Resumé

summary. The paper exposes for a number of socio-economic groups how capital on real assets and gains or losses due to inflation on monetary liabilities or monetary assets respectively affects the total wealth of each single group. An attempt is made to measure against each individual group's gross income the relative of the changes in their total wealth. The analysis is mainly empirical and based on new and more detailed statistics worked out from the figures reported on individual income tax returns.

1. Indledning

I denne artikel vurderes den betydning, forskydninger i formuefordelingen for en række socioøkonomiske grupper. Formueforskydningerne opdeles i denne analyse i dels kapitalgevinst/-tab på reale aktiver (se afsnit 2), dels infiationstab/-gevinst henholdsvis pengeforbedringer og gæld (se afsnit 3). Endelig i afsnit 4, hvilken betydning kapitalgevinsterne og inflationsgevinsterne for de enkelte socioøkonomiske grupper, når formueforskydningerne sammenholdes med indkomsterne i traditionel forstand.

Analysen er fortrinsvis empirisk betonet og bygger på en bearbejdelse af statistikken selvangivelsens formueposter for årene 1972 og 1973 (Danmarks Statistik 1973 og 1974). Sigtet er at fremlægge tal, der indicerer hvorledes de enkelte grupper påvirkes af kapitalgevinst og kapitaltab. Det er således ikke målet at foretage en samlet opgørelse af kapitalgevinsterne resp. kapitaltabene.

Analysen tager herudover sigte på at skitsere, i hvilket omfang inflationen
spiller en rolle for de nævnte formueforskydninger.

2. Kapitalgevinsternes betydning for den socioøkonomiske formuefordeling

2.1. Indledning

I dette afsnit skal det undersøges, om kapitalgevinster på reale aktiver forrykker
socioøkonomiske formuefordeling.

Der skelnes her, i overensstemmelse med den definition, Det økonomiske

Råds formandsskab fastlagde i dets undersøgelse af formueudviklingen (Det økonomiskeRåd, mellem nominelle og reelle kapitalgevinster. De nominelle kapitalgevinster er de værdistigninger, der rent faktisk kan konstateres på formueaktiverne.De kapitalgevinster fremkommer ved at deflatere de nominellekapitalgevinster et indeks for de generelle forbrugerprisstigninger. Når der i denne artikel tales om kapitalgevinster, forstås der herved kun de formueforskydninger,der de reale aktiver og kun de reelle stigninger.

Det er en ofte fremdraget påstand, at inflationen forvrider formuefordelingen dannelse af kapitalgevinster på reale aktiver. Dette udsagn bygger på to forudsætninger, nemlig for det første, at en inflationær situation (og da især, hvis inflationen er accellererende) medfører en kraftigt øget interesse for erhvervelse reale (inflationssikrede) aktiver. Dette fører til stærkere prisstigninger på disse aktiver end på varer og tjenesteydelser i øvrigt. Den anden antagelse er, at de realaktiver, der giver anledning til kapitalgevinsterne, er mere ulige fordelt end formuerne totalt set.

Der er grund til at knytte nogle kommentarer til den første forudsætning.

De nominelle kapitalgevinster er selvfølgelig snævert korrelerede med inflationen. når de reelle kapitalgevinster skal forklares, må der lægges vægt på den af inflationen skabte øgede efterspørgsel efter realværdier (Det økonomiske Råd, 1966, s. 10). Denne faktors betydning må formodes at have været stigende i de senere år i takt med den intensiverede offentlige debat og den stigende inflationsrate.

Men det bør understreges, at også andre forhold end inflationen må inddrages en forklaring af de reelle kapitalgevinster. Enkelte af disse har dog en indirekte sammenhæng med inflationen. Eksempelvis kan nævnes, at en del af kapitalgevinsterne er en følge af de kraftigt stigende byggeomkostninger, der har smittet af på den eksisterende boligmasse. Også den del af kapitalgevinsterne, der kan henføres til det forøgede renteniveau og de stigende finansieringsomkostninger, i en vis udstrækning inflationsforventningerne. Men det er selvfølgelig at der også uden inflationen ville kunne konstateres reelle kapitalgevinster fast ejendom bl. a. som følge af knaphedsprisstigninger og ændrede konkurrenceforhold (Det økonomiske Rad, 1966, s. 11). I afsnit 3 skal det nærmere afklaret, om kapitalgevinsterne medfører skævheder i formuefordelingen.

