1970erne blev et skuffende tiår for de vesteuropæiske lande. Uanset hvilke økonomiske indikatorer, man anvender til illustration, markerer de seneste ti år en klart mere utilfredsstillende udvikling end såvel det foregående tiår som forventningerne til 1970erne. Den økonomiske vækst aftog efter 1973; henimod slutningen af tiåret synes den at have stabiliseret sig omkring 2y-3 procent i årlig tilvækst eller kun godt halvdelen af, hvad man havde vænnet sig til i årene frem til 1973. Væksten var utilstrækkelig til at reducere ledighedsprocenten mærkbart efter det økonomiske tilbageslag i 1974-75, og i nogle af de større lande var ledigheden påny svagt stigende i 1978-79. Den gennemsnitlige inflationstakt og spredningen omkring denne voksede voldsomt i kriseårene 1974-75; selv om der skete en mærkbar reduktion og indsnævring i det følgende par år, har det ikke vist sig muligt at samle de nationale inflationstakter om et acceptabelt lavt niveau. Årene 1974-79 kan generelt betegnes som en periode med »stagflation«. Tabel 1 sammenfatter nogle af de nævnte hovedindikatorer for udvalgte vesteuropæiske lande og til sammenligning for USA og Japan.

I de mange analyser, som er foretaget, savnes ikke nationale årsager til forringelsen
af de enkelte landes evne til at opfylde egne økonomiske målsætninger. Blandt de
hyppigst nævnte er

(1) ændringer i arbejdsmarkedets funktionsmåde som følge af lønstivhed, høje
minimallønninger, forhøjet arbejdsløshedsunderstøttelse og tungere procedurer ved

Resumé

summary: The experiences of the 1970s when poor policy coordination left most of the international adjustment to movements in exchange rates can and should be avoided in the 1980s both in the EEC and globally. But it is important also to avoid the opposite mistake of blocking intra-European exchange-rate changes for long periods, a danger made more real by certain features of the European Monetary System. At the global level an essential task for Europe is to assist through the IMF or the future European Monetary Fund in massive substitution operations to assure orderly diversification out of the dollar into new composite reserve assets (SDRs and EC Us).

afskedigelse - alle faktorer, der forskyder de opnåelige kombinationer af
beskæftigelsesgrad og prisstabilitet i ugunstig retning;

(2) fornyede kraftige stigninger i offentlige udgifter og skattetryk med afledt
lønkompensation;

(3) ryk opad i den marginale kapitalkoefficient som følge af stigende priser på
arbejdskraft og andre løbende inputs, især energi; og

(4) hårdnakkede inflationsforventninger.

Selv om denne liste er meget omfattende og i sig selv meget vel kunne tænkes at være tilstrækkelig som forklaring på 1970ernes stagflation, er der velbegrundet tvivl om, hvorvidt denne udtømmende kan karakteriseres som resultatet af rent nationale, omend internationalt parallelle, faktorer. Hvis det virkelig var tilfældet, kunne det internationale samarbejde indskrænkes til udveksling af nationale erfaringer. Men stagflationen har også sine årsager i det internationale system. Det er disse årsager og deres implikationer for indretningen af 1980ernes internationale - og specielt vesteuropæiske - økonomiske samarbejde, der skal diskuteres i det følgende.

Internationale aspekter af 1970ernes stagflation

Svagt udviklet koordination af den økonomiske politik er ikke noget særkende for
1970erne. Også i de to foregående årtier så man eksempler på alvorlige gener af

manglende parallellitet i den økonomiske udvikling, især i form af store kapitalbevægelser mellem Vesteuropa og USA, når pengepolitikken i de to områder blev faseforskudt, men også undertiden mellem de vesteuropæiske lande indbyrdes, når opretholdelsen af faste valutakurser begyndte at tage sig lidet troværdig ud. Det var almindeligt antaget, både af akademiske økonomer og af nationale myndigheder, at overgangen til mere flexible valutakurser fra 1972-73 ville dæmpe omfanget af de internationale kapitalbevægelser og dermed mindske behovet for økonomisk-politisk koordination. Filosofien bag den tolerante holdning til flydning, i praksis fra 1973-74,formaliseret revisionen af fondsoverenskomsten i 1976, var ikke mindst, at en anerkendelse af flydning ville gøre det internationale system mere robust. Landene ville i højere grad selv komme til at bære konsekvenserne af deres egen økonomiske politik, og skulle derved bedre blive i stand til at nærme sig den nationalt foretrukne kombination af økonomisk-politiske mål. Især ville et system af flydende kurser gøre det lettere for det enkelte land at fastholde eller fremkalde en inflationstakt, der afviger fra dets handelspartneres.

