Resumé

summary: The international crisis in the capitalist economies has brought a crisis in economic policy as well. Keynesian traditions are being destroyed, and new economic political ideologies are being built or rather rebuilt. In this situation there is an increasing discussion of industrial policy. It is argued that two opposing strategies can be identified in this discussion. A neoliberal strategy aiming at a reconstruction of the market economy and a neoreformist strategy advocating selective policy and increased working class influence over the economic processes. The struggle over industrial policies will be an important characteristic of the next few years.

1. Beskæftigelsespolitikkens krise

Forestillinger om en krisefri kapitalisme med blot nogle mindre variationer i en ellers høj økonomisk vækst vandt konstant terræn under den lange internationale højkonjunktur fra slutningen af anden verdenskrig og frem til begyndelsen af 1970tallet.

Krisen 1973-74 og den fortsat høje arbejdsløshed og inflation har givetvis rystet denne forestilling. Der er nu ikke mange økonomer der mere tror, at en omend aldrig så dygtig manipulation med den totale efterspørgsel indenfor en rimelig tid kan genskabe 60-tallets høje beskæftigelse, vækst, samt eksterne og interne balance i den økonomiske udvikling. Resultatet er blevet en række forskellige økonomisk-politiske reaktioner i form af omprioriteringer mellem målsætninger og introduktion af nye typer økonomisk-politiske filosofier og programmer.

Reaktionerne omfatter både mål og midler i den økonomiske politik. Prioriteringen mellem de »almindeligt accepterede« stabiliseringspolitiske målsætninger er ændret i de fleste lande. Inflationsbekæmpelsen og omsorg for den externe balance er generelt blevet opprioriteret i forhold til beskæftigelsen i den førte økonomiske politik. Samtidig er en række nye økonomisk-politiske målsætninger, som voksede frem eller fik øget betydning i 60-tallet, i flere lande atter nedprioriteret. Det gælder målsætninger som »øget indkomstudjævning«, »mindskede regionale skævheder«, »bekæmpelse af miljøødelæggelse« og »forbedret arbejdsmiljø«. Disse

forandringer i prioriteringerne af de officielle økonomisk-politiske målsætninger
illustrerer, at disse er relative i sin karakter og underordnede kapitalakkumulationensbehov,
forandringer i de politiske og økonomiske styrkeforhold.

Parallelt med disse forskydninger i de dominerende økonomisk-politiske målfunktioner er der sket kvalitative forandringer i midlerne og deres anvendelse. Indkomstpolitiske foranstaltninger, først og fremmest i form af forsøg på at begrænse lønstigningerne, er blevet introduceret eller forstærket. Restriktioner er blevet lagt på den offentlige sektors vækst. Nye og ofte sofistikerede former for protektionisme er vokset frem. Forskellige typer af indirekte og direkte støtteforanstaltninger til eksporterhvervene og mere generelt industrigrene i krise er ekspanderet.

Resultaterne af denne beskæftigelsespolitikkens krise kan i mange lande beskrives som en slags »ad-hoc-politik«. Panikagtige løsninger er indført på en række områder. De økonomisk-politiske foranstaltninger er oftest ikke indgået i en gennemtænkt kriseløsningsstrategi, og de langsigtede konsekvenser er som regel forblevet uopklarede.

I Danmark er »forligspolitikken« introduceret med sine pakker af modstridende
foranstaltninger. I Sverige er antallet af industripolitiske engagementer ekspanderet
voldsomt, mest i form af statslige subsidier til krisebrancher og krisevirksomheder.

Den økonomiske politik befinder sig i en periode af paradigmeustabilitet, og
kampen om dens indhold skærpes.

2. Industripolitikkens voksende aktualitet

I den aktuelle situation af beskæftigelsespolitisk krise er det naturligt at øget interesse rettes mod industripolitikken. Ifølge OECD (1975) er dennes opgave at fremme industriel vækst og effektivitet gennem i hovedsagen strukturelle midler selektivt rettede mod industrisektoren.

Industripolitikken er successivt udviklet under den lange efterkrigshøjkonjunktur som resultat af de mange strukturelle forandringer, som hang sammen med den stærke vækst i denne periode. Det drejede sig om liberalisering af handels- og kapitalbevægelser, accelereret forandring i produktionsstrukturen samt kapitalens fortsatte koncentration og centralisering. Disse strukturelle forandringer skabte en voksende erkendelse af utilstrækkeligheden hos den aggregerede s.k. keynesianske stabiliseringspolitik.

