Resumé

summary. This paper concentrates on the distributional effects of inflation and on the mechanisms by which contemporary economic theory tries to explain the impact of inflation on distribution. It is maintained that understanding how the process of income formation determines the functional distribution under inflationary is fundamental; only by analysing this proces will it be possible to establish relationships with a sufficient degree of autonomy from which distributional can be derived. In consequence investigations with a purely empirical approach are no reliable basis of shaping a distribution policy under inflation and are only relevant for considerations of compensatory payments, ex post.

Inflationens ir_rationelle virkninger

i. Der er et påfaldende misforhold i den økonomiske litteratur mellem på den ene side betydelige bestræbelser for at forklare inflationens årsager og anvise midlerne til at genskabe prisstabilitet, og på den anden side de ret få og ofte modstridende analyser af inflationens virkninger. Dette er overraskende, eftersom inflation — defineret løst som en stigning i det generelle prisniveau - ikke i sig selv er et særlig interessant fænomen og f. eks. i en perfekt virkende neoklassisk økonomi sig til et velkendt indeksproblem. Først når man erkender, at inflationsp ro cessen påvirker allokering, fordeling og det internationale handelsog får inflationslitteraturen mening.

Udgangspunktet for debatten om »inflationsproblemets« løsning burde derfor en afklaring af inflationsprocessens virkninger. En sådan afklaring er ikke til stede i litteraturen. Ikke desto mindre støder man hyppigt på relativt bastante om inflationens destruktive karakter:

We all agree roughly speaking that inflation is bad. We think it has bad effects on
distribution, it has bad effects on production, it has bad effects on morale, and even-

tually it is a menace to democracy and the free society. [Lord Robbins 1972, p. 127].

Uanset den manglende dokumentation er der næppe tvivl om, at udtalelser
som ovenstående afspejler en grundholdning i vide kredse. Opinionsanalyser,
som trods alle forbehold vel er det nærmeste man kan nå en registrering af den

»offentlige mening«, viser gang på gang, at inflationsproblemet er det, der beskæftigerfolk ¹ Der synes at være knyttet en række psykologiske mekanismertil inflation, mere eller mindre uafhængigt af de aktuelle forhold, og den sandsynligste forklaring er formentlig, at det er de velkendte eksempler på hyperinflationens ekstreme virkninger, der gør sig gældende. Disse psykologiske faktorer øver uden tvivl en reel indflydelse på den økonomiske proces, men økonomersavner baggrund for at inddrage en sådan irrationel adfærd og gør formentlig klogest i at trække på socialpsykologers, politologers og andres indsats. Det er imidlertid værd at bemærke, at det man kunne kalde »inflationsmyten«(jfr. ikke er forbeholdt lægmænd, men trives udmærket blandt fagøkonomer. Et nærliggende eksempel er de fremstillinger af inflations- og arbejdsløshedsproblemer,der under overskriften »policy-makers' dilemma«. Her sammenstilles en sædvanlig Phillips-kurve med et sæt indifferenskurver, der udtrykker politikernes præferencer for hhv. inflation og arbejdsløshed; men indifferenskurvernetegnes konkave set fra origo, hvilket betyder, at for given ledighed er tilfredsstillelsen desto større jo mindre inflationsraten er. Inflation, uanset størrelsen, betragtes således som et økonomisk onde.

2. Det følgende skal ses som et forsøg på inden for fordelingsområdet at bidrage til en mere rationel økonomisk vurdering af inflationens virkninger. Derimod vil de særlige problemer, der kan opstå i forbindelse med ressourceallokering og det internationale handels- og betalingssamkvem under inflationære forhold ikke blive behandlet.

Empiriske analyser af inflation og fordeling

3. En afklaring af inflationens fordelingsvirkninger kunne umiddelbart se ud til at være et rent empirisk problem. Lokalisering af samfundets vindende og tabende forudsætter tilsyneladende blot, at et nogenlunde troværdigt statistisk om indkomst- og formueudvikling tilvejebringes. I praksis er det imidlertid langt fra så enkelt, og dette kan vel i et vist omfang forklare det beskedne empiriske analyser. Der er først det helt generelle problem, at økonomiske herunder de relative vare- og faktorpriser, til stadighed ændrer sig i et samfund under udvikling. Enhver empirisk analyse står derfor over for et »isoleringsproblem«, uanset om det er virkningen af et økonomisk-politisk indgreb, eller noget helt tredie man søger at påvise.

---

1. Resultaterne af engelske opinionsanalyser i 1964, 1966, 1970 og 1971 er gengivet i Lord Robbins (1972, p. 47).

Når inflationens fordelingsvirkninger skal afdækkes, melder der sig imidlertid række specielle problemer. Al rationel økonomisk adfærd påvirkes af forventninger, prisforventningernes afhængighed af inflationsprocessen er et afgørende, uafklaret spørgsmål. Alt efter hvilken lag-struktur i forventningsdannelsen, måtte være relevant, kan man forestille sig meget forskellige fordelingsmæssige ikke mindst på grund af betydelige forskelle i de enkelte gruppers evne til at forudse en inflationær udvikling. Dertil kommer, at mulighederne at forebygge übehagelige konsekvenser varierer og er stærkt afhængige af den institutionelle opbygning f. eks. gennem indeksreguleringer. For at lokalisere og tab er det derfor ikke tilstrækkeligt at kende de enkelte gruppers indkomst- og formuesammensætning på et givet tidspunkt. Teoretisk kan inflationsrisikoen være elimineret. En egentlig »isolering« af inflationens fordelingsmæssige i et konkret statistisk materiale lader sig således ikke gennemføre, og vil man alligevel forsøge analysen, må holdningen blive den, som bl. a. Bach og Ando (1951,(_1951, p. 2) giver udtryk for: »However, admitting that these effects must occur in inflation, we can investigate whether in inflation they have been strong enough to override other forces at work.«

4. Størsteparten af de empiriske analyser får på baggrund af ovenstående problemer af ren deskription. Deres tidsmæssige og geografiske afhængighed så betydelig, at egentlige generaliseringer om inflationens fordelingsmæssige bliver mere end betænkelige. Dette problem skifter naturligvis dimension, hvis man som Johnson (1972, p. 24) kun opfatter sådanne undersøgelser et grundlag for efterfølgende politiske kompensationsbeslutninger og alene lader den økonomiske teori beskæftige sig med de fordelingsmæssige konsekvenser cannot or will not be eliminated by the processes of competitive contract adjustment« d.v.s. virkninger, som markedsmekanismen ikke eliminerer. Anlægger man denne synsvinkel, indskrænker inflationsteoriens opgaver i fordelingsmæssig sig til en afklaring af de virkninger, der fortsat gør sig gældende, når forventningerne indfries.

De fleste vil dog nok mene, at denne afgrænsning er for snæver til at kunne danne grundlag for en fordelingspolitik under inflation. En stor del af den nyere litteratur beskæftiger sig netop med situationer, hvor forventningerne skuffes, der er en øget erkendelse af, at sådanne uligevægtsprocesser, dels kan strække over betydelig kalendertid, dels kan have virkninger på allokering og fordeling, ikke er rent forbigående. Dette må nødvendigvis tages i betragtning, når en fordelingspolitik tilrettelægges med det sigte (ex ante) at styre fordelingen under inflation.

