Resumé

summary: The article presents a survey of the economic history of the developing countries since ig^o, a discussion of current issues and some prospects to igBs. On the average development over the past 25 years has been both unprecedented and unexpected. But progress has not been even, differences which existed already igso have been accentuated, and the outlook for some of the poorest countries remains unfavourable. A brief analysis of some of the issues of the New International Economic Order suggests that the closing of income gaps is an unrfeasible and that the gains from commodity agreements are likely to be quite small whereas those from more liberal trade regimes could be substantial.

I. Indledning

1. Siden begyndelsen af 1950erne, da kolonitiden ebbede ud, har de fattige landes økonomiske udvikling haft verdens særlige bevågenhed. Internationale organisationer har med jævne mellemrum formuleret særlige mål for denne udvikling og for de rige landes bidrag til den, og næsten ethvert udviklingsland har nedfældet sine egne forhåbninger i en række planer.

Efter 25 år kan det være interessant at foretage et historisk tilbageblik, på denne baggrund at diskutere en række aktuelle problemer og endelig at se lidt på fremtidens perspektiver. Det ligger i sagens natur, at der med et så bredt sigte ikke bliver plads til mange detailler. Derfor falder et forsøg på en egentlig analyse af udviklingen uden for artiklens rammer.

2. Ved udviklingslande skal jeg i denne sammenhæng forstå Asien bortset fra Japan, Afrika bortset fra Sydafrika, og Latinamerika. I øvrigt gælder den sædvanlige mod sammenligninger af indkomstdata mellem lande. F.eks. har efter valutakursen mere end 1 milliard mennesker en årsindkomst på $ 140 eller mindre. Det kan ikke betyde, at disse mennesker kun forbruger, hvad der i USA kan købes for $ 140; i så fald ville de ikke kunne overleve. Men det er ikke helt klart, hvad det ellers kan betyde.

II. Historie

3. Diskussionen om den økonomiske udviklings sigte har udvist store svingninger løbet af de sidste 25 år.¹ Mest markant er måske den betydelige vægt på økonomisk udligning og social retfærdighed i 1950erne, på økonomisk vækst i i96oeme og på basic needs i 1970erne, Dette betyder naturligvis ikke, at man overhovedet ikke interesserede og interesserer sig for økonomisk vækst i 50erne og 70erne eller for udligning i 60erne, men det er næppe forkert at sige, at prioriteringen i disse årtier. Det er dog ikke muligt at eftervise særlig signifikante mellem de tre perioder, hverken i indkomstudvikling eller i forskellige indikatorer.

4. For både udviklingslande og industrilande har den økonomiske vækst været væsentlig højere end for nogen tilsvarende periode før 1950.² Men der har været betydelige regionale forskelle. Således har fremgangen for ca. 1 milliard mennesker Sydasien og Afrika kun været omkring $ 2 om året, mens den for lige så mange mennesker i Østasien (med forbehold over for de kinesiske tal) har været på mere end det dobbelte.

---

1. For en mere udførlig fremstilling se Morawetz (1977). Dette afsnit trækker i nogen grad på hans analyse.

2. Vækstrater for en række udviklingslande for perioden 1870—₁₉₅₀ findes i Madison (1970), og for perioden 1910-1975 i Vinski (1978). For industrilandene se f.eks. Kutzets (1955).

5. En anden måde, hvorpå denne forskel i økonomisk vækst kan anskues, fremgår
Tabel 2.

For så vidt er det ikke mærkeligt, at de udviklingslande, som i dag har den højeste gennemsnitsindkomst også er dem, der i den betragtede periode har haft den hastigste vækst, som en sådan sammenhæng på langt sigt er tautologisk. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at anskue vækstprocessen under en tredje synsvinkel, indeholder tilløb til en forklaring.

