|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 117 (1979)Marxistiske økonomer om forbrugets struktur under socialismenCenter for Udviklingsforskning Knud Erik Svendsen I en tidligere artikel blev fremlagt nogle synspunkter om socialistiske forbrugspolitikker baggrund af den teoretiske diskussion i Sovjetunionen og Polen i de allerseneste år. Denne artikel vil behandle, hvordan marxistiske økonomer siden Oskar Langes fremstilling af socialismens økonomiske teori i 30'rne har drøftet forbrugets struktur under socialismen. Udgangspunktet er Oskar Langes markedsmodel for en socialistisk økonomi, hvor forbrugsstrukturen bliver behandlet med anvendelse af begreber som frit forbrugsvalg og forbrugersuverænitet og med et nyklassisk apparat. Efter en diskussion af denne model og den senere debat om den, bliver der gjort et noget kontroversielt forsøg på at udrede, hvilke udsagn om emnet der findes hos de marxistiske klassikere, Marx og Engels. Deres bidrag til socialismens politiske økonomi sammenholdes med Charles Bettelheims teoretiske fremstilling af den økonomiske kalkule under overgang til socialisme. I denne
fremstilling har jeg forsøgt at udskille, hvad den
marxistiske arv med hensyn Resumésummary: Oskar Lange and Maurice Dobb differed in their views of the role of the market, but they were both rather silent on the welfare issue of the long run development consumption. The debate between Drewnowski, Roberts and Petersen on the economic theory of socialism neither threw much light on the question. Marx and Engels accepted the role of demand under socialism, but Engels' notions on direct measurement of utility under socialism - taken up later by Bettelheim - were rather vague. The Marxist heritage with regard to the structure of consumption is thus very mixed. Oskar Lange om socialismens økonomiske teoriHvis man som
væsentligt for en socialismedefinition anser eksistensen
af en samfundsmæssigplanlægning, Side 56
fundsmæssigplanlægning,kan det virke ejendommeligt at tage udgangspunkt i Oskar Langes artikler om socialismens økonomiske teori fra 1936 og 1937. I disse artikler tages det private forbrugs struktur nemlig ud af den samfundsmæssige planlægning, som iøvrigt tillægges en ret beskeden rolle. Men udgangspunktet er valgt for at vise, at Langes løsning ikke er tilstrækkelig, så snart vi bevæger os væk fra hans statiske forudsætningerover den dynamiske virkelighed.1 Langes artikler blev skrevet som en polemik mod Ludwig von Mises og andres forsøg på at bevise, at socialisme var teoretisk umulig. Ophævelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og indførelse af en samfundsmæssig ejendomsret ville efter disse opfattelser forhindre markeder på produktionsfaktorer og dermed en prisdannelse, som kunne sikre et effektivt resultat. Langes svar var som bekendt en institutionel model for en socialistisk økonomi, som i hovedtrækkene svarer til den fuldkomne konkurrence. De enkelte virksomheder pålægges at producere de mængder, som gør deres grænseomkostninger lig med de priser, der er fastsat af de centrale planmyndigheder. Disse priser fastsættes ved en trial-and-error metode, således at der opnås ligevægt mellem efterspørgsel og udbud. For hver branche findes brancheorganer, som har ansvaret for virksomhedsdannelsen indenfor hver gren, herunder investeringerne. Den samlede investeringskvote fastsættes Lønforskelle svarer til forskellene mellem de marginale »disutilities« ved de forskellige beskæftigelser, bestemt ved frit beskæftigelsesvalg. Overfor denne velfærdsmaksimerende konkurrencesocialisme stillede Lange en kapitalisme præget af monopolistisk konkurrence. Med polemisk elegance fik han altså vendt sine modstanderes grundlæggende syn - den frie konkurrence - til et argument/o/ en socialistisk økonomi. I diskussionen af Langes løsning er der siden blevet rejst en række punkter. Hvad kan sikre, at virksomhederne opfører sig, som de skal? Hvordan findes ligevægten uden permanente svingninger? Kan de centrale planmyndigheder i praksis fastsætte det store antal priser, det drejer sig om? osv. osv.2 Der er også rejst tvivl, om modellen var andet end en teoretisk konstruktion for Lange, en intellektuel tilfredsstillelse ved at nedkæmpe nyklassikere med nyklassiske våben. Denne tvivl begrundes med henvisning til Oskar Langes samtidige bidrag til et socialistisk økonomisk program og især med hans deltagelse i udformningen af den polske økonomiske planlægning og hans skriftlige arbejder i 50'erne og 6O'erne.3 1. Lange og Taylor. 1938. 2. Bergson. 1948. Ward. 1967. Bergson. 1967. Roosevelt. 1969. Kornai. 1971. s. 356ff. Petersen. 1971. Roberts. 1971. Bliss. 1972. Spulber. 1972. Feiwel. 1972. Yunker. 1972-73. Carson. 1973. Sherman. Uitmermark. Roberts. 1973. Csikos-Nagy. 1975. Neuburger og Duffy. 1976. Yunker. 1976. Holesovsky. 1977. 3. Lange. 1966. Brus og Kowalik. 1970. Kowalik. 1970. Feiwel. 1972. Side 57
Med hensyn til hans programskrift fra 30'rne (skrevet sammen med Breit) drejer det sig imidlertid om et strukturprogram, hvor de centrale myndigheder tillægges vidtgående beføjelser under omlægningen af den polske økonomi. Intet tyder på, at dette står i modsætning til Langes overvejelser om den økonomiske model efter en gennemført industrialisering. At Lange i 30'rne
iøvrigt var stærkt overbevist om den nyklassiske
fuldkomne konkurrences Hvad angår hans deltagelse i praksis i Polen efter krigen, kan den ikke tages som udtryk for, at han var blevet centralistisk. Hans aktive deltagelse i økonomernes forsøg i 1956 og de nærmest efterfølgende år på at få ændret den polske økonomi i decentraliseret (for Langes vedkommende med stor sympati for arbejderrådenes store indflydelse), peger i modsat retning. I hans teoretiske overvejelser om udviklingslinierne socialismens politiske økonomi peger han da også direkte på, hvordan der efter en første fase med stærk centralisering må følge en fase med decentralisering, dvs. med større selvstændighed til de enkelte virksomheder og mere systematisk anvendelse indirekte instrumenter som priser, hvilket straks rejser spørgsmålet om bestemmelse optimale priser.4 Langes sidste arbejde om computeren og markedet viser også, at han ikke havde glemt diskussionen fra 30'rne og de praktiske indvendinger mod hans model. I denne artikel argumenterede han for, at de højtudviklede computere kan finde ligevægtsløsningen hurtigt, således at de centrale myndigheder undgår at prøve sig frem på markedet.5 Med hensyn til
bestemmelsen af forbrugets struktur, fremgår det klart
