III

1. Det foreliggende arbejde kan siges at tage sit udgangspunkt i forfatterens store og gode artikel: »Moderne makroteori i teorihistorisk belysning«, offentliggjort i N. Thygesen og P. Nørregaard Rasmussen (red.), Udviklingslinieri

linierimakroøkonomisk teori, Kbh. 1969 (kap. r- Jeg må sige et par ord om denne perle, som jeg selv har opfordret præces til at indleveretillige bogen. Schumpeter's »circulativeprocess« siges at være centrum for en teorihistorisk tour d'horizon. Ikke mindst er diskussionen om nettoproduktionsbegrebetspændende. er Estrup, når han er bedst - og det er en del.

Artiklen knytter sig smukt til Essays in the Theory of Income Creation, som næppe kan kaldes en fasttømret monografi, men snarere en samling af essays om indkomstdannelsens teori. Heri er der intet odiøst. Man kan heldigvis digvisblive doktor på en række artikler, som knytter sig til et bestemt emne. Det sker normalt at en række selvstændige artikler kædes sammen ved et resumé. Men i dette tilfælde bliver de altså offentliggjort sammen i ét bind. (Jeg synes, det er beklageligt og har sagt det før - at vor tradition på en eller anden måde afholder vore doctores fra at offentliggøre langsad, i artikelform).

2. Forfatteren er naturligvis selv klar over, at disse sider om indkomstdannelsens teori er at opfatte som en essaysamling mere end som en bog. Om f.eks. kap. IX siger han (p. 186), at der er tale om »an essay (in the true meaning the word) on a demand-oriented theory of economic classes«. Og bogen ville være lige så meget og lige så lidt helstøbt uden dette - i øvrigt interessante - kapitel.

Forfatteren ender sin bog med at sige (sidste afsnit i bogen): »The present treatise is a philosophical essay rather than a text in economics«. Det er en formulering, som ikke er ved siden af- omend der måske skulle have stået, at der er tale om en halv snes filosofiske og netop ikke et essay, jfr. også den korrekte titel på bogen.

Afhandlingens tema er centralt. Indkomstdannelsen fra efterspørgslen, dvs. en synsvinkel med - trods alt - store traditioner. Man behøver blot at henvise til en kongerække landgrever som Mathus, måske Marx, Wicksell, Schumpeter, Keynes, Fohl og Jørgen Pedersen. Ikke mindst de fire sidste tra'kkrs der sta'rkt på, så stærkt, at forf. næsten synes at have blik for, at der dog også findes mindre profeter, det havde været umagen værd at nævne. Forf. er kendt for at være en belæst mand, men det ses ikke af denne bog, hvor litteraturhenvisninger er sparsomme, hvor d< allernyeste bidrag næsten og tillige er henvisningerne ikke særlig præcise, f.eks. uden angivelse af kap. eller sidetal i kilden og med lidt inkonsekvens henvisningsprincipperne.

Der findes en rød tråd i afhandlingen, som er va*rd at trække frem: de mstitutionelle nellerammers spillereglernes betydning. Dette er måske et fortærsket synspunkt, men dog så vigtigt, at det nok er værd at tærske langhalm på. Og det er vel præcis dette, som får forf. til at karakterisere afhandlingen om an filosofisk analyse.

Det træk ved vort samfund, forf. fremfor alt hæfter sig ved, er foretagerinstitutionen med den hertil knyttede indkomstart: Residualindkomsten. man derfor kunne forvente henvisninger til den herom handlende litteratur, og da ikke mindst til Schumpeter, er klart. Schumpeter nævnes imidlertid kun få gange, og der er vistnok i hele bogen kun en eneste - i øvrigt lidt sløset - henvisning (p. 22) på trods af den tydelige inspiration. Mærkelig nok nævnes Kalecki slet ikke.

3. Endnu et par generelle bemærkninger:
Blandt de for sparsomme litteraturhenvisningerfindes

ningerfindesikke henvisning til empiriske arbejder. Det er utilfredsstillende. I de sidste 40 år har vi jo ikke alene oplevet helt afgørendegennembrud den rene teori, forståetvagt erkendelse af, hvorledes vort økonomiske samfund fungerer. Men vi har tillige oplevet, at den systematiske empiri er gået frem med stormskridt. Dette er en lykkelig udvikling, som imidlertid ikke afspejlesi arbejde. Der er heller ikke i dette arbejde et tilløb til at drøfte de postuleredeadfærdsrelationers vist tilmed påstå, at for mange gælder det, at de er så konfluente, at forf. og andre ville komme i vanskeligheder ved blot et forsøg på en estimation. Jeg skal illustrere disse forhold nedenfor.

