Resumé

summary: The Danish tax-system, and especially the income tax system, is strained. The main reason is of course the collective demand for public goods and services. But it is also due to a public underrating of the complexity of the income tax system. The public discussion is concentrated on a single item, interests, on the income tax form for one group of tax subjects, persons liable to income taxes. Terms of reference for public investigations are moreover restricted to particular problems of this type. The anatomy of the income tax system is studied at the expense of its physiology with grave consequences for the functioning of the complete system. It is argued for a reversal of that tendency.

1. Det samlede skattetryk

Skattetrykket - målt som samtlige skatter og afgifter i pct. af bruttonationalproduktet er højt i Danmark, fordi vi kollektivt har besluttet, at vi ønsker et højt offentligt serviceniveau. Det er vi ikke ene om. Sammen med Norge, Sverige og Holland har vi i flere år toppet skattetryksskalaen; i 1974 indtog vi endog førstepladsen på denne skala. I midten af 60erne lå Danmark dog kun i en mellemgruppe. Vores placering i toppen af skattetryksskalaen skal derfor også ses i sammenhæng med, at Danmark har været det land indenfor OECD-landegruppen, hvor skattetrykket er steget stærkest (i procentpoint) siden midten af 60erne.

2. Skattestruktur

Skatternes sammensætning er desuden ret speciel i Danmark, idet Danmark sammen med New Zealand er det land blandt OECD-landene, hvor de personlige indkomstskatter udgør den største andel (ca. 55 pct.) af de samlede skatter. Det hænger igen sammen med, at vi næsten udelukkende finansierer vore sociale sikringsordninger gennem indkomstskatter og ikke via lønskatter eller lønbidrag. Kun 1 pct. af de samlede skatter udgøres af lønskatter eller lønbidrag i Danmark. I både Norge og Sverige udgør lønskatterne ca. 20 pct. af de samlede skatter; i Holland ca. 40 pct.

Skattetrykkets højde og de personlige indkomstskatters andel af de samlede
skatter og afgifter betyder tilsammen, at Danmark indtager en meget klar førsteplads
m.h.t. indkomstskattetryk.

3. Indkomstskatterne

Indkomstskatterne udskrives her i landet efter en progressiv skala, der på to punkter afviger ret så meget fra de progressive udskrivningsskalaer i de lande, vi ynder at sammenligne os med. For det første begynder de høje skatteprocenter ved en relativ beskeden skattepligtig indkomst her i landet, og for det andet stopper stigningen i skatteprocenterne først i Danmark.¹

Udskrivning efter en progressiv skala indebærer ikke nødvendigvis, at der sker en udligning af den økonomiske evne. Dette ville forudsætte, at der var en snæver sammenhæng mellem skattepligtig indkomst og økonomisk evne som målt ved f.eks. forbrugsmuligheden.² Det er naturligvis især den sidstnævnte sammenhæng og ikke

---

1. Kilderne til ovenstående udsagn har været: (a) Skatter og afgifter. Oversigt 1979. Statistisk Tabelværk 1979: VI, Danmarks Statistik; (b) Revenue Statistics of OECD Member Countries, OECD: Paris; (c) Aktuelle Skattetall 1978. Artikler nr. 112, Statistisk Sentralbyrå. Oslo.

