I den offentlige debat træffes undertiden det synspunkt, at den automatiske dyrtidsregulering skaber en vekselvirkning mellem løn- og prisstigninger, som nødvendigvis vil bevirke, at både priser og lønninger vokser i det uendelige. Også økonomer har gjort sig skyldige i forenklinger med hensyn til dette spørgsmål (jfr. herom Holzman, 1950: 156). Faktisk er den nuværende automatiske dyrtidsregulering i Danmark på ingen måde explosiv. En éngangsstigning i lønninger, profitter eller importpriser vil - uanset størrelsen - ret hurtigt udtømme sine virkninger, hvorefter priserne stabiliseres på et nyt, højere niveau.

Hovedformålet med det følgende er at analysere den danske dyrtidsregulering på grundlag af en formel beskrivelse, men desuden betragtes forskellige andre pris-lønprocesser. For hver proces beskrives pris- og lønvirkningen på kort og langt sigt af en éngangsstigning i indenlandske faktorpriser og importpriser og af en vedvarende stigning i importpriserne, og specielt undersøges betingelserne for, at priser og lønninger exploderer. Processerne beskriver den isolerede virkning af nogle specificerede, skematiske regler for dyrtidsregulering, idet løn og priser er de eneste variable, og der ses bort fra gensidige påvirkninger mellem inflationen på den ene side og efterspørgsel, produktion, fordeling og andre reale forhold på den anden side.

Hver proces består af to relationer, som beskriver hhv. faktorprisernes
påvirkning af pristallet, og pristallets påvirkning af visse faktorpriser, især

summary :

The details of the current Danish system of indexing wages are summarized in a simple dynamic process. The parameters are estimated roughly and used to analyse the cumulative effects of initial shocks on prices, nominal and real wages. Other processes comprising a variety of indexation rules are compared. Disregarding all connexions between nominal and real variables, each process consists of a wage-equation with a lag and a price-equation. The processes are rather identical in the first ten or twenty periods. They seldom explode, and the one experienced in Denmark converges rapidly. Therefore, this automatic escalator clause cannot cause explosive inflation.

lønnen. I afsnit 1-6 antages alle løn- og prisændringer at skyldes hhv. prisoglønændringer, mens dyrtidsreguleringen i afsnit 7 suppleres med antagelser om virkningen af lønglidning og produktivitetsstigninger. Det antages, at omkostningernepåvirker priserne uden forsinkelse, hvorimod pristalsreguleringen af lønnen og andre faktorpriser sker med en forsinkelse på én periode.

1. Prisligningen

Pristallet ved tid t, Pt, bestemmes af faktorpriserne ved tid t:

(O

hvor store bogstaver betegner priserne svarende til en opdeling af det private
forbrug i følgende hovedbestanddele:

Denne ligning beskriver både virksomhedernes priskalkulation og beregningen af pristallet. Det antages, at der findes to færdigvarer, dels importerede, dels indenlandske, som produceres alene af indenlandske faktorer i uændret forhold og med uændret produktivitet, således at faktorpriser og faktoromkostninger pr. stk. er proportionale. I så fald svarer (1) til, at prisindexet er et Laspeyres-index, som, idet Pu og Qu er pris og mængde for færdigvare nr. i ved tid t, beregnes således:

(2)

Ligning (1) er opstillet af Bent Thage og Jørn Holdt (1976: 31) ved brug af en ajourføring af input-outputtabellen for 1966. Vægtene er beregnet for 4. kvartal 1975, idet alle prisindex er normeret, så at de har værdien 1 på dette tidspunkt. Priserne på landbrugets output er skilt ud i erkendelse af, at de er politisk bestemt. I det følgende regnes der med, at prisstigninger på landbrugetsimporterede input slår igennem på landbrugspriserne, og en skønsmæssigopdeling

sigopdelingaf landbrugspriserne i udgifter til importerede råvarer og aflønningaf
indenlandske faktorer giver de vægte, som er anført i parentes.

2. Lønligningen

Reguleringspristallet, som benyttes til pristalsregulering af lønmodtagerindkomster, beregnes hvert kvartal, således at reguleringspristallet for fx. juli fremkommer som gennemsnittet af månedsprisindexene for maj, juni og juli. Månedsprisindexet beregnes hver måned, idet prismaterialet indsamles omkring den 15.-20. i måneden; som vægtgrundlag benyttes oplysninger om lønmodtagernes forbrugssammensætning, og det revideres jævnligt. For tiden bruges oplysninger fra forbrugsundersøgelsen i 1971 ført op til priserne pr. januar 1975. Priserne er renset for afgifter og subsidier bortset fra boligudgiften, som beregnes ud fra nettolejen, d.v.s. efter fradrag af boligsikring.

Efter den seneste lovgivning (Lov om forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. af 11. marts 1975) blev reguleringspristallet for januar 1975 sat lig med 100, og ifølge dyrtidsreguleringsordningen på det private arbejdsmarked og for offentligt ansatte udløses en dyrtidsportion for hver 3 points stigning i reguleringspristallene for januar og juli. Portionerne udbetales fra og med begyndelsen af marts eller april hhv. begyndelsen af september eller oktober. Stigninger i reguleringspristallet på mindre end 3 points ud over 103, 106, 109, . . . henstår til næste regulering. En dyrtidsportion udgør 60 øre i timen for alle privat og offentligt ansatte. Før den seneste lov var dyrtidsportionerne for størstedelen af de offentligt ansatte en vis procentdel af en bestemt del af lønnen (jfr. Betænkning nr. 724).

I grove træk vil altså en prisstigning fra juni til december medføre en
lønstigning i marts eller april det følgende år, således at pris- og lønændringer
indtræffer efter følgende skema:

Pris- og lønændringer sker med en forskydning på x, som forudsættes mindre end 1, og som i dette tilfælde er lig med %• W_t betegner lønnen i tidsrummet [t, t+x[, og Wt+x lønnen i tidsrummet \t-\-x, £+i[, og tilsvarende for P_t og P_t+X.

Dyrtidsreguleringen af lønnen beskrives af følgende ligning:

(3)

Men da Wt = Wt+X, kan ligningen omskrives til

(4)

som er gyldig, ikke blot for q = x, men for alle q i intervallet [*, i[, idet Pt+X
= Pt+x- Med en passende ændring af tidsindiceringen kan (4) omskrives til
(5) nedenfor.

Hvis det imidlertid antages i overensstemmelse med prisligningen (1), at prisændringer, som skyldes faktorprisændringer, indtræffer simultant, og at alle faktorprisændringer sker samtidig med lønændringerne - da vil gælde, at Pt = Pt+x i stedet for Pt+x — Pt+n eller med andre ord, at x = o. I så fald vil (4) gælde for alle q e [o,i[. Nedenfor er tidspunkt o sat til 15. november 1975 svarende til, at q er sat lig med 1/3.

