Resumé

summary: In the seventies the question o/pollution was mainly dealt with by means of capital investment in the private and public sector. It is proposed that the narrow concept of pollution in the eighties will give way to a much wider concept of the environment, with emphasis on a preventive policy. It is shown that a preventive policy may in fact in certain cases deteriorate the environment.

1. Forureningsbekæmpelsen i 70erne

Ved udgangen af 60'erne var forureningsspørgsmålet blevet indarbejdet i den
offentlige bevidstbed. Ved udgangen af 70erne har de vestrige industristater reageret
på denne udfordring.

Litteraturen om forurening og forureningsøkonomi omfatter nu tusindvis af artikler, bøger og betænkninger, teoretiske studier og empiriske arbejder, dybt specialiserede værker og oversigtsartikler. Journal of Environmental Economics and Management indeholder lige så mange svært tilgængelige artikler som andre respektable specialtidsskrifter. Den akademiske verden har ikke været passiv.

Men det er ikke blevet ved ord alene. Forureningsbekæmpelsen er blevet organiseret i løbet af 70erne. I Danmark er dette sket ved et centralt miljøministerium, bestående af et departement og 5 styrelser; som noget nyt - til efterfølgelse for andre ministerier - med egen forskningsbevilling. Det lovmæssige grundlag for forureningsbekæmpelsen blev i hovedsagen tilvejebragt med miljøbeskyttelsesloven af 1973.

Med dette organisatoriske udgangspunkt er der sket en række indgreb. Mindst er der sket på støjområdet, som dog ifølge miljøministeriet står foran en opprioritering i 80erne, men for vandforureningen er der bygget kollektive rensningsanlæg til et samlet beløb af størrelsesordenen 8-10 milliarder kr., ligesom der er grebet ind over for luftforureningen. Det præcise resultat af disse anstrengelser vil i mangel af en regelmæssig miljøstatistik først blive offentliggjort, når miljøreformens konsekvenser bliver fremlagt i en samlet beretning i 1981/82, hvor miljøbeskyttelsesloven står for revision. Men der kan næppe være tvivl om, at Danmark på de vigtige områder luftog er blevet renere i løbet af 70erne. Om dette objektivt konstaterbare forhold også svarer til befolkningens subjektive opfattelse, er et uafklaret spørgsmål.

2. Det udvidede miljøbegreb

Det er imidlertid karakteristisk, at det traditionelle forureningsbegreb er blevet
afløst af et væsentligt mere omfattende miljøbegreb, ligesom det geografiske
perspektiv er ved at ændre sig.

Blandt de væsentlige nye, eller opprioriterede, emner i det bredere miljøperspektiv kan nævnes genanvendelse, hvor der i 1977 blev vedtaget en lov specielt med sigte på genanvendelse af papir og flasker fra husholdningssektoren. Naturfredning og landskabspleje indgår i det mere omfattende miljøbegreb. Trækfuglenes ynglemuligheder således et væsentligt spørgsmål ved debatten om det fremskudte dige i Vadehavet. Landbrugets mekanisering og stordrift har haft uheldige bivirkninger ved at udtørre vandhuller til skade for et alsidigt fugleliv. Det er ved at blive almindeligt erkendt, at det ikke kun er den driftsøkonomiske rentabilitet, der bør afgøre, om der skal plantes granplantager eller bøgeskove; skovenes største værdi er den rekreative.

Sideløbende med denne udvikling tegner der sig imidlertid også en ændring i det geografiske perspektiv. EF-samarbejdet har udviklet sig på dette område med alt, hvad dertil hører af kommissionsforslag, direktiver til medlemslandene, forskningsprojekter, om miljøsituationen o.s.v. Den senere omtalte lov om kemiske stoffer var direkte affødt af et fransk forslag, som EF senere tog op i form af et direktiv til medlemslandene.

I et endnu videre perspektiv har Nordhaus (1977) taget spørgsmålet om det globale klima op til behandling. Det er af naturvidenskabsmænd omdiskuteret, i hvilken udstrækning mennesket specielt ved energiforbruget er i stand til at påvirke det globale klima, mere konkret om udledningen af kuldioksid vil påvirke den globale temperatur. Skulle dette være tilfældet, viser Nordhaus' resultater, at en global begrænsning af kuldioksidudledningen vil være overordentlig bekostelig.

