I 1976 hævdede Beck (1976), at der var tendens til, at den offentlige sektor ikke længere voksede relativt. Dette resultat fremkom, fordi Beck focuserede på udviklingen i de offentlige udgifter i konstante priser i forhold til udviklingen i bruttonationalproduktet i konstante priser. Blandt 13 industrialiserede lande aftog medianværdien for den offentlige sektors andel af bruttonationalproduktet i perioden 1950-70 fra 23.2 til 22.3 pct.

Beck's konklusion anfægtedes af Dubin (1977) og Petersen (1977), der begge viste, at Beck's deflateringsprocedure ikke var acceptabel, idet han havde deflateret de totale offentlige udgifter med en deflator for kollektivt konsum, der afspejler produktivitetsgabet mellem den private og den offentlige sektor. Deflateredes i stedet transfereringer og kollektivt konsum særskilt, viste det sig som venteligt, at den offentlige sektor stadigt ekspanderede. Desuden viste Petersen (1977) at Beck's resultater var følsomme for periodevalget, ligesom hans konklusioner kunne ændres ved valg af population.

Resumé

summary: On the basis of data for 1960 and 1975 as reported in the Yearbook of National Accounts Statistics (U.N. 1978) are calculated various indicators of the growth of the public sector in 15 countries. The indicators are determined in current and fixed prices and illustrate the development of government consumption expenditures, government transfer outlays as well as the total public sector expenditures. The aim of the paper is to determine some characteristics of the development of the public sector in Denmark compared to the development in other countries. It is hypothesized that institutional features are decisive for the differences in developmental patterns reported. Analyses of this hypotheses, however, require data more disaggregated than actually existing on a comparable basis.

Petersen (1979) beskrev væksten i den offentlige sektor i internationalt perspektiv
baseret på OECD data. I det følgende præsenteres mere detaljerede beregninger med
særlig vægt på en bestemmelse af karakteristika ved den danske udvikling.

Materialet bag de følgende beregninger er Yearbook of National Accounts Statistics (U.N. 1978), der giver komparable data for »total disbursements of general government« opsplittet på »government consumption expenditure« og »government transfer outlays«.

For at få et indtryk af realvæksten er udgifterne til kollektivt konsum deflateret med den af U.N. offentliggjorte »government consumption« deflator, der er et Paasche index sammenvejet med kvantiteterne i de enkelte år på samme måde som den implicitte BNP deflator. Ueiiatoren er opbygget at aflønning ni oiienihgi ansaue og indkøb fra den private sektor. De to størrelsers relative proportioner i det enkelte år lader sig ikke aflæse af den offentliggjorte statistik, men der er ikke tvivl om, at de er undergået ændringer over den analyserede periode. Det behøver næppe nævnes, at en sådan deflator ikke kan opfange kvalitetsændringer.

Bruttonationalproduktet er deflateret med den offentliggjorte BNP deflator, mens
transfereringerne defiateres med den implicitte prisdefiator for de private konsum
udgifter, der i sin opbygning er konsistent med de to ovrige deflatorer.

Totaludgifterne kan ikke i sig selv defiateres, men de er omregnet til konstante
priser ved at addere transfereringer og kollektivt konsum i konstante priser beregnet
som ovenfor anført.

Alle beregninger er således foretaget i 1970 priser, når det drejer sig om
fastprisberegningerne.

De offentlige udgifter til kollektivt konsum

Tabel 1 belyser de offentlige udgifter til kollektivt konsum i absolutte enheder for perioden 1960-75 ved index for den nominelle vækst, prisudviklingen og realvæksten. Index er beregnet på grundlag af data i nationale valutaenheder. De muliggør sammenligninger landene imellem, og for det enkelte land sammenligninger mellem nominel og reel udvikling.

