Resumé

summary: A long period of economic growth followed by a period of economic stagnation but continued technological and social change has left the Danish population with an established high standard of living but still with a number of unsolved welfare problems. In the article, the concept of welfare is discussed, and a welfare model and a concept of welfare shortcomings are stated. A framework with respect to the main welfare shortcomings is given. In the light of the working of the political-administrativeorganizational the prospects of traditional and non-traditional modes of development are discussed.

1. Indledning

1960erne og begyndelsen af 1970erne var præget af økonomisk vækst og
teknologisk og social forandring.

Slutningen af 1970erne blev præget af økonomisk stagnation, men fortsat
teknologisk og social forandring.

Af disse forandringer er de sociale forandringer de vanskeligste at give en overskuelig karakteristik af. (1) Set i perspektiv af 1950erne er der sket en udvikling af sociale relationer og værdier i anti-autoritær retning bl.a. i form af den antiautoritære gennemslag i familier og skoler. (2) Familierollerne er blevet fortsat individualiserede. Kvinderollen og også rollen som ung er blevet mere selvstændig; dette viser sig bl.a. i kvindernes voksende erhvervsfrekvens og i, at de unge flytter tidligere fra hjemmet. (3) Det offentlige servicesystem og transfereringssystem vokset stærkt og spiller nu en stor rolle for den enkeltes tilværelse.

Den sociale frigørelse på mikroplan finder på makro- og mesoplan sin modsigelse i en stedse stærkere organisering af de sociale og økonomiske interesser. Dette har ført til, at der i det politiske, administrative og organisatoriske system foregår et rollespil, hvor sektorinteresser og særinteresser af mange kategorier spiller roller, der fungerer på en måde, så visse samfundsmæssige udviklingsmuligheder bliver blokeret.

Et sådant rollespil er dog antagelig uundgåeligt og må derfor realistisk forstås og
respekteres til en vis grænse.

Dissse forhold har imidlertid betydet, at det danske samfund ved begyndelsen af
80erne på makroplan er præget af stivhed og aktørerne på den offentlige scene ofte

præget af en mangel på fleksibilitet, som er i et betydeligt modsætningsforhold til den
forandring, der præger tilværelsen på mikroplan i det samme samfund.

Nogle tiår med realindkomstvækst og social reformpolitik af vekslende syrke har løst en række velfærdsproblemer for den store del af den danske befolkning. Samtidig har de økonomiske strukturændringer og de sociale forandringer skabt en del nye velfærdsproblemer.

Dette forklarer den ambivalente holdning til den traditionelle løsningsmodel: økonomisk vækst og sociale reformer, der kan findes mange udtryk for. På den ene side er der et pres for fortsatte realindkomststigninger og udgiftskrævende sociale reformer jævnsides med modstand mod skatteforøgelser. På den anden side anfægtes den materialistiske livsstil, den fortsatte teknologiske udvikling navnlig af »hård« teknologi og professionaliseringen af de sociale relationer.

Ved overgangen til 80erne er den traditionelle løsningsmodel kørt fast, tildels på grund af ydre konjunkturer, men mest på grund af indre blokeringer i det danske samfund. Dette er sket uden der er umiddelbar udsigt til etablering af en alternativ løsningsmodel.

På denne baggrund er der et stort behov for en principiel debat om beslutningsgrundlaget for den fortsatte udvikling af det danske samfund. En del af dette beslutningsgrundlag består af værdiopfattelser vedrørende befolkningens levevilkår og forskellige former for informationer om disse vilkår. Der er derfor også et betydeligt behov for en principiel analyse af begreber og data vedrørende befolkningens velfærdsforhold.

2. Indholdet af begrebet velfærd

Velfærd er et ord, som alle brugere af dagligsproget forbinder med et indhold. Det
er også et begreb med et ret specifikt indhold i visse videnskabelige sammenhænge - i
den neoklassiske teori og i den nyere socialpolitisk orienterede velfærdsforskning.

Det er trivielt, at en præcis analyse forudsætter afklarede begreber. Der er
imidlertid også andre grunde til at afklare indholdet af begrebet velfærd:

(a) En afklaring af et så alment og omfattende begreb som velfærd vil være ensbetydende med en afdækning af generel viden og generelle værdier vedrørende befolkningens velfærdsforhold. En sådan afklaring forudsætter teoretisk strukturering denne generelle viden.

(b) En afklaring af begrebets specifikke anvendelse i forskellige videnskabelige
sammenhænge kan bidrage til et kritisk korrektiv vedrørende den almene
anvendelighed af de resultater, der nås i disse sammenhænge.

