1. Er den økonomiske forskning, sådan som den ser ud i dag, i stand til at belyse de problemer, som vil præge udviklingen i firserne, og er den et velegnet udgangspunkt for at formulere økonomisk politik, som kan løse disse problemer? Det er naturligt, at disse spørgsmål bliver stillet i dag på tærsklen til et nyt årti, som tegner til at blive mere problemfyldt og kaotisk end de to foregående.

2. Hvad ved vi om firsernes problemer? På det nationale niveau kender vi prognoserne for den danske økonomi. De peger alle i retning af høj og voksende arbejdsløshed og på en fortsat vækst i gælden til udlandet. Den ydre übalance blokerer for en virkeliggørelse af nationale målsætninger som økonomisk vækst og fuld beskæftigelse. Danmarks internationale konkurrenceevne må ifølge den økonomiske ekspertise styrkes, for at den fulde beskæftigelse skal kunne genetableres.

På det internationale niveau peger OECD-eksperter på, at den internationale konkurrence i firserne vil gennemgå væsentlige forandringer. En voksende del af den globale industriproduktion vil blive lokaliseret til en gruppe ulande, som er begyndt en industrialiseringsproces - de såkaldte NlC's: Newly Industrialized Countries - samtidig som energikriserne vil vise sig at være permanent tilbagevendende. På denne

Resumé

SUMMARY: Is mainstream economic theory a suitable basis for the analysis of the problems of the next decade and for policyformulation in relation to these problems! It is maintained that the most urgent problems of the 1980es will originate in contradictions between the nation states and the international level. Starting from this contention I point to three areas where economic theory needs to be developed further: (1) The relation between economics and history, (2) the relation between economics and politics and (3) the relation between economics and technology. It is concluded that the introduction of the concept of »structure« as a central concern of economic theory is a possible way to construct a more coherent theory combining elements from these three areas, which would constitute the beginning of a political economy of economic structure.

baggrund tegner sig et hovedproblem: De nationale økonomiers evne til at tilpasse
sig forandringer i den internationale konkurrence.

Både i det nationale og det internationale perspektiv fremtræder forholdet mellem
nationens økonomi og verdensøkonomien som et knudepunkt i dag.

3. Der er tale om et vigtigt skift i udviklingen fra halvtredsernes og tressernes relativt uproblematiske verden, hvor nationale målsætninger om vækst og stabilitet kunne realiseres samtidig med en voksende international afhængighed. I denne periode var det fortsat muligt for alle vigtige samfundsgrupper og klasser at få sine krav tilgodeset, og interessekampen virkede nærmest som spore på den tekniske udvikling, strukturomlægningen i økonomien og den voksende internationalisering.

Bagsiden af denne idyl fremtræder ex post i dag i form af snævre grænser for den nationalstatslige regulering af den nationale økonomi og i form af en transnational kapital, som i voksende grad har frigjort sig fra afhængigheden af en bestemt nationalstat. Nationalstaterne står i dag ved et vejskel, hvor den ene retning består i en endnu mere vidtgående integration af den nationale økonomi i den kapitalistiske verdensøkonomi, og hvor den anden består i en delvis genetablering af vigtige sammenhænge i den nationale økonomi samtidig som forholdet til den internationale økonomi reguleres og planlægges ved statslig intervention.

4. Den lange og forholdsvis stabile vækstperiode har på det internationale niveau - både i Danmark og i andre udviklede kapitalistiske lande - indebåret at der er blevet etableret nye magtforhold og nye sociale normer. Lønarbejderne og disses organisationer er blevet styrket såvel økonomisk, politisk og organisatorisk i denne periode. Den hurtige strukturomlægning i økonomierne i tresserne har samtidig skabt en materielt begrundet modstand imod en ukontrolleret teknisk udvikling, som stiller ekstremt store krav til arbejdernes tilpasnings- og ydeevne.

I det omfang, tilpasningsprocessen kun kan realiseres via indgreb i lønarbejdernes økonomiske forhold og gennem lønarbejdernes voksende bevægelighed geografisk, erhvervsmæssigt og mellem brancher, støder tilpasningspolitikken på en voksende modstand. Det synes derfor som om det er lønarbejdernes styrke, som blokerer for den nødvendige politik, sådan som denne formuleres af den økonomiske ekspertise i OECD og i Danmark.

Vejen frem imod fornyet vækst og stabilitet går over en svækkelse af lønarbejdernes økonomiske og politiske positioner. Det kan virke som en modsigelse at befolkningsflertallet i en nation blokerer for en opnåelse af nationale målsætninger, men sådan ser verden ud betragtet med den økonomiske ekspertises øjne.