Systemet har unægtelig virket i sidstnævnte retning: lande med stærk præference for lav inflation som Tyskland og Schweiz har gennem stadig appreciering kunnet nedpresse inflationstakten til et niveau, som man selv i tidligere rolige perioder ville have betragtet som tilfredsstillende. Men det har vist sig at være en noget mere pinefuld proces end ventet, med kraftige realøkonomiske bivirkninger i form af lavere vækst i overgangsperioden - og sandsynligvis senere som følge af et fald i investeringstilbøjeligheden gennem den klemme, som apprecieringen lagde på virksomhedernes indtjening.

Den manglende økonomisk-politiske koordination var særligt tydelig i størstedelen af perioden 1975-78. De tre største industrilande - USA, Japan og Tyskland - reagerede alle på olieprisforhøjelserne i 1973-74 ved at stramme den økonomiske politik, mens bl.a. UK, Frankrig, Italien og de nordiske lande i varierende grad søgte at opretholde den samlede efterspørgsel og beskæftigelse, samtidig med at man finansierede de voksende betalingsbalanceunderskud gennem international låntagning. Tilmed lempedes den økonomiske politik mest i disse sidste lande i 1975 i forventning om, at et internationalt opsving kunne ventes i 1976. Som eksempler på denne politik kan nævnes »overbygningspolitikken« i Sverige og Norge, den danske midlertidige momsnedsættelse af 1975 og den mere ekspansive finans- og pengepolitik i Frankrig, Italien og UK. Disse markante faseforskydninger i den økonomiske politik førte til en serie af kriser for de svage valutaer: sterling og lira faldt voldsomt i løbet af 1976, den franske franc forlod samtidig slangesamarbejdet, og de nordiske lande kom ud i uholdbart store betalingsbalanceunderskud, de med en kombination af devalueringer og indre indgreb måtte søge at nedbringe over et kort åremål.

Da de økonomiske indgreb begyndte at virke i de svagere lande i 1976-77, gik opsvinget i stå i Tyskland og Japan; den indre efterspørgsel i disse lande var utilstrækkelig til at holde det i gang i en situation, hvor omverdenens efterspørgsel var vigende som følge af både appreciering af DM og yen og en mere forsigtig finansog En række successive lempelser i tysk og japansk økonomisk politik havde ikke held til at sætte gang i de private investeringer, som af de to store overskudslande blev anset for nøglen til en mere varig tilbagevenden til acceptabel økonomisk vækst.

I mellemtiden fortsatte US til fulde i sin rolle som lokomotiv i den internationale konjunkturudvikling. Alene blandt de større industrilande fortsatte USA, i alt fald frem til midten af 1978, med at gøre indhug på overskudskapacitet og ledighed - sidstnævnte i hurtigt tempe som følge af en væsentligt langsommere produktionsudvikling tidligere. Symptomerne på egentlig overophedning var måske tvivlsomme, men inflationstakten og det løbende betalingsbalanceunderskud voksede fraretruende. Denne udvikling fremkaldte et kraftigt fald i dollaren fra efteråret 1977, især over for enkelte stærke europæiske valutaer og yen. De afledte virkninger heraf i form af højere inflationstakt og løbende underskud i USA og langsommere vækst i overskudslandene blev helt åbenbar i løbet af 1978. Den manglende koordination af den økonomiske politik havde overladt for store byrder til valutakursændringer ved at gøre dem til det centrale instrument for betalingsbalancetilpasning.

For at undgå uønskede konsekvenser, især en yderligere faseforskydning af den økonomiske udvikling mellem USA på den ene side og overskudslandene på den anden side, omlagdes den økonomiske politik i de større lande i løbet af 1978. USA greb ind, navnlig pengepolitisk, for at styrke dollaren på valutamarkedet og dæmpe den indenlandske inflation. Tyskland og Japan fik gennem skattelettelser og større offentlige udgifter sat mere gang i det økonomiske opsving; og en pengepolitisk slog igennem i disse lande og i Schweiz, da store interventioner på valutamarkedet for at forhindre yderligere appreciering ikke blev steriliseret, men fik lov til at slå igennem på den indenlandske likviditet.