Dc omtalte empiriske analyser er ingen hjælp i så henseende. I disse sager man at fordele inflationsgevinster og -tab mellem forskellige socioøkonomiske grupper, men dels er de anvendte grupperinger i almindelighed ikke relevante set ud fra den funktionelle indkomstdannelsesproces, dels vil de ovenfor omtalte problemer bevirke, at resultatet af sådanne rent empiriske analyser i uoverskueligt er betinget af faktorer, der er specifikke for det anvendte datamateriale. bidrager ikke til viden om de mekanismer som påvirker fordelingen under inflation og kan derfor kun danne grundlag for beslutninger om kompensation post.

En forudsætning for at kortlægge inflationens påvirkning af fordelingen såvel teoretisk som empirisk er, at selve indkomstdannelsesprocessen danner udgangspunktet. vil i virkeligheden sige, at man kun ved at analysere de mekanismer, inflationen påvirker den funktionelle fordeling, kan gøre sig håb om at opstille sammenhænge med en acceptabel autonomigrad. Først på denne baggrund vil der være mening i at vurdere resultatet for de forskellige socioøkonomiske grupperinger, som måtte være relevante i den politiske debat på et givet tidspunkt.

Hypoteser om inflation og fordeling

5. En efterhånden klassisk reference inden for inflationslittcraturen er Bronfenbrenner
Holzmans oversigtsartikel fra 1963. I denne peges der på to hypoteser
om inflationens fordelingseffekter, begge med en lang historisk tradition:

The first hypothesis states that in an inflation money wages tend to lag behind prices*
as a consequence, real wages fall and real profits rise. The second hypothesis states that
business firms gain through inflation.2

Den sidste hypotese viser sig ved nærmere undersøgelse at bygge dels på »wage-lag«-hy potesen, dels på en antagelse om, at formuefordelingen forskydes til WH^l for virksomhederne, idet disse som nettodebitorer profiterer af en generel omfordeling fra kreditorer til debitorer. For at dække det, der i den lidt ældre litteratur opfattes som inflationens fordelingsvirkninger, er det dog nok nødvendigt føje en tredje hypotese til af en lidt mere upræcis karakter. Denne kan passende kaldes »transfereringshypotesen«, idet den vedrører inflationens påvirkning såvel passive besiddelsesindkomster som indkomstoverførsler fra det offentlige.

---

2. M. Bronfenbrenner og F. D. Holzmann, »A survey of inflation theory«, American Economic Review 53 (i963):647.

a. »Wage-lag«-hy_potesen

6. Der synes at være nogen uenighed om det helt præcise indhold af denne hypotese. Nogle forfattere (Cargill 1969, p. 806) betoner den tidsmæssige sammenhæng prisændringer og lønændringer, medens andre (Kessel og Alchian p. 43) anlægger en bredere fortolkning knyttet til ndringshastigheden, at priserne under inflation stiger hurtigere end lønningerne. Begge opfattelser fører imidlertid til den konklusion, at reallønnen falder under inflation. det følgende vil der ikke blive sondret mellem de to versioner, og der er derfor heller ikke forudsat en bestemt årsagssammenhæng mellem pris- og lønændringer ³ Hypotesen vil mere løst blive identificeret med et inflationsbetinget fald i reallønnen; heraf kan man dog naturligvis ikke slutte, at også lønandelen går ned, eftersom det forudsætter, at den gennemsnitlige arbejdsproduktivitet ikke samtidig falder i et hurtigere tempo.

Noget varierende begrundelser har i tidens løb været fremført som støtte for hypotesen, men hyppigst argumenteres for »the belief that wages have more »inertia« or »sluggishness« than other prices because of custom, weak bargaining power of labor, or lack of foresight of workers« (Kessel og Alchian i960, p. 44), d.v.s. en eller anden form for imperfektion på arbejdsmarkedet, som ofte sammenfattes betegnelsen pengeillusion eller ikke-forventet inflation.

7. I nyere tid er antagelsen om faldende realløn under inflationære forhold formentlig kendt i forbindelse med Kaldors fordelingsteori, der som bekendt bygger på Keynes' Treatise. Her omtales hypotesen flere gange under betegnelsen lacking« (Keynes 1930, pp. 293—302) og begrunder forekomsten af ufrivillig opsparing og øget investeringstilbøjelighed under inflation. Også i How to pay for the war og i General Theory optræder hypotesen. I sidstnævnte værk har man hyppigt fremhævet Keynes' antagelse om manglende fleksibilitet i pengelønnen, men en egentlig teori om denne »reservationsløn« er vanskelig at finde; hovedsagelig er der tale om henvisning til »ordinary experience tells us« (Keynes 1936, p. 9). Den negative korrelation mellem pengeløn og realløn, som implicerer et »wage-lag«, er en vigtig konsekvens af denne antagelse:

But in the case of changes in the general level of wages, it will be found, I think, that
the change in real wages associated with a change in money-wages, so far from being
usually in the same direction, is almost always in the opposite direction. When money-

---

3. Ganske vist er modellerne i det følgende af demand-pull-typen; men der er principielt intet i vejen for, at et »wage-lag« opstår i situationer, hvor inflationsårsagen er placeret på omkostningssiden. kunne eksempelvis tænkes i en model, hvor priserne dannes ved mark-up på omkostningerne, og hvor omkostningerne stiger som følge af øgede råvarepriser.

wages are rising, that is to say, it vvill be found that real wages are falling; and when
money-wages are falling, real wages are rising. [Keynes 1936, p. 10]

Keynes' fremstilling giver ikke grundlag for en dybere analyse af det inflationsbetingede i reallønnen, idet General Theory hovedsagelig beskæftiger sig med spørgsmålet om pengelønsreduktion, Det fremgår dog, at pengelønsstigninger . . are determined by the psychology of the workers and by the policies of employers and trade unions« (Keynes 1936, p. 301), således at et element af mangelfulde prisforventninger hos lønmodtagerne synes at indgå i forklaringen. Faldet i reallønnen er imidlertid primært knyttet til det, Keynes kalder »semiinflation«, situationer hvor en efterspørgselsforøgelse forårsager prisstigninger, produktion og beskæftigelse hæmmes af »flaskehalse«. »Absolute inflation« indtræder derimod først, når udbudselasticiteten er nul, og kapacitetsgrænsen er nået. I denne situation vil ». . . money-wages have to rise, in response to an increasing effective demand in terms of money, fully in proportion to the rise in the price of wage-goods. . .« (Keynes 1936, p. 301), hvilket indebærer, arbejdsmarkedets imperfektioner er forsvundet og dermed også »wagelag'et« ⁴

8. Det keynes'ske »wage-lag« peger umiddelbart på fordelingsændringer som et væsentligt element i keynesianske inflationsmodeller. Men Keynes' sondring mellem »semi-inflation« og »absolute inflation« harmonerer ikke særlig godt med det stiliserede billede, eftertiden sædvanligvis giver af den keynes'ske indkomsluanneisesproces. mere elementære fremstillinger sondres skarpt mellem situationer med ledig kapacitet og situationer med fuld kapacitetsudnyttelse, således pris- og lønniveau er konstant indtil kapacitetsgrænsen. Dette indebærer, at hele analysen kan gennemføres i reale størrelser, når blot »ulighedstegnet« er opfyldt. Keynes' »semi-inflation« kan ikke indpasses.