af formuleringen Lange argumenterer først mod et system uden frit forbrugs- og beskæftigelsesvalg: »Such a system would scarcely be tolerated by any civilized people«. Derefter påviser han, at frit forbrugsvalg ikke betyder, at produktionen styres af forbrugernes valg. »One may well imagine a system in which production and the allocation of resources are guided by a preference scale fixed by the Central Planning Board while the price system is used to distribute the consumers' goods produced. In such a system there is freedom of choice in consumption, but the consumers have no influence whatever on the decisions of the managers of production and of the productive resources. There would be two sets of prices of consumers' goods. One would be the market prices at 4. Lange. 1970. 5. Lange. 1967. Side 58
which the goods are sold to the consumers; the other, the accounting prices derived from the preference scale fixed by the Central Planning Board. The latter set of prices would be those on the basis of which the managers of production would make their decisions. However, it does not seem very probable that such a system would be toleratedby citizens of a socialist community. The dual system of prices of consumers' goods would reveal to the people that the bureaucrats in the Central Planning Board allocate the community's resources according to a preference scale different from that of the citizens. The existence of a dual price system of consumers' goods could scarcely be concealed from the people...« [s. 96f.]. Hvad Lange i 30'rne anså for lidet sandsynligt, nemlig at der ville være to adskilte prissystemer, ét for producentpriser og ét for forbrugerdetailpriser, har imidlertid været den overvejende praksis i Østeuropa. Denne manglende systematiske sammenhæng varernes fremstillingsomkostninger (i en eller anden forstand) og deres detailpriser udtrykkes i varierende omsætningsskat (målt i % af omkostningerne).6 Dette duale prisniveau er i østeuropæisk teori blevet begrundet med behovet for at sikre planlægningen af produktionen mod vilkårlige påvirkninger fra forbrugsefterspørgslen. var fortsat i 60'erne modstander af dualiteten og gik ind for samme procentvise omsætningsskat på alle produkter (også produktionsmidler). Der er mange problemer med at få Langes model til at virke under forudsætning af givne produktionsbetingelser (omkostningsforhold) og præferencer. Men hvad når disse to sæt af bestemmende faktorer ændrer sig? Det må forudsættes, at der i så fald findes nye optimale ligevægte. Problemerne omkring denne tilpasningsproces skal ikke tages op her. Derimod skal det diskuteres, at denne sekvens af optimale ligevægte (pris = grænseomkostning) ikke kan opfattes som bestemt eksogent, dvs. som resultatet af et decentraliseret systems tilpasning til udefra kommende »tilfældige« ændringer i omkostninger præferencer. I en given situation har de centrale myndigheder muligheder for at påvirke omkostninger præferencer i forskellige retninger, at bringe en statisk ligevægt over i forskellige statiske ligevægte, der alle opfylder de opstillede optimalitetskriterier. Hvilken af disse nye ligevægte skal der vælges? Langes løsning giver ikke svaret herpå, med mindre det fastlægges, at der ikke skal øves samfundsmæssig indflydelse på hverken eller præferencestrukturen. Det er muligt
at forestille sig en central passivitet mht.
forbrugernes efterspørgsel, 6. Wiles. 1967. s. 9 omtaler undertrykkelsen af oplysninger om omsætningsskatten i Sovjetunionen. Side 59
betinget. Det
er derimod vanskeligt, om ikke umuligt, at forestille
sig en sådan laissezfaireholdning Det vil være en rimelig forudsætning, at der på centralt niveau disponeres over midler (som f.eks. forskning), der ved forskellig anvendelse kan påvirke omkostningsstrukturen En styring af disse midler kan ikke baseres på statiske ligevægtskriterier. resultaterne af forskningen er opnået i form af nye (lavere) omkostninger, kan de indføjes i en institutionel model, som er underkastet disse kriterier. Tilhængerne af denne statiske optimalitet kan altså være tilfredse. Svaret på dette dilemma kan tilsyneladende være at gøre denne omkostningsændrende decentraliseret og dermed »tilfældig«. Dette er vanskeligt at forestille sig i »ren« model, hvor de enkelte virksomheder ikke disponerer over deres egne overskud. i de institutionelle modeller, hvor en del af overskuddet bliver i virksomhederne, dette naturligvis lade sig gøre. I det sidste tilfælde vil der imidlertid være begrænsninger mht. omfanget af de enkelte virksomheders forsknings- og udviklingsindsats, mindre der er tale om store monopoler. I så fald vil det være mest realistisk forestille sig, at disse virksomheders udviklingsarbejde er underlagt en eller anden form for samfundsmæssig kontrol. Naturligvis kan man også forestille sig, at denne omkostningsændrende forskning er lagt ud i et selvstændigt forsknings- og virksomhedssystem, hvis enkelte dele selv forvalter midler, de tildeles, og at denne fordeling ikke ændres af de centrale myndigheder. Både i tilfælde af virksomhedsbaseret og forskningssektorbaseret udviklingsarbejde er det imidlertid svært at argumentere for, at denne proces er forbrugerstyret. Under socialistiske produktionsforhold vil det være nærliggende at forvente, at processen inddrages i centrale samfundsmæssige overvejelser. Tilfældigheden vil blive afskaffet, uden at det i almindelighed er muligt at sige noget om, hvad processen vil blive præget af. Maurice Dobb's bidragI en nylig analyse af de institutionelle rammer i Dobb's økonomiske teori er det blevet hævdet, at Lange og Dobb, som tiden gik, byttede roller. Lange lagde mere og mere vægt på de institutionelle problemer og mindre på de økonomiske processers automatiske karakter, mens Dobb gik fra en interesse for socialismens dynamiske karakter, udtrykt ved en central planlægnings evne til at gennemføre en hurtig industrialisering, at lægge mere vægt på de statiske optimumskriterier.7 7. Kowalik. 1978. Side 60
Der er ovenfor argumenteret imod, at der skete en sådan ændring i Langes opfattelser. Dobb's vedkommende vil det være mere rigtigt at se den udvikling, der var i hans arbejder med socialismens økonomiske teori, som en afspejling af, at de østeuropæiske praksis ændrede sig fra en forholdsvis primitiv industrialiseringskampagne styring af mere komplekse industrielle systemer, hvor det private forbrug blev givet en højere prioritering, hvilket stillede nye krav til den økonomiske planlægning. I sin anmeldelse af Langes artikler om socialismens økonomiske teori skrev Maurice Dobb i 1939 meget kritisk, at Langes beskæftigelse med ligevægtsproblemer, som om de udgjorde socialismens økonomiske problem par excellence, er at overse sagens kerne. »It should be clear that the question of socialism is primarily one of productinn socialismens første fase vil hnyedssippn selv i vesteurooaeiske lande op Amerika være at afskaffe fattigdommen, dvs. at øge udbuddet af de vigtigste nødvendighedsvarer det store befolkningsflertal. Og dette vil ikke rejse indviklede problemer mht. at tilpasse udbuddet til efterspørgslen. »True, once this first stage is over, and the standard of life has been raised to that of, say, the average lower middle class family today, industry will become increasingly preoccupied with the supply of luxury products growing variety; and here more subtle adaptation of varieties to tastes will become an important consideration«.8 Men i denne
