Boganmeldelse kjeld bjerke og kai e. vangskjær : Udviklingen i restindkomsten 1949-1965. København: Nyt Nordisk Forlag 1975. 329 pp.

Efterkrigstiden emu så lang, at det har mening at analysere hovedtendenser i dens økonomiske historie. Samtidig er vel ingen tidligere periode så vel belyst med økonomiskstatistiske data. Deter derfor naturligt, at mængden af økonomisk-samtidshistorisk litteratur også om vort land er voksende i disse år. Både den litteratur, hvor udviklingen per se står i centrum, og den hvori ærindet er at søge historisk belæg eller det modsatte for dele af den økonomiske teori.

Ligeså naturligt er det at finde Kjeld Bjerke, som har viet hovedparten af sit faglige forfatterskab økonomisk-historiske analyser, blandt de første på den centrale del af området, der vedrører nationalindkomstens fordeling på indkomster. Både nationalindkomst - og indkomstfordelingsstudier indtager en stor plads i Bjerkes tidligere arbejder. Den foreliggende bog, hvis kap. I, II og 111 er udarbejdet af Bjerke, er da også i flere henseender en naturlig fortsættelse af disse tidligere

Kort fortalt handler bogen om ligningen: R = Q,P — BL, hvor R er restindkomsten, Q_ faktorindkomst i faste priser, P gennemsnitsprisen på faktorindkomsten, B antal beskæftigede lønmodtagere og L gennemsnitslønnen. Fortrinsvis med udgangspunkt i det omformulerede udtryk: R= B •P—LA eller R O -= = *~ • P—L indekses og sammenholdes B d disse led bogen igennem. Hovedidéen i kap. I, II og 111 b er, at udviklingen i R respektive -= D opfattes som afhængig af eller forklares ved udviklingen i hvert af ledene på højresiden og af samspillet mellem disse, -g, indvundet ti restindkomst pr. lønmodtager, kan således f.eks. stige, hvis -~, i bogen benævnt arbejds- XJ produktiviteten og/eller P stiger, eller/og hvis L falder. Følgelig er det (s. 14) »spændingen mellem de to størrelser, og I, som påvirker restindkomsten.«

Med visse variationer gennemføres denne analyse for samtlige erhverv (kap. I), industriens 10 brancher (kap. II) og industriens 35 brancher (kap. 111 b).

Konklusionerne i kap. 1 er, at R fra 1949 til
1965 steg med 132 pct. Stigningen i -= på
B
45 pct. gange stigningen i P på 89 pct. kunne
have tilsagt en større stigning i restindkomsten.
Som bekendt modvirkedes dette af, at
L steg mere (209 pct.) end både P og
produktet af disse to. Beskæftigelsesstigningen
var med sine 26 pct. moderat, men dog stor
nok til ganget med lønstigningen at skabe en
lønsum, hvis andel af faktorindkomsten steg,
som det nærmere vises ved en omregning af
indeksforskydningerne til millionbeløb.

I et forsøg på at indkredse den funktionelle fordeling noget nærmere har forfatteren endvidere beregnet et samlet input, /, af arbejde, kapital og jord og indsat dette i ligningen i stedet for B. Hovedkonklusionen er, som venteligt i kraft af væksten i kapitalapparatet, at stigningen i -=■ er mindre, ca. 2/₃ afstigningen i —. Endvidere at rentabiliteten af Ker aftaget.

I tillæg til langtidsanalysen er der desuden foretaget år til år beregninger, som viser noget om komponenternes forskellige udvikling i konjunkturforløbet.

I kapitel II samler hovedinteressen sig om
de forskelle, der fremkommer brancherne
imellem ved at benytte ligningerne med B
respektive / som divisor for hver af industriens
io brancher. Da kapitalindsats er steget
n
mere end beskæftigelse, er -g igen her større
end -= i alle industrigrene. Men naturligvis i
varierende omfang fra branche til branche.
Det gennemgående resultat af analysen er,
for så vidt angår følgende: Lønudviklingen
har i alt væsentligt været nogenlunde ens for
alle brancher. De forskelle, der er i indeks
for -=, forekommer derfor som resultat af
o
forskelle i pris- og produktivitetsudvikling.
Da der imidlertid har været en tendens til,
at relativt store produktivitetsfremskridt er
ledsaget af relativt små prisstigninger og
omvendt, er forskellighederne i restindkomstudviklingen
beherskede. Men dog i større
eller mindre omfang påvirkede af enten priseller