Min anden generelle bemærkning referer til afhandlingens form. Så vidt jeg kan bedømme - men det er et væsentligt forbehold er der i det store og hele ikke meget at indvende mod den sproglige form. Men i formelsproget er en hel del uklart, og trykfejl er ret så hyppige, enkelte endda vildledende. Uden at dække alt må jeg som eksempel på sådanne uklarheder, som tilmed kan virke vildledende, Det virker forvirrende, når der i kap. 111 opereres med en egenrente, r< og en standardrente, r_> idet det så viser sig, at disse har helt forskellig dimension. På side 48 defineres godt nok n som prisen pr. tidsenhed anvendelse af en enhed af kapitalgode og side 50 defineres r som »a given standard interest rate«. Men det ene er altså en lejeværdi - helt afhængig af godet; det kan være 150 kr. eller en mill, kr., mens det andet er et rent tal, som f.eks. 0.05.

Flere eksempler kunne nævnes. Blot et par: Både 71, i og L bruges som symbol for forskellige rundt om i bogen. Og hvorfor man næsten hele tiden lades i tvivl om, hvorvidt indkomst og investeringer er brutto eller netto? Hvis det ikke gør nogen forskel - og det gør det ikke altid, jfr. dog nedenfor - så bør det siges, at man kan vælge efter behag.

4. Men nu til sagen. Og lad det her være sagt generelt, at ikke mindst ved en disputatsbedømmelse det, at for udenforstående man risikere, at billedet bliver lidt fortegnet. Ifølge sagens natur hæfter man sig ved kritiske punkter. Man må da minde om, bogen er antaget til forsvar for den statsvidenskabelige Det siger i sig selv meget og gør det ret så overflødigt at brede sig om de mange gode og inspirerende synspunkter, der præsenteres.

Kap. I, »Introduction«, er en fanfare. Nye læsere være advaret: Læs forfra, dvs. læs kap. I igen efter at hele bogen er læst. Ellers forstås kapitlet ikke helt. Men taget i denne rækkefølge får man her glimt af ideen, som udtrykkes godt mod kapitlets slutning:

The main view in this book is that an inquiry into the theory of aggregate demand income creation is an inquiry into the organization through which the agents in the economy utilize and exploit the supply base of society, and that the organization relevant to a liberal economy is the entrepreneurial system.

Herom hører vi mere. I denne forbindelse kun dette: Det er næppe rigtigt, når forf. synes at betragte forudsætninger om spillereglerne som noget helt særpræget den foretagerøkonomiske betragtning. stærkere, så er det vel direkte fejlagtigt, når det (p. 13) hedder: »The neoclassical assumptions eliminate organizational institutional) problems from the economy«.

Interessant i denne forbindelse er forf.s bemærkninger (p. 16) om det Walras'ske system som »a theory of l'ordre économique; while the entrepreneurial system as a model of the economy is a theory of disorder«. Det er jo skarpt udtrykt, men modsiger ikke alene det før citerede - thi: Hvordan kan man have »l'ordre économique« uden en organisatorisk ramme? - men tillige er det en overdrivelse. Pointen er jo hos Marshall, at »disorder« fører til ligevægt. Naturligvis er det morsomt at sammenligne de Gaulle med den pragmatiske Men det holder kun til et vist punkt. Er der overhovedet tale om konkurrerende eller er de supplerende

Jeg er i øvrigt heller ikke enig med forf. i fortolkningen (samme side) af Domar. Hans model forudsætter næppe »l'ordre économique«, viser hvordan det kunne være, dvs. er på en vis måde ikke en faktisk beskrivelse, en beskrivelse af en mulig udviklinP

5. I kap. II introduceres »An Entrepreneurial ved at tage et Walras'sk system, men transformere auktionarius fra at være den uselviske »tjenestemand« til at være en foretager, der benytter sig af sin rolle og deraf følgende viden: Han køber og sælger i markedet, dvs. skubber sig ind mellem udbyder efterspørger i stedet for blot at arrangere, de mødes under betingelser, som clearer markedet. Han får dermed mulighed for positiv eller negativ profit ved, som det hedder (p. 30), at udnytte »what Walrasians would call a disequilibrium«.

