OLE MØLGÅRD ANDERSEN (DANIDA):

Nyboe Andersen har sikkert ret, når han hævder, at det der er sket siden 1973 har sat udviklingsplanerne langt tilbage i mange ulande. Heldigvis ser det dog ud til, at vanskelighederne i mange af disse lande i det mindste vil kunne reudceres ved tilpasninger af den førte politik på udviklingsområdet. I nogle lande, i hvert fald i Afrika, har man gennem nogen tid været i gang med at gennemføre visse ændringer i udviklingsprogrammerne. grammerne.Det gælder med hensyn til de offentlige investeringsbudgetter, og det gælder med hensyn til andre direkte såvel som tilrettelæggende foranstaltninger, såsom valutakurspolitik, importpolitik, kreditgivning, beskatnings- og ikke mindst afskrivningsregler. Sidst, men ikke mindst, gælder det prispolitikken. I stedet for at lægge vægten på investeringer i den såkaldte moderne sektor, som er karakteriseret ved kapitalintensive projekter med høje capital/output ratios og med høje direkte og af ledede importkvoter, søger man at dreje investeringerne over i mere »produktive« og traditionelle former for produktion, navnlig i smålandbruget. I stedet for kapital- og importintensive infrastrukturprojekter, lægger man mere vægt på udbygningen af (ikke-asfalterede) biveje osv. Sagt på anden måde synes der at være en tendens til at lægge mere vægt på smålandbrugets udviklingspotentiel, end det har været praksis indtil de senere år. En anden del af forklaringen på den øgede vægt på landbrugsudvikling er naturligvis de senere års såkaldte globale fødevarekrise, som klart har demonstreret faren ved den gennem årene i mange u-lande øgede afhængighed af fødevareimport. I en række af disse lande har regeringerne følgelig gennemført endog meget kraftige prisforhøj eiser for bøndernes produkter, først og fremmest brødkorn.

Mange, som er engageret i samarbejdet med u-landene, vil, midt i bedrøveligheden omkring den nuværende økonomiske verdensuorden,se noget positivt i disse tilpasninger af en række u-landes udviklingspolitik. Disse tilpasninger svarer nemlig til den politik, som, blandt andre, mange af den vestlige verdensledende udviklingsøkonomer gennem nogen tid har advokeret for. (Se f. eks. H. Chennery, m.fl. Redistribution with Growth,

Oxford University Press 1974). Hvis det er et rigtigt indtryk, og det tror jeg det er, at der er tale om en almindelig tendens, er det, der sker, tankevækkende, ikke mindst i forholdtil vores udviklingsbistand. Gennem udviklingsbistandenkan man modvirke disse tilpasninger. Det kan man f. eks. gøre ved at insistere på, at bistanden bindes til bestemteprojekter, og, hvad der er endnu værre, til projekter med et stort importindhold.Det sidste gør udenlandske donorer som bekendt, fordi de ser den særlige recyclingaf bistanden, som er en følge af leverancebindinger,som noget ønskværdigt. Man kan også gøre det ved en uhæmmet fødevarebistand,fristelsen hertil er stor, idet bøndernei u-landene slet ikke har den politiske indflydelse som bønderne i vor del af verden.Sådanne begrænsninger i bistanden står i vejen for, at bistanden kan være den løftestang,som den burde være. Et interessant eksempel på det sidste er en aftale, som IMF nylig indgik med Kenya i forbindelse med Kenya's træk på den nye »Extended Fund Facility«, som institutionaliseredes sidsteår. Denne trækningsret, som er beregnetpå lande med strukturelle betalingsbalancevanskeligheder,kunne Fonden gøre betingetaf, at Kenyas regering gennemførte en række tilpasninger af den type, som er nævnt ovenfor. Det mest interessante i denne forbindelse er dog måske, at de tilpasninger, der var tale om, var blevet foreslået af en beskæftigelseskommission under ledelse af professor Hans Singer, for nogle år siden. Først nu er der tilsyneladende opstået en situation i landet, som gør det politisk muligtat gennemføre denne politik.

Kjeld philip (Rungsted Kyst):

Man må af Nyboe Andersens indlæg drage konklusionen, at en gennemførelse af de mere realistiske dele af den nye økonomiske verdensorden, således som den nu tegner sig, vil være af højst forskellig virkning for de forskellige lande. Selvom målet er at gavne u-landene, vil der være u-lande, som vil blive skadet, og i-lande, som vil vinde. Nyboe Andersen er ikke inde på, om verdens totale forsyning med goder bliver større eller mindre, end den ville være uden de foreslåede indgreb. Der er næppe noget i de foreslåede foranstaltninger, der sikrer større økonomisk lighed, hverken mellem landene eller inden for landene. For at det hele kan komme til at virke nogenlunde rimeligt, forlanger det en økonomisk styring og en vilje til at acceptere denne styring. Vi mangler i dag både de styrende organer og viljen til at respektere dem, hvis de fandtes.

