Resumé

summary: The article discusses which factors affect the labour productivity. The suggested hypotheses are tested empirically applying data for Denmark from the period 1904-70. The results indicate that the capital/labour ratio and the age distribution of the capital stock are central explicative factors. However, market fluctuations in the employment have an effect, too. Various alternative hypotheses seem less empirically viable.

1. Indledning

Vort betalingsbalanceunderskud og vor ledighed er så stor, at kraftige økonomiske indgreb ikke kan undgås. Da der i de senere år har bredt sig en betydelig pessimisme med hensyn til den traditionelle finans- og pengepolitiks effektivitet, må mere direkte indgreb i erhvervsstrukturen forekomme fristende.

Der er da to muligheder, enten selektive indgreb eller mere generelle. De selektive indgreb kan have forskellig karakter. Man kan se løsningen på vore problemer i at Hytte efterspørgsel over i sektorer med lavt importindhold. Hvis man vil øge beskæftigelsen, uden at det medfører stigende import, er det en logisk mulighed, jfr. Aage (1976).

Fikserer man i stedet på betalingsbalancen, kan det forekomme mere naturligt at se problemet som for få ressourcer i eksportsektoren og de importkonkurrerende sektorer. En flytning fra de beskyttede sektorer kan da forekomme hensigtsmæssig, jfr. Mossin (1978).

Man kan således meget vel tænke sig, at en langsigtet målsætning om øgede ressourcer til eksportindustrien står i modstrid med kortsigtshensyn til beskæftigelsen. der samtidig er en meget glidende overgang fra beskyttede sektorer til udlandskonkurrerende (se Thage 1975, s. 28), vil en selektiv politik give anledning til meget vanskelige problemer.

Disse problemer skal imidlertid ikke behandles her, idet artiklen her skal centreres
om de generelle påvirkningsmuligheder. Betragtes betalingsbalanceproblemet da som
et udtryk for, at enhedsomkostningerne her i landet er for store i forhold til

udlandets, kan dette ændres på flere måder. Man kan enten sanke priserne gennem
en devaluering eller gennem ændrede faktorpriser (indkomstpolitik), eller man kan
øge produktiviteten.

Hvis man anser de indkomstpolitiske manøvremuligheder for udtømt, bliver det da centralt at undersøge, hvad der påvirker produktiviteten, og hvorvidt det er faktorer, der kan styres. Da produktivitetens bestemmelse desuden har været afgørende for mange indkomstpolitiske argumentationer, skal denne artikel helliges undersøgelsen af dette spørgsmål.

2. Faktorer der påvirker produktiviteten

I traditionel økonomisk teori er udbudsforholdene bestemt af en produktionsfunktion

(1)

hvor y er produktionen, K og L henholdsvis kapital og arbejdskraft. Er funktionen
homogen af første grad, kan der divideres igennem med L, og derved fås følgende
udtryk for arbejdsproduktiviteten:

(2)

Er funktionen af Cobb-Douglas-typen, kan denne relation skrives som:

(3)

hvor A og a er parametre

I den simpleste neoklassiske model er arbejdsproduktiviteten således alene bestemt af capital I labour-jorholdet. Dette forhold kan, jfr. senere, styres ved hjælp af de relative priser, men det er naturligvis ikke en styring, der forbedrer konkurrenceevnen, man blot udskifter arbejdsomkostninger med kapitalomkostninger.

Historisk har der været en del svingninger i capital/labour-forholdet, jfr. fig. 1. I hele efterkrigstiden har der været en systematisk stigning på i gennemsnit omkring 4 pct. p.a. i forholdet, medens der i mellemkrigstiden er betydelige både positive og negative ændringstakter.

Nu er det normalt også at antage, at der er tekniske fremskridt. De kan forekomme
både embodied og disembodied. Desuden er kapitalen udsat for-en aldersejfekt i form
af med alderen faldende effektivitet.

