summary:

The paper discusses methodological problems of measuring competetiveness and analysing the impact of competetiveness on the external current account. On the basis of an econometric model an attempt is made to pindown the reasons for the present high unemployment and extreme external current account imbalance and to calculate the necessary improvement of the competetiveness of Danish producers to restore, at the same time, high employment and external current account balance.

I. Indledning

Som led i det igangværende arbejde med at udbygge Nationalbankens finansielle sektormodel (Blomgren-Hansen 1975a; 1975 b) med en model af den »reale« økonomi og med henblik på at bidrage til en vurdering af størrelsesordenen af dansk økonomis balanceproblemer har Nationalbankens forskningsgruppe foretaget en respecifikation og opdatering af den finansielle sektormodels relation til bestemmelse af stigningen i den gennemsnitlige nettogæld til udlandet. Når bortses fra kursjusteringer og statistiske fejl og udeladelser samt forskelle i vægtningen af de enkelte måneders nettolåntagning, svarer stigningen i den gennemsnitlige nettogæld til udlandet fra halvår til halvår til underskuddet på betalingsbalancens løbende poster.

Udgangspunktet for modelspecifikationen er en keynesiansk velfærdsøkonomibestående af to produktionssektorer: en beskyttet sektor, hvor produktionsomfangetbestemmes af den indenlandske efterspørgsel, og en konkurrerendesektor, hvor produktionsomfanget bestemmes af den samlede »verdensefterspørgsel«og landets konkurrenceevne. I begge produktioner indgår importerede, ikke-indenlandsk producerede råvarer. Say's lov - fortolket som

---

Artiklen er en revideret og afkortet version af et notat med samme titel af 31. marts 1977- Af pladsmæssige hensyn har det været nødvendigt at bortskære en analyse af estimationsresultaternes stabilitet ved ændringer i specifikation og observationsperiode samt en modelberegning af udviklingen i betalingsbalanceunderskud og udlandsgæld 1977-85 under alternative forudsætninger om beskæftigelse og inden- og udenlandsk lønudvikling. Interesserede vil kunne rekvirere det omtalte notat ved henvendelse til forfatterne.

en teori om lighed mellem værdien af den effektive efterspørgsel og værdien af det ønskede faktorudbud - gælder, idet den offentlige sektor antages at kompenserefor fluktuationer i husholdningernes og virksomhedernes investeringsogopsparingsdispositioner og for indkomsttab i tilfælde af ledighed.

Antagelsen om kompensatorisk finans- og socialpolitik vil sikre »fuld beskæftigelse«, men ikke nødvendigvis af indenlandske produktionsfaktorer. Beskæftigelsens fordeling på indenlandsk beskyttet produktion, indenlandsk konkurrerende produktion og udenlandsk produktion vil afhænge af efterspørgselsstruktur, konkurrenceevne og bytteforhold mellem internationalt handlede færdigvarer og råvarer.

I afsnit II opstilles en økonometrisk model til belysning af den skitserede sammenhæng mellem uligevægt på betalingsbalancens løbende poster, efterspørgselsstruktur, råvare-færdigvare bytteforhold, konkurrenceevne og ledighed. I afsnit 111 redegøres for den eksakte modelspecifikation og de estimerede sammenhænge. Afsnit IV indeholder afsluttende, konkluderende betragtninger.

II. Den estimerede betalingsbalancemodel

Den estimerede relation bestemmer betalingsbalanceunderskuddet defineret som stigningen i nettogælden til udlandet, DFOL, eksklusiv den stigning i nettogælden til udlandet, der skyldes nettorenteudgifter, nettotransfereringsudgifter samt nettoimport af skibe og fly. Det således definerede betalingsbalanceunderskud er normeret med lønniveauet i udlandet, LØNUDL, korrigeret for udviklingen i den effektive kronekurs, KURS¹.

Det med det kursjusterede udenlandske lønniveau deflaterede betalingsbalanceunderskud kan følgelig fortolkes som en (implicit) nettoimport af arbejdskraft. Det er da også denne fortolkning, der ligger til grund for modellens specifikation.

Modellens forklarende variable er

i. indenlandske producenters konkurrenceevne målt ved (a) lønniveauet i Danmark i forhold til lønniveauet i 13 andre industrialiserede lande korrigeret for kursudviklingen og sammenvej et på grundlag af landenes industrivarehandel med Danmark (indeks, 1955 = 1), t fmvrnfYT' (k) effektiv kurs.

---

1. Se appendiks 1.

Tal i parentes er koefficienternes /-værdier. Lagfordelingerne a, b og d er polynomide
af 2. grad; lagfordelingen c er lineær. I alle fire lagfordelinger er
koefficienten til periode (t-n-i) a priori fastlagt til o.

