Niels Blomgren-Hansen og Jørgen Petersen har i dette tidsskrift (1977, 375-94) publiceret overordentlig interessant analyse af den danske betalingsbalances udvikling 1958 -1976. Imidlertid må man se med stor skepsis to af de konklusioner, der drages af undersøgelsen, nemlig vedrørende effekten på betalingsbalancen af dels arbejdsløshedens dels forholdet mellem dansk og udenlandsk lønniveau.

For så vidt angår ledigheden (som, invers, indikator for den indenlandske aktivitet), kan det anses for utvivlsomt, at dens betydning betalingsbalancen undervurderes betydeligt; det vedrørende det relative lønniveau kun skal hævdes, at det ikke er tilladeligt udfra den økonometriske analyse at drage nogen konklusion.

Vedrørende ledighedens indflydelse. At denne formentlig undervurderes, gør forfatterneselv på, idet de henviser til, at de seneste års stærke forøgelse af den registrerede ledighed giver et overdrevet billede af konjunkturtilbageslaget, og at følgeliginddragningen disse år i analysen reducererden varige effekt af større ledighed. At dette forbehold er velbegrundetfremgår den her vedføjede figur1, for årene 1972-1977 viser antalletaf iflg. beskæftigelsesundersøgelserne(hvis

uheldigt, fordi de høje ledighedstal i disse
år må indgå med stor vægt i resultaterne
for hele estimationsperioden.

Hertil kommer et andet forhold, der ligeledes at afsvække den beregnede betalingsbalanceeffekt af større ledighed. Fra og med 1975 har aktivitetsniveauet i udlandet væsentligt lavere end i nogen tidligere af den analyserede periode. At betalingsbalanceunderskuddet (DFOL) herved blevet forøget er utvivlsomt. Men, som forfatterne med beklagelse nævner, indgår NBH - JP-modellen ingen variabel repræsenterende internationale konjunktur. Konsekvensen er, at medens modellen inkluderer overdrivende tal) ledigheden, hvorfra udgår en DFOL-reducerende effekt, mangler den modsatrettede effekt af den internationale recession 1975 ff.

Det er formentlig korrekt, at det med anvendelse en summarisk - for summarisk - en-ligningsmodel ikke er muligt at opnå tilfredsstillende af den internationale indflydelse på betalingsbalancen. er resultaterne måske knap så negative, såfremt man som indikator for den internationale konjunktur anvender den internationale handel i stedet for sammenvejede el. lign. indikatorer for aktiviteten i udlandet. Og videre: selv om man ved inddragning af en relevant indikator den internationale konjunktur kun opnår resultater, der ikke kan passere sædvanlig bør den pågældende variabel dog medtages i analysen, såfremt den estimerede relation er økonomisk meningsfuld, plausibel styrke, og samtidig den estimerede effekt af andre variable derved i med økonomisk teori konsistent

På baggrund af det her anførte er det en anledning til forundring, men dog vel næppe at NBH & JP - som berettet deres indlæg nedenfor - finder, at den estimerede relation mellem ledighed og DFOL kun i ganske ringe grad påvirkes af, om estimationsperioden inkluderer eller ikke inkluderer de seneste år af 1970'erne. Selv hvis arbejdsløshedstallet ikke var misvisende som indenlandsk aktivitetsindikator, ville man vente, at det i resultaterne kunne spores, at de senere års forhøjede dagpengeniveau har afsvækket effekten af større ledighed på betalingsbalancen.

Den nærliggende forklaring på de af NBH & JP nedenfor rapporterede forbløffende resultater er, at en eller flere af de øvrige i analysen indgående variable — ved et utilsigtet - fungerer som korrektionsfaktor arbejdsløshedsvariablen. Inspektion af figur 1 (p. 379 i NBH & JP, 1977) fører den formodning, at det er rentevariablen - 1$), der fungerer som sådan korrektionsfaktor. forvejen er denne variabel suspekt; jfr. forfatternes kommentarer (NBH & JP, 1977, p. 386). Ikke mindst påfaldende det, at (IL - 1$) indgår med et ganske lag og ikke med det lange, fordelte lag, man på forhånd ville forvente. Variablen - 1$), der i analysen af betalingsbalancen med positiv regressionskoefficient, høje værdier fra og med 1975.¹ og tjener således til at delvis neutralisere beregnede negative effekt af den øgede, registrerede arbejdsløshed. Den her fremsatte formodning styrkes deraf, at den simple korrelation mellem (IL - 1$)len antallet af fuldtidsforsikrede (der ville være en plausibel, explicit korrektionsfaktor) er næsten 0,8.