Disse problemkredse skal imidlertid blot antydes her, og i de følgende afsnit skal interessen koncentreres om et andet aspekt. I 70erne greb man ind over for den allerede stedfundne forurening. Der lyder nu mange røster for, at miljøskader bør forebygges og ikke efterfølgende bekæmpes. Prevention is better than cure.

3. Nogle konsekvenser af en forebyggende politik

At forebygge forureningsskader er strengt taget ikke noget nyt princip i den danske forureningspolitik. Den danske miljøbeskyttelseslov bygger, i modsætning til f.eks. den vesttyske, på et princip om forhåndsgodkendelser. Forureningsmyndighederne dermed et godt begreb om udviklingen, men denne fordel betales i nogen udstrækning af erhvervslivet i form af nedsat tilpasningsevne til ændrede markedsforhold. Et regneeksempel kan illustrere, at dette forhold efter omstændighederne spille en betydelig rolle.

Lad en virksomhed have udviklet et nyt produkt, som den i de kommende år kan sælge på verdensmarkedet med god fortjeneste, hvorefter konkurrenterne efterligner produktet, og det danske salg ophører. Ved en procedure med forhåndsgodkendelser forsinkes produktionen i forhold til en situation uden forhåndsgodkendelser. Virksomhedens tabte fortjeneste som følge af forsinkelsen kan opgøres som kapitalværdien af produktet med henholdsvis uden forsinkelsen. Hvis man eksempelvis antager, at iværksættelsen af produktionen koster 100 mill, kr., og at produktet kan give en årlig fortjeneste på 50 mill. kr. i 8 år, kan det beregnes, at hvert års forsinkelse vil give et tab, der lidt afhængig af rentefoden er af størrelsesordenen 30-40 mill. kr. Ét års forsinkelse vil give virksomheden et tab, der er langt større, end de allerfleste virksomheder må bekoste på traditionelle forureningsbegrænsende foranstaltninger. Det afgørende for virksomheden bliver følgelig at komme i gang med produktionen med det samme; om den skal ofre nogle procent af investeringssummen til forureningsbegrænsning er rent ud sagt ligegyldigt.

Der findes ikke noget materiale, der umiddelbart kan belyse, hvor hyppigt beslægtede eksempler forekommer i den danske virkelighed, men det skulle være underligt, hvis de ikke forekom en gang imellem.¹ Der er ingen tvivl om, at princippet med forhåndsgodkendelser vil blive opretholdt ved miljøbeskyttelseslovens revision, men det burde overvejes, om der kunne indføres en hurtigere procedure end den nuværende i nogle tilfælde.

I det følgende skal interessen koncentreres om nogle mulige konsekvenser af en forebyggende politik inden for den bestående lovgivnings rammer. Det ene spørgsmål, der skal behandles, er, hvorledes konkurrenceforholdet mellem gamle og nye virksomheder vil blive påvirket af en forebyggende politik - vil forureningsbekæmpelsen en konserverende faktor for industristrukturen? Det andet spørgsmål er, hvilke konsekvenser en forebyggende politik vil have for miljøet - kan en forebyggende politik beviike miljøforringelser snarere end miljøforbedringer?

I dette afsnit skal disse spørgsmål illustreres i en mikrosammenhæng ved et
eksempel, der er valgt så simpelt som muligt.

Der betragtes et monopol, der producerer på et gammelt anlæg, men som overvejer
at producere på et nyt anlæg. Virksomheden antages i begge tilfælde at udlede et

---

1. Eksemplet kan ligeledes illustrere, at Danmarks Statistiks opgørelse over industriens investeringer i forureningsbegrænsende foranstaltninger ikke giver det fulde udtryk for omkostninger ved forureningsbekæmpelse. Statistikken bygger på en positiv opregning af forureningsbegrænsende investeringer, og tabte fortjenester indgår ikke. Overhovedet må man forestille sig, at denne undervurdering vil antage et større omfang, jo mere vægt der lægges på en forebyggende politik. Mange miljøforanstaltninger, såsom f.eks. krav til skorstenshøjde, vil for nye virksomheder blive indarbejdet allerede ved projekteringen af den nye fabrik og dermed næppe registreret som en omkostning.

