Resumé

summary: The topic of this article is the relative dominance of the consumers" side and the producers' side of the economy. With respect to that, opinions differ between the neoclassical and the radical traditions. In the neoclassical framework, the concept of consumer sovereignty, it is argued in the article, ought to be defined to denote a state of the economy identical to Pareto optimality. In an alternative framework which emphasizes the organizational, institutional and administrative structure of the economy, consumer sovereignty is defined with respect to possible alterations of that structure. The limitation of consumer sovereignty, and the limitation of the concept itself are discussed. The scope of consumer policy is discussed.

1. Indledning

Forbrugersuverænitet er som begreb udtryk for en gammel tankegang i økonomisk teori, selv om selve ordet ejendommeligt nok først bliver brugt fra 1930'erne. Groft taget er indholdet, at det er forbrugersiden, der er den dominerende i en markedsøkonomi, og ikke producentsiden.

Efter den liberalistiske doktrin er forbrugersiden dominerende i den dobbelte forstand, at det endelige formål med al økonomisk aktivitet er forbrug, og at den økonomiske aktivitet er styret af forbrugernes præferencer. Efter de marxistiske og radikale traditioner udvikler økonomien sig på producentsidens præmisser.

Det er af selvstændig teoretisk interesse at undersøge problemet om producentsidens og forbrugersidens relative dominans i de moderne vestlige markedsøkonomier. De mulige konklusioner er tillige af interesse som baggrund for økonomisk politik, herunder specielt for forbrugerpolitikken.

Et af de forhold en sådan analyse vil gøre åbenbart er, at når det gælder
samfundsteoretiske problemer af denne generelle type, er samfundsteori og
samfundsideologi tæt forbundet.

Forbrugerpolitik er endnu ikke etableret som et politikfag i relation til økonomisk teori i lighed med f.eks. finanspolitik og socialpolitik. Dette kan forekomme ejendommeligt i betragtning af den centrale rolle, forbrugerteori spiller for økonomisk teori.

Forbrugerpolitik i mere generel forstand er imidlertid et felt, der er vokset stærkt i de seneste tiår, og området er nu ved at få »akademisk status«, jfr. det relativt nye, europæiske akademiske tidsskrift: Zeitschrift fur Vevbraucherpolitik/Journal of Consumer Policy.

Vedrørende forbrugerpolitikkens indhold er det et principielt spørgsmål, om den skal rettes mod skønhedsfejl ved ellers rimeligt fungerende markedsøkonomier, eller mod mere fundamentale forudsætninger for at økonomien kan styres i overensstemmelse med forbrugernes »interesser«.

Analysen af begrebet forbrugersuvcrænitet kan bidrage til denne - naturligvis
grundlæggende set - politiske og ideologiske diskussion.

2. De vestlige konsumtionsøkonomier

Det er et af de karakteristiske træk ved de moderne vestlige økonomier, at de produktionsmæssigt bæres af massekonsum, og at de ideologisk delvis bæres af den ret høje materielle levestandard, som en ganske væsentlig del af befolkningerne har nået som resultat af den langvarige — nu afbrudte - økonomiske vækstperiode efter 2. verdenskrig.

I et historisk perspektiv er det ingen selvfølge, at økonomiske samfund på denne
måde skal bygge på massekonsum.

Økonomi voksede frem som videnskab igennem 1600-, 1700- og 1800-tallet. Et af de forhold, der tidligt optog økonomer, var et økonomisk samfunds evne til at producere et overskud. For at samfundet skal kunne fortsætte, må der produceres nok til at dække de basale behov, og der må produceres nok til at forny kapitalapparatet - i en landbrugsøkonomi bl.a. korn til udsæd. Produktionen herudover kan betragtes som et overskud.

I 1600-tallets Frankrig blev en væsentlig del af dette overskud brugt til en feudal
overklasses luksusforbrug samt til enevældekongens krige og statsopbygning.

I England i 1800-tallets begyndelse blev denne økonomis da relativt større overskud brugt til kapitalakkumulation i den voksende industri og til opbygning af imperiet samt som tidligere til en begrænset overklasses luksusforbrug. Arbejdernes leveforhold var ringere end bøndernes i 1600-tallets Frankrig.

Hvis man forsøgsvis anvender dette klassiske overskudsbegreb på de moderne
vestlige økonomier, kan der anlægges to meget forskellige synspunkter.

Efter det ene udgør disse økonomiers overskud (altså det, der produceres udover, hvad der er nødvendigt for at opretholde en nødtørftig standard for befolkningen samt nødvendigt for at opretholde kapitalapparatet) langt den største del af den samlede produktion. Af dette overskud anvendes kun en mindre del til kapitalakkumulation og militære formål og kun en forsvindende del til den egentlige

overklasses luksusforbrug. Den store part anvendes til privat og kollektivt
mc/ssekonsum, der som helhed hæver befolkningens levestandard langt over et basalt
minimum.