Alt dette hindrer imidlertid ikke, at efter al sandsynlighed vil noget ske. Det vil imidlertid, fordi opgaven er så vanskelig og styringen så ufuldkommen, føre til meget store uligheder u-landene — og nok også i-landene - imellem. Det vil gå, som så ofte før: Vi vil ét, gør noget, og opnår noget andet.

N.-A. gør rigtigt opmærksom på, at den virkelige forskel mellem u-landene og i-landene beror på u-landenes ringe produktion af industrivarer og eksport heraf. Man må til N.A.s betragtninger føje, at det er jo i grunden højst ejendommeligt, for netop bearbejdning forlanger arbejdskraft, og arbejdskraft er det billige i u-landene. På dette område skulle der være enorme muligheder i u-landene.

Lad mig i øvrigt begrænse mine kommentarer
til to områder:

(1)(1) Udviklingsbistand i traditionel forstandbestår

standbeståri billige lån og faglig bistand. Lånene bliver billigere og billigere og gives på stadig lempeligere tilbagebetalingsvilkår. De nærmer sig mere og mere til at blive budgettilskud,givet i fremmed valuta. Den fagligebistands sammensætning overlades mere og mere til modtagerne. Også den nærmer sig således til at blive et budgettilskud. Toldpræferencer - herunder tolden nul -, der er begrænsede til visse kvoter, og som alene anvendes over for u-landene, betyder at beløb(præference • summen af kvoterne) overføres fra i-landene, der mister toldindtægter,til u-landenes producenter eller måskederes regeringer. Altså igen noget, der i alt fald let kan gøres til et budgettilskud. Er der ingen kvoter, bliver regnestykket mere indviklet, men i princippet sker det samme.

Nærmer vi os til en situation, hvor en række handelspolitiske foranstaltninger, såsom OPEG-landenes gammeldags monopolpolitik, eller et system af internationalt aftalte priser, eller toldpræferencer etc. skaber en ny fordeling, som indebærer en række overførsler af købekraft mellem landene, hvortil ikke svarer nogen indsats af produktionsfaktorer. Denne nye fordeling giver sandsynligvis - men ikke nødvendigvis - en nettooverførsel fra i-landene til u-landene. Denne politik vil skabe tabere i begge grupper af lande. Taberne blandt u-landene kunne man så give en vis kompensation, ved at den traditionelle udviklingsbistand koncentreres på dem og mere og mere får karakteren af budgettilskud. At traditionel udviklingsbistand samles på dem, der er kommet i klemme, kan komme i konflikt med den tendens man også aner: at udviklingsbistand gives til dem, man vil please.

(2) Industrialisering vil tage fart i u-landene. For at fremme denne vil en mere systematisk stematiskoverførsel af teknisk viden blive aktuel. Dette vil kunne fremmes ad forskellige veje: ordentlig sikring af patentrettigheder i u-landene, bedre retssikkerhed sammesteds, subsidiering af overførsel, forskning i tilpasning af vor teknologi til deres faktorpriser (lav løn, lave jordpriser, høje priser på mange hos os selvfølgelige og billige externalities, højst forskellige priser på kapital). Overførsel af teknisk viden kan og vil ske ad mange forskellige veje: joint ventures, salg af patentrettigheder, licensaftaler m.m. Vigtigst af alt er måske forskning, hvorved vor teknik tilpasses deres økonomiske forhold. På noget længere sigt kan dette blive et vigtigt led i en ny økonomisk verdensorden.

dan bjørner (København)

Det, der ofte undrer den, der første gang kommer til et u-land, er den tilsyneladende velstand, der møder hans blik. Ja, tager man f. eks. Rio de Janeiro, slår velstanden over i ekstrem luksus, når man kommer til den berømte strand ved Copacabana. Lignende indtryk vil man også få i Manila på Philippinerne og andre steder.

Men drager man så ud i landet bort fra de store byer med deres luksusfacader, der ofte skjuler det usle liv, der leves i deres slumkvarterer, vender billedet sig hurtigt, og det samme billede møder man så at sige i alle de af u-landene, der f.eks. eksporterer træ. Når jeg nævner træet, er det, fordi det er mit fagområde.

Før man når ud til skovområderne, ser man generelt det samme. Man kommer igennem endeløse strækninger med sukkerrørog palmelunde med soya, kokus og bananer.Der er langt mellem de store haciendaer,men de har ofte egen flyveplads, så de

ikke er så stavnsbundne. Hist og her ligger klynger af små rønner, der tilhører det jordløselandproletariat, der kun får det nødvendigstetil livets opretholdelse ved hårdt kropsligt slid.

