1. Karsten Albæks (KA) supplerende bemærkninger min præsentation af den monetære betalingsbalanceteori giver mig lejlighed til at præcisere et par forhold.

KA har valgt at koncentrere sit indlæg om den anvendte model, hvilket unægteligt indsnævrer perspektivet en del, da hovedsigtet min oprindelige artikel var at give en oversigt over den monetære betalingsbalanceteori. gør det forhold sig gældende, at den præsenterede model er så simpel, at den, alt efter hvilke forudsætninger man gør, kan bringes til anvendelse på en hel række ganske forskellige teoriområder.

2. Denne omstændighed at en stort set identisk model er anvendt på hhv. betalingsbalance og valutakursteori har tilsyneladende KA til at mene, at de også indholdsmæssigt er identiske.¹ Dette er i enhver henseende beklageligt ikke mindst under hensyntagen til den raffinering, der i de seneste år har fundet sted af den monetære valutakursteori, jf. fx. Dornbusch, 1976.

Den monetære betalingsbalanceteori forudsætterfaste, justerbare valutakurser, da det ellers ikke er rimeligt at definere betalingsbalancen som saldoen på den privatesektors til og fra udlandet. På den baggrund må det siges at være paradoksalt,at gives en udformning, hvor der ikke sondres mellem indenlandske og udenlandske penge. En sådan specifikation forudsætter nemlig perfektsubstitution de to typer af penge, hvilket kun er opfyldt indenfor rammerne af et valutasamarbejde, der for alle praktiske

---

1. Claassen (1978) diskuterer denne ret udbredte misforståelse.

formål er at ligne med en monetær union. Da betalingsbalancebegrebet som defineret ovenforophører at være meningsfyldt i denne situation, turde det være oplagt at fremhæve dette forhold som en væsentlig svaghed ved den monetære betalingsbalanceteori.

I den simple betalingsbalancemodel forudsættes at agenterne ikke holder valuta, hvilket dog ikke udelukker, at de efterspørger valuta til omveksling. Dette er jo simpelthen den helt centrale tilpasningsmekanisme i den monetære betalingsbalanceteori: en stigning i efterspørgslen efter penge sker simultant med et øget udbud af varer til eksport og/eller kapitalimport, hvilket implicerer omveksling af udenlandske penge til en fremtidig, usikker kurs.²

Ovenstående leder frem til, at den monetære ville være bedre repræsenteret af en model, som havde en udformning, hvor der eksplicit blev taget hensyn til, at agenterne efterspørger og ønsker holde udenlandske penge, obligationer og realkapital. Herigennem ville der kunne opnås en mere tilfredsstillende analyse af de tilpasningsmekanismer, som teorien bygger på.

3. En empirisk verifikation af teorien må naturligvis kræve, at de variable, der indgår i den statistiske analyse også på en rimelig made repræsenterer den teoretiske formuling. Det er derfor oplagt uhensigtsmæssigt at lade offentlige betalinger indgå i betalingsbalancevariablen med mindre der korrigeres herfor i variablen (D), hvilket fx. vil være tilfældet ved anvendelse af statistisk materiale for Danmark.

Relation (5) er ikke som angivet af KA et test af om vægtene summerer til én, hvilket pr. definition vil være tilfældet (jf. KA's bemærkninger om at sammenhængen vil være perfekt (multi)kollineær). Når den empiriske verifikation af relation (5) lader sig gennemføre skyldes det, at der estimeres en pengemarkedsrelation, hvor efterspørgslen er adfærdsbestemt (Jespersen, 1978 p. 174).

4. Afslutningsvis kan der være grund til at fremhæve, at KA og undertegnede stort set synes at have sammenfaldende synspunkter vedrørende vurderingen af de centrale elementer den monetære betalingsbalanceteori og dennes manglende empiriske verifikation. Yderligere deler jeg til fulde den opfattelse, at på trods af at Johnson m.fl. søger at lægge luft mellem sig og monetaristisk teori (jf. Frenkel & Johnson, 1976 p. 24), så er der dog så væsentlige lighedspunkter, at sondringen er uholdbar (Jespersen, 1978 p. 164-66).

Endelig bør man dog fremhæve det positive forhold, at den monetære betalingsbalanceteori trods af sine oplagte svagheder understreget nødvendigheden af at analysere strøm- såvel som beholdningsaspekter betalingsbalancetilpasningen under

Økonomisk Institut, Københavns Universitet

---

2. Jf. at en devaluering indgår som et af de politiske instrumenter til at øge valutareserven (Dornbusch. 1973).

Litteratur

Albæk. K. 1979. En kritik af Jespersens præsentation af den monetaristiske betalingsbalancemodel. Nationaløkonomisk 117:

Claassen, E. 1978. The Monetary Approach
to the Exchange Rate. Université Paris-IC-
Dauphins. Stencileret.

Dornbusch, R. 1973. Devaluation, Money, and Non-Traded Goods, American Economic Review 62: 871-83. Optrykt som kapitel 7 i Frenkel og Johnson, 1976.

Dornbusch, R. 1976. The Theory of Flexible Exchange Rate Regimes and Macroeconomic Policy. Scandinavian Journal of Economics 78: 255-75.

Frenkel, J. A. og H. G. Johnson, red. 1976.
The Monetary Approach to the Balance of
Pexments. London.

Jespersen, J. 1978. En kritisk præsentation af
den monetære betalingsbalanceteori.
Nationaløkonomisk Tidsskrift 116: 164-75.