Efter det andet synspunkt er det tvivlsomt, om i hvert fald den brede arbejderklasse kan siges at nyde en materiel standard, der er væsentlig over den basale. Dette hænger sammen med, at de basale krav til den materielle levestandard er underkastet en historisk udvikling - og at de skal ses i sammenhæng med samfundets materielle og sociale struktur, som ligeledes er under stadig udvikling. Således kan bil, køleskab og telefon være de eneste foreliggende muligheder for at tilfredsstille transport-, opbevarings- og kommunikationsbehov, som igen er skabt af samfundets materielle og sociale organisation. I denne forstand er de basale behov strukturelt bestemt.

De to synspunkter er dog snarere komplementære end modstridende. De fører
begge til en fremhævning af massekonsumet som et særkende ved de moderne vestlige
økonomier.

Massekonsumet består af varer og ydelser, der produceres i serier med henblik på et bredt publikum. Producenterne arbejder ofte med differentierede serier; dels søger de at adskille deres produkter fra konkurrenternes for at skabe private markeder, dels søger de at udvide bredden af deres markeder ved at producere flere serier differentieret fra hinanden. Herved opstår det for de vestlige økonomier karakteristiske af differentieret massekonsum. F.eks. det brede og dybe sortiment af bilmodeller og bilmærker, som alle groft taget som transportmiddel har samme funktion.

3. Samfundsteorier og samfundsideologier

I dag vil de fleste samfundsforskere acceptere, at en samfundsvidenskabelig teori
normalt implicit bærer en politisk holdning. Omvendt kan man rubricere alternative
teorier efter deres implicitte politiske holdning til det bestående samfund.

Samfundsvidenskabelige teorier er principielt empiriske teorier, d.v.s. de skal kunne underkastes en afprøvning mod empiriske data. Efter naturvidenskabeligt forbillede skulle man kunne kræve af en samfundsvidenskabelig teori (a) at den er ikke-tautologisk og besidder indre logisk konsistens, (h) er konsistent med andre accepterede teorier og (c) at den kan tåle en omfattende og alsidig empirisk afprøvning.

Specielt punkt (c) er genstand for varierende og ret uafklarede videnskabelige
normer. Tilhængere af f.eks. en økonomisk teori udviser ofte en betydelig fleksibilitet
på dette punkt, hvis deres teori bliver truet af empiriske iagttagelser.

I praksis er det således, at de mere omfattende samfundsvidenskabelige teorier
(f.eks. de generelle økonomiske teorier og de marxistiske samfundsteorier) er meget

vanskelige at underkaste en endegyldig empirisk analyse. Disse teorier indebærer normalt ikke empiriske udsagn, der dels er så præcise og konkrete, at de empirisk kan falsificeres uomtvisteligt, og dels samtidig er så centrale for teorien, at en falsifikation ville medføre generel accept af, at teorien måtte forkastes.

Dertil kommer, at de foreliggende empiriske data vedrører specielle tilstande eller forløb, der kun er delmængde af de tilstande eller forløb, der ville kunne frembringes ved kontrollerede eksperimenter. Dette kan i samfundsvidenskabelig praksis gøre det næsten umuligt at falsifisere én teori frem for en anden, selv om det i princippet skulle være muligt, såfremt der kunne gennemføres kontrollerede eksperimenter.

De begrænsede falsifikationsmuligheder med hensyn til generelle økonomiske
teorier er behandlet mere udførligt i Mossin (1978 p. 6-11).

Disse forhold er af stor betydning, fordi de medfører, at der jævnsides kan eksistere meget forskellige samfundsteorier, som strider mod hinanden, men som er nogenlunde jævnbyrdige med hensyn til at modstå empirisk falsifikation hovedsagelig fordi de unddrager sig mulighed for empirisk falsifikation.

De alternative teorier har oftest deres rod i forskellige videnskabelige traditioner
(eller skoler), som ofte samtidig er kendetegnet ved alternative grundholdninger til
det bestående samfund.

Argumenterne for de alternative teorier vil derfor ofte være deres instrumentelle værdi. De radikale teorier verificeres som instrumenter for samfundsforandring. De borgerlige teorier verificeres som instrumenter for hensigtsmæssig administration af det bestående samfund.

Af de nævnte grunde bliver afstanden mellem teori og ideologi ofte beskeden.

4. Producentsidens og forbrugersidens relative dominans

Den organisatoriske grundstruktur af de nutidige vestlige økonomier er
husholdningssektor, privat virksomhedssektor og offentlig sektor.

Ud fra en lidt anden angrebsvinkel kan man struktuere de beslutninger, der træffes
i økonomien, efter om de træffes i den privatøkonomiske, i den erhvervsøkonomiske
eller i den politiskøkonomiske sfære.

Forbrugersiden består af de private husholdninger samt enkeltpersoner på institutioner m.v. Praktisk talt alle har en konsumentrolle, og en vigtig del af socialiseringsprocessen består i uddannelsen af børn og unge til denne konsumentrolle. En del af rollens indhold er at »økonomisere« d.v.s. vælge mellem forskellige muligheder inden for en begrænset ramme.