giftigt stof E og stilles derfor over for nogle emissionsbegrænsninger. Disse kan have varierende udformning, men en ofte anvendt er at kræve overholdelse af en grænse E= ex, hvor emissionskoefficienten e må betragtes som en politisk/teknisk fastsat størrelse.² Ved en forebyggende politik fastsættes der to grænser, idet emissionskoefficienten _n for nye virksomheder er mindre end emissionskoefficienten e_g for gamle virksomheder.³

Til opfyldelsen af emissionsbegrænsningen antages virksomheden at måtte ofre nogle investeringer i rensningsanlæg eller lignende, nemlig beløbet B_g for den gamle virksomhed og B_n for den nye virksomhed; der ses her for simpelheds skyld bort fra driftsudgifterne.⁴ Størrelserne B_g og B_n må antages at være bestemt af emissionskoefficienterne e_g og e„. Jo strammere krav, desto større investeringer til opfyldelse af disse krav, antagelig sådan, at der er tale om en progressiv stigning.

På fig. 1 er situationen illustreret, idet grænserne varierer fra 0 til 1, hvor 1 angiver den strammeste grænse. Det er tillige antaget, at B_g for en given grænse forløber over B_n. Begrundelsen herfor er, at investeringer i forureningsbegrænsende foranstaltninger i betydelig grad implicerer bygningsmæssige ændringer, der er væsentlige billigere at foretage på en ny end en gammel fabrik.

Det fremgår af fig. I, at det afhænger af kurvernes form såvel som af de konkrete emissionsgrænser for gamle og nye virksomheder, om omkostningerne ved emissionsbegrænsningen er størst ved gamle eller nye virksomheder. De fleste udenlandske støtteordninger såvel som den danske miljøstøtteordning har været begrænset til eksisterende virksomheder, hvilket ud fra fig. 1 kan være velbegrundet, forudsat at der er tale om den samme emissionsgrænse. Anvendes der imidlertid en

---

2. I Miljøstyrelsens Vejledning nr. 7/1974 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder er de fleste emissionsgrænser af denne form. I Vejledning nr. 6/1974 om spildevand angives de fleste emissionsgrænser som en koncentration, typisk milligram pr. liter udledt spildevand. Antages spildevandsmængden at være proportional med produktionen, fås emissionsgrænser af den anførte type.

3. I Vejledningen om luftforurening findes en række eksempler på, at emissionskoefficienten for nye virksomheder er mindre end for bestående; typisk andrager den kun det halve. Dermed bliver den samlede emission tillige en funktion af forholdet mellem gamle og nye virksomheder. Det kan let vises, at med en passende hurtig udskiftning af kapitalapparatet vil den samlede emission kunne falde i en relativt lang periode, til trods for en stigning i den samlede produktion.

4. Det har i den offentlige debat været debatteret, om emissionsbegrænsninger overhovedet medfører øgede omkostninger for virksomhederne; det er således blevet påstået, at emissionsbegrænsning blot betyder, at det offentlige tvinger virksomhederne til at foretage rentable investeringer, typisk i form af genindvinding af materialer. Det fremgår af en undersøgelse, foretaget af Miljøstyrelsen ved Bruun og Madsen (1978), at dette faktisk er tilfældet en gang imellem, men langtfra altid.

strammere grænse for nye virksomheder, kan de eksisterende virksomheder slippe relativt billigere fra emissionsbegrænsningen. Der er næppe tvivl om, at der en gang imellem er blevet givet støtte til eksisterende virksomheder ud fra delvis forkerte præmisser.

I ovenstående er der udelukkende set på, om emissionsbegrænsningen alt andet lige vil være til gavn for nye eller gamle virksomheder, virkningens fortegn. Noget andet er imidlertid virkningens størrelse. Industriens investeringer i forureningsbegrænsende udgjorde for årene 1976-77 3,8 procent af industriens samlede investeringer, omend med en ganske betydelig spredning. På danske forhold skal virkningens størrelse således på det generelle niveau næppe overvurderes, men den kan forekomme i specielt forureningsintensive brancher.

