Siden 1960ernes begyndelse har saldoen af betalingsbalancens løbende poster udvist en klar tendens til forringelse: Ikke blot absolut, men i forhold til den samlede indenlandske produktion har der været en stigende trend i underskuddet over for udlandet. Forskellige i den seneste tid fremkomne analyser - bl.a. fra Det økonomiske Råds Formandskab og fra OECD - påpeger tendens til yderligere forringelse af betalingsbalancen. Denne tendens beror - foruden på eventuelt ugunstigere bytteforhold - særlig på tre forhold:

(1) Medens i 1960erne forringet vare- og tjenestebalance over for udlandet var hovedelementet i betalingsbalancens voksende underskud, har i 1970erne de af den voksende nettogæld til udlandet følgende nettorentebetalinger fået tiltagende absolut og relativ vægt i betalingsbalanceunderskuddene.

Sat i forhold til vareeksporten var nettoudgiften til renter, udbytter m.v., der til og med 1970 androg mindre end halvanden procent, i 1978 steget til godt 7 pct. og kan for 1979 skønnes at blive godt 8 pct. Såfremt - nogenlunde svarende til forholdene i de senere år - betalingsbalancens løbende poster fortsat udviser et underskud lig 15 pct. af vareeksporten, og denne (i løbende priser) stiger 10 pct. p.a., vil nettogælden til udlandet gradvis nærme sig en størrelse svarende til halvanden gange den årlige eksport, således at - afhængigt af renteniveauet - nettorenteudgiften kan ventes at vokse til op mod 20 pct. af vareeksporten. End mere skræmmende bliver naturligvis

Resumé

summary: The upward trend of the Danish balance of payments deficit on current account is expected to persist in the foreseeable future, primarily resulting from the increasing debt to abroad and the reduced response of wage inflation to unemployment. As in the 1930« every policy designed to attain internal and external equilibrium is blocked by some influential social group, and reasons are given why the present position is even more difficult than that of the inter-war period. However, the use of fiscal policy as the principal instrument to contain the balance of payments deficit and the resulting increase in transfers from the employed to the rest of the population cannot be sustained indefinitely.

perspektivet, såfremt betalingsbalancens underskud exclusive nettorenteudgifter holder sig konstant i forhold til eksporten, således at underskuddet inclusive nettorenteudgifter stiger i forhold til eksporten - jfr. nedenstående gennemsnit for betalingsbalancens underskud excl. og incl. nettorenteudgifter målt som procent af vareeksporten (baseret på skønnede tal for 1979):

(2) Ligesom i de fleste andre industrilande er tempoet i både løn- og produktivitetsstigning i de sidste fem-seks år blevet lavere end tidligere; men netop på grund af den internationale parallelitet i udviklingen har denne ikke medført nogen klar afsvækkelse af tendensen til forringelse af dansk konkurrenceevne.

I denne forbindelse har man i den seneste tids offentlige debat - ligesom i andre tilfælde efter stærke importprisstigninger - særlig hæftet sig ved den automatiske pristalsregulering af lønningerne. Men vigtigere på længere sigt er måske de i slutningen af 1960erne og ved overgangen til 1970erne gennemførte ændringer af reglerne for dagpenge ved arbejdsløshed, som må formodes at have svækket effekten af større ledighed på lønstigningstempoet. Både det højere dagpengeniveau og den udvidede adgang til dagpenge, samt statens næsten fuldstændige overtagelse af finansieringen har formindsket den økonomiske risiko, der for lønmodtagere er forbundet med gennemtvingeisen af lønforhøjelser. Om disse forhold plus 1973ændringen arbejdsretslovgivningen fuldt ud forklarer de seneste års højere konfliktfrekvens er dog tvivlsomt. I alle tilfælde indebærer de omtalte ændringer en tendens til højere lønstigning ved givne beskæftigelsesforhold. Videre består der formentlig sammenhænge mellem produktivitetsudvikling og konfliktfrekvens, hvor hovedvægten snarere ligger på denne som symptom på forringet arbejdsklima end på nogen direkte effekt fra konflikter til produktivitet.