Producentsiden består af private (og offentlige) virksomheder, der fremstiller og
sælger varer og ydelser. Det er ikke hele befolkningen, der har funktioner på
producentsiden og langt de fleste har kun en lille specialiseret funktion. De

strategiske roller pa produeentsiden indehaves af et ret begrænset antal kapitalejere
og managers.

Et af de punkter, de konkurrerende samfundsvidenskabelige traditioner afviger på,
er med hensyn til den dominans de tillægger henholdsvis producent- og
forbrugersiden.

I den liberalistiske tradition spiller forestillingen om forbrugersuverænitet en
betydelig rolle. Dette betyder, at producentsidens rolle er indskrænket til at
effektuere forbrugersidens onsker vedrørende anvendelsen af økonomiens ressourcer.

I den radikale og marxistiske tradition tillægger man forbrugersiden ringe
autonomi og antager, at de væsentlige økonomiske processer foregår på
producentsiden.

En tilsvarende forskel gør sig gældende med hensyn til dominansen over den offentlige sektor. I den liberalistiske tradition kontrolleres den offentlige sektor (og det politiske system) af husholdningerne (borger-suverænitet). Den offentlige sektors generelle styring af virksomhedssektoren bliver en bekræftelse af forbrugersuveræniteten.

I den radikale tradition er der en tendens til at betragte den offentlige sektor (og
det politiske system) som reelt domineret af virksomhedssektoren. Herved bekræftes
producentsidens dominans.

5. Den liberalistiske tradition: Forbrugersuverænitet

Forestillinger om, at en fri markedsøkonomi giver forbrugerne en suveræn kontrol over økonomien, går tilbage til den liberalistiske doktrins gennembrud. Den er fuldt udviklet hos Adam Smith (1776) og findes hos Richard Cantillon (1755). Betoningen af forbrugernes rolle er samtidig betegnende for opgøret med merkantilismen, der som doktrin betonede staten.

Selve udtrykket forbrugersuverænitet anvendes i øvrigt ikke af de klassiske
økonomer. Udtrykket blev antagelig først brugt fra begyndelsen af 1930'erne.

En engelsk økonom ved navn W. H. Hutt angiver at have formuleret udtrykket i
1931, jfr. W. H. Hutt (1940).

Udtrykket vandt hurtigt indpas i 1930'ernes og 1940'ernes debat om planøkonomi og markedsøkonomi. Udtrykket bruges f.eks. af Abram Bergson (1948) i betydningen, at økonomiens alternative ressourceanvendelse afgøres på basis af de individuelle husholdningers præferencer. Ifølge Knud Erik Svendsen (1978) anvendes udtrykket fortsat i den moderne polske debat om socialistisk forbrug.

Derimod bruges udtrykket for øjeblikket mindre af moderne vestlige økonomer.
F.eks. viser en gennemgang af en række nyere lærebøger, at ordet forbrugersuverænitet
findes i et fåtal.

I den klassiske formulering er tankegangen følgende. Antag at konsumenterne ønsker en omlægning af forbruget fra en vare til en anden. Dette ønske bliver effektueret gennem følgende mekanisme. Der vil forbigående blive overudbud af den første vare og overefterspørgsel efter den anden vare. Dette fører til prisfald respektive prisstigning på de to varer. Producenternes egoistiske ønske om at tjene profit vil få dem til at indskrænke respektive udvide produktionen af de to varer. Herved vil der kunne opstå afledede prisvirkninger på markederne for de produktionsfaktorer, der anvendes til de to varer. Produktionsfaktorerne dirigeres herved fra respektive til produktionen af de to varer. Når tilpasningen er slut, vil alle priser være vendt tilbage til et omkostningsbestemt leje og konsumenternes ønske vil være effektueret.

En nyere pristeoretiker som George Stigier (1966) holder sig til denne klassiske mekanisme, når han ret løst skriver, at forbrugersuverænitet indebærer, at en forbruger kan angive den vægt, han lægger på at få et bestemt gode - sammenlignet med et andet gode - ved den relative pris, han vil betale, samt at produktionssystemet reagerer på dette signal. Det er underforstået, at denne mekanisme skal fungere ret effektivt.

Dorfman (1972) præciserer denne definition inden for rammen af den neoklassiske generelle ligevægtsmodel. Dorfman opererer med fire betingelser for Paretooptimalitet. Effektiv allokering inden for husholdningssektoren (2) Effektiv produktion inden for virksomhedssektoren (3) Effektiv koordinering med hensyn til varestrømmen til husholdningssektoren fra virksomhedssektoren og endelig (4) hvad han betegner effektivitet på det aggregerede niveau.

Betingelse (3) betegnes forbrugersuverænitet. Dorfman er hermed i overensstemmelse
Stigier og med det nævnte klassiske skema.

Denne definition er imidlertid ikke tilfredsstillende. Dette fremgår af. at Dorfman andetsteds (p. 137) skriver, at forbrugersuverænitet vil sige, at forbrugeres beslutninger er »the ultimate guides« for den økonomiske aktivitet. Det er vanskeligt at forestille sig, at dette skulle være tilfældet, hvis betingelse (1), (2) eller (4) ikke alle skulle være opfyldt. Med hensyn til (4) betyder det f.eks., at der kunne forekomme ufrivillig arbejdsløshed.