situation vil der efter Dobb's opfattelse opstå en
mætning af efterspørgslen I 1969 vendte Dobb tilbage til disse spørgsmål i afsnittet om en socialistisk økonomi i bogen »Welfare Economics and The Economics of Socialism«. Her er han fortsat hånlig overfor den altfor store opmærksomhed overfor den statiske ligevægt, men han går meget langt ind på dens konklusioner mht. det private forbrug.10 Der vil efter hans mening være et betragteligt antal af tilfælde, hvor den offentlige politik med god grund må foretrække ikke at bringe relative priser i overensstemmelse med relative omkostninger (s. 220). Han skynder sig imidlertid at gentage, at denne pris-omkostningsregel ikke må tilsidesættes uden videre. Bevisbyrden for at afvige fra denne regel må pålægges dem, der går ind for denne afvigelse. Og han indrømmer, at produktionsmønstret i de socialistiske landes praksis har tilpasset sig for langsomt til forbrugernes efterspørgsel. Dobb konkluderer
klart, omend noget forsigtigt: »...one cannot (at least
should 8. Dobb. 1955. s. 245. 9. Kommunismens politiske økonomi skal ikke behandles her. Se: Sherman. 1970. Wiles. 1970. 10. Dobb. 1969. Side 61
not - let us
repeat it) deny that a not-important niche remains in
any agenda of planningquestions Disse indrømmelser fra Dobb's side må ikke overskygge, at han i almindelighed gennemfører en mangesidet argumentation for central planlægning i modsætning til markedsmekanismen (samtidig med at han påpeger, at det er en vigtig opgave »to work out some such feasible synthesis of plan and market«, (s. 188)). Et af disse argumenter knytter sig til diskussionen ovenfor om forbrugets udvikling på længere sigt. I et atomistisk markedssystem vil investeringsprocessen (som bestemmer fremtidige produktionsstruktur) ikke nødvendigvis være optimal. Investeringsbeslutninger afhænge af fremtidige (forventede) priser, og disse priser kan kun være gætteværk. Dobb bringer i denne forbindelse et citat fra Langes artikel om computeren og markedet, hvor det siges, at eksisterende markedsligevægtspriser ikke kan bruges i planlæningen af langtidsudviklingen, kendskab til de programmerede fremtidige skyggepriser er nødvendig. Lange drager med Dobb's bifald denne konklusion af dette forhold: »Mathematical programming turns out to be an essential instrument of optimal economic planning... here the electronic computer does not replace the market. It fulfils a function which the market never was able to perform«, (s. 149).u Der vil altså kun
for kortsigtede beslutninger være nogen lighed mellem en
konkurrencemarkedsmodel Denne problemformulering forbigår imidlertid spørgsmålet, hvordan og ud fra hvilke kriterier den fremtidige produktionsstruktur skal bestemmes. De fremtidige skyggepriser er som bekendt ikke faste størrelser; de afhænger af de forventede produktionsmuligheder af produktionsmålene. Computeren må have nogle mål at arbejde med, og det er den samfundsmæssige proces bag denne målbestemmelse, som er det centrale problem. Det er påfaldende, at Dobb ikke kommer nærmere ind på de langsigtede velfærdsproblemer. skyldes dette den opfattelse, at det er væksten, som er afgørende (og bestemmelsen af investeringskvoten, understreger Dobb, er en politisk sag), hvorfor på et givet tidspunkt ikke er vigtig - en argumentation, som ikke virker overbevisende. Det er også muligt at gætte på, at Dobb's teoretiske arbejder socialismens økonomi i 1969 er præget af, at problemerne omkring den langsigtede forbrugsplanlægning endnu ikke var taget op i den østeuropæiske planlægningspraksis -teori, idet Dobb iøvrigt lod sig inspirere af denne praksis og teori. 11. Dobb tager senere (1974) meget kraftigt afstand fra ideer om, at matematik og elektronik kan træde i stedet for komplicerede samfundsprocesser. Side 62
Drewnowskis forslag: En blindgade?Det var med henvisning til virkeligheden i de socialistiske lande, at Jan Drewnowski i 1961 kritiserede den form for teori (underforstået Oskar Langes), som byggede på en simulering af fuldkommen konkurrence. Efter Drewnowskis opfattelse var det nødvendigt at bygge en teori om socialistisk økonomi på en accept af, at der fandtes to sæt af præferencer: de statslige og de individuelle. Det bliver herefter et centralt institutionelt problem at bestemme de statslige beslutningers indflydelsessfære over de individuelle beslutningers.12 Med dette udgangspunkt diskuterer Drewnowski først, hvordan man kan bestemme statens præferencefunktion. Ingen stat har udgivet nogen hvidbog om sin præferencefunktion. mangel af explicitte formuleringer må man udlede præferencerne af staternes ante planer. Under den rimelige antagelse, at disse planer er konsistente, altså ligevægtsplaner, kan det sluttes, at planmålene udgør punkter på transformationskurven, at planlæggerne kender disse punkters nærmeste omgivelser. Det kan endvidere ifølge Drewnowski forudsættes, at disse punkter også ligger på de statslige præferencefunktioner, og at man dermed kender hældningen på de statslige indifferencekurver de nærmeste omgivelser. Herefter er det muligt at finde substitutionsraterne »relative shadow prices implicit in the state's decision about quantities«. Drewnowski
slutter sin artikel med nogle ret generelle
betragtninger om samspillet Værdien af Drewnowskis bidrag er blevet anfægtet af Paul Craig Roberts, der anfører, Drewnowski kun kan producere udsagn om statens præferencer, når produktionsmålene givet eksogent. Roberts er blevet støttet i denne kritik af Jørn Henrik Petersen. Denne påviser med rette, at Drewnowskis model er et særtilfælde af Langes (og som nævnt ovenfor afvist af denne som usandsynligt). Roberts konkluderer, at der ikke kan findes nogen central plan, eftersom planlæggerne efter Drewnowskis udsagn ikke kender den socialistiske økonomis rationelle kerne, hvilket må siges at være Roberts' ejendommelige fortolkning af, at Drewnowski ikke har bidraget til en teoretisk af, hvordan målene i planerne fastlægges (de statslige præferencers indhold).13 Jørn Henrik Petersen peger derimod mere præcist på, at »The problem remains of finding a central process for the rational ex ante derivation of the structure of output for the entire economy«, og han foreslår at undersøge planlæggernes »rationality peg« ved at gå ud fra modeller opstillet af de sovjetiske økonomer L. M. Dudkin og I. V. Girsanov.14 12. Drewnowski. 1961. 13. Roberts. 1968. Petersen. 1970. 14. Omtalt i Zauberman. 1967. Side 63