De såkaldte »komplette« Keynes-modeller åbner derimod muligheden af pris- og lønændringer før kapacitetsgrænsen nås, men antager til gengæld implicit,at ikke indebærer ændringer i fordelingen. Denne forudsætning er imidlertid suspekt, hvis man, som det normalt er tilfældet i lærebogsfremstillinger, samtidig lader en kortsigtsproduktionsfunktion med faldende såvel grænse- som gennemsnitsprodukt indgå i modellen. Kun under den yderst specielle forudsætning,at netop kompenseres gennem et tilsvarende fald i gennemsnitsproduktiviteten,forbliver uændret. Holder denne forudsætning

---

4. Andetsteds argumenterer Keynes (1940, kap. 9) dog for, at en efterspørgselsforøgelse kan medføre et én-gangs fald i reallønnen uanset tilstedeværelsen af fuld kapacitetsudnyttelse.

ikke, bliver spørgsmålet om fordelingens indflydelse på forbrug, opsparing og investering kritisk. Hvis en ændret fordeling flytter Keynes-modellens IS-kurve, fjernes grundlaget for modellens sædvanlige anvendelse - determinering af beskæftigelsesniveauet.

I litteraturen om inflationens årsager er det Keynes-modellen i den førstnævnte der har spillet en rolle. Denne såkaldte »efterspørgsels-gab«model en situation, der svarer til Keynes' »absolute inflation«, idet det inflationsskabende efterspørgselspres måles ud fra en fastlåst kapacitetsgrænse. Umiddelbart er denne model dog utilfredsstillende, idet den kun kan illustrere efterspørgselspresset, men ikke forklare den adfærd, det udløser. Er sammenhængen aggregeret efterspørgsel og indkomst specificeret realt, vil inflationen i det uendelige, medmindre økonomisk-politiske indgreb gennemføres. man i stedet efterspørgselsfunktionen i løbende priser, peger alle empiriske analyser på, at den mangler stabilitet.

For at råde bod på modellens mangler er det nødvendigt at specificere en mekanisme, som virker efterspørgselsreducerende, så længe inflationen fortsætter. Der er naturligvis adskillige muligheder for at indbygge sådanne automatiske korrektioner (realkasse, progressiv beskatning etc.), men for keynesianere har det været nærliggende at vende tilbage til det såkaldte »widow's cruse« fra Keynes' Treatise (Keynes 1930, p. 139) og kombinere dette med et »wage-lag«. Hypotesen går da ud på, at inflationen starter et reallønsfald, hvorved indkomstfordelingen til fordel for profitmodtagerne. Da den marginale opsparingskvote lønindkomster imidlertid er lavere end for profitindkomster, betyder at samfundets gennemsnitsopsparingskvote øges. Grafisk dette i den sædvanlige »efterspørgsels-gab«-figur illustreres ved en flytning syd af forbrugsfunktionen, således at »gabet« gradvis lukkes. Modellen er stabil.

En argumentation af denne type har været hyppigt anvendt i keynesianske inflationsanalyser, men som ovenfor nævnt er det almindeligt især at knytte den til Kaldors fordelingsteori, (Reder 1959, p. 185 ff.) Rimeligheden heraf kan betvivles,eftersom model er en vækstmodel, og han selv gør udtrykkelig opmærksom på, at »Problems of the trade cycle however lie outside the scope of this paper« (Kaldor i960, p. 232). Når Kaldor umiddelbart kan fastslå, at et »wage-lag« er ensbetydende med en forøgelse af profitandelen, skyldes det, at han forudsætter indkomst og beskæftigelse fastlåst på fuld beskæftigelsesniveau. Slækkes denne restriktion forsvinder den entydige sammenhæng mellem reallønsfaldog En sådan antagelse om fuld beskæftigelse kan være rimelig i en vækstmodel, men den er naturligvis uholdbar i en konjunkturmodel.

Det afgørende problem er, at man i Keynes-modellen ikke samtidig kan bestemmesåvel og beskæftigelse som fordeling. Når man forsøger at anvende Kaldors fordelingsteori i disse modeller, tvinges man samtidig til at arbejde med en fuldstændig stiv kapacitetsgrænse.⁵ Derved fremkommer den besynderlige dikotomi,som illustreret i det foregående: »wage-lag« antages at være uden indflydelse på fordelingen, så længe kapacitetsgrænsen ikke er nået; men så snart denne nås, slår reallønsfaldet fuldtud igennem på fordelingen.

Det er i god overensstemmelse med den her skitserede problemstilling, at fordelingsdiskussionen spiller så underordnet en rolle i General Theory; specielt at der ses helt bort fra fordelingseffekter i situationer med fuld kapacitetsudnyttelse »absolute inflation«, idet disse i en konjunktursammenhæng må betragtes deciderede grænsetilfælde. Det er nærliggende ligesom Kaldor (i960, p. 228) at drage den konklusion, at den sædvanlige keynes'ske konjunkturmodel ikke kan determinere fordelingen. Men det er naturligvis en noget deprimerende erkendelse, såfremt det er rigtigt, at »the Keynesian analysis of inflation concentrates the redistribution of income in the inflationary process.« (Johnson p. 121).

9. Uanset vanskelighederne med at indpasse det keynes'ske »wage-lag« i en keynesiansk model har det naturligvis selvstændig interesse at analysere begrundelsernefor reallønsfald under inflation. En ofte anvendt argumentation tager udgangspunkt i prisdannelsen under ufuldkommen konkurrence. Det antages, at virksomhederne ved prisfastsættelsen anvender en »mark-up«-procent på omkostningerne,og denne »mark-up«-sats er mere fleksibel end pengelønnen, fordi enhver tilpasning til ændrede efterspørgselsforhold sker over priserne og ikke over mængderne. Profitmodtagernes og lønmodtagernes muligheder for at bevare indkomstens realværdi er derfor fundamentalt forskellige, hvilket forårsageret Forklaringen rummer imidlertid flere problemer. Det er således ganske uklart, hvorledes den fleksible »mark-up« i praksis fastlægges. Virksomhederne har som bekendt kun et yderst ufuldstændigt kendskab til afsætningskurven,og beslutninger træffes også i en række andre henseender på grundlag af ufuldstændig viden, herunder med hensyn til inflationsraten. Det er derfor vanskeligt at betragte »mark-up'cn« som en egentlig parameter, idet forudsætningenom bevirker, at den realiserede værdi bestemmes endogent.Dertil at antagelsen om utilstrækkelig pengelønsfleksibilitet er

---

5. Alternativt må modellens udbudsside specificeres, men i så fald ændres Keynes-modellens særlige kort-sigts karakter afgørende, idet produktionens størrelse ikke længere kan fastlægges alene fra efterspørgselssiden.

tvivlsom. Med veletablerede lønmodtagerorganisationer, bevægelige lønsystemer
og indeksregulering er der indbygget betydelige muligheder for at opretholde reallønnen.