2. Forholdet mellem ejere og lejere kan vise, at et formelt progressivt indkomstskattesystem godt kan fungere lige omvendt i et betydeligt antal tilfælde. Eksemplet, der her skal anvendes, er udregnet ved hjælp af den såkaldte MICS-model, se (Sørensen 1977a). Der betragtes to helt identiske husstande i 18-års perioden 1960-1977. Den eneste forskel mellem de to husstande er, at den ene husstand køber et enfamiliehus i begyndelsen af 1960, mens den anden husstand vedbliver at bo til leje. Eksemplet tillader derfor netop, at ejer/lejer problematikken rendyrkes. Måler vi den økonomiske evne ved forbrugsmuligheden (d.v.s. som summen af det faktiske forbrug og formuefremgangen, der igen er lig det forbrug, man kan tillade sig, uden at ens formuestilling forringes), fås følgende billede: Progressivitet og lejer/ejer problematikken lejer ejer Økonomisk evne = forbrugsmulighed 1.00 1.28 Heraf til skat 0.42 0.41 Faktisk skattepet. 42% 32% Anm.: Tallene vedrører perioden 1960-77. Lejerens forbrugsmulighed er sat lig 1, og de øvrige talstørrelser sat i relation hertil. Oversigten viser netop, at der kan gives udbredte eksempler på. at progressiviteten ikke holder. Ejeren med den største økonomiske evne har den mindste skatteprocent: 32%. Årsagen til ejerens større økonomiske evne og den lavere skatteprocent skyldes især tre forhold: (a) den lave skattemæssige lejeværdi af egen bolig, (b) de skattefrie mer-prisstigninger (prisstigninger ud over stigninger i forbrugerpriserne) på enfamiliehuse, (c) skattefrie låntagerfordele som er en følge af. at gevinsten ved inflationens udhuling af prioritetsgælden er større end den med skattefordelen reducerede renteudgift. Alle tre forhold er medvirkende til, at den skattepligtige indkomst ikke giver (et godt) udtryk for den økonomiske evne. I det betragtede eksempel er ejerens skattepligtige indkomst næsten 10% mindre end lejerens skattepligtige indkomst, selv om ejerens økonomiske evne er 28 pct. større end lejerens.

den formelle progressive udskrivningsskala, der er interessant, når man skal forstå
problemerne med at få et indkomstskattesystem til at fungere.

4. Indkomstskattesystemet under pres

Det er ikke et specielt dansk fænomen, at det er meget vanskeligt at få et
indkomstskattesystem, der skal give et betydeligt provenu, til at fungere efter
hensigten.

4.1 Det komplekse indkomstskattesystem

Et indkomstskattesystem vil under alle omstændigheder være et meget indviklet systemkompleks. (Dette udelukker dog ikke forenklinger - befordringsfradraget kan tjene til eksempel). Kompleksiteten har sit udspring i to forhold. Indkomster og fradrag kan således for det første antage mange former og hidrøre fra mange forskellige kilder. For det andet er der mange forskellige typer af skattepligtige i vort indkomstskattesystem: personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner, fonde m.m. Et godt indkomstskattesystem kræver derfor, at skattesystemet er tilpasset det komplicerede samspil, som skattepolitiske dispositioner, der inddrager flere forskellige indkomstarter, fradragsposter og typer af skattepligtige, kan udløse.

4.2. Indkomstskattesystemets anatomi og Jysiologi

Der kan - og bliver - peget på mange elementer i vort indkomstskattesystem, som kan udnyttes til såkaldt skattetænkning, d.v.s. transaktioner, der først og sidst indgås med henblik på at reducere den skattepligtige indkomst. Her er det ikke delelementerne: skattesystemets anatomi, der skal forfølges, men derimod skattesystemets fysiologi, d.v.s. samspillet mellem forskellige indkomstarter, fradragsposter og typer af skattepligtige. Betragter man alene de enkelte delelementer uden blik for helheden, er der en åbenbar risiko for, at de kommentarer, forslag eller analyser, der bliver resultatet, yderligere vil komplicere skattesystemet uden at fjerne de egentlige årsager til uligheder. M.a.o. der bliver alene tale om symptomkirurgi.