Kolonne 1 viser en stor spredning i væksten i de nominelle beløb omkring medianværdien 614. Yderpunkterne udgøres af USA med en tredobling og Danmark med en tidobling. De samme to lande udgør yderpunkterne i henseende til index for prisudviklingen, idet omkostningerne i USA ei lidt mere end lordoblede over perioden, mens de danske omkostninger er vokset 4j gang. Medianprisstigningen er udtrykt ved index 309, d.v.s. en prisstigning, der er knap 25 pct. større end den, der er udtrykt i index for prisstigninger i henseende til bruttonationalproduktet, jf. kolonne 4. Sammenlignet med denne forskel i medianværdierne for prisstigningerne, er den

danske »forskel« væsentlig større, idet den udgør knap 60 pct. Konsekvensen heraf ses af kolonne 3, der viser den reale vækst i offentlige udgifter til kollektivt konsum. Australien, Canada, Finland og Grækenland fremviser en større vækst i realudgifter til kollektivt konsum end Danmark. Man ser, at Sveriges vækst svarer til medianværdien. Prisudviklingen på kollektivt konsum har været væsentligt højere i Danmark end i Sverige.

Kolonnerne 4-6 viser index for nominel vækst, prisstigning og realvækst i
henseende til bruttonationalproduktet. I reale enheder er den danske vækst under
medianværdien.

Divideres index for realudgift til kollektivt konsum med index for realbruttonationalprodukt et foreløbigt udtryk for væksten i den offentlige sektors realforbrug af ressourcer i relation til den økonomiske vækst iøvrigt. En værdi på en vil være udtryk for en parallel udvikling, mens en værdi større end en udtrykker, at den offentlige sektor i reale enheder har beslaglagt en mere end proportional andel af væksten. Af kolonne 7 ses, at medianværdien er 1.12, mens Danmark, Irland, Australien og Schweiz fremviser kvotienter på hhv. 1.26, 1.23, 1.21 og 1.21. Sverige ligger kun lidt over medianværdien. Yderligere ses det, at fire lande udviser tendens til en relativt faldende offentlig sektor udtrykt ved en kvotient under en.

Tabel 2. illustrerer de samme forhold i form af vækstrater i udgifterne til kollektivt konsum dels for hele perioden, dels for femårsperioder, idet vækstrater beregnes i såvel løbende som faste priser. I løbende priser ses vækstraten at øges fra periode til periode med en medianværdi for perioden som helhed på 12.9. I konstante priser aftager vækstraten fra periode til periode med en medianværdi for hele perioden på 5.2 pct.

I løbende priser har Danmark den højeste vækstrate for perioden som helhed, mens fire lande har højere vækstrate end Danmark, når der regnes i konstante priser. Disse fire lande er naturligvis de samme som dem, der i tabel 1 fremviser et højere index for volumen af kollektivt konsum end det danske.

Den i konstante priser fra periode til periode aftagende medianværdi for
vækstraten dækker over en forskelligartet udviklingsprofil for de forskellige lande.

De offentlige udgifter til transfereringer

Transfereringer beslaglægger, når der bortses fra deres afledede effekter, ikke reale ressourcer; men der er næppe tvivl om, at med stigende transfereringsomfang vil disse afledede effekter spiiie en stigende roiie, iigesom det givetvis er den samlede offentlige sektors uiniaiig liici. uanslciciingci, dci spiiici en roilc lui den enkeltes holdning tn

fordelingen mellem privat og offentlig aktivitet. Ved en belysning af den offentlige
sektors reale omfang må transfereringerne derfor medtages.

Tabel 3 belyser de offentlige udgifter ti! trar.sferinger i absolutte enheder for
perioden 1960-75 ved index for den nominelle vækst, prisudviklingen og den reale
vækst.

Kolonne 1 viser stor spredning i de nominelle beløb omkring medianværdien på 713, der er noget større end medianvæksten i kollektivt konsum. Denne tendens gælder for de fleste lande. U.K. og Tyskland fremviser den laveste vækst i nominelle termer, mens Grækenland, Holland, Irland og Danmark har mere end tidoblet det anvendte beløb. Sammen med Irland, U.K. og Finland er den danske prisstigning blandt de højeste jf. kolonne 2. Grækenland og Holland har derfor i reale termer en væsentlig større vækst i transfereringsudgifterne end Danmark, der dog i denne henseende har den tredjestørste stigning, d.v.s. en stigning der er noget større end den svenske.