For at inddrage de disembodied tekniske fremskridt suppleres (3) med en
tidstrend, og som indikator for årgangs- og alderseffekter anvendes den andel,

investeringerne de to sidste år udgør af det samlede kapitalapparat. Ændringerne i
denne andel er empirisk set ikke særlig systematiske i den betragtede periode, men
der er en hel del konjunkturudsving i dem.

Udover disse fra vækst- og produktionsteorien almindeligt accepterede effekter, er det fra konjunkturteorien kendt, at der foregår en vis labour-hoarding i nedgangstider med et fald i arbejdsproduktiviteten til følge. Dette er et udsagn om, at arbejdsstyrken ikke tilpasses fuldt ud til produktionen, og der skulle således være en vis positiv korrelation mellem arbejdsproduktiviteten og ændringerne i beskæftigelsen. i beskæftigelsen skal derfor også anvendes som forklarende variabel. Også denne variabel er typisk en konjunkturvariabel uden nogen tydelig systematisk langsigtet tendens.

Relationen får da formen

(4)

Denne relation er grundrelationen for de empiriske undersøgelser i det følgende.

Udover disse traditionelle anerkendte forklaringsfaktorer har en række specielle
forhold været fremdraget i den danske økonomisk-politiske debat i de senere år.

Brink (1977) har arbejdsproduktiviteten som en funktion alene af reallønnen, idet denne - udover som i neoklassisk teori at bestemme capital/labour-forholdet - også tillægges en selvstændig effekt, fordi »lønstigningerne søges imødegået gennem en samtidig forøgelse af arbejdstempoet« (Brink 1977, s. 198).

Bl.a. Mossin (1978) har argumenteret, at roen på arbejdsmarkedet er afgørende for
produktivitetsudviklingen (Mossin 1978, s. 59). En argumentation, der ligesom
Brink's anvendes mod en for stram indkomstpolitik.

Endelig har Pedersen (1977) foretaget en større empirisk undersøgelse af sammenhængen mellem produktiviteten og arbejdsløsheden. En sammenhæng, der bl.a. begrundes i variationer i mobiliteten, samt tab af arbejdsevne og joberfaring. Selv om han betragter sin undersøgelse som et ekstra argument for en høj beskæftigelse, nævner han dog også, at virkningen af arbejdsløsheden i hvert fald delvis kan skyldes, at den optræder som indikator for investeringerne.

I det følgende skal disse foreslåede sammenhænge testes empirisk.

3. Estimation af modellen

Skal modellen, som den er givet i relation (4), estimeres, er de første problemer erhvervs- og periodeafgrænsningen. Erhvervene skal afgrænses til den samlede økonomi eksklusiv landbrug m.v., og estimationsperioden til 1904-1970 eksklusiv krigsperioderne, dvs. 1915-22 og 1940-49.

Begrundelsen for erhvervsopdelingen er bl.a., »at der i hele perioden (har) været tale om overflytning til sektorer med højere produktivitet. Dette gælder specielt overflytningen fra landbrug til byerhverv« (Pedersen 1977, s. 185). Den meget lange periode er valgt, fordi en række langsigtede effekter ellers let kunne blive undertrykt af kortsigtede konjunktursvingninger. At der sker så unormale ting i krigsperioder, at disse rimeligst kan undlades, forekommer oplagt. Et andet argument for de givne afgrænsninger er også det rent praktiske, at afgrænsningerne er sammenfaldende med, hvad der er gjort i vækstmodellen CLEO, og data konstrueret til denne model kan derfor uden videre anvendes (jfr. Kærgård mil. 1979).

De her foretagne estimationer er foretaget direkte på årstal. Dette er en forskel i forhold til Peder Pedersens estimationer. Han anvender gennemsnit for en konjunkturperiode som observation. Derved renses for konjunktureffekter, og den langsigtede effekt skulle dermed blive isoleret. Her er imidlertid indtaget det standpunkt, at konjunkturudsving og vækstforløb ikke kan skilles; modellen i relation (4) er jo også en klar blanding af konjunktur- og væksteffekter. Peder Pedersens estimationer tyder ikke på, at det gør den store forskel i

koefficientestimaterne, men overgang til årsobservationer giver i hans relationer
noget lavere Durbin-Watson og et fald i forklaringsgrad fra omkring 90 pct. til
omkring 10 pct.