10. Der er gjort adskillige forsøg på at teste »wage-lag« hypotesen på empirisk materiale. Konklusionerne har vekslet, men blandt de nyere undersøgelser er der en afgjort tendens til at forkaste hypotesen. (Kessel og Alchian i960; Budd og Seiders 1971). En analyse, der tiltrækker sig særlig opmærksomhed, er Cargills (1969), idet den anvender spektralanalyseteknik og omfatter såvel engelske som amerikanske pris- og lønserier for de seneste 150—200 år. En betydelig del af dette materiale peger på et tidsmæssigt sammenfald i pris- og lønudviklingen, og enkelte af de nyere serier antyder snarest en reallønstigning. Der er således hverken empirisk eller teoretisk tegn på, at et »wage-lag« er en nødvendig mekanisme under inflation. baggrund af disse undersøgelser konkluderer Palmer (1973, p. 47): »We believe that this evidence indicates that the redistributional consequences of this effect are minimal and will not pursue this question further in this study.«

b. »Transfereringshypotesen«

11. For en række indkomstkategorier gælder, at de nominelt kun i mindre grad kan variere under konjunkturforløbet. Det drejer sig dels om de egentlige indkomstoverførsler, er fastsat ved lov, d.v.s. primært er politisk bestemte, dels om forskellige kontraktlige ydelser bundet til nominelle beløb. Blandt de sidstnævnte især private pensioner, afkast af fast forrentede fordringer og lejeindtægter regulerede udlejningsejendomme væsentlige.⁶ Fælles for denne meget heterogene gruppe af indkomstmodtagere er, at den står uden for produktionsprocessen således er henvist til at være passiv deltager i det, der ofte betegnes som »indkomstkapløbet«. Uforudset inflation vil nødvendigvis betyde en reduktion disse indkomsters realværdi.

I situationer med hyperinflation, eksempelvis 20'ernes Tyskland, har man kunnet verificere, at inflationen så at sige eksproprierede pensionist- og rentierklassen. er imidlertid, om en sådan omfordeling også er et væsentligt element i mere »godartede« inflationsprocesser.

12. Den del af keynesiansk inflationslitteratur, der opfatter inflationen som et
indkomstkapløb, lægger ofte betydelig vægt på transfereringshypotesen. Keynes

---

6. Da disse indkomster er afledt af en formuebesiddelse kan inflationens indkomsteffekt i virkeligheden adskilles fra formueeffekten. Dette forhold vil blive behandlet i afsnit c.

lægger selv op til denne synsvinkel7 i How to pay for the war, hvor han begrunder,hvorfor
ikke fører til hyperinflation selv i tilfælde med fuldkommenpris
og lønfleksibilitet:

But we still have one more card to play. Some costs are fixed by law or by contract,
so that the rentier and pensioner class who have fixed money incomes cannot escape

the sacrifice« [p. 66].

Den passive gruppes »forced-saving« sikrer i den situation Keynes analyserer, at der frisættes ressourcer i et sådant omfang, at den offentlige sektors øgede efterspørgsel tilfredsstilles. »Transfereringseffekten« er således ikke udelukkende en følge af hyperinflation, men kan også opfattes som en af de automatiske stabilisatorer, forhindrer inflationsprocessen i at løbe løbsk.

Tankegangen er senere blevet udmøntet i egentlige modeller af flere forfattere. Reder 1948 og Holzman 1950). Transfereringshypotesen tjener disse helt samme formål som den ovenfor beskrevne kombination af »wagelag« »widow's cruse«. Nu er det blot ikke arbejdere, men pensionister m.v., der må finde sig i en realindkomstnedgang, for at en ny ligevægt ved fuld beskæftigelse kan sikres.⁸ Svaghederne i denne nye modeltype er i store træk de samme. Skal modellen kunne bestemme beskæftigelsesniveauet, må f. eks. forbrugsfunktionen være uafhængig af, om der sker en realindkomstomfordeling fra passive til aktive kapitalister, d.v.s. ændringer i fordelingen kan i realiteten ikke tillades. Er det derimod fordelingen, der ønskes determineret, tvinges man til at arbejde med et fastlåst niveau for beskæftigelse og realindkomst svarende til en fuldstændig stiv kapacitetsgrænse.

Et afgørende kritikpunkt mod denne type af inflationsmodeller fremtræder imidlertid særlig klart, når det er passive besiddelsesindkomster, som må bære orafordelingsbyrden.Udhulningen disse indkomstkategorier må nødvendigvis øve afgørende indflydelse på efterspørgslen efter nominelle, fast forrentede formueaktiver,og indkomstdannelsesproces, som modellerne beskriver, er ikke determineret,medmindre indgår i modellen. Dette forhold oversessædvanligvis. eksempel er Reder (1948, p. 53 ff.), der først introducerer fordringer i forbindelse med den verbale udlægning af modellen. De pengepolitiskemyndigheder her som »agents of the fixed income group« ud fra

---

7. Bortset fra, at der er tale om rene demand-pull-modeller, følger den nærmere udformning af de keynesianske modeller, som omtales i det følgende, derimod ikke Keynes' oplæg; se herom Trevithick (1975).

8. Som ved »widow's cruse« konstruktionen er der også her indbygget en forudsætning om asymmetrisk forbrugsadfærd, idet man må forudsætte, at overførslernes mindskede realværdi ikke medfører en tilsvarende udvidelse af forbrugsefterspørgslen hos yderne.

den forudsætning, at de er i stand til at styre pengeudbuddet. Forløbet af inflationsprocessenbestemmes Reders mening af, om man ønsker at varetage disse interesser gennem en stram pengepolitik eller underkaster sig målsætningen om fuld beskæftigelse. Er det sidste tilfældet, kan der kun skabes ligevægt via en delvis ekspropriering af rentierklassen.

Reders forudsætning om den førte pengepolitik har ad-hoc karakter, og udbuddet andre fordringer er fuldstændig fastlåst i modellen. Men dertil kommer, efterspørgslen efter penge og andre fordringer slet ikke indgår i argumentationen. må indebære, at fordringsefterspørgslen er låst fast uanset inflationstakten fører således til den ekstreme forudsætning, at fordringsejernes inflationsforventninger uforanderlige. Denne antagelse forekommer åbenbart urimelig i en situation, der i øvrigt er karakteriseret af et »indkomstkapløb« mellem og profitmodtagere. Desuden overses den virkning, der i så fald må være på de erhvervsaktives realkasse. Modellen fungerer således kun i reale størrelser er derfor ude af stand til at vise, hvorledes inflationsprocessen fremkalder en transfereringseffekt. Virkningen postuleres i stedet og er dermed reduceret til et rent empirisk spørgsmål.

13. På basis af empirisk materiale er det dog næppe muligt at sige noget definitivt transfereringshypotesen. Den passive gruppe er som nævnt overordentlig heterogen, men stort set bestemmes dens realindkomst under inflation af to faktorer: af politiske beslutninger, dels af mulighederne for at forudse og forebygge Politiske forhold må nødvendigvis afhænge helt af tid og sted, og det kan derfor ikke tillægges særlig betydning, at en række inflationsanalyser fra de senere år (danske såvel som udenlandske) samstemmende fastslår, at indkomstoverførsler det offentlige har holdt trit med andre indkomstarter. Højst kan det anføres, at en sådan udvikling kan afspejle økonomisk rationel adfærd hos den erhvervsaktive del af befolkningen, såfremt denne interesserer sig for indkomsten livsforløbet. Mulighederne for at forudse og forebygge inflationens konsekvenser kan som tidligere nævnt⁹ kun meget vanskeligt afgøres ud fra empirisk og graden af forudseenhed vil givetvis variere. De empiriske analyser kommer dog så godt som alle til det resultat (f. eks. Palmer 1973, p. 47; Økonomiministeriet 1966, p. 49), at inflation normalt indebærer en omfordeling til ugunst for passive besiddelsesindkomster. Denne konklusion må naturligvis modificeres i takt med eventuelle indeksordninger.