Virkningerne på miljøet kan ligeledes være usikre. Hvis den nye virksomhed har en anden omkostningsstruktur end den gamle med større faste, men lavere variable omkostninger, vil dens optimale produktion være større end den gamle. Er så samtidig forskellen mellem emissionskoefficienterne e_n og e_K ikke tilstrækkeligt stor, vil den nye fabrik kunne forurene mere end den gamle.

Der er således to muligheder jor, at en forebyggende politik kan slå jejU sådan at
emissionen bliver større, end den ville blive uden den forebyggende politik. Den ene

mulighed er, at den gamle, relativt forurenende fabrik lår lov til at bestå, fordi man er
for restriktiv over for den nye.5

Den anden mulighed er, at godt nok forhindres udllytningen ikke, men den nye fabrik er indstillet til storproduktion, samtidig med at forskellen mellem emissionsgrænserne for nye og gamle virksomheder ikke er særlig stor. Den forebyggende politik har ikke været restriktiv nok.

Det anvendte eksempel er godt nok simpelt, men det anskueliggør dog det generelle forhold, at forureningen bestemmes ikke kun af de tekniske emissionsgrænser, tillige af de økonomiske mekanismer. Hvis en forebyggende politik skal have den ønskede virkning på miljøet, må den økonomiske tilpasning inddrages i overvejelserne, så der føres en afbalanceret politik i forholdet mellem nye og gamle virksomheder. Ikke for meget og ikke for lidt.

4. Produktkontrol

Der har i de senere år i den offentlige debat været rejst krav om en ekstrem form
for forebyggende politik: Samfundet skal foretage en egentlig produktvurdering af de
enkelte produkter. Tjener et bestemt produkt »samfundets interesser?«

Baggrunden for dette krav er, lidt firkantet udtrykt, en opfattelse af, at »livskvaliteten« bestemmes af teknologien, hvorfor teknologien må forbedres, hvis livskvaliteten skal forbedres. En økonomisk begrundelse for kravet kan findes i, at ganske mange varer medfører forskelligartede eksterne effekter, som sammenlagt kan medføre, at det pågældende produkt helt eller delvis er uønsket, også set ud fra traditionelle økonomiske kriterier. Et produkt kan således medføre (a) skader ved produktionen i form af et forringet arbejdsmiljø, (b) skader ved anvendelsen f.eks. i form af, at defekte emner forårsager ulykker i husholdningerne, (c) skader på miljøet ved produktets slutdeponering. Til dette kan imidlertid komme (d) en række andre sociale effekter, der ikke nødvendigvis er ugunstige, men efter omstændighederne kan være betydelige. Lommeregnere har således befriet kommende generationer af skolebørn fra det store talterperi og logaritmetavlerne, men til gengæld vendt op og ned på århundreders pædagogiske erfaringer for regnelærere. Mere dystert har et af argumenterne imod atomkraft været, at bevogtning af atomanlæg vil kræve vidtgående indgreb i borgernes frihedsrettigheder.

De fleste økonomer har hidtil stillet sig skeptisk eller afvisende over for
produktkontrol og teknologivurdering, måske ikke så meget fordi de er uenige i

---

5. Et eksempel på denne meget restriktive forebyggende politik kan findes i Kommissionen for de Europæiske Fællesskabers forslag af 14. maj 1979 til Rådets direktiv om grænseværdier for udledning af aldrin, dieldrin og endrin i vandmiljøet, hvor grænseværdien for nye virksomheder er foreslået til nul.

udgangspunktet om teknologiens betydning, men på grund af metodemæssige vanskeligheder. Specielt de sociale virkninger af et nyt produkt synes at kalde på fantasi og verbale skildringer, medens tendensen i professionen er gået i retning af det eksakte og kvantificerbare. Om denne distance fremover kan modstå det politiske pres, er et åbent spørgsmål.

Produktkontrol har på specielle områder, såsom gifte og medicinalvarer, været
kendt meget længe. Det nye er imidlertid loven om kemiske stoffer og produkter,
vedtaget i maj 1979.