4.3. De bundne kommissorier

Intet illustrerer dette bedre end den udsigtsløse diskussion om ophævelsen eller begrænsningen af rentefradragsretten for renter af privat gæld. Udpeger man dette til det skattepolitiske hovedproblem, udpeger man samtidigt en enkel post blandt indkomst- og fradragsposterne, nemlig rentefradraget, endog alene for en enkelt kategori af skattepligtige, nemlig personer, som hovedproblemet. I 1977 oversteg renteudgifterne på de personlige selvangivelser renteindtægterne med knap 20 mia. kr. Dette sammenholdt med, at det kun er den personlige selvangivelse det helt

overvældende flertal af befolkningen kender, er givetvis årsagen til den overdrevne fokusering på rentefradragsretten,³ en fokusering der i sine praktiske konsekvenser udelukker udredningsarbejde om skattesystemet som sådan, idet politikerne i kommissorier til udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner ligefrem afgrænser undersøgelsesemnerne til disse »fikse ideer«. De første tre afsnit i indkomstskatteudvalgetskommissorium tjene til illustration heraf:

1 indeværende folketingssamling fremsætter regeringen forslag om, at skattemæssige fradrag
i indkomsten, der ikke som driftsudgifter 0.1. lader sig henføre til indkomsterhvervelsen,
ændres til fradrag i skatten af samme procentvise størrelse for alle.

Forslaget vil betyde en mere retfærdig fordeling af skattebyrden, men er ikke en endelig løsning af fradragsproblemet. For at bane vejen frem mod en endelig kildebeskatning af almindelige lønindtægter må der ske en sanering på fradragsområdet. Det er udvalgets opgave at tage hele fradragsproblemet og spørgsmålet om at gøre kildeskatten af almindelige lønindkomster definitiv op til overvejelse og fremkomne med forslag til en samlet løsning af disse problemer. Udvalget skal desuden nærmere undersøge de nugældende regler for beskatningen af indkomst fra selvstændigt erhverv og i form af renteindtægt og foreslå sådanne ændringer, at beskatningsreglerne på disse områder effektiviseres, samtidig med at reglerne ikke begrænser mulighederne for at gøre skat af almindelige lønindtægter endelig.

Når målet er endelig kildebeskatning af almindelige lønindtægter, må udvalgets undersøgelser navnlig tage sigte på en afvikling af de individuelle ligningsmæssige fradrag herunder fradrag for renter af privat gæld. I den forbindelse bør det overvejes, om fradraget for udgifter ved lønarbejde helt eller delvis kan afløses af en ordning, hvorefter sådanne udgifter afholdes direkte af virksomhederne som driftsudgifter i disse. [Betænkning nr. 780, p. s].

Heri ligger ikke en kritik af det saglige indhold i Indkomstskatteudvalgets tre betænkninger; tværtimod mener jeg, at det nedsatte udvalg indenfor de afstukne grænser har udført et meget seriøst udredningsarbejde, jf. også Sørensen (1977b). Men det må være på tide, at forskyde interessen fra skattesystemets anatomi til dets fysiologi, såfremt indkomstskattesystemet skal bidrage til at udligne den økonomiske evne med nogenlunde sikkerhed. Dette er især påkrævet her i landet, fordi vort indkomstskattetryk, som nævnt, er verdens højeste.

4.4. Nødvendige krav til et velfungerende indkomstskattesystem

Med et så højt indkomstskattetryk, som vi har i Danmark, kræves der et godt
skattesystem, hvis skatterne skal fordeles efter evne. Og et godt skattesystem kræver

---

3. Der er også tradition for at inddrage de andre fradrag på den personlige selvangivelse i undersøgelserne: derimod er der ikke samme årvågenhed overfor de manglende indkomster på selvangivelsen. Af hensyn til den skattepolitiske diskussion burde det overvejes at afsætte plads til de skattefrie indkomster på selvangivelsen!

et udbygget samarbejde mellem politikere, der kan og vil handle, og et effektivt skattevæsen, som kan forsyne politikerne med de nodvendige oplysninger om skattesystemets funktion i praksis, samt et effektivt udredningsarbejde, der tager udgangspunkt i indkomstskattesystemets kompleksitet. Dette er store krav. Og måske for store. Myrdals kritik i 1978 af det svenske indkomstskattesystem for at have gjort svenske-folket til en nation af fifflare bør mane til eftertanke. Hårdere kritik er det i hvert fald vanskeligt at forestille sig. Problemerne i Danmark, hvor indkomstskattetrykket er endnu tungere end i Sverige, er næppe mindre.