Det er dog markant, at produktivitetsfremgangene fremgangenei fodtøjs-, beklædnings-, tekstilog transportmiddelindustrierne som helhed ikke har kunnet kompensere for, at disse industrier har haft begrænsede prisstigninger. Kapitel 111 a er udarbejdet af Vangskjær på grundlag af et tidligere arbejde, om udviklingen i omkostninger, priser og produktivitet i industrien, hvis hovedsigte var at spore forbindelsen fra omkostnings- til prisudvikling. Restindkomsten ses derfor også snarere som prisbestemmende langtidsomkostning end som pris- og produktivitetsbestemt residual. Dette afspejler sig også i, at ligningen omformes til

hvor Lu er lønudgiften, og Mu materialeudgiften.
Følgelig er P nu prisen pr. produktionsværdienhed.

Vangkjærs analyse indledes med en oversigtover, hvor store variationerne er i bevægelseni de variable mellem i alt 35 industribrancher.Den afspejler klart de kraftige reale strukturforskydninger, som er foregået inden for industrien til monotont akkompagnementaf ensartet lønstigning. Med andreord: navnlig output- og produktivitetsindeks,men også i nogen grad beskæftigelsesindeksvarierer stærkt fra industri til industri, mens lønudviklingen er ens. Følgelig bliver lønnen pr. enhed omvendt korreleret med produktivitetsudviklingen. Hvordan det hereftergår med priser og restindkomst må bero på, hvilke muligheder der er for at lade prisernestige, - enten for dermed at indkassere produktivitetsstigninger udover lønnen eller for at kompensere lønstigninger, som er stærkereend produktivitetsgevinsterne. Som resultatfremhæves stor positiv korrelation mel-

Q. K + K
lem -g- • P og _ — forklaret ved, at enjtlL>

ten må priserne eller også produktiviteten
bære lønstigningerne. I en del hjemmemarkedsindustrierer
det lykkedes at vælte lønstigningenover
på priserne. I eksportindustriernehar
dette ofte været sværere, hvilket
har presset produktiviteten op. Hvor det
sidste har været umuligt, er restindkomsten
kommet i klemme.

Sammenhængene mellem hvert enkelt led i ligningen belyses dernæst gennem detaillerede korrelations- og regressionsanalyser med parvise sammenligninger af de variable. I den ledsagende tekst diskuteres for hver af de parvise sammenligninger, hvilke variable der er afhængige og hvilke uafhængige. Hvor hypoteserne om uafhængig - afhængig forekommer tilstrækkeligt sandsynlige, understøttes diskussionen af modelformulering og regressionsanalyse.

Mens analysen således i kapitel 111 a er drejet i retning af at vise noget om de forskellige variables indflydelse på prisudviklingen, stilles restindkomsten, belyst ved de øvrige variable, atter i centrum i kapitel 111 b. Analysen vedrører de samme 35 brancher, som nu er inddelt i 7 grupper, hvor forholdet mellem pris- og produktivitetsudvikling samt delingen eksport - hjemmemarkedsindustri er inddelingskriterium. Det påvises, jfr. tab. 111 15, ad 3 veje, hvorledes der for eksportindustrierne fortrinsvis er sket forøgelse i arbejdsproduktiviteten, mens hjemmemarkedsindustrierne i højere grad har kunnet opretholde prisstigninger. Herefter er der branche for branche gennemført undersøgelser af de årlige forskydninger i pris, produktivitet, løn- og restindkomst.

Selvom hele bogen er bygget op omkring den anførte, meget enkle ligning, er den i flere henseender vanskeligt tilgængelig og også noget uoverskuelig. Det skyldes nok i første række, at materialet er meget stort, og at så godt som alle talpar, som lader sig dividere op i hinanden, også er divideret. Dernæst spiller det en rolle, at det samme analyseskema anvendt med små variationer på materiale af voksende specialiseringsgrad (fra den samlede økonomi til io og siden 35 industrigrene) i kommentarerne giver anledning både til rene gentagelser og til gentagelser med små variationer. Det sidste stiller store krav til konsistensen i udsagnene, som da også svigter her og der.