Med hensyn til definition af de enkelte variable er investeringerne og kapitalapparatets beregning beskrevet i Kærgård m.fl. (1979). Arbejdsstyrken er konstrueret ud fra Peder Pedersens tal (Pedersen 1977), men serierne er forlænget tilbage til 1904. Endelig er produktionstallene BFI minus landbrugets værditilvækst deflateret med forbrugsdeflatoren.¹

Med disse tal estimeres relation (4) ved hjælp af mindste kvadraters metode.
Resultatet er præget af en betydelig autokorrelation, og relationen skal derfor
estimeres i ændringer; tallene under koefficienterne angiver deres spredning:

(5)

Variabelbetegnelserne er som anført i forbindelse med relation (4); L* angiver
beskæftigelsen, målt i antal beskæftigede, medens Ler målt i arbejdstimer.

I fig. 2 er stigningstakten i den faktiske arbejdsproduktivitet tegnet op sammen
med den estimerede.

Estimationsresultatet er ganske tilfredsstillende. Knap halvdelen af variationen er forklaret, hvilket kan sammenlignes med Peder Pedersens resultater, hvor han aldrig når over at forklare en fjerdedel af variationen i årstallene. Alle koefficienter, bortset fra konstantleddet, er signifikante på 5 pct. niveau. Koefficienten til K/L er vel stor, hvis den skal tolkes i en Cobb-Douglas-funktion. Til gengæld forekommer de disembodied tekniske fremskridt målt ved konstantleddet til 2/3 pct. p.a. vel små. Forklaringen på dette er utvivlsomt, at der er en korrelation mellem de to fænomener, og K/L kommer derved til delvis også at optræde som indikator for de tekniske fremskridt. (Dette viser sig statistisk ved en korrelation mellem konstantledsestimatet og koefficienten til L/K på -0,77).

Den her opstillede model er testet på forskellige måder. Den er forsøgt estimeret på

---

1. Beregningerne og datakonstruktionen er nærmere beskrevet i et memo, der er under udarbejdelse.

delperioder, og de sidste led i relationen, for hvilken relationsformen har en mere ad hoc karakter, er estimeret både målt i logaritmer og i absolutte tal. Resultaterne giver ikke anledning til forbedringer af relationen, men antyder på den anden side, at relationen er relativt stabil over for mindre ændringer.²

Den af Jørgensen (1977) for industrien i efterkrigstiden fundne stigning i de tekniske fremskridt, viser sig ikke her i nogen form for over tiden systematisk ændring af koefficienterne. Om dette skyldes, at de stigende tekniske fremskridt er et rent efterkrigsfænomen, eller om de her anvendte tal er for aggregerede til at registrere effekterne, lader sig ikke uden videre afgøre.

---

2. For delperiodeestimaterne sker der nogen udsving i koefficientestimaterne, specielt for perioden før 1914, hvilket også antydes allerede i fig. 2. Men denne estimation har også meget få observationer (7 frihedsgrader), og da både Chow- og Farley-Hinich-stabilitetstestene angiver, at relationen er stabil over tiden, skyldes udsvingene i paramterestimaterne givetvis multicollinearitet i delperioderne, evt. kombineret med meget dårlige tal for de tidligste perioder.

4. Alternative forklaringsfaktorer

Introduceres de alternative forklarende variable, klarer de sig en del dårligere. Forsøges reallønnen som ekstra forklarende variabel, øges forklaringsgraden kun fra 43 til 47 procent, og dens koefficient er kun lige godt signifikant forskellig fra 0 (f=1,87).

