Resumé

summary: In the debate on recent economic trends and cycles in the business conditions, the discussion has been concentrated on a long agenda of specific issues, among which the article treats the problems of stabilization policy in a national and international context, the determinants of changes in the public sector, the recent labour market problems, and the effectiveness and appropriateness of different policy measures. This leads to a discussion of the role of the different participants - politicians, organizations, economists etc. - in economic policy debates. In this connection the so-called modern political economy is discussed.

Afgrænsning

I det følgende vil konjunkturstyringen blive hovedemnet, mens en række delproblemer, som også har tiltrukket sig stor opmærksomhed i de senere års debat, kun vil blive berørt perifert. Således vil diskussionen om arbejdsmarkedsudviklingens eventuelle sammenhæng med dagpengeregler m.v. kun blive tangeret i tilknytning til en omtale af nogle af monetaristernes synspunkter. Endvidere skal kun et enkelt synspunkt vedrørende den offentlige sektors relative størrelse trækkes frem i punkt 2 samt i et bilag. Både dette problemkompleks og konjunkturstyringsspørgsmålene i det følgende peger nemlig som eksempler frem mod en til dels gammel, til dels genoptaget debat om de forskellige aktørers rolle i den økonomisk politiske styring.

Det er en normal antagelse, at en væsentlig mindre produktivitetsstigning i den offentlige end i den private sektor tenderer at forøge denne sektors relative størrelse i og med at offentlige varer og tjenester fordyres forholdsvis. Dette ændrer dog kun den relative nominelle størrelse og dermed potentielt skattetrykket, hvis ressourcefordelingen ændres, idet en uændret ressourcefordeling implicerer lavere offentlig realvækst svarende til den relative prisstigning på de offentlige goder. I nationale og internationale udredninger om den offentlige realvækst lægges der sædvanligvis - måske meget naturligt - stor vægt på at vurdere indkomstelasticiteten for offentlige (og private) goder, og det fremføres ofte, at en forholdsvis beskeden

produktivitetsstigning i offentlig produktion kun forer til en beskeden realvækst i forsyningen med offentlige goder, hvis også indkomstelasticiteten for disse er beskeden i det mest ekstreme tilfælde går mod nul. Derved gås imidlertid lettere hen over, at også priselasticiteterne må bor spille en rolle i det politiske valg mellem offentlige og private goder - hvad enten dette valg baseres på en politisk vurdering af, hvad der gavner befolkningen, eller dennes bagvedliggende præferencer slår igennem i det politiske valg. Den begrænsede interesse for priseffekterne hænger muligvis sammen med, at det i de Heste sammenhænge forekommer endnu vanskeligere at afsløre reaktionerne på relative prisændringer end at vurdere den ønskede fordeling af efterspørgsel ved en realindkomststigning. Hertil kommer at de omkostningsmæssigeimplikationer et foretaget valg ikke altid står borgere og måske også myndigheder ganske klart i og med at betaling og forbrug er separeret ved at gratisprincip og skattefinansiering benyttes.

Hele dette problemkompleks er nøjere diskuteret i et bilag, hvor der også er fremdraget nogle estimationstekniske spørgsmål knyttet til afsløring af parametrene i præferencestrukturen for private og offentlige goder. Men som sagt forekommer det for en optimal udvikling at være afgørende at få kanaliseret ikke blot indkomst-, men også prisstruktureffekter ind i de samfundsmæssige overvejelser om valg mellem offentlige og private goder.

Konjunkturstyringen

a. I internationalt perspektiv

Det er nu en almindelig opfattelse, at det økonomiske tilbageslag i 1970erne skyldtes et sammenfald af flere uheldige omstændigheder, hvoraf et par af de vigtigste er den meget abrupte og stærke forhøjelse af energipriserne og den af først inflationsfrygt, siden betalingsbalanceproblemer fremkaldte økonomisk-politiske opbremsning.

