G. l. s. shackle: Keynesian Kaleidics. Edinburgh: University Press, 1974, 92 pp. £ 1,75.

Den makroteoretiske debat har gennem de
senere år været stærkere præget af Keynes
end nogensinde før.

Fra monetarister til Cambridge-Ricardoskolen et helt spektrum af synspunkter ved forskellige, men veldefinerede til Keynes' teori. Det eneste, man faktisk har set mindre til, har været en gennemgang af Keynes egne synspunkter egentlig tolkning m.v. Man skulle tro, at noget sådant let kunne findes, for der findes mange økonomer, der er keynesianere - men næsten alle er det med et eller andet præfix.

Der findes imidlertid en mindre gruppe, der bl. a. omfatter G. L. S. Shackle, hvis tidligere dog næppe har været synderlig meget læst, da de har været svære og navnlig indforståede, f. eks. ved konsekvent og uden nærmere forklaring at anvende Keynes' terminologi. Hvis man skulle være interesseret i en let indføring i både Shackle's Keynes' synspunkter, kan Keynesian Kaleidics anbefales.

Hovedsynspunktet er, at Keynes' forfatterskab et hele: modellen fra A Treatise on Money (TM) videreudvikles i The General Theory (GT) og klargøres i den ikke så kendte artikel i Quarterly Journal of Economics micsfra 1937; og det, der for Shackle binder hele sammen, er begrebet usikkerhed, Keynes opstillede i sin Treatise on Probability. (A Treatise on Money, 1-2, opr. udg. London 1930, er optrykt som vol. 5 og 6 i Collected Writings of John Maynard Keynes, London 1971. The General Theory of Employment, Interest, and Money, opr. udg. London 1936, optrykt som vol. 7 i CW, (2/jE-artiklen, »The General Theory of Employment«, i vol. 14, pp. 109-123 i CW Treatise on Probability, London 1921, optrykt som vol. 8 i CW).

Usikkerhed får betydning, når de økonomiske på den ene side ved, at de skal træffe beslutninger med konsekvenser for fremtiden, men på den anden side ikke kender de betingelser, det skal foregå under. Man kan som et eksempel tænke sig, at producenterne modet og ikke længere i samme udstrækning som før tør indlade sig på aftaler om at få leveret produktionsfaktorer en fast pris, fordi de nu føler sig mindre sikre på at kunne sælge egne, fremtidige til lønnende priser. I stedet for at efterspørge reale, aktivitetsskabende aktiver kan de pågældende erhverve likvide fordringer - herunder penge.

Fra et partielt synspunkt hindrer dette, at der lides større tab, men på makroplan bliverkonsekvensen I TM fører det til deflation og i GT til arbejdsløshed, men

den bagved liggende forklaring er den samme:hoarding.

Shackle tager udgangspunkt i Keynes' såkaldte ligning fra TM, hvor prisniveauet bestemmes som en funktion af den nominelle faktoraflønning pr. produceret (omkostningssiden) og af forskellen investeringsomkostninger og opsparing, igen pr. enhed. Deter for Keynes en afgørende pointe, at investeringerne måles deres omkostninger, der på marshallsk tænkes at inkludere normal driftsherreaflønning, fordi dette må være den forventede salgsværdi af de producerede, ikke solgte goder. Keynes får i TM på denne måde mulighed for, at der selv ex-post kan være forskel mellem I og S, the windfall profits. Disse utilsigtede profitter blive positive eller negative, alt efter om det går producenterne bedre eller værre end ventet. Deter således her forventningerne, rummes i investeringsstørrelsen, der bliver det dynamiske element.

Det er afgørende for Shackle at vise, hvordan i hele sit forfatterskab lægger en helt afgørende vægt på at vise betydningen af agenters manglende viden om fremtiden. Man skal her frem til QJ E-artiklen for at få den præcise forklaring på dette. Usikkerhed opfattes her som noget, det er umuligt at forsikre sig imod, dvs. et fænomen, der ikke kan reduceres til en art friktion eller omkostning. en verden, hvor der hersker keynesk usikkerhed, kommer penge ind og adskiller investerings- og opsparingshandlingen.

Shackle udtrykker det (p. 28):

If we sought to condense Keynes's whole thesis concerning employment into a simple sentence, we might say that he ascribes the possibility of involuntary general unemploy-

ment to the existence of a liquid asset in a

world of uncertainty.