Med udgangspunkt i dagligsproget indeholder begrebet velfærd (1) et vurderende
element, og denne vurdering er på samfundsmæssige præmisser og ikke på subjektive

præmisser. Desuden er velfærd (2) knyttet til en totalsituation; i vor kulturkreds til en
individuel totalsituation i modsætning til en kollektiv:

(1) Dagligsproget accepterer ikke anvendelse af ordet velfærd, hvis en person ud fra specielle subjektive præmisser vurderer sin tilværelse på en måde, der afviger fra almene vurderinger. Anvendelsen af ordet velfærd forudsætter en vurdering ud fra præmisser, der er almene i hvert fald for en del af befolkningen, d.v.s. ud fra præmisser, der indgår i et samfundsmæssigt forståelsessystem.

(2) En persons totalsituation kan beskrives som bestående af en objektiv tilværelse og en subjektiv tilværelse. (Tilstedeværelsen ved en koncert tilhører den objektive tilværelse; oplevelsen af koncerten tilhører den subjektive tilværelse). Stadig i overensstemmelse med dagligsproget er velfærd knyttet til den objektive og subjektive tilværelse som en helhed. Derimod sker en vurdering antagelig hovedsagelig på grundlag af den objektive tilværelse, men underforstået den dertil hørende typiske subjektive tilværelse.

Det neoklassiske velfærdsbegreb

Marshall's og Walras' velfærdsbegreb er det neoklassiske. Dette velfærdsbegreb
spiller i lidt forskellige formaliseringer fortsat en meget stor rolle i økonomisk teori.

Det neoklassiske velfærdsbegreb stammer direkte fra Jeremy Bentham's
utilitaristiske moralfilosofi, der vandt stærkt gehør i det engelske borgerskab fra
begyndelsen af 1800-tallet.

I følge Bentham får det enkelte menneskes naturlige egeninteresse det til at stræbe
efter den størst mulige behovstilfredsstillelse. D.v.s. den attraktion et alternativ
udøver er identisk med den mulige behovstilfredsstillelse.

Det samfundsmæssige mål er at skabe størst mulig behovstilfredsstillelse for
samfundets borgere. D.v.s. individuel velfærd vurderet i samfundsmæssig sammenhæng
sammenfaldende med subjektiv behovstilfredsstillelse.

Bentham identificerer således den attraktion, der styrer individuel adfærd, med individuel velfærd vurderet i samfundsmæssig sammenhæng. Denne identifikation er videreført i økonomisk teori som et udsagn af a priori gyldighed. Identifikationen er af kritisk betydning f.eks. for fortolkningen af Pareto-optimalitet i relation til generel markedsligevægt.

Alternativet til denne historiske identifikation er præcisering af et velfærdsbegreb
på nutidige samfundsmæssige præmisser, således at dette begreb ikke nødvendigvis
falder sammen med begrebet attraktion i relation til individuel adfærd.1

Et socialpolitisk velfærdsbegreb

Den engelske socialpolitiker Richard Titmuss var ikke den britiske velfærdsstats

arkitekt, men dens ideolog. Titmuss var stærkt kritisk over for utilitarismen. Han
anvendte en formulering: command-over-resources, der har inspireret den nordiske
empiriske velfærdsforskning. Reisman (1977) giver en oversigt over Titmuss' arbejder.

Command-over-resources er i Skandinavien blevet tolket som individets rådighed over ressourcer i form af penge, ejendele, kundskaber, psykisk og fysisk energi, sociale relationer, sikkerhed m.v. Se Else Marie Kjerkegaard (1976) og Erik Jørgen Hansen (1978).

En opregning af de nævnte ressourcer indebærer en partiel beskrivelse af en persons objektive tilværelse. Man må være opmærksom på, at afgrænsningen af, hvad der betegnes ressourcer i forhold til den samlede objektive tilværelse, er vilkårlig. F.eks. er købekraft både en ressource og fremkommet som resultat af kontrol over ressourcer.

Den vigtigste egenskab ved Titmuss' formulering er imidlertid, at det implicit koncentrerer interessen om ulighed med hensyn til ressourcer som det egentlige velfærdsproblem. I den historiske sammenhæng var dette antagelig velbegrundet, men det begrænser den almene anvendelighed af Titmuss' begreb.

Titmuss' formulering må siges at være udgangspunktet også for den danske empiriske velfærdsundersøgelse (Erik Jørgen Hansen (1978)). Det er derfor også karakteristisk, at det gennemgående sigte med denne undersøgelse er at påvise uligheder med hensyn til fordelingen af individuelle, sociale og materielle ressourcer over den danske befolkning.