Ser man tilbage på den lange næsten übrudte højkonjunkturfase fra slutningen af 50erne til begyndelsen af 70erne er der en iøjnefaldende udvikling i retning af en stadig, om end langsomt stigende inflationsrate. En af monetaristernes største fortjenester er understregningen af inflationsforventningernes betydning for den faktiske prisudvikling og i forlængelse heraf påpegningen af, at dette har den implikation, at hvis aktivitet og beskæftigelse presses op over et af en række endnu ikke ganske fastlagte omstændigheder bestemt niveau må man betale herfor i form af en accelererende inflationsproces. Dette igen implicerer en vertikal eller i det mindste temmelig stejl langsigtet Phillipskurve ved nævnte beskæftigelsesniveau, der af monetaristerne benævnes den »naturlige« beskæftigelsesgrad, d.v.s. der vil i bedste fald kun være meget begrænsede økonomisk-politiske valgmuligheder mellem

beskæftigelsesgrad og inflationsrate. Selv i denne temmelig rigoristiske formulering synes der under hensyntagen til den iagttagne inflationsudvikling trods alt her at være påpeget et forhold, som afspejler en ganske væsentlig realitet. I lys heraf vil det være vigtigt engang i 80erne, når de industrialiserede lande forhåbentlig igen nærmer sig en tilfredsstillende konjunktursituation, at undgå at presse situationen således, at inflationen igen bliver accelererende som følge af, at den »naturlige« beskæftigelsesgrad overskrides. Man kan måske frygte, at man tidligere end før støder på en overgrænse for beskæftigelse. Monetaristerne hævder således, at den »naturlige« arbejdsløshedsprocent er blevet større i de senere år, og fremfører som argument herfor, at myndighederne i al fald hidtil har baseret den økonomiske politik på en urealistisk tiltro til, at en ekspansiv politik kan føres uden stærke kumulative inflationseffekter. Resultatet heraf skulle være en svingende - stop/go - politik med stærkere variation i og højere niveau for inflationsraten til følge. Dette skærper den politiske polarisering i befolkningen, fremmer usikkerheden i de økonomiske beslutninger, og øger graden af kvantitativ intervention i samfundet. Alle disse forhold skulle virke allokeringshæmmende.

I denne sammenhæng er specielt her i landet et af de mest ømtålelige diskussionspunkter spørgsmålet om sammenhæng mellem dagpengeregler (og i øvrigt andre socialpolitiske regler) og naturlig ledighed. Det hævdes her, at mere kulante regler forlænger arbejdssøgeprocesserne og måske styrker inflationsrisikoen. Debatten har endvidere været krydret med argumenter om, at større eller mindre dele af ledigheden ikke skulle være ufrivillig. For at belyse dette kræves næsten umulige undersøgelser af de lediges motiver og arbejdsønsker både vedrørende heltidsarbejde og deltidsarbejde/arbejdsfordeling med supplerende dagpenge. Det kræves tillige, at man kan udskille virkningerne af eventuel forlænget søgetid også hos arbejdsgiverne og af mulig »mismatch« mellem ledig arbejdskraft og übesatte jobs i henseende til kvalifikationer, geografisk placering o.s.v. Hele dette spørgsmål kan man antagelig først få overblik over, når industrilandene igen forsøger at føre fuld beskæftigelsespolitik, og først da har man mulighed for at afgøre, om den »naturlige« ledighed er steget eller ej.

Langt den største del af arbejdsløsheden hidrører nemlig uden tvivl fra energikrisen og den internationale økonomisk-politiske reaktion herpå. Det har ofte været hævdet, at olieprisstigningerne svarer til en kontraktiv afgiftsforhøjelse lagt på de industrialiserede lande og med multiplikatorvirkninger ganske som en finanspolitisk stramning påført af i flere tilfælde absorptionssvage olieproducerende lande. De konjunkturelle konsekvenser heraf ville dog være væsentligt mindre, hvis man kunne enes om ikke at føre kontraktiv politik af hensyn til betalingsbalancerne. Når alle gør det, opnås der i virkeligheden kun ganske lidt i opfyldelse af