2.2. Betydning for formueudviklingen

Indledningsvis anføres i tabel 1 tal til belysning af kapitalgevinsternes betydning
formuedannelsen herhjemme.

Tallene bygger på de beregninger, Det økonomiske Råds formandsskab fremlagde 1966 i forbindelse med en analyse af formueforholdene i Danmark. Beregningerne ført frem til 1973¹. Af tabel 1 fremgår det med al ønskelig tydelighed, at kapitalgevinsterne tegner sig for en meget betydelig og stigende del af formuetilvæksten

De videre betragtninger omkring disse forhold bygger i alt væsentligt på de
undersøgelser af selvangivelsernes formueposter for årene 1972 og 1973, som
Danmarks Statistik nu er begyndt at offentliggøre2 3.

Med disse statistikker er der tilvejebragt et materiale, der for første gang giver for nærmere at belyse en række forskellige forhold omkring kapitalgevinsterne. der bygger på en stikprøve, er dog behæftet med en række mangler, der gør, at konklusioner kun kan drages med betydelig varsomhe ⁴.

---

1. I Finanstidende (1974, nr. 4, 5, 6, 8 og 9) er der fremlagt beregninger vedrørende disse forhold frem til 1974.

2. 1972: Statistiske Efterretninger nr. 66, 1973. 1973: Statistiske Efterretninger nr. 8o₅ 1974.

3. Materialet lægger for formueposternes vedkommende ikke op til en sammenligning mellem 1972 og 1973. For det første er 1973-tallene stærkt påvirket af den 15. almindelige vurdering samt af en række kraftige indkomststigninger for selvstændige og her specielt for selvstændige landbrugere. For det andet er 1973-undersøgelsen ikke så specificeret med hensyn til socioøkonomiske som 1972-undersøgelsen.

4- I Det økonomiske Råd (1966, s. 60-62) gives en gennemgang af de væsentligste fejlkilder, der må tages hensyn til, når skattestatistikken anvendes. Således medtages formue i stat, kommune, sikringsordninger, arbejdsløshedskasser m. v. ikke. Indestående i pensionskasser og livsforsikringsselskaber samt indestående på en række skattebegunstigede opsparingskonti i banker sparekasser holdes ligeledes uden for formueopgørelsen. Det samme gælder formuen i (fortsattes næste side) selvejede institutioner. Faste ejendomme værdiansættes ikke løbende til handelsværdien, men opføres i overensstemmelse med ejendomsvurderingerne. En række realaktiver i selvstændiges eje (maskiner, inventar m. v.) opføres med den bogførte værdi, der typisk vil være væsentligt lavere end den reelle værdi. De reale aktiver i aktieselskaber medregnes kun via de skattepligtige aktieindehavelse, hvilket synes ganske væsentligt at undervurdre de faktiske værdier. Et særligt alvorligt problem er, at pengefordringer optages til en kursværdi, mens de modsvarende gældsposter optages til nominel værdi. Endelig — i tilknytning til det sidste - holdes personlige formuer (i et vist, ikke nærmere kendt omfang) uden for formueopgørelsen. De modsvarende gældsposter medtages givetvis i fuld udstrækning.

2.3. Kapital gevinsterne s konsekvenser for den socio-okonomiske jormucfordeling

Formuefordelingen er væsentlig skævere end indkomstfordelingen. Dette forhold i tabel 2. Her angives fordelt på socioøkonomiske grupper en række tal for formue, gæld og skattepligtig formue. I kolonnerne 4 og 5, hvor nettoformuen formue) i 1972 resp. 1973 sættes i forhold til bruttoindkomsten, den betydelige skævhed i formuefordelingen klart. Selvstændige^, højere funktionærers og pensionisters andel af formuerne er langt større end deres andel af indkomsterne5 6.