(indeks 1955 = 1), KURS, og (c) differencen mellem danske bankers udlånsrente
og renten i udlandet repræsenteret ved eurodollarrenten (decimalbrøk),

2. bytteforholdet mellem importerede råvarer og importeret arbejdskraft (indeks,

3. den midlertidige særtold fra. 21/10 1971 til 1/4 1973 (i procentpoints), MIDL.

4. efterspørgselsstrukturen, STRUKTUR, defineret som differencen mellem på den ene side de faste erhvervsinvesteringers og de private automobilkøbs og på den anden side den samlede offentlige efterspørgsels andele af den samlede indenlandske efterspørgsel ekskl. lagerinvesteringer.

5. sæsonen målt ved variablen SEA, der antager værdien ii første halvår og
-1 i andet halvår,

6. en dummy, D622, der er medtaget for at neutralisere en desværre uforkiaret
stærk vækst i nettogælden til udlandet fra første til andet halvår 1962.

7. ledigheden i Danmark (i 1000) ARBLØS.

III. Diskussion af modelspecifikationen

Udenrigshandelsmodeller og udenrigshandelens liberalisering

Ulig de fleste økonometriske betalingsbalanceanalyser består den opstillede
model ikke af særskilte import- og eksportfunktioner.

Den væsentligste begrundelse for at forsøge en énligningsmodel er håbet
om herigennem at eliminere eller i det mindste formindske et alvorligt økonometrisk
problem ved traditionelle flerligningsmodeller.

Som bekendt er verdenshandelen og ikke mindst industrivarehandelen de industrialiserede lande imellem i 50erne og 60erne vokset adskilligt hurtigere end indkomst og produktion. Årsagen hertil skal antagelig findes i dels den betydelige, gradvise liberalisering af udenrigshandelen - oprettelse af Fællesmarkedet og EFTA, gennemførelsen af Kennedy-runde-toldnedsættelserne m.v. - dels den generelt øgede kommunikation og den deraf følgende nedbrydning af informationsbarrierer.

De danske erfaringer m.h.t. udenrigshandelens vækst er helt igennem typiskefor
de europæiske industrialiserede lande. Fra 1955 til 1975 øgedes såvel

import som eksport af varer og tjenester i faste priser knapt dobbelt så hurtigt
som nettonationalindkomsten i faste priser på trods af, at strukturen i udenrigshandelenikke
synes at indicere indkomstelasticiteter væsentlig forskellig fra én.

Den teoretisk mest tilfredsstillende løsning på misspecifikationsproblemet ville selvsagt være at udvide de særskilte eksport- og importfunktioner med mål for liberaliseringen og den øgede kommunikation. I praksis har det imidlertid vist sig umuligt at konstruere sådanne mål.

I mangel heraf forekommer énligningsmodellen en simpel og rimelig metode til elimination eller i det mindste begrænsning af misspecifikationsproblemet. Metoden implicerer, at de deltagende lande i de forskellige liberaliseringsaftaler har kunnet forhandle sig til en acceptabel grad af betalingsbalanceneutralitet. For hypotesens approksimative gyldighed taler, at en regering næppe kan tænkes at ville tilslutte sig en liberaliseringsaftale, som den ex ante måtte skønne ville øge landets økonomiske balanceproblemer.

Udenrigshandels-modeller og markedsstruktur

Lærebøgernes særskilte import- og eksportfunktioner bygger implicit på den antagelse, at der er begrænset substitutionsmulighed mellem varer produceret af indenlandske producenter og af varer produceret af udenlandske producenter. Økonomisk vækst i indlandet må følgelig modsvares af en stort set proportional stigning i importen, og økonomisk opgang i udlandet vil tilsvarende resultere i en hermed proportional eksportfremgang.

For så vidt angår industrivareområdet er antagelsen om begrænsede substitutionsmuligheder ikke realistisk. Industrivarehandelen mellem den vesteuropæiske industriøkonomis enkelte regioner (lande) - og det er langt den dominerende part af disses industrivareomsætning - er præget af konkurrence mellem indenlandske og udenlandske producenter. Konkurrencen er selvsagt ikke fuldkommen. Produktdifferentiering og etablerede kunderelationer giver den enkelte producent en begrænset prispolitisk bevægelsesfrihed, men kun på kort sigt. På lidt længere sigt vil konkurrenternes produktudvikling (imitation) og salgsarbejde erodere konkurrencefordele i form af specielt attraktive produktegenskaber og etablerede kunderelationer og - som under fuldkommen konkurrence - tvinge den producent ud af markedet, der kun kan eksistere i kraft af en pris, der overstiger konkurrenternes minimale gennemsnitlige produktions-, udviklings- og distributionsomkostninger (inkl. normal profit).