betalingsbalancemålsætningen, d.v.s. den eneste sikre følge er, at der påføres økonomierne kolossale omkostninger i form af tabt produktion og beskæftigelse. Den depressive effekt af olieprisstigningerne kunne mindskes betydeligt, hvis der kunne opnås en eller anden form for international økonomisk-politisk aftale om fordeling af det betalingsbalanceunderskud, industrilandene tilsammen under alle omstændigheder må have (i hvert fald overgangsvis), samt at der etableres gensidige støtteordninger m.v. på det valutariske område. Det eneste større realøkonomiske problem, som en sådan international politisk aftale rejser er, at selv en marginal samlet større aktivitet kan stimulere energipriserne. Der er her tale om et skoleeksempel på, at merudgiften pr. enhed synes konstant og lig med prisen for den enkelte, mens den er langt højere og stigende for helheden. Det er derfor vigtigt, at bestræbelserne for udvikling af alternativ energi og energibesparelser for given produktion fortsættes i alle lande, og her falder selvfølgelig U.S.A.'s forhold af gode grunde specielt i øjnene.

De senere års økonomiske politik forekommer således langt fra optimal, set i dette lys. Alle lande har ført en stærkt kontraktiv politik for at komme af med betalingsbalanceproblemet, og alle har derved skruet sig selv og alle andre ned på et unødigt lavt aktivitetsniveau, uden at underskuddet af den grund er forsvundet. Der har ligefrem været tendens til, at økonomierne har været ude af takt, specielt at konjunkturerne har været forskellige på de to sider af Atlanten. Man har ligesom sendt »Sorteper« i form af det givne betalingsbalanceunderskud frem og tilbage ved skiftende opbremsninger og således bidraget til at uddybe problemerne.

b. I dansk sammenhæng

Den danske situation i de sidste 6-7 år har været karakteriseret af, at vi har båret en helt uforholdsmæssig stor del af de samlede byrder (selv- eller uforskyldt). Selv ved det særdeles store ledighedsniveau målt med international alen har vort relative betalingsbalanceproblem været særlig stort, og det ville formentlig noget i retning af fordobles, hvis vi igen fik fuld beskæftigelse.

Vi ville derfor nok møde nogen international velvilje overfor forsøg på at ekspandere på konkurrencemarkederne for derved at søge det specielt udtalte danske uligevægtsproblem mildnet, selv om det naturligvis vanskeliggør om end kun i ringe omfang andre landes ekspansion på de samme markeder.

Over for den særlige danske klemme har den økonomisk-politiske indsats imidlertid i realiteten været meget begrænset, selv om man nok især omkring de politiske forlig har følt, at man har gjort sig store anstrengelser. Pengepolitikken har i høj grad været indrettet på, at den private kapitalimport fik et ønsket omfang i relation til underskud, ønsket valutabeholdningsændring og planlagt offentlig

låntagning, og pengepolitikken har derfor stort set været at betragte som et datum i den interne konjunkturstyring. For de finanspolitiske instrumentændringers vedkommende (ændringer i skatte- og afgiftssatser og exogene udgiftsbeløb, men naturligvis ikke i konjunkturbestemte indtægts- og udgiftsbeløb, som jo kun modificerer multiplikatorernes størrelse og således ikke bidrager til styring af udviklingen), er det vist en almindelig opfattelse, at man alt i alt er gået sidelæns, således at udgiftsvariationer har stimuleret og politiske forlig hæmmet aktivitet og betalingsbalanceunderskud. I en række situationer forekommer nettovirkningen i hvert fald at ligge inden for beregningsusikkerheden. Dette skyldes ikke, at finanspolitikken på kort sigt har mistet sin effektivitet. Ganske vist er multiplikatorerne som følge af styrkede indbyggede stabilisatorer formindsket over en lang årrække, men så kan man jo blot forøge doseringen. Og de argumenter, som specielt monetaristerne anfører for finanspolitikkens ineffektivitet også på kort sigt, forekommer mindre plausible, idet de forudsætter mindre sandsynlige parameterstørrelser på en række områder, især hvad angår rentefølsomhed. Det må dog selvfølgelig indrømmes, at jo hurtigere samspillet mellem faktisk og forventet inflation foregår, desto større er risikoen for, at den finanspolitiske styring mister sin kortsigtseffekt. Derfor har analyser af forventningsdannelsen, hvor adaptive ctr. rationelle forventninger har spillet hovedrollen i de senere år, stor relevans for denne problemstilling. Som nævnt indledningsvis ved omtalen af den krybende inflation forekommer det dog fortsat at være mest sandsynligt, at nogle træghedselementer gør sig gældende.