Den videre meningsudveksling mellem Drewnowski og Roberts bringer ikke nogen afklaring. Mens Drewnowski peger på, at det er vigtigt for udviklingen af en demokratisk at planlæggernes præferencer, som repræsenteret ved de faktiske planer, klargøres for befolkingen (uden at han angiver, hvordan dette skal gøres), fastholder Roberts, at det mangelfulde i Drewnowskis forsøg på at afdække (reveal) planlæggernes støtter Roberts' opfattelse, at »The 'centrally planned socialist Soviet-type economies' turn out to be mythical. The explanation of Soviet-type economies being hierarchical, planned economies have misled scholarship. Now that this is apparent, scholars must go in new directions«.15 Man kan
naturligvis vælge at se denne disput som et skolastisk
intermezzo, hvor Som jeg har forstået Drewnowski, foreslår han, at man skal studere den faktiske planlægning i Østeuropa med henblik på at klarlægge, hvordan de statslige præferencer har ført til de endelige planer. Dette kunne have været - men her overfortolker jeg muligvis Drewnowski - udtrykt klarere end i den snævre økonomiske terminologi, nemlig som et forslag om at blotlægge de skete valg mellem realistiske alternativer i planlægningsprocessen. En sådan planlægningshistorie ville ved blotlægning af planvarianter eller ihvertfald partielle (sektorelle) varianter kunne pege på, hvad der havde været afgørende for de skete valg. Ved varianter bør forstås ikke blot faktisk forekommende modstående forslag, som f.eks. har været forelagt de politiske instanser af planteknikerne, men også mulige varianter, som kunne have været udarbejdet på basis af mere generelle (og forskellige) retningslinier. Denne tilføjelse er vigtig, fordi der (mig bekendt) ikke har været tale om forskellige planforslagdokumenter, som er indgået i en systematisk politisk i de østeuropæiske lande. Dermed er ikke sagt, at en analytisk beskrivelse af planlægningsprocessen ex post ville identificere den »rationalitetsknage«, som planlæggerne, eller rettere den dominerende fløj har hængt planen op på. Men den ville kunne pege på de kræfter, konflikter og kompromisser, som har præget processen og i heldigste fald påvise problemer en simpel årsag-effekt rationalitet. En sådan gennemgang af en enkelt plans tilblivelse - helst en perspektivplan på 15-20 år for at kunne inddrage en større del af investeringsbeslutningerne - ville også kunne danne udgangspunkt for overvejelser om den fremtidige produktionsstruktur. Det er jo rigtigt, hvad Roberts og Jørn Henrik Petersen (også med reference til A. Bergson) siger om, at de teoretiske betragtninger om især forbrugets fremtidige strukturikke 15. Drewnowski. 1971. Roberts. 1972. Roberts. 1969. Side 64
turikkehar
været fremtrædende i den hidtidige planlægningsteori,
selv om det ikke De socialistiske klassikeres problemformuleringI diskussionen om produktionens og dermed forbrugets struktur er det muligt at bygge på en anden tilgang end den, som i større eller mindre udstrækning knytter an til, hvad der udtrykkes gennem forbrugernes efterspørgsel. I tidens løb er det i forskellige til socialismens politiske økonomi blevet foreslået, at man i stedet for den indirekte måling via markedet skulle bygge på en direkte måling. Da dette standpunkt som regel underbygges med henvisning til Marx og Engels, vil det være nyttigt først at diskutere disse socialistiske klassikeres opfattelser. Marx' og Engels' udsagn om kommunismen og dennes første fase (socialismen) tillægges vægt i den socialistiske diskussion, og der er i virkeligheden tale om flere formuleringer end almindeligvis antaget. Hertil kommer, at visse hovedelementer i den marxske teoriramme for den kapitalistiske økonomi også har betydning for analysen af den socialistiske økonomi. Det er interessant, at der i de østeuropæiske lande i de senere år har været en mere grundig behandling og stillingtagen end tidligere til denne arv, eller om man vil, til Marx' paradigme, idet dette er udtryk for et mere systematisk arbejde med grundlæggende kategorier, ligesom de hyppige henvisninger til Marx, bl.a. af de matematisk orienterende økonomer, anvendes til legitimering af tilsyneladende uortodoks 16 Det er vigtigt i
denne forbindelse, som ved referencer til andre
videnskabelige skoler, Det er
almindeligt accepteret, at arbejdsværdilæren er en
central del af den marxske Med hensyn til
den kapitalistiske vareproduktion går fremstillingen i
Kapitalen Det fremhæves
fra begyndelsen af fremstillingen, at en betingelse for,
at et produkt, 16. Abalkin. 1967. Dulski og Kozmiriski. 1970. Kowalik. 1970. I/ukawer. 1967. Mikolajszuk. 1970. Sierpinski. 1978. Se også Hutchison. 1978. Novozilov. 1964. 17. Elliot. 1978. 18. Marx. 1972. Side 65
det har en
brugsværdi. Uden brugsværdi vil en vare ikke have nogen
værdi, uanset Det hedder samtidig, at en behandling af indholdet af denne brugsværdi ikke er en del af den politiske økonomi, men at den udgør en særlig disciplin »varekundskaben« (1. bog, s. 129). Og denne udtalelse har medført den opfattelse, at den marxistiske økonomi ikke tillægger brugsværdi nogen betydning. I en nylig artikel af Sen om Maurice Dobb vises det, at dette ikke er korrekt.19 Opfattelsen er ejendommelig ikke alene på grund af den klare understregning af brugsværdien som betingelse for værdi i Kapitalen Bd. I, men også fordi betydningen af dette synspunkt for den samlede vareproduktions sammensætning fremdrages i en diskussion af efterspørgsel og udbud i Bd. 111. Marx diskuterer her, hvilken virkning det vil få, hvis en vare er produceret i for stort eller for lille omfang i forhold til den samlede købedygtige efterspørgsel efter den, og han når den konklusion, at dette vil påvirke priserne, uanset om varemængden er produceret med den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid pr. vareenhed. Denne konklusion er endog formuleret på en sådan nåde, at det er muligt at hævde, at den marxske værdilov også omfatter, hvordan efterspørgsel og udbud »bringes i overensstemmelse hinanden«. Det er med andre ord ikke alene karakteristisk, at de marxske værdibetragtninger ikke blot omfatter, hvilken sammenhæng der er mellem en vares værdi - dvs. det samfundsmæssigt nødvendige arbejde ved dens fremstilling - og dens pris under den kapitalistiske vareproduktion, men også hvordan efterspørgsels- og udbudsmekanismen det samfundsmæssige