5. Vi kan groft sammenfatte firsernes problemer som bestående i:

(a) Modsætningen mellem et reguleringsapparat, som fortsat primært er nationalt
orienteret, og en økonomi, som i voksende grad domineres af transnationale
økonomiske enheder.

(b) Modsætningen mellem arbejderklassens interesse på nationalt niveau at sikre erhvervede rettigheder og den transnationale kapitals krav om en hurtig omstrukturering af de nationale økonomier - en omstrukturering som forudsætter at disse rettigheder nedbrydes og at lønarbejderne svækkes økonomisk og politisk.

6. Ifølge etableret økonomisk ekspertise eksisterer der ikke nogle egentlige valg i denne situation. Vejen frem er nationens gradvise opløsning som politisk og økonomisk enhed. Hvis lønarbejderne ikke spontant forstår, at denne udvikling er i deres interesse, må de overtales eller underkastes statslig tvang, som åbner vejen for den nødvendige tilpasning. Økonomer optræder i dag som »internationalister« og som fortalere for en overnational rationalitet. Denne stillingtagen kan kun delvist forklares med økonomernes »vested interests«. Den økonomiske teori og den økonomiske forsknings indretning fører i sig selv til konklusioner af denne type. En nuancering af økonomernes stillingtagen i disse helt fundamentale økonomiskpolitiske kan kun udspringe af en revidering af væsentlige træk i den økonomiske forskningstradition og teoriopbygning.

7. Her skal fremhæves nogle punkter, hvor en revidering er påkaldet. Der er ikke
tale om noget fuldstændigt katalog, og de forskellige punkter henfører sig til
forskellige generaliseringsniveauer:

(a) Forholdet økonomi-historie.
(b) Forholdet økonomi-politik.
(c) Forholdet økonomi-teknologi.
(d) Forholdet konkurrence-interdependens.
(e) Forholdet mikro-, makro- hhv. strukturøkonomi.

Hver af disse punkter vil blive belyst ud fra de problemer, som tidligere er blevet udpeget som de dominerende i firserne - dvs. de nationale økonomiers relation til den internationale konkurrence og de klasseinteresser, som knytter sig hertil. For at illustrere, at der er tale om en diskussion, som er relevant både i forhold til mikroøkonomi, makroøkonomi og international økonomi, er det gennemgående forsøgt at illustrere de respektive problematikker med eksempler fra virksomhedens, nationens hhv. det internationale niveau.

8. Både i den neoklassiske modelverden og i de fleste lærebogsfortolkninger af keynesiansk teori indtager ligevægtsbegrebet en central rolle. Komparativ statik - sammenligning af forskellige ligevægtspunkter - bruges for at belyse dynamiske forløb. Denne metodik indebærer at historien elimineres. I en virkelig økonomi er uligevægten permanent og foranderlig. Det er uligevægte, som driver udviklingen, og udviklingen skaber nye uligevægte, som etablerer nye drivkræfter for forandring. På denne baggrund fremtræder den økonomiske teori ikke som en tilnærmelse til den

virkelighed, den skal belyse, men snarere som stående i skarp kontrast til denne
virkelighed.

I moderne virksomhedsteori er det alment accepteret, at virksomhedens historisk etablerede kombination af produktionsudstyr, personale, organisation, teknisk know-how og afsætningsstrategi former grundlaget for de forandringer, som virksomheden kan gennemløbe i fremtiden. En virksomhedsledelse, som ser bort fra sine historisk etablerede forudsætninger, vil ikke blive langlivet.

Dette gælder ikke kun på mikroniveau. Hver national økonomi består af historisk etablerede enheder og strukturer, som begrænser den nationale økonomis udviklingsmuligheder. Det er hverken uinteressant eller tilfældigt, at de dele af dansk maskinindustri, som har haft eller har en nær tilknytning til landbruget og levnedsmiddelindustrien, står relativt stærkt i den internationale konkurrence. At det ikke kun er i Danmark, at historisk etablerede styrkepositioner på verdensmarkedet udspringer af indre sammenhænge i produktionssystemet, kan illustreres med de eksportpositioner, som Sverige har opnået indenfor produktområder med tilknytning til skovbrug, metallurgi og ikke mindst indenfor områder, hvor staten har etableret en høj efterspørgsel. Både i Sverige og USA kan adskillige af de dominerende ses at udspringe fra det militær-industrielle kompleks.