Man kan med fuld ret spørge, hvorfor koordinationen var så svag så længe. To væsentlige ingredienser blandt de nødvendige forudsætninger for en veludviklet international koordination var utvivlsomt til stede i højere grad end nogensinde tidligere: (1) tilgængelighed af fyldige analyser af samspillet mellem de enkelte landes økonomiske udvikling, og (2) hyppig kontakt mellem beslutningstagerne i den økonomiske politik i de enkelte lande. Hvordan kunne det gå så dårligt, når såvel det gensidige informationsniveau som de personlige kontakter syntes at være mere tilfredsstillende end i nogen tidligere periode?

En del af forklaringen ligger i den nye, delvist uforståede karakter af

tilpasningsproblemerne i de enkelte lande. Modelforudsigelser baseret på den lange forudgående periode med relativt beskedne svingninger omkring en stærkt voksende trend gav kun højst ufuldstændig indsigt i relationerne i midten af 1970erne; navnlig synes der at have været tale om stærkt overdrevne forestillinger om udviklingen i de private erhvervsinvesteringer. Tilsyneladende velforståede størrelser som produktionskapaciteten(»potential og den naturlige arbejdsløshed unddrog sig en egentlig kvantitativ bedømmelse. Generelt var de økonomiske agenters reaktioner præget af en anden forventningsstruktur end tidligere og navnlig af større usikkerhed omkring den økonomiske politik og de internationale økonomiske rammer. En sådan kvalitativ ændring var velmotiveret af den faktiske udvikling. Den har givet inspiration til en væsentlig udvidelse af forskningsindsatsen blandt empiriske modelbyggere og andre økonomer og politologer for at kortlægge forventningsdannelsenomkring indgreb. Men der er meget lang vej tilbage til det optimistiske indtryk af at have overblik over de økonomiske sammenhænge, som prægede forberedelsen i de større industrilande af finans- og (til dels) pengepolitiske indgreb i begyndelsen af 1970erne.

Erfaringerne fra 1970ernes stagflation synes at kunne sammenfattes i følgende: Den utilfredsstillende udvikling i 1970erne er ikke blot fremkommet som resultat af stigende vanskeligheder i de enkelte lande med at nå tilfredsstillende kombinationer af de vigtigste makroøkonomiske mål. Stagflationen har tillige haft en international dimension, der kan sammenfattes derhen, at manglende koordination og den deraf følgende ustabilitet på valutamarkederne har uddybet og forlænget 1970ernes økonomiske krise. Det er derfor vigtigt ved begyndelsen af 1980erne, hvor det internationale økonomiske system sandsynligvis vil komme ud for realøkonomiske og monetære forstyrrelser af samme type, omend af mindre omfang, som i 1970erne, at vurdere mulighederne for at undgå en gentagelse af de senere års fejltagelser.

De europæiske perspektiver

Erfaringerne fra 1970erne med stærke såvel midlertidige som mere langvarige forskelle med hensyn til vækst, beskæftigelse, inflation og ekstern uligevægt har kunnet genfindes i EF-landenes mindre kreds. Faktisk spænder EF-landenes erfaringer - fra Tyskland til Italien - over stort set hele det spektrum, som udgøres af samtlige OECD's 24 medlemslande - når bortses fra enkelte mindre industrilande i Sydeuropa.

Det må undre, at forskellene i den økonomiske udvikling er blevet så store i en kreds af lande, som for kun syv år siden - ved topmødet i Paris i oktober 1972 - bekræftede deres vilje til at nå frem til en økonomisk og monetær union (ØMU) i 1980.

Trods den intensive mødeaktivitet og det generelt høje informationsniveau i de enkelte lande om udviklingstendenserne i den økonomiske situation og politik i de øvrige medlemslande har der ikke været politisk vilje til at tage de fornødne skridt til at sikre en mere parallel udvikling i inflationstakt og betalingsbalance: en langt nærmere koordination af den økonomiske politik, og især af pengepolitikken. Det er heller ikke vanskeligt at påvise, at en manglende eller overoptimistisk analyse af det økonomiske indhold i unionsplanerne havde et betydeligt medansvar for, at man ikke engang kom til afslutningen af den første fase på vejen til ØMU.