En hel del af virkningen kommer imidlertid i form af et fald i koefficienten til
kapitalen fra 0,71 til 0,59. Reallønnens effekt må derfor i høj grad tilskrives en
almindelig »neoklassisk« substitution mellem arbejdskraft og kapital.

Dette bekræftes yderligere, hvis man direkte prøver at forklare capital/labourforholdet
reallønnen. Det giver relationen:

(6)

Der er således en klar effekt af reallønnens ændringer på teknikvalget og en vis effekt
på arbejdsproduktiviteten. Men den sidste må nok i de her udførte beregninger i
dominerende grad tolkes som et resultat af den første.

Betragtes arbejdsmarkedsforholdene, må datagrundlaget først erindres. L er målt som et beskæftigelsestal multipliceret med et tal for det normale antal årlige arbejdstimer, jfr. (Pedersen 1977, s. 190-91). Går der timer tabt som følge af arbejdskonflikter, registreres dette således ikke i L. Tilsvarende vil eventuelle unormale udsving i overarbejdsmængden efter en konflikt heller ikke registreres. En effekt på produktiviteten kunne således være et rimeligt resultat af, at der er forskel på faktisk og »målt« arbejdsforbrug i en situation med større arbejdskonflikter.

For at undersøge dette forsøges antal dage tabt som følge af arbejdskonflikt anvendt
som forklarende variabel. Denne variabel har store værdier i de relativt få år, hvor
der har været storkonflikt, men er ellers næsten nul.

Også denne variabel giver kun et svagt bidrag til forklaring af produktivitetsudviklingen. ved introduktionen af reallønnen stiger R2R² ved introduktionen af denne variabel fra 0,43 til 0,47. Der er imidlertid en betydelig forskel på virkningen af de to nye forklarende variable. Medens der var et betydeligt samspil mellem reallønnen og de øvrige variable, fanger denne arbejdskonfliktvariabel effekter, der er helt uafhængige af de øvrige forklarende variable. Den giver derfor lige så stor en vækst i forklaringsgraden som reallønnen, selv om dens f-værdi kun bliver —1,67.

Dette resultat kan med rimelighed sammenlignes med tidligere analyser - specielt
af storkonflikters virkning - udført af Winding Pedersen (1937) og Leth Jeppesen
(1968). De finder, at der formodentlig sker et fald i produktionen som følge af større

konflikter, specielt når disse foregår i fuldbeskæftigelsesperioder. Konjunktursituationensbetydning og f.eks. for 1956, hvor der er ledige ressourcer, betragtes det som diskutabelt, om der har været nogen virkning. Disse resultater skulle således for gennemsnitstal indicere en vis virkning, men sløret af, at der i disse indgår konflikter fra forskellige konjunkturfaser. Dette passer godt med det her fundne.

Når man taler om uro på arbejdsmarkedet, er det imidlertid normalt ikke disse inden for aftalesystemet holdte storkonflikter, man tænker på. Uro vil normalt opfattes som en stigende mængde mere eller mindre spontane og »ulovlige« konflikter. Disse normalt ret små konflikter tæller ikke meget i tidsserien for antal arbejdsdage tabt som følge af konflikt. Det er derfor også blevet argumenteret, bl.a. af Horneman Møller (1978), at antallet af konflikter er det bedste mål for, hvor stærke modsætninger der er på arbejdsmarkedet. Det er givetvis også normalt den type konflikter, man tænker på, når man argumenterer for, at indkomstpolitik øger uroen på arbejdsmarkedet. Antallet af konflikter giver imidlertid ingen påviselig effekt i produktionsstørrelsen. De kommer ud med en r-værdi på kun —0,50.

