Hvor det iflg. Gørtz replik for Lindbeck lykkes at lægge distance til det behandlede stof, lykkes det for Gørtz at dokumentere åbenbar uvidenhed om det metodologiske grundlag for den såkaldte »moderne retning«, imidlertid ikke er mere »moderne«, at den vedkender sig Wicksell som sin åndelige fader. Det mest markante udtryk for det manglende kendskab til »public choice« teorien er påstanden om sammenhængen mellem den »moderne retning« den materialistiske historieopfattelse

Jeg skal imidlertid hverken kommentere dette eller »partisekretærovervejelserne«, men koncentrere min duplik som advocatus »public choice« teorien om optimalitetsbegrebet, relation til økonomens funktion og dets sammenhæng med konstitutionelle

Det gængse økonomiske optimalitetsbegrebhviler Pareto kriteriet, der selv er et etisk udsagn, omend baseret på få præmisser.En heraf forudsætter en definition af termerne »bedre« hhv. »ringere«stillet. den gængse metodologi identificeres »bedre stillet« med dette at være i en frivilligt valgt position. Som følge heraf er økonomien principielt uvidende om individets faktiske rangordning af foreliggendemuligheder, denne rangordningafdækkes individets faktiske valghandlinger. Der kan derfor ej heller

opereres med en samfundsmæssig værdiskalabaseret
individuelle præferencer,
da disse kun afdækkes gennem adfærden.

Optimalitet har derfor ikke nogen uafhængig absolut definition, som hævdet i replikkens afsnit 6. Optimalitet opfattet som maximcring af payoff i anvendelsen af begrænsede ressourcer er et tomt begreb uden en værdiskala med hvilken mulige resultater måles. Jeg og andre individer kan meningsfyldt anvende optimalitetsbegrebet vor egen adfærd, men i et udsagn vedrørende en flerhed af individer kan i bedste fald anvendes et præsumtivt optimalitetskriterium på udsagnsgiverens egne vurderinger eller estimater af andres præferencer. Uden et socialt kriterium kan der således ikke på videnskabeligt grundlag afgives rekommendationer overhovedet. Rådgiveren kan alene præsentere en ndret som en hypotese vedrørende individernes præferencestruktur. Han kan ikke anbefale en politik frem for en anden, men han kan fremsætte den hypotese, at en vis politik er Pareto optimal. Skal denne hypotese empirisk testes, kan dette kun ske gennem individernes observerbare adfærd, når de agerer i deres kapacitet af deltagere i den kollektive beslutningsproces, d.v.s. som politiske væsener. Det til Pareto kriteriet begrebsmæssige kriterium i den kollektive beslutningsproces er Wicksell kriteriet, d.v.s. et enstemmighedskriterium på en opfattelse af den kollektive sektors aktiviteter som et positivt sum spil.

Den økonomiske analvses genstand er »økonomien«, der pr. definition er udtryk for interaktion mellem mange vælgende enheder. Genstanden er således ikke i sig selv en vælgende, maximerende enhed. At basere modeller at interesse for fiskal politik maximeringsantagelser giver sterile resultater.

Optimalitetskriteriet anvendt på den i replikken skitserede måde er udtryk for overførsel af maximeringsparadigmet fra en relevant anvendelse på enkelte beslutningstagere en social organisation. Det der imidlertid fremstår af denne organisations interaktion, hvad enten det vedrører den private eller kollektive sfære, er ikke udtryk løsningen på et maximeringsproblem trods af eksistensen af begrænsede ressourcer og konkurrerende mål. Det der fremstår, er det, der fremstår, og det er alt, hvad der er i det.

På samme måde som realisering af et optimum den private stære er ønskværdig, det også ideelt ønskeligt, at den offentlige sfære præges af Paretiansk optimalitet. er just i denne sammenhæng, »public choice« teorien har ydet et væsentligt

Den økonomiske velfærdsteori, hvorpå i sidste instans også den økonomiske politisks hviler, har såvel i mikro- som makrohenseende identificeret områder, hvor markedsmekanismen er imperfekt. Dette er et yderst nyttigt arbejde, der kun kan kritiseres, når man går det skridt videre, man indenfor samme metodologiske antager, at disse imperfektioner er korrigerbare gennem politisk intervention. skridt må implicit forudsætte, at andre end aktørerne i det imperfekte marked træffer beslutninger med gyldighed for kollektivet og på andre adfærdsforudsætninger.

»Public choice« teorien udvider den
gængse finansvidenskab ved at gå ud fra, at
det er de samme individer, der træffer beslutningeri

slutningeriforskellige kapaciteter. Den
har derfor tre hovedkategorier af problemstillinger:

(1) effekterne af alternative eksisterende og potentielle fiskale institutioner på individers gruppers adfærd i den private økonomi,

(2) effekterne af alternative eksisterende og potentielle fiskale institutioner på individers gruppers adfærd i den offentlige økonomi, og

(3) effekterne af alternative eksisterende og potentielle politiske institutioner (aggreregeringsprocedurer) individers og gruppers i den offentlige økonomi.