(3) Ændringerne af reglerne for dagpenge har desuden i forbindelse med højere erhvervsfrekvens (som de er medvirkende til at fremkalde) etableret en stærkere automatisk forbindelse fra arbejdsudbud til private indkomster, således at større arbejdsudbud også uden øget efterspørgsel medfører større privat forbrug - baseret på øgede offentlige transfereringer.

Blandt de anførte forhold er det nu det første - de stigende nettorenteudgifter til
udlandet - der stærkest og med mindst usikkerhed giver betalingsbalancens deficit

stigende tendens. Ydermere har den voksende nettogæld til udlandet særlig betydning, fordi der derved på den løbende betalingsbalance kommer en voksende, kontraktligt fastsat udgift, hvis størrelse - modsat, hvad der gælder eksport og import - er upåvirkelig ved ændring af konkurrenceevnen.

En fremregning af underskud og gæld = akkumulerede underskud på grund af en forudsætning om konstant forhold mellem underskud (inclusive eller exclusive nettorenteudgifter) og eksport eller nationalprodukt er arbitrær. Og mere frugtbart end at forsøge fremregninger ved hjælp af en økonometrisk model suppleret med et antal varianter af forudsætninger om exogene variables forløb er det måske, med udgangspunkt i den hidtidige og forventede fremtidige tendens til voksende underskud og gæld, at søge efter mekanismer, der kunne ventes at bremse eller vende udviklingen, eventuelt implicerende at der kunne angives en ligevægtsværdi af saldoen af betalingsbalancens løbende poster og/eller nettogælden til udlandet.

I en to-lande-vækstmodel med frie kapitalbevægelser, og hvor der - som det oftest er tilfældet i sådanne teoretiske konstruktioner - ikke indføjes nogen offentlig sektor, består der ingen nødvendighed for, at ligevægt er karakteriseret ved saldo nul i de løbende transaktioner mellem de to økonomier; f.eks. kan der forudsættes varige forskelle mellem de to økonomiers forbrugsfunktioner. Afvigelser fra en - eventuelt over tid skiftende - ligevægt vil udløse retablerende reaktioner, hvis hovedelementer rimeligt kan baseres dels på, at i international kreditgivning afhænger renten af både den enkelte periodes og den akkumulerede kreditgivning (hvis der, realistisk, netop ikke forudsættes samme renteniveau i kreditor- og debitorland), dels og vel vigtigere på efterspørgsels-feedback fra løbende betalingsbalancesaldo og eventuelt formueposition landenes indkomst- og udgiftsstrømme, begge elementer resulterende i korrigerende ændring af relativt lønniveau ved fast intervalutarisk kurs.

Det har derfor afgørende betydning, at lønudviklingen afhænger af efterspørgselsudbuds-balancenpå således at der kan angives en - ikke nødvendigvis over tiden konstant - natural rate of unemployment. Følgelig, såfremt der for en åben økonomi kan angives en ligevægtig betalingsbalancekonstellation, må også en ligevægtig arbejdsmarkedsposition kunne angives. Beskæftigelsesteoretisk er dette af nogen interesse; thi medens det for en lukket økonomi - den begrænset relevante konstruktion, hvormed størsteparten af central pengeteori beskæftiger sig - næppe er muligt at dokumentere nogen effektiv, med neoklassiske konklusioner konsistent, transmissionsmekanisme fra lavere løn til højere beskæftigelse, gælder det samme åbenbart ikke for en åben økonomi og i særdeleshed ikke for en lille, åben økonomi. Med andre ord: Under fast valutakurs er spørgsmålene om eksistensen af ligevægtsværdier for henholdsvis betalingsbalance og beskæftigelse korrelative. (Under frit fluktuerende valutakurs er forholdene mere komplicerede. Ved høj grad af

fleksibilitet af både kurs og lønniveau er stabilitet over for spontane, indenlandske kontraktive og ekspansive impulser kun mulig, når relativt restriktive monetære forudsætninger er opfyldte). Åbenbart (jfr. ovenfor) er det - også uden for den teoretiske modelverden - hvor der findes en offentlig sektor og føres økonomisk politik af central betydning, i hvilket omfang lønudviklingen reagerer på ændret aktivitetsniveau.