Efter denne indledende belysning skal der søges frem til, hvorledes kapitalgevinsterne den socio-økonomiske formuefordeling. Allerede en løs sammenligning tabel 1 (der illustrerer kapitalgevinsternes store og voksende betydning formuedannelsen) og tabel 2 (der giver indikatorer for formuefordelingen) at kapitalgevinsterne siden 1950 må have spillet en betydelig rolle for de enkelte socioøkonomiske grupper.

I tabel 3 vises den relative fordeling af bruttoformuen på forskellige aktiver

---

4- I Det økonomiske Råd (1966, s. 60-62) gives en gennemgang af de væsentligste fejlkilder, der må tages hensyn til, når skattestatistikken anvendes. Således medtages formue i stat, kommune, sikringsordninger, arbejdsløshedskasser m. v. ikke. Indestående i pensionskasser og livsforsikringsselskaber samt indestående på en række skattebegunstigede opsparingskonti i banker sparekasser holdes ligeledes uden for formueopgørelsen. Det samme gælder formuen i (fortsattes næste side) selvejede institutioner. Faste ejendomme værdiansættes ikke løbende til handelsværdien, men opføres i overensstemmelse med ejendomsvurderingerne. En række realaktiver i selvstændiges eje (maskiner, inventar m. v.) opføres med den bogførte værdi, der typisk vil være væsentligt lavere end den reelle værdi. De reale aktiver i aktieselskaber medregnes kun via de skattepligtige aktieindehavelse, hvilket synes ganske væsentligt at undervurdre de faktiske værdier. Et særligt alvorligt problem er, at pengefordringer optages til en kursværdi, mens de modsvarende gældsposter optages til nominel værdi. Endelig — i tilknytning til det sidste - holdes personlige formuer (i et vist, ikke nærmere kendt omfang) uden for formueopgørelsen. De modsvarende gældsposter medtages givetvis i fuld udstrækning.

5. Skævhederne bliver endnu større, hvis bruttoformuerne lægges til grund.

6. Formuefordelingen er imidlertid ikke så skæv, til gunst for de selvstændige, som tallene i tabel 2 udviser. Dette skyldes især, at den opsparing, selvstændige foretager i pensionsøjemed typisk finder sted som opsparing i egen virksomhed, og altså medregnes ved formueopgørelsen (og i visse tilfælde også bliver udsat for løbende beskatning). Modsat for lønmodtagerne medregnes en stor del af deres formueaktiver, eksempelvis indestående i pensionskasser, indekskontrakter, på kapitalpensionskonti m. v. ikke ved formueopgørelsen. Til dette kommer, at der for tjenestemændenes vedkommende må tillægges en beregnet værdi af den pristalsregulerede pension, der er sikret i og med selve ansættelsesforholdet. En beregning af værdien af tjenestemandspensionerne er uhyre vanskelig at foretage og vil ikke blive inddraget i nærværende analyse. For nærmere omtale se Else Damgaard Nielsen (1974). I et appendix (af pladshensyn medtages dette ikke. Eksemplarer heraf kan rekvireres ved henvendelse til forfatteren) der gjort et forsøg på at fordele de pengefordringer, der ikke indgår i skattestatistikken socioøkonomiske grupper. Beregningerne viser, at ændringerne i den socioøkonomiske som følge af disse forhold kun er af mindre betydning. Dog er der ikke i disse beregninger taget hensyn til værdien af tjenestemandspensionen for funktionærernes vedkommende, der for de selvstændige ikke er korrigeret for det forhold, at deres reale erhvervsaktiver skattestatistikken opgøres til en bogført værdi, der typisk vil ligge under den faste værdi.

for en række socioøkonomiske grupper. Selv om 1973-tallene ikke er så detaljeredesom
for 1972, anvendes de alligevel, fordi ejendomsværdierne her
er baseret på den 15. almindelige vurdering.