Når interessen for industripolitikken så yderligere vokser i den lange krise, hænger dette sammen med to forestillinger. For det første opfattes ofte industrisektoren som vækstprocessens motor, i hovedsagen ved at være centrum for den teknologiske udvikling. For det andet menes industrien ofte at have en strategisk position som betalingsbalanceerhverv. Specielt i små lande med eksterne balanceproblemer rettes

en betydende interesse mod industriens internationale konkurrenceevne. Dette er ikke stedet at diskutere holdbarheden i disse opfattelser. Det er tilstrækkeligt at understrege den betydning, de har for accelerationen af den industripolitiske diskussion. I Danmark, hvor debattens karakter gør det berettiget at tale om et konkurrenceevnesyndrom, er netop betalingsbalanceerhvervenes, d.v.s. først og fremmest industriens, situation og udviklingsperspektiver i konsekvens herafkommet mere og mere i søgelyset.

Men selv om interessen for industrisektorens udvikling således er voksende i Danmark må man konstatere, at den faktiske industripolitik stadigvæk er forsigtig på grænsen til ikke at eksistere. Med en yderst velvillig formulering (OECD, 1975, kap. 1) kan man sige, at hovedvægten lægges på at skabe et økonomisk-politisk »klima«, som kan fremme industriel udvikling.

Den industripolitiske debat (til forskel fra praktikken) bevæger sig imidlertid hurtigt ind på nogle nye hovedfelter. Et sådant felt er den teknologiske udvikling. En lang række undersøgelser i forskellige lande har vist den s.k. teknikfaktors afgørende betydning for den økonomiske vækst.¹

Teknikfaktorens sammensætning varierer med aggregeringsniveauet i den statistiske analyse. På hvert aggregeringsniveau findes en struktureffekt som bestemmes af produktionens sammensætning og en restfaktor. Kun på det laveste niveau forsvinder struktureffekten helt, og den rendyrkede proces- og produktudvikling for hele teknikfaktoren.

Set på denne baggrund er det ikke så mærkeligt, at en voksende interesse retter sig mod økonomiens evne til at omstrukturere produktionen og generere eller nyttiggøre teknologisk udvikling i form af produkt- og procesforbedringer. Denne tendens forstærkes så af de hastige forandringer i den internationale konkurrence, som er et resultat af den økonomiske krise. I samme retning virker også tendensen til at den økonomiske struktur og den tekniske udvikling i øget omfang gøres til formål for bevidste styringsforsøg fra større virksomheders side.

På denne måde forskydes interessen generelt fra makroniveauet ned mod meso- og mikroniveauerne. Virksomheder, koncerner, produktionsvertikaler og brancher får øget betydning som analyseenheder. Informations- ledelses- og beslutningssystemernei og koncerner, forbindelsesmekanismerne mellem virksomhederne, systemer af virksomheder og industriens produktionsstruktur med henblik på vækstogstagnationsområder nogle eksempler på problemkomplekser, som bliver formål

---

1. En ny svensk undersøgelse viser eksempelvis, at teknikfaktorens bidrag til den økonomiske vækst i industrisektoren i perioden 1950-1976 i gennemsnit var 76%. I løbet af den sidste 10-års periode har den svaret for over 90% af væksten. (Carlsson m.fl., 1979).

for intensiveret forskning. Vi får en »strukturøkonomi« eller »mesoøkonomi«
indenfor den økonomiske forskning, og vi får efterhånden måske også en med den
almene økonomiske politik integreret industripolitik.

Denne »strukturøkonomi« forstærkes af den institutionalisering af området, som
er under opsejling. OECD efterlyser et langt bedre system for at give industrien
information om den internationale strukturudvikling og integration.2

3. Debatten i Danmark og Sverige

I det følgende skitseres nogle hovedlinier i den industri-politiske debat i dag. Hovedlinier som er på vej til at udvikles til mere eller mindre konsistente programmer eller strategier. Eksemplerne vil i hovedsagen blive hentet fra Danmark og Sverige, men tilsvarende diskussioner findes i mange andre udviklede kapitalistiske industrilande.

I den danske og svenske diskussion er der dog den forskel, at den svenske i øjeblikket er mere intensiv og indeholder flere varianter. Dette hænger sammen med den lange tradition for selektiv økonomisk politik, som findes i Sverige, og med at de borgerlige flertals- og mindretalsregeringer i de sidste par år er tvunget ind i en række konkrete industripolitiske redningsaktioner rettet mod kriseramte brancher og selskaber.³

Institutionaliseringen af den strukturøkonomiske analyse og politikforberedelse er
også gået længere i Sverige end i Danmark. Man er i gang med at bygge en
omfattende udredningsaktivitet op omkring Sveriges industrielle fremtid.4

Den danske debat har i langt højere grad end den svenske været en konkurrenceevnedebat, og diskussionen har i bemærkelsesværdig grad koncentreret sig omkring lønniveauet. Derigennem er strukturudviklingen og den teknologiske udvikling tendentielt blevet betragtet som, i forhold til den økonomiske politik, eksogene størrelser.

