Resumé

summary: Since 1960 employment in the public sector and the professions has risen considerably in Denmark. The population increased. In the seventies the growth was most marked in municipalities with less than 100.000 pop. The observed trends is likely to continue into the eighties though not for the smallest towns nor for the rural districts. Some local labour markets will become vulnerable due to a one-sided production structure in the present climate of low economic growth. The introduction of new technologies may also play a role here.

1. Regionalisme - regionalpolitik

Halvfjerdserne er blevet udpeget til regionalismens årti i Europa - det årti, da det virkelige regionale selvstyre ville få fodfæste i de landsdele og egne, hvor velartikulerede mindretal længe havde ønsket det og arbejdet (måske kæmpet) for det. Skotland, Bretagne, de baskiske provinser, dele af Italien, Flandern og Wallonien kan nævnes som eksempler - Grønland, dersom vi medtager oversøiske områder styret af en europæisk stat. Mange af disse landsdele er - sammenlignet med resten af den nation, de tilhører - økonomisk tilbagestående. Dette gælder særligt Syditalien, Bretagne og tildels Skotland og Wallonien samt - naturligvis - Grønland, mens de øvrige har en rimeligt høj produktion pr. indbygger. Alle har de et folkeligt særpræg, som fører til ønskerne om begrænset selvstyre, men uden at de derved opgiver den økonomiske integration med resten af nationen. Endda ønsker - og får - de fleste økonomisk støtte fra centralregeringen i form af erhvervspolitiske tiltag, egnsudviklingspolitik, transportpolitik o.lign.

Alle europæiske lande har ført en form for regionalpolitik - »foregangslandene« Storbritannien, Frankrig og Italien fra omkring slutningen af fyrrene, de øvrige først i løbet af halvtredserne og tresserne. Syddanmark kom beskedent med i 1958, da den første egnsudviklingslov trådte i kraft. I Grønland begyndte en væsentlig indsats som bekendt tidligere.

Den politiske regionalisme har derimod ikke ført så store resultater med sig, som
mindretallene havde ventet. For eksempel er Skotlands politiske status stadig næsten

uændret, det franske centralstyre drømmer ikke om at give det mindste gran af selvstyre til Bretagne, og i Belgien er en bitter forfatningskamp igang, som medfører stadige regeringskriser og et dårligt politisk klima. På den anden side har Grønland fået et begrænset selvstyre og en egentlig regional reform er blevet gennemført i Italien, sådan at man kan tale om overførsel af en del af den politiske magt fra Rom til provinserne.

2. Regional udvikling og byvækst i Europa

Der er store økonomiske forskelle både mellem de europæiske lande indbyrdes og inden for dem hver for sig. De rigeste regioner i EF har omtrent fem gange så høj indkomst som de fattigste. Denne forskel har holdt sig nogenlunde siden 1958. Hele Irland, den største del af Syditalien og Mellemitalien samt dele af Skotland har meget lav indkomst pr. indbygger. Store dele af England og resten af Italien er også relativt fattige.

Den samlede beskæftigelse steg fra 1960 til 1970 i seks af fællesmarkedslandene: Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Danmark og Irland. Den faldt i Forbundsrepublikken Tyskland, i Italien samt i Storbritannien og Nordirland. Inden for alle lande finder der en regional differentiering sted. I de fleste tilfælde fandt stigningen i beskæftigelsen således sted i de velstående regioner beliggende enten ved havet eller langs de store floder. Sardinien og Nordøstskotland danner undtagelserne. De »ældste« industriregioner i Europa: Ruhrdistriktet, Wallonien, Nordfrankrig, Nord- og Midtengland og det centrale Skotland mistede beskæftigelse. Dette gælder såvel den samlede beskæftigelse som industribeskæftigelsen. Minedriften, den tunge industri og tekstilindustrien var tidligere koncentreret i disse regioner. De nævnte brancher har længe været i tilbagegang, og de regioner, de er beliggende i, har ikke været i stand til at tiltrække ny industri. En væsentlig grund hertil er industriområdernes alder og den heraf følgende relativt dårlige kvalitet af infrastrukturen, både i henseende til offentlig service, veje og boliger. Uden for disse relativt tilbagestående områder er industribeskæftigelsen også faldet i flere storbyregioner med en veludbygget infrastruktur (Randstaad Holland, London, Hamburg, Storkøbenhavn, Genua).