Det er naturligt, at posten »erhvervsformue« er størst for gruppen »selvstændige Hvad der derimod nok umiddelbart kan synes overraskende at den relative andel af reale aktiver ikke udviser nævneværdige forskelle de erhvervsaktive grupper. Det er for lønmodtagergrupperne selvfølgelig og fremmest ejendomsværdierne, der spiller ind. Derimod ligger pensionistgrupper væsentligt under de øvrige grupper, hvad andelen af realaktiver

Afgørende for, hvorledes kapitalgevinsterne fordeles, er en række forskellige
forhold. Blandt de væsentligste er (1)(1) om der kan konstateres lige store værdistigningerpå
realaktiver7, (2) hvor længe den enkelte person har været i besiddelseaf

---

7. På dette område spiller bl. a. sådanne forhold som beliggenhed i forhold til udbygningen af offentlige transportmidler ind. Ligeledes har den tekniske forældelse stor betydning for værdistigningerne erhvervsaktiverne.

siddelseafdet reale aktiv, og (3) om en del af den konstaterede kapitalgevinst
umiddelbart resulterer i et kapitaltab på andre aktiver, typisk obligationer.

At der må være betydelig forskel på kapitalgevinstens størrelse afhængigt af
det reale aktivs karakter og længden af den periode, aktivet har været ejendom,
belyses bl. a. i tabel 4, der viser prisudviklingen for en række realaktiver siden

i960. Værdistigningen på grunde og parcelhuse har været langt større end stigningernepå
m. v.8.

Det er også klart, at den del af de reelle kapitalgevinster, der kan henføres til værdistigningen som følge af stigningen i renteniveauet, totalt set må modsvares af kapitaltab på først og fremmest obligationsbeholdningerne⁹. Den enkeltes kapitalgevinst fast ejendom må således reduceres med kurstabet på fast forrentede, pengefordringer, før nettoresultatet kan opgøres. Denne analyse foretages ikke her¹⁰.

Med disse forbehold in mente synes der at kunne gives et foreløbigt svar på, hvorledes de reelle kapitalgevinster påvirker formuefordelingen. Forudsættes det, at alle socioøkonomiske gruppers samlede kapitalgevinster er proportionale med deres mængde af realaktiver, vil der næppe kunne konstateres de store forskydninger formuefordelingen imellem de erhvervsaktive grupper, hvorimod der nok fortsat ville være tale om, at pensionister og personer ude af erhverv står i en mere ugunstig stilling.

3. Inflationens påvirkning af gæld og opsparing

I dette afsnit skal det nærmere analyseres, hvorledes inflationstab og inflationsgevinst
pengefordringer og gæld påvirker formuefordelmgen.

Inflationen giver anledning til direkte tab/gevinst i forbindelse med pengefordringerog
når den rente, der aftales ved indgåelsen af et låneforhold, er

---

8. Se bl. a. belysningen i Finanstidende (1974). Det forhold, at der ikke kan konstateres reelle kapitalgevinster på erhvervsformueaktiver er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke er økonomiske fordele forbundet med disse. For at vurdere den økonomiske betydning af hhv. besiddelse erhvervsformue og parcelhuse må hele afskrivningsproblematikken inddrages. For erhvervsformueaktiver gælder det sikkert i endnu højere grad end for parcelhuse, at spredningen i værdistigningen er meget betydelig. Eksempelvis har der i perioder kunnet konstateres store kapitalgevinster (og kapital tab) på skibe.

9. Se diskussionen mellem Vibe-Pedersen, Zeuthen og Finanstidende (Finanstidende 1975, nr. 12 og 15). Vibe-Pedersen og Zeuthen finder det mere rimeligt at definere den reelle kapitalgevinst værdistigning som følge af øgede finansieringsomkostninger. Dette gøres bl. a. ud fra en betragtning om, at der ikke her er tale om nogen faktisk forbedring af formueejerens økonomiske situation. Dette er rigtigt, hvis man anser en konstant real kontantværdi af ejendommen det naturlige nulpunkt. Betragtes imidlertid den faste ejendom som en investering, der alternativt kunne have været placeret i fx. obligationer, er der i sammenligning hermed tale om en reel økonomisk gevinst for køberen af fast ejendom, idet obligationskøberen ville lide tab ikke blot som følge af faldet i pengenes købekraft, men også som følge af kurstabet.