Derfor må Dorfman nødvendigvis implicit forudsætte Pareto-optimalitet som betingelse for forbrugersuverænitet. Det vil sige, at i relation til den neoklassiske generelle ligevægtsmodel bør forbrugersuverænitet bestemme en tilstand, der falder sammen med Pareto-optimalitet.

En forfatter som Dorfman synes med eksemplificerende referencer til den moderne amerikanske økonomi at mene, at dér hersker en form for »workable« forbrugersuverænitet. Med hensyn hertil er han antagelig ret typisk for økonomer i den neoklassiske tradition.

Det er muligt at jævnføre dette med opfattelsen i befolkningen. I Danmark foreligger en nyere meningsmåling af indstillingen til forskellige forbrugerspørgsmål. Undersøgelsen er gennemført af AIM markedsanalyse og refereret af Hansen og Olander (1977). Undersøgelsen anvendte en Likert-skalering med 5 trin. De 1137 interview-personer kunne erklære sig enige eller uenige af forskellige grader med visse postulater. På postulatet: »Det er forbrugeren, som bestemmer, hvad der produceres i samfundet«, var reaktionen som vist i tabel 1. Der er tale om en professionelt gennemført undersøgelse. Man kan derfor tillade sig at lægge en vis vægt på svarene, dog naturligvis kun som indikator for holdningen i befolkningen.

6. Forbrugersuverænitet i virkeligheden?

I relation til den neoklassiske generelle ligevægtsmodel bør forbrugersuverænitet som nævnt defineres således, at forbrugersuverænitet og Pareto-optimalitet bliver sammenfaldende tilstande. I relation til den neoklassiske modelverden er forbrugersuverænitet herefter et afklaret problem. En generel ligevægtstilstand kan bevises at medføre Pareto-optimalitet, som er identisk med en tilstand af forbrugersuverænitet.

Derimod er det et uafklaret spørgsmål, om begrebet forbrugersuverænitet kan
anvendes meningsfyldt i forbindelse med en virkelig, nutidig markedsøkonomi, og
om der er forbrugersuverænitet i denne virkelighed.

En analyse heraf forudsætter en karakteristik af de nutidige markedsøkonomier. En sådan karakteristik kan være stærkt forenklet, blot den indeholder de træk, der er mest betydningsfulde i relation til analysen. Dette afsnit indeholder på forskellig måde en sådan karakteristik.

Det er væsentligt at gøre sig klart, at når en sådan karakteristik af virkeligheden indgår i en videnskabelig analyse eller debat, er der tale om intet andet end en alternativ model. For økonomer er det en meget almindelig eksersits at konfrontere en model med en karakteristik af virkeligheden. Det, de uundgåeligt gør, er at konfrontere én modelverden med en anden modelverden.

Det er et fundamentalt træk ved de nutidige markedsøkonomier (og generelt ved
industriøkonomierne), at de har en meget kompleks organisatorisk, institutionel og
administrativ struktur. Dette træk er i dag langt mere iøjnefaldende og

betydningsfuldt end tilfældet var for markedsøkonomierne for 100 år siden, da den
neoklassiske tradition blev grundlagt.

Beslutningerne i denne komplekse struktur kan beskrives at træffes i tre sfærer (1)
en privatøkonomisk (2) en erhvervsøkonomisk og (3) en politiskøkonomisk.

Skal begrebet forbrugersuverænitet kunne anvendes i relation til en sådan økonomi må det åbenbart knyttes til, at beslutningerne uden for den privatøkonomiske sfære i en eller anden forstand også er underordnet forbrugernes interesser. I en økonomi med en uundgåelig, omfattende organisatorisk, institutionel og administrativ struktur vil en sådan underordning kun kunne tilgodeses ved tilpasning af denne struktur.

Definition på forbrugersuverænitet

Forbrugersuverænitet forudsætter, at det ikke er muligt at ændre økonomiens organisatoriske, institutionelle og administrative struktur, således at økonomiens heraf følgende tilstand foretrækkes for økonomiens bestående tilstand af forbrugerne som helhed i overensstemmelse med Pareto-kriteriet. Begrebet tilstand dækker i definitionens sammenhæng en status over (1) den nævnte struktur, (2) de økonomiske aktiviteter og (3) generelt den objektive tilværelse for de enkelte forbrugere.

Denne definition har den fordel, at den kan anvendes inden for den neoklassiske modelverden, og at den dér falder sammen med den ifølge forrige afsnit dér gældende definition på forbrugersuverænitet. Når der er generel ligevægt og dermed Paretooptimalitet forbrugersuverænitet i den neoklassiske model, kan man ikke ved organisatoriske ændringer skabe en ændret tilstand, der foretrækkes af forbrugerne som helhed i overensstemmelse med Pareto-kriteriet.