Ved overgangen til GT sker to ting i Keynes' investeringer måles nu også expost linje med opsparingen (Shackle nævner ikke, men en begrundelse kan være, at Keynes på det tidspunkt, han skrev GT, arbejdede med målelige størrelser til brug i et nationalregnskab). The windfall profits forsvinder, men afgørende er stadig en tilpasningsproces I og S. Det andet nye er efter Shackle's mening opstillingen af en investeringsfunktion, hvor Marginal Efficiency Capital og renten determinerer I som gennem multiplikatorprocessen (som Keynes ikke selv har opdaget, men henter fra Kahn) bestemmer den samlede indkomst.

Shackle viser, hvordan den fundamentale
usikkerhed er afgørende for både MEC og
renten.

Bag MEC ligger de enkelte producenters subjektive opfattelse af, hvor meget der bør produceres i fremtiden, og Shackle gør meget af at vise, hvordan forventninger, der mere eller mindre begrunder sig i fortidige erfaringer, vil være et tilfældigt og upålideligt for bedømmelsen af fremtiden.

Også renten er - ganske som i TM - bestemtpå noget uhåndgribelig måde: forventningernetil fremtidige kurs fastlæggerrenten dag. I denne forbindelse er det interessant, så stor vægt Shackle lægger på Keynes' afhængighed af Wicksell. I TM er det f. eks. bankernes adfærd på de finansiellemarkeder, spiller den væsentlige rolle for bestemmelsen af renten, mens Keynesi hvor investeringsomfanget forklaresmere flytter den finansielle, spekulative adfærd over til publikum, mens

selve det psykologiske element i rentedannelsenfastholdes værende et spil mellemagenter forskellig opfattelse af det fremtidige kursniveau.

Jeg tror, at det er med rette, Shackle understreger mellem Keynes og Wicksell påviser den teoretiske lighed mellem TM og GT, men måske er det værd at gøre opmærksom på, at bankerne i GT er frataget centrale rolle, således at rentedannelsen ved publikums udbud og efterspørgsel af penge og obligationer. Der kan være to forklaringer af dette, hvor Shackle nøjes med at diskutere den første. GT er ikke en afhandling om finansiel teori alene, så det er for Keynes der tilstrækkeligt vise, at eksistensen af penge og fordringer skabe arbejdsløshed — og det kan gøres uden det komplekse apparat fra TM.

Den anden forklaring kan være, at Keynes i GT ikke alene — som i TM — lader renteforventningerne de forskellige efterspørgsler finansielle aktiver, men også s>elve renten optræde i pengeeferspørgslen alternativomkostning, således at den moderne porteføljeteori på denne måde kan siges at være grundlagt, ikke i TM, men i likviditetspræferenceteorien.

I TM gælder kvantitetsteorien i ligevægt og anvendes derfor ved komparativt statiske ræsonnementer - det er alene indkomsten (transaktionerne) der bestemmer kassens størrelse. I modsætning hertil er likviditetspræferenceteorien analyse af porteføljesammensætningen, en forklaring af, hvordan en formue allokeres optimalt samtidig at forventningerne fastlægger renten. er derfor mere end en rentedannelsesteori, og selvfølgelig man inddrage bankernes aktiver og passiver i en forrnuesammensætningsmodel, det ville blive meget komplicerende, den simple altemativ-betragtning jo kun kan bruges i porteføljer med to aktiver og én (relativ) pris.

Det er måske i sig selv mindre væsentligt at gøre opmærksom på, at pengeefterspørgslen GT bestemmes under en formuerestriktion modsætning til i TM, men det nævnte kan opfattes som et eksempel på, at Shackle måske i nogen grad presser sit syn frem for at vise en teoretisk kontinuitet hos Keynes, der måske ikke altid er så klar.

Det kan også virke betænkeligt, når Shackle det nærmeste reducerer GT til at være en repetition af den tidligere bog suppleret med en investeringsforklaring og en dertil hørende multiplikatorindkomstdannelse. Forbrugsfunktionen, Shackle ikke omtaler, er f. eks. også ganske vigtig i denne sammenhæng.

På den anden side vil jeg bestemt fastholde, Shackle's fremhævelse af usikkerhed væsentlig ved at rette et afgørende stød mod de keynesianere, der er påvirket af generel ligevægtsteori. F. eks. må man være opmærksom på, at Shackle's teori rummer afvisning af at gøre, som f. eks. Tobin valgt, at approksimere usikkerhed med estimerbar risiko og anvende sandsynlighedsfordelinger nyttefunktioner på fremtidige, mulige hændelser. Den teoretiske af Shackle's bog er derfor i virkeligheden nok så pessimistisk: meget, der er skrevet siden 1936, må - hvis vi accepterer Shackle - anses for værende af tvivlsom værdi. må forblive en primitiv videnskab det omfang, den vil beskæftige sig med det, ingen ved noget om: fremtiden.

Økonomisk Institut, Københavns Universitet