Denne fremgår af Figur i.³ Det ses heraf, at der er en klar tendens til, at vækstraten indtil en bestemt gennemsnitsindkomst, her omkring $ 1000 om året, er stigende, hvorefter den igen begynder at falde. Dog er det naturligvis ikke muligt med sikkerhed at konkludere, at lavindkomstlandene vil følge i mellemog fodspor og derfor begynde at vokse hastigere, ligeså lidt som man kan slutte, at disse sidste vil følge i de udviklede landes fodspor og derfor at vokse langsommere. Figuren er et tværsnitsbillede, som blot viser, at man ikke nødvendigvis behøver at konkludere af vækstrater, som dem der er vist i Tabel 2, at de fattige lande vil fortsætte med at sakke længere og længere bagud. Det kan være et spørgsmål om, at disse lande først må have opbygget f.eks. en vis infrastruktur og en vis administrativ teknik, inden den hastige vækstproces alvor kan tage sin begyndelse.

7. Men hvad enten det forholder sig på den ene eller anden måde, er det naturligvisrigtigt,
indkomstgabet mellem i hvert fald de fattigste regioner i den

---

3. Figuren er lånt fra Paldam (1977).

tredje verden på den ene side og de udviklede lande på den anden har været voksende i løbet af de sidste 25 år. Dette ses i Tabel 3. Som det fremgår, er i relativmålestok som Sydasien, Afrika og Latinamerika sakket yderligere bagud, mens de øvrige regioner har vundet lidt terræn. I absolut målestok er forskellenblevet for alle regioner. Det sidste er naturligvis resultatet af de meget store forskelle ved periodens begyndelse (5 % af $ 2000 er mere end 10 % af $ 100). F.eks. vil det med hidtidige vækstrater vare 2900 år, inden Kina har samme gennemsnitsindkomst som OECD landene, mens det i den anden ende af spektret vil vare 22 år for Singapore. For det overvejende flertal af udviklingslandeer mål som lukning af indkomstgabet inden år 2000 formentlig helt uden mening.

8. Økonomisk udligning er en anden side af udviklingsprocessen. Ulempen ved at måle den økonomiske udvikling alene ved hjælp af væksten i nationalindkomsten naturligvis, at man derved tillægger enhver ekstra krone den samme vægt, hvad enten den tilfalder en rig eller en fattig. Oversigten må derfor i det omfang, det er muligt, suppleres med sådanne indikatorer som beskæftigelse, indkomstfordeling andre sociale forhold.

9. For så vidt angår beskæftigelsen, findes kun tal for et forholdsvis lille antal lande, og de beskriver kun den åbne arbejdsløshed. Omfanget af underbeskæftigelse,d.v.s. i uformelle sektorer ofte med meget lav produktivitet og i færre timer end et normalt arbejdsår, er nærmest helt ukendt. Tabel 4 viser

stort set, hvad man ved, og selv disse tal må tages med et betydeligt forbehold. Men de synes at antyde, at beskæftigelsessituationen ikke i løbet af den sidste snes år er blevet forværret. Hermed være naturligvis ikke sagt, at arbejdsløshedsprocenternefor enkelte lande er sammenlignelige.

10. Et andet mål for den økonomiske udligning er naturligvis selve indkomstfordelingen; den findes heller ingen helt pålidelige oplysninger, men se dog Tabel 5. En forsigtig konklusion af disse tal kan være, at indkomstuligheden synes at være voksende på det første lange stræk af udviklingsprocessen; senere begynder fordelingen at blive mere lige. Men der er meget store forskelle mellem lande, og det er åbenbart, at den økonomiske politik tillige med den økonomiske vækst spiller en rolle for fordelingen.

11. Lad os endelig betragte en række sociale indikatorer som ernæring, levealder
og uddannelse.

Det er ikke nemt at besvare spørgsmålet om, hvorledes ernæringsstandarden har udviklet sig i løbet af de sidste 25 år. Ingen ved præcis, hvad de fattige i udviklingslandene spiser i dag og da slet ikke, hvad de spiste for 25 år siden. Er det nok at se på kalorier og proteiner, eller må man også inddrage vitaminer og mineraler? Og hvad er den minimale ration? Bortset herfra er naturligvis ernæringen indkomsten skævt fordelt.

