Resumé

summary: This article presents a brief overview of the changing economic balance in the world since 1960. It demonstrates an increasing gap between the poorest countries on the one hand and the rest of the world on the other but argues that this pattern need not apply to the future. Among the industrial countries the main change has been the relative decline of the US and the rapid progress of Japan. The article goes on to discuss the lack of adjustment in the rich countries to higher oil prices and increasing imports from developing countries. In view of an insufficient economic management throughout the world it finally questions recent prognoses of the future.

I. Indledning

Den økonomiske balance i verden undergår til stadighed forandringer i den forstand, at den realøkonomiske vækst er hastigere i nogle lande end i andre, og at bytteforholdene på verdensmarkedet ændrer sig. Samtidig sker der en fortsat udbygning af den internationale arbejdsdeling, således at verdenshandelen vokser hastigere end produktionen. Det er derfor ikke en guldalderverden, vi lever i, og tilpasningen til de stadige forandringer foregår hverken hastigt eller smertefrit.

I denne artikel skal jeg forsøge at give et overblik over den økonomiske udvikling i verden siden 1960 og i den forbindelse at diskutere en række spørgsmål, som kan forventes at bevare deres aktualitet også i det næste årti. Redaktøren har sat snævre grænser for artiklens omfang, og hvis man skal nå jorden rundt på otte sider, må den ses i satellitperspektiv.

II. Balancen i nogle få tal

Et udtryk for den økonomiske balance og dens udvikling siden 1960 ses i tabel 1.

---

Jeg skylder kolleger i Verdensbanken og på Økonomisk Institut ved Århus Universitet tak for deres kommentarer.

Denne indkomstfordeling og dens udvikling afspejler bl.a. befolkningsstørrelser og
nationalprodukt pr. indbygger som vist i tabel 2.

De vigtigste ændringer i den økonomiske verdensbalance siden 1960 kan måske
herefter opsummeres som følger:

(i) Lavindkomstlandene, hvis samlede befolkning udgør mere end en fjerdedel af verdens befolkning, har kun i ringe grad fået del i den betydelige velstandsstigning, som verden under eet har oplevet i den sidste snes år. Derimod har mellemindkomstlandene øget deres andel af den samlede indkomst.

(ii) OECD-landene har tilsammen opretholdt deres indkomsthandel, men
Vesteuropa og især Japan har vundet betydeligt terræn på USA's bekostning.

(iii) Den økonomiske vækst i verden blev ganske dramatisk reduceret i den første
halvdel af 1970erne især i de rige lande.

I de følgende afsnit underkastes hvert af disse spørgsmål en nøjere diskussion.

III. Vækst i udviklingslandene

Som tidligere påpeget¹ betyder den kendsgerning, at vækstraterne pr. indbygger i de fattigste udviklingslande har været lavere end i mellemindkomst- og industrilande ikke nødvendigvis, at dette mønster også vil gælde i fremtiden. En ligeså plausibel fortolkning kunne være den modsatte, nemlig at førstnævnte lande i en nærmere eller fjernere fremtid vil nå det indkomstniveau, som muliggør »take-off«. De kan herefter tænkes at påbegynde en periode med hastig vækst, mens mellemindkomst- og rige lande vil få relativt moderate vækstrater. Der er i øvrigt klare vidnesbyrd om, at en sådan fase med betydelig økonomisk vækst tillige vil medføre et fald i befolkningstilvæksten. Med andre ord, årsagssammenhængen går i første omgang snarere fra en stigning i levestandarden til et fald i fødselstallet end den modsatte vej.

Men indtil videre har det Sydasiatiske subkontinent og det meste af Afrika syd for Sahara kun i mindre omfang deltaget i den globale økonomiske vækst. Årsagerne hertil er kun kortlagt i meget store træk: mangel på naturlige ressourcer, utilstrækkelig økonomisk bistand eller ganske simpelt dårlig økonomisk husførelse. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at lande som Korea, Taiwan, Thailand og Elfenbenskysten omkring 1960 var lavindkomstlande på lige fod med de ovennævnte, og at de siden da har haft konstant høje vækstrater. Disse lande har i modsætning til de nuværende lavindkomstlande ført en åben og udenrigshandelsorienteret økonomisk politik og haft en relativt større import af udenlandsk kapital. De har derimod ikke et signifikant bedre naturligt ressourcegrundlag.