Loven må ses på baggrund af, at der kendes ca. 2 millioner kemiske forbindelser. I kommercielt brug er der i USA ca. 30.000, og der kommer en årlig nytilgang på ca. 1000. En række af disse stoffer vides eller antages med større eller mindre sikkerhed at være kræftfremkaldende.⁶

I medfør af denne lov kan ministeren forbyde nye kemiske stoffer under
hensyntagen til en formålsparagraf, som lyder (§ 2, stk. 2):

Ved bedømmelsen af arten og omfanget af de foranstaltninger, der træffes i medfør af denne lov for at forebygge miljøskader, skal der på den ene side lægges vægt på den skade på miljøet, som stoffet eller produktet kan medføre, og på den anden side de tekniske økonomiske konsekvenser, herunder de omkostninger, sådanne foranstaltninger medfører såvel for samfundet som helhed som for de berørte producenter, importører og brugere.

Ordlyden af denne paragraf er næsten som i miljøbeskyttelsesloven, med en vigtig undtagelse. Der står »den skade på miljøet, som stoffet eller produktet kan medføre«. Bevisbyrden for stoffets ufarlighed er blevet lagt over på producenten. Det kunne i øvrigt være ønskeligt, om det direkte i formålsparagraffen blev præciseret, at forbud mod et nyt kemisk produkt normalt betyder fortsat anvendelse af de eksisterende

---

6. Fra et økonomisk synspunkt er disse spørgsmål blevet behandlet i en ret så udogmatisk artikel af Kneese og Schulze (1978). Først laver de regressionsanalyse på dødeligheden ved forskellige kræftarter som funktion af nogle baggrundsvariable, nogle forureningsvariable og nogle mere utraditionelle variable, såsom det laggede forbrug af svine- og oksekød (begrundelse: nitrosaminer i kødet). Flæskevariablen giver et positivt bidrag til forklaring af alle kræftdødeligheder, medens forureningsvariablene kvælstofdioksid og svovldioksid overraskende nok nedsætter antallet af dødsfald som følge af leukæmi; sulfater formindsker antallet af brystkræft. Derefter sættes - med en upubliceret kilde som baggrund - værdien af et liv til at være 260.000 dollar, og den samlede skade som følge af kræftdødeligheden kan beregnes til 53 milliarder dollars om året - et tal, der igennem 80erne nok skal vise sig at blive citeret, efterhånden som forudsætningerne for dets beregning bliver glemt.

produkter, hvorfor vurderingen af miljøskader rettelig bør forstås som en
sammenligning mellem to forskellige kemiske produkter.

Med denne blancofuldmagt til miljøministeren bliver det naturligvis afgørende,
hvorledes loven bliver administreret. Miljøstyrelsens redegørelse (1977), som lå til
grund for lovforslaget, indeholder ikke generelle retningslinjer for administrationen.

Grabowski og Vernon (1978) har foretaget en empirisk analyse af administrationen en tilsvarende problemstilling, nemlig den amerikanske Consumer Product Safety Commission. De påpeger, at økonomiske aspekter har en tendens til at blive undertrykt i et sådant organ. De tager ikke stilling til, om de totale fordele ved den amerikanske lov er større end de totale omkostninger, men de sandsynliggør, at ved en række konkrete afgørelser har den marginale nytte af indgreb været mindre end de marginale omkostninger. Endelig fremdrager de det bureaukratiske aspekt.

Det bureaukratiske aspekt i disse spørgsmål skal da næppe heller overvurderes. I redegørelsen tales om, at administrationen i alt skulle medføre et personaleforbrug på 25 personer, men dette inkluderer kun offentligt ansatte ved lovens iværksættelse og implicerer i øvrigt, at man har i sinde at trække i meget høj grad på udlandet. For at give læseren en forsmag på, hvad der er i vente, skal bekendtgørelsen af 2. januar 1979 om kosmetiske produkter omtales. Selve definitionen er en nydelse for sprogligt interesserede. Læseren opfordres til at overveje, hvorledes begrebet »kosmetiske produkter« bør defineres. Bagest i artiklen er den officielle definition gengivet.

