Formueforskydninger og inflation: En kommentar

I Nationaløkonomisk Tidsskrift 1975, nr. 2 har Lars Eskesen offentliggjort et stort talmateriale mange interessante beregninger angående inflation og formueforskydning. Adskilligt i artiklen kan dog give anledning til diskussion. I denne kommentar vil der blive argumenteret for, at forfatterens teoretiske er uhensigtsmæssigt. Det vil endvidere blive forsøgt påvist, at selv om det teoretiske udgangspunkt accepteres, findes i talmaterialet adskillige fejlberegninger forkerte implicitte og eksplicitte forudsætninger, at der ikke på talmaterialet drages de foretagne konklusioner. Det teoretiske udgangspunkt. Forfatteren går i sine beregninger ud fra, at en stigning i prisindekset for et realaktiv udover stigningen forbrugerprisindekset i samme periode medfører en reel kapitalgevinst og dermed en formueforskydning. For monetære aktiver regnes med (tabel 8), at der sker et inflationstab og kun hvis rente efter skat ikke er tilstrækkelig til at dække nedgangen i købekraft af aktivet i perioden. Det bemærkes, realaktiverne behandles under ét, hvadenten der er tale om byggegrunde eller ligesom alle monetære og passiver behandles under ét, uanset om der er tale om kortfristede eller langfristede papirer.

Denne fremgangsmåde medfører, at der registreres formueforskydninger selv om en sådan ikke finder sted. Dette anskueliggøres let ved at betragte et samfund uden skatter under fuldkommen konkurrence, hvor fremtiden kendt. Antag at realrenten er 4 % p.a., inflationsraten 10 % p.a., samt at byggefagenes konstant ligger procentenheder under de øvrige fag. I dette samfund vil byggegrunde (der ikke har noget løbende afkast) stige i pris med 14 % p.a., udlejningsejendomme vil stige 12 % p.a. og være tilstede i en sådan mængde, at de giver et løbende afkast på. 2 % p.a. Monetære aktiver vil afkaste 14 % p.a. I dette samfund sker ingen formueforskydning. beregningsmetode vil imidlertid en betydelig sådan. Det skyldes, at han ikke inddrager de forskellige aktivers løbende afkast. Mest tydeligt ses dette, når han postulerer, at o % realafkast på monetære ingen omfordeling medfører, hvilket selvfølgelig er forkert.

Der kan være grund til at tro, at der i ikke übetydeligt omfang har været tendenser imod den ovenfor skitserede ligevægt. F. eks. er byggegrunde de sidste 20 år steget ca. 4-5 % p.a. mere end parcelhuse, svarende til parcelhusets afkast.

Det spørgsmål, som forfatteren overhovedetikke er omfordelingen af uventet inflationsændring. Det er dette spørgsmål, der har interesse, idet en ventet inflation ingen omfordelende virkninger har. Her vil det bl. a. være nødvendigt at skelne mellem kortfristede og langfristede monetæreaktiver

tæreaktiverog passiver. Den uventede stigningi sidste år gav store tab på langfristede monetære aktiver, mens betydningenfor kortfristede var negligibel. En sidste teoretisk indvending: Forfatterenopererer realkapitalgevinster, der giver anledning til reel formuetilvækst på aggregeret plan (tabel 1). I et lukket samfundmå prisændringer imidlertid ikke kunne medføre en reel formuetilvækst, idet mængden af samfundets aktiver er uændret. Når der sker relative prisændringer,må enes gevinst være en andens tab. Lægges dette synspunkt til grund ses, at forfatteren kun har løst halvdelen af opgaven,idet har fordelt gevinsterne, men ikke tabene. Det skal medgives, at denne fordeling ikke er let, men problemet bør nævnes.

inflation ændrer kapitalgevinsternes andel fra 68 % til 50 %, hvilket er ensbetydende med, at kun ca. halvdelen af de nominelle kapitalgevinster er reelle (af tabellens venstre ses, at de nominelle kapitalgevinster perioden er ca. dobbelt så store som den private nettoopsparing, og af tabellens højre side ses, at de reelle kapitalgevinster er lige så store som den private nettoopsparing). de to efterfølgende perioder ændrer inflationskorrektionen imidlertid kun kapitalgevinsternes fra 58 % til 51 % (1965-69) og fra 68% til 62% (1969-73)