Noget tilsvarende gælder andre lande i mellemindkomstkategorien. Ud over de

---

1. Paldam (1977) og Laursen (1978).

nævnte fire lande har især Malaysia, Brasilien, Hong Kong og Singapore haft en
meget hastig økonomisk vækst, og selv om de to førstnævnte har betydelige naturlige
ressourcer, har væksten kun i mindre grad været baseret herpå.

Alt i alt er det vel blevet stadig tydeligere gennem de sidste 20-25 år, at den økonomiske politik i det enkelte udviklingsland er af afgørende betydning for udviklingen frem for både ressourcegrundlag og udenlandsk kapital. Specielt synes det godtgjort, at den indadvendte importsubstitutionspolitik åla Prebisch² har været et fejlspor.

I de senere år har imidlertid den udadvendte eksportfremmende politik, som for mange lande har været vækstens lokomotiv, stødt på vanskeligheder. Dels har den internationale recession i sig selv virket dæmpende, dels og i sammenhæng hermed har specielt industrilandene i stigende grad anvendt importrestriktioner og subsidiering af egne industrier. Det drejer sig tilmed specielt om produkter som beklædning, tekstiler, fodtøj, forbrugerelektronik, skibe og stål, i produktionen af hvilke udviklingslandene har en klar konkurrencemæssig fordel.

Denne »nyprotektionisme« indgik med en vis vægt i de netop afsluttede Tokyorunde der i modsætning til tidligere GATT-forhandlinger ikke blot drejede sig om toldnedsættelser. Om det endelige resultat betegner et brud med den stigende tendens til protektionisme, er endnu svært at sige, først og fremmest fordi spørgsmålet om anvendelse af »safeguards« ikke blev løst.³ Med GATT's fortsatte anerkendelse af multifiberaftalen vedrørende den internationale handel med tekstiler er der tilsyneladende intet traktatstridigt i anvendelsen af bilaterale, selektive foranstaltninger således som dem, der mere eller mindre frivilligt er indgået mellem f.eks. USA og EEC på den ene side og Korea, Taiwan, Brasilien, Mexico og Hong Kong på den anden om begrænsninger i sidstnævnte landes eksport af fodtøj, forbrugerelektronik og stål.

I betragtning af den hidtidige mangel på evne og vilje i industrilandene til at tilpasse sig en voksende import fra udviklingslandene, er det svært at forestille sig, hvordan der skulle kunne blive »plads« til så store lande som Kina og Indien i den internationale arbejdsdeling. Den seneste udvikling i disse lande kunne måske ellers tyde på, at de gerne vil være med.

---

2. Prebisch (1959).

3. GATT's Art. XIX tillader anvendelse af ikke-diskriminerende importrestriktioner, hvis import kan påvises at have alvorlige, skadelige konsekvenser for den indenlandske industri. Kun få restriktioner er indført i henhold til denne artikel på grund af bestemmelsen om ikkediskrimination. fleste »safeguard« foranstaltninger er iværksat unilateralt eller bilateralt uden om GATT-overenskomsten.

IV. Vækst i industrilande

Ligesom der inden for gruppen af udviklingslande er sket betydelige forskydninger inden for den sidste snes år, har heller ikke de enkelte industrilande udviklet sig pari passu. Dette hænger for de seneste år til en vis grad sammen med forskellige reaktioner på olieprisstigningerne, som jeg vender tilbage til i næste afsnit. Men der har også igennem hele perioden været afgørende forskelle mellem Nordamerika, Vesteuropa og Japan. Disse vedrører bl.a. udviklingen i arbejdsproduktiviteten, som det fremgår af tabel 3.

Der har med andre ord været tale om en tilnærmelsesvis stagnation i USA og Canada, en ganske kraftig vækst i det meste af Vesteuropa bortset især fra UK og en overordentlig hastig udvikling i Japan. Dette mønster er naturligvis i overensstemmelse de forskydninger i indkomstfordelingen, som fremgår af tabel 1.

Som forskellene i udviklingslandenes økonomiske vækst ikke er analyseret i mange enkeltheder, er heller ikke ovenstående forløb særlig grundigt belyst. En forklaring, som findes i de fleste afhandlinger om emnet, går ud på, at investeringerne i såvel real- som menneskelig kapital og udgifterne til »research and development« har været signifikant mindre i USA end i Vesteuropa, og især i Japan. Mere generelt er man begyndt at tale om en konvergensteori, iflg. hvilken alle landes gennemsnitsindkomster mod et eller andet niveau. En sådan teori er ikke uforenelig med teorien om de fattige landes »take-off« og mellemindkomstlandenes gradvise overgang til egentlige industrilande. Den kan siges at være en lidt mindre dramatisk udgave af den velkendte om »the rise and fall of empires«, og den har i øvrigt også visse træk tilfælles med nulvæksthypotesen. I alle tilfælde er det svært at finde frem til et sæt af underliggende præmisser af naturgiven eller teknisk art, som gør disse teorier generelt plausible.