I det omfang analysen af (2) og (3), herunder diskuterede endogenisering, kan give en uddybet forståelse af, hvorfor den kollektive sektor ikke fungerer som positivt sum spil, vil det være muligt at frembringe hypoteser i den ovenfor anførte betydning om mulige ændringer af fiskal konstitutionel

r^—i £^ T*l li O" CT & T" i~\ \f f~\ TI i~\ m i » *i c? tn n 1^ ?¦ i »^ v^ #S *¦ maximeringsparadigmet er opgivet i henseende interaktive systemer. Opgaven vil være at bestemme og udfinde institutionelle der implicerer bevægelse til et Pareto foretrukket punkt. Er en eksisterende inoptimal, vil der være veje til opnåelse af enighed om, at en ndring ønskelig, idet enigheden er kriteriet at der foreligger et positivt sum spil. Om nødvendigt må ændringer involvere der kan sikre realiseringen af Wicksell kriteriet.

Er standardforudsætningerne bag den private bytteproces ikke gældende, vil byttet realisere optimalitet, hvorfor mere komplicerede interaktionssystemer kan være nødvendige, herunder kollektive beslutningssystemer. slutningssystemer.Omend realisering af Wicksell kriteriet skulle være begrebsmæssigt kan omkostningerne ved at opnå i konkrete situationer være prohibitivt Dette er netop begrundelsen for, at det er ønskeligt at fastlægge institutionelle for kollektive beslutninger på det konstitutionelle niveau. I konsekvens er det muligt at anvende kontraktparadigmet diskussionen af enighed om institutionelle regler, selv om man måtte forvente konflikt i den post-konstitutionelle

»The ultimate validity of the unanimity criterion can be accepted without the implication either full or relative unanimity should be the rule for the making of dayto-day shoices. At the level of »constitutional« where the alternatives are the various possible rules for making ordinary decisions for the group, it may be recognized and predicted that the costs of reaching each separate decision through a nnQnimitv ml*=» mQ\/ h^> iritnl^rQhJv hl°h Qn^

that some acceptance of »inefficient« resultsin instances seems warranted.The of reaching agreement, of higgling and bargaining, of delay, of holding out for better terms, all of these involve resource committments and producewaste as effectively as the making of »wrong« decisions under less perfect rules. The constitutional decision process, therefore, must weigh the advantages and disadvantages, the benefits along with the costs, of all possible rules for the making of collective fiscal choices. And, conceptually, the constitutional decision process should produce some consensus on an »optimal« set of rules. Such rules may be many and varied, with particular rules applied to particularsituations

ticularsituations. . . What is of relevance is that, once a constitutional decision on the rule for making fiscal choices has been adopted by the community and remains in force, individual behavior of the »free rider« sort is no longer likely to occur. The adoption of any rule for making collective choices accomplishes in this respect preciselywhat unanimity rule does, and even more effectively.« (Buchanan, 1967).

Det fundamentale økonomiske udgangspunkt i denne tankegang påpegningen af »gains-from-trade« og ikke maximering. Udgangspunkterne smelter naturligvis sammen i den individuelle kalkule, men er forskellige i analysen af social interaktion.

Jeg beklager denne relativt lange duplik, men da Gørtz næsten identificerer »public choice« tankegangen med endogenisering af politikerne (hvilket kun er et enkelt aspekt), har jeg fundet det rimeligt med denne præsentation af en række grundlæggende synspunkter.

Som afslutning skal jeg blot under påvirkning replikkens i afsnit 2 anførte synspunkt, at »de moderne - som normalt når der diskuteres noget nyt - ikke er meget præcise i deres formuleringer, men taler f.eks. om » . . . den konstitutionelle kontrakt og dens indhold, jfr. Frey (1979b)«, henvise den interesserede læser til at frekventere dele af den nedennævnte litteratur.

Som advocatus - med eller uden distance
- skal jeg hermed afslutte duplikken.

Litteratur

Brennan G. og J. M. Buchanan. 1977. Towards a Tax Condition for Leviathan. of Public Economics 8: 255-74.

Buchanan J. M. 1967. Public Finance in
Democratic Process. Chapel Hill.

Buchanan J. M. 1975. A Contractarian Paradigm for Applying Economic Theory. Economic Review. 1975 (May), p. 225-30.

Buchanan J. M. 1977. Freedom in Constitutional
Perspectives of a Political
Economist.

Buchanan J. M. og G. i uiiock. ivoz. the
Calculus of Consent. Ann Arbor.

Mueller D. C. 1979. Public Choice. Cambridge.

Rawls J. A. 1971. A Theory of Justice.
Cambridge.