I løbet af 1960erne og frem til 1973, hvor den økonomiske aktivitet stimuleredes, gennemgående-for en tiltagende dels vedkommende, af voksende offentlige udgifter og boligbyggeri i forbindelse med permissiv kreditpolitik, havde det offentlige et stigende opsparingsoverskud (ikke blot absolut, men tillige i forhold til den samlede faktorindkomst), som imidlertid mere end opvejedes af stigende opsparingsunderskud den private sektor med stigende betalingsbalanceunderskud til følge. Siden er, som bekendt, forholdene drastisk ændret, idet - fra og med 1975 - den offentlige sektors opsparingsoverskud er forvandlet til underskud.

Underskuddet på betalingsbalancens løbende poster steg ikke umiddelbart tilsvarende. Tværtom aftog det fra 1974 til 1975, idet nedgangen i den offentlige sektors opsparingsoverskud (S-I) mere end opvejedes af fald i den private sektors opsparingsunderskud (I-S). Gennemgående har privat og offentlig sektors opsparings-investerings-balance varieret modsat, og dette var særlig markant i forbindelse med den stærke nedgang i den økonomiske aktivitet fra 1974 til 1975 som resultat af oliekrise og bytteforholdsforringelse, internationalt konjunkturtilbageslag samt navnlig en række kontraktive økonomisk-politiske indgreb i 1973-74. Formindskelsen af den private sektors opsparingsunderskud 1974-75 fremkom ved både lavere investeringer og - som reaktion på øget økonomisk usikkerhed - større opsparing. Efter 1975, med fortsat relativt ekspansiv finanspolitik og delvis retablering af den økonomiske aktivitet, fremkom på ny betydelige betalingsbalanceunderskud.

Det er nu en snes år siden, at der fremkom en - ikke mindst på baggrund af 1950ernes trykkede forhold - rummelig international margin for ekspansion i den danske økonomi. Vigtigere end bytteforholdsforbedringen i sidste del af 1950erne var den gradvise ændring af eksportens varesammensætning, som var opnået ved industrieksportens hastige vækst, der atter som grundlag havde bl.a. lønniveauets relativt moderate stigning under 1950ernes høje arbejdsløshed. Helt afgørende var imidlertid de øgede muligheder for og den politiske vilje til ved låntagning i udlandet af finansiere de betalingsbalanceunderskud, der fulgte med ekspansionen til fuld beskæftigelse allerede i begyndelsen af 1960erne. Det er mere end velkendt, hvorledes i den følgende godt halve snes år den opnåelige kombination af beskæftigelses- og betalingsbalanceposition gradvis forringedes som følge af dels

relativt højt og stigende lønstigningstempo, dels ekspansion af hjemmemarkedssektoren i særdeleshed den offentlige sektor og boligbyggeriet - på de med udlandet konkurrerende erhvervs bekostning. Selv i det hypotetiske tilfælde, at de ydre vilkår for den danske økonomi ikke var blevet forringet ved olieprisstigninger og international recession, ville formentlig i løbet af 1970erne det punkt være nået, hvor man for at standse væksten i betalingsbalancens underskud iværksatte en med fuld beskæftigelse uforenelig, kontraktiv politik. For så vidt har olieprisstigninger og international recession fremskyndet snarere end ændret tendensen i dansk økonomisk politik. I al fald er det nu og i overskuelig fremtid således, at forventningerne vedrørende udenlandske långiveres og lånformidleres vurderinger må indgå som et vigtigt element i de danske myndigheders overvejelser om den økonomiske politiks udformning. Selv om det ikke er muligt herudfra nærmere at forudsige den kommende udvikling af betalingsbalance og udlandsgæld, kan det dog anses for usandsynligt, at man ved låneforhandlinger vil blive præsenteret for mere eller mindre klart formulerede henstillinger om fuldstændig afvikling af betalingsbalancensunderskud nedbringelse af nettogælden til udlandet. Snarere kan henstillinger herom og anbefalinger vedrørende beskæftigelses- og valutakurspolitikkenventes internationale institutioner; henstillinger og anbefalinger som det imidlertid ikke vil være vanskeligt for de danske myndigheder at ignorere, forudsat at Danmark har bevaret sin popularitet som supplikant på det internationale kapitalmarked.