10. Den må bl. a. forudsætte komplicerede beregninger af, hvordan den totale obligations- og pantebrevmasse i sidste instans er placeret på socioøkonomiske grupper. 81. a. for Nationalbankens, og sparekassers og statens beholdninger af obligationer vil dette vilde betydeligt besvær.

fast og ikke fuldt ud tager højde for inflationen i lånets løbetid. Bliver inflationen kraftigere end ventet ved låneoptagelsestidspunktet, vil det medføre, at det løbendefaste ikke giver kreditorerne fuld dækning for inflationens udhulningaf Herudover kan besiddelsen af pengefordringer give anledning til tab og gevinst som følge af kurssvingninger. I denne forbindelse er det kun det første forhold, der vil blive nærmere analyseret¹¹.

Det tab, kreditorerne noterer gennem den negative realrente af deres placeringeri
vil selvfølgelig modsvarende optræde som en gevinst
for de debitorer, der har optaget lånene12. Reelt må disse tab og gevinster medregnesved

---

11. Se note 9 og teksten i forbindelse hermed.

12. Har debitorer og kreditorer samme marginalskat, vil tab og gevinst udlignes fuldstændigt mellem debitorer og kreditorer. Har kreditorerne gennemsnitligt en lavere marginalskat end debitorerne - hvilket de efterfølgende analyser klart indicerer - betales en del af tabet/gevinsten via skattesystemet, hvor til gengæld grupperne med de højeste marginalskatter vil komme til at betale den største andel.

regnesvedopgørelsen af den faktiske indkomst. Det er således et spørgsmål, om inflationen på dette område medfører en ligelig eller en skæv fordeling. Dette kan belyses nærmere ved en vurdering af dels den relative gældsfordeling, dels ved en vurdering af forholdet mellem gældspassiver og pengeaktiver.

I de to første kolonner i tabel 5 anføres den samlede gæld (opgjort som summen gæld i fast ejendom og gæld i øvrigt) i pct. af bruttoindkomsten. Ses der på fordelingen pi socioøkonomiske grupper, er gælden næsten lige så skævt fordelt formuerne¹³. Relativt set har de selvstændige langt mere gæld end funktionærgruppen, igen markerer en klar afstand til arbejdere og pensionister. Tallene på indkomstintervallerne viser helt klart et stigende relativt gældsomfang stigende indkomst.

Men det er ikke umiddelbart sikkert, at en skæv fordeling af gælden også medfører en skæv fordeling af inflationsgevinsten på at besidde gæld. Dette kan kun afgøres ved at sammenholde gælden og beholdningen af pengefordringer inden de enkelte socioøkonomiske grupper. Desto større del af de lånte midler, der er placeret i pengeaktiver fremfor realaktiver, desto mindre vil inflationsgevinsten at have gæld være¹⁴.

Når sådanne »money assets/debt ratios« skal udregnes, opstår der to ret store problemer, som dog i en vis udstrækning lader sig afhjælpe. For det første opgøres gælden i skattestatistikken til nominel værdi, mens de modsvarende pengefordringer obligationer) medregnes til en kursværdi. D.v.s. at de skattepligtige undervurderes. For det andet mangler — som tidligere nævnt - en række formueaktiver (indestående i pensionskasser m.v.) først og fremmest ved opgørelsen af lønmodtagernes formuer. Nedenfor i tabel 6 søges der taget højde herfor. Først vises de ukorrigerede relationer mellem pengefordringer og gæld i de to sidste kolonner i tabel 5.

Den socioøkonomiske fordeling viser her, at alle de erhvervsaktive grupper

---

13. En relativ større del af lønmodtagernes gæld er gæld i fast ejendom. Det må formodes, at løbetiden på denne gæld er længere end løbetiden for den løse gæld. Dette skulle således give lønmodtagergrupperne en relativ fordel i forbindelse med problemstillingen omkring gevinst/tab på gæld kontra opsparing.

14. Sættes gældspassiverne til G og pengeaktiverne til P, vil inflationsgevinsten (+) og inflationstabet (—)(^—) fordele sig således (under forudsætning af samme løbetid m. v.) : G<P: — G=P: o Forudsætning: negativ realrente G>P: + 20

skulle have en gældsgevinst15. Størst er gevinsten for selvstændige og funktionærer.Mindre
den for arbejdergrupperne.