Det er ikke stedet her at gå ind i en nærmere vurdering af årsagerne til. at initiativerne fra 1970-72 løb ud i sandet. Det interessante for en vurdering af 1980ernes perspektiver er at bestemme karakteren af det nye initiativ i det europæiske samarbejde, som blev taget med oprettelsen af Det Europæiske Monetære System (EMS) og vurdere dets videre udviklingsmuligheder. Det umiddelbart iøjnefaldende er et væsentligt lighedspunkt og en ligeså klar forskel, når der sammenlignes med oplæggene til ØMU.

Den iøjnefaldende lighed er den ydre inspiration, som i begge tilfælde har bekræftet det europæiske samarbejdes defensive karakter. I 1972 såvel som i 1978 var det en reaktion i utilfredshed med det internationale valutasystems spilleregler - eller mangel på sådanne. Medens den europæiske utilfredshed i 1972 rettede sig mod konsekvenserne for de europæiske valutaers indbyrdes stabilitet af de udvidede udsvingsmuligheder omkring dollar-centralkurserne, som Smithsonian-aftalen fra december 1971 havde åbnet muligheder for, var utilfredsheden i 1978 rettet mod selve systemet med flydende valutakurser. Dollarens bratte fald over for bl.a. de vesteuropæiske valutaer fra efteråret 1977 havde skabt stigende utilfredshed med USA's ekspansive politik og frygt for, at forsøgene fra såvel private som offentlige indehavere af dollars på at omlægge til andre valutaer, ville afbryde den relativt høje grad af stabilitet i kursrelationerne de europæiske lande imellem, som havde præget markederne siden efteråret 1976. Omlægningen havde - fuldt forståeligt - tendens til især at ske til DM-benævnte aktiver med det resultat, at den tyske valuta blev drevet opad og bort fra de øvrige EF-valutaer.

Det direkte modtræk mod en sådan udvikling ville have været et samarbejde mellem de tyske og amerikanske myndigheder om en stabilisering af DM/$-kursen, evt. gennem tilkendegivelse af en målzone. Men i den lange periode op til november 1978, hvor USA var vanskelig at få i tale, mistede Tyskland tålmodigheden og tog for første gang i efterkrigstiden et klart valutapolitisk initiativ, der brød med den traditionelle tyske rolle som USA's trofaste allierede. I midten af 1960erne, da præsident de Gaulle startede en fransk offensiv mod dollaren for at ændre grundlaget for det internationale valutasystem, var Tyskland ikke rede til at slutte op, men afgav

tværtimod løfte til USA om ikke at ville kræve omveksling til guld af deres dollaraktiver. I 1978 var der for første gang basis for et fælles fransk-tysk initiativ på EF's vegne - omend tilslutningen fra italiensk og britisk side var mindre helhjertet. Initiativet fik form af et udvidet valutarisk samarbejde inden for EF med den europæiske regningsenhed (ECU) som et centralt element og med en foreløbig skitse til opbygning af en europæisk monetær fond (EMF) ved delvis sammenlægning af medlemslandenes guld- og dollarreserver og udvidede gensidige kreditfaciliteter. Strategien i valutasamarbejdet var, at den tættere sammenknytning af de deltagende EF-valutaer skulle gøre EF mindre sårbar over for svingninger i USA's økonomiske politik og dermed i dollarens styrke.

Det er endnu et helt åbent spørgsmål, om denne strategi vil lykkes. Omkring starten af EMS var det tydeligt, at systemet virkede i den forventede retning, dvs. til at styrke de svagere valutaer og udvande DM's karakter af et spekulationsobjekt. Men i en situation, hvor forskellene i inflationstakt mellem EF-landene i en nærmere fremtid fortsat vil være betydelige, vil systemets resultater skulle bedømmes ikke efter, hvor længe de indbyrdes kurser kan fastholdes, men efter hvor gnidningsfrit og udramatisk kurserne kan tilpasses.

Den væsentlige forskel i sammenligning med ØMU-planerne fra 1970-72 er nemlig, at det nu åbent anerkendes, at den optimale grad af kursfleksibilitet på EF's nuværende udviklingsstade ikke er nul. Men forskellige træk omkring EMS's tilblivelse kan give anledning til bekymring for systemets evne til at træffe hurtige beslutninger af den type, som blev truffet ved flere lejligheder i slangesamarbejdets senere faser.