En FAO analyse fra 19754, som bortser fra fordelingen, anslår, at knap en

---

4. FAO (1975)-

halv milliard mennesker i udviklingslandene er underernærede, mens en nylig undersøgelse fra Verdensbanken⁵, som prøver at tage hensyn til fordelingen, anslår tallet til godt en milliard. Det sidste skøn er formentlig det mest korrekte, men det siger naturligvis intet om, hvordan udviklingen har været. Det gør derimoden af International Food Policy Research Institute⁶, som konkluderer,at absolutte antal underernærede personer antagelig er stigende, men næppe hastigere end den generelle tilvækst i befolkningen.

Skønt langt fra ideel er den forventede levetid formentlig den bedste enkeltindikator
befolkningens sundhedstilstand. Den fremgår af Tabel 6.

Denne udvikling er utvetydig. Levealderen i udviklingslandene er nu omkring år, det samme som den var i Vesteuropa ved begyndelsen af dette rhundrede. er naturligvis først og fremmest resultatet af et hastigt fald i spædbørnsdødeligheden. bemærkelsesværdig i denne som i forskellige andre henseender udviklingen i Kina. Til sammenligning kan nævnes, at levealderen i USA først i 1930erne nåede op på omkring 60 år. I Danmark nåedes denne alder halv snes år tidligere.

Det er endelig klart, at befolkningens uddannelsesniveau er blevet forbedret.
Fra i960 til 1975 faldt antallet af analfabeter fra 35 % til 25 % af den voksne

---

5. Reutlinger og Selowsky, (1976).

6. International Food Policy Research Center (1977).

befolkning i Latinamerika; i Asien fra 55 % til 47 % og i Afrika fra 80 % til
74 %. Det er vel ikke meget, og hertil kommer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidtuddannelsen
øvrigt tager tilstrækkeligt hensyn til lokale behov.
12. Sagt med få ord. Den økonomiske udvikling for den tredje verden som helhedhar
betydelig hastigere i løbet af de sidste 25 år end nogensinde tidligereog
også, end de fleste havde ventet i 1950ernes begyndelse. Men der
har været markante regionale forskelle, og det antal mennesker, måske henved
1 milliard, som lever i fattigdom i en helt absolut forstand, er næppe blevet
mindre.

III. Aktuelle problemer

13. Bag kravet om en ny økonomisk verdensorden ligger naturligvis bl.a. en betydelig over udviklingens manglende gennemslagskraft over for denne fjerdedel af verdens befolkning. Dertil kommer en mindre rimelig skuffelse over, at indkomstgabet mellem udviklingslande og industrilande ikke synes at lukke sig.

Den nye økonomiske verdensorden omtales første gang i en FN-resolution fra 1974, og forhandlingerne om dens økonomisk-politiske forudsætninger har siden pågået i forskellige internationale organisationer eller ad hoc grupper med større eller mindre tilknytning til FN-systemet.

Blandt de midler, som især har været diskuteret, er råvareaftaler, fordi prisdannelsen råvaremarkederne anses at være ugunstig for udviklingslandene, større kapitaloverførsler, fordi udviklingshjælpen er langt mindre end forudset og liberalisering af adgangen til industrilandenes markeder, fordi protektionismen visse områder er betydelig og stigende.

14. Udviklingslandenes interesse i råvareaftaler er af ældre dato og er begrundet
ito forhold: (1)(1) at der skulle være en tendens til, at råvarepriserne på langt sigt
er faldende i forhold til industrivarepriserne og (2) at råvarepriserne udviser

meget betydelige svingninger. Formålet med internationale aftaler på dette områdeskulle
være at etablere både højere og mere stabile priser på de råvarer,som
eksporterer.7

Det er imidlertid næppe rigtigt, at bytteforholdet mellem industrivarer og råvarer på langt sigt udvikler sig til sidstnævntes ugunst. Faktisk vil man kun kunne påvise en sådan udvikling, hvis man som sit udgangspunkt vælger et år med exceptionelt høje råvarepriser, som tilfældet f.eks. var efter Koreakrigen. Men uanset dette er der naturligvis intet at indvende mod, at udviklingslandene ønsker så høje priser på deres råvarer, som industrilandene vil betale, d.v.s. som markedet kan bære. I så henseende er der imidlertid, når bortses fra olie, kun en meget snæver margin, hvilket bl.a. hænger sammen med, at de fleste råvarer modsat den gængse opfattelse produceres i industrilandene og ikke i udviklingslandene. gælder f.eks. kobber og bauxit. For andre varer såsom jute, sisal, bomuld og gummi er forholdet det, at de relativt nemt kan substitueres med syntetiske Tilbage bliver formentlig kun de tropiske drikkevarer, og her gælder det vel, at udviklingslandenes markedsposition allerede er udnyttet for kaffe, hvorimod der kan tænkes at være plads til en mere agressiv prispolitik for te og kakao, bl.a. fordi priserne ab plantage måske er klemt af multinationale selskabers mellemkomst.