I en konkurrencesituation er der ingen nødvendig sammenhæng mellem
vækst i produktion og indkomst på den ene side og udenrigshandelens omfang
og betalingsbalancesaldoen på den anden. Stærkere vækst i én region end i de

øvrige må - når bortses fra fluktuationer i kapacitetsudnyttelse - skyldes hurtigerevoksende faktorudbud og/eller hurtigere stigende faktorproduktivitet. Om den stærkere vækst i faktorudbud og/eller faktorproduktivitet ledsages af øget eller mindsket nettoimport vil afhænge af, om efterspørgselen stiger hurtigereeller langsommere end produktion og indkomst. Er væksten i potentiel produktion og efterspørgselsudviklingen balanceret, vil den ikke berøre kapacitetsudnyttelsenog nettoimportens størrelse. En übalanceret udvikling i potentielproduktion og efterspørgsel vil afspejle sig i såvel kapacitetsudnyttelse som nettoimport.

En illustrativ regional konkurrencemodel

Nedenstående formaliserede model af samspillet mellem de enkelte regioner
i en konkurrenceøkonomi tjener til illustration af betydningen af udviklingen
i henholdsvis »verdens«-efterspørgsel og konkurrenceevne.

De enkelte regioners produktionsmuligheder antages at kunne beskrives
ved éns iso-elastiske produktionsfunktioner af typen

(0

hvor hi er indsatsen af arbejdskraft, K^ er indsatsen af kapital (»maskintimer«), Mj indsatsen af importerede råvarer, og Oi indsatsen af organisationstalent og foretagsomhed (en knap, fast faktor). Konstanten A\ er et mål for den z'te regions totale faktorproduktivitet. Konstanterne a, b og c (ens for alle regioner) angiver produktionens elasticitet m.h.t. henholdsvis arbejdskraft, kapital og råvarer.

For de enkelte producenter er verdensmarkedspriserne på henholdsvis færdigvarer, p, og råvarer, q, samt regionens lønniveau, Wi, og kapitalomkostningsniveau, ri, givne data, på grundlag af hvilke de optimerer deres produktionsomfang. Det optimale udbud for producenterne i region i kan udledes til

(2)

markedsligevægtbetingelsen

hvor X står for »verdens« efterspørgselen efter færdigvarer,
beregnes verdensmarkedsprisen p,

(3)

Ved substitution af (3) for/> i (2) bestemmes den i'te regions optimale produktion,

(4)

(5)

hvor fi er det generaliserende, harmoniske gennemsnit af de for den Vte region
specifikke faktorpriser korrigeret for den totale faktorproduktivitet i regionen,

(6)

Af (5) fremgår det, at den optimale produktions langtids elasticitet m.h.t. de gennemsnitlige, relative faktorpriser er (-a-b) / (i-a —b— c), d.v.s. produktionens elasticitet med hensyn til de indenlandske variable produktionsfaktorer (med negativt fortegn) divideret med produktionens elasticitet m.h.t. de invariable produktionsfaktorer.

På kort sigt er kapitalindsatsen en invariabel produktionsfaktor. Produktionens
korttids elasticitet m.h.t. de gennemsnitlige, relative faktorpriser reduceres
følgelig til -a j (l-a-c).

Af Danmarks Statistiks input - output tabel for 1966 (bind I, tabel c) kan man beregne, at af industriens produktionsværdi opgjort til faktorpriser (ekskl. de enkelte industriers indbyrdes leverancer og udenlandske leverancer i konkurrence med dansk industri) medgik 29 pct. til indkøb af importerede råvarerog varer og tjenester fra andre indenlandske erhverv, 50 pct. til aflønningaf arbejdskraft og 21 pct. til dækning af bruttokapitalomkostninger (reparationerog

parationerogvedligeholdelse, afskrivninger og forrentning) samt egentlig
profit.

Ved produktionselasticiteter m.h.t. arbejdskraft og materialer svarende hertil, vil produktionens korttidselasticitet m.h.t. den gennemsnitlige, relative faktorpris være -0.50 / 0.21 = -2.4. På længere sigt vil elasticiteten være langt større. Antages blot halvdelen af restindkomsten at medgå til bruttoaflønning af en på længere sigt variabel kapitalindsats, får man et elasticitetsskøn på -0.605 /°-_{IO 5} = "5-⁸

Disse elasticitetsskøn indicerer, at en relativ stigning i de gennemsnitlige, relative faktorpriser slår igennem på den optimale produktion med en styrke, der er mellem 2,4 og 5,8 gange så kraftig som gennemslaget af en relativ vækst i »verdens«-efterspørgselen.

Betalingsbalanceudvikling og udlandskonjunktur

I lyset heraf var det ventet, at den økonometriske analyse ville indicere en
relativt svag, men dog klart positiv sammenhæng mellem udlandskonjunktur
og nettoeksportens omfang.

Det viste sig imidlertid ikke muligt inden for rammerne af den opstillede énligningsmodel at efterspore nogen effekt overhovedet på den danske betalingsbalance af fluktuationer i kapacitetsudnyttelsen i de for konkurrencen med danske virksomheder 13 vigtigste industrialiserede OEGD-lande (sammenvejede på grundlag af deres industrivarehandel med Danmark).