V. Olie

Nogle har villet se OPEC's beslutning i de sidste måneder af 1973 om en næsten firedobling af oliepriserne som det første tegn på vækstens naturlige begrænsning. En mere rimelig forklaring er vel, at Yom Kippur krigen langt om længe havde skabt den solidaritet mellem de arabiske olieproducenter, som er nødvendig for etablering af et oliekartel. Under alle omstændigheder havde beslutningen mere vidtrækkende konsekvenser for den økonomiske verdensbalance end nogen enkelt begivenhed siden den 2. verdenskrig. Den førte i første omgang til en omfordeling af verdens indkomster på omkring $ 50 milliarder, hovedsagelig naturligvis fra OECD-landene til OPEC, og dernæst til en forværring og forlængelse af den recession, som allerede var under udvikling.

Siden 1974 har den nominelle oliepris været nogenlunde konstant indtil juli 1979, hvilket må ses som et resultat dels af recessionen i den industrialiserede verden og dels af Saudi Arabiens modererende indflydelse. Dette har naturligvis været ensbetydende med en gradvis udhuling af den »reale« pris. Prisforhøjelsen i juli 1979 var ikke meget større end den, som var nødvendig for at retablere realprisen fra 1974. Igen indebærer den en primær omfordeling af verdens indkomster på omkring $ 50 milliarder. Prisudviklingen fremgår af tabel 4.

Tilpasningen selv til prisforhøjelsen i 1974 har endnu langt fra fundet sted. Stort set har udviklingslandene reageret med en ekspansiv økonomisk politik med store betalingsbalanceunderskud til følge. Deres samlede udlandsgæld beløb sig ved udgangen af 1977 til lidt over $ 250 milliarder sammenlignet med omkring $ 120 milliarder i 1973; dog har gældens reale vækstrate været mindre i 1970erne end i 1960erne. Gennem en sådan politik har udviklingslandene været i stand til langt

bedre end industrilandene at opretholde deres økonomiske vækst efter 1973. Reaktionen i de sidstnævnte lande har først og fremmest været en kontraktiv økonomisk politik, først i Vesteuropa og Japan og senere i Nordamerika, med høj arbejdsløshed og i 1974 og 1975 for første gang i efterkrigstiden, negative vækstrater til følge.

De fleste lande både industri- og udviklingslande har endvidere truffet foranstaltninger med specielt henblik på en begrænsning af olieforbruget. Men især på grund af USA's økonomisk-politiske lammelse har det ikke været muligt at etablere et effektivt modstående monopol til OPEC-kartellet. Tabel 5 viser væksten i olieforbruget pr. indbygger i den industrialiserede verden.

Så længe loven om udbud og efterspørgsel ikke er vedtaget i den amerikanske kongres, er hensigtsmæssigheden af de øvrige OECD-landes besparelsesbestræbelser tvivlsom. Et effektivt modstående efterspørgselsmonopol kræver deltagelse af alle betydelige importlande. Medmindre denne forudsætning er opfyldt, og det er den naturligvis ikke, så længe USA tilmed subsidierer indkøb på Rotterdammarkedet, vil de europæisk-japanske foranstaltninger blot give plads for en fortsat voksende amerikansk import af olie og ikke have større virkning på OPEC's prispolitik. Under disse omstændigheder bør olieprisforhøjelserne behandles som andre bytteforholdsforringelsereller negative virkninger på betalingsbalancen, d.v.s. med generelle snarere end specifikke midler. Dette betyder selvsagt ikke, at OECD som helhed bør devaluere over for OPEC, men det betyder, at de enkelte lande bør benytte valutakursen og/eller tilsvarende midler til at regulere deres betalingsbalancer. Formålet er ikke nødvendigvis at nedbringe endsige eliminere OECD's underskud over for OPEC, hvilket i praksis vil sige at eksportere det til udviklingslandene, men at sikre en rimelig fordeling af det. Under denne synsvinkel er det betænkeligt, hvis Vesteuropa tillader en fortsat devaluering af den amerikanske dollar, selv om det vil

betyde lavere oliepriser udtrykt i ECU. En yderligere diskussion af valutakurspolitikken,herunder
falder uden for artiklens rammer.