Allerede disse tal viser, at pensionisterne må være de helt store tabere i dette spil. Deres pengefordringer overstiger gælden med 154 pct. Endnu mere markante tallene, når indkomstintervallerne lægges til grund ved vurderingen. Bruttoindkomster op til 40.000 kr. (i 1973) er klare tabere, mens gevinsterne indkasseres af grupperne med over 40.000 i bruttoindkomst.

Men som nævnt, giver tallene i tabel 5 ikke en korrekt beskrivelse. Der er for mange, der i denne tabel vinder på inflationen, og for få, der taber. Tabel 6, der er baseret på en række beregninger, korrigerer for disse forhold. De poster, der ikke medregnes i skattestatistikken, afgrænses og fordeles på socioøkonomiske grupper samt på realaktiver og på pengefordringer. Pengefordringerne (fordelt på socioøkonomiske grupper) tillægges de enkelte socioøkonomiske gruppers skattepligtige formue. For alle formueposter, hvor der er tale om opgørelse til andet end den nominelle værdi i den officielle statistik, er der foretaget en korrektion,således det bliver muligt at sammenligne gælds- og formueposterne. Korrektionenbaseres værdien af obligationsmassen¹⁶. Det kan beregnes, at den cirkulerende obligationsmasse til kursværdi ultimo 1973 udgjorde 85 mia kr. mod

---

15. Der forudsættes her samme løbetid, samme effektive renteafkast m. v. af såvel gældspassiver som pengefordringer.

16. Specielt for beholdningen af private pantebreve er det vanskeligt at finde frem til en korrektionsfaktor.

en nominel værdi på 138 mia kr. Dette forhold lægges til grund ved udregning af
de nominelle værdier af formueaktiverne17.

Når disse korrektioner er foretaget, skulle det være muligt at nå frem til et
mere korrekt udtryk for de enkelte socioøkonomiske gruppers pengefordrings-/
gældsrelation (se tabel 6).

For det første ses det, at der fremkommer en meget mere troværdig total. Pengefordringerne overstiger kun gælden med 9 pct. Dette svarer altså meget godt til, at pengefordringer og gæld nogenlunde skal gå ud mod hinanden. Tabellen viser imidlertid klart, at de to eneste socioøkonomiske grupper, der har en inflationsgevinst gæld, fordi deres pengefordringer ikke overstiger deres samlede gældsposter, er de selvstændige og funktionærerne. Arbejdere vil have et inflationstab gæld, fordi deres pengefordringer overstiger den samlede gæld med 24 pct. Pensionisterne bliver i denne relation endnu større tabere end tidligere. Korrigeres tallene, overstiger deres pengefordringer gælden med 311 pct.

4. Formueforskydningerne og indkomsten

I afsnit 2 og 3 er formueforskydningerne behandlet i tilknytning til den socioøkonomiske Omkring tabel 7 og 8 skal den økonomiske betydning disse forskydninger vurderes i forhold til den socioøkonomiske indkomstfordeling traditionel forstand.

4.1. Kapitalgevinster og indkomst

I afsnit 2 konkluderedes det, at værdiforskydningerne på de reale aktiver næppe i større omfang forrykker den socioøkonomiske formuefordeling - omend der for enkeltpersoner inden for de enkelte grupper må forventes en meget betydelig

Nu er det imidlertid klart, at den socioøkonomiske formuefordeling er langt skævere end den socioøkonomiske indkomstfordeling. Dette medfører selvfølgelig, at kapitalgevinsternes betydning bliver en ganske anden, når de relateres til de enkelte gruppers indkomst.