I udredninger på regionalt niveau og brancheniveau er der imidlertid fremkommet
en del tilløb til mere direkte industripolitiske diskussioner. (Nordjyllands

---

2. »Lastly, the management of interdependence presupposes an institutional effort, both by the major countries and by the international community as a whole«. (OECD, 1979. P. 401).

3. Den borgerlige trepartiregering brugte i sine to år 30 milliarder s.kr. til industripolitiske indsatser. Ca. halvdelen af disse anvendtes på værftsindustrien. (Åsling, 1979).

4. Statens Industriverk (SIND) spiller en væsentlig rolle, ligesom Styrelsen for teknisk utveckling (STU) og Ingenjorsvetenskapsakademin (IVA). Industriminister Åsling, har fremført forslag om statslige »strukturbolag« for at lede rekonstruering af krisebrancher, om et »strukturinstitut«, som skal skabe bedre kendskab til forandringer i den internationale konkurrence.

Erhvervsråd, 1978, samt SRI, 1978). Ligeledes har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (1978) og Socialistiske Økonomer (1978) publiceret »struktur-politiske« ideer, og vismændene har også taget »den selektive politik« op i sin seneste rapport (Det økonomiske råd 1979), selv om de stort set begrænser sig til at diskutere statslige direkte støtteforanstaltninger til de private virksomheder. I det hele taget er tendensen til et øget antal strukturøkonomiske analyser og industripolitiske forslag tydelig også i Danmark.

4. Industripolitiske strategier

Det industripolitiske område er formål for en konfrontation mellem groft udtrykt to hovedstrategier: en nyliberal og en nyreformistisk. Den nyliberale strategi sætter sin lid til markedskonforme foranstaltninger og markedsunderstøttende reformer. Industriens strukturelle udvikling i det enkelte land skal tilpasses forandringerne i de internationale konkurrencebetingelser, og denne tilpasningsevne søges forbedret. Den nyreformistiske strategi derimod går ind for markedsstyrende og direkte strukturpåvirkende foranstaltninger samt indgreb i ejendoms- og magtstrukturen. En øget grad af national selvstændighed i den industrielle udvikling byggende på brugsværdimæssige overvejelser tilstræbes. Politisk definerede behovsområder gøres til formål for industrielle satsninger. De to linier er imidlertid ikke helt antagonistiske og indeholder flere fælles elementer. Således synes f.eks. ingen af limerne direkte at anfægte de konkrete samarbejdsprojekter mellem stat og erhvervsliv i tilfælde af ekstraordinære risici og kapitalbehov, som blev mere og mere almindeligt i 60erne. På samme måde er der enighed om fordelene ved at anvende statslige ordrer for at give virksomhederne mulighed for at finansiere forsknings- og udviklingsarbejde i hjemlandet.

Når vi taler om industripolitiske »strategier« skal det understreges, at dette er en slags idealisering af diskussionen. En del af »strategierne« er endnu meget uudviklede og fortalerne for dem gør næppe krav på at de skal være operationelle. Det er snarest spørgsmålet om nogle forskellige tendenser i den økonomisk-politiske debat. Karakteristisk for den nuværende situation er imidlertid at en række forskellige tendenser nu er ved at tage form og at tidsperspektivet er øget fra stabiliseringspolitikkens traditionelle korttidsperspektiv til et halvlangt og langt perspektiv. Det kan derfor være berettiget at tale om i hvert fald et embryon til »strategier«.

I det følgende gives nogle eksempler på aktuelle industri-politiske strategier, som
kan ventes at præge debatten i de nærmeste par år.

(i) Nyliberalisme.

Denne linie har i Sverige og Danmark fået lidt forskellige udformninger. I
Danmark kan man tale om en »ren indkomstpolitisk linie«.

Denne er allerede præsenteret som direkte handlingsprogram i form af en serie rapporter fra Det Økonomiske Råds Formandskab. Strategien går ud på at begrænsninger i lonstigningerne kombineret med stram finans- og pengepolitik skal føre til øgede investeringer og successivt mindsket pres på betalingsbalancen. De øgede investeringer tænkes at resultere i forstærket konkurrenceevne for den danske økonomi, hvilket skal muliggøre en langsom tilbagevenden til fuld beskæftigelse. Den tekniske udvikling opfattes nærmest som exogen, men produktivitetsudviklingen kan generelt påvirkes ved at påvirke investeringsomfanget. Politikken er generel og aggregeret og indeholder ingen momenter af markedsstyring med den principielt vigtige undtagelse at arbejdsmarkedet udsættes for direkte indgreb.