I en parentes bør det måske nævnes til slut, at andre udviklingslande synes forblændet af OPEC's succes med gennem en karteldannelse at påvirke den internationale indkomstfordeling. Lignende forsøg har i de senere år været på tegnebrættet for en række andre råvarer, men de er formentlig dømt til at mislykkes, enten fordi de selvsamme produkter produceres i endnu større omfang i industrilandene som f.eks. kobber, eller fordi der findes nære substitutter som f.eks. syntetiske produkter for jute, sisal, bomuld og gummi.

VI. Det næste årti

Erfaringen synes klart at vise, at verdensøkonomien er mere sårbar end antaget i neoklassisk teori og også vanskeligere at bringe tilbage i sporet, end keynesiansk teori lader formode. Med lidt god vilje kunne man oven i købet hævde, at udviklingen i 1970erne bærer vidnesbyrd om profitratens tendentielle fald som forudset af Marx eller om vækstens grænser, som Rom-klubben har det. Men uanset teoretisk observans kan man næppe finde grund til større optimisme.⁴

Verdensbankens prognoser sammenholdt med det historiske forløb fremgår af
tabel 6.

Prognoserne passer for så vidt nogenlunde godt med den opfattelse af vækstprocessen, som er skitseret ovenfor, nemlig at lavindkomstlandene når et niveau, hvor »take-off« bliver mulig, mens der for mellemindkomst- og industrilande sker en vis deceleration.

Scenariet bygger imidlertid bl.a. på den forudsætning, at den reale oliepris fra før
juli 1979 vil holde igennem 1980erne. Denne forudsætning er formentlig afgørende

---

4. Her bør erindres om en artikel i »Economist« for nogle år siden, som påviste, at professionel pessimisme er den bedste indikator for en snarlig vending til det bedre.

forkert, selv om realprisen muligvis i de første år eroderes en smule af den generelle inflation. Tværtimod forudsiger de fleste økonometriske undersøgelser en realprisstigning på 2-4% om året gennem resten af dette århundrede. Tilmed er det vel sandsynligt, at det iranske olieudbud bliver mindre end antaget i disse undersøgelser.

Konsekvensen af den seneste olieprisforhøjelse og af sandsynligheden for fortsatte stigninger gennem 1980erne kombineret med en vis begrundet skepsis med hensyn til industrilandenes evne til tilpasning må være, at prognoserne i tabel 6 er for optimistiske. Korttidsforudsigelserne fra OECD og USA er nu kun ca. 2% vækst i 1980 for OECD-området som helhed og -0,2% for USA, og det er svært at få øje på noget »mini boom« i begyndelsen af 1980erne som tidligere forudsagt.

Det er yderligere klart, at såvel selve olieprisstigningen som især den lavere vækst i industrilandene må have en dæmpende virkning på væksten i udviklingslandene. Denne virkning vil forstærkes, hvis industrilandene under indtryk af recessionen udbygger den eksisterende importbeskyttelse.

Kommentar

Afdelingen for Internationalt Udviklingssamarbejde, Udenrigsministeriet

Ole Mølgård Andersen

Af de adskillige prognoser for verdensøkonomien, som har set dagens lys i efterkrigsårene, er der næppe nogen, som har været genstand for så hastige revisioner, i nedadgående retning, som dem, der stammer fra de senere år. Karsten Laursen påpeger, at væksttallene i Verdensbankens World Development Report 1979 bør reduceres i lyset af bl.a. de seneste olieprisstigninger.

World Development Report 1979 tallene er selv blevet revideret nedad i forhold til prognosen i
World Development Report 1978.

På ét, ikke uvæsentligt, punkt er Verdensbanken temmelig optimistisk, og heri synes K.L. ikke at være uenig. Optimismen vedrører skønnet for lavindkomstlandene. Som det ses af K.L.'s tabel 6, regner man her med en ikke übetydelig acceleration af væksttempoet i 1980erne, modsat hvad der gælder mellemindkomstlande og OECD-landene. Eftersom lavindkomstlande henved halvdelen af jordens befolkning, og eftersom en hurtigere vækst er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for en reduktion af den massive materielle fattigdom, som eksisterer i disse lande, må prognosen alt i alt siges at være temmelig optimistisk.