Afgørende for at kunne benytte (5) er altså: (1) der er 1 periode (6 mdr.) mellem hver regulering af lønnen, (2) prisændringen, Pt+\ - Pt, over 1 periode (6 mdr.) er grundlag for lønreguleringen, (3) den tilsvarende regulering af lønnen sker i tidsrummet ]f+i, £+2], mens det er uden betydning, hvor i intervallet lønændringen sker. Hvis der er et efterslæb i lønnens påvirkning af priserne, dvs. x > o, bliver betingelserne lidt anderledes.

Men hertil kommer den forsinkelse, som skyldes, at lønnen kun reguleres
ved pristallene 103, 106, 109, ... Bortset fra dette beskrives udviklingen i
gennemsnitstallene ved denne form for dyrtidsregulering ret nøje af ligning
(5). En stigning i priserne i én periode på q procent af prisniveauet ved tid o
udløser en lønstigning i den følgende periode på. b-q procent af lønnen ved
tid o. Den absolutte periodevise lønstigning er altså proportional med den
absolutte periodevise prisstigning. Parameteren b er afgørende for dyrtidsreguleringens
»kompensationsgrad«, jfr. afsnit 6.

(5)

Alle prisindex normeres, så at de har værdien 1 ved tid o, som svarer til 4. kvartal 1975. For at beregne værdien af b svarende til denne normering må den gennemsnitlige timeløn i 4. kvartal 1975 kendes. For ca. 770.000 privateansatte og 140.000 offentligt ansatte LO-medlemmer kan den gennemsnitligetimeløn

snitligetimelønexcl. overtidstillæg anslås til 37.12 kr. i 4. kvartal 1975 (SE A3₁/i976 p. 617). Hvis det antages, at 475.000 privat ansatte funktionærer tjener 10 % mere og 325.000 øvrige offentligt ansatte 25 % mere, bliver den gennemsnitlige timeløn 39.91. Der ses bort fra grupper uden erhvervsmæssig beskæftigelse, deriblandt de ca. 600.000 pensionister, hvis indtægter fortsat reguleres procentvis, og de mere end 150.000 arbejdsløse, hvis maximale understøttelsereguleres automatisk i forhold til den gennemsnitlige ugeløn beregnetpå grundlag af den gennemsnitlige timefortjeneste for arbejdere i industriog håndværk m.v. i alt excl. overtidstillæg; disse gruppers indtægter indgår ikke som omkostninger i produktionen. Skønnet for den gennemsnitligetimeløn bygger på oplysninger fra Det Økonomiske Sekretariat og DanmarksStatistik.

Hvis timelønnen fra 4. kvartal 1975 på 39.91 henføres til kvartalets midte, 15. november, kan b beregnes ved at sammenholde den med månedsprisindexet for november 1975, som var 108.9 (SE Bi 1/1976 p. 117). Når månedsprisindexet stiger 3 points, dvs. 3/1.089 pet. af værdien ved tid o, skal lønnen stige med 60 øre, dvs. 60/39.91 pet. af værdien ved tid o. Dette giver b = 60-1.089/(3-39.91) = .546.

En éngangsstigning i indenlandske faktorpriser eller importpriser, som sker i første halvdel af 1976, vil sætte en pris-lønspiral i gang, som beskrives af ligning (1) og (5). Men den vil være endelig. De samlede løn- og prisstigninger afhænger af de supplerende antagelser.

3. Forskellige supplerende antagelser om dyrtidsreguleringen

Det forudsættes overalt, at lønnen udvikler sig i overensstemmelse med ligning (5), således at den automatiske dyrtidsregulering isoleres, og virkninger af lønglidning og overenskomsttillæg udelades. Lønændringer må formodes at påvirke de øvrige faktorpriser, men dette sker ikke automatisk, og herom gøres forskellige antagelser. Det antages, at priserne svarende til anden faktorindkomst (R_t), boligydelser (B_t), output fra landbrug (L_t) og indirekte skatter (S_t) ændres i samme takt og altid er identiske, og som fællesbetegnelse for disse »faktorpriser« benyttes Q_t. Den vægtede sum af de faktorpriser, som antages konstante efter periode 1 under de forskellige antagelser, betegnes K_t.

Antagelse i.

Idet Ko = 1, bliver a = a. Kun lønnen dyrtidsreguleres, mens andre

faktorpriser og importpriser er konstante efter tid i. Dette svarer til bestemmelserneom dyrtidsregulering, som tillader virksomhederne at indregne dyrtidsreguleringenaf lønnen i priserne, men således at restindkomsten pr. stk. er uændret i kroner og øre. Processen er:

(6)

(5)

Givet: a= .35, b = .55, Po = Wo = Ko = 1, WXi Kx,
Kt=Kx for t 1. Løsningen bliver:

(7)

Løsningen fås ved at indsætte (6) i (5), hvilket giver en anden ordens lineær differensligning med begyndelsesværdierne W_x og W2W₂ — (1(₁ + ab) W_x + (1^—d)bK_x ^—b. Den kan reduceres til en første ordens ligning af formen Wt+_X = abWt +q, t = 1,2,. .., hvor q = W_x -\- (1^—a) bK_{x —}b bestemmes af W2W₂ = ab W_x + q. Der er redegjort mere udførligt for processernes matematiske detaljer i memo nr. 50 fra Københavns Universitets Økonomiske Institut, jfr. litteraturlisten. En éngangsstigning på 10 % i løn, importpriser eller de øvrige faktorpriser {Q,_x) svarer til, at begyndelsesværdierne er hhv. W_x = 1.10, K_x — 1.0338 eller K_x = 1.0662.

Det ses af (7), at hvis \ab\ < 1, vil processen konvergere, uanset størrelsen af K_x og W_x. Ligevægtsværdierne afhænger derimod af K_x og W_x. I tabel 1 er anført nogle taleksempler, og det ses, at processen vil udtømme sine virkninger i løbet af 5-10 perioder.

Antagelse 2.

Alle indenlandske faktorpriser stiger i samme takt som lønnen. Dette er mere i overensstemmelse med de hidtidige erfaringer (Betænkning nr. 724, Annex pp. 45-47; Thage og Holdt, 1976: 9). Processen er stadig (6) og (5), men med a = .78 og b = .55. En begyndelsesværdi på W_x = 1.10 betyder, at samtlige indenlandske faktorpriser stiger med 1o % i periode 1.

Antagelse 3.

Idet Go = i bliver a = a+/9+(s+£+£. Efter periode i er den absolutte
stigning i Qt lig med den absolutte stigning i Wt ligesom under antagelse
2. Derimod kan Qx og Wx være forskellige. Dette giver følgende proces:

(8)

(5)

(9)

Processen kan beskrives med (6) og (5), hvor a = .78 og b = .55, idet
Wt erstattes med Gt, som er gennemsnittet af Wt og Qt; dette ses ved at addere
(5) °E (9) multipliceret med hhv. ax og a2.