Sådanne karakteristika forsvinder i den neoklassiske udenrigshandelsteoris komparative statik, hvor rigeligheden med produktionsfaktorer sættes i centrum. Umiddelbart kan det synes som et underordnet problem, om vi kan forklare detaljer i udenrigshandelsmønstret, men der er ikke kun tale om at forklare historien. Hvis man anerkender, at historien har skabt nutiden, må man også acceptere, at fremtiden formes i dag. Dette indebærer, at statslige politikker, som påvirker efterspørgslen i dag, er med til at forme fremtidens eksportpositioner. Spørgsmålet om den internationale konkurrenceevne bliver ikke kun et spørgsmål om løn- og omkostningsniveau. Den langsigtede udvikling i konkurrenceevnen vil i høj grad blive bestemt at i hvilken retning den danske produktionsstruktur udvikler sig og staten kan ikke undgå at påvirke denne retning gennem sin efterspørgsels- og erhvervspolitik.

Hvis man bevæger sig videre op på internationalt niveau, er det påfaldende, at forskellige nationale økonomier gennemløber meget forskellige udviklingsforløb. Der foregår modsatrettede tendenser til udligning af internationale produktivitetsforskelle til yderligere differentiering. Disse forskelle kan ikke forklares indenfor rammen af en komparativ statisk neoklassisk analyse, og de er samtidig helt fundamentale for at forstå, hvad der vil bestemme udviklingstrenden både i den internationale konkurrence i firserne i snæver økonomisk forstand, og i de magtrelationer, som vil blive etableret i den kapitalistiske verdensøkonomi i det kommende årti.

Bagved disse modsatrettede tendenser ligger på den ene side en generel tendens til udligning af teknologiske forskelle, og på den anden side særtræk i de nationale produktionssystemers indre struktur. Den etablerede nationaløkonomis eliminering af historien indebærer, at internationale forskelle reduceres til forskelle i faktorudstyr

- en faktor som spiller en underordnet rolle i disse homogeniserings- hhv.
differentieringsprocesser.

En inddragelse af historien i den økonomiske forskning behøver ikke at indebære en opgivelse af ambitionen om at arbejde ud fra teorier og modeller. Generaliseringer af virkelighedens mangfoldighed og abstraktioner, som indebærer at mindre væsentlige sammenhænge forsvinder i teoretiske modeller, er selvfølgelig nødvendige, hvis politisk-økonomisk forskning skal kunne hæve sig op over et journalistisk niveau. Derimod er det ikke givet, at abstraktionerne skal gøres ahistoriske og fremhæve ligevægt som det fundamentale i en uligevægtig verden. I det fortsatte vil der blive introduceret begreber og tankemodeller, som kan give hentydninger om at teoretisk fornyelse er mulig også på et historisk grundlag.

9. På en måde kan man sige, at nationaløkonomi er den mest gennempolitiserede af alle samfundsvidenskaber. Begrebet politisk økonomi afspejler det faktum, at økonomer altid har blandet sig i forhold til klasseinteresser og i forhold til nationalstaternes magtudfoldelse. Denne generelle tendens har gennemløbet en springvis udvikling i efterkrigsperioden, hvor væksten i den offentlige sektors økonomiske vægt og en voksende bevidst statslig intervention har styrket nationaløkonomernes position i det politiske magtspil.

Samtidig med denne politisering af nationaløkonomisk teori er der fortsat en tendens til at fremstille den nationaløkonomiske teori som politisk neutral og økonomerne som bærere af en samfundsmæssig fornuft, som står over klasseinteresser, politiske partier og nationale interesser. Også her kan misforholdet mellem ideologi og virkelighed søges i den etablerede økonomiske teoris opbygning. I den økonomisk-politiske doktrin antages eksistensen af samfundsøkonomiske målsætninger, som kan udledes uafhængigt af parts- og klasseinteresser, og det er i relation til disse, økonomer formulerer makroøkonomiske modeller. I den internationale økonomiske teoriopbygning optræder nationerne nærmest som økonomiske regioner, og der forudsættes et interessesammenfald mellem totaliteten - den internationale økonomi - og dens bestanddele - de nationale økonomier.

På begge disse niveauer elimineres sociale og politiske modsætninger og tilbage
står en harmoni og en overordnet rationalitet, som økonomerne skal formidle til
dem, som fejlagtigt tror, at modsætninger faktisk eksisterer.