I befolkningen er der en del enkeltpersoner, der generelt er meget ressourcesvage. Når det gælder den store del af befolkningen i det nuværende danske samfund, er billedet med hensyn til fordelingen af ressourcer imidlertid meget diffust, forstået på den måde at givet én ressource er spredningen med hensyn til de øvrige ofte meget stor.

Spørgsmålet er da også, om påvisning af ressource-uligheder er den rette
indgangsvinkel til identifikation af velfærdsproblemer for den store del af den danske
befolkning.

---

1. Det er således tænkeligt, at en individuel beslutningstager accepterer et samfundsmæssigt velfærdsbegreb, der ikke er identisk med det attraktionsbegreb, der forklarer hans individuelle adfærd. Hertil kan der gives forskellige eksempler. (1) Individuelt kan det være attraktivt i sig selv at placere sig bedre end andre mennesker; dette vil næppe indgå i et samfundsmæssigt velfærdsbegreb (2) Individuelt vil kvantitet i sig selv kunne være attraktiv: i samfundsmæssig sammenhæng vil man antagelig anlægge mere kvalitative vurderinger. (3) Individuel adfærd er stærkt påvirket af forekomsten af barrierer. Det er normalt principielt umuligt at rense attraktionsbegrebet for forekomsten af barrierer. Det faktiske attraktionsbegreb vil derfor afvige fra det samfundsmæssige velfærdsbegreb, selv om dette falder sammen med et hypotetisk rent attraktionsbegreb.

Velfærd er knyttet til tilværelsen som en helhed. Det er ikke nødvendigvis således, at uligheder mellem forskellige menneskers tilværelse udløser velfærdsproblemer for nogen af de berørte. I det nuværende danske samfund kan de tunge velfærdsproblemer for den store del af befolkningen antagelig kun i begrænset omfang henføres til placeringen på forskellige ressource-skalaer.

Uafhængigt heraf er ulighed naturligvis fortsat et politisk og moralsk problem.

Et velfcerdspolitisk velfærdsbegreb; velfærdsmangler

Som tidligere antaget er velfærd knyttet til en persons totalsituation, og velfærd indebærer en vurdering ud fra samfundsmæssige præmisser. Konkret vil analyse af en typisk danskers velfærdsforhold forudsætte, at der udarbejdes en beskrivelse af hans objektive tilværelse, og at denne beskrivelse gøres til genstand for en vurdering ud fra samfundsmæssige præmisser, i det konkrete tilfælde ud fra præmisser, der er almene for en bred befolkningsgruppe, som den nævnte person tilhører.

I form af almen debat, litteratur, film og social reportage foreligger der et stort
materiale, som indirekte er vurderinger af den nævnte konkrete karakter. Derfor er
det også muligt at opstille en model for sådanne vurderinger.

Det kan antages, at (1) vurderingen er rettet mod, hvordan den nævnte persons tilværelse fungerer som en helhed i dens samfundsmæssige sammenhæng, og at (2) denne vurdering afslører funktionsmangler ved denne helhed. Disse mangler betegnes velfærdsmangler. En velfærdsmangel kan enten være udtryk for, at der mangler en positiv kvalitet eller at der optræder en negativ belastning ved den objektive tilværelse.²

Velfærdsmangler er et descriptivt begreb. Konkrete velfærdsmangler får kun moralsk status, hvis præmisserne for de konkrete vurderinger accepteres. Antager man hypotetisk, at informationer om velfærdsmangler kan tillægges status som det eneste moralske grundlag for styringen af samfundet, betyder det, at optimaltilstanden en tilstand, der er symptomfri i den forstand, at der ikke foreligger signaler om velfærdsmangler. En sådan tilstand vil i princippet kunne realiseres på mange måder og på mange niveauer både i relation til det konkrete samfund som til dets enkelte medlemmer.

---

2. Implicit bestemmer de påpegede velfærdsmangler i forbindelse med initialtilstanden en normtilstand. Denne hypotetiske normtilstand bør ideelt kunne fungere som en helhed i dens samfundsmæssige sammenhæng og derved dække alle grundlæggende behov. Disse behov er ikke direkte kendt, men afdækkes muligvis implicit gennem påvisningen af velfærdsmangler. Den hypotetiske normtilstand er ikke absolut givet, men relativ til den konkrete vurdering, ideelt som udtryk for, at de grundlæggende behov kan dækkes på mange måder og på mange niveauer.