Gruppen »selvstændige« og »højere lønnede funktionærer« (og de højere indkomstgrupper) er de grupper, der har en relativ stor del af de samlede formuerset relation til deres indkomst. Disse grupper vil altså også have en meget stor nominel kapitalgevinst. Udvides det normale indkomstbegreb således, at også

---

17. Det må understreges, at korrektionen udelukkende er af teknisk karakter og har til formål at konstatere, om differencen mellem gæld og pengefordringer er positiv eller negativ. Før tabel 6 udregnes, korrigeres der igen tilbage til kursværdien.

forskydninger i nettoformuen (excl. egenopsparing ) betragtes som en forbedring i indkomstmæssig henseende, vil de indtægter, der følger af kapitalgevinsterne altså gøre indkomstfordelingen (i bred forstand) mellem de socioøkonomiske grupper endnu skævere. Dette gælder så meget desto mere, som en stor del af kapitalgevinsterne ikke er indkomstskattepligtige.

En skitsemæssig belysning af disse forhold gives i tabel 7, hvor det er søgt beregnet, hvor stor en del kapitalgevinsterne udgør i forhold til de enkelte gruppers i 1973. Her medregnes kun de kapitalgevinster, der har kunnet på de samlede ejendomsværdier¹⁸. Fra 1972 til 1973 kunne der konstateres en værdistigning på ejendommene på knap 16 pct. Fratrækkes stigningen forbrugerpriserne på 9 pct., kan den reelle kapitalgevinst opgøres til godt 6 pct.¹⁹ Fordeles kapitalgevinsten på socioøkonomiske grupper i overensstemmelse de enkelte socioøkonomiske gruppers andel af ejendomsværdierne, fremkommer tallene i tabel 7, der unægtelig udviser betydelige forskelle²⁰.

4.2. Monetære inflationstab og indkomst

I tabel 8 søges betydningen af inflationens påvirkning af gæld og pengefordringer i relation til de enkelte socioøkonomiske gruppers indkomst²¹. Denne oversigt er af skematisk karakter, da en fuldstændig belysning naturligvis kræver oplysninger om dels fordringssammensætningen dels tidspunktet for anskaffelsen fordringerne.

---

18. Danmarks Statistik oplyser, at der for landbrugets vedkommende er usikkerhed omkring fordelingen erhvervsformue og ejendomsværdi.

19. Beregnet på grundlag af Finanstidende (1974, nr. 4).

20. En mulig årsag til, at de socioøkonomiske grupper påvirkes noget anderledes end ovenfor nævnt af kapitalgevinsterne, er forholdene omkring den gamle boligmasse. Den kapitalgevinst, ejere af udlejningsejendomme i den gamle boligmasse kunne have konstateret, hvis der ikke havde været huslejerestriktioner, optræder som en indirekte kapitalgevinst for lejerne i disse ejndomme. kan her være tale om en vis omfordeling indbyrdes mellem de socioøkonomiske grupper — typisk fra selvstændige og højere funktionærer til arbejdergrupperne. Det er imidlertid vanskeligt eksakt at bedømme effekten af dette forhold. Med et kendskab til den gaml lejlighedsmasses fordeling efter følgende kriterier: socioøkonomiske grupper, opførelsestidspunkt, og gennemsnitlig husleje ville det være muligt at foretage en beregning af denne effekt. Materialet til en sådan undersøgelse ligger i boligtællingen fra 1970. Det vil kræve en omfattende kørsel af hele materialet at få alle relevante data frem. Der findes i den offentliggjorte del af boligundersøgelsen kun oplysninger om den socioøkonomiske fordeling af de udlejede beboelsesejendomme efter den gennemsnitlige månedlige husleje.

21. Ved beregningerne i tabel 8 anvendes der skønsmæssigt en marginal på 2,4 pct. mellem kreditorrenter og debitorrenter.

Et eksempel for pensionistgruppen kan belyse inflationstabet. I 1973 havde en pensionisthusstand en gennemsnitlig indkomst på 25.435 kr. Pensionisternes samlede korrigerede pengefordringer kan opgøres til 54.902 kr. Da pensionisternes gæld var 16.460 kr. pr. husstand i 1973, overstiger deres korrigerede pengefordringer således gælden med 38.442 kr. Er realrenteafkastet (efter skat) ved et inflationsniveau på 10 pct. om året minus 4, vil det altså sige, at pensionistgruppen et tab på 1.235 kr., svarende til 4,9 pct. af deres bruttoindkomst. Regnes der med en marginalskat på 50 pct., er tabet for pensionisterne rent faktisk dobbelte, nemlig 9,8 pct. af indkomsten.