I kolonne 4 er beregnet en kvotient, der udtrykker index for realudgifter til transfereringer divideret med index for realudviklingen i bruttonationalproduktet. Denne kvotient giver et foreløbigt udtryk for væksten i transfereringerne i relation til den økonomiske vækst iøvrigt. Man ser, at medianværdien ligger væsentligt over medianværdien for kollektivt konsum (1.80 mod 1.12). Den stærkeste vækst

sammenholdt med væksten i bruttonationalproduktet har fundet sted i Holland efterfulgt af Danmark; men hvor Holland havde en kvotient på under en for det kollektive konsum, havde Danmark i denne henseende den største kvotient overhovedet. I relation til væksten i den offentlige sektors to komponenter sammenholdt med væksten i bruttonationalproduktet scorer Danmark højt på begge dimensioner.

Tabel 4 viser gns. årlige vækstrater for transfereringer i absolutte enheder dels i løbende og dels i konstante åriser. Mens medianværdien for vækstraten i løbende priser øges fra femårsperiode til femårsperiode, er dette ikke tilfældet ved fastprisberegningen. For alle landene er den gns. vækstprocent for perioden som helhed større end de tilsvarende vækstprocenter for udgifter til kollektivt konsum. I nominelle termer er den gns. danske vækstprocent for penoden som helhed den fjerde største, mens den i konstante priser er den tredjestørste.

I alle landene er det således væksten i transfereringerne, der er den væsentligste
komponent i den offentlige sektors vækst; men der er store variationer landene
imellem i den vægt, hvormed de to komponenter indgår.

De samlede offentlige udgifter

I de to foregående afsnit er beskrevet væksten i udcifterre til hhv. kollektivt

konsum og transfereringer. I dette afsnit beskrives væksten i de samlede offentlige udgifter og den offentlige sektors relative størrelse. Også for de totale udgifter præsenteres data i såvel løbende som konstante priser, men som nævnt i indledningen fremstår de reale udtryk ikke ved en traditionel deflateringsprocedure. Realudtrykkene bestemt ved addition af kollektivt konsum og transfereringer i konstante priser som bestemt i de foregående afsnit.

Tabel 5 viser de gns. årlige vækstrater for de totale offentlige udgifter i hhv. løbende og konstante priser. I løbende priser er medianværdien for perioden som helhed 13.1 pct. Yderpunkterne udgøres af USA og Danmark med vækstprocenter på hhv. 9.7 og 16.6. For såvel medianværdi som for alle enkeltlande gælder det, at vækstprocenten ligger over vækstprocenten for bruttonationalproduktet, jf. tabel 6. Medianværdien viser en stigende vækstprocent, fra femårsperiode til femårsperiode, idet stigningen er stærkest fra 60erne sidste halvdel til 70ernes første halvdel. Danmark udgør her en undtagelse, idet det er det eneste land, der fremviser en aftagende vækstprocent i 70erne sammenlignet med 60ernes sidste halvdel. Dette skal ses på baggrund af, at den danske vækstrate i perioden 1965-70 ligger væsentligt over vækstraten i alle andre lande, ligesom Danmark i perioden 1960-65 har den højeste vækstrate overhovedet.

I reale termer er vækstraterne væsentligt mindre med en spredning fra 2.9 pct. (U.K.) til 8.8 pct. (Grækenland) omkring medianværdien 6.6. Også i konstante værdier er væksten i alle lande større end væksten i bruttonationalproduktet i konstante priser. Den danske vækstrate fremstår igen som den højeste i perioden 1965-70, mens Holland og Grækenland har højere vækstrater for perioden som helhed. Dette afspejler den relativt høje andel det kollektive konsum udgør i Danmark af de samlede offentlige udgifter, samt den meget kraftige danske prisstigning på kollektivt konsum.