Alt i alt er det nok sådan, at læseren får et temmelig begrænset udbytte af kommentarerne.En stor del af dem refererer blot, hvad der står i teksten. Andre går videre, men fører med reference til beregningerne ad omveje frem til velkendte forhold. Således s. 125, hvor det af samstillingen af produktivitets - og lønbevægelser ses, at lønudgiften pr. fremstillet enhed er steget kraftigere målt pr. funktionær end pr. arbejder i industrien (da der er blevet relativt flere funktionærer). Atter andre går endnu videre. Det gælder bl.a. diskussionen omkring løn, produktivitet, output og priser. Her er man imidlertid inde på så centrale teoretiske og politiske (specieltstabiliseringspolitiske) spørgsmål, at de anførte kommentarer føles usikre og ufuldstændige.Usikre fordi materialet alene siger noget om forholdene på udbudssiden. Når det f.eks. s. 130 hedder, at det ikke ser ud til, at industrier med særligt store produktivitetsstigningerhar opnået øget profit, forstås dette kun i samspil med, at prisstigningernes styrke har været omvendt korreleret med produktivitetsstigningernes.Dette konstateres da også s. 142, hvor det hedder, at de særligt store »produktivitetsstigninger er kommet

forbrugerne til gode i form af et relativt fald i priserne dels på grund af en skærpet konkurrence«. Derefter undrer forfatteren sig imidlertid (s. 143 ff.) over, at der ikke er nogen systematisk tendens til, at »virksomhedermed et relativt fald i priserne samtidig har haft den største fremgang i produktionen og omvendt Grundene .... må søges i efterspørgselsforholdene«. Alen de, der anføres ved at dele perioden i før og efter 1958, er spinkle. Formentlig er hovedpointet de forskellige indkomstelasticiteter og forholdetmellem indkomsteffekter og substitutionseffekter.Men det er gået tabt.

Ufuldstændigheden i kommentarerne ligger i, at forfatterne godt nok berører allokerings - og stabiliseringspolitiske problemer, men ganske lader de efterhånden klassiske bidrag på området ligge. Chancen for nærmere at vurdere materialet i lys af f.eks. Wicksell - og Davidson - normerne var ellers oplagt. Ligeså at tolke det med udgangspunkt i EFO - modellen, blandt andet på grund af de i øvrigt prisværdige forsøg på at dele de 35 industrigrene i hjemmemarkeds- og eksportindustrier.

Nu er det et billigt anmeldertrick at kritisere forfattere for ikke at have skrevet om noget andet, end det de skriver om. Men sagen er, at de nærmer sig disse diskussioner — f.eks. s. 141: »Traditionel økonomisk teori går ud fra, at reduktion i arbejdsomkostningerne bliver fordelt via prisfald Dette passer imidlertid ikke ind i virkelighedens verden . . . (med) . .. stadig stigning i løn- og prisniveauet«, hvorfor man undlader at vurdere opfyldelse af denne Davidson-norm (ikke teori) i lys af relative produktivitets- og prisstigninger. Et andet eksempel er konstateringen af (s. 122), »at arbejdskraften i de forskellige industrier har haft samme stigning i aflønningen uanset produktivitetsudviklingen, hvilket skulle medføre tilnærmelse til paretooptimum på faktorsiden«. Det må vist selv bortset fra »second best« - teoremets afvisning af tilnærmelser være mindre end en tilnærmelse. Derimod er det ikke så lidt af et Rehn - ideal, hvis konsekvenser så kunne være vurderet og konfronteret med f.eks. EFO-modellen.

Er teksten således i mine øjne noget skuffende, er talmaterialet og bearbejdningen til gengæld imponerende. I økonomisk samtidshistorisk litteratur vil bogen blive stående som et standardværk. Der er stof i den til betydeligt flere tekstsider end de skrevne. Det er mit gæt, at de vil blive skrevet, og da af forfattere, som vil føle sig taknemmelige over at være fri for den byrde at skulle præstere den første og derfor sværeste vejvisning i denne omfangsrige nybygning - der i øvrigt har fået endnu et par etager føjet til med Bjerkes »Nogle betragtninger over udviklingen i restindkomsten fra 1965«, Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1975, s. 379-92.

Institut for Nationaløkonomi,
Handelshøjskolen i København