Analytisk betyder det, at væsentlige træk ved virkeligheden forsvinder i den
økonomiske forskning. I mikroteorien betragtes lønarbejderne udelukkende som
30a

objekter, som sælger sin arbejdskraft og som tilpasser sig forandringer i efterspørgslen efter denne vare. Når arbejderne individuelt eller kollektivt bevidst griber ind i forandringsprocessen på virksomhedsniveau, vil det naturligt fremtræde som en anomali og som en forstyrrelse i forhold til teoriens udgangspunkter. Samtidig er det åbenlyst, at et nyt væsentligt træk ved dagens virkelighed er at lønarbejdere i voksende grad begynder at forholde sig aktivt ikke kun til prisen på arbejdskraft, men også til selve arbejdsprocessen og dens resultater. Magtrelationerne den enkelte arbejdsplads er væsentlige betingelser for de forandrings- og tilpasningsprocesser, som vil foregå i firserne.

I den makroøkonomiske diskussion om indkomst/løn-politik i forhold til international konkurrenceevne er det åbenbart, at tankemodeller, som bygger på en opfattelse om en harmoni mellem samfundsklasser, vil komme til kort. Man kan ikke vedblivende fremstille lønarbejdernes modstand imod lønpolitik som et udslag af irrationalitet og kortsynethed. I selve begrebet indkomstpolitik ligger en bevidst statslig indgriben ikke kun i indkomsternes totale vækst, men også i deres klassemæssige fordeling. På dette område kan der ikke eksistere nogen samfundsmæssig rationalitet, som overskrider klasse- og partsinteresser.

På internationalt niveau vil forholdet økonomi-politik spille en helt afgørende rolle. En generel problematik, som økonomisk teori i dag er uegnet til at belyse, men som vil vise sig at være helt fundamental i firserne, er som tidligere nævnt forholdet mellem nationen og tendensen til transnationalisering. Nationen må anskues som en politisk-økonomisk enhed - som en sammenhængende økonomisk, politisk og social samfundsformation - og ikke kun som en økonomisk region på linie med Ruhrområdet Nordjylland. Mere specifikt er det nødvendigt at opbygge analyseredskaber, som gør det muligt at forstå, hvordan bestemte økonomiske strukturer og udviklingstendenser på nationalt niveau konstituerer politisk magt på international niveau, og omvendt hvordan etablerede magtpositioner på internationalt kan bruges til at fremme den nationale økonomis udvikling. I denne sammenhæng er det væsentligt at få belyst konsekvenserne af den gradvise undergravelse af USA's magtmonopol indenfor den kapitalistiske verdensøkonomi.

Men er dette problemer, som økonomer bør beskæftige sig med? Et det ikke politologer og sociologer, som har den fornødne kompetence til at belyse dem? I samtlige de eksempler, som er blevet nævnt, er der tale om forhold som, hvis de ikke inddrages i økonomernes tankeverden, vil føre til utilstrækkelig indsigt i økonomiske forløb og til urealistiske økonomisk-politiske konklusioner. Dette indebærer ikke, at bistand fra andre discipliner kan og bør undværes. Man bør imidlertid have for øje, at disse andre discipliner savner nødvendig indsigt i økonomiske strukturer og processer og derfor heller ikke kan klare opgaven uden inddragelse af økonomisk

specialviden. Firserne vil stille krav til tværfaglig forskning, som integrerer politologi
og økonomi.

10. Hvis man ser tilbage på den del af efterkrigsperioden, som er forløbet, turde der ikke være nogen tvivl om at den tekniske udvikling har været af større betydning for samfundsudviklingen end i nogen forudgående periode. Det drejer sig både om kvantitative forandringer, som afspejler sig i høje vækstrater i arbejdsproduktivitet og i nationalprodukt og om kvalitative forandringer i arbejdsprocesser, konsummønster, familiestruktur og samfundsorganisation.

Etableret økonomisk teori beskæftiger sig kun med den kvantitative side, og her fremtræder de mest grundlæggende forandringer som en restpost - som noget der ikke kan forklares indenfor rammerne af de teoretiske modeller, man arbejder med. Forskellige forsøg med udgangspunkt i den neoklassiske vækstteori at udvide analysen - f.eks. gennem at tage hensyn til at forskellige årgange af produktionsudstyr og arbejdskraft kan have forskellig kvalitet - reducerer ganske vist restpostens størrelse, men de forklarer ikke den tekniske udviklings retning og tempo.

For at kunne forstå firsernes problemer vil det være nødvendigt at have en teori om den tekniske udvikling som udgangspunkt. Der er intet som tyder på, at den tekniske udvikling i fremtiden vil få en mindre afgørende betydning end den har haft i den forgangne periode.