For det første synes beslutningsprocessen at være blevet tungere som følge af den direkte rolle, som stats- og regeringscheferne i Det europæiske råd er kommet til at spille ikke blot i EMS's udviklingsfase, hvor det normale nationale og internationale bureaukrati periodevis var sat helt ud af spillet af initiativerne fra højeste sted, men også i senere beslutninger. Denne tendens til at politisere internationalt økonomisk samarbejde - også kendt fra de siden 1975 afholdte topmøder mellem stats- og regeringschefer i de syv største OECD-lande - har en klar berettigelse, når mere strukturelle større initiativer står på dagsordenen. Den kan komme til at virke lammende på handlekraften i EMS-samarbejdet.

For det andet er den tætte tilknytning til landbrugspolitikken endnu et moment, der vil kunne vanskeliggøre hurtige beslutninger. De svækkede muligheder for at indføre nye monetære udligningsbeløb ved kursjusteringer kan vise sig at blive en recept på immobilitet, især fra tysk side. Det bliver vanskeligere at overtale Tyskland til de revalueringer inden for EMS, som fra tid til anden kan vise sig ønskelige.

For det tredie er anvendelsen af ECU som numeraire i kurssystemet egnet til at

gøre det vanskeligere for det enkelte EMS-medlem at rejse ønsker om en justering. Da samtlige lande normalt må forventes at ville justere deres ECU-centralkurs, når en enkelt valuta i kredsen foretager en større ændring i sin kurs, vil der være tilbøjelighed til at udskyde tilpasningen til et tidspunkt, hvor flere lande er interesseret i et initiativ.

Alt i alt er disse spørgsmålstegn ved EMS's funktionsmåde dog ikke det væsentlige problem for det europæiske økonomiske samarbejde. Det afgørende er, om der vil være en mere udtalt vilje til at samordne hovedlinierne i den økonomiske politik langt tættere end i 1974-75, hvor de enkelte europæiske landes højst forskellige reaktioner på olieprisforhøjelserne skabte uholdbare divergenser i efterspørgselsudvikling inflationstakt og dermed i betalingsbalance udvikling. Den politiske ligevægt har utvivlsomt ændret sig i retning af større forsigtighed og mere vægt på ekstern balance siden 1974-75, hvor Frankrig, Italien og UK sammen med de nordiske lande gik en væsentlig mere ekspansiv vej end Tyskland. De mere langsigtede tilkendegivelser, der foreligger fra regeringerne i de tre største lande - Barre-planen i Frankrig, Pandolfi-planen i Italien og den konservative britiske regerings politik - tyder alle på en konvergens i retning af en mere stabilitetsorienteret politik til imødegåelse af forskydningen opad i oliepriserne i slutningen af 1970'erne. Faren er måske snarere, at de større europæiske lande, i iver efter ikke endnu engang at vente for længe med at dæmpe fornyede inflationstendenser og derved komme ud i en gentagelse af de svage valutaers krise, trækker hverandre ned på et lavere væksttempo end de hver for sig måtte have i tankerne.

Ser man længere frem i 1980erne antager igen forholdet til USA en afgørende dimension. Vil og bør det europæiske økonomiske samarbejde udvikle sig til et regionalt system, der på visse centrale punkter fremstår som et alternativ til et mere globalt system?

Det eneste område, hvor man allerede nogenlunde klart ser de alternativer, der herved ville vise sig, er formentlig påny det valutariske. I EMS-planerne ligger utvivlsomt fra de fransk-tyske initiativtageres side et alternativ til et system, hvor dollaren - med større eller mindre grad af accept fra USA's side - spiller den dominerende tolle som internationalt reserveaktiv. Det har været og er formentlig den fransk-tyske hensigt, at ECU'en skulle udvikles til et andet aktiv for derved at undgå en fortsættelse af tendensen til at gøre enkelte nationale valutaer, især DM, til reservevalutater. Ved at skyde ECU'en ind som et skærmbrædt mellem dollar og DM ville Europa opnå dels større stabilitet i de indbyrdes kursrelationer, dels på længere sigt en andel i den »møntningsgevinst«, som europæerne længe har hævdet tilfaldt USA som udsteder af det dominerende reserveaktiv. Dette sidste ville dog forudsætte,

at EF-landene tilsammen var villige til at opbygge et underskud på betalingsbalancensløbende
evt. på disse suppleret med de langfristede kapitalbevægelser -
en forudsætning, der i dag synes tvivlsom.