Bekendtgørelsens tekst på 5 kapitler med 23 paragraffer er ikke overvældende, men
substansen ligger da også i følgende bilag:

Bilag 1: Vejledende liste over produkter, der betragtes som kosmetiske produkter.
(1 side)

Bilag 2: Liste over stoffer, som ikke må anvendes i kosmetiske produkter. (372
stoffer, 6 sider)

Bilag 3, 1. del: Liste over stoffer, som må anvendes i kosmetiske produkter i
overensstemmelse med de fastsatte begrænsninger og betingelser. (3 sider)

Bilag 4, 1. del: Liste over farvestoffer, som i overensstemmelse med de fastsatte
begrænsninger og betingelser må anvendes i kosmetiske produkter, der er bestemt til
at komme i berøring med slimhinderne. (4 sider)

Bilag 4, 2. del: Midlertidig liste over farvestoffer, som i overensstemmelse med de
fastsatte begrænsninger og betingelser må anvendes i kosmetiske produkter, der er
bestemt til at komme i berøring med slimhinderne. (2 sider)

Bilag 5: Midlertidig liste over farvestoffer, som må anvendes i kosmetiske
produkter, der ikke er bestemt til at komme i berøring med slimhinderne. (1 side)

Bilag 6: Midlertidig liste over farvestoffer, som må anvendes i kosmetiske
produkter, der er bestemt til at komme i kortvarig berøring med huden. (1 side)

Det bliver vanskeligere i 80'erne at være sæbefabrikant. Det vil kræve betydelige kemiske og juridiske kundskaber at lancere en ny neglelak. Det skønnes i redegørelsen, at undersøgelser af et nyt kemisk produkt vil komme til at koste mellem en halv og en hel million kroner, til tider mere. På dette område synes virkningerne på industristrukturen at være entydig: De små virksomheder får det vanskeligere.

6. Afsluttende bemærkninger

70ernes forureningspolitik kunne foregå relativt übundet, med hovedvægten lagt på en konkret kapitalindsats, uden at dette dog voldte de store finansieringsproblemer. miljøpolitik vil blive mere kompliceret. EF-samarbejdet vil indtage en vigtigere rolle, den forebyggende politik vil kræve en omhyggelig afvejning for ikke at give bagslag, og måske vil energipolitikken få en sådan prioritet, at den fastlægger vigtige dele af miljøpolitikken.

P.S. § 2 i bekenét bekendtgørelsen om kosmetiske prodthktet lyder:

»Ved kosmetiske produkter forstås i bekendtgørelsen de produkter, som er nævnt i bilag 1, samt andre lignende produkter, der er bestemt til at komme i kontakt med tænderne, mundens slimhinder, øjnene eller forskellige dele af det menneskelige legemes overflade (hud, hovedhår, øjenvipper, øjenbryn og anden hårvækst, negle, læber og kønsorganer) for udelukkende eller hovedsageligt at rense, beskytte eller parfumere dem med henblik på at bevare dem i god stand, ændre deres udseende eller påvirke kropslugten«.

Kommentar

Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet

H. P. Myrup

Kendere af Hjorth-Andersen vil efter gennemlæsning af ovenstående indlæg være klar over,
at han er oprigtigt bekymret over de mulige konsekvenser af vor miljøpolitik. Jeg deler denne
bekymring og skal knytte mine kommentarer til nedenstående punkter hos H-A:

Stk. 3: Betydningen af, at et industrielt projekt forsinkes for meget.

Stk. 3: (Umiddelbart efter figur 1). Frygten for, at der engang imellem er givet støtte til
eksisterende virksomheder ud fra delvis forkerte præmisser.

Stk. 5 (Sidste afsnit). De små virksomheder får det vanskeligere.

Mine kommentarer vil iøvrigt koncentrere sig om en vurdering af problemerne ud fra en
planlægningssynsvinkel med en afsluttende bemærkning om, hvilke administrative procedurer,
man måske burde foretrække frem for andre.

En nødvendig betingelse for, at det er muligt at give en egentlig vurdering af miljøpolitikkens konsekvenser, er, at dens fædre klart har angivet dens sigte og de veje, ad hvilke man vil gå. Dette er ikke det samme som dens mål som f.eks. kan være: »I første række at foretage afhjælpning for den mest støjbelastede del af boligmassen, som hovedregel i den del, som er udsat for støjniveauer over 65 d B(A), samt iøvrigt at foretage forbedringer for den del, som er støjbelastet i utilfredsstillende grad«. Citatet er fra Planredegørelse 1, bilag 5. p. 202, og »utilfredsstillende grad« er defineret som over 55 d B(A) svarende til støjniveauet langs f.eks. en fordelingsvej.