Det er ingen ulykke, at væksttempoet aftager i industrilandene. Nogle vil sige tværtimod. Ulykken består i givet fald udelukkende i, at vi ikke lærer at leve med de ændrede vilkår. Som fremhævet i K.L.'s artikel er industrilandenes manglende tilpasningsevne til de ændrede økonomiske vilkår en risikofaktor ikke blot for dem selv, men også for den øvrige verden. Ikke mindst på denne baggrund er det af interesse hvorpå Verdensbankens analytikere, og også K.L., baserer deres relative optimisme for så vidt angår lavindkomstlandene.

Desværre viser det sig, når man kigger efter, at prognosen for lavkomstlandene er langt mere løst funderet, end de tilsvarende skøn for OECD- og mellemindkomstlandene. Kort fortalt er der tale om en fremskrivning af specielt asiatiske lavindkomstlandes væksttal for 1977 og 1978, tal som ikke mindst skal ses på baggrund af et par gode høstår, som afløser for en række forudgående magre år. Hertil føjes i Verdensbankens rapport for 1979, at den forudsete acceleration hænger på den antagelse, at lavindkomstlandenes landbrugsproduktion kan forøges betydeligt.

I K.L.'s fremstilling indgår desuden i omtalen af udsigterne for lavindkomstlandene et element af den udviklingsdeterminisme, som er indbygget i teorien om »take off«.¹ K.L. er ikke så uforsigtig at udnævne 1980erne til det årti, hvor lavindkomstlandene, eller i det mindste en »vægtig« del af dem, vil foretage »take-off«'et. I stedet nøjes han med at henvise til, at visse indtil for nyligt lavindkomstlande, især (Syd)Korea, Taiwan, Thailand og Elfenbenskysten tilsyneladende har præsteret »take-off« tricket. Det kan næppe betvivles, at K.L. har ret i, at en god økonomisk husførelse er en nødvendig forudsætning for accelerering af den økonomiske vækst, i u-lande såvel som i-lande, og at dette har været en væsentlig forudsætning for de nævnte landes hidtidige vækstsucces. Vækstfremmende politikker er givetvis en nødvendig, men kan næppe siges at være en tilstrækkelig betingelse for succes. K.L. antyder selv, at de nævnte lande har haft en relativt meget betydelig tilgang af udenlandsk kapital. Dette skal ikke mindst ses på baggrund af deres økonomiske klientforhold til henholdsvis U.S.A. og Frankrig.

---

1. Udfærdigelsen af denne kommentar er sket under ophold i et lavindkomstland, hvor der ikke har været adgang til at repetere Karsten Laursens og Martin Paldams artikler i N.T. fra 1978. Så vidt erindres, blev W. W. Rostows stadieteori fra slutningen af 1950erne endnu engang trukket af stalden i navnlig Paldams artikel.

Den omstændighed, at de pågældende lande har kunnet fore en vækstfremmende økonomisk
politik, kan næppe anskues uafhængigt af den massive udenlandske støtte.

Hvis dette sidste er en korrekt vurdering, må det heraf kunne sluttes, at i det omfang andre af de nuværende lavindkomstlande får muligheder for at føre en vækstfremmende økonomisk politik gennem tilførsel af tilstrækkelig valuta til imødegåelse af betalingsbalancekriserne² og af udenlandsk kapital og »know-how«, skulle der for i det mindste nogle af lavindkomstlandene være chancer for en vis accelerering af væksten.

Verdensbankens prognose for lavindkomstlandene er kun til dels baseret på en antagelse om en væsentlig forøgelse af valuta- og kapitalindstrømningen. Hvad angår nettovalutaindtægterne en øget importkapacitet (defineret som ændringerne i eksportindtægterne korrigeret for importprisændringer), er udsigterne for de fleste lavindkomstlande i 1980erne ikke meget lysere end for mellemindkomstlandene. Der er heller ikke udsigter til, at lavindkomstlandene, med enkelte undtagelser, vil kunne få andel i de meget betydelige private porteføljeinvesteringer, som har været en væsentlig forudsætning for mellemindkomstlandenes høje væksttempo i 1970erne.