Et første groft mål for væksten i den offentlige sektor i relation til den økonomiske vækst iøvrigt fremgår af tabel 7, der viser kvotienter i hhv. løbende og faste priser for gns. årlig vækstrate i totale offentlige udgifter og de gns. årlige vækstrater i bruttonationalproduktet. Samtlige kvotienter er større end en, hvilket er udtryk for. at de offentlige udgifter er vokset stærkere end bruttonationalproduktet. I løbende priser har Danmark den højeste kvotient, mens Schweiz, Irland og Sverige fremviser en højere kvotient end Danmark udtrykt i konstante priser. Dette er en indikation på, at en større del af de offentlige udgifter i Danmark er en følge af højere priser og lønninger på offentligt tilvejebragte goder end tilfældet er i de øvrige lande.

Tabel 8 viser de samlede offentlige udgifter som procent af bruttonationalproduk-

tet i hhv. løbende og konstante priser. Medianværdien viser permanent stigning
hele perioden i løbende priser med særlig stærk vækst siden 1965. I konstante p
ses en reduktion i 1965 sammenlignet med 1960 og derefter en stigning.

Ser man på den danske offentlige sektors andel er den såvel i løbende konstante priser under medianværdien i 1960 og 1965, men derefter ligger den o^ 1960 havde Danmark den fjerde laveste andel for offentlige udgift« bruttonationalproduktet såvel i løbende som i konstante priser. I 1970 h Danmark den fjerdehøjeste andel og samme placering indtog Danmark i 197'

Den danske udvikling er således exceptionel i henseende til væksten i de offer udgifters andel i bruttonationalproduktet. Dette ses måske klarere af tabel 9 viser et index for den offentlige sektors størrelse over perioden 1960-75. I løb priser fordobiedes den offentlige sektors andel i Danmark. Også i konstante r indtager Danmark en topplacering sammen med Schweiz; men hvor Danm løbende priser havde en vækst i den offentlige sektors andel på 34 pct. medianværdien, mens f.eks. Sverige havde en vækst på 17 pct. over medianvæi gælder det i konstante priser, at den danske vækst kun la 20 pct. over medianvæi mens den svenske lå 17 pct. over. Dette er en grov indikation på, at den svenske 1 i højere grad end den danske har ytret sig på outputsiden, mens den danske i r grad er en konsekvens af ændrede inputpriser.

Nu skal man naturligvis erindre, at en stigende offentlig sektor andel ikke i sig selv er udtryk for det offentliges reale ressourceforbrug. Det reale ressourceforbrug finder alene udtryk i det kollektive konsum og de offentlige investeringer, der ikke er inddraget i denne fremstilling. Der kan derfor knytte sig interesse til et mål for den offentlige sektors størrelse alene udtrykt ved det kollektive konsums andel af bruttonationalproduktet. Et sådant mål fremgår af tabel 10, der viser den offentlige sektors størrelse udtrykt ved det kollektive konsums andel af bruttonationalproduktet.

Udtrykt ved medianværdien i løbende priser ses en permanent stigning over
perioden, mens beregningen i konstante priser viser stagnation eller reduktion i
60erne med en efterfølgende vækst i 70ernes første halvdel.

Hvad angår Danmark befinder landet sig også ved dette mål under medianværdien i løbende priser i 1960, mens det i konstante priser tor alle perioder ligger over medianværdien. Hvor Danmark havde den fjerdestørste offentlige sektor målt ved totaludgifterne, har landet i 1975 den næststørste andel for offentlig >ektor med Sverige placeret som den største, når man kun ser på den offentlige sektors reale ressoruceforbrug. Man ser igen den forskelligartede udvikling i inputpriserne derved, at forskellen mellem Danmark og Sveriges andel målt i løbende priser er 0.1 pct.points, men pct pointe udtrykt ' konstante piiau.

Tabel 11 viser et index for væksten i den offentlige sektors reale ressourceforbrug,
der yderligere sætter det ovenfor om udviklingen i Sverige og Danmark anførte
i relief.