En éngangsstigning på 10 % i lønnen hhv. øvrige indenlandske faktorpriser (Q,i) udtrykkes ved, at G_x sættes lig med 1.0449 nnv- I«°55I" Ligevægtsværdien G«, for G_t fås af (7). Ved at sammenholde WW_{t —}Q,« = WW_x ^—Q^_x, som følger af (5) og (9), med definitionen af G_t, som er aG_t = a_xW_t + a₂Q^t, fås W_æ og Q^oo, idet begge disse betingelser også gælder for ligevægtsværdierne. Importprisstigninger har samme virkning under antagelse 3 som under antagelse

Antagelse 4.

Lønnen følger den automatiske dyrtidsregulering, mens øvrige indenlandske faktorpriser i hver periode efter tid 1 udviser en procentvis stigning, som er lig med pristallets procentvise stigning i den foregående periode. Dette giver samme proces som antagelse 3, bortset fra at ligning (9) erstattes med

(10)

Givet:

(II)

Processen konvergerer, hvis a^-h^C^i <i eller Q^ < i.BB, og konvergensen
afhænger altså af initialværdien Qv Løsningen kan findes ved at opskrive
Pt+2—Pt+lPt+1 ved brug af (8) og heri indsætte (5) og (10), idet (10) kan

skrives Qt+2— Q,t+i ~ -j^ {Pt+i —Pt)- Den fremkomne anden ordens differensligning
kan reduceres til en første ordens ligning af formen Pt+lPt+1 = pPt
+ <7, hvor pogq kan udtrykkes ved begyndelsesværdierne. Af ((11) fås ligevægtsværdien
Pæ, og derpå fås Wæ og Q^ af (8) ved at benytte, at (10) kan
skrives Qt+± = Pt, idet begge disse ligninger opfyldes af ligevægtsværdierne.
-Da (10) indebærer, at Q,«+i = Pt, vil Qx = Po = 1 svare til, at
" o
realværdien af Qt opretholdes med et lag på én periode.

4. Dyrtidsreguleringens virkninger

Svarende til de 4 antagelser viser tabel 1 eksempler på udviklingen i løn og priser som følge af en éngangsstigning på 10 % i løn (W_x = 1.10), øvrige indenlandske faktoromkostninger (Q__il = 1.10) eller importpriser (/_x = 1.10). Dog er for antagelse 2 vist virkningen af, at både løn og øvrige indenlandske faktorpriser stiger med 10 %, idet antagelse 2 er et specialtilfælde af antagelse 3, som fås ved at sætte Wt — Q,t for alle t.

Alle eksemplerne er gennemregnet med (b = .55) og uden (b = .00) automatisk dyrtidsregulering af lønnen. Ved antagelse 1 og 2 falder dyrtidsreguleringen af øvrige indenlandske faktorindkomster bort sammen med reguleringen af lønnen. Men ved antagelse 3 og 4 bevares reguleringen af Q,*, når b = .00 {b = .00 i antagelse 3 betyder altså, at b = .00 og b_t = .55, jfr. (5) °§ (9))- Hvis reguleringen af Qt bortfalder sammen med reguleringen af Wt, fås samme resultater ved antagelse 3 og 4 som ved antagelse 1.

Det fremgår, at den pris-lønspiral, som sættes i gang af éngangsstigninger i løn eller priser, er af kort varighed, og at systemet er nær de nye ligevægtsværdierallerede efter 4 perioder. Om de samlede virkninger skal betegnes som små eller store, kan så diskuteres, men de er begrænsede. Fx vil en importprisstigningpå 10 % give prisstigninger på 2,2 %, hvis der ikke er dyrtidsregulering;hvis

tidsregulering;hviskun lønnen dyrtidsreguleres, bliver de samlede prisstigninger2,7 %, og hvis lønstigningerne smitter af på samtlige indenlandske faktorpriser, bliver de 3,9 %. Hvis øvrige indenlandske faktorpriser altid reguleresprocentvis efter pristallet, bliver de samlede prisstigninger 3,9 % uden dyrtidsregulering af lønnen, og ellers 5.8 %.

Sådanne tal kan ikke tages som udtryk for, hvad der ville ske, hvis den automatiske dyrtidsregulering blev afskaffet, fordi de autonome lønstigninger må formodes at blive større, hvis den automatiske dyrtidsregulerings dækning bliver mindre. Dette synes at have været tilfældet i 6o'erne, hvor der ikke var systematiske forskelle mellem inflationstakterne i lande med og uden automatisk dyrtidsregulering (Geluck, 1974; Vibe-Pedersen, 1975: 250). Men denne sammenhæng kan ændres ved skift i konjunkturerne, forholdene på arbejdsmarkedet og den politiske vilje og evne til at gribe effektivt ind i løn- og prisdannelsen.

Under samme forbehold kan de simple ligninger illustrere virkningen på inflationstakten af at erstatte traditionelle obligationer med indexobligationer,som indebærer, at en del af omkostningerne reguleres procentvis i takt med pristallet. Hvis betjening af obligationsgæld eksempelvis udgør 20 % af omkostningerne, og alle øvrige indenlandske faktoromkostninger reguleres i takt med lønnen, fås en proces svarende til antagelse 4 med % = .58 og a2a₂ = .20. En éngangsstigning på 10 % i importpriser eller i øvrige indenlandske omkostninger vil da resultere i prisstigninger på i alt hhv. 4.6 % og 12.1 %. Dette kan sammenlignes med situationen, hvor øvrige indenlandske omkostningerfølger lønnen, mens udgifter til obligationsgæld er uregulerede ligesom importpriserne (antagelse 1 med a = .58), og da bliver de tilsvarende prisstigningerhhv. 3.2 % og 8.5 %. - Et af de væsentligste politiske argumenter imod indeksering er, at den vil vanskeliggøre indkomstpolitikken, fordi ophævelseaf lønindkomsters dyrtidsregulering vil fremkalde krav om tilsvarende indgreb over for formueindtægter. Dette var tilfældet i Finland i 1968, og allerede Nyboe Andersen (1944: 347) nævner, at man formentlig havde været nødt til at ophæve indeksregulering af obligationer - hvis den havde eksisteret - i forbindelse med ophævelsen af dyrtidsreguleringen ved loven af 30. maj 1940. Problemet kan imidlertid afhjælpes ved at benytte et lønindex som reguleringsindex, evt. således at lønindexet kun benyttes, hvis det i den foregåendeperiode er steget mindre end pristallet (Betænkning nr. 732 pp. 140, 204). Hvis udgifterne til obligationsgæld følger de øvrige indenlandske faktoromkostningeruden efterslæb, kan lønindexering af obligationer beskrives ved antagelse 3 med a_x = .58, a2a₂ = .20 og b = b₁ — .55. Da vil en éngangsstigningpå

stigningpå10 % i importpriser eller i øvrige indenlandske omkostninger medføresamlede
prisstigninger på hhv. 3.9 % og 10.2 %.