---

9. Se afsnit 3.

c. »Debitor-kreditor-hypotesen«

14. Så snart der tages hensyn til inflationsforventningerne, er det principielt umuligt adskille indkomstfordelingseffekten på passive besiddelsesindkomster fra fOlf₀₁ muefordelingseffekten på beholdningen af nominelle, fast forrentede aktiver. For en evigtvarende, fast forrentet fordring, der er erhvervet i en situation med forventet prisstabilitet, vil dannelsen af inflationsforventninger således betyde, at realafkastet i al fremtid og dermed også fordringens kapitaliserede realværdi sænkes takt med den forventede prisstigning. Inflationsforventningerne kapitaliseres, og ændrede forventninger omfordeler formuen fra nettokreditorer til nettodebitorer. må dog forudsættes, at der er tale om »ældre« fordringer. Der knytter sig ikke nødvendigvis omfordelingsvirkninger til nyerhvervede fordringer, idet inflationsforventningerne tages i betragtning ved kurs- og rentefastsættelsen. Tilsvarende det en forudsætning, at renten er fikseret. Fordringer med variabel rente giver mulighed for inflationskompensation gennem renteforhøjelse.

15. Som vist ovenfor, er den traditionelle keynesianske inflationsmodel utilfredsstillende; aftegner en inflationær situation, hvor tilpasningen nødvendigvis må ske over de finansielle markeder, men trods dette er det alene sammenhængen indkomst og efterspørgsel, der lægges vægt på i modellen. På baggrund keynesianske konjunkturmodellers betoning af likviditetspræference og afvisning af pengeneutralitet forekommer det umiddelbart paradoksalt, at man i situationer med fuld beskæftigelse og inflation fuldstændig genopliver den klassiske Den keynesianske inflationsmodel afspejler da også kun delvis Keynes' egen fremstilling. I Treatise lægger Keynes betydelig vægt på at vise samspillet mellem reale og monetære forhold under inflation, og man finder her en klar påpegning af formueomfordelingen mellem kreditorer og debitorer (Keynes p. 298 ff.). Debitorrollen forudsættes primært at være knyttet til virksomhederne.

Ikke desto mindre kan man formentlig netop i denne fremstilling finde forklaringen
at fordringsmarkederne negligeres i keynesianske inflationsmodeller.
analyserer »debitor-kreditor-effekten« således:

But this transference, whilst it is a transference of wealth — not only between bankdepositors bank borrowers but between all classes of lenders and borrowers in terms of money - is not a transference which serves in any way to augment the stock of capital. whilst the borrowers can repay when the due date of their loan arrives by parting with less purchasing power than what they had expected to part with, and therefore retain additional purchasing power which they may or may not employ to replenish working capital, the amount of credit available in the hands of the banks, as

a result of these repayments of old loans, wherewith to make new loans to business, is
worth correspondingly less. [Keynes 1930, pp. 301-02]

Keynes fremhæver i dette afsnit, at formueomfordelingen ikke kan forventes at medføre øgede investeringer. Kun gennem den tidligere omtalte »imposed lacking«¹⁰, hvor inflationen forøger opsparingskvoten via en indkomstomfordeling, investeringsomfanget stige. Når debitor-kreditor-effekten er uden betydning, årsagen den, at debitorernes (virksomhedernes) formueforøgelse modsvares kreditorernes (bankernes) formueformindskelse. Nettovirkningen er nul¹¹. Deter således en forudsætning om symmetrisk adfærd for debitorer og kreditorer, der gør det legitimt at se bort fra inflationens formueeffekt. Denne forudsætning forklarer, hvorfor man i keynesianske inflationsmodeller med produktionen på fuld beskæftigelsesniveau alene interesserer sig for sammenhængen indkomst og efterspørgsel.

16. Gennem symmetriantagelsen overser man imidlertid væsentlige sider af pengebegrebet. Friedman (1953) peger således på, at det keynesianske inflations-gab lukkes ad andre veje end lags i tilpasningsprocessen og indkomstomfordeling. priser medfører et fald i realværdien af de nominelt fikserede som borgerne holder på den offentlige sektor. Antager man, at efterspørgslen efter realkasse med givne inflationsforventninger er konstant, vil en forøgelse af pengeudbuddet tvinge den private sektor til at anvende en del af den løbende indkomst på at opretholde realkassens størrelse. Det offentlige beslaglægger en del af produktionen, den såkaldte »inflation-tax«.

Med denne konstruktion har man samtidig introduceret en kvantitetsteoretisk af inflationsprocessen. Forudsætningen er først og fremmest den noget tvivlsomme, at efterspørgslen efter realkasse er en stabil funktion af den forventede inflationsrate. Forventninger om øget inflation vil medføre et fald i realkasseefterspørgslen, men i modsætning til de hidtil omtalte inflationseffekter vil den her beskrevne omfordeling stadig være virksom i en ligevægtssituation, hvor forventningerne indfries.

Såfremt det offentlige svarede rente af de likvide fordringer, som den private sektor holder, ville der være tale om et sædvanligt debitor-kreditor forhold. Symmetriforudsætningenmåtte anfægtes alene med henvisning til adfærdsforskelle mellem privat og offentlig sektor under ikke-forventet inflation, d.v.s. ud fra pengeskarakter

---

10. Se afsnit 7.

11. Umiddelbart før det citerede afsnit afviser Keynes muligheden af såkaldt »induced lacking«, hvor et inflationært betinget fald i realkassen fører til øget opsparing.

geskarakteraf »outside-money«.¹² Dette er imidlertid en for snæver betragtning. Omfordelingsvirkningen er ikke primært knyttet til debitors placering, men til debitors manglende eller ufuldstændige rentebetaling. Besiddelsen af likviditet afkaster nytte, og borgerne ønsker derfor at holde likviditet uanset, at der ikke gennem rentebetaling ydes kompensation for den beskæring af likviditetens realværdi,som forårsager. Da likviditetsskabelse antages at kunne ske omkostningsfrit, er der således tale om en egentlig indkomstkilde for debitor og fordelingen påvirkes derfor også i situationer, hvor inflationsforventningerne indfries.Hvis private pengeinstitutter ikke på deres indskud yder en rente, der kan konkurrere med andre formueaktivers afkast, er også de i besiddelse af et »likviditetsmonopol«, der indebærer en omfordeling af indkomst og formue underinflation.

Det er dog i stort omfang institutionelle forhold, der afgør størrelsen af dette »likviditetsmonopol«. Litteraturen er her i nogen grad præget af den amerikanske bestemmelser, der forbyder rente af anfordringsindskud og begrænser renten for indskud på tid. For at bedømme denne omfordelings størrelse det imidlertid nødvendigt også at inddrage omfanget af indirekte rentebetaling form af de serviceydelser, som bankerne yder deres indlånskunder.