Det er en både morsom og frugtbar idé, vistnok også i sin udformning - og i hvert fald i sin formulering - original. Man får her skarpt frem, at - fremfor alt - lønmodtagerens efterspørgsel er afledt af, at nogen, i.e. foretageren, ham i stand til at efterspørge. Foretageren indgår en kontrakt, og modparten en hertil svarende kontraktmæssigt indkomst, hvorefter han giver efterspørgslen efter hans ydelser videre ved selv at efterspørge. Men foretagerens basis for at kunne gore det, er en eller anden form for kredit, hvorved Clower's problem (Western Economic Journal, 1967, genoptrykt i Clower (ed.), Monetary Theory, Penguin, 1969) om vilje contra evne til at efterspørge måske løses. Sagt meget kort: Estrup's foretagerøkonomi ikke køre, uden der på en eller anden måde er en form for penge inde i systeme ¹. Det kan forekomme mærkeligt, at Estrup med denne baggrund ikke lægger mere vægt på konsekvent at have penge, både som strøm og som beholdning, med i systemet.

6. I kap 111 forlader vi det rene bytte og får produktion og investering ind i billedet. Jeg har ikke mange bemærkninger at gøre og springer også de gode kommentarer i appendiks and Commodities«) til kap. 11l over. Her er fingeraftryk både fra Marx og fra Keynes. Dette appendiks illustrerer, at det er filosofiske essays i god forstand.

I kap. IV kommer forf.s pengebegreb, et strømbegreb, overtaget fra Schumpeter og Jørgen Pedersen, klart og godt frem. Af de to er det jo nok Schumpeter, som er den mest

---

1. Det er ganske pudsigt, at abstrakt økonomisk har haft en hel del vanskeligheder med at »forklare« eller »begrunde« penge. Henvisning »olie i maskinen« er ikke helt tilfredsstillende. er der mere hold ved at kombinere Schumpeter's kreditargument, som her ligger implicit hos forf. - men tilstrækkeligt er det måske ikke.

originale. På trods af dette findes der ikke en eneste kontant henvisning til samme. Jeg tænker her ikke blot på The Theory of EconomicDevelopment Mass. 1934, oprindeligtysk fra 1912), men også på Schumpeter's artikel i Archiv fiir Sozialwissenschaftund 1917: »Das Sozialprodukt und die Rechenphennige«. Her fremstilles netop »pengenes natur« som svarende til en ståplads i cirkus. Man vælger selv, jfr. p. 72.

Men hvad er da »penges natur« eller »begrundelse« Det er jo et hovedproblem i dette kapitel. Det hedder her (p. 84): »From a logical as well as from a practical point of view it is unsatisfactory to explain money by a statement to the effect that money is what is accepted as money«. Man spørger hvorfor ? Det hedder videre: »There must, in order to protect money against speculations, be some sort of guarantee as an ultimate recourse case of doubt«. Dette er en leg med ord. Hvis »money is what is accepted as money«, så har »case of doubt« ingen mening.

Forf.s løsning på dette gamle² problem forekommer mig søgt³. Mens vi andre naive ville sige, at en krone har prisen én, fordi andre er med på »samme spøg«, så er forf.s løsning, at prisen på penge er én, fordi vi skal betale skat og kan frigøres over for offentlige med sedler. Den logiske af dette ville bl.a. være, at indførelsen af kildeskat var ensbetydende med at undergrave vort pengesystem. Der henvises til historiske eksempler på, at et seddelsystem ikke virkede (i Middelalderen). Men er sagen ikke den enkle, at der dengang ikke var et så effektivt retssystem, som sikrede, at kreditor altid kunne frigøre sig med en papirlap ?

- Jeg har en række mindre kommentarer til dette kapitel. Det er f.eks. ikke klart, hvorfor en timelønsats som enhed (p. 75) afvises. Enheden kunne være en times arbejde, forf. synes her at overse konsekvenserne en ændring i produktiviteten for denne enhed.