arbejde mellem de forskellige produktionsgrene. Den første del - værdiens forvandling til produktionspriser i en kapitalistisk økonomi kan med Marx' egne ord kaldes selve kernen i værdiloven, dvs. spørgsmålet om, hvordan de forskellige produktionsmåder bestemmer eller forvandler varernes værdi til faktisk bytteværdi eller pris. Dette kan også udtrykkes på den måde, at det er en vigtig marxistisk problemformulering at spore sammenhængen mellem arbejdsindsatsen at producere en vare og den pris, den kan hente sig i forskellige produktionsmåder. formulering rejser spørgsmålet, hvordan værdien slår igennem i en socialistisk produktion, om der f.eks. er tale om en socialistisk produktionspris, hvis dannelse Marx påviser under betingelser, som svarer til den fuldkomne konkurrence. Det indgår i denne problemstilling, at det er relevant at drøfte, hvordan det menneskeligearbejde det universelle for alle produktionsmåder - ved vareproduktion hænger sammen med varernes bytteværdi, og at disse bytteværdier ikke er rent tekniskbestemt, påvirket af samfundsmæssige forhold. For den kapitalistiske vareproduktionbetyder 19. Sen. 1978. Side 66
produktionbetyderdette, at
varernes relative priser påvirkes af den gennemsnitlige
Den første del
repræsenterer altså de samfundsmæssigt nødvendige
arbejdsomkostninger. Den anden del - brugsværdiens betydning - repræsenteres i den kapitalistiske vareproduktion den købedygtige efterspørgsel. Det er også her centralt for Marx' fremstilling, denne efterspørgsel er samfundsmæssigt bestemt, idet efterspørgslen efter de forskellige varer er afhængig af fordelingen på løn og profit, dvs. efterspørgslen er også påvirket af produktionens karakter. Det skal kun
nævnes ganske kort, at Marx anvendte ikke så få sider i
Bd. 111 på at I det marxistiske
paradigme indgår altså disse to sider i bestemmelsen af
varernes Det kan indskydes, at forskellige forsøg på at »redde« arbejdsværdilæren (defineret som et udsagn om, at varernes bytteværdier er proportionale med den arbejdstid, der medgår til deres produktion) efter denne fremstilling må betragtes som fejlopfattelser i forhold til Marx. Disse forsøg kan f.eks. gå ud fra, at stykarbejdsomkostningerne for de relevante mængder er konstante - ihvertfald på langt sigt, hvorfor efterspørgslen kun bestemmer de producerede mængder og ikke de relative priser. Der kan findes belæg hos Marx20 og fra den kapitalistiske virkelighed for, at dette i mange tilfælde er en rimelig forudsætning for omkostningerne. Problemet er imidlertid, dette indsnævrer den marxske behandling af varen og dens dobbeltkarakter af værdi og brugsværdi. Denne karakteristik fremhæver nødvendigheden af at bestemme, betydning denne brugsværdi har for den økonomiske proces i almindelighed ikke blot i de særtilfælde, hvor der er tale om konstante omkostninger. Brugsværdiens er arbejdskraftens fordeling på de forskellige produktionsgrene og ikke blot de relative priser, som / særtilfældene ikke berøres af efterspørgselssiden. For den marxske arvs betydning for overvejelser om forbrugets struktur er denne dobbelthed (værdi - brugsværdi) meget væsentlig. Men det er tvivlsomt, om arven omfatter en overførsel af disse betragtninger til en socialistisk økonomi. På grund af mange korte ytringer om den socialistiske økonomi hos Marx og Engels, ofte som indskud i behandlingen af den kapitalistiske økonomi, er det muligt at hævde modståendestandpunkter 20. Marx. 1972. 3. bog 1. bind: »Alt andet lige: hvis et kvantum a af en varesort koster b arbejdstid, koster kvantum na nb arbejdstid.« s. 24 lf. Side 67
ståendestandpunktermed reference
til klassikerne. Det er ikke meningen at gå ind i I stedet skal jeg forsøge at identificere, hvilke problemstillinger der på dette område indgår i arven. For det første - uanset hvilket standpunkt der indtages til diskussionen, om der er vareproduktion eller ikke under socialismen - er det et centralt problem i den socialistiske økonomi at sammenholde omkostninger og behov. I Kapitalen Bd. 111 hedder det: »Kun dér, hvor produktionen står under virkelig forudbestemmende kontrol fra samfundets side, skaber samfundet sammenhæng mellem omfanget af den samfundsmæssige arbejdstid, der anvendes på produktionen af bestemte artikler, og omfanget af det samfundsmæssige behov, der skal tilfredsstilles af disse artikler« (s. 242). Det hedder et andet sted i samme bind, at efter ophævelse af den kapitalistiske produktionsmåde vil værdibestemmelsen fortsat være »fremherskende i den forstand, at reguleringen af arbejdstiden og fordelingen af det samfundsmæssige arbejde blandt de forskellige produktionsgrupper og endelig bogholderiarbejdet med det hele vil blive mere betydningsfuldt end nogensinde« (s. 1095). Efter Marx' forestilling må mennesket i alle samfundsformer og under alle mulige produktionsmåder »kæmpe med naturen for at tilfredsstille sine behov, opretholde og reproducere sit liv« (s. 1055). »Med menneskets udvikling udvides dette naturnødvendighedens fordi behovene øges, men tillige øges de produktivkræfter, der tilfredsstiller behov. Friheden på dette område kan kun bestå i, at det kollektivt arbejdende menneske, de associerede producenter, regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som af en blind magt; at de fuldbyrder det med det mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate« (s. 1055f.). Denne første problemstilling - at sammenholde omkostninger og behov - medfører overvejelser om, hvad disse begreber indeholder under socialistiske produktionsforhold.Som ovenfor bliver det et vigtigt spørgsmål, hvad der skal forstås ved samfundsmæssigt nødvendige arbejdsudgifter ved produktionen af de forskellige produkter.Hvad angår, er det centralt for den marxistiske tilgang at påpege, hvordan udslaget af de menneskelige behov er samfundsmæssigt påvirket (især er det fordelingen, som fremhæves af klassikerne), og at der må skelnes mellem kollektiv tilfredsstillelse af behov (skoler, sundhedsvæsen osv.) og »den del af forbrugsmidlerne, der fordeles blandt de individuelle producenter i samvirksomheden«, hvorfor fordelingenaf 21. Elliot. 1976. Side 68
genafbruttoproduktet mellem en
række formål, hvoraf det kollektive og private