På virksomhedsniveau vil evnen til at absorbere kendt teknologi og at foretage egentlige innovationer være afgørende for mulighederne for at overleve i en periode med skærpet international konkurrence. På dette niveau vil det også vise sig ønskeligt i systematisk form at kunne fremstille den tekniske udvikling i kvalitative termer. Det er ikke ligegyldigt, om en virksomheds forandringsproces præges af procesrationalisering i forhold til et givet produkt og en given markedsorientering, eller om virksomheden på grundlag af sine ressourcer udvikler nye produkter og produktkvaliteter i forhold til nye markeder. I det første tilfælde vil virksomhedens konkurrenceevne kunne styrkes på kort sigt, mens en langsigtet styrkelse normalt kun vil kunne finde sted, hvis den anden type af forandringer dominerer.

På nationalt niveau vil den statslige teknologi- og erhvervspolitik og den eksisterende økonomiske struktur være afgørende for den internationale konkurrenceevnesudvikling langt sigt. Et specielt problem, som mærkeligt nok er meget stedmoderligt behandlet i den økonomiske forskning, berører sammenhængen mellem lønpolitiske indgreb, økonomisk struktur og teknisk udvikling. Forandringer i det relative lønniveau antages i dag at være entydigt negativt korreleret med forandringer i den internationale konkurrenceevne. Kan denne antagelse fastholdes, når man betragter effekterne på virksomhedsniveau, på brancheniveau og på selve

branchestrukturen af en dæmpet lønudvikling? Også på det nationale niveau vil kvalitativt forskellige former for teknisk udvikling give forskellige resultater i forhold til konkurrenceevnen. Et specielt problem i denne sammenhæng består i at kvantitative mål på økonomisk vækst ikke er i stand til systematisk at indarbejde produktudvikling og produktforandringer på nationalt niveau.

På det internationale niveau er det af betydning at få kortlagt de forskellige nationale produktionssystemers evne til at absorbere og nyudvikle innovationer i forhold til en mere eller mindre automatisk international teknologispredning. Denne problematik har betydning, når man skal vurdere konsekvenserne af den transnationaliseringsproces, som star som det ene udviklingsperspektiv for de nationale økonomier i firserne.

11. I en neoklassisk tankeverden fremtræder økonomiens aktører som indbyrdes uafhængige konkurrenter. Det eneste, som binder dem sammen, er prissystemet og markedet. Forandringer et sted i det økonomiske system vil kun påvirke andre aktører, hvis der etableres nye prisrelationer.

Betragtet i et historisk-dynamisk perspektiv er det tydeligt, at der er tale om betydeligt mere komplekse interdependensrelationer end dem, som den neoklassiske mikroteori opererer med. Modtager-leverandørforholdet kan på alle niveauer opfattes som en gensidig læreproces, hvor der til leverancen er knyttet en bestemt know-how og måske også en bestemt organisationsform. Omvendt vil leverandøren kunne bruge modtagerens erfaringer med det pågældende produkt for at videreudvikle produktet.

På virksomhedsniveau er sådanne former for interdependens af betydning i forhold til den tekniske udvikling. Den forholdsvis empirisk orienterede innovationsforskning viser, at vellykkede innovationer forudsætter meget tætte forbindelser mellem den innoverende part og aftageren af det nye produkt.

På det nationale niveau vi! graden af sammenhæng i den nationale økonomi tilsvarende få betydning for innovationsevnen. Denne grad af sammenhæng kan belyses ved traditionel brancheopdelt input-outputteknik, som betragter interdependensen brancher, men mere frugtbart er det at arbejde med en opdeling, som knytter sig til produkternes økonomiske anvendelsesområde - dvs. en opdeling i arbejdsgenstands-, arbejdsmiddel- og konsummiddelproducerende sektorer. Den indbyrdes sammenhæng mellem disse sektorer kan give en grov indikation af det nationale produktionssystems homogenitet. En tredie mulighed består i at lokalisere egentlige industrielle komplekser og at studere, hvordan teknologiudviklingen foregår indenfor sådanne komplekser.

I det omfang, den danske konkurrenceevne-diskussion har bevæget sig ned på et
mere konkret plan, er begrebet nicheeksport blevet sat i centrum. Man har til og med

talt om en bevidst »nichestrategi« som en form for kriseløsning. Hvis interdependensen i den nationale økonomi er fundamental i forhold til den tekniske udvikling, vil en sådan »nichestrategi« næppe kunne bidrage til en langsigtet styrkelse af den internationale konkurrenceevne. Karakteristisk for store dele af nicheproduktionen er, at den i ekstremt høj grad bliver orienteret imod udenlandske markeder, og at de produktionssammenhænge, som oprindelig har ligget til grund for udviklingen af en niche, tenderer at opløses.