Positivt må fremhæves forf.s påvisning af, at så snart der er penge som et muligt værdiopbevaringsmiddel i systemet, vil et udbud varer ikke nødvendigvis betyde en hertil svarende efterspørgsel, hvorimod en efterspørgsel efter varer betyder et udbud af penge. Banalt - ja, men dette er jo på en måde Keynes i en nøddeskal.

7. Jeg har allerede nævnt, at forf. i reglen undlader at specificere, om han regner brutto eller netto, i.e: er reinvesteringer med eller ej ? Denne uklarhed er ikke betydningsløs i kap. IV, omend den allerede viser sig i kap. 11, hvor den for hele afhandlingen så afgørendeforskel »initial« og »deduced« efterspørgsel indføres. Hele ideen er her både simpel og frugtbar, hvis man tænker på overskrifternei bog (The Theory of Economic Development): Kap. I: »The Circular F10w...« og kap. II: »The Fundamental Phenomenon of Economic Development«. Dette er vel, hvad det hele drejer sig om, og

---

2. Bevis: Gå blot et halvt århundrede tilbage og læs standard lærebøger. Overalt fandt man her lange kapitler om »pengenes natur«.

3. Efter forsvaret er jeg kommet lidt i tvivl om, hvorvidt jeg har helt ret på dette punkt. Bl.a. har Bodil Nyboe Andersen gjort mig opmærksom at Lov om Danmarks Nationalbank (7/4/1936) i§ 8 udtrykkelig siger: »De af banken udstedte pengesedler er lovligt betalingsmiddel mand og mand imellem samt ved ind- og udbetalinger, foregår ved offentlige kasser.« (Kursiv her).

kunne måske med større klarhed have været hægtet direkte på Schumpeter: Al efterspørgseler når man har et stationært samfund. Så snart der optræder investeringer, får man »initial« demand i det omfang, disse investeringer ikke finansieres af lønmodtagernesopsparing. »oversættelse« til et samfund i en guldaldervækst giver sig selv umiddelbart).

Allerede i kap. II er det, som sagt, ikke klart, om der er tale om «e«cinvesteringer. Der tales om »net demand« (se f.eks. p. 28), men hvad går »net« på ? Med den her givne fortolkning er det vei åbenbart, at det er de investeringer, som ikke finansieres ud af lønmodtagernes forf. har i tankerne. Er reinvesteringer ikke i deres virkninger svarende »deduced demand« ? Jfr. også p. 81: »A deduced demand is a mere transfer of demand mandopportunities. No net increase in demand by this demand; with initial demand, on the other hand, new opportunities demand are created«. Og allerede af bogholderiet side 79 følger, at der er tale om en slags nettobetragtning (i den ovenfor givne betydning).

Man må gøre sig klart, at det er ndringerne, er afgørende, men man kan naturligvis spørge, om reinvesteringer nødvendigvis er så mekaniske, at de helt klart skal indgå som afledet efterspørgsel. Her kunne jo siges meget om konjunkturbevægelser ekkovirkninger. Dette er i denne sammenhæng ikke for forf.s problemstilling Meget vigtigere er det, at dette syn på reinvesteringerne bryder sammen i kap. X, hvor forf. explicit betragter bruttoinvesteringerne helt som »initial demand«. bliver det hele unødig tåget på et ganske væsentligt punkt. Analytisk er dette jo ikke et lille detailproblem.

8. I kap. V gennemekserceres tilpasningen via priser i det meget korte løb for en makromodel. er omhyggelig i sine formuleringer, jeg har ikke mange kommentarer. Lad en enkelt være nok: På side 107 indføres som en betingelse, at D'_p < o - idet D = Dm/p,Dm/p, hvor D^m er efterspørgslen i markedspriser p prisniveau. Det hedder på næste side, at denne betingelse sjældent nævnes, idet det tilføjes, at betingelsens betydning er fremhævet af Kald or (hvor?). Men er det en betingelse ? Er det ikke i makro noget, som er en logisk følge og netop ikke en nødvendig ?

Det følgende kap. VI går lidt videre ved at se på det korte løb (modsat det meget korte løb). Man kan måske beskrive kapitlet som en eksercits i »the widow's cruse« - som på dansk, med henvisning til nordisk mytologi (modsat den gammeltestamentlige), passende kunne kaldes »Sænmncr's tilfælde«.