Det er korrekt, at priserne på de fleste råvarer udviser betydelige svingninger fra år til år, og det er også tænkeligt, at forbrugerne for visse og producenterne for andre af disse råvarer vil kunne have fordel af en stabilisering gennem oprettelse stødpudelagre. Men for det første er sådanne direkte virkninger formentlig små, og for det andet er det et empirisk uafklaret spørgsmål, for hvilke produkter fordelen tilfalder forbrugerne, og for hvilke den tilfalder producenterne ⁸

En indirekte, men muligvis meget betydelig virkning af stabile råvarepriser kunne være en generelt dæmpende indflydelse på den internationale inflation og derigennem måske en gunstig påvirkning af verdens aktivitetsniveau.⁹ Det er dog vanskeligt at forestille sig en sådan »externalitetsmekanisme« sat i gang gennem stabilisering af priserne på de råvarer, som forhandlingerne i øjeblikket drejer sig om.

Endelig kan prisstabilisering resultere i en stabilisering også af eksportindtægter.Men
gælder ikke generelt, hvortil kommer, at andre og simplere

---

7. For en mere indgående analyse se Laursen (1978).

8. For en teoretisk udredning af betingelserne, se Turnovsky (1977).

9. Se Kaldor (1976).

metoder sigter direkte mod en sådan provenustabilisering (EF's Stabexordning
og Valutafondens kompensatoriske finansieringsordning).

I betragtning af ovenstående og i betragtning af en lang og stort set negativ erfaring med råvareaftaler er den topplacering på dagsordenen, som udviklingslandene i Nord-Syd dialogens første år havde tildelt råvareaftaler, benbart Spørgsmålet er ikke særlig betydningsfuldt, men mange politiske kræfter er blevet brugt på drøftelser, som der ikke er kommet meget ud af. Og skulle der komme noget ud af dem, f.eks. i form af et bidrag fra industrilandene måske 3 milliarder dollars til en råvarefond, kan man formentlig gå ud fra, at anden form for udviklingshjælp da vil være så meget mindre.

15. Endnu har også forhandlingerne om større udviklingsbistand været resultatløse. vestlige industrilande har tidligere tilkendegivet deres hensigt at overføre 0.7 % af nationalproduktet til udviklingslandene, men endnu ved udgangen af 1977 udgør disse overførsler kun det halve, hvilket i procent af nationalproduktet er mere end for ti år siden. Kun Holland, Sverige, Norge og Danmark har mere end eller nogenlunde overholdt denne »forpligtelse«, mens lande som U.S.A., Japan og Vesttyskland yder mindre end 0.3 % af deres nationalprodukt i udviklingsbistand. Til sammenligning tjener, at U.S.A. i Marshallhjælpens første år overførte næsten 3 % af dets nationalprodukt til Vesteuropa. Til sammenligning tjener måske også, at de socialistiske lande ikke anerkender nogen forpligtelse til udviklingshjælp. Begrundelsen er den ikke ukendte, men lidt for nemme, at udviklingsproblemet er resultatet af de vestlige landes politiske og økonomiske imperialisme.