På det internationale niveau kan man formulere hypoteser om at forskelle i produktivitetsniveau og produktivitetsudvikling afspejler forskelle i graden af sammenhænge i de nationale produktionssystemer. De transnationale selskabers indre opbygning kan betragtes som motiveret af behov for at sikre sådanne sammenhænge, som overskrider nationale grænser. Et vigtigt spørgsmål er, hvorvidt en transnational organisering af produktionen kan sikre opfyldelsen af nationale målsætninger for i- og u-lande, og hvilke økonomiske, sociale og politiske implikationer, som følger af at produktion og reproduktion løsrives fra nationens niveau og underlægges den transnationale kapital.

12. De tankegange og ideer, som er præsenterede her, er ikke nye. Hvis man tager dem enkeltvis, finder man dem repræsenterede hos forskellige økonomiske forfattere. J. Schumpeter, J. Robinson og F. Perroux har f.eks. fremhævet nødvendigheden af at den økonomiske videnskab bryder med den traditionelle ligevægtstankegang og inddrager historien. Marx, Kalecki og mange andre har fremhævet det snævre samspil mellem økonomi og politik og påpeget nødvendigheden af, at dette samspil integreres i økonomiske analyser. Moderne vækstteoretikere og udenrigshandelsteoretikere f.eks. K. Arrow, R. R. Nelson og R. Vernon har givet bidrag til en mere konkret forståelse af samspillet mellem økonomisk og teknisk udvikling. Interdependensproblematikken er blevet fremhævet bl.a. indenfor u-lands- og regionaløkonomi af forfattere som A. Hirschman og F. Perroux.

Man kan heller ikke sige, at de er helt fraværende i aktuelle økonomisk-politiske diskussioner omkring praktiske problemer. Den forskning, som har et egentligt praktisk sigte, bliver i voksende grad nødt til at inddrage de aspekter, som er blevet fremhævet ovenfor. Det gælder såvel for OECD, nationale statslige og private organisationer som for de store virksomheder.

Samtidig er det et problem, at kritikken af traditionel keynesiansk og neoklassisk teori primært formuleres partielt og indenfor nationaløkonomiens deldiscipliner. Dette betyder at selve den centrale keynesianske og neoklassiske teorikerne kan leve videre, og samtidig at den politiske økonomis praktikere savner et sammenhængende teorigrundlag for sin virksonhed. Resultatet bliver ikke sjældent ureflekteret empirisme og et væld af ad hoc-forklaringer.

13. En vej fremad - som er antydet i det forudgående - kunne bestå i et brud med den traditionelle opdeling i mikro-, makro- hhv. international økonomi og et forsøg på at etablere en fælles metodisk indgang til de problematikker, som traditionelt henføres til disse tre niveauer. Forsøgsvis vil jeg betegne denne metodiske indgang som strukturokonomisk. Den indebærer, at delsystemer sættes i centrum for analysen. Sådanne delsystemer kan være en enkelt branche, en koncern, en produktionsvertikale eller en region. Et centralt studieobjekt bliver, hvordan den nationale og den internationale økonomi er sammenføjet af sådanne delsystemer.

Karakteristisk for en sådan analyse bliver, at den fremhæver nogle strukturelle forskelle, som tenderer at forsvinde både i den traditionelle mikro- og makroøkonomi. Når studiet af delsystemernes indre struktur og disses indbyrdes kobling til hinanden accentueres, indebærer det samtidig at der ikke er tale om en simpel aggregering af mikroenheder til delaggregater eller om en disaggregering af makrostørrelser. Delsystemet som analytisk enhed må, for at det skal have en analytisk værdi, kunne påvises at være bærer af en vis grad af egendynamik i forhold såvel til de mikroenheder, der indgår, som i forhold til den totalitet, som det udgør en bestanddel af.

Disse forholdsvis vage hentydninger til en omprioritering af den økonomiske teoris udviklingsretning, må selvfølgelig konkretiseres. Et nødvendigt led i en sådan konkretisering er en kollektiv forskningsproces, hvor den strukturøkonomiske angrebsvinkel konfronteres med bestemte problematikker og afprøves i forhold dertil.¹

---

1. Et forsøg i denne retning gøres i IKE - et projekt om industriel udvikling og international konkurrenceevne. Projektet - hvor forfatteren er medarbejder - har udgivet et forskningsprogram og udgiver årsberetninger, som kan rekvireres fra: IKE-projektet, c/o Jytte Poulsen, Institut for produktion, Aalborg Universitetscenter, Fibigerstræde 13, 9220 Aalborg 0.