Dette negative resultat skyldes måske nok i et vist omfang økonometriske vanskeligheder ved at diskriminere mellem, betalingsbalanceeffekten af den udenlandske konjunkturudvikling og den i hovedtræk hermed nært korrelerede ind enlandske konjunkturudvikling.

Analysen bør ikke fortolkes som stridende mod den udbredte opfattelse, at udlandskonjunkturen er af væsentlig betydning for eksportudviklingen. Point'en er, at en konjunkturbetinget eksportfremgang ikke er ensbetydende med betalingsbalanceforbedring. Et udenlandsk konjunkturopsving vil ifølge modellen kunne påvirke betalingsbalancen ad to - modsatrettede - kanaler. På den ene side vil det fremkalde en stigning i de udenlandske faktorpriser og dermed en bedring af dansk produktions konkurrenceevne. På den anden side vil det smitte af på råvarepriserne og dermed forværre bytteforholdet. Nettoeffekten er usikker.

Betalingsbalanceudvikling og konkurrenceevne

At formel (6) fremgår det, at konkurrenceevnen bør måles ved det generaliserede,harmoniske

raliserede,harmoniskegennemsnit af de indenlandske faktorpriser korrigeret
for den totale faktorproduktivitet.

Fra en umiddelbar betragtning kan den gennemsnitlige arbejdsproduktivitet
forekomme at være en rimelig approsikmation til den vanskelige estimérbare
størrelse total faktorproduktivitet.

Det er ikke tilfældet.

I en konkurrenceøkonomi vil svigtende ordreindgang og/eller permanent underskud hurtigt tvinge virksomhederne til at indstille en produktion, der er urentabel, givet konkurrenternes priser, det indenlandske faktorprisniveau og den teknisk opnåelige produktivitet i den pågældende produktion. Stiger de indenlandske faktorpriser, må produktion og beskæftigelse tilpasses nedad, indtil de fortsat beskæftigedes produktivitet er steget tilstrækkeligt til, at produktionen igen kan bære deres aflønning.

Af disse banale sammenhænge mellem løn, beskæftigelse og produktivitet i en konkurrenceøkonomi følger også, at indeks for relative arbejdsomkostninger per produceret enhed - unit labor costs - er vanskeligt fortolkelige indikatorer for udviklingen i et lands konkurrenceevne. Er strukturen i to landes økonomier éns, produktionsfunktionerne isoelastiske m.h.t. arbejdsindsatsen, konkurrencen fuldkommen og tilpasningen øjeblikkelig, vil de to landes arbejdsomkostninger per produceret enhed være ens, uanset forskelle i lønudvikling og produktionsteknik.

I praksis er konkurrencen selvsagt ikke fuldkommen og produktions- og beskæftigelsestilpasningen til ændringer i afsætningsvilkår og omkostningsniveau ikke øjeblikkelig. Udviklingen i beregnede arbejdsomkostninger per produceret enhed vil derfor typisk stige med stigende lønniveau og falde med stigende efterspørgsel. Men en vis korrelation mellem arbejdsomkostninger per produceret enhed og konkurrenceevne i en tilpasningsperiode af ukendt og antagelig varierende længde gør ikke arbejdsomkostninger per produceret enhed til et anvendeligt mål for konkurrenceevne.

En forskellig udvikling i total faktorproduktivitet må indebære en forskellig udvikling i teknologisk eller organisatorisk henseende. Sådanne forskelle vil typisk gøre sig gældende mellem lande på et meget forskelligt økonomisk udviklingstrin, men kan næppe eksistere inden for økonomisk og kulturelt snævert integrerede områder som Vesteuropa og USA; hertil er diffusionen af teknologiske og organisatoriske nyskabelser for hurtig.

Begrænser man analysen af udviklingen i konkurrenceevnen til de industrialiserede
vestlige økonomier, er det derfor næppe nogen alvorlig fejlspecifikation
at undlade korrektion for forskelle i total faktorproduktivitet.

Betalingsbalanceeffekten af en relativ lønstigning

Den økonometriske analyse bekræfter ganske utvetydigt de relative faktorprisers
betydning for betalingsbalanceudviklingen.

Af modellen kan det beregnes, at en stigning på 5 pct. i det relative danske lønniveau ved kompenserende efterspørgselsstimulerende indgreb med henblik på at eliminere beskæftigelseseffekten vil resultere i et varigt årligt merunderskud på betalingsbalancen af størrelsesordenen 3,9 mia. kr. (1976 niveau). Dette resultat er ret robust over for alternative specifikationer og ændringer i observationsperiodens længde. Det er således ikke en isoleret afspejling af de sidste års dramatiske udvikling.