3. Velfærdsmangler i Danmark

Den enkelte persons objektive tilværelse bliver formet som et samspil mellem
samfundsmæssige forhold og personens egne handlinger.

Kernen i en persons objektive tilværelse er en erhvervsrolle som selvstændig, funktionær, arbejder eller en parallel rolle som arbejdsløs, uddannelsessøgende, social klient, pensionist eller en rolle som afhængigt familiemedlem. Samfundet tilbyder sine borgere et omfattende system af sådanne roller. Den enkelte person har visse begrænsede muligheder for selv at vælge og forme sin rolle.

Omkring denne kernerolle bygger en person sin tilværelse. I princippet skulle der i denne forbindelse være betydelige valgmuligheder, men reelt er den enkelte henvist til ret meget at følge et etableret mønster, som dels er en løsning på det for den enkelte meget komplekse problem at opbygge en tilværelse, dels har den egenskab at falde i »hak« med andres adfærd og med samfundets infrastruktur.

Denne model kan bruges til at strukturere de mangesidede informationer, der
foreligger om velfærdsmangler.

(1) Systemet af erhvervsroller og parallelle roller er i stadig udvikling. Udbudet af erhvervsroller er en afspejling af erhvervsstrukturen; herunder den offentlige sektors voksende betydning som arbejdsplads. Andelen af uddannelsessøgende, sociale klienter og pensionister er voksende. Rollen som afhængigt familiemedlem er med hensyn til kvinder og unge under delvis afvikling i takt med individualiseringen af familiemønstret.

Hvis dette system skal fungere i velfærdshenseende, må det fungere som en helhed. Det er således af betydning for, om en rolle som social klient fungerer, om der er mulighed for overgang til en passende permanent rolle. Der må være korrespondance og overgangsmuligheder mellem uddannelsesroller og erhvervsroller. Forudsætter uddannelses- og erhvervsrollerne en vis kompetitiv adfærd må dette modsvares af karrieremuligheder.

Dertil kommer, at der i systemet må kunne findes en passende tolle til enhver af
samfundets borgere, en rolle der kan fungere sammen med den øvrige tilværelse som
en helhed.

Som nævnt kan indholdet af meningstilkendegivelser i den almene debat i vidt omfang tolkes som signaler om velfærdsmangler. Man kan overveje, hvorfra der i disse år kommer stærke signaler i forbindelse med funktionen af systemet af erhvervsroller m.v. (a) Der er betydelige problemer i forbindelse med uddannelsesrollernemellem og erhvervsrollerne; generelt peges på, at balancen mellem indholdet af teori og praksis er skæv. (b) Der er problemer ved overgangen fra uddannelsesrolle til erhvervsrolle, fordi der ikke er harmoni med hensyn til indhold og antal af rollerne, (c) Rollen som social klient og som længerevarende arbejdsløs

fungerer meget dårligt, (d) En ret væsentlig del af alle erhvervsroller fungerer åbenbart dårligt, men bortset fra mindre grupper, som f.eks. har tempoarbejde i industrien, jfr. Søndergård Kristensen (1978), er det svært at identificere bestemte grupper, der har de dårligt fungerende job.

(2) Den enkelte bygger sin tilværelse op omkring sin erhvervs- eller tilsvarende rolle gennemgående i overensstemmelse med et etableret mønster. Disse mønstre repræsenterer løsningsmuligheder med hensyn til at sammensætte en tilværelse, der kan fungere i den samfundsmæssige sammenhæng.

Både med hensyn til den materielle og sociale tilværelse har disse mønstre ændret sig stærkt over det sidste tiår. Det er derfor tænkeligt, at på den ene side de fremherskende levemønstre, og på den anden side systemet er erhvervsroller m.v. samt den private og offentlige infrastruktur er dårligt tilpassede til hinanden, d.v.s. fungerer dårligt sammen.

Hvis man tolker dele af den offentlige debat som signaler om velfærdsmangler, er det navnlig i forbindelse med opbrudet i familiemønstrene, der kan registreres velfærdsmangler. På den ene side fungerer det gamle familiemønster med en hjemmegående husmor dårligt. Det ændrede materielle levemønster forudsætter to indkomster og rollen som hjemmegående husmor har mistet en del af sin status og sit indhold. På den anden side har det nye individualiserede familiemønster ikke fundet en afklaret form. Samfundets infrastruktur (f.eks. i form af børneinstitutioner) er endnu ikke tilpasset, og det er også uafklaret, hvilke former for infrastruktur, der er mest hensigtsmæssige. Systemet af uddannelses- og erhvervsroller fungerer også på flere måder dårligt sammen med de nye leveformer.