Hvis inflationen i stedet for 10 pct. var 4 pct., ville pensionisterne tjene 25 pct. af bruttoindkomsten. Det vil sige, at pensionisterne i alt taber et beløb svarende over 7 pct. af bruttoindkomsten (eller 14-15 pct. når der tages hensyn til, at tabet ikke er indkomstskattepligtigt) ved, at inflationen er 10 pct. i stedet for 4 pct.

5. Afsluttende bemærkninger

I denne artikel er det blevet sandsynliggjort, at inflationen direkte eller indirekte kapital- og inflationsgevinsterne fører til betydelige økonomiske forskydninger. De enkelte socioøkonomiske grupper påvirkes ad denne vej langt mere ulige af inflationen end gennem inflationens påvirkning af indkomstfordelingen anden vej.

Når det tages i betragtning, hvor nidkært de enkelte samfundsgrupper vogter på hinanden i relation til indkomstudviklingen (hele baggrunden for indkomstkapløbet), det i og for sig noget af et paradoks, at samfundsgrupperne i så ringe grad har interesseret sig for de betydelige ændringer i deres relative reelle økonomiske situation, der følger af kapitalgevinster og inflationsgevinster. Ydermere det undre, at disse kapital- og inflationsgevinster ikke synes at have gjort de grupper, der er relative tabere i dette spil, til konsekvente fortalere for inflationens

Et par forhold, der kan forklare dette paradoks, ligger lige for. Det er for det første overordentlig vanskeligt rent statistisk at belyse omfanget og fordelingen af kapitalgevinsterne og inflationsgevinsterne på gæld. Og for det andet er der tale om en meget betydelig spredning og inhomogenitet i fordelingen af kapitalgevinsterne inflationsgevinsterne samfundsgrupperne imellem. Dertil kommer, at kapitalgevinsterne fordeles efter en række ikke let forudsigelige kriterier, fx efter om værdien af ens faste ejendom forringes eller forøges af udbygningen af det offentlige transportnet. Det er derfor klart, at kapitalgevinsterne og den negative realrente ikke har været et nært så håndgribeligt arbejdsfelt for de forskellige interesseorganisationer som indkomsterne har været det. Det er først i de allerseneste der har kunnet spores en interesse omkring disse forhold, først og fremmest gennem debatten omkring økonomisk demokrati.

Litteratur

ARBEJDSMARKEDETS TILLÆGSPENSION. 1974-
Regnskab og beretning for 1973/74. Kø-
benhavn.

Danmarks statistik. 1972. Opsparingen i
lønmodtagerhusstande i ig66. Statistiske
Undersøgelser nr. 29. København.

Danmarks statistik. 1973- Statistiske Efterretninger
66.

danmarks staitstik. 1974. Statistiske Efterretninger
80.

FINANSTIDENDE. 1974. Udviklingen i Danmarks
1950-74. Nr. 4, 5,
6, 8 og 9.

forsikringsrådet, i97i. Beretning. København.

levison, herold, m. 1970. Some Problems of Price Indexes and the Gains and Losses from Inflation. I Readings in Money, National and Stabilization Policy, red. Smith og Teigen. Homewood, 111.

Nielsen, else damgård. 1974. Er en kapitalpensionsordning
foretrække for en tjenestemandspension?
nr. 10.

oecd. 1961. The Problem of Rising Prices.
Paris.

VIBE-PEDERSEN, J. Og HANS E. ZEUTHEN.
1975a. Parcelhusejernes kapitalgevinster.
Finanstidende nr. 12.

VIBE-PEDERSEN, J. Og HANS E. ZEUTHEN.
1975b. Mere om beregningen af kapital-

gevinster for fast ejendom. Finanstidende
nr. 15.

økonomiministeriet. 1971. En statistisk belysning
pantebrevsmarkedet. Betænkning
616.616. København.

økonomiministeriet. 1966. Inflationens rsager.
nr. 421. København.

DET ØKONOMISKE RAD, FORMANDSSKABET. 1966.
Bidrag til belysning af formueudviklingen
i Danmark i de senere år. København.