I Sverige har ønsket om »rekonstruering af markedsøkonomien« været specielt stærk i debatten. Denne strategi har vel fået sin klareste udformning hidtil i en rapport fra det s.k. Konjunkturråd i Sverige, (Grassman m.fl. 1978), samt i en betænkning fra Såskilda nåringspolitiska delegationen, (1979). Strategien indeholder to dele: (1) En lønpolitisk »samfundskontrakt« mellem arbejdsgivere, lønmodtagerorganisationer og stat. Man forestiller sig, at staten gennem sin beskatningsmagt garanterer en vis til produktivitetsudviklingen bunden reallønsudvikling. (2) En rekonstruktion af de markedsmekanismer, som den lange højkonjunktur og de planløse statsindgreb under den igangværende krise har udhulet. Denne rekonstruktion sker ved, at bevægeligheden på arbejdsmarkedet og kapitalmarkedet stimuleres samtidig med at den selektive branche- og virksomhedsstøtte afvikles. Midlerne til øget bevægelighed ligger i nedsatte marginalskatter, ændringer i reglerne for arbejdsløshedsunderstøttelse, bortfald af dobbeltbeskatning på aktieudbytte, øget afgiftsbelægning på offentlige tjenester etc.

Hovedtanken er således at øge økonomiens fleksibilitet og tilpasningsevne ved at forstærke markedsmekanismerne samtidig med at lønsomheden generelt forbedres for at stimulere investeringsaktiviteten. Industriens strukturforandring og indførelse af ny teknik skulle herigennem fremmes.

(ii) Nyreformisme.

Nyreformistiske strategier har som kendetegn, at de ikke blot forsøger at løse eller mildne effekterne af kapitalismens krise i det enkelte land, men at de også prøver at være systemoverskridende. Det vil sige at modellerne og deres anvendelse peger videre frem mod en socialistisk udvikling. I en sådan »alternativ økonomisk politik« er industripolitikken kun en begrænset del. Denne debat er selvfølgelig mest intensiv

på den politiske venstrefløj. Fra den danske diskussion skal her gives et eksempel fra
den mere etablerede industripolitiske opinionsdannelse.5

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråds brochure: En aktiv erhvervspolitik skitseres en linie, som omfatter dels en indkomstpolitik i kombination med kollektiv medejendomsret for lønmodtagerne og dels en aktiv statslig strukturforandrende erhvervspolitik.

Staten tænkes at styre produktionen mod samfundsmæssige behov som kollektiv transport, miljøpleje, bysanering, sundhedsvæsen og uddannelse. Staten skal også være aktiv i udviklingen af nye produktionsområder, som bygger på avanceret teknologi. Til disse formål oprettes branche- og sektorråd med repræsentanter for stat, erhvervsliv og de ansatte. Formodentlig tænkes forskellige typer af centrale fonde, skabt gennem »økonomisk demokrati«, at skulle deltage aktivt i den samfundsmæssige styring af produktionen. Denne aktive strukturpolitik tænkes etableret successivt gennem accelererende indsatser på områder, som hænger sammen med statens nuværende opgaver.

Sammenlagt indebærer dette en ekspansion af kollektiv konsumtion og kollektive investeringer på bekostning af privat virksomhed. På kort sigt skulle dette øge beskæftigelsen uden at få alt for negative konsekvenser for betalingsbalancen. På langt sigt skal det danne basis for nye eksportområder og nye muligheder for dansk industri. Modellen repræsenterer et forsøg på delvis at styre den tekniske udvikling og produktionsstrukturen mod politisk definerede samfundsmæssige behovsområder. er endogen først og fremmest ved at produktivitetsbegrebet en bred tolkning.

(iii) Mellempositioner.

Mellem nyreformisme og nyliberalisme findes en stor og broget skare af debatdeltagere. Ofte drejer det sig om debattører med erhvervsøkonomisk baggrund, og som er skeptiske over for makroøkonomernes løsninger, som de mener er altfor aggregerede og/eller systemfixerede. Nyliberalismen er for dem blot en forstærket bekendelse til den tro, som udviklingen nu ryster, og socialisme er heller ingen løsning på dagens problemer.

Et debatindlæg, som vakte forargelse og som fremprovokerede mange reaktioner i Sverige, er »Bostonrapporten« (The Boston Consulting Group, 1978). Denne »vækstbranchestrategi« repræsenterer en mere styret form for satsning på strukturforvandling, fleksibilitet og fornyelse.

---

5. Dette betyder, at de systemoverskridende elementer ikke er ret fremtrædende. Grænserne mellem »ægte«, d.v.s. systemoverskridende reformisme og den slags reformisme, som kun vil skabe en mere velfungerende kapitalisme, er ofte flydende.