Kommentar

Institut for Produktion, Aalborg Universitetscenter

Helge Brink

Bengt-Åke Lundvalls artikel indledes med en generel vurdering af, hvilke økonomiske og politiske problemer, der vil dominere 80erne. Lundvall vil formentlig ikke være uenig i, at vurderingen lader en række betydningsfulde forhold ude af betragtning. Der tænkes her bl.a. på udviklingslandenes voksende modstand mod imperialisme og økonomisk afhængighed - noget der kun strejfes af Lundvall i omtalen af NIC-landene og tilbagevendende energikriser. Men OPEC bliver næppe det sidste kartel mellem udviklingslande, og oppositionen mod de kapitalistiske lande vil også realiseres gennem et stigende antal revolutionære omvæltninger af Iransk eller Nicaraguansk type. Forholdet til de socialistiske lande er heller ikke inddraget, men det er tydeligt, at den økonomiske krise og den ustabile situation i en række udviklingslande har skærpet modsætningerne mellem de kapitalistiske og socialistiske lande. De kapitalistiske lande er klemt på flere fronter, og det må være en afgørende faktor i bedømmelsen af udviklingen i den modsætning mellem nationalt orienterede reguleringsapparater en voksende økonomisk integration, som Lundvall nævner. Resultatet er derimod ikke entydigt - man kan forestille sig såvel en global kapitalistisk integrationsproces, som en regional kapitalistisk integration sideløbende med en global disintegration.

På baggrund af sin indledende vurdering af de politisk-økonomiske udsigter for 80erne behandler Lundvall en række områder i den økonomiske teori, hvor der synes at være påtrængende behov for revisioner. Såvel i kritikken af den traditionelle teori som i antydningen af alternativer rejses der mange interessante problemer. I det følgende kan kun enkelte af disse behandles.

For det første, hvad er strukturøkonomi, og hvordan forholder den sig til andre former for økonomisk teori? Svaret på det første spørgsmål antydes gennem hele artiklen og desuden særligt på sidste side. Selv om det i forhold til Lundvalls oplæg er alt for snævert, vil jeg for at rendyrke en pointe hæfte mig ved ét kendetegn, nemlig at den grundlæggende analyseenhed skal være delsystemer, der befinder sig mellem de traditionelle analyseenheder i hhv. mikro- og makroteori. Man kan derfor i denne forbindelse kalde strukturøkonomien for mesoøkonomi. Lundvalls svar på det andet spørgsmål synes at være, at mesoøkonomien må erstatte mikroog eller i det mindste anses for mere fundamental.

Inden for den traditionelle teori finder man også problemstillingen om, hvilket niveau, der er determinerende eller dominerende. I The General Theory præsenterede Keynes det ma/croøkonomiske fundament for mi/croteorien. Først efter at teorien om den effektive efterspørgsels afgørende rolle var etableret, kunne man leve med den traditionelle teori: »If we suppose the volume of output. .. to be determined by forces outside the classical scheme of thought, then there is no objection to be raised against the classical analysis. . .« (General Theory, ch. 24).

Efter Keynes blev der hurtigt etableret en »neoklassisk syntese«, der i en lang periode har
stået som garant for en fredelig sameksistens mellem traditionel mikro- og makroteori. Men

fra midten af 60erne begyndte en række økonomer (Clower, Leijonhufvud 0.m.f1.) at interessere sig for inkonsistensen mellem mikro- og makroteori. Der opstilles en række uligevægtsmodeller (eller for den sags skyld modeller med et nyt ligevægtsbegreb), der skulle genskabe konsistensen mellem mikro- og makroteori. Men med en vis neoklassisk bias er det også underforstået, at mikroniveauet er det fundamentale. Der søges efter et /?i;7cr^økonomisk fundament for makroteorien, jfr. f.eks. titlerne The Microeconomic Foundations of Macroeconomics (Harcourt) og Microjbundations (Roy Weintraub).

Det ville nok være nyttigt om denne terminologi blev opgivet, for det er ingenlunde påvist, at mikroniveauet skulle være mere fundamentalt end makroniveauet. Og pointen i forhold til Lundvalls mesoniveau er da, at heller ikke det er vist at være mere fundamentalt end de øvrige niveauer. Derfor bør man i hvert fald foreløbigt se det som et sideordnet niveau, der i stedet for at erstatte kan supplere de øvrige, eller måske endda binde dem sammen. Hermed mener jeg ikke, at det er den traditionelle mikro- og makroreori der skal suppleres hhv. bindes sammen af Lundvalls strukturøkonomi, det er niveauerne. For det er jo klart, selv om Lundvall ikke nævner det, at det samlede oplæg til strukturøkonomien må siges at have tættere berøringsflader til den marxistiske økonomiske tradition end til den traditionelle teori.

