Afsluttende bemærkninger

1. Jeg er i grunden forbavset over, hvordan skrives noget übalanceret, og hvordan synes at eskalere i kommentar og gensvar. Det skal ikke skjules, at det derfor har givet mig lidt anfægtelser overhovedet at skrive et par afsluttende bemærkninger. Som følge heraf og af grunde, hvoraf nogle vil fremgå af det følgende, vil jeg omend tøvende forsøge at afslutte lidt uhøjtideligt og kun antyde mine allervigtigste synspunkter følgende to spørgsmål, som det trods alt nok er nødvendigt at sige et par ord om

2. Alting skal jo have en ende. Det gælder meget desto mere i dette tilfælde, hvor gensvaret (på samme måde som kommentaren) forbi indlæg og svar. Disse om endogenisering af politikerne, nu beskrives som »kun et enkelt aspekt« af public choice. Dette sidste imidlertid ikke behandlet i mine to fremstillinger. Det blev end ikke nævnt. Hvordan det så kan blive til, at jeg næsten identificerer dette med tankegangen om endogene politikere, er det svært at forstå. Til og med drejede indlægget sig om noget endnu mere specifikt, nemlig hvilken » » . . . betydning i forbindelse med udrednings og rådgivningsvirksomhed«, tankegangen endogene politikere har«. Et meget jordnært eksempel på de spørgsmål, indlægget stillede, ville være, hvad Det økonomiske Råd skal gøre iflg. den moderne og om befolkningen ville have grund til at være tilfreds med de anbefalinger, ville følge heraf. Og der kan niiubj iuciii£\~ uuuiw c_Kscrnpicr.

På baggrund af denne konkrete problematik jeg egentlig, at der i kommentar gensvar snakkes en masse frem og tilbage uvedkommende ting i helt generelle hvilket ikke frister til kommentarer. ønsker nemlig ikke, de generelle taget i betragtning, at løbe risikoen for at blive presset ind i en rolle som andenkomediant i et endeløst skuespil, aktørerne diskuterer kamæleonens

3. Med det af mig valgte udgangspunkt - nemlig forsøgene på endogenisering af politikere og specielt disse forsøgs konsekvenser normativ økonomi - gælder det stadig næsten tautologisk, at » . . . hvis alt endogeniseres, er der slet ikke noget som hedder optimalitet mere . . .«, og at dette » . . . giver fremstillingen en stærkt deterministisk og i sidste ende beskriver som viljeløse brikker . .«. Paralleliteten til den materialistiske er derfor ikke til at komme uden om. Iflg. denne gælder det nemlig bl.a., at det er de materielle faktorer, bestemmer det historiske forløb, mens personer og ideer kun har sekundær betydning. Parallelt hermed er den personlige også trængt stærkt i baggrunden, politikerne antages at reagere efter et fast mønster på ydre stimuli. Man har selvfølgelig lov til at finde denne iagttagelse interessant, men hvad der menes, når der udtrykkes forbavselse over den simple observation om parallelitet på dette punkt, er det svært at finde ud af.

Da nu optimalitet er bragt på bane, kan man måske til slut fornøje sig over at tænke på, at eventuelle rådgivere, som pr. definition måtte kalde det personligt/politisk for optimalt, foiui politiske ufuldkommenheder ikke er til at komme uden om, og således anlægger den af Lindbeck kyniske og/eller opportunistiske ved indgangen til de magre 1980'ere vil løbe en betragtelig risiko for, at »det Wicksell'ske sumspil« i et samfundssystem vor type sætter dem øverst på sparelisten.