Rapporten nedtoner betydningen af omkostningsniveau og valutakurser. I stedet rettes interessen på at svensk industri mister konkurrenceevne i nogle traditionelle grene som jernmalm, skovindustri, stål og værft. Ændrede internationale konkurrenceforhold gør at disse brancher ikke har nogen stor fremtid. Den statslige støtte skal kanaliseres bort fra disse struktursyge brancher og ind i nogle udvalgte vækstbrancher som maskinindustri, kemisk industri, lægemiddel og transport. Indenfor disse ekspansive brancher går taktikken ud på at finde eller skabe »nicher« og at satse på »systemeksport«. Denne omstrukturering skal ske i samarbejde mellem stat, erhvervsliv og fagforeningsbevægelse. Modellen indeholder bevidste satsninger på produktudvikling og teknologisk fornyelse. Produktivitetsudviklingen betragtes som en endogen variabel, som direkte kan gøres til genstand for økonomisk politik.

En anden mellemposition findes repræsenteret af erhvervsøkonomiske forskere, som ønsker at satse på en ny type af fleksibilitet og nye arbejdsformer i virksomhederne (Hedberg/Sjostrand, 1979). Den hastige forandring i den internationale konkurrence stiller ganske vist krav til øget bevægelighed og sænkede produktionsomkostninger, men bevægeligheden skal sidde i hovedet og ikke i fødderne, og omkostningerne skal sænkes gennem ændrede samarbejds- og organisationsformer mere end gennem lavere lønninger.

Industripolitikken bør baseres på landets unikke kompetence indenfor eksempelvis produktionsteknologi, social- og sundhedssektorens teknologi etc. Kompetenceudviklingen kan fremmes gennem satsning på komplette lokale og regionale produktionssystemer. Via ændrede samarbejdsformer kan virksomhedernes økonomiske rationalitetskriterier (afkastning på investeret kapital) kompletteres med mere sociale kriterier. Herigennem kan virksomhederne udvikle sine evner til at lære at manøvrere og til at forandre sig.

Ord som »løntilbageholdenhed« og »manglende økonomiske incitamenter« forekommer ikke i denne variant af ny industripolitisk tænkning. Lønpolitik opfattes snarest som noget negativt, da det øger virksomhedernes træghed, når det drejer sig om at opdage forandringer i omverdenen, og når det drejer sig om at gennemføre egne forandringer i virksomheden.

5. National selvstændighed eller international integration

Hverken den internationale økonomiske udvikling eller den økonomiske politik kan ventes at løse op for de alvorlige økonomiske problemer i Danmark i løbet af de nærmeste par år. I denne situation og under indtryk af diskussionen i nabolandene kan vi se frem mod en øget industripolitisk debat og måske også praksis i Danmark i 80erne.

Industripolitikken bliver et nyt felt for den skærpede klassekamp. De to

hovedalternativer i den industripolitiske debat, som her er gjort rede for, genspejler denne konfrontation. Den transnationale kapitals bevægelser medfører hastige forandringer i produktionens struktur og fordeling på lande og regioner. I forlængelse af dette ligger ønsket om en nyliberal industripolitik på nationalstatsniveaufor understøtte en tilpasning til disse strukturforandringer. Den transnationale kapitals øgede styrke i forhold til de mere nationalt forankrede borgerlige kredse genspejles på det internationale plan af f.eks. OECD's opbakning bag nyliberale økonomisk-politiske strømninger »McCracken rapporten« (McCrackenm.fl., var et tydeligt og væsentligt eksempel herpå. I den nu aktuelle »Interfutures« (OECD, 1979), gives denne linie en gennemarbejdet og kompetent videreførelse. I denne rapport står den øgende internationale integration, herunder en fortsat internationalisering af industrien, helt i centrum for analysen. Man gør regeringerne opmærksomme på nødvendigheden af at formulere politikker, som er tilpassede denne udvikling, og behovet af nye former for internationalt samarbejde understreges. Strukturel »tilpasning« er et meget brugt begreb.

Den nyreformistiske linie har sin politiske forankring i arbejderbevægelsen. Denne er politisk og specielt fagforeningsmæssigt stærkest på det nationale plan og prøver således at sætte øget national selvstændighed op mod den voksende internationale økonomiske integration. Såvel stat som fagbevægelse skal gribe direkte ind i den økonomiske strukturs udvikling for at styrke en national akkumulationsmodel. I princippet gælder det at skabe et så sammenhængende og komplet nationalt produktionssystem, at de voksende internationale økonomiske integrationstendenser ikke helt automatisk medfører en svækkelse af arbejderbevægelsens politiske og økonomiske styrke.

Industripolitikken kan i løbet af 1980erne blive et nyt og væsentligt konfrontationsområde mellem samfundets forskellige klasser og lag. Den industripolitiske debat kan virke som startpunkt for en fornyet, bredere politisk diskussion af udviklingsperspektiverne for det danske samfund. Skal udviklingen fortsat styres af de internationale og nationale »markedskræfter« eller skal det lykkes en ny industripolitik at frigøre en del af den erfaring, viden og initiativkraft, som findes hos den brede befolkning. Hvis dette sker, kan industripolitikken hurtigt komme til at få betydning langt udenfor industrisektoren og sætte langtrækkende politiske processer igang.