Alligevel bor europæerne i storbyområder. Disses andel af den samlede befolkning er steget fra 86.0 procent i 1950 til 88.3 procent i 1970 og befolkningsandelen i de centrale dele¹ af storbyområderne er også steget (fra 35.9 procent i 1950 til 38.3 procent i 1970). Væksten fandt hovedsagelig sted på bekostning af de

---

1. Herved forstås en centralt beliggende by med en jobtæthed på > 12.35 pr. ha samt det nærmeste pendlingsopland.

fjernereliggende, landligt prægede områder, hvis befolkningsandel faldt fra 14.0
procent i 1950 til 11.7 procent i 1970.

I det store og hele voksede de Britiske Øer og Skandinavien langsommere end Vesteuropa (Benelux og Frankrig), Centraleuropa (Vesttyskland, Svejts, Østrig) og Sydeuropa (Portugal, Spanien, Italien). I de tre sidste lande, voksede befolkningen i storbyerne imidlertid stærkt.

3. Regional udvikling og byvækst i Danmark i tresserne og halvfjerdserne

Der er sket meget store ændringer i både erhvervslivets og den offentlige sektors produktionsforhold siden 1960. Beskæftigelsen er vokset meget stærkt i den offentlige sektor og er faldet tilsvarende udenfor, navnlig i landbruget, men også industri- og anden fremstillingsvirksomhed udgør nu en mindre del af den samlede beskæftigelse end før (se tabel 1).

Der har også fundet væsentlige strukturændringer sted både i erhvervslivet og i den offentlige sektor. Der spores meget tydelige koncentrationstendenser: firmaer sammenlægges, koncerner inddrager flere og flere firmaer under sig, i visse industribrancher vokser bedriftsstørrelsen, selv om denne tendens er mindre udtalt i Danmark end i udlandet, detailhandelen koncentreres i stort omfang til supermarkeder. Det offentlige foretrækker store veludstyrede skoler og sygehuse fremfor tidligere tiders mindre og måske mere brugervenlige enheder.

I erhvervslivet sker der en vis opsplitning inden for det enkelte firma, navnlig i
industrien. Flere og flere personer beskæftiges med informationsoverførsel og anden
administration. Denne udvikling afspejler sig også i firmaafdelingernes beliggenhed,

sådan at visse funktioner udføres i én egn af landet, andre et andet sted. I mange
tilfælde sker den funktionelle spaltning dog inden for samme arbejdskraftopland.

Erhvervslivet har også flyttet sig geografisk. I stigende omfang har industribeskæftigelsen dermed selve vareproduktionen bevæget sig vestpå. Dette gælder i mindre udstrækning handel og service, nemlig kun for så vidt bosættelsens tyngdepunkt og fordeling ændrer sig. Det samme gælder naturligvis de offentlige serviceydelser.

Offentlig service og liberale erhverv er dog stadig i meget høj grad knyttet til hovedstadsregionen (København, Frederiksberg, Københavns amt, Frederiksborg amt og Roskilde amt), mens Jylland nu tager den relativt største del af industribeskæftigelsen (se tabel 2).

Hvad befolkningstilvæksten og dens fordeling på byklasser angår, er dette spørgsmål hovedtemaet i Planstyrelsens bymønsterrapport fra 1979. Rapporten søger at fremskrive befolkningen på forskellige kommuneklasser karakteriseret ved deres bymæssighed. For udviklingen op til 1977 finder den ansvarlige for rapporten, S. Uleris, et fald i Hovedstadsregionen og i de større byers vækst efter 1970. Hovedstadsregionen stagnerer befolkningsmæssigt, men denne stagnation dækker over en betydelig udflytning til forstæderne og navnlig til Frederiksborg og Roskilde amter. Relativt stiger store landsbyer og byer med færre end 10.000 indbyggere mest (se tabel 3).