Midt under 1930ernes depression stillede Niels Lindberg i dette tidsskrift spørgsmålet om nytten af yderligere kompromisforslag om foranstaltninger til nedbringelse af arbejdsløsheden - og besvarede selv spørgsmålet benægtende under henvisning til, at enhver kombination af effektive foranstaltninger var blokeret af en eller anden indflydelsesrig samfundsgruppe. Uden vanskelighed kunne i dag en tilsvarende argumentation fremføres med hensyn til foranstaltninger, egnede til at nedbringe både arbejdsløsheden og underskuddet over for udlandet.

I nogle henseender er hindringerne større nu end dengang. Begge perioder udviser højere realløn i årene med stor arbejdsløshed end forud for disse. Men medens i 1930erne støtten til ledige kun var en brøkdel af beskæftigedes lønindtægt, er nu forskellen indsnævret så stærkt, at i myopisk perspektiv gevinsten ved højere beskæftigelse tager sig ringe ud. Men også makroøkonomisk er problemstillingeri radikalt ændret, idet 1930ernes arbejdsløshed af gode grunde ikke var kombineret med underskud på betalingsbalancens løbende poster. I 1930erne ville den produktionsforøgelse, som højere beskæftigelse kunne medføre (og spillerummet for forøgelse af beskæftigelsen var relativt betydeligt større dengang end nu), næsten übeskåret have været til rådighed til indenlandsk anvendelse; hvorimod dette

ingenlunde vil være tilfældet nu, forudsat at ikke blot højere beskæftigelse, men også
fjernelse af underskuddet over for udlandet skal opnås.

Udviklingen i den sidste snes år underbygger imidlertid ikke den opfattelse, at fjernelse af underskuddet på betalingsbalancens løbende poster er blandt målene for dansk økonomisk politik. Snarere kan mulighederne for finansiering af underskuddet karakteriseres som begrænsende forudsætning - af tiltagende betydning - for den økonomiske politik.

Såfremt, ikke overraskende, de opnåelige kombinationer af beskæftigelse og betalingsbalance fortsat forringes, og den økonomisk-politiske reaktion herpå overvejende er finanspolitisk kontraktion, er konsekvensen øgede transfereringer via det offentlige fra de beskæftigede til resten af befolkningen. Det er klart nok, at en sådan udvikling ikke kan fortsætte übegrænset; men ikke, hvorledes den vil blive bragt til ophør.

Kommentar

Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Ellen Andersen

Gid det var muligt at være stærkt uenige om udviklingstendenserne for betalingsbalancen. Det er ganske vanskeligt at finde slående indvendinger mod det mørke billede, der tegnes af den nærmeste fremtids beskæftigelses- og betalingsbalanceproblemer, og konklusionerne i en forudsigelse af den økonomiske udvikling for de næste år kan ikke ændres meget ved denne kommentar.

Der er dog plads til nuanceforskelle i analysen og i den vægt, som tillægges forskellige faktorer, dels de ude fra givne omstændigheder, og dels de økonomisk-politiske indgreb, som er sket i 1970erne og som kan ske i 1980erne. Med hensyn til det førstnævnte har den nuværende og forventede fremtidige internationale inflation en alt for ringe vægt i fremstillingen, og på den økonomisk-politiske side er det mest bemærkelsesværdige den manglende omtale af mulighederne for at devaluere, samt den fremtrædende placering som reglerne om arbejdsløshedsunderstøttelse med videre gives i analysen.