Betalingsbalanceeffekten af en relativ kursændring

I ligevægt vil et relativt lønfald og en ækvivalent nedskrivning af kronens internationale værdi påvirke danske producenters konkurrenceevne på samme måde. Men virksomhederne vil antagelig opfatte et relativt lønfald og et relativt fald i kronens internationale værdi som to meget forskellige signaler m.h.t. den fremtidige udvikling i konkurrenceforholdene og derfor på kort sigt reagere meget forskelligt. En svagere vækst i det danske omkostningsniveau end udlandets indvarsler en gunstig udvikling; reaktionen vil være en opjustering af udbygningsplanerne for såvel produktions- som salgsapparat for at kunne udnytte den forventede bedring af konkurrenceforholdene. En kronenedskrivning vil omvendt opfattes som et tegn på og konsekvens af, at den indenlandske omkostningsudvikling er ude af kontrol. Den øjeblikkelige fordel af kronenedskrivningen ventes hurtigt »spist op« af nye omkostningsstigninger. Reaktionen vil være afventende om ikke direkte kontraktiv. (J-kurve-effekten).

Den estimerede model bekræfter den formodede forskel i virksomhedernes kortsigtede reaktioner på en relativ lønændring og en ændring i den effektive kronekurs. Af figur 2, der viser betalingsbalancens tilpasning til en permanent reduktion i det relative lønniveau på 5 pct. og en tilsvarende reduktion af den effektive kronekurs (årseffekt i mia. kr. på 1976-niveau), vil man se, at effekten på langt sigt er af samme størrelsesorden¹, men at tilpasningen til en ændring i den effektive kurs tager omtrent dobbelt så lang tid som tilpasningen til en ændring i det relative lønniveau, og at en bedring af konkurrenceevnen gennem en nedskrivning af kronens internationale værdi vil være forbundet med en midlertidig, men ganske betydelig forværring af betalingsbalancen. Estimatskønnet er imidlertid ret usikkert for den isolerede kurseffekt.

Betalingsbalancevirkningen af en relativ rentestigning

Lønningerne er ikke de eneste indenlandsk bestemte omkostninger. Rentekomponenten - supply-price-of-capital komponenten - i bruttokapitalomkostningerne er også af betydning for konkurrenceevnen. Det er imidlertid på grund af de åbenbare måleproblemer, der knytter sig til supply-price-ofcapital begrebet, vanskeligt med nogen stor sikkerhed at fastslå betalingsbalanceeffekten af en relativ ændring i et lands supply-price-of-capital.

I den estimerede relation er differencen mellem danske pengeinstitutters udlånsrente og den korte rente i udlandet repræsenteret ved Eurodollarrenten taget som et særdeles groft mål for forskellen mellem det krævede »rene« kapitalafkast her i landet og i udlandet.

Effekten på vare- og tjenestebalancen af en udvidelse af rentedifferencen med én procent point kan imidlertid kun skønnes med stor usikkerhed. Dels varierer koefficienten til rentedifferencen med beregningperiode og beregningsmetode, dels kan det ikke udelukkes, at koefficienten i nogen grad afspejler »den omvendte kausalsammenhæng«: det indenlandske renteniveaus afhængighed af betalingsbalanceudviklingen.

Med disse forbehold indicerer modellen en langtidseffekt på vare- og tjenestebalancen af en udvidelse af margenen mellem det danske og det udenlandske renteniveau med 1 procent point af størrelsesordenen 900 mill. kr. (1976-niveau, årsrate).

Hvorom alting er, understøtter beregningerne den opfattelse, at en højrentepolitiker
et særdeles tveægget sværd som middel til at sikre privat finansieringaf

---

1. Med en t-værdi på 0.52 er differencen mellem en lønændrings og en kursændrings langtidseffekt statistisk insignifikant.

sieringafet løbende betalingsbalanceunderskud. Selv på kort sigt er højrentepolitikkenansvarlig for en ganske stor del af det underskud, den har til mål at sikre finansieringen af. Efter få år vil det akkumulerede afledede betalingsbalanceunderskudmere end opveje den tilstræbte vækst i den private låntagning i udlandet (inkl. den private kapitalimport, der er en direkte følge af det til betalingsbalanceunderskuddet svarende øgede lånebehov for den private sektor).

Toldbeskyttelse som middel til at øge nationale virksomheders konkurrenceevne

Den traditionelle nationaløkonomiske teoris vel mest gennemdiskuterede
middel til at øge de indenlandske producenters konkurrenceevne og dermed
samtidig bedre betalingsbalance og beskæftigelse er told.

Som nævnt ovenfor giver den generelle gensidige toldafvikling i efterkrigstiden ikke basis for en vurdering af effekten af nationale toldpolitiske foranstaltninger. Det gør derimod den midlertidige særtold fra 21. oktober 1971 til 1. april 1973.

Fra den 21. oktober 1971 til den 30. juni 1972 udgjorde særtolden 10 pct.,
fra 1. juli til 31. december 1972 7 pct. og fra 1. januar til 31. marts 1973 4 pct.