Uden for den neoklassiske modelverden falder definitionerne derimod ikke nødvendigvis sammen. Dette skyldes, (1) at begrebet Pareto-optimalitet, som det anvendes i den neoklassiske tradition må anses at være defineret uden hensyn til organisatoriske og institutionelle restriktioner, samt (2) at forbrugernes præferencer dér ikke omfatter de organisatoriske og institutionelle forhold.

På baggrund af den oven for givne definition er det muligt at undersøge, om der skulle herske forbrugersuverænitet i de nutidige markedsøkonomier. Analysen kan samles omkring to kategorier af samfundsforhold. Den første vedrører de forhold, der skaber forbrugernes adfærdsmønstre, den anden de forhold, der betinger udviklingen af producentsidens tilbud til forbrugerne.

Forbrugernes adfærdsmønstre

Mennesker er utvivlsomt udrustet med grundlæggende behov af fysisk, social og

intellektuel karakter. På det meget grundlæggende plan er disse behov sikkert ret uforanderlige. Den måde, disse behov viser sig på i forbrugernes adfærdsmønstre er imidlertid resultatet af en bearbejdning, som f.eks. kulturantropologiske undersøgelser viser, er umådelig variabel og underkastet en stadig kulturel udviklingsproces.

At forestille sig at forbrugerne har adfærdsmønstre, der er autonome i forhold til
samfundets udvikling, er derfor i modstrid med centrale samfundsvidenskabelige
resultater.

Problemet bliver at give en dækkende beskrivelse af forbrugernes adfærd i nutidige
markedsøkonomier.

En sådan beskrivelse kan ske ved hjælp af to begreber: forbrugsmonster og partielt
valg inden for en ramme.

På et givet tidspunkt forekommer der en række forskellige forbrugsmønstre delvis knyttet til forskellig socialklasse m.v. Det karakteristiske ved disse forbrugsmønstre er, at de (1) udgør en løsning af det for en individuel forbruger meget komplekse problem at sammensætte et forbrug, og at de (2) falder i »hak« med de øvrige forbrugeres adfærd, med samfundets infrastruktur og med produkttilbudet. Man kan godt anvende sprogbrugen, at forbrugerne vælger at følge et bestemt forbrugsmønster; selv om der næppe er fuld dækning for ordet vælge, men i så fald er egenskaben, at et forbrugsmønster falder i »hak« afgørende for valget. I denne forstand er forbrugernes præferencer strukturelt bestemt.

Forbrugerne vælger kun undtagelsesvis, om nogensinde mellem totaltilstande. Derimod gennemfører forbrugerne en sekvens af partielle valg. Disse valg foregår inden for bestemte rammer, som bl.a. er bestemt af den konkrete offentlige og private infrastruktur d.v.s. forretninger, kommunikationsmidler m.v., samt af det forhold, at forbrugerne er blevet socialiseret til at operere med bestemte kategorier, f.eks. at behandle dagligvareindkøb på en bestemt måde og at »økonomisere« på en bestemt måde.

I disse partielle valg har forbrugerne i de nutidige markedsøkonomier en del reelle
valgmuligheder, og der er ingen grund til at anfægte, at de fleste forbrugere skulle
handle ganske rationelt inden for de partielle valgsituationers forudsætninger.

Det kan derfor forventes, at forbrugerne viser en vis systematisk adfærd i de
partielle valg. Dette vil kunne beskrives med teoretiske modeller, og vil empirisk
manifestere sig i f.eks. faldende efterspørgselsfunktioner.

Et bestående forbrugsmønster skal bekræftes gennem sekvenser af partielle valg, og producentsidens initiativer kan kun føre til et ændret forbrugsmønster, hvis de accepteres i de partielle valg. Dette lægger restriktioner på de forbrugsmønstre, der kan etableres.

Omvendt er de etablerede forbrugsmønstre determinerende for de partielle valg; de
fastlægger visse parametre i den partielle valgsituation. Herved koordinerer de
eksisterende, etablerede forbrugsmønstre adfærden i de partielle valgsituationer.

Den her omtalte forbrugerteori er fremstillet mere udførligt i Mossin (1978).

Producentsidens tilbud

Forbrugernes magt består i, at de kan sige ja eller nej til producenternes tilbud.
Initiativet til fortsat produktion af kendte varer og ydelser og til udvikling af nye
produkter ligger derimod næsten udelukkende på producentsiden.

Efter den liberalistiske doktrin er en ekstraordinær profit på et vist område forbrugernes signal, at de ønsker en udvidet produktion på dette område. I de nutidige vestlige økonomier tjenes der permanente ekstraordinære profitter som resultat af oligopolitiske markedsformer og andre strukturelle forhold på producentsiden. Forhold, der er konsumenternes ønsker uvedkommende, er derfor bestemmende for at visse sektorer af økonomien har et særligt potentiel med hensyn til udvikling af nye varer og med hensyn til kapitalakkumulation.

Der er derfor en tendens til, at de forbrugsmuligheder, der tilbydes forbrugerne, og dermed har mulighed for at blive accepteret i forbrugsmønstrene udvikles på områder, der af forskellige grunde egner sig særligt til erhvervsmæssig produktion, og som i kraft af strukturelle forhold er særlig profitable.