Det ville naturligvis være ønskeligt at kunne disaggregere det kollektive konsum i dets bestanddele, men dette er kun i ringe grad muligt på det foreliggende datamateriale. For en vis gruppe af landene er det dog muligt at udskille forsvarsudgifterne som del af det kollektive konsum.

Dette er illustreret i tabel 12, der igen viser Sverige og Danmark som havende de største offentlige sektorer. Hvor det kollektive konsum taget under et for disse lande er hhv. 44 og 22 pct. større end medianværdien, er de tilsvarende tal, når forsvaret er »trukket ud« hhv. 57 og 38 pct. større end medianværdien.

Hvor Holland totalt set har den største offentlige sektor af alle, ligger Holland målt ved kollektivt konsum både incl. og excl. forsvar under medianværdien, hvilket er udtryk for, at Holland i højeste grad har baseret de offentlige udgifter på transfereringen Foi at fu et mål foi landenes lelative benyttelse af transfereringer hhv kollektivt konsum er i tabel 13 illustreret en kvotient, der viser det kollektive konsums andel af bruttonationalproduktet divideret med den offentlige sektors totale andel af bruttonationalproduktet. Jo højere denne kvotient er des større vægt lægges der pa det kollektive konsum. lailene reiererer til lorhoidene i 196 uog 1975 i

konstante priser hhv. incl. og excl. forsvarsudgifter. Ser man alene på den civile andel af det kollektive konsum, fremgår det, at de skandinaviske lande i højere grad end de øvrige har satset på tilvejebringelse af institutionelle ydelser, mens de øvrige har en større transfereringsandel. For alle lande bortset fra Sverige gælder det, at transfereringsandelen er vokset over den betragtede periode, men i varierende grad.

Vi har tidligere præsenteret en række foreløbige udtryk for væksten i den offentlige sektor i relation til den økonomiske vækst iøvrigt. Som det bedste mål for cros-nationale sammenligninger i denne henseende er i tabel 14 vist elasticiteter, der opgjort hhv. på femårsperioder og hele perioden viser dels de relative ændringer i de offentlige totaludgifter, dels de relative ændringer i kollektivt konsum og dels de relative ændringer i transfereringerne i forhold til de relative ændringer i bruttonationalproduktet.

Man ser en stadig stigning i transfereringselasticiteterne over perioden, mens det kollektive konsums andel er stagnerende i 60erne men voksende i 70erne. For det kollektive konsum ses flere elasticiteter under en, hvilket er udtryk for en relativ reduktion i den offentlige sektors reale ressourceforbrug. For perioden som helhed fremviser Danmark og Irland de højeste elasticiteter i henseende til totaludgifterne. I henseende til det kollektive konsum har Danmark og Sverige de højeste elasticiteter, mens Danmark sammen med Holland har de højeste elasticiteter i henseende til transfereringerne.

Dette understreger det tidligere om den danske offentlige sektors vækst anførte.

Sammenfatning

I det følgende skal i punktform rekapituleres de karakteristika ved den danske
offentlige sektors vækst, der er fremstået indenfor det her anlagte komparative
perspektiv.

(1) Generelt viser beskrivelsen betydningen af at omsætte nominal- til realværdier
og af at skelne mellem real- og transfereringsudgifter.

(2) I nominelle enheder har Danmark den kraftigste vækst overhovedet i udgifter
til kollektivt konsum, men samtidigt er den danske prisstigning på kollektivt konsum
den højeste overhovedet, hvorfor den danske realvækst kun er den femtestørste.

(3) Samtidigt er den danske realvækst i bruttonationalproduktet under
medianværdien, hvorfor væksten i udgifterne til kollektivt konsum i relation til
væksten iøvrigt er den største blandt de undersøgte lande.

(4) I realenheder har kun Holland og Grækenland en større vækst i
transfereringsudgifterne, men kun Holland fremviser større vækst i reale udgifter til
transfereringer i relation til væksten i bruttonationalproduktet.

(5j For de offentlige udgiftci undei et har Danmark den største vækst overhovedet
målt i løbende priser, idet Danmark dog som det eneste land fremviser en aftagende
vækstrate i perioden 1970-75.