4. Firsernes regionale udvikling i Danmark

Den danske befolkningstilvækst vil aftage yderligere, dersom halvfjerdsernes
tendenser i retning af lavere fødselstal fortsætter. Hovedstadsregionens befolkning vil

stagnere eller falde noget, mens Jyllands befolkning vil stige. Eftersom de globale økonomiske strukturproblemer tidligst kan forventes »løst« i slutningen af årtiet, vil der næppe ske nogen større nettoindvandring af udenlandsk arbejdskraft. Det vil derfor være befolkningens tilbøjelighed til at flytte mellem landets forskellige dele, som vil være afgørende for, om der vil ske væsentlige ændringer i dennes fordeling på landsdele og egne.

Da længere flytninger i de fleste tilfælde enten er betinget af erhvervsmæssige forhold, familieforhold eller uddannelse, mens kortere flytninger tillige er betinget af miljøpræferencer, parcelhusfordele og boligudgiftens størrelse på familiens budget, skal vi indledningsvis betragte de interregionale muligheder for en ændret erhvervslokalisering. Først må vi dog spørge, hvilke strukturændringer og hvilken teknisk udvikling og teknologispredning, vi med rimelig sikkerhed kan vente, samt på vigtige efterspørgselsfaktorer, selvom det vil være umuligt at gætte på et egentligt tidsforløb.

Først landbruget. Et vist fald i beskæftigelsen vil finde sted, omend man dårligt kan forestille sig en yderligere tilbagegang i antallet af faste medhjælpere (1978: ca. 18.000 helårsarbejdere). Men ejernes tal vil blive formindsket på grund af brugssammenlægningerog ejerformer. Planstyrelsen (1979) mener således, at den samlede landbrugsbeskæftigelse vil blive reduceret fra 179.000 (1976) til 138.000 i 1990. Den

største del af faldet stammer fra manglende tilgang af etableringsmodne landmænd
(generationsskiftet) og giver derfor ikke noget arbejdskrafttilskud i byerhvervene.

Industrien derimod vil sandsynligvis undergå væsentlige forandringer. På verdensplan ser man i disse år en meget betydende omlokalisering af visse brancher, som tidligere betød meget i de vestlige industrinationer, til asiatiske eller sydamerikanske lande, til dels også til Sydeuropa og til det sydlige USA. Dette gælder dele af stålindustrien, skibsværftindustrien og tekstilindustrien samt i mindre omfang beklædnings- og skoindustri. Andre brancher er også »ramt«, f.eks. dele af den elektroniske industri og automobilindustrien.

Det må i øvrigt antages, at en væsentlig efterspørgselskomponent vil blive
afsvækket på grund af den stagnerende befolkningsudvikling i Europa.

Endvidere ved vi, at efterspørgslen efter varige forbrugsgoder nu har en høj
mætningsgrad, sådan at der i fremtiden i større omfang bliver tale om erstatningskøb.
Dette gælder også i et vist omfang boligerne (by- og boligfornyelse).

Nye produktionsområder er dog på vej: udstyr til friluftsaktiviteter og elektronisk udstyr til brug ved underholdning i hjemmet (båndmaskiner til fjernsyn etc.), men de vil efter alt at dømme ikke kunne absorbere så stor en købekraft som i tresserne og halvfjerdserne. De råstofproducerede lande uden for Europa vil få stigende økonomisk betydning, ligesom lavtlønslande vil overtage en del af Europas industriproduktion, jvf. ovenfor. Miljøhensyn vil måske være en medvirkende årsag til at en del af produktionen flyttes til u-lande.

Der må i det hele taget ventes en stigende konflikt mellem beskæftigelses- og
miljøhensyn, dersom erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken ikke koordineres bedre
med miljøpolitikken.