Lundvalls bandbulle mod ligevægtsbegrebet og komparativt statiske analyser (s. 421-22) kræver også en kommentar. Man må her slutte, at Lundvalls alternativ er dynamiske uligevægtsanalyser. Rent bortset fra at begreberne dynamik og uligevægt forudsætter veldefinerede statik- og ligevægstbegreber, forekommer det mig her, at Lundvall ikke alene sælger skindet før bjørnen er skudt, men også kaster barnet bort med badevandet.

Skal man opgive ligevægts- og komparativt statiske analyser før der foreligger en tilfredsstillende dynamisk uligevægtsteori? Og hvad angår ligevægtsanalyser kan man under alle omstændigheder lære noget af dem. F.eks. giver Marx' reproduktionsskemaer eller Sraffas prisligninger oplysninger om en række nødvendige sammenhænge for en uforstyrret reproduktion. Dvs. man får oplysninger om nogle af de faktorer, der skaber ustabilitet i en kapitalistisk økonomi. Med hensyn til komparativt statiske analyser må deres brugbarhed vurderes i forhold til, om der kan formuleres plausible dynamiske tilpasningsprocesser, der kan forbinde to eller flere statiske ligevægte. Det er f.eks. i langt højere grad muligt i Keynesiansk teori end i generel ligevægtsteori og neoklassisk vækstteori.

Det næste punkt, der skal omtales er Lundvalls optimistiske tro på, at traditionelle concensus-prægede teorier vil komme til kort (og erstattes af strukturøkonomi?), og at man ikke vedblivende kan fremstille lønarbejdernes modstand mod lønpolitik som et udslag af irrationalitet og kortsynethed (s. 424).

Hvad angår det sidste er det lige siden lønfondteorien lykkedes at fremstille fagforeningerne og lønstigninger som ansvarlige for arbejdsløshed, og på den anden side lønpolitik (og fagforeningernes svækkelse) som en fordel for arbejderne. Der er vist ingen grund til at tro, at dette standpunkt forlades af »main-stream« økonomer i 80erne. Som rationale for standpunktet har man, i tilknytning til teoriens udsagn om lønpolitikkens entydigt positive virkning på beskæftigelsen, velfærdsøkonomiens kompensationsprincip. Det er her en interessant detaille, at eftersom der ikke i virkeligheden gives kompensation til de beskæftigede

arbejdere, der rammes af lønpolitik, skal de påståede fordele ses i relation til arbejder/c/assen.
Dette er nok det eneste område, hvor den traditionelle teori opererer med klasser og
/c/tmeinteresser. Men mon ikke man også i 80erne vil kunne leve med den undtagelse?

Svarende hertil vil strukturøkonomien næppe dominere den økonomisk-politiske forskning i det kommende årti. I 80erne vil der være et øget behov for teorier, der retfærdiggør kapitalismen i en situation, hvor den møder stigende vanskeligheder. Kun hvis strukturøkonomien, når og hvis den i fremtiden bliver præciseret og formuleret i teorier, kan indgå i en - kapitalistisk ideologisk set - frugtbar syntese med traditionelle teorier, vil den have en mulighed for at erobre markedet. Men det er næppe ønsker om at gentage den neoklassiske synteses succes, der ligger til grund for forsøgene på at etablere en strukturøkonomi. Disse bemærkninger skal ikke opfattes som en utidig defaitisme, men understrege det realistiske perspektiv, at strukturøkonomien kun meget langsomt vil kunne sætte sig spor i den traditionelle teori - ligesom det har været tilfældet for den marxistiske teoriudvikling. Men et sådant perspektiv øger jo kun behovet for nye teoriudviklinger.

Til sidst en bemærkning om tekniske ændringer. Det er med rette, at Lundvall fremhæver dette område som centralt og desuden nødvendigheden af at udvikle modeller, der endogent kan forklare den tekniske udvikling (s. 425). Men det er nok med urette, når det næsten underforstås, at det har været et princip for økonomer i den traditionelle skole at behandle tekniske fremskridt som exogene størrelser. Det er næppe tilfældet, men det har vist sig meget vanskeligt at »endogenisere« den tekniske udvikling - en vanskelighed, som naturligvis også findes inden for den marxistiske tradition. Hvis strukturøkonomien kan bidrage til en løsning af disse vanskeligheder, vil den dermed også bidrage til løsning af, hvad Kalecki kaldte ». . . the central piece de resistance of economics« (Trend and Business cycle, Ec.J. 1968), nemlig problemet om investeringsbeslutningernes determinanter.