Særtolden var noget nær optimal i den forstand, at den var tilrettelagt således, at den i helt overvejende grad kun ramte import i konkurrence med aktuel dansk produktion, ca. 45 pct. af totalimporten. Dermed maksimeredes dens beskyttelseseffekt samtidig med, at dens skadelige bivirkninger på omkostningsniveauet

De estimerede relationer indicerer da også, at særtoldens betalingsbalanceeffekt var ganske kraftig. For den periode, hvor særtolden udgjorde 10 pct., af størrelsesordenen 5 mia. kr. (helårseffekt, 1976-niveau). Den beregnede effekt var hermed på linie med den, man ville have kunnet opnå ved en sænkning af det relative danske lønniveau med 6-7 pct. Ved vurderingen heraf må man imidlertid tage i betragtning, at særtoldens karakter af at være en midlertidig foranstaltning kan have gjort den til et stærkere betalingsbalanceværn end en tilsvarende permanent told. I estimationen søgte vi - forgæves - at »fange« en sådan midlertidighedseffekt ved at indføje som argument den kendte fremtidige nedtrapning af særtolden.

Råvareprisernes betydning for betalingsbalanceudviklingen

I mange beskrivelser af den danske økonomis udvikling fremstilles bytteforholdsforbedringeni
slutningen af 50'erne i forbindelse med et generelt

stærkt fald i råvarepriserne og bytteforholdsforværringen som følge af oliekriseni
slutningen af 1973 som afgørende vendepunkter.

Denne vurdering støttes af, at bytteforholdsforbedringen fra 1957 til 1959 på knap 13 pct. multipliceret med gennemsnittet af vareeksporten og vareimporten i 1957 indicerer en bytteforholdseffekt på betalingsbalancen på ca. 1 mia. kr., svarende til ca. 2,5 pct. af BNP, og at en tilsvarende beregning af effekten på betalingsbalancen af faldet i bytteforholdet fra 1973 til 1974 på godt 12 pct. indicerer en stigning i det løbende underskud på ca. 6,4 mia. kr., svarende til ca. 3,5 pct. af BNP.

Disse og tilsvarende beregninger giver imidlertid et overdrevet billede af råvareprisudviklingens betalingsbalance- og indkomsteffekt, idet de bortser fra produktionens og efterspørgselens tilpasning til de ændrede prisrelationer. Er produktionsfunktionen isoelastisk - jfr. den ovenfor beskrevne illustrative konkurrencemodel - vil råmaterialeudgiftens elasticitet m.h.t. råmaterialeprisen svare til råmaterialeudgiftens andel af udgiften til indkøb af samtlige variable produktionsfaktorer. Det har således teoretisk god mening, når den beregnede betalingsbalancemodel indicerer, at de ret drastiske ændringer i »råvare-time« bytteforholdet i perioderne 1957-59 og 1973-74 havde en adskilligt mindre betalingsbalanceeffekt, end de sædvanligvis tillægges, nemlig henholdsvis en forbedring på knap 0,7 mia. kr. og en forværring på 3,8 mia. kr.

Betalingsbalance og efterspørgselsstruktur

Arbejdsløsheds- og betalingsbalancedilemmaet er ved uændret konkurrenceevne og råvarepriser en funktion af konkurrencesektorens relative størrelse. Det vil derfor, som ofte fremhævet i de sidste års økonomisk-politiske debat, være muligt, i hvert fald på kort sigt, at øge beskæftigelsen og/eller mindske betalingsbalanceunderskuddet ved indgreb, der øger efterspørgselen efter varer og tjenester, der produceres i den beskyttede sektor, på bekostning af varer og tjenester, der produceres i international konkurrence. Om sådanne strukturpolitiske indgreb også er velegnede til at mildne balanceproblemerne på langt sigt er mere tvivlsomt. Det afhænger af deres effekt på konkurrenceevne og produktionskapacitet. Denne sammenhæng lader sig imidlertid ikke belyse inden for rammerne af den her beskrevne model.

En række præliminære analyser bekræftede formodningen om, at importindholdet i offentligt forbrug og offentlig investering var væsentligt lavere og importindholdet i erhvervsinvesteringer og private ikke-erhvervsmæssige køb af transportmidler væsentligt højere end i den samlede indenlandske efterspørgsel.

Koefficienten til variablen STRUKTUR, der angiver differencen mellem på den ene side erhvervsinvesteringerne og de private ikke-erhvervsmæssige køb af transportmidler og på den anden side offentligt forbrug og offentlige investeringer i forhold til den samlede indenlandske efterspørgsel (ekskl. lagerinvesteringer) indicerer, at nettoimportkvoten f.s.v.a. erhvervsinvesteringer og bilkøb er ca. 0,4 større end nettoimportkvoten f.s.v.a. offentligt forbrug og offentlige investeringer (beregnet på 1976 prisniveau).