Alternativet, som i det sidste års tid har tegnet sig klarere, er, at dollaren aflastes i sin rolle gennem en stor ombytning af dollars mod særlige trækningsrettigheder (SDR) gennem Den internationale Valutafond (IMF). Planerne for en sådan såkaldt substitutionskonto vil være under diskussion i IMF ind i 1980, og det er endnu uklart, om der kan findes en formel, som på samme tid er akceptabel for USA og for de europæiske og andre lande, som ligger med store dollarbeholdninger.

Begge alternativer ville klart være at foretrække frem for en passiv fortsættelse af bevægelsen henimod et internationalt system baseret på flere nationale valutaer som væsentlige reserveaktiver med al den ustabilitet i kursrelationerne, som det ville føre med sig. Det er derimod mindre klart, om et system baseret i stigende grad på SDR ville være at foretrække frem for et system baseret på et net af regionale nøglevalutaer: dollar, ECU, yen og måske flere, forudsat at kursrelationerne mellem sådanne regionale blokke kunne styres i nogenlunde harmoni.

Det vil være en påtrængende problemstilling for det europæiske samarbejde i 1980erne at tage stilling for i det mindste ét af disse større perspektiver for det internationale system. Hidtidige erfaringer giver ikke store forhåbninger om en klar stillingtagen. Tyskland vil gerne aflastes for sin stadigt mere generende rolle som begyndende reservevaluta, men viger tilbage fra midlerne: at gøre enten ECU eller SDR tilstrækkeligt attraktive og anvendelige. Overgangen til et system med sammensatte reserveenheder kræver, som ved markedsføring af nye varer, at fordelene ved at besidde og anvende det nye aktiv fremhæves og udbygges. Såvel i deres holdning til ECU'ens anvendelighed som til SDR's afkast og likviditet synes Tyskland, med nogen støtte af Frankrig og Benelux-landene, at være præget af en kritisk forsigtighed, som står i klar kontrast til den dynamik, hvormed EMS-planerne blev undfanget og lanceret i 1978.

Selv om planerne om international valutareform i den ene eller den anden af de tre nævnte retninger kan forekomme meget ambitiøse i lys af de aktuelle holdninger i de vigtigste lande, er det dog værd at minde om, at de ligger på et langt lavere ambitionsniveau end de skitser til udformningen af en egentlig parallel valuta, som er blevet fremlagt fra mere akademisk hold i 1970erne.¹ Hvis man skulle forestille sig indførelsen af en sådan ny enhed, som var tilstrækkelig attraktiv til gradvis at fortrænge de nationale europæiske valutaer, ville det kræve en ændring i

---

1. Jfr. diskussionen af perspektiverne i indførelsen af en parallel valuta med konstant købekraft i Fratianni, M. og T. Peeters, One Money for Europe, London 1978.

holdningerne til national økonomisk-politisk selvstændighed, som må anses for at ligge uden for de realistiske muligheder, selv når tidshorisonten er hele det kommende tiår. Det væsentligste dilemma i det europæiske økonomiske samarbejde vil forblive de modstridende økonomiske og politiske hensyn. Mens rent økonomiske overvejelser ville tilsige, at flere og flere makroøkonomiske beslutninger i et økonomisk tæt integreret område som Vesteuropa hensigtsmæssigt kunne træffes på EF-plan, ligger det klart i den politiske holdning i de fleste EF-lande, at man ikke er rede til at overlade fastsættelsen af selv grove spilleregler i penge- og finanspolitikken til EF-organer, ligesom man er uvillig til at give EF et budget af den relativt beskedne størrelse, som ville være påkrævet for at give konjunkturudviklingen øget indre stabilitet.²

Kommentar

Institut for Produktion, Aalborg Universitetscenter

Hans E. Zeuthen

Hovedsynspunktet i Niels Thygesens indlæg er, at »den utilfredsstillende udvikling i 1970erne ikke blot (er) fremkommet som resultat af stigende vanskeligheder i de enkelte lande med at nå tilfredsstillende kombinationer af de vigtigste makroøkonomiske mål. Stagflationen har tillige haft en international dimension, der kan sammenfattes derhen at manglende koordination og den deraf følgende ustabilitet på valutamarkederne har uddybet og forlænget 70ernes økonomiske krise«.