17. I kvantitetsteoretiske fremstillinger af inflationsprocessen er det sædvanligt at forudsætte en fuldstændig og relativt hurtig tilpasning af inflationsforventningerne. bevirker, at omfordelingen via »inflation-tax«, der fortsat gør sig gæl= dende, når forventningerne indfries, får en central placering. Derimod er der en klar tendens til at bagatellisere den del af omfordelingen mellem kreditorer og debitorer, som skyldes imperfektioner i markedsmekanismen. Forklaringen er vel atter den, at sådanne fordelingsændringer antages netto at være uden betydning for ligevægtssituationen.

Tilsvarende skal man formentlig i symmetriforudsætningen søge begrundelsenfor, den omfordeling, som skyldes inflationsbetingede ændringer i formuegodernesrelative ikke spiller nogen rolle i inflationsforklåringerne. Omfordelingensker mellem ejere af formuegoder med variabel pris (»sommerhuse«)og af aktiver, der er fikseret nominelt (»obligationer«). Meget tyder på, at disse »kapitalgevinster« er af betydelig størrelse, og der er derfor al mulig grund til at beskæftige sig med denne formuesubstitutionseffekt inden for inflationsteorien. I et vist omfang sker dette allerede i den moderne

---

12. Skatteparallellen påpeger her, at der er tale om en virkning på den personelle og ikke, som i artiklen i øvrigt, den funktionelle fordeling.

porteføljesammensætningsteori, men interessen er her først og fremmest knyttet til spørgsmålet om inflationsforventningernes overvæltning på renten, og ndringeri spiller ikke ind. Det er imidlertid et spørgsmål om denne »klassiske«symmetriforudsætning velbegrundet. Hvis man i det hele taget accepterer,at øver indflydelse på forbrugs- og opsparingsbeslutningerne,synes ikke at være nogen principiel forskel mellem at lade hhv. indkomstfordelingsændringerog indgå som forklarende variable. Men problemet er måske snarere, at det kan blive vanskeligt at opstille en plausibel hypotese om, hvorledes inflationen påvirker formuefordelingen mellemde grupperinger, hvis følgende resultat af en svensk undersøgelse kan generaliseres:

De våsentlige motsattningerna mellan enheter med olika formogenhetssammensattning
ar individuella och skar rakt igennom olika sektorer och socialgrupper. [Svennilson 1958,
P- 49]

Beskæftigelsesvirkningen

18. Fælles for de hidtil beskrevne fordelingseffekter er, at de ikke bygger på tilstedeværelsen bestemte inflationsårsager, men alene forudsætter en stigning i det generelle prisniveau. I de modeller, hvor fordelingsvirkningerne optræder, antages det ganske vist hyppigt, at inflationen skyldes et efterspørgselspres, men denne antagelse er ikke en nødvendig betingelse for, at de nævnte omfordelingsmekanismer sig gældende. Der er imidlertid fordelingseffekter, som let overses, længe man ikke specificerer, hvordan inflationen opstår. Antager man, at inflationen er af »demand-pull«- og forudsætter man desuden, at der i det mindste på kort sigt, d.v.s. så længe inflationsforventningerne ikke er tilpasset den aktuelle prisstigningstakt, eksisterer en negativ (»Phillipskurve«-) sammenhæng inflation og ledighed, så vil en stigning i inflationsraten samtidig indebære et fald i ledighedsprocenten. Beskæftigelsesændringen er i dette tilfælde en del af inflationsprocessen og må naturligvis tages i betragtning, når inflationens fordelingsvirkning skal vurderes.

19. Erkendelsen af, at ændringer i den samlede beskæftigelse har betydning for den funktionelle fordeling mellem løn og profit, er ikke ny; men i det omfang man har analyseret inflationsproblemet i keynesianske modeller med fuldstændig stiv kapacitetsgrænse, har der været en tendens til at overse denne virkning og alene diskutere, hvordan reallønnen påvirker fordelingen under inflation.¹³ En

---

13. Jfr. diskussionen af »wage-lag«-hypotesen i afsnit a.

del af den nyere inflationslitteratur¹⁴ tager imidlertid eksplicit sit udgangspunkt i sammenhængen mellem inflation og beskæftigelse. Forståelsen af arbejdsmarkedetsmikroøkonomiske under skiftende efterspørgselsforhold opfattes af disse forfattere som en afgørende forudsætning for at opstille relevante forklaringeraf Beskæftigelsesvirkningen bliver dermed et selvfølgeligtelement analyser af inflation og fordeling.

I modsætning til traditionelle Phillips-kurveræsonnementer sondres der i disse modeller mellem situationer, hvor inflationsforventningerne indfries, og situationer, den aktuelle inflationsrate adskiller sig fra den forventede.¹⁵ Når ligevægten som følge af en stigning i den samlede efterspørgsel, fjernes den faktiske inflationsrate fra den forventede, idet forventningerne kun tilpasses med en vis forsinkelse.¹⁶ Efterspørgselsforøgelsen fører til et stigende pres på arbejdsmarkedet, virksomhederne vil tilbyde højere pengelønninger for at udfylde pladser. Den enkelte lønmodtager har imidlertid ufuldstændig viden om den generelle lønudvikling og vil derfor være tilbøjelig til at acceptere et beskæftigelsestilbud, snart den fastsatte pengeløn overstiger den reservationsløn, som han opfattede som sit minimumskrav ved konjunkturopgangens start. I lønmodtagernes af den opnåede realløn indgår den forventede prisstigning, reallønnen vil derfor blive overvurderet. Der er således en tendens til at acceptere en realløn, der er lavere, end den der fandtes i ligevægtssituationen; ikke fordi lønmodtagerne lider af pengeillusion, men fordi mflationsforventningerne mangelfulde.

Umiddelbart kunne man i situationer, hvor inflationen er efterspørgselsbetinget,tænke en argumentation af denne type anvendt til at sandsynliggøre den tidligere behandlede »wage-lag«-hypotese. I så fald måtte virkningen af den øgedebeskæftigelse mod faldet i reallønnen for at give et billede af lønandelensudvikling inflation. Der er imidlertid den væsentlige indvending, at også virksomhedernes prisfastsættelse sker på grundlag af mangelfuld information.Såvel som lønmodtagere kan tænkes at fejlvurdere inflationstakten,og »wage-lag« er derfor ikke a priori mere sandsynligt end et »wagelead«.Den

---

14. Der tænkes her på arbejder udsprunget af den såkaldte »new-microeconomics«, f. eks. Phelps (1970 og 1972) og Palmer (1973).

15. En del forfattere antager, at beskæftigelsesændringen kun er af midlertidig karakter. Når inflationsforventningerne tilpasses, vil arbejdsmarkedet vende tilbage til den oprindelige ligevægtssituation såkaldt »naturlig ledighed«. Efter denne opfattelse eksisterer der således ikke en langsigtet »trade-off« mellem, inflation og ledighed. Dette problem vil dog ikke blive taget op i det følgende, og det er derfor alene virkningen af en ikke-forventet inflation, der søges analyseret.