Tilbage bliver de statslige overførsler fra industrilandene i form af såkaldt udviklingsbistand. Her regner Verdensbanken med, at industrilandenes overførsler som andel af deres samlede GNP i 1990 vil være uændret i forhold til det nuværende niveau, svarende til 0.3-0.4 pct af GNP. Det er næppe en urimelig antagelse. Til gengæld regnes der med, at der vil ske en forskydning af overførslerne fra mellemindkomstlande, der med deres en tredjedel af udviklingslandenes befolkninger for tiden modtager godt to tredjedele af industrilandenes statslige udviklingsbistand, til lavindkomstlandene, der med deres to tredjedele af udviklingslandenes befolkninger modtager godt en tredjedel af bistanden. Hvor vidt der vil ske en sådan forskydning til en mere ligelig fordeling, som forudsat af Verdensbanken, er svært at sige, men det er ikke meget sandsynligt. Den nuværende uhensigtsmæssige fordeling er ikke tilfældig, idet den kan forklares med stærke magtpolitiske og kommercielle interesser, som øver en stærk indflydelse på udviklingsbistandens indretning og effektivitet, eller mangel på samme.

Med den økonomiske udvikling i industrilandene, som vi har været vidne til i de senere år, forekommer det ret usandsynligt, at der skulle ske væsentlige ændringer i retning af større vægt på de udviklingsfremmende hensyn, som bl.a. skulle indebære, at bistanden navnlig koncentreredes om de lande, hvor der er størst behov for den, og som er i stand til at føre en udviklingspolitik, som fremmer økonomisk vækst og samtidig indebærer en væsentlig reduktion af den materielle massefattigdom.

---

2. F.eks. i det lavindkomstland, Kenya, hvor kommentatoren opholdt sig i skrivende stund, gælder det, at det vil være en nødvendig betingelse for at dette land kan komme ud af sin nuværende stagnation, at der i de kommende år sker en betydelig nettokapitaltilførsel udefra. De aktuelle problemer skyldes i høj grad en gradvis forringelse af importkapaciteten i løbet af 1970erne.

Replik

Karsten Laursen

M.A. hæfter sig i sin kommentar udelukkende ved Verdensbankens prognoser for lavindkomstlandenes vækst i 1980erne. Både han og jeg mener, at de er for optimistiske, men måske af lidt forskellige grunde. Vi er vist enige om, at de forringede udsigter for industrilandene må have en vis dæmpende virkning også på lavindkomstlandenes vækst, selv om visse af disse har været ganske effektive til at udnytte det stærkt ekspanderende marked i Mellemøsten. Derudover medgiver jeg gerne M.A., at Bankens antagelser om produktivitetsudviklingen landbruget indeholder et element af ønsketænkning. Man har nok til en vis grad regnet baglæns fra mål til forudsætninger.

M.A. siger videre, at disse lande ikke har adgang til den kapitalimport, som er nødvendig for
en hastigere økonomisk vækst. Det er uomtvisteligt, at mellemindkomstlandene tegner sig for
langt størstedelen af udviklingslandenes gæld. Dette fremgår af tabel 7.

Som det ses, tegner lavindkomstlandene sig for kun 13% af den samlede gæld og af gælden
til private for kun 2%. 90% af disse landes gæld er til officielle myndigheder på gunstige vilkår.

Men heraf fremgår jo ikke, at udenlandsk valuta har været eller vil være den snævreste begrænsning på den økonomiske fremgang. Man kunne eksempelvis anføre, at Indien opretholder valutareserver svarende til 9 måneders import. I øvrigt deler jeg M.A.'s ønske om en forøgelse af udviklingsbistanden til de fattigste lande.

Ligeså lidt som han er jeg imidlertid blind for, at der ligger kommercielle hensyn bag de
private kapitaloverførsler og et vist mål af magtpolitik bag de officielle.

Gensvar

Ole Molgård Andersen

Jeg vil stadig mene, at hvis det skulle lykkes lavindkomstlandene at accelerere deres økonomiske vækst i 1980erne, vil den ringe sandsynlighed for, at de kan få finansieret de deraf følgende uundgåelige betalingsbalanceunderskud, hurtigt bremse væksten. Det er også, hvad man kan udlede af foreliggende landeprognoser, bl.a. fra Verdensbanken, også for Indien.

Litteratur

BP. 1975 og 1978. Statistical Review of the
World Oil Industry.

Laursen, Karsten. 1978. Udviklingslandenes
økonomi: De forløbne 25 år og de næste
10. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3/1978.

OECD. 1979. Economic Outlook. July.

Paldam, Martin. 1975. Bliver verdens indkomstfordeling
Nationaløkonomisk
2/1977.

Prebisch, R. 1959. Commercial Policy in the

UN, Monthly Bulletin of Statistics.

World Bank. 1979. World Development Report.

World Bank. 1979. World Economic and
Social Indicators, Survey of Economic
Trends.