Hvordan disse betingelser vil virke på industrien branche for branche i Danmark er det for øjeblikket ikke muligt at udtale sig om. På landsniveau kan det sikkert antages, at elektronisk og elektroteknisk industri sammen med maskinindustri og måske kemisk industri vil få stigende beskæftigelse i det næste årti, mens tekstiler, beklædnings-, sten-, ler- og glasindustri, jern- og stålværker samt skibsværfter vil falde yderligere.

Dette betyder, at der en vis risiko for alvorlig arbejdsløshed i de lokale
arbejdsmarkeder, der er stærkt domineret af tilbagegangsindustrierne, som f.eks.
Munkebo og Nakskov (skibsværfter).

Den tekniske udvikling vil selvsagt betyde meget for industriens omstrukturering.

Så vidt man kan bedømme i dag, er de tekniske nøgleområder, hvor udviklingen går stærkest, knyttet til elektronikkens komponentproduktion og den dermed sammenhængende automatisering af maskiner og anlæg samt til nyskabelser på det kemiske og biokemiske procesområde. Det sidste er dog kun i sin vorden.

Inden for elektronikken er det udviklingen af integrerede kredsløb og miniaturiseringen af komponenterne, som har været afgørende og inden for kemiteknikken den mulige fremstilling af organiske kemikalier ved hjælp af mikroorganismer.

Miniaturiseringen har medført, at mikroprocessorer og datamater kan fås til priser, som var utænkelige for blot få år siden, og deres anvendelse vil utvivlsomt brede sig stærkt til alle industrisektorer. Forbrugsgodeindustrierne inden for jern- og metal vil blive præget af dem lige såvel som maskinindustrien.

Den danske kemiske industri er p.t. inde i en stagnationsperiode. I udlandet sker der imidlertid en betydelig udvikling og det må forventes, at der i firserne vil være et omfattende teknologiudviklingspotentiel, dersom finansieringsmulighederne er til stede og miljøpolitikken tillader det.

Hvad de regionale konsekvenser vil blive er naturligvis meget usikkert. Man kunne tænke sig en relativ forøgelse af industribeskæftigelsen i både hovedstadsregionen og de største provinsbyer som følge af den elektroniske revolution, idet en stor del forskningsintensive virksomheder som kan videreudvikle mikroprocessor-teknikken er beliggende i disse områder. På den anden side kan disse virksomheder tabe terræn i den nuværende stærke internationale konkurrence, hvilket igen vil stille udkantsregionerne bedre. Forbedret telekommunikation kan få den samme virkning. Ser man på de teknologisk avancerede vækstbrancher inden for jern- og metalindustrien har disse dog i halvfjerdserne haft langt den største vækst uden for hovedstadsregionen (Hartoft Nielsen, 1979).

Servicebeskæftigelsens lokalisering vil i større omfang end industriens være påvirket af boligbyggeriet og af de nu eksisterende boligers placering i forskellige bystørrelser. Mulighederne for byvækst er nu underkastet regionplanloven (fra 1973). Denne lov bestemmer, at amtsrådene skal udpege de områder, hvor den fremtidige byvækst skal (kan) finde sted. Regionplanerne godkendes af Miljøministeriet, som i løbet af den nærmeste tid skal tage stilling til amternes planer. Hovedstadsregionen har dog allerede fået sin plan igennem. Planstyrelsen (1979) har med henblik på denne behandling fremskrevet befolkningens fordeling på bytyper frem til år 2000. ligesom den har gennemregnet tre spatialt differentierede scenarier ligeledes til år 2000.

I fremskrivningen får man et billede af situationen, dersom halvfjerdsernes trends fortsætter. Dette medfører for Hovedstadsregionen en stagnation, mens alle andre byklasser med over 200 indbyggere vil vokse, og landdistrikternes befolkning vil gå tilbage.