Nu er imidlertid den egentlige udviklingsbistand af relativt underordnet og tilmed faldende betydning, i hvert fald for udviklingslandene taget under ét. I 1970 udgjorde nettokapitaloverførslen til udviklingslandene 13 milliarder dollars, hvoraf 34 % var officiel bistand, mens resten hidrørte fra lånoptagelse på det private kapitalmarked. I 1975 var nettooverførslen 46 millarder dollars, hvoraf kun 29 % var officiel bistand, mens resten var privat kapital. Den samlede stigning 13 til 46 milliarder dollars er naturligvis til dels et inflationsfænomen, idet den reale stigning kun var omkring 17 milliarder dollars. Det vil med andre ord sige, at udviklingslandene i de senere år er blevet relativt mere afhængige af det private kapitalmarked, og for enkelte lande, om ikke de største låntagere, har denne udvikling medført et gældsproblem. Dette problem indtog en overgang fremtrædende plads i de internationale forhandlinger, men bl.a. fordi udviklingslandene selv frygter de langsigtede konsekvenser af et evt. gældsmoratorium deres fremtidige adgang til privat kapital, er også disse diskussioner foreløbig afsluttet uden resultat.

16. Det mest lovende område for internationale forhandlinger burde være handelsliberalisering. for industrilandene var 1960erne et stærkt bevis på betydningen af fri international handel for den økonomiske vækst. Af flere grunde det imidlertid betydelige vanskeligheder både at få fjernet de resterende handelsrestriktioner i de vestlige lande og at få inddraget udviklingslandene i en sådan liberaliseringsproces.

I industrilandene er der tværtimod en klar tendens til forøget protektionisme specielt på områder, hvor udviklingslandene har eller kan forventes at få konkurrencemæssig Det gælder først og fremmest textil- og beklædningsvarer, skotøj, forskellige former for elektronik, skibe og stål og tillige de fleste landbrugsprodukter. restriktioner har hovedsagelig form af kvantitative restriktioner, men dertil kommer forskellige former for variable importafgifter, senest for stål, såkaldte frivillige begrænsninger samt en stærkt forøget anvendelse af udligningstold. den direkte virkning på udviklingslandenes eksport har denne nyprotektionisme en betydelig usikkerhed.

Den væsentligste forklaring på denne udvikling er formentlig arbejdsløsheden, i industrilandene i et vist omfang er koncentreret i de regioner og på de typer af arbejdskraft, som producerer ovennævnte og lignende produkter. Dette hænger naturligvis igen sammen med, at importen fra udviklingslandene allerede i vidt omfang har udkonkurreret industrilandenes produktion af disse varer. De vestlige lande står derfor over for ikke blot det generelle arbejdsløshedsproblem, men tillige det mere strukturelle problem, som består i, at en række industrier har mistet eller er i færd med at miste deres konkurrencedygtighed over for udviklingslandene. proces er for så vidt helt naturlig. Den internationale arbejdsdeling undergår til stadighed forandringer, og der er derfor hele tiden behov for strukturel tilpasning. Men i en periode med generel og langvarig konjunkturafmatning en sådan tilpasning langt mere trægt end under en højkonjunktur, hvor den ledigblevne arbejdskraft altid vil kunne finde beskæftigelse steder.

I øvrigt er der nok til dels tale om en fejldiagnose af strukturproblemerne i industrilandene. Foreløbige undersøgelser for USA tyder på, at de i mindre grad end sædvanligvis antaget hænger sammen med import fra udviklingslandene.¹⁰ Endelig fører begrænsninger af importen fra disse lande selvsagt også til begrænsninger den eksport, som kan afsættes til dem.

17. Importrestriktionerne i udviklingslandene er af en anden art. Deres formål
har ikke været at forhale en strukturel tilpasning, men derimod at fremme industrialiseringen.En

---

10. Se Krueger (1978).

strialiseringen.Enuheldig konsekvens af denne politik har imidlertid været, at udviklingslandene ikke har udnyttet mulighederne for indbyrdes specialisering. Tværtimod har de opbygget nogenlunde den samme industrielle struktur. Situationener den, at udviklingslandenes eksport møder stigende skranker i industrilandene, og muligheden for i stedet at udvide deres indbyrdes samhandeler begrænset af deres hidtidige beskyttelsespolitik.