Kommentar

Institut for Samfundsfag, Københavns Universitet

Per Kongshøj Madsen

1. Som skildret af Bjorn Johnson (BJ) rummer den danske industripolitiske debat to hovedlinier. Den »nyliberale« linie er baseret på tiltro til den nære sammenhæng mellem omkostningsudvikling (i praksis lønudvikling) på den ene side og betalingsbalance- og beskæftigelsesudvikling på den anden side. Indkomstpolitikken eller valutapolitik er central for denne industripolitiske tankegang. Tiltroen til den nyliberale strategi er sejlivet, selv om der efter 70ernes gentagne indkomstpolitiske anstrengelser breder sig et vist mismod blandt tilhængerne. En årsag hertil er formentlig de magre effekter, som forsøg på at kvantificere indkomstpolitikkens resultater rent faktisk har givet. De senest foretagne beregninger på danske makroøkonomiske modeller angiver således betalingsbalanceeffekter af en lønafdæmpning på 1 pet. til at være på 0,9 til 1,5 mia. kr. efter 4 år.¹ Heraf stammer størstedelen fra importfaldet som følge af reallønssænkningen for offentlige ansatte og

---

1. Beregningerne er citeret efter et notat om »Lønpolitik og devaluering«, dateret 6.9.79, udarbejdet af Det økonomiske Råds sekretariat.

transfereringsmodtagere. Den højtbesungne konkurrenceevneeffekt er selv under de relativt
gunstige antagelser bag sådanne beregninger svær at få øje på.

Forklaringen herpå er ikke vanskelig. Det billede af de udlandskonkurrerende erhverv, som ligger bag den nyliberale strategi, er simpelthen ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Dansk industri konkurrerer ikke primært på pris, men på andre konkurrencefaktorer, og der er derfor en langt svagere sammenhæng mellem afsætning og lønudvikling end »nyliberalisterne« antager. Kun et sted er løneffekten sikker. Reallønnen falder og dermed importen. Men samtidig falder den indenlandske forbrugs-efterspørgsel og dermed beskæftigelsen.

2. Hvad er da baggrunden for, at dansk industripolitik er præget af denne liberale tradition,
hvor direkte indgreb overfor produktion og investering er et særsyn, og hvor kontrasten til en
række øvrige vestlige industrilande er åbenbar?

Stillet således er spørgsmålet søgt besvaret på flere måder. Hos N. Arnfred og K. Nielsen (1977) ligger svaret i en analyse af styrkeforholdene mellem forskellige kapitalgrupper (eller - fraktioner) indenfor den danske kapitalistklasse. Selv om man hos visse kapitalgrupper kan finde en interesse for en aktiv industripolitisk udvikling, modvirkes denne af andre kapitalgruppers modsat rettede interesser. Denne unikke situation med en styrkeligevægt mellem forskellige kapitalfraktioner er således forklaringen på fraværet af en selektiv industripolitik.

Denne opfattelse er blevet bestridt f.eks. hos F. Valentin (1978). Hovedsynspunktet er her, at den danske kapitalstruktur snarere må betegnes som blokerende for, at der i det hele taget kan dannes levedygtige fraktioner med henblik på udformningen af en selektiv industripolitik. Argumentet går her på de forskelligartede økonomiske interesser, som de enkelte kapitalenheder (f.eks. koncerner) har i kraft af deres forgrenede økonomiske aktiviteter inden for forskellige sektorer af økonomien. Den enkelte kapital eller kapitalgruppe er således»i splid med sig selv«, når det gælder kravet om selektive indgreb.²

3. Som det fremgår af ovenstående har debatten fokuseret på de interne relationer i kapitalistklassen. Selv om denne analysemåde kan være frugtbar i en forståelse af specifikt danske forhold, vil den let kunne aflede opmærksomheden fra de fælles interesser, som kapitalistklassen vil have overfor udformningen af den statslige industripolitik. Vigtigt er det her at fremhæve, hvorledes valget mellem forskellige udformninger af den økonomiske politik ikke for kapitalistklassen kun vil blive styret ud fra snævert økonomiske kalkuler. Afgørende er også de magtmæssige eller kontrolmæssige effekter af den økonomiske politik.