Endvidere er der visse områder på producentsiden, hvor investeringerne er meget langsigtede, hvor risikoen er meget stor, og hvor der er meget høje tærskelværdier med hensyn til forskning samt investeringer. Disse områder forbeholdes for meget store koncerner, og på disse områder (f.eks. energi og transport) træffes beslutninger af strategisk betydning for samfundsudviklingen; beslutninger som konsumenterne har ringe mulighed for at forkaste, fordi mulige alternativer bliver blokeret.

Tilsvarende træffes i den offentlige sektor strategiske beslutninger, hvor der lige så lidt gives forbrugerne valgmuligheder. På en række vigtige områder som energi, transport, kommunikation o.s.v. spiller disse private og offentlige strategiske beslutninger sammen og er stærkt bestemmende for samfundsudviklingen.

Uden for disse strategiske områder er visse områder præget af en konkurrerende stærkt innovativ virksomhed. Disse områder har kunnet vinde en muligvis uforholdsmæssig stærk placering i de eksisterende forbrugsmønstre. Til gengæld har forbrugerne inden for disse områders begrænsning visse reelle valgmuligheder.

Forbrugersuverænitet i en nutidig markedsøkonomi

På denne baggrund kan man gentage spørgsmålet, om der efter den anførte

definition hersker forbrugersuverænitet i en nutidig markedsøkonomi. Spørgsmålet indebærer med henblik på producentsiden, om der eksisterer en alternativ strukturering af producentsiden, som vil tilvejebringe en tilstand i økonomien, som forbrugersiden som helhed foretrækker.

Omfanget af den ændring af producentsidens struktur, som overvejes som alternativ, kan anskues i to dimensioner, (</) Næsten alle ændringer med afledte store ændringer i økonomiens tilstand vil udløse interessekonflikter forbrugerne imellem. Der vil dog kunne eksistere nogle organisatoriske, institutionelle og administrative ændringer, som vil medføre ændringer i økonomiens tilstand, som alle (eller næsten alle) forbrugere vil have samme præference for. (b) Forbrugernes orienterings- og vurderingsgrundlag er de eksisterende forbrugsmønstre. Ved mere omfattende ændringer svigter dette orienteringsgrundlag. Der vil dog kunne eksistere nogle ændringer, hvor forbrugernes vurderingsgrundlag er sådant, at der vil kunne tales om præference eller ikke-præference. De eksisterende forbrugsmønstre vil imidlertid være et konservativt element med hensyn til disse præferencer.

Forbrugersuverænitet i en eksisterende økonomi forudsætter, at der ikke eksisterer
ændringer af strukturen på producentsiden, der vil tilvejebringe tilstande i
økonomien, som samtlige forbrugere har positiv eller neutral præference for.

Man vil kunne tale om forbrugersuverænitet relativt til (1) radikale
systemoverskridende ændringer eller relativt til (2) moderate ændringer.

(1) På grund af punkterne (a) og (b) ovenfor vil der faktisk herske
forbrugersuverænitet, i en etableret markedsøkonomi relativt til radikale ændringer.

Dette kan imidlertid næppe fortolkes som en ideel egenskab, som giver dækning
for ordet forbrugersuverænitets sproglige klang. Derimod viser det en egenskab ved
begrebet, som gør begrebets begrænsning tydelig.

Det er også - og det er af stor samfundsteoretisk betydning - udtryk for en
stabilitetsegenskab ved en sådan økonomi. Denne benævnelse er navnlig berettiget i
relation til punkt (b) ovenfor.

(2) Dette forhindrer imidlertid ikke, at der ikke hersker forbrugersuverænitet relativt mere moderate ændringer. For at demonstrere dette skal man påvise ændringen af strukturen på producentsiden, som vil medføre ændrede tilstande, som samtlige forbrugere vil have positiv eller neutral præference for. (I praksis må dette nødvendigvis modificeres til næsten alle forbrugere).

Det er ikke nødvendigt at komme med meget fantasifulde eksempler på sådanne ændringer. Alle den traditionelle forbrugerpolitiks foranstaltninger er eksempler på moderate ændringer gennemført i konsekvens af manglende forbrugersuverænitet. Lovregler og institutioner i forbindelse med forbrugerbeskyttelse og forbrugerinformation indgreb i funktionsmønstret på producentsiden af økonomien.

I det store hele medfører disse indgreb tilstandsændringer, som er til fordel for samtlige forbrugere. I det korte løb støder sådanne indgreb mod uvilje hos producenterne. Derimod sker der næppe nogen forringelse af de erhvervsmæssige indtjeningsmuligheder på længere sigt; derfor er der knapt forbrugere, der vil blive ramt indirekte af indgrebene via lavere erhvervsindtægter.

7. Den radikale tradition: Producentsidens dominans

Marxistisk økonomi kan knapt siges at indeholde en forbrugerteori. Producentsidens
er en trivialitet. De betydningsfulde processer, som bestemmer
økonomiens forløb, foregår på producentsiden.