Noget helt andet er, at ingen af de nævnte interne politikformer er særlig vigtige ved løsning af det grundlæggende danske problem med svækket konkurrenceevne og deraf følgende dårlig kombination af beskæftigelse og betalingsbalance. Her batter kun egentlige konkurrenceforbedrende externt rettede politikker, men heller ikke her har der været gjort nogen særlig indsats. Selv om stigningen i omkostningerne pr. enhed fra midten af 70erne og indtil forsommeren 1979 er bragt ned i nærheden af niveauet hos samhandelspartnerne, kan dette på ingen måde betegnes som en egentlig indkomstpolitisk succes, og der har ikke herfra været ydet noget bidrag til at redressere tidligere års udvikling. Og de danske gennemsnitlige revalueringer i forbindelse med de senere års slangesamarbejde er faktisk den modsatte politik af den i denne sammenhæng relevante.

Modargumenterne mod en konkurrenceevnepolitik forekommer lidet overbevisende.Det ikke sandsynligt, at prisfølsomhederne på konkurrencemarkederne på i hvert fald blot lidt længere sigt er små nok til at gøre en sådan politik virkningsløs. Det er heller ikke sandsynligt, at de formentlig forholdsvis begrænsede bytteforholdsændringer, som politikken medfører, for samfundet som helhed ville

opveje den indkomstmæssige fordel, en beskæftigelsesforbedring for given betalingsbalancesaldo ville indebære. Det er endog sandsynligt, at man forbedrer situationen også for lønmodtagerne direkte (under et og hvad angår de allerede beskæftigede), når man tager hensyn til værdien af de ellers arbejdsløses produktion, som kan danne basis for en finanspolitisk lettelse. De væsentligste indvendinger mod indkomst- og valutakurspolitik ligger derfor især på det politiske plan, idet disse midler tilsyneladende er blokeret som følge af inkonsistente politiske krav til den relative fordeling, på trods af at alle betydende hovedgrupper antagelig ville opnå en forbedret situation i absolut forstand. Hermed skal naturligvis ikke skjules, at brugen af indkomst- og valutakurspolitik ingenlunde er nogen simpel sag. Indkomstpolitik er administrativt vanskeligere, og valutakurspolitik indebærer større risici for inflation. Men igen hænger dette i høj grad sammen med, at man vanskeligt kan opnå den fornødne accept af de nødvendige politikker.

III. Konsekvenser for økonomisk politisk debat og rådgivningsvirksomhed

Det gælder altså for alle de i det foregående nævnte styringsmæssige problemer, at vanskelighederne mere ligger i den økonomisk politiske implementering end i de mere teknisk bestemte spørgsmål om gennemførlighed af eventuelle indgreb. Det er derfor ikke ganske uden grund, at det har været hævdet, at vi snarere befinder os i en økonomisk politisk end i en egentlig økonomisk krise. Man kunne heraf fristes til at være stærkt kritisk overfor mange af de faktorer eller institutioner, som tilsammen determinerer den økonomisk politiske situation - både nationalt og internationalt. På den anden side har vi jo selv valgt vor styrings- og beslutningsform, hvor de faktiske afgørelser sker ved befolkningens samspil med folkevalgte, interesseorganisationer, 0.5.v., og hvor det bagvedliggende problem således kan hævdes at være en inkonsistens mellem borgeres og gruppers beslutninger i ikke blot private efterspørgselssituationer, men også i forbindelse med deres roller som vælgere, organisationsmedlemmer o.s.v. Dette har givet anledning til fremvækst af en helt ny disciplin i den økonomisk politiske teori, hvor man søger at endogenisere også de politiske reaktioner hos spillets deltagere, en tankegang, som måske spiller en rolle også i almindelig praktisk udrednings- og rådgivningsvirksomhed. Med udgangspunkt at man dårligt kan bebrejde myndighederne, at de spekulerer bl.a. på de politiske (f.eks. valgmæssige) reaktioner på deres beslutninger, har man søgt at afklare, hvad man kan sige om fordelagtighed af dette eller hint, hvis man i et vist omfang går ind på myndigheders og andres præmisser og således i hvert fald delvis tager hensyn til de politiske begrænsninger, som ligger i, at visse løsninger kun vanskeligt bliver accepteret.