Indexobligationers virkning på inflationen beskrives af Mukkerjee og
Orleans (1975: 97-99) ved hjælp af en modifikation afHolzman's (1950) model.

I forbindelse med disse fortolkninger af regneeksemplerne må det fremhæves, at regneeksemplerne kun skal vise konsekvenserne af de simple antagelser, som de bygger på, og at der kan rettes adskillig kritik mod disse antagelser. For det første tages der ikke hensyn til produktivitetsændringer eller til, at løn og priser også senere end periode 1 kan udvise ændringer, som ikke skyldes dyrtidsreguleringen, og at disse ændringer som nævnt ikke kan antages uafhængige af dyrtidsreguleringens omfang. For det andet kan det diskuteres, hvorvidt omkostningsstigninger overvæltes på priserne simultant som antaget her, med en vis forsinkelse (jfr. Vibe-Pedersen, 1975: 250) eller evt. med et forspring svarende til, at priserne foregriber kommende lønstigninger. Beregninger i Betænkning om dyrtidsregulering (Betænkning nr. 724, Annex pp. 45-47; Thage og Holdt, 1976: 12) tyder på, at overvæltningen sker i løbet af én måned. For det tredje kunne visse faktorpriser, nemlig profitterne, tænkes at følge pristallet uden efterslæb, hvis den enkelte virksomhed havde øjeblikkeligt kendskab tii alle prisændringer, ikke blot til sine egne. I Betænkning om dyrtidsregulering antages, at restindkomststigning pr. stk. er proportional med lønstigning pr. stk., og restindkomststigningen pr. stk. har da et efterslæb efter dyrtidsregulering af lønnen, mens den er simultan ved lønglidning og overenskomsttillæg. Beregningerne tyder dog ikke på, at antagelserne om restindkomsten skulle være af afgørende betydning (Betænkning nr. 724, Annex p. 40; Thage og Holdt, 1976: 9, 31). Endelig er beregningen af b skønsmæssig, ligesom der kan rettes indvendinger mod anvendelsen af prisligningen (1);(₁); specielt er det vel en tilsnigelse at betegne alle størrelserne på højre side som »faktorpriser«. Hensigten har da heller ikke været at foretage præcise beregninger, men at illustrere størrelsesordenen af dyrtidsreguleringens virkninger under forskellige antagelser.

5. Andre former for dyrtidsregulering

For at forenkle den følgende sammenligning mellem den danske dyrtidsreguleringog forskellige andre pris-lønprocesser forudsættes det, at der kun er to faktorpriser, nemlig én, som dyrtidsreguleres (Wt), og én, som ikke dyrtidsreguleres( K_t), og i eksemplerne antages det at svare til hhv. den fælles pris på alle indenlandske faktorer (Wt) og den fælles pris på alle importvarer

(Kt) som under antagelse 2 ovenfor. I det følgende betegner små bogstaver
de periodevise prisstigningstakter (procentvise prisstigninger):

(12)

Proces I svarer til den danske dyrtidsregulering som beskrevet ovenfor:

Proces I. Absolut periodevis lønstigning er proportional med absolut periodevis
prisstigning. Processen beskrives af ligningerne (6), (5) og (7), jf. antagelse
1 i foregående afsnit.

Processen konvergerer, hvis \ab\ < 1, uanset Kx og Wx. Løsningen kan
også opskrives explicit, hvis importprisen stiger med samme procent i hver
periode, så at Kt = (1 +£)*, t = 0,1,. .. I så fald vil priser og lønninger
vokse i det uendelige, og hvis \ab\ < 1, vil prisstigningstakterne konvergere
mod ligevægten: p^ = w^ = k (jfr. ovennævnte memo, som indeholder flere
detaljer om disse og andre processer).

Proces 11. Procentvis periodevis lønstigning er proportional med procentvis
periodevis prisstigning. Som før beskrives priserne af (6), mens lønligningen

(13)

Givet:

I tilfældet med fuld lønkompensation, dvs. b = 1, kan (6) og (13) løses explicit, idet ligningerne kan omskrives til en 1. ordens differensligning Wt₊₁ = jöW^ + hvor pogq afhænger af parametrene og begyndelsesværdierne (Haavelmo, 1956: 111; Frisch, 1956). Løsningen bliver:

, ,

Stabiliteten afhænger af begyndelsesværdien W_x, idet processen bliver explosiv, hvis aW_x > 1, dvs. W_x > 1.28, idet a — .78. Hvis importprisen Kt stiger med stigningstakten k i hver periode, vil p_t og wt konvergere mod ligevægten />oo = Wqo = max{k, aW_x—l},x ^—1}, idet b = 1 stadig er forudsat.

I tilfældet med b < 1 kan det vises, at processen (6) og (13) vil konvergere,når
K t er uændret efter periode 1, og at stabiliteten ikke afhænger af

W_x i dette tilfælde. Det er ikke lykkedes at finde explicite udtryk for ligevægtsværdierne W_æ og Pqo, men de kan beregnes med enhver ønsket nøjagtighed. Hvis importprisen Kt stiger med stigningstakten k i hver periode, vil p_t og wt konvergere mod hhv. p_æ =kogwæ = b-k.

Det ses, at antagelse 4 i afsnit 3 er en kombination af proces I med b = •55 °§ proces II med b = 1. Holzman's (1950) klassiske modeller for indkomstkapløb mellem lønindkomster, profitter og øvrige indkomster kan også formuleres som kombinationer af specialtilfælde af de to processer, således at b = 1 i proces II og b afhænger af begyndelsesværdierne i proces I. Holzman's modeller beskriver forholdet mellem forskellige indkomsttypers andele af produktionen. Men da input- og outputmængder er konstante - dette er baggrunden for, at prisniveauet ikke indgår explicit i inflationsmodellerne, men udtrykkes ved den samlede produktionsværdi i løbende priser - kan ndringerne den funktionelle fordeling tolkes som ændrede priser på arbejdskraft og på de »mængder«, som svarer til profitter og øvrige indkomster, og »transmissionsmekanismen« bag indkomstkapløbet består vel netop i, at de enkelte typer af indkomstmodtagere ændrer deres »priser«.