Det er indlysende, at eftersom inflationen har været kraftigere i de to sidste perioder end i den første, og eftersom ejendomspriserne er steget synderligt hurtigere, må korrektionen være forkert. De reelle kapital-

Tallene i denne tabel er for perioden
1960-65 beregnet af Det økonomiske Råd,
og for perioden 1965-73 af Lars Eskesen.
Af denne tabel drages konklusionen, at det
»fremgår med al ønskelig tydelighed, at ka-
pitalgevinsteme tegner sig for en meget be-
tydelig og stigende del af formuetilvæksten
herhjemme« (s. 281).
Det fremgår med al ønskelig tydelighed,
at denne tabel ikke kan være korrekt. For
perioden 1960-65 ses, at korrektionen for

af den nominelle formuetilvækst. Dette implicerer,at private nettoopsparing skulle være vokset lige så hurtigt som de nominelle kapitalgevinster. De nominelle kapitalgevinsteri 1969-73 var imidlertid 3-4 gange så stor som de nominelle kapitalgevinster1960-65. private nettoopsparinger vokset med nær samme hastighed.

Samtlige de af Eskesen beregnede tal i
tabel 1 er derfor forkerte.

Artiklens tabel 4 er formentlig kun medtaget for at vise, at prisudviklingen for forskellige realaktiver har været forskellige, men det bør nævnes, at tabellen fra et metodisk er ret uheldig. F. eks. anvendes mål for prisudviklingen for landbrugsejendomme indekset for pris/ha. Pris/ha er imidlertid ikke uafhængig af de faste investeringer i løbet af perioden og derfor dårligt mål for prisudviklingen. For samtlige de anvendte indeks gælder, at mere korrekte udtryk for prisudviklingen findes i Ligningsdirektoratets publikation: Ejendomssalg.

I artiklens tabel 3 vises for forskellige socioøkonomiske den relative fordeling af bruttoformuen på forskellige aktiver. Bruttoformuen opdeles i en realdel og en monetær del (hvor biler af en eller anden grund befinder sig). Det undersøges da, om de forskellige socioøkonomiske grupper holder andele af bruttoformuen i realaktiver. Mod denne tabel kan rettes to indvendinger. Den første er, at den socioøkonomiske næppe er korrekt. Danske aktieselskaber udgøres i stort antal af familie- eller personaktieselskaber. For at få opsparingen lavt beskattet, ændres en ansvarlig til et aktieselskab med den hidtidige indehaver som hovedaktionær, idet han ansætter sig selv som direktør (og sønnen som prokurist). Personer af denne art burde nok medregnes til selvstændige, men vil i statistikken optræde som »højere funktionærer«. Et fingerpeg om dette fås ved at betragte statistikken. Det ses, at højere har en tre gange så stor del af bruttoformuen i aktier som selvstændige.

Den anden indvending, der kan rettes, er, at aktier optages i statistikken med den skattepligtige værdi, det vil sige som et nettobeløb. Dette nettobeløb dækker over betydeligt større bruttoaktiver. Iflg. Danmarks udgjorde de bogførte aktiver i samtlige aktieselskaber med en aktiekapital over million kr., banker og forsikringsselskaber 95 milliarder kr. i 1972. De bogførte værdier ligger endvidere betydeligt under de virkelige. Det ses heraf, at aktieselskaberne en ret betydelig del af bruttoaktiverne. I statistikken optages de imidlertid som udgørende kun 3,3 % af de private bruttoaktiver. Eftersom aktierne er særdeles ujævnt fordelt på socioøkonomiske grupper, er der tale om et spørgsmål af ikke uvæsentlig interesse.

Det bemærkes, at der ovenfor omtalte tabel anvendt til beregning af adskillige af de efterfølgende tabeller, der derfor må betragtes samme skepsis. Det er derfor tvivlsomt, om der på det anvendte tabelmateriale drages nogle konklusioner overhovedet.

I forfatterens konklusion, at det »er overordentligt rent statistisk at belyse omfanget og fordelingen af kapitalgevinsterne inflationsgevinsterne på gæld«, er jeg fuldstændig enig.

Stud. polit.