Her tænkes altså ikke på den forholdsvis rene disciplin, hvor man deskriptivt

forklarer de økonomisk politiske processer, herunder valgkonjunkturer m.v., men mere på tankegangens betydning i forbindelse med udrednings- og rådgivningsvirksomhed. For selv om den er baseret på en meget sympatisk tankegang om, at man må tage hensyn til alle former for »ufuldkommenheder« m.v., også i den politiske beslutningsproces, for trods alt at kunne gøre nogen gavn i arbejdet med de økonomisk politiske styringsproblemer og opnå, at de påpegede muligheder og/eller anvisninger blot sætter sig visse praktiske spor, er der alligevel knyttet en række betænkeligheder til selve angrebsvinklen.

Den første betænkelighed vedrører spørgsmålet om, hvilke (og hvis) politiske præmisser der skal lægges til grund. Analyser m.v., som tager sig forholdsvis tekniske ud, får ved at være mere eller mindre ensidigt baseret let karakter af at være partsindlæg.

Snævert knyttet hertil er risikoen for, at man med udgangspunkt i bl.a. politiske begrænsninger (afledt f.eks. af valgmæssige overvejelser) kan nå til at acceptere - måske endog argumentere for - hvad som helst. Der er derfor risiko for, at teknikeren får klakørens rolle, og hvis man nærmer sig den situation ud fra velforståelige ønsker om at være nyttig, givet bl.a. også politiske ufuldkommenheder, er det et spørgsmål, om myndighederne i det lange løb har særlig grund til at være glade for teknikere, som blot snakker dem efter munden. I forsøget på at endogenisere den økonomiske politik kommer man således let til at endogenisere sig selv.

Yderligere i sammenhæng hermed opstår der en stærk tvivl om, hvad hele optimalitetsbegrebet i så fald indeholder. Det er klart, at hvis alt endogeniseres, er der slet ikke noget, som hedder optimalitet mere, og man kan ikke sige noget som helst om den absolutte og relative værdi af denne eller hin foranstaltning, men kun om, hvorfor den blev gennemført. Hvis man således holder sig på det rent deskriptive plan, er der ingen grundlæggende problemer. Men den rolle, man spiller ved tilrettelæggelse af økonomisk politik og ved udrednings- og måske rådgivningsvirksomhed, risikerer let at blive tvivlsom. Hvis der i kraft af, at de politiske begrænsninger kun delvis specificeres, eller at der kun i en vis grad sker en endogenisering af den politiske proces, alligevel i sidste ende bliver nogle frihedsgrader tilbage ved den økonomisk politiske udredningsvirksomhed, får rådgivningen let karakter af at være en beskrivelse af anden, tredie .... bedste muligheder, givet en lang række højst uigennemskuelige forudsætninger af politisk og anden art. Selv om dette selvfølgelig på mange områder er en uomgængelig realitet, synes det trods alt vigtigt at forsøge at begrænse de til grund liggende indsnævrende mere eller mindre politiske præmisser mest muligt og i alle tilfælde sørge for at de ekspliciteres. Men selv dette er måske ikke tilfredsstillende og i hvert fald ikke ligetil.

Alt i alt - med de særligt fremdragne tilfælde i erindring - synes det vigtigt at få den økonomisk politiske beslutningsproces forbedret - måske endog helt basalt at få den til at fungere. Hvilke veje man skal gå, både i de i det foregående nævnte og i en lang række andre tilfælde, bliver uden tvivl et af de vigtigste spørgsmål i 1980erne. Der er ikke ovenfor angivet - og der kan vist heller ikke i litteraturen på området findes - særlig klare svar på de rejste problemer. Der er snarere rejst en række yderligere sporgsmål knyttet til den økonomisk politiske styringsproblematik; spørgsmål, som sikkert vil trænge sig på i forskning i og debat om samfundsvidenskabelige problemer i årene fremover.