En yderligere implikation er, at da (IL -
1$) antager relativt høje værdier også i

1972. i og 2, fører inklusionen af denne variabeltil
af den midlertidige
tolds effekt.

Vedrørende det relative lønniveaus indflydelse. måde, på hvilken der i modellen søgt sondret mellem virkningerne af henholdsvis national lønudvikling og valutakurser, mangelfuld, uden at dette dog turde have større følger for konklusionerne.

Det er selvsagt fuldt berettiget at lade det kurskorrigerede relative lønniveau indgå med langt, fordelt lag. Den samlede ændring over hele perioden er stor, næsten 50 pct. - og den mere relevante størrelse, virksomhedernes beskæftigelsesomkostninger pr. arbejdstime, må formodes også at være øget betydeligt, omend ingenlunde nødvendigvis lige så meget. Men medens den samlede ændring er stor, er variationerne fra halvår til halvår relativt små, og i det vægtede glidende (som fremkommer ved det fordelte lag) er trend-elementet helt dominerende. ser med berettiget skepsis på værdien af at inddrage en trend med usikker fortolkning. Men den udjævnede med eller uden logaritmisk transformation - adskiller sig ikke nævneværdigt en lineær trend (r > 0.97). Kun såfremt der i perioden var indtruffet en betydelig havde der været reel chance for en nogenlunde pålidelig af det kursjusterede lønforholds

Også i andre variable, de relative råvarepriser strukturvariablen, er der et fremherskende således at der bliver høj indbyrdes korrelation inden for denne gruppe af trend-dominerede variable.

Men modellen indeholder ingenlunde variable repræsenterende alle forhold, som kan formodes i undersøgelsesperioden at have udøvet en væsentlig og over længere tid fordelt indflydelse på betalingsbalancen; navnlig tilslutningen først til Efta og siden til EF, og eventuelle forskelle mellem produktivitetsudviklingen Danmark og andre lande (i hvilken forbindelse forfatternes bemærkninger p. 384 er rigeligt sangvinske)

På baggrund af den store, relative lønstigning hvis denne i nogen grad skulle overdrive væksten i virksomhedernes relative beskæftigelsesomkostninger) er det vanskeligt forstå, at betalingsbalanceudviklingen ikke er blevet langt ugunstigere, end tilfældet medmindre lønudviklingen er blevet delvis modvirket af andre, ikke i modellen specificerede, gradvis virkende forhold. Såfremt er korrekt, at sådanne forhold har været af væsentlig betydning, vil en eller flere af de trend-dominerede variable som opsamlingsvariabel for de pågældende, udeladte faktorer. En nærliggende for denne rolle er netop variablen det relative lønniveau, hvis regressionskoefficient så fald vil komme ud med en urealistisk lav værdi.

Den robusthed og pålidelighed, som tabel i forfatternes indlæg nedenfor giver indtryk af, er derfor illusorisk. Hvad man højst kan slutte er, at nettoeffekten af ndringerne det relative lønniveau, produktiviteten, m.v. har været en over tiden nogenlunde stabil tendens til forøgelse af DFOL.

Forfatternes beregningsresultat indebærer, at der til opnåelse af fuld beskæftigelse og betalingsbalanceligevægt kræves en reduktionaf relative lønniveau af størrelsesordenen20-25

ordenen20-25pct., hvilket de dog, af grundesom skal gentages her (se NBH & JP, p. 392), mener, er for optimistisk. Den korrekte konklusion turde være, at der ikke kan tillægges resultatet nogen vægt.

Økonomisk Institut, Aarhus Universitet

Litteratur

N. BLOMGREN-HANSEN Og JØRGEN PETERSEN, 1977,
Arbejdsmarked og betalingsbalance. Nationaløkonomisk
pp. 375-394-