Den sidste variabel, der skal forsøges, er arbejdsløsheden. Som mål for arbejdsløsheden anvendes, jfr. Pedersen (1976), en arbejdsløshedsprocent, der skulle medtage både forsikrede og uforsikrede arbejdsløse. Denne variabels dimension kan diskuteres; det antages som gjort af Pedersen (1977), at arbejdsløshedsniveauet påvirker ændringstakten i produktiviteten.. Dette giver imidlertid anledning til statistiske problemer. Måles arbejdsløsheden i absolutte tal, er den stærkt korreleret med investeringsvariablen, og måles den logaritmisk, varierer den næsten ikke. I det første tilfælde kommer den signikant ind (f= —2,01), men investeringsvariablen får så forkert fortegn. I det andet tilfælde bliver den ikke signifikant (f = —1,13), og her bliver konstantleddet, der skulle måle de tekniske fremskridt, negativt. Begge resultater er urimelige, men det skyldes statistiske problemer i form af multikollinearitet.

Det er således med det givne datamateriale ikke muligt at kvantificere
arbejdsløshedens virkninger på produktiviteten.

Sammenfattende må det konkluderes, at ingen af de her forsøgte alternative
forklaringsfaktorer giver væsentlige bidrag til forbedring afgrundmodellens (relation
(5)) evne til at forklare produktivitetsudviklingen i det 20. århundrede.

5. Konklusion

De empiriske undersøgelser i det foregående er naturligvis yderst diskutable. Skal man konstruere lange sammenhængende tidsserier, må der nødvendigvis gøres en række håndfaste antagelser. Resultaterne må derfor selvfølgelig tolkes med en vis varsomhed.

Med disse forbehold giver de dog ret klare fingerpeg om, at der ikke er nogen genvej til økonomisk balance via direkte generelle indgreb i produktionsstrukturen. Arbejdsproduktiviteten er i dominerende grad bestemt af investeringerne og kapitalapparatets størrelse, og øget arbejdsproduktivitet er således oftest kun en substitution væk fra arbejdskraft over til kapital. En sådan substitution synes tydelig, og den synes i høj grad styret af udviklingen i lønomkostningerne. Løntilbageholdenhed synes således i stand til at få en effekt i retning af øget brug af arbejdskraft til erstatning af kapital.

Argumenterne om, at indkomstpolitik sænker produktiviteten som følge af uro på
arbejdsmarkedet og som følge af bånd mellem lønnen og arbejdstempoet, synes
derimod ikke bekræftet.

Kommentar

Økonomisk Institut, Aarhus Universitet

Peder J. Pedersen

1. Indledning

Som nævnt i Niels Kærgårds indlæg er vort nærmest permanente betalingsbalanceproblem ofte blevet opfattet som identisk med en übalance mellem stykomkostningerne her i landet og i udlandet. Stykomkostningerne bestemmes af priserne på produktionsfaktorerne og af produktiviteten. Lønomkostningernes dominerende andel af nettoværditilvæksten har gjort, at den økonomisk-politiske debat i så stort omfang har været optaget af overvejelser om muligheden for at føre indkomstpolitik eller, om man vil, lønpolitik. Produktivitetsudviklingen har derimod, i hvert fald indtil de seneste år, kun i beskeden grad været inddraget i debatten.

I det følgende har jeg dels nogle konkrete kommentarer til Kærgårds indlæg og dels nogle
mere generelle kommentarer vedrørende de erhvervspolitiske muligheder.

2. Produktivitetsudviklingen

Kærgård finder ikke i sin analyse nogen selvstændig rolle for arbejdsløsheden i forklaringen af produktivitetsudviklingen i en relation, hvor også investeringerne indgår som forklarende variabel. Dette er imidlertid ikke - som Kærgård også påpeger - i modstrid med resultatet i min tidligere analyse (P. J. Pedersen, 1977), hvor hovedpointen var, at høj arbejdsløshed/lav produktivitetsstigning og lav arbejdsløshed/høj produktivitetsstigning har været det dominerende mønster i dette århundrede. Forklaringen er blot, at investeringsaktivitet og beskæftigelsesgrad varierer sammen.