I den nyere, ikke-marxistiske radikale tradition er Galbraith et prominent navn. I en række bøger har Galbraith udviklet et billede af den moderne amerikanske kapitalisme. Den dominerende del af økonomien er plansystemet (i modsætning til markedssystemet) bestående af store oligopolvirksomheder. Denne del af økonomien beherskes af en teknostruktur af managers m.fl., hvis fornemste mål er sikring og udvikling af deres organisatoriske basis.

Det er en forudsætning for systemet, at priser, produktion og salg kan planlægges og kontrolleres ud fra systemets egne præmisser. For at muliggøre dette må konsumenterne underordnes oligopolsektorens behov. Dette er modbegrebet til forbrugersuverænitet og betegnes i Galbraith (1967, kapitel 19), the revised sequence.

Galbraith er ikke særlig specifik med hensyn til the revised sequence, men det
fremgår, at han tillægger reklame m.v. en væsentlig rolle.

Selv om Galbraith's synspunkter er mere nuancerede end det umiddelbart synes på hans polemiske form, nærer han i lighed med andre forfattere i den radikale tradition antagelig noget overdrevne forestillinger om oligopolproducenternes mulighed for planlægning og kontrol af deres omgivelser, (a) Der er stærke begrænsninger i producenternes mulighed for en vilkårlig reklamestyring af forbrugerne. Selv de største producenter eller grupper af producenter kan med reklame kun gribe marginalt ind i forbrugernes totale påvirkningsmiljø. Derimod skaber producentsidens salgsindsats et kommercielt miljø, der udgør en ret betydningsfuld del af forbrugernes påvirkningsmiljø. (h) Producenternes mulighed for at kontrollere deres omgivelser dementeres af den betydelige dødelighed blandt virksomheder og produkter. De største oligopolvirksomheder er ganske vist næsten udødelige, men det er i kraft af finansielle reserver og spredning over mange aktiviteter (konglomorater og diversifikation). Udfaldet af de enkelte aktiviteter er underkastet betydelig usikkerhed.

8. Forbrugerpolitik

Generelt kan man definere en politik (finanspolitik, erhvervspolitik m.v.) som et
system af foranstaltninger på et bestemt felt, som er fastlagt med udgangspunkt mere
eller mindre præcist i visse aktuelle eller generelle målsætninger.

Med udgangspunkt i den tidligere definition af begrebet forbrugersuverænitet kan det forekomme hensigtsmæssigt at definere forbrugerpolitikkens felt som vedrørende varetagelsen af interesserne for beslutningstagerne i den privatøkonomiske sfære viså-vis i den erhvervsøkonomiske og den politiskøkonomiske sfære.

En sådan definition tillægger forbrugerpolitik en omfattende rolle, men afgrænser
dog forbrugerpolitik over for velfærdspolitik, som må antages mere generelt at være
rettet mod alle forhold, der er af betydning for de enkelte menneskers velfærd.

På det forbrugerpolitiske felt arbejder i Danmark bl.a. Forbrugerrådet, der som medlemsorganisationer har en række andre interesseorganisationer. Rådet er hovedsagelig statsfinansieret. Statens Husholdningsråd, Forbrugerombudsmanden og Forbrugerklagenævnet er institutioner under Handelsministeriet. De to sidste institutioner er oprettet efter forslag af forbrugerkommissionen, som i sin sidste og fjerde betænkning foreslår, at Husholdningsrådet skal omdannes til direktorat under Handelsministeriet. Det vil herved få tilsvarende status som det svenske Konsumentverket. På mere afgrænsede områder findes f.eks. forbrugerorganisationer som Forenede Danske Motorejere (FDM) og Lejernes Landsorganisation. I relation til forbrug af offentlige ydelser kunne man f.eks. betegne folkeskolens forældreforening og Samfund som en forbrugerorganisation. På græsrodsplan findes f.eks. de lokale forbruger- og miljøgrupper.

I øvrigt er en lang række organisationer og myndigheder mere eller mindre
engageret i forbrugerpolitik - f.eks. Miljøstyrelsen og Monopoltilsynet.

Der eksisterer forbrugerpolitiske organer i de fleste lande og bl.a. på nordisk- og
EF-plan.

Man kan tale om forskellige grader af forbrugerpolitik efter foranstaltningernes
radikalitet:

(1) Den »traditionelle« forbrugerpolitik er centreret om jorbrugerinjormation og forbrugerbeskyttelse. Dette omfatter en lang række foranstaltninger som vareafprøvning og varedeklaration, vejledningskontorer, love om markedsføring og kontraktforhold, forbrugerombudsmand og klagenævn, veterinærbestemmelser og levnedsmiddelkontrol samt f.eks. dele af miljø-, bygge- og prislovgivningen.

På disse områder er der opnået markante resultater, der er nærliggende udbygningsmuligheder, og der foregår en stadig udvikling. Et udviklingsfelt er offentlig produktkontrol samt produktansvar (producentens ansvar for skader i forbindelse med normal anvendelse af produktet).