For det andet bliver det et centralt problem for socialistiske økonomier, hvordan de stiller omkostninger og behov overfor hinanden. Hvilken økonomisk mekanisme - for at bruge den nuværende østeuropæiske terminologi - skal virkeliggøre, at dette sker? Nogle få steder taler klassikerne om en plan, som bestemmer fordelingen af arbejdskraft produktionsmidler mellem de forskellige produktionsgrene, og det er klart, at de stiller denne direkte bestemmelse overfor den indirekte, der sker ved en markedsproces. de kommer ikke nærmere ind på, hvordan planen bliver til, bortset fra at deres overvejende holdning må siges at være centralistisk. Med hensyn til forbrugerne findes hos Marx en betragtning om, at arbejderne ihvertfald i kommunismens første fase får udleveret en kvittering eller et bevis for, »at han har ieveret så og så meget arbejde (efter at hans arbejde for de fælles fonds er trukket fra), og med dette bevis får han lige så meget af samfundets forråd af forbrugsmidler, hans arbejde koster. Det kvantum arbejde, han har givet samfundet i den ene form, får han tilbage i den anden«.23 Det fremgår imidlertid ikke af denne formulering, om det er arbejderen, som selv vælger, hvad han vil have udleveret af »samfundets forråd«, eller om dette bestemmes på anden måde. Der er heller ikke nogen afklaring af dette spørgsmål i andre af Marx' udsagn om den »forudbestemmende plan«. Derimod findes
der i Friedrich Engels' kritik af Eugen Duhring's
teorier om socialismen Engels anfører, at vareproduktion på ingen måde er den eneste form for samfundsmæssig »In dem altindischen Gemeinwesen, in der sudslawischen Familiengemeinde sich die Produkte nicht in Waren. Die Mitglieder der Gemeinde unmittelbar zur Produktion vergesellschaftet, die Arbeit wird nach Herkommen Bediirfnis verteilt, die Produkte, soweit sie zur Konsumtion kommen, ebenfalls. Die unmittelbar gesellschaftliche Produktion wie die direkte Verteilung schliessen alien Warenaustausch aus, also auch die Verwandlung der Produkte in Waren (wenigstens innerhalb der Gemeinde), und damit auch ihre Verwandlung in Werte«. (s. 385). I forlængelse
heraf diskuterer Engels situationen, når »samfundet har
sat sig i besiddelseaf 22. Marx. 1952. Marx'kritik (1875) af Gothaprogrammet, s. 15. 23. Samme sted. s. 16. 24. Engels. 1948. Side 69
Herstellung bedarf. Sie wird den Produktionsplan einzurichten haben nach den Produktionsmitteln, wozu besonders auch die Arbeitskråfte gehoren. Die Nutzeffekte der verschiedenen Gebrauchsgegenstånde, abgewogen untereinander und gegenuber den zu ihrer Herstellung notigen Arbeitsmengen, werden den Plan schliesslich bestimmen.Die machen alles sehr einfach ab ohne Dazwischenkunft des vielberiihmten'Werts'.« 386). Engels giver ganske vist ikke nogen nærmere forklaring på, hvordan dette skal ske 'sehr einfach'. Derimod viser hans videre fremstilling, hvad det er, der trykker ham ved vare- og pengebegreberne. Dette fører over i den tredje centrale problemstilling i den klassiske arv. Den »antivareholdning«, som findes hos de marxistiske klassikere, skyldes deres opfattelser om den bevidsthedsmæssige virkning af at deltage i vareproduktion. Der opstår en varefetichisme, dvs. at varerne - ting - gøres til fetich for relationer mellem mennesker. Hos klassikerne findes der mange udtryk i retning af, at de økonomiske love virker »bag ryggen« af de direkte producenter. Vareproduktionen virker fremmedgørende. menneskets opfattelse træder relationer mellem ting i stedet for relationer mellem mennesker. Produktionen til ukendte aftagere på et marked i stedet for til direkte anvendelse påvirker også den samfundsmæssige forståelse. Hos Engels bliver
varer og penge derfor kim, idet de fører til
kapitalisme, bryder På den anden side opfattes en forudlagt plan og dens gennemførelse som et økonomisk arrangement, der i modsætning til markedets anarki i den enkeltes bevidsthed en forståelse for sammenhængene i den samlede økonomi, som knytter forbindelsen mellem arbejdsindsats og brugsværdi. For det private
forbrugs vedkommende fører betragtninger af denne art
til afstandtagen Ligeså uomtvisteligt dette element i arven fra klassikerne er, ligeså vigtigt er det at pege på, at den manglende specifikation af planlægningsprocesserne og den økonomiske i det hele taget under socialismen i klassikernes fremstilling medfører indsnævring og forsimpling af fremmedgørelsesproblematikken. Den fører til manglende opmærksomhed overfor de fremmedgørende virkninger af plansystemer (med eller uden anvendelse af markedsprocesser).25 Charles Bettelheims økonomiske og sociale kalkuleDen franske
marxistiske økonom Charles Bettelheim står nok som den,
der mest 25. Roberts. 1971. Sherman. 1973. Side 70
ihærdigt har
forsøgt at holde fast ved Engels' udsagn og en direkte
måling af nytten Bettelheims bog »Calcul économique et formes de propriété« (1970) tager netop sit udgangspunkt i det ovenfor refererede citat fra Anti-Duhring. Og i det indledende kapitel argumenteres der for, at monetære kalkuler ikke er anvendelige, men må erstattes af en økonomisk social kalkule. Bettelheim fastslår, at ifølge Engels »må menneskene i det socialistiske samfund erhverve sig midler til indbyrdes sammenligning af de samfundsmæssige nyttevirkninger forskellige brugsværdier og til at sammenholde dem med de arbejdsmængder, kræves til deres produktion: dette er en nødvendighed for at opstille en plan« (s. 20). Men efter at have bemærket, at sammenligningen af nyttevirkningerne ikke kan ske på grundlag af brugsværdiernes fysiske egenskaber, må Bettelheim erkende, at problemet er løst endnu. På det nuværende trin i disse overvejelser drejer det sig efter hans mening om at udvikle det system af begreber, som vil gøre det muligt at måle de forskellige produktioners samfundsmæssige nyttevirkninger. Bettelheim når til at »målingen altid opstår af en abstraktionsproces som globalt og fra starten eliminerer 'kvaliteterne'. Følgelig - og det er udfra dette, at det endnu ikke løste problem må formuleres - hvis kvalitativt forskellige 'nyttevirkninger' kan sammenlignes måles, er det ved at abstrahere fra deres kvalitative forskellighed« (s. 21). Og en kvantificering af nyttevirkningerne er efter hans opfattelse mulig, fordi genstandene sig i en produktion og et forbrug, som er samfundsmæssigt organiseret: er deres fælles træk; det er fra dette fællestræk, at deres målingsbegreb kan konstrueres« (s. 21). Dette refereres
ikke for at give et eksempel på, at tanken om
nyttemåling stadig At Bettelheim foreløbig begrebsmæssigt (og praktisk) må opgive tanken om direkte måling, afholder ham ikke fra at udvikle en række begreber om overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme.27 Bettelheims hovedsynspunkt er, at eksistensen af adskilte virksomheder med en vis rådighed over de i øvrigt statsejede virksomheder og anvendelse værdiformer og monetære kalkuler skaber mulighed for, at overgangen ikke realiseres, men at samfundet udvikler sig i kapitalistisk retning (Engeis' kim). 26. Bettelheim. 1970. For et andet eksempel af nyere dato se Becker. 1977. 27. Pedersen. 1973. Bettelheims tro på direkte nyttemåling er kritiseret af Szecsi. 1973. Indledningen en engelsk deloversættelse af Bettelheims bog peger på mulighederne for videnskabelig af nytte, se Hindess. 1973. Se også Mandel. 1973. En bredere diskussion af overgangsproblematikken i Sweezy og Bettelheim. 1971. Side 71