Her savnes en klar angivelse af sigtet, f.eks. at miljøforringelsen (in casu støjen) skal være ens i alle boligområder, eller at man vil differentiere f.eks. udfra, om støjkilden eller boligerne kom først. Der er mange andre valgmuligheder; men at den førstnævnte er enormt ressourcekrævende og restriktiv over for borgernes udfoldelsesmuligheder (knallerter!) kan ingen være i tvivl om. Valget er naturligvis politisk; men vælger man en variant af den anden mulighed, er man på vej ind i en planlægning af differentierende miljøkrav i et antal nærmere afgrænsede områder.

Her kan jeg knytte an til H-A's ovenfor nævnte tvivl om de »delvis forkerte præmisser«. Hvis hensigten med at differentiere miljøkravene til visse gamle virksomheder og visse nye virksomheder er, at man varigt vil acceptere et noget ringere miljø i de gamle virksomheders områder, er det næppe betænkeligt, at »den gamle, relativt forurenende fabrik får lov til at bestå«. Er hensigten derimod, at man på lidt længere sigt vil have samme miljø overalt, vil den nævnte konsekvens være yderst betænkelig.

Udvider man planlægningen, så den i stedet for kun at omfatte vort eget land omfatter mange lande med indbyrdes forskellige miljøkrav, er H-A's anden mulige konsekvens: »At godt nok forhindres udflytningen ikke, men den nye fabrik er indstillet til storproduktion, samtidig med at forskellen mellem emissionsgrænserne for nye og gamle virksomheder ikke er særlig stor« kun betænkelig, hvis miljøkravene hertillands er relativt høje.

Det næste problem i relation til en planlægningsprocedure, som har til hensigt at

differentiere, dvs. at gøre forskel, er, om planlægningsmyndigheden skal støtte »taberne« økonomisk, og om den vederlagsfrit skal lade »vinderne« beholde de fordele, som de f.eks. i egenskab af beboere har opnået ved at flytte ulemperne til beboere i andre områder. Den sidste del af antagelsen synes ret udbredt, jfr. den kendsgerning, at beboergrupper ofte engagerer sig aktivt i at trafiksanere m.v. i eget område. Måske endnu oftere engagerer beboergrupper sig i at forhindre trafikanlæg, rensningsanlæg og institutioner, som betjener et geografisk større område, i at blive etableret i eget område, hvilket måske kan fortolkes som mistillid til, at planlægningsmyndigheden vil holde dem skadesløse.

Dette sidstnævnte problem drejer sig måske ret beset om, hvordan en planlægningsproces bør organiseres. Lader man »sektorentusiasterne« in casu miljømyndighederne forestå den, vil de gøre deres arbejde godt, dvs. udløse store erstatningskrav og/eller demonstration f.eks. i form af fysiske blokader. Efterkommer man erstatningskravene eller gennemfører man for offentlige midler afhjælpningsforanstaltninger, vil de i mange tilfælde have den fordelingspolitiske at ejendomme m.v. stiger i værdi, så »hjælpen« kun kommer de nuværende ejere til gode i form af kapitalgevinster.

Lader man »generalisterne« f.eks. kommunerne og amtskommunerne udarbejde miljøplanlægningen i kommuneplaner og regionplaner, er der i det mindste en mulighed for, at man kan kompensere de grupper, der blev tabere i miljøhenseende gennem tildeling af fordele i andre delplaner.

Spørgsmålet, hvorvidt der bør være differentierede miljøkrav fra område til område (skal der være samme normer for lugtgener i vore fiskeindustribyer og i andre byer?), har noget at gøre med H-A's betænkeligheder ved, at et industrielt projekt forsinkes. Denne betænkelighed deles i høj grad af undertegnede, og den kan bl.a. understøttes med vedføjede figur fra p. 11 i Behov —> Produkt. En praktisk vejledning i produktudvikling, udg. af Sammenslutningen af arbejdsgivere indenfor Jern- og Metalindustrien i Danmark, København 1978.

Denne »typisk livskurve for et industrielt produkt« viser, at de gode muligheder for
indtjening af dækningsbidrag, som antaget af H-A, iflg. nævnte kilde, normalt strækker sig over
et relativt kort tidsrum.