Samarbejdet mellem politikere og skatteadministration kan jeg ikke nærmere kommentere. For en udenforstående synes der dog at være meget store problemer her. Udgangspunktet for udredningsarbejde om indkomstskattesystemet er derimod mere et emne for mit bord. For at konkretisere diskussionen skal der fremsættes et konkret forslag til et kommissorium for et indkomstskatteudvalg; et kommissorium som nødvendiggør, at indkomstskattesystemets fysiologi - fremfor anatomien - sættes i fokus.

Udkast til kommissorium til et generelt indkomstskatteudvalg:

Undersøg vort indkomstskattesystem ud fra princippet om horisontal4 lighed. I tilfælde
hvor dette princip ikke er opfyldt ønskes: 1) årsagerne hertil analyseret og 2) forslag
analyseret, som opfylder princippet om horisontal lighed.

Dette kommissorium vil ikke binde en evt. skattekommission til at undersøge specielle »fikse ideer«. Arbejdet vil givetvis blive tidskrævende. Men i denne forbindelse er det måske tilladt at minde om den tid og de kræfter, der allerede (forgæves) er benyttet på rentefradragsproblemet; fokusering herpå tjener først og fremmest til at udskyde egentlige skattepolitiske reformer.

4.5 De skattefrie institutioner

Selvom der i ovenstående ligger, at man skal være forsigtig med på forhånd at diagnosticere indkomstskattesystemets hovedsvagheder uden et grundigt og übundet udredningsarbejde, skal der alligevel voves en påstand om, at det især er de skattefrie institutioner (i bred forstand), der udløser de alvorlige brud på princippet om horisontal lighed. Af skattefrie institutioner kan bl.a. nævnes: Pensionskasser,

---

4. I papiret: »Konvertible obligationer og nogle skattemæssige konsekvenser - et case i princippet om horisontal lighed« har jeg forsøgt at anvende dette princip på et konkret eksempel og skitseret princippets videre anvendelsesmuligheder. (Papiret kommer i Juristen & Økonomen) Private pensionsordninger - opsparing eller skattefidus! udgivet af Arbejderbevægelsens i august 1979 anvender i realiteten også dette princip.

Livsforsikringsselskabernes præmiereservefonds, fonde, investeringsforeninger, ATP,
kursgevinster o.s.v.5 Med et citat fra Ringenes Herre:

Tre har elvernes konge i dybeste skove,
Syv har dværgenes herrer i sale af sten.
Ni har mennesket dødeligt, dømt til at sove.
Én har den natsorte fyrste for ondskab og mén
I Mordors Land, hvor skygge ruge.

Én ring er over dem alle. Én ring kan finde de andre.
Én ring kan bringe dem alle, i mørket lænke dem alle
I Mordors Land, hvor skygger ruge.

[J. R. R. Tolkien: Ringenes Herre]

Skattefrie institutioner er efter min opfattelse Ringenes Herre i vort
indkomstskattesystem. Men skal Ringenes Herre tilintetgøres må Ringbæreren også
have et følge, der kender skattesystemets fysiologi.

5. Det overbelastede skattesystem

Indkomstskattesystemet er det område af det danske skattesystem, hvor de alvorligste skattepolitiske problemer ligger. I en dansk sammenhæng må en skattepolitisk diskussion også tage hensyn til, at afgifterne på de stærkt beskattede varer - i hvert fald for tiden - har nået et indre niveau, der i betydelig udstrækning medfører substitution fra indenlandsk til udenlandsk køb. Herved er »produktet« eller »summen« af den indre uligevægt (antal arbejdsløse) og den ydre uligevægt (underskuddet på betalingsbalancens løbende poster) blevet større af de seneste afgiftsforhøjelser på »giftområderne« end ved en tilsvarende momsforhøjelse. Desværre er der på dette område ikke gennemført kvantitative analyser, hvad der ellers nok kunne være behov for.