En så betydelig forskel i de to efterspørgselskomponenters nettoimportkvote implicerer, at den übalancerede stærke vækst i det offentlige forbrug var en afgørende forudsætning for 60'ernes stigende relative lønniveau, fulde beskæftigelse og tålelige betalingsbalanceunderskud. I i960 udgjorde det offentliges efterspørgsel knap 17 pct. af den indenlandske efterspørgsel, erhvervsinvesteringerne (ekskl. skibe og fly samt reparationer og vedligeholdelse) 11 pct. og ikke-erhvervsmæssige køb af transportmidler ca. 3 pct. I 1976 var det offentliges efterspørgselsandel vokset til 28 pct. og erhvervsinvesteringerne faldet til godt 9 pct. De private ikke-erhvervsmæssige transportmiddelkøbs andel var uændret ca. 3 pct. Ved uændret efterspørgselsstruktur ville underskuddet i 1976 ifølge modellen have været omkring 6,8 mia. kr. større end det registrerede.

Betalingsbalanceudvikling og ledighed

Inden for den indledningsvist skitserede model af en keynesiansk velfærdsstat, hvor det offentlige gennem finans- og socialpolitiske indgreb kompenserer for fluktuationer i husholdningernes og virksomhedernes investerings- og opsparingsdispositioner og for indkomsttab i tilfælde af ledighed, vil der være en nær sammenhæng mellem uligevægt i de forskellige markeder. Uligevægt i varemarkedet i form af merimport vil modsvares af uligevægt i faktormarkedet i form af ledighed og uligevægt i de finansielle markeder i form af »pengeudpumpning« eller belastning af lånemarkederne som følge af øget offentligt opsparingsunderskud/mindsket offentligt opsparingsoverskud. De tre uligevægte er udslag af et og samme grundliggende balanceproblem: mangelfuld konkurrenceevne i forhold til efterspørgselsstruktur og råvarepriser.

Heraf følger, at der ikke uden brud på velfærdsstatens principper for kompensatorisk finans- og socialpolitik vil være nogen permanent, statisk »trade off« mellem ledighed og betalingsbalanceunderskud eller mellem betalingsbalanceunderskud og den offentlige sektors nettofinansieringsbehov.

Det vil derfor også inden for rammerne af den skitserede model af en
keynesiansk velfærdsstat være en klar overspecifikation at betragte betalingsbalanceudviklingensom

balanceudviklingensomen funktion af beskæftigelsesudviklingen og den offentligesektors
nettofinansieringsbehov på linie med (forskellige mål for)
konkurrenceevne, efterspørgselsstruktur og råvarepriser.

I praksis har principperne for kompensatorisk finans- og socialpolitik ikke været efterlevet til punkt og prikke. Ej heller ville det have været muligt. Fuldstændig kompensation for fluktuationer i den private opsparings- og investeringsdispositioner ville forudsætte dels meget nøjagtige forudsigelser om den økonomiske udvikling, dels en løbende »fine tuning« af den økonomiske politik.

Det vil følgelig være urealistisk og dermed en misspecifikation afbetalingsbalancemodellen
ganske at bortse fra fluktuationer i den samlede indenlandske
efterspørgsel.

Efterspørgselsfluktuationernes fordeling på varer og tjenester, der produceres
i den beskyttede sektor, og varer og tjenester, der er genstand for international
konkurrence, vil afhænge af de relative priser.

På kort sigt er udbudselasticiteten i den beskyttede sektor beskeden. Producenterne vil reagere på en efterspørgselsstigning ved at sætte priserne i vejret. Herved drejes efterspørgselen i retning af importerede varer og tjenester. Den kortsigtede effekt af en efterspørgselsstigning vil følgelig være en relativ beskeden beskæftigelsesstigning og en betydelig merimport. Hertil kommer, at der i kølvandet af en efterspørgselsstigning typisk vil ske en opbygning af lagrene af importerede varer.

På længere sigt vil der ske en udbygning af den beskyttede sektor. Udbudselasticiteten øges, priserne justeres ned. Som reaktion herpå vil efterspørgselen i højere grad rette sig mod indenlandsk produktion. Den marginale »trade off« mellem ledighed og merimport mindskes.

Som det ses af figur 3, udviser den estimerede model god overensstemmelse med den skitserede tilpasningshypotese. Taget efter pålydende indicerer modellen, at en stigning i ledigheden på 25.000 på kort sigt vil nedbringe betalingsbalanceunderskuddet med godt 4 mia. kr. (årsbasis, 1976-niveau). Men allerede efter et år vender udviklingen. Den blivende effekt er kun ca. r/3 af første-års effekten.

Der er imidlertid grund til at tage dette analyseresultat med et gran salt. Estimation over varierende perioder viser, at den beregnede blivende effekt af en stigning i ledigheden formindskes, når estimationen udvides til at omfatte de seneste år. Dette hænger utvivlsomt sammen med, at den stærke stigning i den registrerede ledighed giver et overdrevet billede af konjunkturtilbageslaget.

IV. Konklusion

Den empiriske analyse synes i overraskende høj grad at bekræfte den approksimative
gyldighed af den indledningsvist skitserede simple model af en
åben velfærdsøkonomi.