Ikke alt i dette kapitel er præget af klarhed. Ikke alene rammes kapitlet af den førnævnte præcision af brutto ctr. netto, men tillige er der lidt mærkelige ting. Gå frem til side 130. Helt bortset fra, at ligning skal lyde

så virker det følgende afsnit noget forvirrende. Først hedder det, at »(1) and (2) can be generalized to take account of changes in inventories«, to linjer efter ses der bort fra lagerændringer. Og 5-6 linjer efter indføres lagerændringer igen - for så næste side at blive afskaffet.

9. Et andet eksempel på nogen vaklen frem
og tilbage har man i behandlingen af forbrug

ud af profit. I kap. 111 (p. 47) ses bort fra forbrug ud af profit. Men i kap. VI bliver det uklart. P. 128 hedder det, at forbrug ud af profit er »negligible«, men faktisk forudsættesden være lig nul - hvorefter den pludselig bliver positiv på side 133 - rettere øverst på side 133. Nederst på samme side forudsættes igen - i formel (3) - at al profit opspares. Bedre bliver det ikke, når det næste side igen hedder, at »the entrepreneurialconsumption negligible«. Nogen opklaring fås ikke p. 136, hvor det hedder: »If they do not consume (as assumed above) ...« Det kan jo betyde hvad som helst. Og endelig i kap. X. udelukkes igen forbrug ud af profit.

Jeg har forsøgt at gennemregne det hele med en konsekvent fastholdelse af en opsparingskvote af profit, som er mindre end 1. Men jeg finder det ikke umagen værd at reproducere disse algebraiske manipulationer. er nemlig så temmelig banalt: finder en ligevægt, når faktorejernes foretagernes reale opsparing er tilstrækkelig til at finansiere den del af den reale investering, som ikke dækkes af den ud af afledt indkomst frembragte opsparing. Mere er der såmænd ikke at sige om det - hvilket som sagt ikke ville have afskåret forf. fra at være præcis, også på det punkt.

Når dette er sagt, bliver tilbage et interessant af en multiplikatorproces, som vistnok i al sin enkelhed kan beskrives således: en positiv profit forøger foretagerne køb af faktorydelser. Men ud af de dermed forøgede kontraktindkomster spares en del, og processen falder til hvile, når der ud af disse kontraktmæssigt fastsatte indkomster spares et beløb, som er lig investeringerne. er profitten lig nul, og vi har på en måde »et stationært samfund«. Dette kommer klart frem i kapitlets afsnit 10, dvs. pp. 137 ff.

Det er helt oplagt at udvide analysen til at omfatte et vækstsamfund. Det gennemføres da også, lidt skitseagtigt, samtidig med at mulighederne for at ramme et loft - fuld beskæftigelse berøres. Der endes så op med at spørge om, hvor Keynes er i den situation. Sært nok svares der ikke: »How to pay for the war?« Det var jo Keynes' svar.

10. Kap. VII (»Labour Supply and Inflation«) jeg gå let over, jfr. Helge Brinks indlæg. Det centrale i kapitlet er indførelsen af en udbudsfunktion for arbejdskraft. Keynes' fleres) antagelse om faldende grænseprodukt for arbejdskraft spiller en væsentlig rolle i ræsonnementerne. Der havde været god mulighed for en drøftelse af denne forudsætning - teoretisk og empirisk. Mere generelt gælder det jo, at man kan ikke forlange, at alle centrale problemer løses. Men det hindrer jo ikke, at man tager hatten af, når man passerer dem.

Kap. VIII (»Kaldor's Theory«) er spændende,omend ikke er så forfærdelig meget nyt. Man får en god, generaliseret, gennemgangaf fordelingsteori. Jeg har fundet det mest værdifulde i kapitlet hen mod slutningen, hvor der argumenteres for, at grænseproduktivitetsteorien er ikke en pristeori, men en produktions- og efterspørgselsteori,jfr. Udgangspunktet for dette synspunkt er naturligvis dynamisk. I ligevægt er det hele - alle marginalbetingelserne opfyldt. Men på vej mod denne ligevægt vil (ændringer i) produktionen blive bestemt af forskellene mellem pris og grænseprodukt.Netop kan man formulere sig som forf.: Grænseprodukterne bestemmerikke - det gør efterspørgslen; de

bestemmer produktionsændringerne. Her er et godt eksempel på, at den dynamiske betragtningfører en ændret fortolkning. Om dette så er noget nyt, tør jeg ikke afgøre.