(3) Når det gælder den materielle side af levemønstrene, er det åbenbart, at en
betydelig del af befolkningen har ganske velfungerende materielle levevilkår.

Imidlertid er der visse goder, der kan være en kvalitativ forudsætning for et velfungerende materielt levemønster. Det kan være goder som bil, TV, telefon, ferierejser, bolig af en vis standard og lignende. En del familier f.eks. med kun én indkomsttager er kvalitativt afskåret fra nogle af disse goder. I disse tilfælde kan man tale om strukturelle materielle mangler, fordi det er goder som samfundets struktur gør kvalitativt nødvendige.

Dette forhold er vigtigt, fordi det betyder, at variationer i befolkningens materielle
levestandard som hovedregel kan være af underordnet velfærdsbetydning, men
samtidig være af kvalitativ betydning for en del af befolkningen.

4. Det politiske-administrative-organisatoriske system

Det politiske-administrative-organisatoriske system består af organer, partier,
styrelser, erhvervsorganisationer, fagorganisationer o.s.v. De enkelte enheder i dette

system agerer på deres karakteristiske måde. som det er muligt at formulere visse
generelle hypoteser om.

Det er et gennemgående træk, at handlinger, der afviger fra det rutineprægede, udløses af symptomer, d.v.s. signaler om uønskede forhold. Betalingsbalanceunderskudet mere specielt ungdomsarbejdsløsheden er eksempler på symptomer, der udløser politisk aktivitet. Velfærdsmangler i den ovenfor præciserede betydning er ligeledes symptomer, der potentielt kan udløse politisk handlen.

Den enkelte enheds reaktionsmåde kan siges at være bestemt af organisationens egeninteresse, dens ideologi, og det forståelsessystem (f.eks. de økonomiske teorier) der ligger til grund for dens handlinger. Disse forhold bestemmer, hvilke symptomer, der udløser handling og hvordan.

Forståelsessystemet er overbegreb til de to førstnævnte forhold, d.v.s. det omfatter
organisationens forståelse af organisationens egen rolle.

Det er fundamentalt at konstatere, at det forståelsessystem en organisation
betjener sig af kan være et dårligt instrument med hensyn til at nå organisationens
mål.

5. Velfærdsmangler og den traditionelle løsningsmodel

Ovenfor blev der nævnt tre kategorier af velfærdsmangler markeret (1) til (3).

Den traditionelle løsningsmodel består i økonomisk vækst, aktiv arbejdsmarkedspolitik
sådanne uddannelsesmæssige og sociale reformer, der afspejler sig i
vækst af den offentlige sektor og transfereringssystemet.

Historisk har denne model kunnet frigøre den danske befolkning for alvorlige
velfærdsmangler. Den har også den fordel, at det politiske system er fortrolig med
den. Kampen for og imod specifikke reformer foregår på velkendte slagmarker.

På en måde tilbyder den traditionelle model den letteste løsning på nogle af de
aktuelle velfærdsmangler. Systemet af erhvervsroller m.v. fungerer bedre under vækst,
og visse af de strukturelle materielle mangler fjernes.

Den traditionelle model bæres af den økonomiske vækst, som gør det acceptabelt med de skatter der er en forudsætning for reformerne. Den økonomiske vækst har for sin del på grund af Danmarks specielle betalingsbalanceproblem som forudsætning, at den eksternt åbne del af økonomien (industri og landbrug m.v.) leder vækstprocessen.

Man kan gå ud fra, at der faktisk eksisterer foranstaltninger, der vil kunne skabe en markant ekspansion af den eksternt åbne del af den danske økonomi. Derimod eksisterer der i disse år antagelig ikke et sådant sæt foranstaltninger, som er inden for en forståelsesramme, der er fælles for en kontrollerende gruppering, og som tillige kan accepteres som et kompromis af denne gruppering.

Udsigterne for den traditionelle model tegner derfor mørkt, medmindre der under
omstændighedernes tryk skulle ske et skred i de forståelsessystemer, der optræder i
det politiske-administrative-organisatoriske system.

6. Løsningsmuligheder?

Både genetablering af den traditionelle løsningsmodel og eventuel etablering af en
ny løsningsmodel forudsætter en udvikling af de herskende forståelsessystemer.

Man må derfor overveje i hvilken retning, der ligger forholdsvis uprøvede
løsningsmuligheder. Kodeordet for en del sådanne muligheder er mellemformer.