Rentebetalingerne til udlandet er vokset kraftigt og vil fortsætte med at vokse, indtil det lykkes at vende udviklingen ved at realisere et passende stort overskud på vare- og tjenestedelen af betalingsbalancen. Den talmæssige opstilling i artiklens begyndelse giver et lidt skævt billede, af hvad der skal til for at vende udviklingen. For det første måles underskuddet på de løbende poster relativt til vareeksporten, men denne udgør jo kun 3/4 af den samlede eksport af varer og tjenester. For det andet ses der bort fra, at der blandt betalingsbalancens

løbende poster er en kraftigt voksende indtægtspost, nemlig transfereringer i medfør af EFordningerne.Denne har indtil 1977 haft en størrelse, så den kunne mere end dække rentebetalingerne; der har således gennem 1970erne været en næsten identisk udvikling i saldoen på vare- og tjenestebalancen efter nationalregnskabet og i saldoen på de løbende poster under ét. Disse kommentarer til den talmæssige opstilling rokker dog ikke ved det forhold, at underskuddene de sidste fire år har fordoblet udenlandsgælden, og at vanskelighederne ved at opnå et lykkeligt vendepunkt for betalingsbalancen vil vokse, jo længere tidspunktet herfor skydes ud i fremtiden.

Det skal ej heller modsiges, at konkurrenceevnen ikke er blevet forbedret under krisen. Der argumenteres for, at lønstigningerne er større end de burde være ved en stor arbejdsløshed, og ændringerne i lovgivningen om dagpenge fremhæves som årsag hertil. Men hvis der her er tale om en sammenligning med 30erne og 50erne, er der dog den klare forskel, at krisen nu er ledsaget af en kraftig international inflation. Således steg priserne i udenrigshandelen fra 1955 til 1970 kun med mellem 25 og 30 pct., mens såvel import- som eksportpriser er blevet mere end fordoblet gennem 1970erne. Uenigheden går her ikke på spørgsmålet om pristalsreguleringens rolle; denne mekanisme er blevet svækket i det sidste femår, og det er ikke her, inflationen starter. Men med eller uden pristalsregulering, så vil de internationale priser vel slå igennem på lønningerne, og her er der en oplagt forskel fra situationen i de tidligere ledighedsperioder.

Der er gode grunde til at forvente fortsatte internationale prisstigninger også i det kommende tiår. Hver ny oliekrise, som er et forsøg på at hæve den relative energipris, vil formentlig blive ledsaget af store stigninger i de absolutte priser. Såfremt det skulle lykkes at vende saldoen på vare- og tjenestebalancen til et overskud, vil den internationale inflation automatisk give en forbedring i den kommende periode ved et uændret realt eksportoverskud.

Sammenhængen fra et øget arbejdsudbud til øgede offentlige indkomstoverførsler og dermed øget disponibel indkomst og forbrug fremhæves som det tredie element i tendenserne til forværring af betalingsbalancen. Denne effekt må imidlertid fjerne grundlaget for bemærkningen i afslutningen, om at vi var bedre stillede i 1930erne end nu. Ved øget beskæftigelse vil de nævnte indkomstoverførsler bortfalde, og den disponible indkomst vil være relativt upåvirket af aktivitetsforøgelsen, sådan at der i modsætning til situationen i 30erne ikke sker store stigninger i det private forbrug under en ekspansion.