Analysen understreger således med meget stor styrke, at uligevægt på arbejdsmarkedet og uligevægt på betalingsbalancen er to sider af samme sag. Ved given efterspørgselsstruktur og bytteforhold mellem importerede råvarer og importerede færdigvarer er betalingsbalancen i hovedsagen en - forsinket - afspejling af udviklingen i konkurrenceevnen målt ved det danske lønniveau korrigeret for udviklingen i den effektive kronekurs i forhold til lønniveauet i andre industrialiserede lande. Men også det relative renteniveau er af væsentlig

På kort sigt er det muligt at kamuflere en skæv betalingsbalanceudvikling gennem en arbejdsløshedsskabende restriktiv økonomisk politik. På langt sigt er denne »trade off« mellem betalingsbalanceunderskud og ledighed imidlertid relativt svag og usikker. Svækket konkurrenceevne vil uomgængeligt resultere i såvel ledighed som betalingsbalanceunderskud.

Det er også muligt at kamuflere beskæftigelses -og betalingsbalanceeffektenaf en for konkurrenceevnen ødelæggende løn- og renteudvikling ved en stadig forskydning af efterspørgselsstrukturen i retning af større offentlig efterspørgselog mindsket udbygningstakt i de udlandskonkurrerende erhverv. Manglende konkurrenceevne vil til dels i sig selv fremkalde en sådan forskydningi efterspørgselsstrukturen. Men også denne form for kamuflage har sin pris: retablering af den udlandskonkurrerende sektor til en størrelse, som vil være nødvendig for betalingsbalanceligevægt og høj beskæftigelse på langt

sigt, vil antagelig kræve en sådan stigning i importen som følge af det store
importindhold i investeringsgoder, at vanskeligheder ved at finansiere gælden
til udlandet övergångsvis nødvendiggør en stigning i ledigheden.

Genskabelse af betalingsbalanceligevægt og et højt beskæftigelsesniveau forudsætter en kraftig reduktion af det kurskorrigerede relative danske lønniveau og/eller en massiv toldbeskyttelse. En markant sænkning af det danske renteniveau ville også kunne yde et væsentligt bidrag til en bedring af danske producenters konkurrenceevne, men må anses for udelukket, idet danske virksomheder må gives et tilstrækkeligt incitament til at påtage sig en så stor udenlandsk gæld, at de herigennem bidrager væsentligt til finansieringen af det akkumulerede betalingsbalanceunderskud.

Spørgsmålet om, hvor kraftig det relative kurskorrigerede lønfald eller
toldbeskyttelsen må være, er imidlertid vanskeligt at besvare.

Taget efter pålydende indicerer modellen, at permanent betalingsbalanceligevægt og fuld beskæftigelse (defineret som 30.000 ledige) vil kræve et fald i det relative danske lønniveau på 21 pct., et fald i den effektive kronekurs (uden afsmitning på lønniveauet) på 24 pct. eller en importtold efter principperne fra den midlertidige importtold 1971-73 på 36 pct. Det er herunder taget i betragtning, at betalingsbalanceunderskuddet i 1976 var ca. 4 mia. kr. mindre end ligevægtsniveauet som følge af midlertidighedseffekten af den foregående periodes stærke stigning i ledigheden, omkring 1 mia kr. mindre end ligevægtsniveauet som følge af midlertidighedseffekten af den foregående periodes stigning i den effektive kronekurs, og ca. 0,5 mia. kr. mindre end ligevægtsniveauet som følge af midlertidighedseffekten af den foregående periodes stigning i margenen mellem det danske og det udenlandske renteniveau.

Dette skøn må imidlertid antages at være for optimistisk. Af tre årsager. (1) Tilpasningen tager tid. For hvert år med betalingsbalanceunderskud stiger rentebyrden og dermed behovet for overskud på vare- og tjenestebalancen. (2) I det omfang, den stigende udlandsgæld skal finansieres ved privat låntagning, og dette indebærer en stærkere vækst i virksomhedernes udenlandske nettogæld end i deres indenlandske nettogæld, vil dette nødvendiggøre en stadig udvidelse af margenen mellem det danske og det udenlandske renteniveau med svækkelse af konkurrenceevnen til følge. (3) Den nødvendige udbygning af den konkurrerende sektor vil kræve betydelige investeringer. Disse er isoleret betragtet stærkt betalingsbalancebelastende.

Litteratur

BLOMGREN-HANSEN, NIELS. 1975 a. An EcotlOmetric Study of the Financial Sector in Denmark. Dissertation, University of Pennsylvania. Kan erhverves i mikrofilm og fotokopi fra Xerox University Microfilms, Ann Arbor, Michigan.

blomgren-hansen, niels (1975 b. Strukturen
i Nationalbankens finansielle sektormodel.
Nationaløkonomisk Tidsskrift 2/1975.