(1) Systemet af erhvervsroller og parallelle roller ville fungere bedre, hvis rollerne blev mere fleksible og mindre skarpt afgrænsede. Uddannelses- og erhvervsrollerne kan blandes livet igennem. Rollerne som social klient og som pensionist kan blandes med en erhvervsrolle. Erhvervsrollen kan gøres meget mere fleksibel med hensyn til arbejdstid og -perioder. Herved kan arbejdsudbudet også tilpasses arbejdsmængden, så rollen som ufrivillig arbejdsledig kan fjernes.

(2) Det nye individualiserede familiemønster har behov for at blive understøttet af et stærkt udbygget socialt netværk. I privat regi foregår der eksperimenter med f.eks. beboerfællesskaber. Et tilstrækkeligt netværk alene i den offentlige sektors regi er prohibitivt kostbart, ligesom professionaliseringen af de sociale relationer skaber nye problemer. Løsningen kan være en mellemform, hvor udbygningen af det sociale netværk understøttes af visse offentlige økonomiske kompensationer og støttes af en offentlig infrastruktur, men i øvrigt sker uden for den offentlige sektor.

(3) En stor del af befolkningen har materielle levevilkår, der kan tåle en mindre sænkning af den materielle standard uden kvalitative konsekvenser for velfærden. Det betyder, at de strukturelle materielle mangler, der samtidig findes, i princippet burde kunne afhjælpes uden meget store konflikter. Med de eksisterende fordelingssystemer, det offentlige transfereringssystem, ville det imidlertid udløse prohibitiv modstand.

Med hensyn til det offentlige transfereringssystem hænger dette sammen med, at generelle transfereringsordninger er meget kostbare, mens individuelt specifikke ordninger både på yder- og nydersiden er umyndiggørende og konfliktskabende. Mellemformen kan bestå i at arbejde med et ret betydeligt antal specifikke fordelingskategorier, der dog er så brede, at de af den enkelte opfattes som generelle.

Sådanne alternative løsningsmuligheder - og herunder anvendelsen af mellemformer generelle og selektive midler i den økonomiske politik samt mellemformer mellem offentlig og privat regi - ligger for nærværende uden for de dominerende forståelsessystemer.

På den anden side er der i Danmark en historisk tradition for at acceptere sociale

eksperimenter. Når alt kommer til alt, behøver udviklingsmulighederne ikke at være
så begrænsede, som de umiddelbart tegner. Men dette forudsætter - og dette gælder
også den økonomiske politik - en vilje til at være fleksibel og en vilje til at
eksperimentere.

Kommentar

Center for Udviklingsforskning

Knud Erik Svendsen

Økonomer er ikke de bedste til at ræsonnere om velfærdsproblemer. Vor socialisering er for
snæver, og det giver sig bl.a. udtryk i, at velfærdsøkonomer i tidens løb har brugt megen tid på
at videnskabeliggøre velfærd.

Dette er beklageligt. Et bedre udgangspunkt for at opnå klar tænkning og åbent spil ville være en accept af, at det drejer sig om vurderinger. Velfærdsdiskussioner er i deres væsen politiske, og dermed adskiller de sig ikke fra mange andre overvejelser om nutiden og fremtiden. Måske er de blot lidt nærmere ved fundamentale værdier end generelle balance- og vækstproblemer tilsyneladende er det.

Der er mange sider af Axel Mossins artikel, som jeg må lade ligge, fordi de efter min mening er udtryk for velfærdsøkonomiens besværgelser, før de egentlige vurderinger præsenteres. I stedet vil jeg forholde mig til, hvad Axel Mossin siger om velfærdsproblemer i 80erne, og det grundlag, hvorpå han har bygget denne problematisering.

Efter Mossins opfattelse er der en udvikling af sociale relationer i anti-autoritær retning. Familierollerne er blevet individualiserede. Og det offentliges servicesystem og indkomstoverførsler vokset stærkt. Dette, som han kalder »den sociale frigørelse på mikroplan«, finder imidlertid efter hans mening sin modsigelse i en stærkere organisering af sociale og økonomiske interesser. Det danske samfund er blevet præget af stivhed.

Axel Mossin konkluderer derfor, at den traditionelle løsningsmodel (vækst og sociale
reformer) er kørt fast, mest på grund af indre blokeringer i det danske samfund.

Der er problemer med systemet af erhvervsroller og parallelle roller (arbejdsløs m.fl.). Opbruddet i familiemønstrene er ikke fulgt op af samfundets infrastruktur. Derimod har en betydelig del af befolkningen ganske velfungerende materielle levevilkår. Uligheden må tillægges mindre betydning for de tunge velfærdsproblemer.