Kommentar

Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Peter Erling Nielsen

Erik Gørtz må have ret i sit grundlæggende synspunkt, at tilrettelæggelsen af den
økonomiske politik - internationalt og i Danmark nu mere end nogensinde forudsætter
kritisk analyse af de foreliggende problemer og den måde, de søges løst på.

Tilsyneladende står vi i dag over for usædvanligt divergerende, syn både på vanskelighedernes årsag og (som følge heraf) på effekten af forskellige økonomisk-politiske indgreb. Bag dette ligger en høj grad af uenighed blandt teoretisk arbejdende makroøkonomer.

1. Det internationale aspekt

Som det fremgår af Gørtz' indlæg gives for tiden to væsenforskellige forklaringer af krisen.

Tilhængere af den monetaristiske hypotese tager deres udgangspunkt i den tydelige acceleration af prisniveauet i 1960erne og 70ernes begyndelse og argumenterer, at det for en tid lykkedes at holde ledigheden nede under det naturlige niveau, men at det omkring 1973/74 blev klart, at inflationsomkostningerne ved en fastholdelse af denne politik var for høje. Resultatet blev et markant skift i de fleste landes økonomiske politik: efterspørgslen blev reduceret for at uddrive inflationsforventningerne, hvilket uundgåeligt for en periode måtte øge ledigheden. Stigninger i priserne på olie og andre råvarer kan efter denne opfattelse kun tillægges væsentlig og varig effekt på centrale økonomiske størrelser i det omfang, de afleder kompenserende, ekspansive indgreb.

Accept af teorier af denne karakter er ensbetydende med, at den fortsat store ledighed skal forklares med en voldsom forøgelse af det naturlige niveau og/eller meget træg tilpasning. Den sidste mulighed er ofte sat i forbindelse med, at der i flere lande fra tid til anden er gjort forsøg med kortvarige, ekspansive indgreb, der skulle have vedligeholdt inflationsraterne.

Også den keynesiansk inspirerede forklaring gør inflationsforventningerne ansvarlige for forøgelse af prisstigningstakten i 1960ernes slutning - på dette punkt er der ingen uenighed, og det er der heller ikke, når en meget ekspansiv penge- og finanspolitik udpeges som den bagved liggende årsag. Men der er ikke tilslutning til, at de sidste års ledighed skulle være af midlertidig karakter; arbejdsløsheden fastholdes, sålænge efterspørgslen holdes nede.

I krisens første år var det almindeligt at se olieprisforøgelserne som en skattestigning, hvis kontraktive virkning de berørte landes myndigheder forsømte at fjerne. Da »OPEC-skattens« provenue oven i købet belastede de løbende poster på betalingsbalancerne, forstærkedes lavkonjunkturen af disse landes egne stramninger. De olieproducerende lande viste sig imidlertid at have en langt større importkapacitet end forudset, og selvom energipriserne igen i 1979 blev kraftigt forøget, så er OECD-landenes umiddelbare problem snarere bortfald af indkomst end efterspørgsel. Det gælder ikke mindst for Danmark - jfr. det følgende - at mange problemer kan føres tilbage til den manglende erkendelse af, at bytteforholdet er varigt forringet.

Det er ikke nok med, at der stadig reageres kontraktivt på olieprisstigninger; i en række industrilande anvendes penge- og finanspolitikken til at neutralisere effekten af indenlandske omkostningsstigninger, mens lande med stærke betalingsbalancer holder efterspørgslen nede af frygt for fremtidige stigninger i inflationstakten. Begge grupper er samtidig tilbageholdende med at lade den nødvendige indbyrdes tilpasning foregå via valutakursændringer. Resultatet kan efter den traditionelle opfattelse kun blive permanent underbeskæftigelse.

Det er afgørende for valget at økonomisk politik for 1980erne, om man tilslutter sig en kriseforklaring af den første eller anden type. Erik Gørtz hælder ligesom jeg selv til den keynesianske, men det kunne måske godt være sagt lidt klarere. Enten er arbejdsløsheden »naturlig« og skal følgelig bekæmpes med tålmodighed, eller også er den først og fremmest ufrivillig - et resultat af den økonomiske politik - så dens afskaffelse forudsætter ekspansive indgreb.