Det fremgår af tabel 1, at dyrtidsreguleringen medfører en begrænset forøgelse af de prisstigninger, som følger af en éngangsstigning i lønnen, selv om b er mindre end 1. Man kan imidlertid godt tænke sig en dyrtidsregulering, hvor der er fuld lønkompensation for prisstigninger (b = 1), men hvor det alligevel er udelukket, at lønstigningerne kan få priserne til at stige, fx følgende:

Proces 111. Løn- og prisstigningen fra o til t er proportionale. Prisstigningen
(6) kombineres med lønligningen

(15)

Givet:

(16)

Hvis \ab\ < 1, vil processen standse, uanset værdien af A\ og Wv Tilmeder
ligevægtsværdien for Wt uafhængig af Wv Hvis Kt = 1 for alle t, vil
Wt = Pt = 1 gælde efter en vis tid, uanset Wv Med andre ord: selv med

fuld dyrtidsregulering af lønnen (b = 1), vil processen ikke blot være stabil: en lønstigning [W_x > 1) vil overhovedet ikke starte en pris-lønspiral, idet Pt efterhånden vil falde igen, indtil P_t = 1. Det skyldes, at det er de samlede lønstigninger efter tid o, der reguleres, og ikke som i proces I og II lønstigningeni hver periode. Hvis Kt= (1(₁ + k)', bliver p^ = w_æ =k.

I visse pris-lønmodeller benyttes procentvise stigningstakter både i prisligningen og i lønligningen (Nørregaard Rasmussen, 1956: 70-84; Vibe- Pedersen, 1975). Prisligningen (6) erstattes med (17) nedenfor, og (17) vil over få perioder ikke afvige meget fra (6); men over mange perioder vil (17) blive misvisende - forudsat, at (6) er korrekt. Parameteren a i (17) er en elasticitet: den angiver den procentvise prisstigning, som følger af en lønstigning på 1 %, og for at få overensstemmelse med (6) måtte a ændres hele tiden svarende til, at indexene løbende justeres, således at alle index altid har værdien 1 i foregående periode (Thage og Holdt, 1976: 30-31).

Proces IV. Procentvise stigningstakter i begge ligninger.

(.7)

eller

Denne prisligning kombineres med lønligningen (13), som kan skrives
wt+2 = b pt+i, t = 0,1,. ... Begyndelsesværdierne er givet som i proces 11.

Det er ikke lykkedes at opskrive løsningen explicit, men det ses umiddelbart, at processen konvergerer, hvis \ab\ < 1, og grænseværdierne kan beregnes med enhver ønsket nøjagtighed. Hvis K t = (1 -\-ky, dvs. kt = k, for alle t, giver (17) og (13) en 1. ordens differensligning i wt med løsningen

/ O\

således at w_æ = (1^—a)bkf(i^—ab) og p_æ = (1^—a)kj{i^—ab). Tolkningen af disse ligevægte for løn- og prisstigningstakter er problematisk, men fordelen ved processen (17) og (13) er, at det bliver simplere at indføre en konstant produktivitetsstigning og lønglidning, jfr. afsnit 7 nedenfor.

Endelig betragtes som et sidste eksempel følgende:

Proces V. Absolut periodevis lønstigning er proportional med procentvis
periodevis prisstigning. Prisligningen (6) kombineres med lønligningen

(19)

og initialværdierne er givet som i proces 11. Processen er konvergent, men et
explicit udtryk for løsningen er ikke fundet. Hvis Kt=(l -\-k)f for alle t,
bliver wæ =oogpm =k.

For at illustrere forskellene mellem de fem processer er i tabel 2 vist ligevægtsværdierne for de fem processer for forskellige begyndelsesværdier. Det ses, at virkningerne af éngangsstigninger i enten løn eller importpris er meget ensartede i de fem processer, bortset fra at lønstigninger ikke giver inflation i proces 111. Det samme er tilfældet for vedvarende importprisstigninger i de første 10-20 perioder, hvorimod der er markante forskelle mellem processernes ligevægtsværdier for pris- og lønstigninger og for reallønnen.

6. Dyrtidsreguleringen og reallønnen

Som udtryk for dyrtidsreguleringens »kompensationsgrad« er det nærliggende at benytte forskellen mellem reallønsændringen med og uden dyrtidsregulering fra tidspunkt o til den nye ligevægt eller over et kortere antal, fx 10, perioder. Men en sådan fortolkning af tallene i tabel 2 bygger på meget specielle forudsætninger, jfr. afsnit 1: Mængderne af indenlandske og importerede faktorer er konstante, på nær eventuelle proportionale ændringer. Produktiviteten er uændret, og der er ingen faktorsubstitution, således at der kun produceres én vare - eller én »kurv« af varer med uændret sammensætning. Faktorindkomsterne anvendes fuldt ud til køb af den producerede vare. Hvis det som i afsnit 5 antages, at der kun er to faktorer, arbejdskraft og importvarer, betyder det, at faktorefterspørgselen er helt pris-uelastisk, at priselasticiteten for færdigvareefterspørgselen fra hver af de to typer af indkomstmodtagere er lig med —1, og at indkomstelasticiteterne er lig med 1.

Værdien af importen er derfor altid lig med værdien af exporten. En konsekvens af disse antagelser er, at realaflønningen af de indenlandske faktorerkan forbedres ved simpelt hen at hæve lønnen, og dette kan fortsætte, indtil realaflønningen af importerede faktorer bliver (næsten) nul, således at hele færdigvareproduktionen anvendes til indenlandsk forbrug. Omvendt kan importpriserne hæves så meget, at det indenlandske forbrug bliver (næsten) lig med nul. En forøgelse af lønnen vil forøge færdigvareprisen, men da importensmængde og pris er upåvirket, vil exportens værdi være uændret, selv

om exportprisen er steget. Lønforhøjelsen vil forbedre bytteforholdet, men
dette vil ikke påvirke betalingsbalancen, og den eneste virkning bliver, at en
del af produktionen overflyttes fra export til indenlandsk forbrug.

Under disse antagelser kan reallønnen defineres som den mængde varer, der kan købes for én timeløn W_t. Ved passende valg af mængde-enheder fås, at 1 færdigvare kan produceres ved anvendelse af a arbejdstimer og (i —a) enheder import. Faktoromkostningerne og salgsprisen for i færdigvare bliver begge lig med aWt+(i — a)K_t, og én timeløn kan derfor købe W_t[(aWt-\(1 — a)K_t) færdigvarer. Dette udtryk for reallønnen har værdien i ved tid o, og den procentvise ændring i reallønnen fra tid o til tid t bliver derfor (jfr. tabel 2):

(20)

For proces I, 11, 111 og V bliver reallønnen lig med WtjPt, men dette gælder ikke for proces IV, hvor man må forestille sig, at prisindexet Pt beregnes specielt til anvendelse for dyrtidsreguleringen og ikke bestemmer salgsprisen, der ligesom i de andre processer er lig med faktoromkostningerne, aWt — {i-a)K_t.