De tre scenarie modeller forudsætter derimod en form for central styring. De er »så
vidt muligt lagt tæt op ad de alternative regionplanskitser, som amtskommunerne

har haft frem til debat«. (Planstyrelsen 1979, udkast pg. 142). Der arbejdes med en koncentreret model, hvor boligbyggeriet tænkes samlet så meget som muligt i amternes største byer; med en anden model hvor så stor en del af boligbyggeriet som muligt placeres i egnscentre og endelig med en decentraliseret model.

Både befolkningsfremskrivningerne og modellerne er udarbejdet uden nogen
modelmæssig sammenkobling til den forventelige udvikling i de private erhverv og
den planlagte udvikling i den offentlige sektor.

Beregningerne viser nogle ganske store forskelle mellem modellerne. For
hovedstadsregionen og for kommuner uden amts- og egnscentre2 ses de i fig. 1.

---

2. Er ikke nødvendigvis beliggende i landets periferi. Stevns og Nykøbing-Rørvig er f.eks. sådanne kommuner. De fleste ligger dog i Jylland.

Planstyrelsen udtaler sig ikke om sandsynligheden af sine modeller. Med den nuværende energisituation taget i betragtning, opbygningen af naturgasnettet og den fortsatte opprioritering af den kollektive trafik vil man dog næppe komme til at se et resultat, som ligger nært op ad decentraliseringsmodellen.

Kommentar

Sydjysk Universitetscenter

Poul Ove Pedersen

I sin version af 1980ernes regionale udvikling i Danmark konkluderer Ulf Christiansen, at hovedstadsregionens befolkning vil stagnere eller falde, mens Jyllands vil stige. Betingelsen for denne udvikling er dog befolkningens tilbøjelighed til at flytte fra hovedstaden til Jylland, og den vil, siges det, først og fremmest afhænge af erhvervsudviklingen. Dette er naturligvis delvis rigtigt, men der er grund til at gøre opmærksom på, at sammenhængen mellem arbejdsmarkedsudviklingen og vandringerne formentlig er af faldende betydning.

Med stigende specialisering på arbejdsmarkedet vil de delarbejdsmarkeder, hvor den enkelte kan søge arbejde, blive mindre og mindre og selv i store byer være ret små. Hvis tilgangen og jobåbningerne på de enkelte arbejdsmarkeder er tilfældig over tiden, betyder det, at chancen for at der i det enkelte arbejdsmarkedsområde netop er et ledigt job og en ledig arbejder samtidigt bliver mindre og mindre, selv om der i gennemsnit er balance på arbejdsmarkedet. Den geografiske mobilitet må derfor stige, hvis der reelt skal opretholdes balance på arbejdsmarkedet (Oberg og Oscarsson, 1979).

I realiteten er den geografiske mobilitet imidlertid snarere faldende.

Det skyldes for det første, at arbejdsløsheden har ændret struktur. I 1960erne var arbejdsløsheden især geografisk ulige fordelt. I visse arbejdsløshedsøer ramte arbejdsløsheden de fleste grupper, samtidig med at der i andre dele af landet var mangel på arbejdskraft. Man var derfor temmelig sikker på at få arbejde, hvis man flyttede. Idag er de geografiske forskelle reduceret og det er især visse grupper af arbejdstagere, der er ramt af arbejdsløshed, nemlig de unge, de ældre og kvinderne; og for disse grupper er der arbejdsløshed over hele landet. Deres beskæftigelsessituation forbedres derfor ikke, selvom de flytter.

For det andet vil specialiseringen sammenholdt med det stigende antal beskæftigede pr. husstand, efterhånden som kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, gøre det stadig vanskeligere at tilgodese begge ægtefællers jobønsker samtidigt, selv om der i gennemsnit er balance på alle de enkelte delarbejdsmarkeder. Det betyder, at enten vil mobiliteten falde eller også vil en stigende del af beskæftigede flytte på grund af situationen på ægtefællens arbejdsmarked og ikke på grund af situationen på eget arbejdsmarked.

Det er derfor sandsynligt, at den mangel på balance på arbejdsmarkedet vi har oplevet i
1970erne vil fortsætte i 1980erne, hvis der ikke gøres en særlig indsats for at undgå det.