Disse resultater er opnået i konflikt med forskellige erhvervsinteresser, fordi de naturligvis på forskellig vis påvirker producenternes manøvremuligheder. Der er imidlertid intet i disse foranstaltninger, der på blot lidt længere sigt generelt påvirker mulighederne for profitabel erhvervsvirksomhed. Hverken niveauet eller fordelingen af forbrugernes erhvervsindtægter vil derfor blive andet end marginalt påvirkede. Derfor opstår der ikke af denne vej interessekonflikter forbrugerne imellem.

Samtidig skaber langt de fleste af de nævnte foranstaltninger bedre vilkår for
forbrugerne generelt.

Med anvendelse af den tidligere givne definition på forbrugersuverænitet kan denne form for forbrugerpolitik betegnes som tilpasninger i retning af større forbrugersuverænitet, som gennemføres i konsekvens af manglende forbrugersuverænitet.

(2) En noget mere vidtgående form for forbrugerpolitik kan gives overskriften forbrugerindjlydelse. Man er i den forbrugerpolitiske debat opmærksom på det forhold, at initiativet til fortsat produktion af kendte varer og ydelser og innovation af nye ensidigt ligger på producentsiden. Selv en udbygget offentlig produktkontrol og offentlige produktionsforskrifter (levnedsmiddelkontrol og sikkerhedsforskrifter f.eks. for biler) vil fortsat være en passiv styring af produktudbudet.

En mere aktiv eller direkte forbrugerindflydelse kunne f.eks. gives den organisatoriske form, at repræsentative forbrugerorganer fik mulighed for at allokere offentlige produktudviklingskontrakter til virksomheder på områder, hvor produktudbudet er mindre tilfredsstillende. En sådan form for organisering af direkte forbrugerindflydelse kunne også anvendes i forhold til den offentlige sektors produktog

I mindre skala vil sådanne forbrugerstyrede produktinnovationer kunne indgå
som et forholdsvis ukontroversielt led i en industripolitik, og dog medføre mærkbare
tilstandsforbedringer tor forbrugerne som helhed.

Forbrugerindflydelse i denne form kan derfor betragtes som et skridt mod større
forbrugersuverænitet - og er et af de kommende udviklingsområder for
forbrugerpolitikken.

(3) De forbrugerpolitiske foranstaltninger, der er nævnt under (1) og (2) kan give meget betydningsfulde resultater, men de er på ingen måde »systemoverskridende«. Det er som nævnt et principielt problem i forbindelse med radikale ændringer af producentsidens struktur, at de afledte tilstandsændringer enten vil udløse væsentlige interessekonflikter forbrugerne imellem eller ligge uden for forbrugernes orienteringsgrundlag form af eksisterende forbrugsmønstre.

I forbindelse med sådanne radikale ændringer (som på ingen måde behøver at
være så vidtgående som en socialisering) bliver udtrykket at skabe bedre vilkår for

forbrugerne et åbent begreb, som kun kan udfyldes gennem en ideologisk og politisk
debat.

Det er naturligvis vigtigt, at der foregår en sådan debat i relation til mulige mere radikale forbrugerpolitiske foranstaltninger. Selv om debatten nødvendigvis må være ideologisk og politisk, vil den kunne få en mere præcis form ved anvendelse af begreber og modeller bl.a. fra forbrugerteori og økonomisk teori.

Litteratur

Bergson, A. 1948. Socialist Economics, i H.
Ellis (ed), A Survey of Contemporary
Economics. Philadelphia.

Dorfman, R. 1972. Prices and Markets.
Englewood Cliffs.

Forbrugerkommissionen, 1971. Betænkning I om mærkning og skiltning m.v. inden for forbrugsområdet. Betænkning nr. 597. København.

Forbrugerkommissionen, 1973. Betænkning II om markedsføring, forbrugerombudsmand og forbrugerklagenævn. Betænkning nr. 681. København.

Forbrugerkommissionen, 1975. Betænkning
111 om forbrugerens retsstilling og retsbeskyttelse.
nr. 738. København.

Forbrugerkommissionen, 1977. Betænkning IV om forbrugeroplysning, forbrugerpolitik og lov om forbrugerspørgsmål. Betænkning nr. 816. København.

Galbraith, J. K. 1967. The New Industrial
State. London.

Hansen, Flemming og Folke Olander. 1977. Forbrugerpolitiske holdninger i Danmark, i Rask Jensen og Olander (eds.) Forbrugerproblemer forbrugerpolitik. Albertslund.

Hutt, W. H. 1940. The Concept of Consumer
Sovereignty, i Economic Journal 50, pp. 66-67.

Mossin, Axel. 1978. Systematisk økonomisk
adfærd. Københavns Universitets Økonomiske
memo nr. 73.

Stigier, G.J. 1966. The Theory of Price. New
York.

Svendsen, Knud Erik. 1978. Alternativ teori om socialistisk forbrug i lyset af sovjetisk og polsk debat. Nationaløkonomisk 116, pp. 293-325.