Disse meget specielle antagelser om sammenhængen mellem priser og reale forhold er udtryk for, at dyrtidsreguleringens virkninger søges isoleret, og de er klart urimelige, når der er tale om importerede og indenlandske faktorer. Måske kan den hypotetiske situation, som beskrives i tabel 2, være mere relevant ved beskrivelsen af indkomstkapløb mellem to grupper af indenlandske indkomstmodtagere, fx lønmodtagere og profitmodtagere, jfr. afsnit 4.

Uden dyrtidsregulering vil en lønstigning på 10 % forbedre reallønnen med 2.04 %. Med b = .55 vil proces I, II og IV forøge reallønnen med hhv. 3-39 %» 3-5⁸ %°g 3-55 %> °g med b = 1 giver de tre processer hhv. 7.38 % 10.00 % og 8.54 %. Derimod vil proces 111 efterhånden helt fjerne reallønsforøgelsen. Disse ligevægtsværdier nås ret hurtigt. Den tilsvarende forøgelse af realaflønningen af importerede faktorer bliver —RWtal(i —a) = —3.55 RWt.

En importprisstigning på 10 % vil ændre reallønnen med —2.15 %, mens de fire typer af dyrtidsregulering vil reducere nedgangen til omkring —1.7 %, hvis b = .55, og helt fjerne den, hvis b = 1. I begge disse tilfælde er forskellene mellem processerne I, II og IV begrænsede.

Også ved en fortsat stigning i importprisen på 2 % i hver periode virker
processerne på stort set samme måde i de første 10-20 perioder, selv om ligevægtsværdierne
er vidt forskellige.

En sammenligning af dyrtidsreguleringen med faste portioner (proces I)
og den procentvise dyrtidsregulering (proces II) med samme parameter b viser,at

ser,atdet ikke gælder generelt, at den procentvise dyrtidsregulering er mest fordelagtig for lønmodtagerne. Det vil afhænge af, hvordan pris-lønspiralen sættes igang, og det kan belyses ved at betragte dyrtidsreguleringens dækning af prisstigningerne periode for periode, forstået som forholdet mellem periodensprocentvise lønstigning og den procentvise prisstigning i foregående periode.I proces II er dette forhold konstant og lig med b, mens det i proces I bliver: wt+ljptw_t+ljpt = b P_t-_x\W_t.

Hvis Pt -1 < Wt vil denne »dækningsgrad« i proces I være mindre end b, som er den konstante dækningsgrad i proces 11. Dette er tilfældet, hvis prislønspiralen startes af en lønstigning, og da er den procentvise dyrtidsregulering mest fordelagtig for lønmodtagerne. Dækningsgraden vokser med tiden i proces I, men er hele tiden mindre end b. Dette gælder både for b = .55 og for b = 1.

Hvis derimod Pt -x > Wt, vil dækningsgraden i proces I være større end b, og dette er tilfældet, hvis pris-lønspiralen startes af en importprisstigning og b = .55. I dette tilfælde er reallønnen i ligevægten faktisk lidt større i proces I end i proces 11, selv om RW_æ = —1.67 i begge processer, idet forskellen først optræder i næste ciffer. Hvis b = 1 og pris-lønspiralen startes af en importprisstigning, vil Pt -x = Wt, og da virker proces I og II på exakt samme måde.

Ved fortsatte importprisstigninger på 2 % pr. periode vil reallønnen straks falde. I proces II vil reallønsfaldet fortsætte, og reallønnen vil gå mod nul, fordi lønstigningsprocenten hele tiden er mindre end prisstigningsprocenten. Men i proces I vil prisstigningerne få dækningsgraden til at stige, og når dækningsgraden er blevet lig med 1, vil reallønsfaldet ophøre, dvs. når bPt^/Wt — wt+Jpt = 1. Heraf fås reallønnens grænseværdi WtjPt = Wtj(Pt-\W_tj(Pt-\ (i+Æ)) = bj{i-\-k) = .5392 for b— .55, svarende til et reallønsfald på 46.08 %. For b = 1 bliver reallønsfaldet på 1.96 %. - Hvis pris-lønspiralen sættes igang af en éngangsstigning i importpriserne, eller hvis den fortsat stimuleres af vedvarende importprisstigninger, vil dyrtidsreguleringen med faste portioner altså være mere fordelagtig for lønmodtagerne end procentvis dyrtidsregulering - forudsat, at parameteren b er den samme i begge processer, og at den er mindre end 1.

Det kan forekomme noget tilfældigt at sammenligne proces I og II med samme værdi for parameteren b, fordi b afhænger af begyndelsesværdierne for reguleringspristallet og timelønnen i proces I, men ikke i proces 11. Derfor vil en sammenligning mellem proces I og II nødvendigvis være knyttet til en bestemtudgangssituation. Den danske dyrtidsregulering karakteriseres ikke af en konstant værdi af b, men af den konstante dyrtidsportion i kroner, som

betegnes d. Idet P*t er reguleringspristallet, som har værdien i.oo i januar
1975, og W*t er timelønnen i kroner, er dyrtidsreguleringsreglen:

(21)

Hvis tiden indiceres, således at t = o svarer til 4. kvartal 1975, fremkom
mer ligning (5) ved at normere (21):

(22)

Idet K*t er et importprisindex, er a i ligning (6) defineret, sådan at:

(23)

Ligning (5) og (6) fremgår af (22) og (23) ved at sætte:

(24)

Denne normering af variable og parametre forenkler løsningen (7), men til gengæld er det nødvendigt at ændre normeringen, hvis (7) skal beskrive virkningen af exogene ændringer i W*t eller K*_t på andre tidspunkter. Det kan fx tænkes, at processen forløber uforstyrret til tid T, men at der ved tid T -f- 1 ud over dyrtidsreguleringen indtræffer exogene ændringer i W*t og K*t. De samlede løn- og prisstigninger efter tid T beskrives af (7), idet variable og parametre justeres ved at omskrive (23) og (22) til:

(25)

(26)

Idet tidsindiceringen ændres, således at t erstattes med t— T, svarer (25)
og (26) til (6) og (5) med ændrede variable og parametre:

(27)

hvor Po = WQWQ = Rq = i

Med samme procentvise begyndelsesændring i løn og importpriser fås
Kx =Kx og Wx =Wx og ligevægtværdien bliver ifølge (7):

(28)
X '

Hvis priserne er steget relativt mere end lønnen mellem tid o og tid T, således
at h>l, b>bogd<o, vil J^Pæ > Hl^, hvis pris-lønspiralen startes
af en importprisstigning, mens W^ = Wæ, hvis den startes af en lønstigning.

I proces II vil b have samme værdi ved tid o og tid T, mens værdien af
a vil ændres på samme måde som i proces I.