Efter denne diagnose præsenterer Axel Mossin så sin kur under kodeordet »mellemformer«. Rollerne bør være mindre skarpt afgrænsede. Det sociale netværk må udbygges udenfor det offentliges regi. Indkomstoverførslerne må bygge på et ret betydeligt antal specifikke fordelingskategorier. Den økonomiske politik må ligge mellem det generelle og det specifikke.

Selv om jeg på nogle få enkelte punkter er enig med Axel Mossin i hans beskrivelse, er min forklaring af vilkårene i 80erne anderledes. Det er rigtigt, at den høje vækst er blevet afløst af lavere (og usikker) vækst. Men den ulige fordeling og uligheden i almindelighed må stadig tillægges stor betydning. Den er slet ikke så diffus, som Mossin synes at mene. Bare på indkomstområdet er der stort set ikke sket nogen ændring i uligheden i den lange vækstperiode frem til 1973. Og den økonomiske krise derefter har skabt yderligere uligheder. Nogle har haft fortsatte stigninger i realindkomster, i realforbrug og i realformue. Andre er gået tilbage bl.a. fordi adgangen til indtjeningsmuligheder er mindre end i 1973, hvor arbejdsløshedstallet lå på lige godt 20.000.

Velfærdsproblemerne må først og fremmest ses i forhold til den måde, det økonomiske system fungerer på. Mossin er så stærkt optaget af interesseorganisationerne, at han ikke drøfter de rammer, som de virker i. Uanset forskellige ændringer, f.eks. på teknologiens, energiens og det internationale systems område, er rammerne fortsat et kapitalistisk økonomisk system. Størsteparten af de økonomiske aktiviteter tager form af vareproduktion med profit for øje eller består i offentlige tjenester for at støtte denne vareproduktion. Og der er stadig en kraftig modsætning mellem løn og profit. Hvorfor ellers den megen interesse i lønpolitik?

De statslige aktiviteter, den mere findelte klassestruktur og de internationale forhold
betyder, at systemet er blevet mere komplekst. Men dets drivkraft er stadig profit, og
fordelingskampen mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er stadig central.

Der er efter min vurdering ingen grund til at tro, at det ikke-materielle har fået så stærkt et
tag i lønmodtagerne, at de er villige til at acceptere tilbagegange til fordel for vækstens motor,
kapitalakkumulationen, og den stigning i kapitalisternes forbrug, som følger hermed.

Den åbne fordelingskamp har hidtil været forholdsvis fredsommelig på grund af væksten i
reallønningerne. Det er kun små mindretal, der i praksis, dvs. aflæseligt i forbrugsstatistikken,
har antaget en anden livsstil.

Samtidig er lønmodtagerorganisationerne uanset de vanskelige forhold under en krise med
en stor arbejdsløshed »for stærke« set ud fra det kapitalistiske samfunds præmisser.

Det har vist sig vanskeligt i en række kapitalistiske lande at få lønudviklingen til at arte sig
efter disse præmisser. Og forsøgene på lønpolitik vanskeliggøres af lønnens mange roller som
købekraft, som omkostning, som politisk instrument.

Udviklingen i arbejdslivet har ikke gjort det nemmere. Mærkeligt nok kommer Mossin ikke ind på dette område, for han kan vel ikke mene, at »den sociale frigørelse på mikroplan« dækker arbejdspladserne i almindelighed? Han tager ihvertfald fejl, hvis han mener, at der er sket en fundamental ændring i autoritetssituationen i arbejdslivet. Det anti-autoritære gælder kun for nogle øer i samfundet og ikke engang generelt for de højere læreanstalter.

Den ringe indflydelse på egen arbejdssituation er et meget vigtigt velfærdsproblem. Og dette
må ses i lys af, at en stor del af produktionstilvæksten er opnået ved en forøget
arbejdsintensitet.

Løsningerne på velfærdsproblemerne er derfor ikke et spørgsmål om vilje til at acceptere Mossins mellemformer. Det er rigtigt, at der er blokeringer, men de skyldes ikke en ny stivhed, men den grundlæggende modsætning mellem den private tilegnelse af produktionens resultater og den stigende samfundsmæssige sammenhæng i økonomien.

Det er helt åbenbart, at der er opnået et meget højere materielt niveau, men der er også skabt et højere behovsniveau. Det kapitalistiske system er blevet indhentet af sin egen varekultur: det har skabt appetit for flere varer. Og det kan ikke håbe på, at denne appetit pludselig vil blive afløst af en postmateriel kultur til gavn for profitten og dermed kapitalakkumulationen.