Nu kan man hævde, at det er uden praktisk relevans for tilrettelæggelsen af dansk økonomisk politik at slå fast, at en international, afbalanceret ekspansion ville være ønskelig, eftersom OECD-landene ikke er enige om en sådan politik. Indvendingen kan være rigtig nok, men det er på den anden side klart, at vi har problemer udover den manglende efterspørgsel.

2. Det danske aspekt

Danmark har som bekendt påtaget sig en uforholdsmæssig stor andel af OECD-landenes samlede betalingsbalanceunderskud fi 1979 ca. 3 mia $ ud af ialt ca. 40), og der er ingen tvivl om, at vi selv efter en dramatisk forbedring af de internationale konjunkturer ville stå tilbage med høj ledighed og/eller store underskud i udenrigshandelen.

De fortsatte kraftige lønstigninger kan ses som lønmodtagernes forsøg på at fastholde eller øge den disponible realløn på et tidspunkt, hvor dette ikke er muligt. For det første presses vi som nævnt af et forringet bytteforhold; det kan der ikke ændres på - i hvert fald ikke før man internationalt og i Danmark begynder at føre en konsekvent energipolitik - men en måde at se kendsgerningerne i øjne på var ved på dette punkt at korrigere den automatiske dyrtidsregulering.

Det andet væsentlige forhold er den offentlige sektors og dermed skattetrykkets vækst.

Man kommer næppe meget længere gennem traditionelle besparelser, men hvis efterspørgslen efter offentlige goder i en vis udstrækning var markedsbestemt, ville den offentlige sektor og navnlig skattetrykket formindskes, og det forekommer sandsynligt, at specifikke, omkostningsbestemte takstforhøjelser ville føles mere acceptable end anonyme skattestigninger. (Gik man denne vej, skulle der naturligvis indføres en form for negativ indkomstskat). Gørtz påviser med rette, at priselasticitetens betydning for efterspørgslen efter kollektive ydelser hidtil har været negligeret, men grunden hertil kan have været, at kombinationen af skattefinansiering og gratisprincip hidtil har sløret sammenhængen mellem pris og mængde for både myndigheder og borgere.

Også på andre områder forekommer samfundets holdning til økonomiske incitamenter at have en uhensigtsmæssig indflydelse på forsøgene på at reducere pengelønsstigningerne. Man bryder sig ikke om at erkende, at samspillet mellem høje satser for arbejdsløshedsdagpenge og marginalskatter giver en stærk tilskyndelse til at arbejde - ikke i den officielle økonomi, men i den parallelle, hvor man undgår skat og samtidig beholder de offentlige ydelser. Der er bestemt grund til jfr. Jørgen Estrups indlæg andet steds i Tidsskriftet -at ændre disse forhold, bl.a. fordi en af misbrugets konsekvenser kan være øget lønstigningstakt; ikke mindst der, hvor de skiftende beskæftigelsesplaner navnlig var tænkt at skulle virke.

Hvis det skulle lykkes at gennemføre en forbedring af konkurrenceevne og virksomhedsindtjening effektiv omkostningspolitik (løndæmpning og devalueringer) opstår efter manges mening et behov for en form for LM. Det forekommer her oplagt at vælge et system, hvor den indbyggede tilskyndelse til løntilbageholdenhed gøres størst mulig, nemlig en deling af det overskydende overskud.

3. Den politiske debat og den økonomiske rådgivning

Det er rigtigt, at krisen snarere er af politisk end økonomisk karakter; resultaterne kunne
blive bedre med en anden økonomisk politik. Men det skal medgives, at det ikke er så lige en

sag at styrke rådgivning og beslutningsgrundlag til alles tilfredshed - der kan dog
afslutningsvis peges på et område, hvor forbedringer er mulige.