En nulstilling af pristallet med uændrede dyrtidsportioner i proces I betyder, at P*_t erstattes med qP*t, og P*_o med qP*₀, q< 1, i (22) og (23), således at den eneste ændring i (5) og (6) bliver, at b erstattes med V = qb < b. Dette vil formindske de samlede lønstigninger, som følger af en éngangsstigning i løn eller importpris.

Hvis pristallet nulstilles i hver periode, mens dyrtidsportionerne er uændrede, vil den faste portion blive udbetalt, hver gang pristallet stiger med 3 procent, ikke 3 points som i proces I, og resultatet beskrives af proces V. I så fald bliver »dækningsgraden« wt+lfptw_t+1fpt = bJW_t+l> som for Wt voksende er mindre end i såvel proces I som proces 11, uanset hvordan processen sættes igang, jfr. tabel 2.

7. Produktivitetsstigninger og lønglidning

Ved store stigninger i Pt og Wt giver processerne I, II og IV vidt forskelligeresultater, og til beskrivelse af langtidsligevægte forekommer alle tre processer urimelige. For det første kan vægtene a cg (i-^—a) i (6) og (17) da ikke antages faste - i betragtning af, at pristallets vægtgrundlag jævnligt justeresi overensstemmelse med ændringer i de relative priser, og i de følgende eksempler beregnes vægtene under den givetvis urealistiske antagelse, at faktormængderneer uafhængige af prisudviklingen. For det andet må der tages hensyn til, at lønnen kan stige ved lønglidning og overenskomsttillæg, som tilsammenforudsættes

sammenforudsættesat udgøre en fast andel, Ö, af lønnen i foregående periode (jfr. Vibe-Pedersen, 1975: 250). Endelig må for det tredje produktivitetsudviklingenindregnes, således at lønudgift pr. stk. og timeløn ikke som hidtil kan antages proportionale. I processerne VI-VIII tages der hensyn til disse forhold, men under meget specielle antagelser, og processerne kan kun betragtessom illustrationer af disse antagelser.

Idet At betegner arbejdstimer pr. stk. og St lønudgiften pr. stk., bliver
St = AtWu Produktiviteten er lig med i/At, og produktivitetsstigningen bliver:

(29)

Idet o er en konstant, antages produktivitetsstigningen at være

(3O)

og herved opnås, at

(SO

Hvis wt -> Woo, vil produktivitetsstigningen konvergere mod —— ——, og i grænsen, som det er formålet at beskrive, vil arbejdstimer pr. stk. være o, idet vækstraten for At vil konvergere mod , som er negativ for a> > o. I+»oo

Proces VI og VII fremkommer ved at indføre lønglidning, produktivitetsstigninger og variable prisvægte i hhv. proces I og IV, og de sammenlignes med proces VIII, der er en version af proces IV, hvor der tages hensyn til produktivitetsændringer og lønglidning m.v., men hvor prisvægtene er faste.

Prisligningen (34) i proces VI kan ikke som ligning (1) og (6) tolkes som et Laspeyres-index. Hvis forholdet mellem de anvendte faktormængder imidlertidforudsættes uændret, kan vægtene i (34) fortolkes som de to færdigvarersandele af den samlede udgift ved tid t (ikke ved tid o som i et Laspeyresindex),og (34) svarer således til et Palgrave-index (jfr. Fisher, 1922: 103, 466). I den specielle situation, hvor produktiviteten er uændret (co = o),

svarer (34) til et Laspeyres-index, hvor vægtenes prisgrundlag løbende revideres,således som det sker med visse mellemrum ved de danske pristalsberegninger.Idet Pu og Qjt er pris og mængde for færdigvare nr. i ved tid /, beregnes de tre index således, jfr. afsnit 1:

(2)

(32)

(33)

Proces VI. Proces I med varierende vægte, jfr. (5) og (6)

(34)

(35)

(36)

Begyndelsesværdierne er W_o, A_o, KQK_Q og W_x. Det er ikke muligt at opnå P_o = W_o = Aq = K₀ — i blot ved passende normeringer af parametrene x, b og <5, men begyndelsesværdierne har kun betydning for resultaterne for a> = o. K_t = K^i+k)¹ for alle t> og x fås som forholdet mellem den andel af produktionen, som svarer til aflønning af indenlandske produktionsfaktorer ved tid o, og den resterende del, som svarer til køb af importvarer. Disse faktormængder i faste priser er forudsat konstante, og svarende til 0 = .78 i prisligningen (6) fås x = 3.55.

I ovennævnte memo er grænseværdierne p^ og w^ opskrevet explicit for
forskellige parameterkonstellationer, og deres stabilitet er undersøgt.

Proces VIL Proces IV med varierende vægte, jfr. (13) og (17).

(37)

(38)

Begyndelsesværdierne er Po = Wo = KQKQ = i og Wv Grænseværdierne
pæ og wæ kan opskrives explicit, og det kan vises, at processen er konvergent
(jf. ovennævnte memo).

Proces VIII. Proces IV med faste vægte, jfr. (13) og (17)

(39)

(38)

Begyndelsesværdierne er Wo =Po = 1 og Wv Ved at indsætte (34) i (38)
fås en lineær 1. ordens differensligning med løsningen

(48)

forudsat, at ab < 1 (jfr. Vibe-Pedersen, 1975: 251).

Af løsningerne til proces VI, VII og VIII finder man, at store produktivitetsstigninger (a> stor) vil give mindre lønstigninger end små. Dette, som er en simpel følge af, at store produktivitetsstigninger dæmper prisstigningerne, er blevet betegnet som »the ultimate in nonsense economics« (Bernstein, 1974: 75). Hvis det antages, at der findes en mekanisme, som får lønnen til at stige i takt med produktiviteten i stedet for at få priserne til at falde, vil dette ændres. Det ville svare til at erstatte d med (d-\-a>) i lønligningerne (35) og (38) og lade de øvrige ligninger uændrede, og da ville store værdier af co forøge lønstigningerne og/eller reducere prisstigningerne.

I tabel 3 er vist processernes tilstand efter 10 perioder samt ligevægtsværdierne. Det fremgår, at dyrtidsreguleringens virkning på lønstigningstakten er begrænset i alle tre processer, selv om d forudsættes uafhængig af ændringerne i b. Generelt er forskellene mellem de tre processer beskedne over de første 10 perioder, men ligevægtene for w_t er derimod meget forskellige. Mens proces VIII (proces IV med faste vægte) hurtigt indstiller sig på ligevægtene, varer det ofte flere hundrede perioder, før p_t afrundet til to decimaler bliver lig med ligevægtsværdien i de to andre processer.

Tallene for Pt er ikke sammenlignelige i de tre processer og kan i proces
VII og VIII vanskeligt fortolkes som et prisindex for færdigvareproduktionen.

Ligesom for proces IV (jfr. afsnit 6) må man forestille sig, at Pt beregnes specielt til brug ved dyrtidsreguleringen og ikke har en simpel sammenhæng med salgspriserne. Derimod er det forsøgt at beregne sammenlignelige tal for reallønsudviklingen ved hjælp af antagelser, som svarer til antagelserne i afsnit6.