Udviklingen efter konjunkturomsvinget i 1973/74 passer smukt med de historiske erfaringer. Fra årene med fuld beskæftigelse til nu er arbejdsløsheden, målt som antal arbejdsløse i forhold til antal lønmodtagere, stedet med ca. 4 pct. points. Mine regressioner (tabel 1, p. 184, P. J. Pedersen (1977)) ville på dette grundlag forudsige et fald i produktivitetsstigningstakten på ca. 2 pct points, hvilket tilsyneladende passer pænt med den faktiske udvikling. Sålænge vi af betalingsbalancehensyn og inflationsfrygt er låst fast i en situation med uudnyttet kapacitet, er der derfor ikke umiddelbart megen trøst at hente i håbet om konkurrenceevneforbedring via en accelererende produktivitetsstigning. En mager trøst ligger i, at også de øvrige OECD-lande har oplevet et fald i produktivitetsstigningstakten, særlig udtalt for USA's vedkommende.

3. Erhvervspolitiske påvirkningsmuligheder

Fra Kærgårds relation (4) følger, at produktivitetsudviklingen, bortset fra cykliske påvirkninger, er bestemt af ændringer i kapitalintensiteten og af tekniske ændringer. Afgørende for, i hvilket omfang produktivitetsstigninger påvirker vores konkurrenceevne, er det naturligvis også, at de specielt realiseres og evt. accelereres i sektorer/brancher, hvis produkter karakteriseres ved høj indkomstelasticitet og, eller lav priselasticitet. Disse tre forhold skal kort kommenteres.

Kapitalintensiteten kan dels søges påvirket ved i den generelle økonomiske politik at lægge større vægt på investeringsfremmende foranstaltninger såsom forbedrede afskrivningsmuligheder, af forholdet mellem beskatning af aktiv og passiv kapitalanbringelse m.v. Mulighederne på dette område forekommer imidlertid - ligesom de indkomstpolitiske muligheder - at være begrænsede af, at hensynet til den funktionelle fordeling mellem restindkomst og løn er rykket meget højt op i det politiske målhierarki. Et af de mest spændende perspektiver i de kommende års erhvervspolitik er derfor nok muligheden for at nå frem til en bredt acceptabel ordning med hensyn til økonomisk demokrati. En løsning på dette område kan tænkes at virke befordrende for en politisk og folkelig accept af den stigning i afkastgraden, som kan fremkalde en øget kapitaldannelse i den konkurrenceudsatte del af erhvervslivet.

Faktorerne bag den tekniske udvikling er, om ikke hvide, så dog så grå pletter på landkortet, at der ikke umiddelbart kan udledes håndfaste erhvervspolitiske tiltag på dette område. Afgørende faktorer er det tempo, hvori innovationerne fremkommer, og det tempo, hvori de spredes fra pioneren til hele branchen. Foreliggende statistik tyder på, at forskningsog internationalt set udgør en beskeden andel i dansk industri. Noget af dette kan dog bero på forskelle i industristrukturen. Den store andel af små og mellemstore virksomheder vil antagelig medføre en underrapportering af specielt udviklingsomkostningerne. Erhvervspolitisk står man på dette område med en bred vifte af muligheder for at påvirke udviklingen. Et af problemerne på området er imidlertid, at effekten af de forskellige instrumenter er omgivet af stor usikkerhed. Udenlandske erfaringer tyder på, at offentligt finansierede mastodontprojekter med store påståede spill-over effekter som regel er ineffektive instrumenter. Derimod tyder erfaringer fra Vesttyskland på, at samspil mellem offentlige organer og private virksomheder om veldefinerede projekter kan være frugtbare, jvf. L. Heikensten og L. Nyberg (1979). Endelig skal det nævnes, at mulighederne for start af nye virksomheder også må tillægges stor vægt i denne sammenhæng. Specielt i en industri med en struktur som den danske.

