Erik Gørtz (1979) indlæg om økonomiskpolitiske afspejler økonomens i henseende til ønskværdigheden en mere explicit inddragelse af den politiske dimension i de traditionelle økonomiske modeller. I det følgende vil der blive knyttet en række kommentarer til Gørtz overvejelser over de forskellige aktørers i den økonomisk-politiske styring, idet pladshensyn udelukker, at jeg kan gå i detailler.

I denne sammenhæng nævner Gørtz den nye disciplin i den økonomisk-politiske teori (»public choice« traditionen), hvor man søger endogenisere også de politiske reaktioner spillets deltagere, jf. Pedersen og Petersen (1979), der søgte at antyde en række elementer i en teori, der gør politikere bureaukrater til endogene aktører i en sammenhængende model.

Gørtz knytter, først og fremmest i relation ti! udrednings-og rådgivningsfunktionen, en række betænkeligheder til denne angrebsvinkel, han p. 377 anfører, at hvis alt endogeniseres, der slet ikke noget, som hedder mere, og man kan ikke sige noget som helst om den absolutte og relative værdi af denne eller hin foranstaltning, men kun om, hvorfor den blev gennemført.

Dette er muligvis rigtigt, men spørgsmålet
er, om det også er vigtigt.

Optimalitetsbegrebet, som det hidtil har været anvendt i den økonomiske teori om politik, forudsætter, at politikerne faktisk skulle være i stand til at gennemføre de fornødne på markedets funktion. Dette er imidlertid kun tilfældet, hvis man antager en Paretiansk diktator, eller hvis man anvender forskellige adfærdsregler, når man analyserer individernes valg i hhv. markedssystemet og den politiske beslutningsmekanisme.

Begge antagelser er i modstrid med det forhold, at et sæt af beslutninger er overført den politiske proces, fordi individerne multiple mål og individuel kvantitetstilpasning er mulig.

Det karakteristiske for den nye teori er konstateringen af, at ustabilitet og imperfektioner karakterisere såvel markedssystemet det politisk-bureaukratiske system, ligesom der vil være en kompleks interaktion mellem de to systemer. Dette implicerer, at realistiske forklaringer og prediktioner af makroøkonomiske fluktuationer må inddrage den politiske som en integreret del af analysen, Frey (1979a). Det vil således være nyttigt at behandle regeringens adfærd som en endogen og ikke en exogen variabel i det makroøkonomiske system.

Man kan iøvrigt rejse det spørgsmål, om Gørtz implicitte tankegang i henseende til rådgivningsfunktionen ikke i virkeligheden er udtryk for en endogenisering, idet han bygger på den adfærdsantagelse, at politikernes adfærdsfunktion er identisk med den normative adfærdsfunktion, der afledes af en velfærdsbetragtning på den økonomiske politik. Diskussionen drejer sig derfor i virkeligheden ikke om en endogenisering ej, men om hvilke adfærdsantagelser, i den samlede model skal karakterisere politikerne. Det er i denne henseende den nye teori om økonomisk politik adskiller sig fra den traditionelle.

Hvor Gørtz implicit opererer med en idealistisk præferencefunktion af Tinbergen-Theil-Meadetypen, den nye politiske økonomi med en »vote-getting

function, which is maximized subject to the constraints defined by the trade-off possibilitiesbetween various vote-creating variables« (Lindbeck, 1976). Alternativt opererer denne teori med en præferencefunktion,der såvel vote-creating som mere ideelle argumenter, idet den vægt, der tillægges de to argumenttyper, varierer over valgcyklus, jf. Breton (1974).

Diskrepansen mellem det af en idealistisk præferencefunktion og virkeligheden flydende kommer bl.a. til udtrvk, når Gørtz p. 375 skriver: »For de finanspolitiske ændringers vedkommende det vist en almindelig opfattelse, at man alt i alt er gået sidelæns, således at udeiftsvariationer har stimuleret og politiske hæmmet aktivitet og betalingsbaianceunderskud.«

Denne beskrivelse er lige så rigtig, som den er forståelig. Det er blot udtryk for, at det forekommer at være en mere relevant hypotese, at interaktionen mellem den individuelle og interessegruppens selvinteresse den offentlige og i den private sektor, som ledet af en usynlig hånd, fører økonomien langs en dynamisk vej præget af betydelig ustabilitet.