Det synspunkt, at reglerne for dagpenge med videre øger ikke blot lønstigningstakten, men også arbejdsudbudet, trænger hårdt til en empirisk underbygning. Det alternative standpunkt, nemlig at kvindernes stigende erhvervsfrekvenser er langtidstendenser, som kan føres tilbage i tiden før den nuværende arbejdsløshedssituation, kan fremføres med mindst samme styrke. Det er væsentligt, om det ene eller det andet element er kvantitativt dominerende i forklaringen af arbejdsudbudets udvikling. Hvis det er korrekt, at arbejdsløshedsunderstøttelsen er den vigtigste forklaringsfaktor, så er man tæt på at sige, at i hvert fald en del af arbejdsløsheden er frivillig snarere end ufrivillig. Men hæfter man sig mindre ved ledighedens fordeling på køn og mere ved dens fordeling på aldersgrupper, forekommer det, at en væsentlig del af arbejdsløsheden er ufrivillig.

Tror man på, at den danske arbejdsløshed i det væsentlige er ufrivillig, og at betalingsbalanceunderskuddet er permanent eller langvarigt, må nødvendigheden af en kraftig devaluering forekomme åbenbar. Det må undre, at Jørgen Gelting, som hidtil stærkest af alle økonomer har forsøgt at overbevise om nødvendigheden af en kraftig devaluering, ikke tager dette synspunkt med, men i stedet på to fronter fremhæver reglerne om arbejdsløshedsunderstøttelse vigtige årsager til økonomiens manglende selvregulering.

Replik

Jørgen H. Gelting

Ellen Andersens indlæg belyser dels usikkerheden i de konklusioner vedrørende betalingsbalanceudviklingens tendens, som man kan nå til ved at fremdrage enkelte af de løbende poster til beskuelse, dels at sammenhængene: saldo af de løbende poster - nettogæld - nettorenteudgifter - saldo af de løbende poster etc. kan danne ikke blot en ond, men også en god cirkel; og videre at øget international inflation i begge tilfælde kan komme til hjælp ved at mindske realværdien af renteudgifter og gæld stiftet under lavere inflationstempo og dertil svarende lavere renteniveau. (I øvrigt, selv ved konstant realrente og real vækstrate og med konstant underskud på betalingsbalancens løbende poster i forhold til BFI er forholdet mellem renteudgift og BFI kun uafhængigt af en konstant inflationsrates højde, såfremt realrente = real vækstrate).

At der ved devaluering og/eller andre indgreb kunne tænkes igangsat en god cirkel, er imidlertid mindre relevant, når opgaven er at skitsere de kommende års ventelige betalingsbalanceudvikling. Her er det mindst usikre udgangspunkt formentlig, at i den sidste snes år har skiftende regeringer netop ikke ved deres erklæringer, men ved den førte politik - revealed preference for betalingsbalanceunderskud og gældsættelse til udlandet. Og denne konklusions gyldighed kan med ringe forbehold udstrækkes til de sidste hundrede år, hvor Danmark kun under ydre tvang ikke har haft løbende underskud over for udlandet.

Vedrørende sammenligningen af vanskelighederne ved at opnå fuld beskæftigelse (uden underskud på den løbende betalingsbalance) nu og i 1930erne bliver forskellen i nutidens disfavør nok mindre som følge af det private forbrugs lavere elasticitet med hensyn til beskæftigelsen (og i samme retning virker, at produktivitetsændringen, incl. bytteforhold, ved højere beskæftigelse dengang ville være ugunstigere end nu); men at dette skulle opveje de to hovedforskelle: betalingsbalanceposition og margin for beskæftigelsesudvidelse, er ikke en plausibel antagelse.

Medmindre man aldeles vil frakende lønmodtagerne økonomisk rationalitet, må man
antage, at ændringerne i sidste del af 1960erne af reglerne for dagpenge har tenderet - i et ikke
nærmere præciserbart omfang - at øge den registrerede ledighed, som følgelig vil give et

overdrevet billede af den opnåelige beskæftigelses- og produktionsforøgelse. Men sondringen mellem frivillig og ufrivillig ledighed er utjenlig, dels fordi den er ledsaget af moralske overtoner, hvormed den offentlige debat er mere end rigeligt befængt, dels fordi den er upræcis og upræciserbar - f.eks.: refereres der til den enkeltes eller organisationernes beslutninger (der stærkt begrænser den enkeltes dispositionsfrihed)?