Det antages, at eventuelle ændringer i faktormængderne sker i samme forhold for indenlandske og importerede faktorer. Men i modsætning til afsnit6 er dette ikke nok til at undgå et index-problem ved opgørelsen af produktionsmængden,fordi de indenlandske faktorers produktivitet ændres. Anvendelseaf

vendelseafa arbejdstimer og (i—a) importvarer resulterer i en produktion
på a/At indenlandske og (i—a) importerede færdigvarer, som summeres ved
brug af et Laspeyres-mængdeindex, jfr. (2), (32) og (33):

(40

Denne produktions salgspris er lig med den udbetalte faktorindkomst,
aWf\- (i-—a)Kt, og den mængde varer, som kan købes for en timeløn, er lig
med reallønnen:

i42j

og den procentvise reallønsstigning fra tid o til tid t er beregnet som

(43)

Reallønnen (42) bliver ikke lig med WtjPt i nogen af processerne. Dette
ville være tilfældet, enten hvis Pt havde været et Paasche-prisindex

(44)

eller hvis mængderne var opgjort som et Paasche-mængdeindex og Pt som et Laspeyres-index. Generelt fås værdiindexet som produktet af et mængde- og et prisindex, hvis det ene er et Paasche-index og det andet et Laspeyres-index. Tilsvarende indexproblemer ville opstå i afsnit 6, hvis forholdet mellem faktormængderne ikke var konstant.

Reallønnen beregnet på denne måde udvikler sig meget ensartet i de tre
processer, og der er heller ikke store forskelle mellem situationerne med delvisdyrtidsregulering
og uden dyrtidsregulering. Det bemærkes, at produktivitetsudviklingenafhænger

vitetsudviklingenafhængeren smule af lønudviklingen - men i en »forkert«
retning: store lønstigninger giver små produktivitetsstigninger, jfr. (30) - og
at den derfor ikke er den samme i alle regneeksemplerne.

8. Sammenligning af processerne

De foregående regneeksempler viser, at processerne I, II og IV er stort set lige gode til at beskrive dyrtidsreguleringens virkninger over et begrænset antal perioder, hvis begyndelsesværdierne ikke er for ekstreme. Det hypotetiske spørgsmål om, hvad den kumulerede virkning af en éngangsstigning på 10 % i lønnen eller importpriserne bliver, efter at den automatiske dyrtidsregulering har udtømt sin virkning, kan også besvares ud fra alle tre processer med omtrent samme resultat, jfr. tabel 2.

Fra ethvert praktisk synspunkt er de tre processer VI-VIII også lige gode til at beskrive den automatiske dyrtidsregulering over et lille antal perioder under de specielle antagelser om produktivitetsstigning og autonome lønstigninger. Derimod bliver ligevægtene for u>t pg pt vidt forskellige, men disse ligevægte har også kun meget behersket interesse. Dels er konvergensen langsom, dels - og mere grundlæggende - har det kun mening at betragte den automatiske dyrtidsregulering isoleret over nogle få perioder, fordi de autonome lønstigninger givetvis afhænger af, hvor stor dækning den automatiske dyrtidsregulering giver (Geluck, 1974; Vibe-Pedersen, 1975: 250).

Til beskrivelse af den automatiske dyrtidsregulerings betydning for prisløn-spiralens virkninger i en større sammenhæng kan specifikationen derfor vælges ud fra andre hensyn - især den matematiske bekvemmelighed. Men hvis der ikke er gode grunde til det rnodsatte, synes det mest naturligt at vælge den form, der beskriver de aktuelle forhold mest præcist, og hvad angår den danske dyrtidsregulering må valget falde på proces I eller proces VI.

Generelt kan det vist konkluderes, at ændring af b fra b = o (ingen dyrtidsregulering) til b — .55 (delvis dyrtidsregulering) kun har beskedne virkninger, hvorimod virkningerne af at ændre b til b = 1 (fuld dyrtidsregulering) er noget større, men éngangsændringer i faktorpriser vil dog ikke kunne sætte en explosiv virkning i gang i den danske dyrtidsreguleringsproces, selv ikke med b = 1. Hertil kommer, at disse virkninger yderligere formindskes kraftigt af den sammenhæng, som utvivlsomt findes mellem størrelsen af de autonome lønstigninger og størrelsen af den automatiske dyrtidsregulering. Det kan konkluderes, at hvis prislønspiralen er explosiv, så skyldes det i hvert fald ikke den automatiske dyrtidsregulering.

Litteratur

Bernstein, E. M. 1974. Indexing Money Payments in a Large and Prolonged Inflation. Pp. 71-86 in H. Giersch., M. Friedman, W. Fellner, E. M. Bernstein and A. Kafka: Essays on Inflation and Indexation. Washington, D. G.

Betænkning om dyrtidsregulering. 1974. Betænkning
nr. 724. København.

fisher, 1. 1922. The Making of Index Numbers.
Boston.

FRiscH, r. 1956. Notat om pris-lønnsspiralen. Memorandum fra Universitetets Socialøkonomiske Institutt. 13. november 1956 (stencil). Oslo.

geluck, j. 1974. Indexregulering af lønninger. Annex pp. 18-32 i Betænkning om dyrtidsregulering. Betænkning nr. 724. København.

haavelmo, t. 1956. Kryssløpsanalysen som teoretisk og som økonomisk-politisk instrument. Nationaløkonomisk Tidsskrift 94: 105-114.

holzman, f. D. 1950. Income Determination
in Open Inflation. Review of Economics and
Statistics 32: 150-158.

mukkerjee, s. og c. Orleans. 1975. Indexation
in an Inflationary Economy. A Case Study of
Finland. London.

nyboe Andersen, p. 1944. Konjunkturbestemt rente og værdifaste obligationer. Pp. 336-349 T. Kristensen (red.): Haandbog i Kredit- og Hypotekforeningsforhold, bd. 2. Odense.

NØRREGAARD RASMUSSEN, P. 1956. Studies in
Inter-Sector al Relations. Amsterdam og København.

Redegørelse fra arbejdsgruppen vedr. indeksering
af pengefordringer. 1975. Betænkning nr. 732.
København.

THAGE, B. Og J. HOLDT. 1976. En inpUt-OUtpUt
prismodel for Danmark. Danmarks Statistik,
arbejdsnotat nr. 7. København.

vibe-Pedersen, j. 1975. Pristalsregulering af
arbejdslønnen i et åbent samfund. Nationaløkonomisk
Tidsskrift 113: 249-256.

Aage, h. 1976. Eksempler på pris-lønprocesser.
Københavns Universitets Økonomiske Institut,
Memo nr. 50. København.