18. Forhandlingerne om handelsliberalisering er derfor ikke blot et Nord-Syd
spørgsmål, men tillige et Syd-Syd spørgsmål. Imidlertid har de fleste udviklingslande
meget tilbageholdende med overhovedet at engagere sig i disse forhandlinger,
derfor mestendels har drejet sig om produkter, hvori de ikke
har nogen større interesse. Det er ganske vist rigtigt, at den liberalisering, som
måtte blive resultatet af Tokyo-runden, automatisk tilfalder også udviklingslandene,
de ikke er omfattet af noget reciprocitetsprincip. Men det er åbenbart
nu, at dette resultat bliver såre beskedent og stort set uden virkning for udviklingslandene.
kommer, at de særlige præferencer, som gælder for visse af
udviklingslandenes produkter, fortsat er underkastet så mange begrænsninger,
at de er uden større betydning.11 Denne lave prioritering af handelsspørgsmålet
er formentlig den største fejl i dialogen mellem industri- og udviklingslande.
19. For at prøve at genoplive Nord-Syd dialogen er der for et års tid siden nedsat
kommission med Willy Brandt som formand og bestående af 6 repræsentanter
industrilandene og 7 for udviklingslandene. Kommissionsmedlemmer
er bl.a. Edward Heath, Olof Palme, Rodrigo Botero (Colombias tidligere finansminister)
Katherine Graham (Washington Post). Endnu er kun lidt sivet ud
om kommissionens arbejde. Brandt har imidlertid for nylig udtalt, at man arbejder
med den model, at industrilandene foruden den humanitære og
politiske interesse også skulle have en snæver økonomisk interesse i at stimulere
udviklingslandenes vækst gennem forhøjet bistand. Argumentet skulle først og
fremmest være, at en generel ekspansion i industrilandene kun er mulig ved stærkt
voksende eksport til udviklingslandene, og forudsætningen herfor er stigende indkomster
disse lande med deraf følgende større efterspørgsel.

Opskriften minder til forveksling om den gamle kur mod de kapitalistiske samfunds tilbagevendende kriser: krig. Den bagvedliggende diagnose er den samme,nemlig forbrugs- og investeringsmulighederne i industrilandene er ved at være udtømte, og den er fortsat forkert. Det er derfor næppe tænkeligt, at denne tankegang skulle kunne tjene som et egnet grundlag for fornyede. Nord-Syd drøftelser. Det er i denne forbindelse bemærkelsesværdigt, at reaktionen i udviklingslandenepå

---

11. Se Baldwin og Murray (1977).

lingslandenepådenne hypotese har været en betydelig skepsis. På den anden side vil det naturligvis ikke være første gang i historien, at man når frem til ønskelige økonomisk-politiske foranstaltninger på et analytisk grundlag, som strengt taget er urigtigt. De humanitære argumenter for en væsentlig forøgelse af udviklingsbistanden,specielt de fattigste lande på det sydasiatiske subkontinent og i Afrika syd for Sahara, er uændret stærke.

IV. Perspektiver

20. Eftersom så meget afhænger af den økonomiske politik, både den der føres i industrilandene og den, der føres i udviklingslandene, er det naturligvis svært at have nogen klar mening om den økonomiske udvikling i fremtiden. Det skorter på globale prognosemodeller, hvoraf den mest kendte fra de seneste år måske er den, som Leontief og andre har lavet for FN.¹² Også Verdensbanken forsøgt sig.₁₃

Sidstnævnte går frem til 1985, og dens metode er fremskrivning af historiske under skyldigt hensyn til præsumptivt realistiske antagelser om økonomisk politik herunder fremtidens oliepriser. Jeg skal i øvrigt ikke gå i dybden med en diskussion af metoden, men blot sige, at den bl.a. er resultatet af modeller for mange enkeltlande og mange enkeltprodukter.

21. Et samlet billede af prognoserne for bruttonationalproduktet sammenholdt med den seneste udvikling ses i Tabel 7. I det store og hele passer disse prognoser ganske godt med Paldams hypotese,¹⁴ at vækstraten stiger med indkomsten, indtil når en vis højde, hvorefter den igen begynder at falde.

22. For lavindkomstgruppen er Indien dominerende, og de senere års forbedringer dets økonomiske politik ses som den væsentligste grund til de forbedrede udsigter for gruppen som helhed. Andre lande herunder Bangladesh forventes ikke at komme ud af »fattigdommens onde cirkel«. For en række lande gælder fortsat, at høstudbyttet, bestemt bl.a. af naturens gunst eller ugunst, er en afgørende mens for andre en stigende udenrigshandel anses at kunne blive vækstens lokomotiv.