Selv om man gennem en selektiv økonomisk politik kunne opnå højere produktion, beskæftigelse og regnskabsmæssigt overskud er det ikke sikkert, at denne politik ville blive foretrukket frem for mindre effektive generelle former for økonomisk politik. Afgørende vil det her være, om kapitalisterne som individer eller som gruppe må afgive væsentlige dele af indflydelsen på anvendelse af profitten og herunder på investeringernes omfang og

---

2. Disse forsøg på at applicere nyere marxistisk statsteori på analysen af dansk industripolitik har ledt til en fortsat debat, jvf. N. Arnfred og K. Nielsen (1979), som det vil føre for vidt at komme ind på i nærværende kommentar.

sammensætning. Det er formentlig i denne sammenhæng af mindre betydning om magten skulle overgives til statslige organer eller lønmodtagernes repræsentanter. Den relative selvstændighed i forhold til kapitalistklassens interesser, som karakteriserer den moderne stat og den deraf følgende mulighed for politisering af de økonomiske beslutninger, gør perspektivet med statslig indflydelse mindst ligeså skræmmende som lønmodtagerindflydelsen. Indlæg i ØD/LM-debatten tyder da også på, at atomiseret lønmodtagerindflydelse på virksomhedsniveau opfattes som det mindste onde i spektret af kontrolindskrænkninger.

Disse bemærkninger omkring industripolitikkens betydning for de samfundsmæssige magtforhold giver naturligvis ikke i sig selv en forklaring på de markante forskelligheder i industripolitikkens udformning, når man sammenligner Danmark med andre udviklede industrilande. Men de understreger, at udformningen af industripolitikken må ses i lyset af de samfundsmæssige styrkeforhold ikke alene indenfor kapitalistklassen, men også mellem denne klasse og de øvrige samfundsklasser. Sammenligningen mellem Danmark og de øvrige industrilande indebærer i denne fortolkning en fremhævelse af et spektrum af muligheder for politikudformningen, indenfor hvilke den politiske kamp afgør det faktiske udfald.

4. Parallelt med de umiddelbare magt- eller kontrolmæssige aspekter af de forskellige industri-politiske strategier bør også nævnes de fordelingsmæssige aspekter. Den »nyliberale« strategi karakteriseret ved markedskonforme indgreb og lønpolitik vil - som de senere års udvikling klart har dokumenteret - ændre indkomst- og formuefordelingen til fordel for de besiddende klasser i samfundet. Omvendt rummer en strategi baseret på samfundsmæssig styring af produktionen og investering mulighed for at ændre indkomst- og formuefordelingen i modsat retning.

5. Formuleret således bliver valget imellem de forskellige industripolitiske strategier ikke blot et valg imellem national selvstændighed eller international integration (som i BJ's afsluttende bemærkninger). Valget vil tillige udtrykke resultatet af den interne styrkeprøve imellem samfundsklasserne i kampen om kontrol med og fordeling af de materielle ressourcer. Valget imellem »markedskonforme« strategier og »markedsregulerende« strategier bliver her ikke blot et økonomisk-teknisk valg mellem mere eller mindre effektive midler til at opnå generelle økonomiske mål. Det bliver også en kamp mellem forskellige udviklingsveje for det danske samfund.

Hvorledes tegner perspektiverne sig for denne kamp i løbet af 80erne?

Baseret på erfaringerne fra den sidste del af 70erne tegner sig følgende udviklingsforløb: Den nyliberale strategi synes allerede ved 80ernes begyndelse at have spillet fallit. De politiske og sociale betingelser for en virkelig hård lønpolitik synes ikke at være til stede i dansk sammenhæng. Samtidig foregår ændringerne i det internationale økonomiske system med en sådan hast og styrke, at den svage og usikre effekt fra de mulige »markedskonforme« indgreb ikke vil være i stand til at sejle op imod dem.

Den »nyliberale« strategis afmagt overfor den danske økonomis strukturelle problemer vil i sig selv styrke alternativet: en selektiv og bevidst industripolitik. Men også denne form for statslige indgreb møder betydelige vanskeligheder. Kapitalistklassens modvilje mod afgivelse af kontrol med produktionsressourcerne og ændring i formue- og indkomstfordeling er

allerede omtalt. Hertil kommer, at den danske arbejderbevægelse står splittet i spørgsmålet.
Troen på indkomstpolitikkens muligheder er stadig udbredt også langt ind i Socialdemokratietsog
rækker.

I lyset heraf tegner 80ernes sig som på mange måder en politisk overgangsfase præget af usikkerhed og manglende etablering af en konsekvent økonomisk-politisk strategi. I denne forstand vil 80erne - med et tiårs forsinkelse - afspejle den overgangsfase mellem to økonomiske vækstmønstre, som 70erne repræsenterede. De gamle politiske - herunder økonomisk-politiske - forestillinger og tankevaner forvitrer kun langsomt.

Resultatet af 80ernes styrkeprøve vil derfor afhænge af, om det lykkes at nedbryde den tro på de kapitalistiske markedsmekanismers selvregulerende kræfter, som har fodfæste i dansk arbejderbevægelse, og i forlængelse heraf udforme en konsekvent industripolitisk strategi, der sætter spørgsmålet om kontrollen med produktion og investering på dagsordenen.