Ovenstående problemstilling vil blive skærpet, såfremt 3-uøgns regien og/eller de hermed sammenhørende kvantitative begrænsninger, der er en nødvendig forudsætning for en række af de specielt høje punktafgifter her i landet, ikke kan opretholdes.

Muligheden for at aflaste punktafgifterne med en momsforhøjelse synes også
begrænsede. Momsprocenten, 20.25, her i landet har nået et niveau, der må gøre

---

5. Hovedårsagen til de »manglende« indkomster på de personlige selvangivelser skal efter min opfattelse netop henføres til de skattefrie institutioner. 1 et svar til folketingets skatte- og afgiftsudvalg af 8. juni 1979 skønnes det, at skattefrie private institutioner m.v. i 1977 har haft renteindtægter af størrelsesordenen omkring 9 mia. kr. Her ligger altså alene næsten halvdelen af den førstnævnte forskel på knap 20 mia. kr. Hertil kommer et antal mia. kr. modsvarende pengeinstitutternes rentemarginal.

yderligere forhøjelser meget problematiske, idet momsprocenten i'.eks. kun er 12 i
Vesttyskland.6 Alligevel er der udbredte forventninger om kommende
momsforhøjelser (uden nedsættelse af punktafgifterne).

6. Udsigter for 80erne

At opgøre den personlige økonomiske evne, som er grundlaget for et indkomstskattesystem, er en kompleks opgave. Opgaven er måske så vanskelig, at indkomstskattesystemet i dens nuværende udformning må opgives.⁷ Inden dette sker, må der dog tages stilling til, hvordan de indkomstafhængige ydelser i så fald skal udmåles.

Uanset indkomstskattesystemets fremtid vil der i 80erne givetvis blive behov for at overveje nye skattekilder og at udvikle bestående. Ovenstående har forsøgt at påpege behovet for et bedre udredningsarbejde her i landet,⁸ et forbedret samarbejde mellem skatteadministrationen og politikere. Dette gælder uanset om der bliver behov for at indføre lønskatter, direkte forbrugsskat (som foreslået i 1978 af to Nobel-pristagere: Myrdal og Meade), proms (produktionsmoms⁸) o.s.v. eller at forbedre eksisterende skattekilder: ejendomsskatter (der også har den fordel, at det er svært at skjule skattegrundlaget), indkomst- og formueskatter m.v.

80ernes økonomiske hovedproblem bliver utvivlsomt at forbedre konkurrenceevnen, såvel den ydre som den indre uligevægt kan reduceres eller endog fjernes. En relativ reduktion af det danske omkostningsniveau og herunder af lønniveauet målt i udenlandsk valuta vil her blive en nødvendighed. Uanset om reduktionen vil blive gennemført ved at påvirke tælleren og/eller nævneren - de fejlslagne indkomstpolitiske peger dog på nævneren - vil den ledsagende fordelingspolitik nødvendigvis blive af central betydning for denne politiks gennemførlighed. Indkomstskattesystemet skulle udjævne den økonomiske ulighed. Men hvad sker der, når det i stigende grad bliver åbenbart, at indkomstskattesystemet ikke længere har denne funktion i et meget betydeligt antal tilfælde?

---

6. På de fleste fødevarer, bøger, tidsskrifter o.a. er momsprocenten endvidere kun 6, jf. Aktuelle Skattetall 1978, p. 45.

7. Den tiltagende internationalisering skærper problemerne med, at få et indkomstskattesystem at virke efter hensigten, fordi indkomst er »flyttelig«.

8. Se herom også i Finanstidende, nr. 44 af 3. august 1979, pp. 1046-47.

Kommentar

Økonomidirektoratet, Københavns Kommune.

Jørgen Lotz

Det er svært at være uenig med Christen Sørensen (C.S.) i, hvad han har at sige, og mange
må dele hans frustration over situationen på det skattepolitiske område.