Men nærmer man sig nu skovområderne, møder der en et såre trist syn; nemlig de afbrændte skove med skeletterne af store nøgne stammer og grene. Vist er det forbudt at brænde skovene af efter sawærkernes høst, og vel er det påbudt at genplante, hvor man har skove_t, men hungeren efter jord er på sine steder så stor, at myndighederne står magtesløse og må være vidner til, at en vigtig råvare som træ går tabt.

Jeg er bange for, at mange af u-landenes virkelige problemer ligger i den helt urimelige jordfordeling, der har bragt det så langt, at den fattigste del af befolkningen af pure nød drives til vandalisme og retsløse tilstande. Så længe noget sådant råder, tvivler jeg på, at hjælpen fra i-landene når derud, hvor hjælpen virkelig trænges.

Danmark var vel nærmest at betragte som et u-land, før fremsynede stormænd som Reventlow og Bernstorff lagde grundstenen til landboreformerne for 190 år siden. Mon vi ikke netop på denne baggrund slap for de blodige omvæltninger som det øvrige kontinent døjede under i årene, der fulgte. Og mon ikke i-landene ville gavne mest ved at være behjælpelig med en løsning af det problem, jeg her har forsøgt at pege på.

Christian s. nissen (Institut for Samfundsfag, Københavns Universitet):

De to indlæg berører begge et forhold, som ofte nævnes i forbindelse med relationerne mellem i- og u-lande og her specielt når talen drejer sig om u-landsbistand. Det er spørgsmålet om muligheden for en voldelig nord-syd konjlikt, hvis forskellen i udviklingsniveau mellem de to landegrupper ikke mindskes betydeligt. Tankegangen er noget forenklet den, at u-landene skulle iværksætte væbnede angreb af en eller anden form mod i-landene for at gennemtvinge en mere ligelig fordeling af verdens goder.

Synspunktet fremføres ofte af politikere som en argumentation for en øget bistand, men betragtes med nogen skepsis blandt de forskere, der har beskæftiget sig med de politiske aspekter af forholdet mellem i- og u-lande. Meget kortfattet kan argumenterne anføres i to hovedpunkter.

For det første vil de u-lande, der her er tale om, ikke være i stand til at true de industrialiserede lande militært. Af indlysende grunde vil en egentlig krigsførelse være udelukket! At pege på USA's nederlag i Vietnam er ikke her relevant. Knud Erik Svendsen nævner palæstinensernes aktioner som et muligt forvarsel. Men også disse har haft en særlig baggrund, der gør dem til et specialtilfælde.

Det eneste pressionsmiddel, der kan komme på tale, er nok forskellige former for producentboykot med olieembargoen i 1973 som eksempel. Men ingen råstoffer tilbyder de muligheder, som olien gav, og desuden er de råstoffer, der oftest nævnes (kobber, tin og bauxite), ikke placeret i de fattigste ulande.

Man må snarere sige, at jo fattigere u-landene
er, jo ringere muligheder vil de have
for at true den udviklede verden.

For det andet er det langt fra givet, at en øget velstand i u-landene og hermed en mindskning af forskellen i udviklingsniveau skulle gøre u-landene mere »fredelige« i de internationale relationer. Snarere tvært imod.

Antallet og omfanget af krige og ikke mindst den ødelæggende virkning, de har haft, er snarere steget i de sidste hundrede års vækstperiode.

Man må derfor nok sige, at hvis det er frygten for en kommende nord-syd konflikt af voldelig karakter, der skal være et afgørende ledemotiv i de rige landes politik over for u-landene, vil en rationel politik ikke være at fremme disse landes økonomiske vækst. Det vil tvært imod være at hæmme deres udvikling.

Men der kan være andre begrundelser for
i-landenes ønske om øget vækst i u-landene.
To motiver skal her særlig fremhæves.

For det første ønsket om at skabe større afsætningsmarkeder for i-landenes industriprodukter. Dette synes at have været det helt afgørende mål for f. eks. dansk bistandspolitik siden begyndelsen af 1960'erne.

For det andet tegner der sig en kommende udvikling, hvor industrilandene i stadig højere grad vil tilstræbe at integrere u-landene i de markedsdirigerede økonomiers samlede

U-landenes rolle vil her ikke blot blive' den at levere råstoffer til produktionen i i-landene. Men i højere og højere grad at overtage de første og relativt enkle led i forarbejdningsprocessen, mens den overordnede og samlede styring af produktionen forbliver i de udviklede stater.

Dette vil ikke nødvendigvis medføre en egentlig social og økonomisk udvikling af u-landenes samfund, selvom det sikkert vil skabe en vækst i disse landes produktion. Men det vil gøre u-landene endnu mere afhængige af den udviklede verden, end de er i dag. Og paradoksalt nok er det, når alt kommer til alt, måske den eneste vej, man kan gå, hvis man på langt sigt vil tilstræbe en »international økonomisk og politisk stabilitet«. Der er ikke meget »international solidaritet« heri. Men det med solidariteten har nu heller aldrig været noget betydeligt motiv i staters internationale politik.