Folketingets forudsætninger for at træffe langsigtede beslutninger er i løbet af 1970erne blevet stærkt forbedret - der kan blot henvises til Budgetredegørelsen fra januar 1979 - men det er stadig ved de mange kriseforlig, at konjunkturpolitikken fastlægges. Det burde være en fast regel, at økonomiske redegørelser 0.1. kom før og ikke efter, at beslutningerne træffes.

Replik

Erik Gørtz

1. På trods af, at kommentar og indlæg i alt væsentligt supplerer hinanden, og at det er svært
at finde andet end nuanceforskelle mellem dem, kan der alligevel være grund til at berøre
endnu et par spørgsmål omkring de økonomisk-politiske styringsproblemer.

Det er nemlig bevidst, at indlægget ikke tilslutter sig enten den monetaristiske eller den keynesianske kriseforklaring. Der er antagelig - det ville vel også være mærkeligt andet - rimelige elementer i begge forklaringstyper, og det forekommer mest frugtbart at søge at udskille de elementer fra begge »skoler«, som tilsammen danner den mest plausible analyseramme. Det er i virkeligheden ulykkeligt, at debatten har fået karakter af et opgør mellem to teoriverdener, men det har begge parter nok deres del af skylden for. Historisk set forekommer det, at Friedman lagde op til en stærk kontrovers, men i det senere opgør har den ene part vist ikke meget at lade den anden høre.

Monetaristerne har formentlig tilføjet almindelig økonomisk teori mest nyt ved så stærkt at understrege inflationsforventningernes betydning og dermed lægge vægt på forskellen mellem den kortsigtede og den betydelig stejlere langsigtede Phillips-kurve. Det kan ganske vist hævdes, at der ikke er noget særlig monetaristisk i dette problem, men ved at sige dette bidrager blot til at styrke debattens karakter af et opgør. Det må da vist slås fast, at understregningens styrke må man kreditere de såkaldte »monetarister« for. På andre områder, måske især omkring kortsigtsstabiliseringspolitikken, har de såkaldte »keynesianere« fat i en lang ende. Det er derfor muligt at de to »skoler« er uenige bl.a. fordi de i et vist omfang taler om forskellige ting. Her er det måske især tidshorisontens længde, som skiller.

Man behøver følgelig ikke at anlægge det ekstreme standpunkt, at der kræves forskellig politik i de to skoler, og at kun tålmodighed hjælper ifølge »monetaristerne«. For det første er den vej, man skal gå fra en højtbeliggende kortsigts-Philipskurve til en mere tilfredsstillende position ikke givet, men kan påvirkes af adskillige foranstaltninger. Der foreligger altså her et kontrolteoretisk problem. For det andet er der utvivlsomt også mulighed for at påvirke den »naturlige« beskæftigelsesgrad, og i kommentaren nævnes da også flere sådanne muligheder, bl.a. ved at styrke de økonomiske incitamenter.

2. Også vedrørende olieproducenternes importkapacitet er der antagelig mindre tale om et enten/eller end et både/og. Nogle lande har relativt lav absorptionsevne og virker derfor kontraktivt, og de store mængder af urolige petrodollars er et utvetydigt resultat heraf. Andre lande har langt større importønsker og er derfor ofte dem, som presser hårdest på for gennem prisforhøjelser at få udlignet for industrilandenes inflation, som udhuler realindkomstforskydningen. er altså tale om både en gensidig inflationsskabende proces og en kontraktiv effekt, og når så endelig industrilandene under ét reagerer uhensigtsmæssigt herpå, forværres den totale situation. At afvise en afbalanceret ekspansion blot med, at den kan man ikke enes om, er nok en lidt for villig accept af den tankegang, at debatten om den økonomiske styring skal baseres bl.a. på vurderinger af rent politiske begrænsninger og ufuldkommenheder.

3. De få supplerende bemærkninger i det foregående skal dog ikke skjule, at der forekommer
at være udpræget enighed mellem indlæg og kommentar, og at de derfor snarere end at
afdække forskellige opfattelser supplerer hinanden.

Litteratur

Gørtz, E. 1977. Generelt om relationen
mellem Laspeyres- og Paasche -prisindeks,
med Appendix A; kapitel IV i Erik Gørtz

og Jørgen Drud Hansen, red.. Indeksteori,
Odense.