23. I mellemindkomstgrupperne er det stærkt ekspansive tendenser i lande som Elfenbenskysten, Philippinerne og Thailand, der slår igennem. Gruppen som helhed har udvist en ganske bemærkelsesværdig tilpasning til olieprisstigningen og recessionen i den vestlige verden bl.a. gennem betydelig lånoptagning på det

---

12. Wa&sily Leontief et al. (1977).

13. World Bank (1978) og Helen Hughes, Donald Keesing, Karsten Laursen, Goran Ohlin og John Shilling (1977).

14. Se tekst under Tabel 2.

private kapitalmarked. Adskillige lande i denne gruppe har haft en kraftigt voksendeindustrieksport
er ikke umiddelbart truet af den nye protektionisme i
industrilandene.

24. Landene i den højere mellemindkomstgruppe har i højere grad end landene i de to forrige grupper været ramt af den internationale lavkonjunktur. Imidlertid har specielt de sydøstasiatiske lande genvundet deres kraftige momentum i industrieksporten, det er specielt for disse, at udsigterne til fortsat adgang til de vestlige landes markeder er blevet usikre i de seneste år. De latinamerikanske lande i denne kategori har bl.a. høstet fordel af de høje kaffepriser.

25. Højindkomstgruppen er for heterogen til en samlet vurdering. Den består af
lande som Argentina, Jugoslavien, Libanon, Hong Kong og Singapore.
26. Men som sagt ovenfor må disse prognoser tages med betydeligt forbehold.
Det er tænkeligt, at de i for høj grad er påvirket af udviklingslandenes evne til at
tilpasse sig olieprisstigninger og international recession (de ikke olieproducerende
udviklingslande havde i 1974 og 1975 vækstrater på 6.5 og 3.8 sammenlignet
med -o. 1 og -1.1 for OECD-området) og i for ringe grad af de seneste års beskyttelsespolitik
skyttelsespolitiki industrilandene.

Litteratur

AHLUWALIA, MONTEK Og DULOY, JOHN. 1976.
Internt arbejdspapir.

BALDWIN, ROBERT E. Og MURRAY, E. 1976. MFN Tariff Reductions and Developing Country Trade Benefits under the GSP. Economic Journal, vol. 87.

21*

FAO, 1975. The State of Food and Agriculture,

HUGHES, HELEN, KEESING, DONALD, LAURSEN, KARSTEN, OHLIN, GORAN Og SHILLING, JOHN. (1977). Prospects for Developing Countries, World Bank, Washington D.G.

INTERNATIONAL FOOD POLICY RESEARCH CENTER. Recent and Prospective Developments Food Consumption: Some Policy Washington D.C.

kaldor, n. 1976. Inflation and Recession in
the World Economy. Economic Journal,
vol. 86.

krueger, anne o. 1978. Impact of LDC Exports
Employment in American Industry.

kutznets, Simon, 1955. Economic Growth
and Income Inequality. American Economic
vol. 45, No. 1.

laursen, karsten. 1978. The Integrated
Programme for Commodities. World Development,
6.

LEONTiEF, wassily et al. 1977- The Future
of the World Economy. New York.

MADDisoN, angus. 1970. Economic Progress
and Policy in Developing Countries. New
York.

morawetz, david. 1977. Twenty-five Years
of Economic Development, 1950-1975.
The World Bank.

paldam, martin. 1977. Bliver verdens indkomstfordeling
Nationaløkonomisk
2/1977.

REUTLINGER, SHOMO Og SELOWSKY, MARCELO.
1976. Malnutrition and Poverty: Magnitude
Policy Options. Baltimore.

turnovsky, Stephen j. 1977. The Distribution Welfare Gains from Price Stabilization: Survey of some Theoretical Issues.

vinski, ivo. 1978. Kretanje Drustvenog Proizvoda
Od 1910 Do igjfj Godine.
Zagreb.

world bank. 1974. Population Policies and
Economic Development. Washington D.C.

world bank. 1976. World Tables. Washington

world bank. 1977.At1a5. Washington D.C.

world bank. 1978. World Development Report,
Washington D.C.