Litteratur:

Arnfred, N. og K. Nielsen. 1977. Kapitalfraktioner, og økonomisk politik, i Krise i Danmark, Socialistiske Økonomers skriftserie nr. 2. Roskilde.

Arnfred, N. og K. Nielsen. 1979. Kapitalfraktioner
Danmark - et svar til Finn

Valentin. Nordisk Tidskrift for Politisk
Ekonomi, Nr. 8.

Valentin, F. 1978. Nogle metodiske og empiriske problemer vedr. interessestrukturen det danske borgerskab. Nordisk Tidsskrift for Politisk Ekonomi, Nr. 7.

Replik

Björn Johnson

Stort set er jeg enig i det meste af Per Kongshøj Madsens kommentar. Det er rigtigt, at en
vurdering af de industripolitiske strategiers gennemførelsesmuligheder kræver en analyse af
styrkeforholdene indenfor kapitalistklassen og mellem denne og øvrige samfundsklasser.

Kun på eet punkt vil jeg komme med en bemærkning. Det er for tidligt at konstatere, at den nyliberale strategi allerede ved 80ernes begyndelse har spillet fallit. Dels er nyliberalisme også noget udover indkomstpolitik, dels kan den efterlyste indkomstfordeling eventuelt opnås med mere appetitlige former for indkomstpolitik end de hidtil afprøvede.

Det er karakteristisk for nyliberalismen, at økonomiens tilpasningsproblemer sættes i centrum. De økonomisk-politiske anbefalinger fremkommer som et resultat af en konflikt mellem en tendentielt mindskende evne hos det økonomiske system at gennemføre strukturelle forandringer og effektivisere produktionen på den ene side, og hastigt voksende internationalt bestemte krav til denne slags forandringer på den anden side. Den svigtende strukturelle

tilpasningsevne og effektivitet i produktionen menes at have flere årsager. Lavt investeringsvolumen som resultat af for høje lønninger og for lave profitter er ganske vist en væsentlig årsag, men langt fra de eneste. Tiltagende institutionel sclerose og manglende økonomiske incitamenter til at arbejde ekstra og tage initiativer og ansvar nævnes ofte i diskussionen. Det samme gælder utilstrækkelig teknisk-industriel kompetence.

Denne synsmåde lægger op til et bredt spektrum af politikker. Skattesystemet kan laves om og skattebyrden omfordeles. Arbejdsløshedsunderstøttelsen kan »reformeres«. Dele af de offentlige ydelser kan afgiftsbelægges. »Strukturudredningsinstitut« til hjælp for erhvervslivets planlægning kan oprettes. Tekniske udviklingskontrakter med private selskaber kan oprettes.

Hele byrden falder således ikke på indkomstpolitikken. Hvad denne sag angår kan den som nævnt eventuelt udformes som en »samfundskontrakt« mellem stat, erhvervsliv og fagbevægelse. Statens beskatningsmagt kan her bruges til at gøre anretningen lettere at sælge til fagbevægelsen.

Alt dette gør at det måske er for tidligt at skrive nekrolog over nyliberalismen. Det er bare den mest grove variant, der har spillet fallit. Fælles for de fleste af nyliberalismens anbefalinger er imidlertid, at de er rettede mod arbejderklassens interesser. Derfor er det korrekt af Per Kongshøj Madsen at tale om en 80ernes styrkeprøve indenfor det industripolitiske område, og at denne også bliver en kamp mellem forskellige udviklingsveje for det danske samfund.

Litteratur

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 1978. En
aktiv erhvervspolitik.

Carlsson, B. m. fl. 1979. Teknik och industristruktur.
ekonomiska kris i historisk
lUI, IVA. Stockholm.

Det Økonomiske Råd, formandskabet. 1979.
Dansk Økonomi. Maj 1979.

Grassman m.fl. 1979. Blandekonomi i kris.
Konjunkturrådets rapport 1978. SNS.

Hedberg og Sjostrand, red. 1979. Från
joretagskriser till industripolitik.

McCracken m.fl. 1977. Towards juli employment
price stability. Paris.

Nordjyllands Erhvervsråd. 1978. Lokaliseringsanalyse
af The Fantus
Company.

OECD. 1975. The aims and instruments of

OECD. 1979. Interfutures. Facing the future:
Mastering the probable ami managing the
unpredictable. Paris.

Socialistiske Økonomer. 1978. Beskceftigelsesforslag en rapport om bekæmpelse af arbejdsløsheden under krisen. Socialistiske Økonomers småskrifter nr. 4.

SRI. 1978. The Electronics Industry in
Denmark. SRI project 6952.

Såskilda nåringspolitiska delegationen. 1979.
Vagar till b'kad vdlfard. Ds Ju 1979:1.

The Boston Consulting Group. 1978. En ram
for svensk industripolitik.

Åsling, N. G. 1979. Industrins kris och
fornyelse. Ndringspolitiken infor SO-talet.