I denne situation er den generelle arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik, der traditionelt har været ført her i landet, helt utilstrækkelig. Det er ikke længere nok at øge det samlede udbud af arbejdspladser og så håbe at folk flytter hen til dem. Det vil i stigende omfang blive nødvendigt at supplere den generelle politik med en lokal eller regional erhvervs-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik, der aktivt arbejder for at etablere arbejdspladser til de grupper, det private erhvervsliv og den traditionelle offentlige sektor skyder fra sig.

Kommuner og amtskommuner har da også op gennem 1970erne i stigende omfang
engageret sig aktivt i en sådan politik, f.eks. i forbindelse med ungsoms- og langtidsledigheden
og ved redningsaktioner i forbindelse med større virksomhedslukninger.

Det er naturligvis en fare ved sådanne kommunale og amtskommunale tiltag, at de kan føre til en ufrugtbar konkurrence mellem kommunerne om at tiltrække arbejdspladser ved at underbyde hinanden, sådan som man oplevede tilløb til det i 1960erne. 1 den nuværende situation er risikoen dog nok snarere, at nogle kommuner kunne fristes til at skyde problemerne fra sig og lade nabokommunerne løse dem; således har der nok været en tendens til, at de store kommuner har måttet løse en uforholdsmæssig stor del af ungdomsar bejdsløshedsproblemerne.

For at undgå sådanne problemer er det nødvendigt at de lokale erhvervs- og
arbejdsmarkedspolitikker koordineres med lands- og regionplanlægningen. Dette er samtidig
en betingelse for, at regionplanerne kan realiseres efter hensigten.

Foreløbigt udtaler regionplanerne sig imidlertid ikke særlig detaljeret om ønskerne til erhvervsudviklingen. Ofte indskrænker man sig til at ønske et mere differentieret erhvervsliv dels for at reducere konjunkturfølsomheden og dels for at få et mere differentieret udbud af arbejdspladser.

Der forekommer mig at være to alternativer, vi må vælge imellem:

- en horizontal diversificering, hvor vi vælger at supplere den eksisterende, regionale
erhvervsstruktur med nye nicheindustrier beregnet på eksport og baseret på ikke-lokale input.

Herved udnyttes den højtkvalificerede arbejdskraft bedst muligt, men afhængigheden af
udlandet stiger.

- en vertikal integrationspolitik, hvor vi vælger at supplere den eksisterende, regionale
erhvervsstruktur med virksomheder, der kan levere nogle af de input, der i dag importeres.

Derimod bliver erhvervsdifferentiering i traditionel, sektoriel forstand formentlig mindre
væsentlig. Det gælder i stedet om at sikre en erhvervsstruktur, hvor alle niveauer i
ledelseshierarkiet og alle funktioner (salg, produktion etc.) er repræsenteret i regionen.

En af de vigtigste opgaver i 1980erne i relation til den regionale udvikling vil være at få
formuleret mere specifikke kommunale og amtskommunale politikker på dette område,
omfattende både erhvervs- og uddannelsespolitik.

Litteratur

Oberg S., og G. Oscarsson. 1979. Regional
and interregional migration.
- matching jobs and individuals on local

labour markets. Regional Studies, Vol. 13
no. I, pp. 1-14.

Litteratur:

Christiansen, U. 1979. Storbyerhvervenes mobilitet 1961-76. SBI-Byplanlægning 35, Statens Byggeforskningsinstitut. Hørsholm.

ERIPLAN. 1979. location of Economic
Activities. Bryssel.

Hall, P., Hay, D. 1978. Research on the
European Urban System; Progress Report.
Wien. (lIASA.)

Hartoft-Nielsen, P. 1979. Jern- og metalindu-

Illeris, S. 1979. Den regionale udvikling
knækker - koncentrationen af befolkning og
erhverv ophører. Notat.

Planstyrelsen. 1979. Det fremtidige bymønster.
København.

Vining, D. R. 1978. Population Dispersal from
the Industrial World's Core Regions. Wien.
(lIASA.)