Overgangen til lavere vækst er vanskelig ikke blot for kapitalistiske økonomier, men også for deres enkelthusholdninger. Ikke mindst i et land som Danmark, hvor så meget er knyttet til boliggæld, er der mange private budgetter som ikke fungerer så godt, som Mossin mener. Organisationernes indsats og ikke mindst det politiske liv registrerer meget godt modstanden mod at tage en tilbagegang. Og mulighederne for at opnå en social kontrakt eller konsensus er meget små, netop på grund af fundamentale træk i det økonomiske system.

Axel Mossins recept er derfor ikke blot for eftergivende, men også urealistisk. Den består af
forslag om deltidsarbejde, ikke-materielle interesser og privat forsørgelse. Hvad skal det
hjælpe?

For at løse de centrale velfærdsproblemer som en økonom kan formulere dem, (en afstemning af forbrug og behov, en ret til arbejde, en forståelse af sammenhæng mellem forbrug og arbejde, en indflydelse på ens egen arbejdsituation) må der anderledes gennemgribende ændringer til i produktionens organisation.

Replik

Axel Mossin

Den artikel, jeg har skrevet, indeholder både teoretiske og empiriske observationer - og
politiske synspunkter.

Det er en observation, at den hidtidige, danske, reformistiske udviklingsmodel er i alvorlige
vanskeligheder. Det er et politisk synspunkt, at det er væsentligt at få genetableret et
reformistisk udviklingsforløb.

Det er et teoretisk og politisk synspunkt, at en principiel analyse af beslutningsgrundlaget for den fortsatte udvikling af det danske samfund kan bidrage til at løsne blokeringerne i det politiske-administrative-organisatoriske system (disse blokeringer skyldes på ingen måde kun interesseorganisationerne). Det er et politisk synspunkt, at sociale eksperimenter med hidtidigt uprøvede løsningsmuligheder (måske under kodeordet mellemformer) ligeledes kan bidrage til at løsne disse blokeringer.

Der foreligger en stor og vanskeligt overskuelig informationsmængde om velfærdsproblemer i den danske befolkning. Det er et teoretisk hovedsynspunkt i artiklen, at videnskabelig begrebsanalyse og videnskabelig teoridannelse kan bidrage til en fortolkning af disse informationer på en måde, der er loyal over for de berørte befolkningsgrupper, og som er på de berørte befolkningsgruppers egne præmisser.

De centrale velfærdsmangler, der kan identificeres gennem en sådan fortolkning, er ikke
nødvendigvis de samme, som man lægger vægten på i en del af den politiske debat.

Det er et andet hovedsynspunkt, at de forståelsessystemer (som begrebet præsenteres i
artiklen), som aktørerne på den politiske scene betjener sig af, kan være dårlige instrumenter til
at fremme de interesser, aktørerne repræsenterer eller tror at repræsentere.

Dette kan på den ene side være hovedårsagen til, at visse samfundsmæssige udviklingsmuligheder
blokeret.

På den anden side åbnes for det positive perspektiv, at de fremherskende forståelsessystemer må være påvirkelige af en alsidig samfundsteoretisk analyse og politisk debat samt af nye ideer og sociale eksperimenter. Det er derfor udviklingsmulighederne for Danmark ikke behøver at være så begrænsede, som de - det må erkendes - faktisk tegner ved overgangen til 80erne.

Litteratur

Geckler, Søren, Mogens Kring Rasmussen, Bente Enevoldsen, Henning Hansen, Ditte Bredahl. 1978. Fordelingen af levevilkårene, bind 11, Socialforskningsinstituttets publ. 82. København.

Hansen, Erik Jørgen. 1978. Fordelingen af
levevilkårene, bind I. Socialforskningsinstituttets
82. København.

Kjerkegaard, Else Marie. 1976. Levevilkår i
Danmark, Statistisk oversigt. København.

Mossin, Axel. 1978. Dansk økonomis strukturproblem.
Institut memo 69.
København.

Mossin, Axel. 1978. Velfcerdsmangler og
velfærdspolitik. Økonomisk Institut memo
72. København.

Mossin, Axel. 1978. Systematisk økonomisk
adfærd. Økonomisk Institut memo 73.
København.

Reisman, D. A. 1977. Richard Titmuss:
Welfare and Society, London.

Søndergård Kristensen, Tage. 1978. Kvinders
arbejdsmiljø. Fagbevægelsens forskningsråd.