Knud Erik Svendsen:

På de væsentlige punkter er jeg enig i synspunkterne i Nyboe Andersens oplæg. Det er helt klart, at den økonomiske krise i de vestlige lande har ramt de fattigste u-lande hårdest. Overfor 15 millioner arbejdsløse i OECD-landene, som får utilstrækkelige, men internationalt set høje understøttelser, står et par milliarder indbyggere i u-lande, hvis situation er blevet alvorligt forværret.

På denne baggrund er den nye økonomiske verdensorden, der sammenfatter gamle og nye krav fra u-landenes side, et rent defensivt program. Det kan tage sig ud som forsøg på - bredt sagt - at få noget mere ud af de rige lande, men det er i virkeligheden en stræben efter at få genoprettet situationen før krisen og olieprisernes stigning. Indeksering er f. eks. et ønske om dækning for den globale dyrtid, om at forhindre en forværring af disse u-landes bytteforhold.

Uden at tro på, at disse u-landes situation primært kan forbedres ved større overførsler fra de rige lande, herunder bedre priser på u-landenes eksport, må man alligevel være stærkt bekymret over den forværring for disse lande, som krisen har medført.

For at modvirke denne forværring er der efter min mening ikke meget at hente for disse u-lande på råvareområdet (det er de fattigste af dem, jeg koncentrerer mig om).

Det skyldes råvareeksportens begrænsede størrelse, disse varers efterspørgselselasticitet m.m. Og selv om der ved forskellige ordningerå la europæiske landbrugsordninger skullevære mulighed for at overføre flere ressourcertil u-landene, er det ikke klart belyst,hvad denne overførselsform vil betyde for u-landenes brede sociale udvikling (hvor vil disse ekstraindtægter gå hen? hvad vil de vil blive anvendt til?).

For mange af u-landene er der mere at hente i en formindskelse af deres nuværende byrder ved tidligere overførsler fra i-landene, altså en løsning på deres tyngende gældsbyrde.

Hvis der ikke er mange penge i råvarerne, er det indlysende at vende sig til mulighederne på bistandens område. U-landene har her stillet krav om mere automatiske overførsler via internationale arrangementer, f. eks. ved at kanalisere de særlige trækningsrettigheder på en eller anden måde ind i det internationale pengesystem via u-landene.

Øget bistand på denne og andre måder kan fylde ihvertfald noget af det store betalingsbalanceunderskud, som den udsatte gruppe af u-landene må kæmpe imod, så de ikke bliver tvunget til at skære mere ned på deres import, end hvad de allerede har gjort. Sådanne indskrænkninger i deres importmængder vil på grund af deres fødevareproblemer især rette sig mod industrivarer. Chancerne for stærkt forøget bistand til disse u-lande er små, selvom det er nemt at vise, at en sådan »underskudsbudgettering« overfor u-landene vil betyde større efterspørgsel i i-landene. Det er svært at danne sig nogen mening om, hvilke fordele der vil være ved at stimulere efterspørgslen i disse lande fremfor i øst-landene, der også har brug for kreditter til finansiering af forskellige former for import fra de vestlige lande, eller hos lønmodtagerne i de vestlige lande. Dette må vel søges besvaret ved, hvordan den ene eller anden form for stimulering påvirker profitudviklingen i forskellige brancher i i-landene, dvs. ud fra en eller anden intern »interesse-strategi« i i-landene.

Med hensyn til de direkte investeringer er problemet nok først og fremmest, hvor meget det drejer sig om, og om denne form for økonomisk relation mellem i- og u-landene giver en lige så god udviklingsvirkning i ulandene som andre former for støtte. Det er nok muligt at forestille sig nogle flere »hongkonger« spredt ud over den tredie verden, f. eks. i Afrika, men det er tvivlsomt, hvad virkning dette vil have for de pågældende u-landes brede udvikling.

Alt i alt kan man derfor ikke forvente, at de fattigste u-lande vil øge eller formindske den internationale økonomiske stabilitet. I den udstrækning de fortsat må holde en høj fødevareimport og forrente og afdrage gammel gæld, kan de dog betyde et fald i efterspørgslen efter industrivarer, målt i mængder. Kun nogle få af dem er godt stillet på grund af deres råvarers nødvendighed og markedsposition. De fleste er og forbliver fattige kunder med betalingsvanskeligheder. Noget vil blive afhjulpet ved finansielle tilførsler fra olielandene, men det vil kun gælde få år. Fra øst-landene kan u-landene ikke forvente finansiel støtte, som vil betyde efterspørgsel af varer fra vestlandene.

Konsekvensen af dette mistrøstige billede må blive, at vi hvad angår disse landes fremgangmå rette opmærksomheden mod deres indre udvikling, der jo i alle tilfælde er hovedstørrelseni overvejelser om ændringer i deres situation. Hvad angår den internationålestabilitet

nålestabilitetmå vi kaste os ud i spekulationerover disse landes politiske adfærd på den internationale arena. Hvis vi tænker i klassebegreber i global målestok, er der med andre ord ringe sandsynlighed for, at dette »verdensproletariat« - som det ukorrekt kaldes - ved solidt fagforeningsarbejde og ved international sociallovgivning kan opnå sammeberoligende behandling, som arbejderklassernehar fået i de kapitalistiske lande efter 2. verdenskrig. I nogle u-lande vil vedvarendedyb nød og trøstesløshed måske nok virke i retning af svag politisk optræden, men den vil ikke omfatte alle befolkningsgrupper,hvorfor vi må forvente en periode med fortsat indre ustabilitet i disse lande. Spørgsmålet er så, om denne indre ustabilitetvil blive kombineret med øget ydre desperation hos forskellige grupper og stater.Er palæstinensernes aktioner i dette perspektivkun et forvarsel om, hvad der kan komme? Har man kun ringe økonomisk magt - og det gælder for de fattigste u-lande,må man finde former for politisk magt, som kan give resultater. En situation af denneart byder på mange muligheder for de eksisterende blokke i verden.