---

2. En grundig gennemgang af kravene hertil findes i Report of the Study Group on the Role of Public Finance in European Integration (McDougall Report), Bruxelles 1977.

Der er næppe tvivl om, at 70ernes lavkonjunktur har tæt sammenhæng med de forstyrrelser i de enkelte landes betalingsbalance, der fulgte i kølvandet på olieprisstigningen i 1973-74. Sammentrængt kan man måske udtrykke det på den måde, at summen af de enkelte landes betalingsbalancemålsætninger har afveget altfor meget fra 0. Der har ikke som pendanter til overskudslandene (e.g. OPEC-landene) været lande, der roligt har villet affinde sig med underskud på betalingsbalancen. En koordination af betalingsbalancemålsætningerne, så disse inkonsistenser blev elemineret, ville være yderst ønskværdig - navnlig hvis der i de kommende år kommer nye bølger af olieprisstigninger. Men det er desværre en form for international økonomisk samordning, som det er meget vanskeligt at få gennemført.

At der er en vis forbindelse mellem olieprisstigningerne og det høje inflationsniveau kan heller ikke anfægtes. Internationalt koordinerede foranstaltninger, der kunne sikre en mere jævn udvikling i oliepriserne i stedet for den hidtidige springvise, ville formentlig kunne reducere den inflationære virkning af fremtidige olieprisstigninger. En vanskelighed ved en sådan koordination er det imidlertid, at den også helst skulle omfatte udbudssiden, og islamiske revolutioner o.s.v. lader sig kun vanskeligt indpasse i en politik, der skal sikre gradvise og kontinuerte ændringer i olieforsyningssituationen.

Endelig er det nok rigtigt, som Thygesen hævder, at penge-, valuta- og finanspolitiken i de enkelte lande ikke har været optimalt afstemt efter hinanden. Men det er meget vanskeligt at sige, hvad man egentlig skal forstå ved en optimalt koordineret økonomisk politik. Det der fremstår som en ideel koordinering fra een nations side, vil ofte blive betragtet som uhensigtsmæssigt af en anden nation. Dette skyldes både den allerede nævnte inkonsistens med hensyn til betalingsbalancemålsætningerne og det velkendte forhold, at det i hvert fald på kortere sigt i praksis er umuligt frit at vælge betalingsbalancestilling, beskæftigelsesgrad og inflationstakt.

En mere tilbageholdende økonomisk politik i USA ville givetvis have betydet, at dollaren ikke var faldet så meget, at de globale ændringer i valutakurserne nok var blevet mindre, og at inflationstakten i USA måske også var blevet lidt lavere. Men prisen for amerikanerne ville - i hvert fald i en ret lang periode - have været større arbejdsløshed og mindre produktionsstigning, og det er absolut også et åbent spørgsmål, om en sådan økonomisk politik ville have gavnet produktion og beskæftigelse i Europa.

Det synes nærliggende at antage, at hovedårsagen til, at det er så svært at koordinere den økonomiske politik, dybest set er, at det er vanskeligt at fastslå, hvori den optimale koordinering skal bestå, navnlig er det vanskeligt at bygge bro mellem de klare modsætningsforhold, der er landene imellem.

Niels Thygesen har utvivlsomt ret i, at erfaringerne med mere eller mindre frit flydende valutakurser har været skuffende for mange lande, og der er derfor i disse år en stigende tilbøjelighed til at mindske valutakursændringerne. Slår man i stedet sin lid til at det er international koordination, der skal løse problemerne, kan skuffelsen imidlertid let blive endnu større.

Trods vanskelighederne med nærmere at fastlægge efter hvilke kriterier en international koordination bør foregå, er det naturligvis ikke således, at man helt må opgive den; men man skal være forsigtig med at stille for store forventninger til den. Modsætningsforholdene mellem landene er store og reelle. I Danmark synes vi, at det ville være ønskeligt, at OECD-landene førte en ekspansiv økonomisk politik - en politik der på een gang kunne gavne vores beskæftigelse og betalingsbalance, men hvis alle lande ræsonnerer tilsvarende »usolidarisk«, kommer der naturligvis ikke noget ud af det.