar har man måske udelukket den mest interessante del af konferencen fra bogen. Der er her tale om paneldiskussionen den 19. om aftenen, hvor man diskuterede »prioriteringen af forsknings- og udviklingsindsatser i Danmark«. Man må håbe, at behovet for politiske analyser ikke ligeledes blev overset denne diskussion.

Institut for Statskundskab,

Aarhus Universitet