Det er denne
teoretiske garnering af den ideologiske strid mellem de
politiske ledelser I denne sammenhæng må jeg indskrænke mig til at påvise, hvor Bettelheims tankesæt hen i spørgsmålet om bestemmelsen af forbrugets struktur. Det kan ikke påstås, at dette spørgsmål har hans store interesse, langtfra, men han formulerer nogle punkter om planlægningen generelt, som har relevans for emnet. Bettelheim går kraftigt ind for at anvende planlagte priser i planlægningen (i modsætning markedsbestemte). Og han slutter med, at hvis disse priser planlægges rigtigt, vil monetære kalkuler på grundlag af sådanne priser, som afspejler planens målsætninger, virkeligheden være indirekte økonomiske kalkuler« (!) (s. 129). Den efterlyste økonomiske og sociale kalkule ender dermed med at være en politisk påvirkning af det planlagte prissæt. I Bettelheims sprogform bliver det til at »loven om den samfundsmæssige regulering af økonomien« dominerer overgangsperioden. Og denne lov kombinerer to love, nemlig værdiloven (defineret meget snævert som den »lov, der styrer fordelingen af det samfundsmæssige arbejde efter de krav, som stilles af reproduktionen af kapitalistiske produktionsforhold«) og loven om den samfundsmæssige (direction sociale) af økonomien. Hvis man derefter borer i, hvad der gemmer sig bag disse generelle udtryk (som i øvrigt knytter sig tæt an til den østeuropæiske terminologi), støder man på det samme som ved nyttemålingen, nemlig at Bettelheim ikke giver anvisninger på, hvordan denne samfundsmæssige reguleringsproces skal foregå, udover som nævnt at pege på, at et af resultaterne af denne regulering må være planlagte priser, som afspejler'de politiske og sociale målsætninger. Han omtaler
adskilte produktionsenheder (virksomheder) og
»forbrugsenheder«, Mens Bettelheim, hvad produktionen angår, henviser til folkekommunen, som en muligvis ideel organisatorisk løsning, antyder han ikke, hvordan han forestiller sig forbruget organiseret. Måske forestiller han sig noget i retning af de »forbrugskommuner«, er beskrevet af den sovjetiske økonom S. Strumilin i forlængelse af forestillinger Sovjetunionen i 20'rne og 30'rne om »socialisering af tilværelsen«. Så sent som i 1961 skrev Strumilin om disse forbrugskommuner og deres kombination med et »produktionskombinat«. for sådanne fremtidige grundforbrugskommuner kunne måske være de nuværende sovjetiske sanatorier, hvor vort arbejdende folk hviler ud og bliver forsynet med alt«.28 28. Citeret i Pohorille. 1977. s. 1052. Side 72
Bettelheim advarer i sin bog mod »planfetichisme« og retter i denne forbindelse et angreb mod de økonomer i de socialistiske lande, som i forlængelse af Pareto og Barone argumenterer for den »fuldkomne planlægning« som en realisering af den fuldkomne (s. 43). I virkeligheden bidrager hans eget teoretiske arbejde til en slags absolutisering af den politiske magt over de økonomiske processer på grund af den manglende diskussion af den politiske proces' karakter og af dens dimensioner, f.eks. hvad angår produktionens sammensætning. Hans eneste nogenlunde præcise udsagn om disse processers karakter er: De socialistiske forholds dominans over vareforholdene at arbejderne indtager en dominerende politisk og økonomisk i det mindste formidlet ('par l'intermediaire') af en avantgarde.« (s. 91). Bettelheim understreger, at såvel investeringskvoten som fordelingen på kollektivt og privat forbrug må bestemmes »politisk«, hvilket er synspunkter, som i øvrigt deles af de fleste socialistiske økonomer, men herudover beskæftiger han sig ikke med produktionens til behovene. Begreber som frit forbrugsvalg, efterspørgsel 0.1. indgår ikke i hans apparat - i stedet finder vi den uforklarede økonomiske og sociale kalkule. Sammenfattende bemærkningerDet er ikke muligt at uddrage nogen entydig konklusion af de marxistiske økonomers af forbrugets struktur under socialismen. Oskar Lange opstillede en model for en markedssocialisme og forventede i øvrigt, at forbrugersuveræniteten ikke ville blive krænket eller rettere, at borgerne i et socialistisk samfund ikke ville acceptere sådan krænkelse. Men han tog ikke stilling til forbrugets ændring i det lange løb, hvor planmyndighederne kan påvirke såvel produktionsomkostninger som forbrugernes Maurice Dobb har i sit forfatterskab fremhævet, at de centrale planlæggere må fastlægge struktur under en hastig socialistisk industrialisering, og han har derfor været kritisk overfor Langes interesse for det statiske optimum. I tidens løb har Dobb, antagelig påvirket af forbrugets stigende betydning i de østeuropæiske lande, interesseret sig mere og mere for markedsmekanismen. Det gælder også for Dobb, at han ikke kommer nærmere ind på, hvordan forbrugets struktur på langt sigt skal bestemmes. Jan Drewnowski's kritik af de versioner af socialismens økonomiske teori, der som Oskar Langes byggede på en simulering af den fuldkomne konkurrence, og den efterfølgende af denne kritik førte egentlig kun til den konklusion, at det heller ikke ud fra planlæggernes præferencer som blotlagt ved de faktiske planer er muligt at sige noget om de anvendte kriterier ved bestemmelsen af forbrugets udvikling. De
socialistiske klassikere, Marx og Engels, tillagde
brugsværdien og dermed efterspørgslenstor Side 73
socialismen indskrænker sig i denne forbindelse til en konstatering af, at forbrugets struktur fastlægges ved en samfundsmæssig plan, men de diskuterer ikke omstændighederneved sådan plans tilblivelse. Engels gør gældende, at under socialismen er det muligt at undgå, at den nødvendige kobling af brugsværdi og produktionsomkostningsker vareproduktion: »Die Leute machen alles sehr einfach ab ohne Dazwischenkunftdes 'Werts'.« Charles Bettelheim optog Engels' udsagn om muligheden af en direkte måling af nytten, dvs. uden markedet. Han har imidlertid ikke forklaret, hvordan denne måling skal finde sted, bortset fra at der er klare centralistiske tendenser i det politiske system, der efter hans mening skal bestemme forbrugets struktur. I forhold til de reale problemer, som kan konstateres i Sovjetunionen og Polen og vel også i stigende grad i et land som Kina, hvor forbrugsniveauet er lavt, kan disse tidligere diskussioner pege på nogle væsentlige elementer i arbejdet på at finde praktiske Men de er samtidig meget generelle og lidet vejledende for overvejelser om den politik og planlægning, der skal tage sig af de langsigtede ændringer i forbruget og dets struktur. LitteraturAbalkin, L. I.