Sagt på en anden måde ville det være en misforståelse at tro, at finanspolitikken primært være motiveret i makroøkonomiske Lægger man politikernes til grund, hvad enten denne finder udtryk i den ene eller den anden for præferencefunktion, (jf. Dinkel 1977), er det ikke sandsynligt, at den afgørende vægt vil blive lacf på generelle som fuld beskæftigelse, stabile priser, ligevægt i udenrigshandlen o.s.v.

De forskellige interessegrupper, de forskellige de forskellige politiske de forskellige partier o.s.v. vil i de fleste tilfælde være interesseret i specifikke og søge specifikke løsninger. generel makroøkonomisk politik forekommer intuitivt mindre central end direkte, mikro, problemspecifikke indgreb. Som Gørtz rigtigt konstaterer, må den samlede finanspolitik under disse forhold fremstå som nettovirkningen af en række enkeltstående beslutninger udspringende af specifikke problemstillinger og af en række større politiske forlig. De specifikke problemstillinger netop udtryk for regeringens som svar på dens perception væsentlige gruppers efterspørgsel.

Når de, der udformer politikken, er korttids, mikro. orienterede og har et ønske om at bevare regeringsmagten, er sandsynligheden for et omfattende kontroltab, som de langsigtede makroeffekter mikropolitikken kumuleres, ganske stor.

Når Gørtz specielt problematiserer den nye teori ud fra hensynet til rådgivningsfunktionen, han diskuterer dels de præmisser, der skal lægges til grund og dels, om ikke selve angrebsvinklen kan føre til accept af hvad som helst, peger han naturligvis på en konsekvens af den nye teori, nemlig den at analytikerne »nicht gegen, sondern mit den wirtschaftlichen und politischen Hntscheidungstrågern handelt« Frey (1977).

Dette er imidlertid, svnes jeg. en mindre interessant problemstilling i tilknytning til den nye teori. Det centrale er efter min opfattelse,som af Lindbeck

(1976), at »as we have two interacting systems, the political and the economic, we cannot control one with the other, but we must try to redesign them both to improve the stability of each.«

Når man gennem endogeniseringen af det politisk-bureaukratiske system på konsistente opnår uddybet forståelse af det samlede systems virkninger en større mulighed for prediktion, har man redskaberne i hænde til analyse de forhold i den institutionelle struktur, skal undergå ændringer, hvis man f.eks. vil skabe bedre forudsætninger for den makroøkonomiske stabiliseringspolitik.

Herved fremstår den principielle forskel mellem den traditionelle og den nye teori som en forskel vedrørende behandlingen af den institutionelle ramme, der traditionelt anses for given, mens den nye teori gør den til en variabel. Dette medfører naturligvis ny rolle for rådgiveren, der i højere leder opmærksomheden hen på den konstitutionelle kontrakt og dens indhold, Frey (1979b).

I dette perspektiv fremstår 80ernes udfordring økonomien som et krav om udvikling nye institutionelle strukturer. »Fruitful social science must be very largely study of what is not: a construction of hypothetical models of possible worlds which might exist if some of the alterable conditions were made different.« (Hayek, 1973).

Institut for Samfundsvidenskab,

Odense Universitet

Litteratur

Breton, Albert. 1974. The Economic-
Theory of Representative Government,
Chicago.

Dinkel, Reiner. 1977. Der Zusammenhang zwischen der okonomischen und politischen in einer Demokratie. Berlin.

Frey, Bruno S. 1977. Moderne Politische
Okonomie, Miinchen.

Frey, Bruno S. 1979a. Politometrics of Government Behavior in a Democracy. Scandinavian Journal of Economics 81:308-

Frey, Bruno S. 1979b. Economic Policy
by Constitutional Contract. Kyklos
32:307:19.

Gørtz, Erik. 1979. Økonomisk-politiske
styringsproblemer. Nationaløkonomisk
Tidsskrift 117:371-

Hayek, F. A. 1973. Law, Legislation and
Liberty, Vol. I. London.

Lindbeck Assar. 1976. Stabilization Policy in Open Economies with Endogeneous Politicians. American Economic Review 66 (May): 1-19.

Pedersen, Kjeld Møller og Jørn Henrik Petersen. 1979. Den offentlige sektor og velfærdsøkonomien. Nationaløkonomisk 117:35-54.