Dette er endnu et argument for, at planlægning af industriområder med differentierede miljøkrav bør overlades de lokale, dvs. de kommunale myndigheder. I samme retning trækker den sidstnævnte af H-A's betænkeligheder, bekymringen for, hvordan små (nye) virksomheder skal kunne leve op til de eksisterende krav til forudgående undersøgelse, idet mange kommuner vil (især med den herskende arbejdsløshed) være i stand til og være indstillede på at være sådanne virksomheder behjælpelig med forskellige forundersøgelser, bl.a. af om de lokale forhold er relativt meget lidt sårbare overfor de forventede miljøulemper ved et bestemt projekt.

Indvendingen mod at delegere så store dele af miljøpolitikken til amtskommuner og primærkommuner er velkendte: at visse kommuner vil være for lidt miljøbevidste i kampen om nye arbejdspladser, måske endda på en sådan måde, at de kommer til at forulempe områder i nabokommuner eller endnu længere borte.

Denne frygt kan imidlertid i det mindste på lidt længere sigt overvindes gennem de statslige
miljømyndigheders medvirken i en planlægningsprocedure som nedenfor skitseret:

(1) Lad primærkommuner udarbejde planer og regler for industriområder med specielle
miljøkrav tilpassede de lokale forhold, såsom allerede eksisterende, vedvarende miljøulemper
og særligt robuste recipienter.

(2) Lad amtskommunerne vurdere materialet og fremsende det - evt. efter forudgående
forhandlinger med den pågældende primærkommune.

(3) Lad miljøstyrelsen vurdere materialet og godkende planerne helt eller delvist, evt. med
angivelse af, hvilke målinger m.v. der ønskes gennemført løbende og evt. indberettet.

(4) Lad miljøstyrelsen udarbejde informationsmateriale og stille dette til rådighed for
interesserede virksomheder.

(5) Lad miljøstyrelsen udgive regler for minimale krav til fremtidige planer med angivelse af
muligheder for dispensationer under hensyntagen til specielle lokale forhold.

(6) Lad miljøstyrelsen revidere 5 med passende mellemrum under hensyntagen bl.a. til 3. (7) Som 1. (8) Som 2. osv.

Den skitserede planlægningsprocedure er udformet med henblik på industriområder, fordi
kommentaren herved knyttes tættest muligt til H-A's indlæg; men lignende procedurer kan
skitseres for andre områder.

H-A nævner afslutningsvis, at energipolitikken kan få en sådan prioritet, at den fastlægger vigtige dele af miljøpolitikken. Det er måske sandsynligt, at vanskelighederne med at få offentlige budgetmidler til at slå til, vil få en endnu større betydning. I så fald må man stile mod planlægningsprocedurer, der giver grønt lys for projekter, som giver et rimeligt afkast pr. opofret krone.

Under alle omstændigheder bliver det vigtigt at tilrettelægge miljøpolitikken på en sådan måde, at den ikke på urimelig måde fastfryser den tekniske udvikling endsige skruer denne tilbage, og dette er ensbetydende med, at kravene til de producerende virksomheder med hensyn til omfanget af forundersøgelser, og i mange tilfælde endnu vigtigere med hensyn til ventetid på administrative beslutninger, ikke skrues for højt op.

Litteratur

Grabowski, Henry G. og John M. Vernon. 1978. Consumer Product Safety Regula- tion. American Economic Review maj 1978, bind 68 (2), p. 284-89.

Kneese, Allen V. og William D. Schulze. 1977. Environment, Health, and Economics The Case of Cancer. American Economic Review, bind 67 (1), p. 326-332.

Miljøstyrelsen 1974. Vejledning nr. 6/1974.
Spildevand. Vejledende bestemmelser for
udledning aj spildevand.

Miljøstyrelsen 1974. Vejledning nr. 7.1974.
Begrænsning aj lujtjorurening fra virksomheder.

Miljøstyrelsen 1978. Ved Michael Otto Bruun og Ole Øhlensschlæger Madsen: Driftsøkonomiske konsekvenser af miljølovgivning.

Miljøstyrelsen 1977. Kemiske stoffer og produkter. Bilag til miljøministerens redegørelse til folketinget om produktvurdering.

Nordhaus, William D. 1977. Economic Growth and Climate: The Carbon Dioxide Problem. American Economic Review, bind 67 (1), p. 341-46.