C.S. har dog ikke helt tabt modet, og slutter med at foreslå nedsat en kommission - eller udvalg - hvis kommissorium han formulerer udformet om begrebet horisontal lighed. Om udvalget skal tage udgangspunkt i forbrug eller indkomst som det bedste mål for lighed holder C.S. åbent. Befolkningens lighedsideal af i dag går utvivlsomt i retning af forbrug, og inflationsproblemerne kan kun løses under forbrugsbeskatning, men tekniske overvejelse fører dog måske alligevel til, at et kommissorium bør baseres på indkomst i bred forstand.

I ventetiden vokser skattetrykket - efter en vis stabilisering - nu igen, allerede i 1978 synes
det ifølge OECD at have nået op på et niveau på højde med rekorden fra begyndelsen af
1970erne.

Indkomstskatten har nogenlunde stabilt udgjort 1/4 af bruttonationalproduktet siden 1970, en verdensrekord vi holder sammen med Sverige, som også C.S. siger. Intet andet land har drevet brugen af individualiseret beskatning så vidt. Derfor er det nok værd at se nærmere på den debat, rekorden har skabt.

I Danmark begyndte den med Thorlund Jepsens forslag om indførelsen af kildeartsskat i en artikel i et særnummer af Skattepolitisk Oversigt fra 1971. Forslaget, som siden er uddybet, går i korthed ud på at opgive den individuelle beregning af indkomstskatten, og opkræve den ved indkomstens kilde, som er produktionen. Han viste senere, hvordan skalaprogression stort set neutraliseres af progressionen i forekomsten af fradrag, og dette brugte han som støtte for sin argumentation for kildeartsskat, som jo betyder bortfald af både fradrag og progression.

Tanken slog an, og dominerede ganske den skattepolitiske debat i 1970erne. Fordelene var

åbenbare, dels ville selvangivelsen blive afskaffet og skatten gjort mere »usynlig«, dels ville
marginalprocenterne kunne nedsættes.

Kildeartsskat-filosofien lå således bag det famøse kommissorium, som blev givet til
indkomstskatteudvalget, og bag forslaget om renteskatteordning.

C.S. kommenterer, at kildeartsskattens gennemførelse forudsætter, at der findes en løsning på de indkomstbestemte ydelser, hvis den enkeltes personlige indkomst ikke længere bliver opgjort. Thorlund Jepsen foreslog heroverfor indførelse af en persontilskudsordning å la negativ indkomstskat, som i det væsentlige kan løse disse problemer. Der kan i virkeligheden dårligt anføres generelle omfordelingsargumenter for herudover at opretholde de indtægtsbestemte sociale ydelser.

Det er nok realistisk at vente, at ideerne om kildeartsskat også vil præge diskussionen i
1980erne.

For C.S. er Ringenes Herre de skattefrie institutioner, og han er her i tråd med de nye
skattepolitiske udspil fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hermed er fokus sat på den horisontale lighed. Mens Thorlund Jepsen argumenterede med udgangspunkt i den vertikale lighed - som er den der altid skaber de politiske blokeringer for skattereform - har diskussionen nu fundet en balance, hvor den horisontale lighed - som er udtryk for de mindre kontroversielle krav til retfærdighed - er bragt i forgrunden.

Der er næppe tvivl om, at der i 1980erne vil blive taget skridt til at inddrage de skattefrie institutioner under en form for beskatning. Hvis det ikke sker, vil voksende dele af de personlige indkomster utvivlsomt finde vej til disse dunkle skattefrie huler, hvorfra de om en årrække vil kunne dukke op som kolossale, uhåndterlige finansielle fordringer.