16. Inflationens karakter af en uligevægtsproces er således væsentlig for kortsigts-analyser.

lead«.Denstigning i beskæftigelsen, som den uforudsete inflationsproces fremkalder,synes ikke at indebære en påvirkning af reallønnen i en bestemt retning. Det kan derfor konkluderes, at den reducerede ledighed øger lønmodtagernesrealindkomst, lønandelens udvikling afhænger af virkningerne på produktiviteten.¹⁷

20. Når man skal analysere virkningen af den øgede beskæftigelse, er det imidlertid tilstrækkeligt at se på den aggregerede fordeling mellem løn og profit. Nyere undersøgelser af arbejdsløsheden viser alle en meget ulige fordeling på de forskellige grupper af lønmodtagere, og det må derfor undersøges, i hvilken udstrækning i den gennemsnitlige ledighedsprocent indebærer en systematisk mellem grupperne. Det er i denne forbindelse ikke ganske klart, efter hvilke kriterier lønmodtagerne skal deles op. En af de seneste amerikanske beskriver problemstillingen således:

Measured unemployment is distributed differentially across thc labor force in a nonrandom In particular, it is concentrated among the young, the aged, the unskilled, uneducated, and certain ethnic minorities - in general, among low-income groups. [Palmer 1973, p. 56]

Forfatteren tilføjer, at en tilsvarende koncentration af ledigheden desuden rammer som ikke indgår i de registrerede arbejdsløshedstal; især deltidsbeskæftigede de såkaldte »marginalgrupper« der har en usikker tilknytning til arbejdsmarkedet.

Man kan, som Palmer antyder, opfatte lav-indkomstproblemet som det fælles for disse grupper. Ønsker man imidlertid at belyse arbejdsmarkedets i relation til disse grupper, forekommer indkomsten ikke at være et anvendeligt kriterium; denne må snarere betragtes som et resultat af end en årsag til de pågældendes placering på arbejdsmarkedet. Alternativt kan man tage udgangspunkt i erhvervsfunktionen. Der synes ganske overvejende at være tale om beskæftigelse på et lavt niveau i »arbejdsstillingshierarkiet«, og de specificerede vil normalt være få. Betegnelsen »ufaglært« er formentlig der nærmest dækker, og en underopdeling af den funktionelle fordeling »faglærte« og »ufaglærte« vil derfor i det følgende blive anvendt som en tilnærmelse til den relevante sondring.

---

17. I denne forbindelse er set bort fra den mulighed, at den øgede beskæftigelse kan være allokeringsmæssigt inefficient. Beskæftigelsesstigningen indebærer omkostninger, dels i form af reduceret fritid, dels gennem mindsket »søge-arbejdsløshcd«, d.v.s. investering i allokering af arbejdskraft.

2i. Fordelingen mellem faglærte og ufaglærte kan påvirkes ad to kanaler, når presset på arbejdsmarkedet øges under en ikke-forventet inflation. Dels kan der ske ændringer i de relative pengelønninger, dels kan der være forskel i beskæftigelsesstigningen de to grupper. Virkningerne går ikke nødvendigvis i samme retning.

Det er velkendt, at beskæftigelsen ikke varierer proportionalt med produktionen. tilpasses med forsinkelse, og denne såkaldte »labourhoarding« sig som en positiv korrelation mellem arbejdsproduktivitet og produktion konjunkturforløbet. Der kan være flere årsager til en sådan hoarding. ansattes arbejdskraft vil i almindelighed repræsentere et formueaktiv for virksomheden, idet de besidder kvalifikationer, som specifikt retter sig mod den pågældende virksomheds arbejdsgang. Afskedigelser vil ofte betyde, at investeringer arbejdsstyrken er tabt, og nyansættelser indebærer omkostninger såvel ved selve ansættelsesproceduren som ved den efterfølgende oplæring af disse ansatte. hertil føjes, at virksomhederne må tage usikkerheden ved konjunkturskønnene betragtning, er det forståeligt, at arbejdsstyrken tilpasses gradvist. Endelig en del af personalet være uundværligt uanset kapacitetsudnyttelsesgraden.

Virksomhedernes beslutninger om, inden for hvilke personalegrupper indskrænkninger ske, vil i væsentlig grad afhænge af de omkostninger, der er forbundet med genopbygning af en tilsvarende arbejdsstyrke. Dette må nødvendigvis at afskedigelser først og fremmest rammer ansatte, med relativt ukvalificeret arbejde - de ufaglærte. De pågældende repræsenterer ikke nogen investering for virksomheden, og ansættelsesomkostningerne er små, dels fordi gruppen kvalifikationsmæssigt opfattes som homogen, dels fordi nyansatte umiddelbart sættes i arbejde. En del af det faglærte personale er derimod uundværligt virksomheden, og hoarding og dishoarding vil derfor fortrinsvis påvirke i disse grupper. Resultatet bliver, at den registrerede ledighed væsentlig mere for ufaglærte end for faglærte, og beskæftigelsesstigningen, følger med den ændrede inflationstakt, vil i særlig grad rette sig mod de ufaglærte.18

Det er noget mere usikkert, i hvilken retning ændringer i den relative pengelønpåvirker mellem faglærte og ufaglærte. En generel efterspørgselsstigningvil vist medføre en større beskæftigelsesstigning på de ufaglærtes end på de faglærtes delarbejdsmarked; men hvis efterspørgslens lønelasticitet

---

18. Andre faktorer vil sandsynligvis trække i samme retning. Især må det formodes, at såvel erhvervsfrekvensen som den registrerede ledighed for unge vil være specielt følsom over for det generelle eftersporgselsniveau på arbejdsmarkedet.

samtidig er større for ufaglærte end for faglærte, kan man ikke på dette grundlag slutte, at der sker en indsnævring af lemforskellene. Der er imidlertid faktorer på udbudssiden, som indicerer, at pengelønnens bevægelighed er størst for ufaglærte.En substitution mellem de to grupper vil altid være mulig, men når presset på arbejdsmarkedet stiger, vil virksomhederne få et øget incitament til at løse rekrutteringsbehovet for faglærte, enten gennem ansættelse af ufaglærte, som derefter uddannes i det nødvendige omfang, eller gennem oprykning (»upgrading«) ufaglærte, der har en vis anciennitet i virksomheden. Udnyttelse af substitutionsmulighederne medfører en stigning i udbudselasticiteten for faglærte,som virke dæmpende på svingningerne i denne gruppes pengeløn.

Det er imidlertid næppe muligt at drage meget håndfaste konklusioner om den relative lønudvikling på dette grundlag. Pengelønsdannelsen påvirkes i høj grad af institutionelle faktorer, herunder de anvendte lønsystemer, og det er uklart, om der herigennem skabes systematiske tendenser til udvidelse eller indsnævring lønforskelle. I det omfang de ufaglærtes lønforbedring opnås gennem i stillingshierarkiet, vil en empirisk efterprøvning desuden blive noget nær umulig.

Den forsigtige antagelse, at inflationsprocessen »brings no significant adverse movement« (Phelps 1972, p. 146) i pengelønsrelationerne for ufaglærte, åbner imidlertid for den samlede konklusion, at beskæftigelsesstigningen indebærer en fordelingsmæssig gevinst for denne gruppe. En række empiriske analyser fra de seneste år underbygger dette resultat. (Brimmer 1971; Hollister og Palmer 1972). Disse er ganske vist bygget op omkring den mere generelle problemstilling »inflation fattigdom«, men de peger samstemmende på, at et væsentligt aspekt er den omfordelende virkning, som udgår fra et strammere arbejdsmarked.