1967. »Kapital« K. Marksa i Becker, James F.
1977. Marxian Political Economy. Bergson, Abram.
1948. Socialist Economics. I Bergson, Abram.
1967. Market Socialism Revisited. Bettelheim,
Charles. 1970. Calcul économique Bliss, C. J.
1972. Prices, Markets, and Planning. Brus, W/odziemierz og Tadeusz Kowalik. 1970. L'économie et le socialisme selon Oskar Lange. Economies et sociétés. Tome IV, No. 1, Janvier 1970. Carson, Richard
L. 1973. Comparative Economic Csikos-Nagy, B.
1975. Socialist Price Theory Dobb, Maurice.
1955. On Economic Theory Dobb, Maurice.
1969. Welfare Economics and Dobb, Maurice.
1974. Some Historical Reflections Drewnowski, Jan. 1961. The Economic Theory of Socialism: A Suggestion for Reconsideration. of Political Economy. 69, No. 4, August 1961. Drewnowski, Jan.
1971. »Drewnowski's Economic nomy. Vol.
79, No. 1, January/February Dulski, Stefan og Andrzej K. Kozminski. 1970. Marksowski obraz gospodarki komunistycznej ekonomia polityczna socjalizmu. 1, 1970. Elliott, John E.
1978. Marx and Contemporary Elliott, John E. 1978. Marx's Socialism in the Context of His Typology of Economic Systems. of Comparative Economics. Vol. 2, No. 1, March 1978. Engels,
Friedrich. 1948. Herrn Eugen von Feiwel, George R. 1972. On the Economic Theory of Socialism: Some Reflections on Lange's Contributions. Kyklos. Vol. XXV, 1972. Hindess, Barry. 1973. An Introduction to Charles Bettelheim, 'State Property and Socialism'. Economy and Society. Vol. 2, 1973. Holesovesky,
Vaclav. 1977. Economic Systems. Hutchison, T. W. 1978. Friedrich Engels and Marxist Economic Theory. Journal of Political Vol. 86, No. 2, Part I, April 1978. Kornai, Janos.
1971. Anti-Equilibrium. On Kowalik, Tadeusz.
1970. Oskara Langego Kowalik, Tadeusz. 1978. The Institutional Framework of Dobb's Economics. Cambridge of Economics. Vol. 2, No. 2, June 1978. Lange, Oskar.
1966. O socjalizmie i gospodarce Lange, Oskar. 1967. The Computer and the Market. I C. H. Feinstein. red. Socialism, Capitalism and Economic Growth. Cambridge. Lange, Oskar.
1970. The Political Economy of Lange, Oskar og
Fred M. Taylor. 1938. On the I/ukawer, Edward.
1967. Marks i Schurnpeter Mandel, Ernest. 1973. Zehn Thesen zur sozialokonomischen der Obergangsgesellschaft Kapitalismus und Sozialismus. I Probleme des Sozialismus der Vbergangsgesellschaften. Frankfurt Main. Marx, Karl og
Friedrich Engels. 1952. Udvalgte Marx, Karl.
1972. Kapitalen. København. Miko/ajczyk,
Zbigniew. 1970. Mysl Marksa a Neuberger, Egon
og William J. Duffy. 1976. Novozilov, V. S. 1964. Arbeitswerttheorie und Mathematik. Sowjetwissenschaft. Gesellschaftswissenschaftliche 2. Halbjahr (oversat fra russisk). Pedersen, Jørgen Lindgaard. 1973. Charles Bettelheims bidrag til teorien om overgangssamfundene. Østeuropas Fremtid. Debatoplæg fra et seminar om konvergensteori. Petersen, Jørn
Henrik. 1970. Some Further Theory of
Socialism. Journal of Political Petersen, Jørn
Henrik. 1971. Aspekter af den Pohorille,
Maksymilian. 1977. Dobroty spo- Roberts, Paul Craig. 1968. Drewnowski's Economic of Socialism. Journal of Political Vol. 76, No. 4, Part I, July/ August 1968. Roberts, Paul
Craig. 1969. The Polycentric Roberts, Paul
Craig. 1971. Oskar Lange's Roberts, Paul Craig. 1972. Revealed Planners' Preferences Once Again: A Rebuttal to Drewnowski. Journal of Political Economy. Vol. 80, No. 3, May/June 1972. Roberts, Paul Craig. 1973. The Theory of Socialist Reply. Journal of Political Economy. Vol. 8, No. 2, Part I, March/April 1973. Roosevelt, Frank.
1969. Market Socialism: A Sen, Amartya. 1978. On the Labour Theory of Value: Some Methodological Issues. Cambridge of Economics. Vol. 2, No. 2, June 1978. Sherman, Howard
J. 1970. The Economics of Sherman, Howard
J. 1973. The Theory of Socialist litical
Economy. Vol. 81, No. 2, Part I. Sierpiriski,
Witold. 1978. K. Marks i F. Engels Spulber, Nicolas.
1972. On Some Issues in the Sweezy, Paul M.
og Charles Bettelheim. 1971. Szecsi, Maria. 1973. Konsumentenpraferenzen und Bediirfnisse. I Sozialismus, Geschichte und Wirtschaft. Festschrift fur Eduard Mårz. Wien. Uitermark, P. J. 1973. The Theory of Socialist Planning: Comment. Journal of Political Economy. Vol. 81, No. 2, Part I. March/ April 1973. Ward, Benjamin N.
1967. The Socialist Economy. Wiles, P. J. de la F. 1967. The Political and Social Prerequisites for a Soviet-Type Economy. New Series. Vol. XXXIV, No. 133, February 1967. Wiles, P. J. D.
1970. A Comment But Not a Yunker, James A.
1972-73. An Appraisal of Yunker, James A.
1976. On the Potential Efficiency Zauberman,
Alfred. 1967. Aspects of Pianometrics. 6
|