Tiltroen til, at der nok skal blive grebet ind, skyldes dels, at der her er tale om et af de få steder, hvor der uden at genere nogen mærkbart kan skabes et betydeligt merprovenu, som kan reducere statens kasseunderskud, og som vil skabe bedre lighed. løvrigt vil de problemer, der kan opstå i fremtiden, især hvis aldersfordelingen forskydes i retning af flere pensionister, blive aldeles uoverskuelige. Herom vil der nok dukke regnestykker op i 1980erne - om ikke før.

Et hovedtema for den skattepolitiske debat i 1970erne var skadevirkningerne af de høje marginale skatteprocenter. Udviklingen har dog vist, at indkomsteffekten er kraftigere, end man havde turdet håbe. Til gengæld er det jo surt at trælle under indkomsteffektens åg, og derfor kom den politiske reaktion, som endnu er i udfoldelse.

Et hovedtema for den skattepolitiske debat i 1980erne bliver inflationen. Ikke blot har inflationen vendt op og ned på indkomstfordelingen på en tilfældig og aldeles uoverskuelig måde, men den fødes også i sig selv af skattepolitikken. Det bliver, som C.S. lidt kort berører afslutningsvis, en af det kommende tiårs vigtigste opgaver at dæmpe de inflationsskabende mekanismer. Problemet opstår, når befolkningsgrupper søger at afvælte byrden af en skatteforhøjelse ved at skaffe sig højere pengeindkomster. Hvor kraftige disse reaktioner er, og hvad der afføder dem, ved vi meget lidt om, og området må derfor i høj grad løses med politisk fingerspids-gefiihl.

Overvejelserne kan illustreres med nogle eksempler: Er moms mindre inflationsskabende
end indkomstskat? Er lønskat? Vil en momsforhøjelse møde færre forsøg på overvæltning, hvis

den undtager fødevarer, og er gevinsten i givet fald de forøgede kontrolproblemer værd? Vil en form for begrænsning i rentefradragsretten for private være prisen for, at en skatteforhøjelse skaber mindre afvæltningsforsøg? Der kan blive brug for mange kompromisser med de skattetekniske idealer.

I 1980erne vil skattetrykket vokse, fordi kravene til de offentlige ydelser vokser. Det stigende antal pensionister og studerende vil kræve en voksende andel af forbruget, og den stigende kvindelige erhvervsfrekvens vil endnu i mange år skabe voksende krav til offentlig service, for blot at nævne to eksempler på kræfter, der også vil virke i 1980erne.

OECD's statistik over beskatningen af en gennemsnitlig lønmodtager i lande med højt og
lavt skattetryk tyder på, at et højt skattetryk altid slår uforholdsmæssigt kraftigt igennem i det
direkte skattetryk for den almindelige lønmodtager.

1980ernes omfordelingspolitik vil derfor i vidt omfang reelt gå ud på at flytte indkomst fra
fuldt beskæftigede, raske lønmodtagere til børn, studenter, gamle og socialt forulykkede medborgere.

Den nødvendige skattepolitik skal endvidere gennemføres, så den ikke fører til
afvæltningsforsøg og inflation.

Man må nok - som C.S. - have sin tvivl om, at det lader sig gøre uden forskning, nytænkning og politisk styrke. Det vil i alle tilfælde bidrage til en løsning, hvis der på skatteområdet - som det efterhånden er tilfældet på alle andre områder - bliver etableret en forbindelse mellem centraladministrationen og den økonomiske forskning.

Litteratur

Myrdal, G. 1978. Dags for ett battre
skattesystem! Ekonomisk debutt. nr. 7, pp.
493-506.

Statistisk Sentralbyrå. 1978. Aktuelle skattetall
Artikler nr. 112, Oslo.

Sørensen, C. 1977a. MICS. En mikrosimuhitionsmodel
lønmodtagerhusstande.
København.

Sørensen. C. 1977b. Indkomstudvalgets 2. Betænkning: Den skattemæssige behandling renteindtægter og -udgifter, Juristen & Økonomen. Vol. 59, pp. 357-79.

The Institute for Fiscal Studies. 1978. The
Structure und Reform of Direct Taxation,
(Meade-kommissionen). London.