(6) Sættes den gns. årlige vækstrate i de offentlige udgifter i relation til den gns.
årlige vækstrate i bruttonationalproduktet har Danmark den højeste relative vækst

overhovedet i nominelle enheder, mens væksten kun er den fjerdestørste regnet i faste
priser, hvilket er en indikation på, at den danske vækst i højere grad har ytret sig i
stigende inputpriser end tilfældet er i en række andre lande.

(7) Den samlede offentlige sektors andel af bruttonationalproduktet ligger for Danmarks vedkommende i periodens begyndelse under medianværdien såvel i løbende som i faste priser, mens den i peiiodens slutning er den fjerdestørste. Det er således især den relative vækst, der er et markant træk.

(8) Ser man på den offentlige sektors reale beslaglæggelse af ressourcer målt ved det kollektive konsums andel af bruttonationalproduktet, er den danske offentlige sektor ved periodens slutning den næststørste kun overgået af Sverige. Denne niMren'ne bliver mere mnrknnt, hvi? man udelader forsvarsudgifterne af det kollektive konsum.

(9) De skandinaviske lande har, når man ser på det civile konsum, en større andel
kollektivt konsum i den totale offentlige sektors relative andel end de øvrige lande.

(10) Målt i relation til indkomstudviklingen har Danmark sammen med Sverige den ;>tæikesie vækst i udgifterne til kollektivt konsum og sammen med Holland den stærkeste vækst i udgifter til transfereringer, mens Danmark sammen med Irland har den højeste totalvækst.

De ovenfor anførte resultater af en sammenligning er naturligvis af deskriptiv karakter. En forklaring på forskellene må bero på en teori om den offentlige sektor. Ofte er analyser af den offentlige sektors vækst baseret på en antagelse om, at staten og kommunerne tilpasser sig borgernes præferencer, hvilket bl.a. finder udtryk i forsøgene på at bestemme pris- og indkomstelasticiteter i efterspørgslen efter offentligt tilvejebragte goder.

Dette er udtryk for anvendelse af en markedsanalogi på den adfærd, der
karakteriserer aktørerne i den offentlige sektor. De ovenfor bestemte indkomstelasticiteter
på ingen måde forstås således.

De registrerede forskelle i de meget aggregerede data, der er rapporteret i denne artikel, er snarere indikation på, at institutionelle forskelle spiller en rolle for forståelsen af det differentielle mønster i henseende til den offentlige sektors vækst. Antagelsen er da snarere den, at de offentlige organer kun i en vis udstrækning reagerer pa ændrede borgerpræferencer, mens den øvrige udvikling skyldes specifikke institutionelle karakteristika. Forskelle i udgiftsstørrelse og -struktur reflekterer således udover forskelle i borgerpræferencer tillige forskelle i politibk-buieaukiatibke institutioner. Dette må give anledning til en hypotese om, at forskellene i vid udstrækning vil kunne forklares ved forskelle i institutionel udvikling, idet sådanne forskelle vil betinge forskelle i den offentlige sektors relative monopolstilling. Videre analyser ihdcnfui dvtU, Lit fuidici Jeifoi undeis>øgcl:>ei al, hvordan tiskale og

politiske institutioners egenskaber er relaterede til udviklingsmønstret for offentlige
udgifter. Sådanne analyser kræver væsentlig mere disaggregerede data end de, der er
anvendt i denne undersøgelse.

Litteratur

Beck. Morris. 1976. The Expanding Public
Sector: Some Contrary Evidence. National
Tax Journal 29: 15-21.

Dubin, Elliott. 1977. The Expanding Public
Sector: Some Contrary Evidence - a
Comment. National Tax Journal 30:95.

Petersen, J. H. 1977. The Public Sector is still

Petersen, J. H. 1979. Den offentlige sektors
vakst i internationalt perspektiv. Nyt fra
Odense Universitet, (særtryk), juni 1979.

Yearbook of National Accounts Statistics.
1978. United Nations.