Men jeg savner i kapitlet et par vigtige ingredienser Kaldor's teori. Det nævnes ikke, at lønnen må være større end et vist minimum. mum.Dette er en klar forudsætning for, at »widow's cruse« overhovedet kan fungere. Og tillige næsten symmetrisk hermed, forudsætter (og Joan Robinson ikke mindre), profitten er over et vist minimum.

11. Oet burde fremgå af det ovenfor nævnte, at Estrups udgangspunkt er den fundamentale mellem kontraktmæssigt fastsat indkomst ctr. residualindkomsten. Vi har dermed to i indkomstmæssig henseende forskellige - to klasser. Disse to klasser behandles i kap. IX. Hvordan vil deres relative udvikle sig på langt sigt?

Korf. kommer i kapitlet hurtig! ind på Passinetti's både elegante, men også lærerige bidrag, hvor som bekendt lønmodtagerne ikke alene opsparer, men også får et afkast af deres formue. Passinetti finder, at selv i denne situation bestemmer kapitalisternes opsparingsadfærd suverænt fordelingen⁴.

Ganske naturligt føres vi over i Modigliani- Samuelson udvidelsen, som jeg ikke skal gøre meget ud af, men dog anholde, at forf. flere gange kalder en relation, som lader forholdet mellem produktion og kapital som bestemt af profitraten, jfr. (9), p. 194, for en teknisk relation. Her er da meget andet end teknik involveret.

Morsomt bliver det, når forf. går videre og lader lønmodtagernes opsparing være negativ. tiv.Herved ender vi naturligvis let i den situation, hvor lønmodtagerne gældsætter sig til foretagerne, måske for hele deres livsindkomst med jævne ord, et slavesamfund. Det er en opfindsom generalisering, typisk for Estrup, som ofte går til ekstremer, hvilket kun er godt og belærende, fordi mange tilfælde først belyses rigtigt ved også at tage det ekstreme med.

Men det er spekulativt. Naturligvis betragtes to ydertilfælde - lønmodtageren opsparer som ung og nedsparer som gammel, og omvendt. I den sidste situation bliver nettoopsparingen negativ, hvis vi har vækst i arbejdsstyrken. Så let får man denne situation hvis man har mod til at skrive (p. 197): ». .. there is no a priori reason why he should prefer to be an early saver/late consumer or en early consumer/late saver«. Det tilføjes endda: »Why do we, as a nonexplicit usually take s> [i.e. lønmodtagernes to be positive

Det anførte fremhæves, fordi det er et eksempel på det betænkelige ved at lade den rvne teori leve for langt fra virkeligheden. Er det dog ikke nærliggende, når forf. nu ikke kan finde et a priorisk ræsonnement - adskillige ræsonnementer kunne i øvrigt let anføres - at spørge om, hvorvidt vi ikke ved noget om dette?

Det træffer sig jo tilmed sådan, at problemet været nok så intenst drøftet, ikke mindst inspireret af Friedman, Modligiani, Ando og mange andre. Flere danske undersøgelser også tilgængelige. Jeg skal ikke trætte med en gennemgang. Men selv i lærebøger en stiliseret fremstilling som gengivet i figuren.

Hvad konsekvenserne af dette ved forskellige
vækstrater for befolkningen måtte blive, kan

---

4. Et springende punkt er forudsætningen om, at lønmodtagernes kapitalafkast er lig profitraten.

overlades til forf. (ug i^ser). Her er jo mange muligheder, i.j. forskellige mulige parameterkonstellationer - men forf. kommer under alle omstændigheder med denne empiriskekorrektion at sidde mellem de to stole, han har sat frem.

12. Kap. X behandler »Global Equilibrium and Growth«. Allerede i kap. 111 indførtes begrebet global ligevægt som en tilstand, der groft taget er karakteriseret ved, at initial efterspørgsel er lig nul, og noget forenklet kan dette vel igen oversættes ved, at tilsigtede nettoinvesteringer er lig opsparing ud af kontraktmæssigt indkomst. Det ligger lige for, som forf. gør det, at sondre mellem absolut og relativ global ligevægt - i det sidste tilfælde åbnes for en ligevægtsvækst.