Sammenfatning

22. Man kan opfatte ovenstående som en slags katalog over de påvirkninger, som må tages i betragtning, når inflationens betydning for fordelingen skal vurderes. Umiddelbart kan man få det indtryk, at de opregnede fordelingseffekter vedrører forskellige dimensioner af inflationsproblemet, og at der følgelig er tale om inkommensurable Virkningerne under punkt a-c gør sig gældende også i situationer, hvor inflationsraten er konstant, hvorimod beskæftigelsesvirkningen alene knytter sig til ændringer i inflationsraten. Nogle forfattere (Genberg og Swoboda 1974, pp. 7—10) finder det derfor nødvendigt at sondre mellem inflationens fordelingseffekter, og de følgevirkninger, som opstår, når en (anti-) inflatorisk økonomisk politik påvirker den samlede efterspørgsel.

To forhold gør imidlertid værdien af en sådan sondring mellem inflationsrate

og ændringer i denne tvivlsom. For det første må det antages, at der løbende sker en tilpasning af inflationsforventningerne til de aktuelle forhold. Situationer med ikkeforventetinflation derfor fundamentalt uligevægtige og ikke forenelige med en konstant inflationsrate. Samtidig med at inflationsniveauet stabiliseres, vil der ske en forventningstilpasning, som indebærer, at de under punkt a-c omtalte fordelingseffekterafsvækkes i det omfang det overhovedet er muligt at forebygge inflationens virkninger. Men dernæst er der grund til at tro, at beskæftigelsesvirkningenikke udtømt med den umiddelbart konstaterbare ændring i ledighedstallet. Beskæftigelse indebærer et element af investering i menneskelig kapital, og et ændret beskæftigelsesniveau igennem en periode vil derfor efterlade permanente virkninger på arbejdsstyrkens kvalitet. En skarp opdeling af inflationens fordelingseffekter på de virkninger, der vedrører inflationsraten og de virkninger, der skyldes ændringer i denne, forekommer derfor ikke velbegrundet.

23. Hovedsigtet med denne artikel har været at pege på de mekanismer, hvorigennem økonomisk teori søger at forklare en sammenhæng mellem inflation fordeling. Det er åbenbart, at vor viden om indkomstdannelsens betydning for den funktionelle fordeling under inflation er mangelfuld. Men på det foreliggende er det dog muligt at opstille en række hypoteser, som kan og i et vist omfang allerede er blevet underkastet selvstændig empirisk efterprøvning. I modsætning undersøgelser med et rent empirisk udgangspunkt synes dette at være en farbar til at skabe generaliserbar viden om omfordeling under inflation.

Det forekommer umiddelbart klart, at man bør være varsom med at drage generelle konklusioner om inflationens indvirkning på den personelle fordeling eller på fordelingen inden for en eller anden socio-økonomisk gruppering. Fordelingseffekternegår tværs af sådanne grupperinger, og gevinst eller tab for en gruppe vil være nettoresultatet af flere modsat rettede tendenser. Et nærliggendeeksempel den ofte anførte formodning, at inflation især påfører de lavesteindkomstgrupper Som begrundelse peges enten på de pågældendes afhængighedaf eller på den ulige andel af formuetilvæksten ¹⁹ I modsætning hertil er en række nyere undersøgelser (Brimmer 1971; Hollister og Palmer 1972) ud fra amerikansk materiale kommet til den konklusion,at »fattige« modtager en fordelingsmæssig gevinst under inflation. Resultatet fremkommer gennem kvantificering af en række fordelingseffekter, blandt hvilke beskæftigelsesvirkningen viser sig at veje tungest. Undersøgelser, som Hollister og Palmer (1972), der søger at inddrage alle målelige fordelingseffekter,kan en given situation bestemme inflationens samlede virkning på bestemte

---

19. Se eksempelvis L. Eskesen: »Formueforskydninger og inflation« i dette nummer af Nationaløkonomisk

grupper. Men netop fordi der er tale om et nettoresultat, ville det være hasarderetat generalisering af sådanne konklusioner; blot mindre forandringeri og institutionelle rammer kan ændre den samlede virkning fuldstændig.Sådanne har derfor en utilstrækkelig grad af autonomi.

Alene ud fra viden om de delsammenhænge, der har fremkaldt inflationens totaleffekt, er det muligt at udforme en rationel økonomisk politik. Men betegnelsen om prisstabiliserende indgreb forudsætter hensyntagen til, at fordelingseffekterne under inflation går i forskellig retning og derfor ikke entydigt til øget ulighed i den personelle indkomstfordeling, således som det ofte antages.

Litteratur

bach, g. l. og A. ando. 195 7. The redistributional
of inflation. Review of Economics
Statistics 39:1-13.

rrimmkr, a. 1971. Inflation and income distribution
the United States. Review of
Economics and Statistics 53: 37-49.

BRONFENBRENNER, M. Og F. D. HOLZMAN. 1963.
A survey of inflation theory. American
Economic Review 53: 593-661.

budd, e. c. og r>. f. seiders. 1971. The impact inflation on the distribution of income wealth. American Economic Review 61: 128-38.

cargill, t. f. 1969. An empirical investigation
the wage-lag hypothesis. American
Economic Review 59: 806-15.

eskesen, l. 1975. Formueforskydninger og inflation.
Tidsskrift 113:
279-93.

Friedman, m. 1953- Discussion of the inflationary
Essays in positive economics,
pp. 251-62. Chicago.

gexberg, h. og a. k. swoboda. 1974. Inflation indexation: A survey of issues. Proceedings of the Saltsjobaden Conference 4-6, IQJ4, pp. 7-22. Stockholm.

lIOLLISTER, R. G. Og J. L. PALMER. 1972. The

impact of inflation on the poor. I Redistribution
the rich and the poor: The
grants economics of income redistribution,

holzman, f. D. 1950. Income determination
in open inflation. Review of Economics
and Statistics 32: 150-58.

Johnson, h. g. 1969. A survey of theories of
inflation. Essays in monetary economics,
pp. 104-42. London.

Johnson, h. G. 1972. Inflation and the monetarist
Amsterdam.

kaldor, N. i960. Alternative theories of distribution.
on value and distribution,
209-36. London.

KESSEL, R. A. Og A. A. ALCIIIAN. i960. The meaning and validity of the inflation - induced lag of wages behind prices. American Review 50: 43-66.

keynes, j. m. 1930. A treatise on money, i.
bd. London i960.

keynes, j. m. 1936. General theory of employment,
and money. London 1967.

keynes, j. m. 1940. How to pay for the war.
London.

palmer, j. l. 1973. Inflation, unemployment
and poverty. Lexington, Mass.

phelps, e. s. 1972. Inflation policy and unemployment
The cost-benefit approach
monetary planning. London.

phelps, e. s. m. fl. 1970. Micro economic
foundations of employment and inflation
theory. New York.

reder, m. w. 1948. The theoretical problems
of a national wage-price policy. Canadian
Journal of Economics 14: 46-61.

reder, m. w. 1959. Alternative theories of
labors share. I The allocation of economic

resources, Moses Abramovitz m. fl. Stanford.

Robbins, l. red. 1972. Inflation: Economy
and society. London.

SVENNILSON, i. 1958. Vem vinnor och vein
fbrlorar på inflationen? Stockholm.

TREVITHICK, j. A. 1975. Keynes, inflation and
money illusion. Economic Journal 85: 101

økonomiministeriet. 1966. Inflationens rsager.
nr. 421. København.