Endelig ligger der som nævnt erhvervspolitiske perspektiver i overvejelser over, i hvilke brancher man i givet fald skulle søge specielt at øge kapitaldannelsen og de tekniske fremskridt. Debatten har på dette område, skitsemæssigt, været ført under to overskrifter: dels den såkaldte nichestrategi og dels under betegnelsen struktur/branchepolitik.

Nichestrategien består i et tautologisk udsagn om, at hvis blot danske virksomheder er hurtigere eller dygtigere end udenlandske til at finde nicher på verdensmarkedet med en prisuelastisk afsætning, vil der heri ligge en selvstændig mulighed for en forbedret konkurrenceevne. Der anføres sjældent argumenter for, at danske virksomhedsledere - med al respekt - skulle være så meget dygtigere end udenlandske konkurrenter. Endelig gælder, at de erhvervspolitiske implikationer af nichetankegangen er uklare.

Struktur-/branchepolitikken bygger på en opfattelse af, at det er muligt analytisk at opdele erhvervslivet i »krisebrancher« og »fremtidsbrancher«. Krisebrancher er formentlig relativt lette at identificere, og der vil antagelig være bred enighed om at føre en erhvervspolitik, som sikrer en lempelig afvikling af brancher og funktioner, som ikke på længere sigt kan overleve.

Identifikation af fremtidsbrancher forekommer derimod at være langt mere tvivlsom som grundlag for udformning af en erhvervspolitik. I en decentraliseret økonomi er det næppe muligt for et statsligt organ at forudsige, hvor det (forhåbentlig) næste »Lego« eller næste »Danfoss« vil skyde op.

I diskussionen forenkles synspunkterne ofte på den måde, at en selektiv erhvervspolitik er nødvendig, fordi de generelle midler i den økonomiske politik er blevet virkningsløse eller har uønskede bivirkninger. Forholdet er måske snarere, at der er relativt snævre grænser for den selektive politiks muligheder i en økonomi af vores type, og at de generelle midler til en bedring af erhvervsklimaet ikke er blevet brugt efter 1973.

Litteratur

Heikensten, L. og L. Nyberg. 1979. Vad kan
vi låra av industripolitikken i Våsttyskland
och Japan?. Ekonomisk Debatt: 175-182.

Pedersen, P. J. 1977. Langtidssammenhæng mellem produktivitetsstigning og beskæftigelsesgrad. Tidsskrift: 175-192.

Litteratur

Brink, H. 1977. Lønpolitik og effektiv
efterspørgsel. Nationaløkonomisk Tidsskrift:

Jeppesen, S. Leth 1968. Arbejdsstandsningers
samfundsøkonomiske konsekvenser.
Nationaløkonomisk Tidsskrift: 21-40.

Jørgensen, N. Lihn 1977. Produktivitetsudviklingen
dansk industri. Nationaløkonomisk
220-230.

Kærgård, N., T.V. Rasmussen, S.B. Krohn, J. Nørregaard, N.H. Topp, S.K. Topp 1979. En model for økonomisk vækst i Danmark 1870-1970. Cykelafdelingens memoserie nr. 60.

Mossin, A. 1978. Dansk økonomis strukturproblem,
Instituts memoserie nr.
69.

Møller, J. Hornemann 1978. Klassekamp og

Sociallovgivning 111, Økonomi og Politik:
140-171.

Pedersen, H. Winding 1937. Arbejdsstandsningers
virkninger. Nationaløkonomisk
290-317.

Pedersen, Peder J. 1976. Registreret og ikkeregistreret
Nationaløkonomisk
Tidsskrift: 70-77.

Pedersen, Peder J. 1977. Langtidssammenhæng produktivitetsstigning og beskæftigelsesgrad. Nationaløkonomisk Tidsskrift: 175-192.

Thage, B. 1975. Introduktion til input-output
analysen. Økonomisk Instituts memoserie
nr. 38.

Aage, H. 1976. Beskæftigelses- og betalingsbalancevirkninger at erstatte offentligt forbrug med privat. Juristen og Økonomen: 385-401.