Jeg har allerede sat spørgsmålstegn ved kapitlets behandling af brutto- ctr. nettoinvesteringer. det være i denne sammenhæng. bygges op omkring to centrale

hvor X er samlet produktion, og A er »initial demand«. Det forudsættes, at dH_x/8A > o og dHx/dX < o, idet ræsonnementet er, at en stigning i initial efterspørgsel, direkte og via indkomstvirkning og deraf følgende multiplikatoreffekt, foretagerne til at øge produktionens Og omvendt vil »an increase creasein production . . . ease the market . . . and will imply lower profits and therefore a reduced tendency to increase production«. (P. 229).

Indbygget har vi altså her en funktion, som dækker i hvert fald en foretagerreaktion og en forbrugerreaktion - og måske en hel del mere. Her er m.a.o. konfluens for alle pengene. Det er analytisk betænkeligt af i hvert fald tre gode grunde. For det første kan man ikke explicit se, hvad der foregår - trin for trin - fordi det er en så sammenkogt ret. For det andet afskæres man fra explicit at analysere en masse interessante ting, som f.eks. virkninger af ændringer i forbrugstilbøjelighed. for det tredje er det et dårligt oplæg at udlevere den empirisk orienterede økonom. Man kan naturligvis ikke kræve af teoretikeren, at han gennemfører estimation overalt. Men han bør dog servere et oplæg, hvor et forsøg på estimation ikke er helt udelukket. det vil jeg påstå, det er i dette tilfælde.

Bedre bliver det ikke med den anden helt
centrale relation, forf. opererer med

hvor / er bruttoinvesteringer (men som nævnt formentlig burde have været nettoinvesteringer), er kapitalapparatet og r er »the standard interest rate«. Det forudsættes, at dHtld {XIK) >oog dHildr <o. Hvad jeg har sagt i relation til //^-funktionen kan uden forbehold gentages i relation til Hi.

13. Som sagt bliver disse to relationer hovedhjørnestenefor dette meget vigtige kapitel.Min indvending er, som det vil fremgå, at forf. ikke bruger tid og kraft på i detaljer at opbygge disse relationer, trin

for trin. Naturligvis er vi nødt til på et vist niveau at arbejde med konfluente relationer. Ligningssystemerne skal jo løses. Og det gør heller ikke noget, når man kan se, på hvilket grundlag man har løst sine ligninger. Men det foreliggende grundlag er utilfredsstillende.

Kapitlet bliver ikke dermed uinteressant. Men sættet af ræsonnementer omkring mulige - i.e. den dynamiske analyse som præger kapitlet - bliver svært at trænge igennem vurdere.

Resultatet er da også, at man ikke føler sig overbevist om konklusionerne, når det f.cks. p. 243 hedder: »If the system, by nature, was entirely unstable, any economic policy would be doomed to failure . . .« Hvorfor dog det ?5?⁵ Kan forf. udelukke, at den parameterkonstellation som fører til manglende stabilitet, kunne »drejes« ved økonomisk politik og gøre systemet stabilt eller »mere stabilt«.

I øvrigt kan tilføjes, at det er måske ikke så helt afgørende, om et system er stabilt. Hastigheden det ekstreme må vel i hvert fald tages i betragtning - som al vækstteori har lært os. Og hertil kommer, at den manglende kan være et resultat af, at forf. jo udelukker mangt og meget, f.eks. kunne introduktionen af penge, ikke alene som en strøm (som hos forf.), men tillige som en beholdning, måske give vigtige modifikationer, Patinkin.

Der er megen skarpsindig analyse i kapitlet. grundlaget er, som det ses, lovlig spinkelt. En af de vigtigste konklusioner er dog værd at fremhæve - og den holder formentlig af det anførte: Betydningen rentens træge bevægelser, jfr. lønnen hos Keynes og Kaldor. Her tror jeg, forf. analytisk har fat i noget meget vigtigt. Endnu engang sender jeg en venlig tanke til Wicksell og det kunne forf. også have gjort!

Bogens afsluttende kap. XI hedder »Conclusion«. fra at overskriften nok burde have været sat i pluralis, er det både en klar og god sammentrængning.

Økonomisk Institut, Københavns Universitet

---

5. Det er i øvrigt besynderligt, at vi få linjer efter hører, at ». . . the capitalist system calls for extra-economic control to steer the system«. Men er »extra-economic control« ikke netop økonomisk politik? Hvordan kan de to udsagn forenes ?