Den omlægning og udvidelse af inddelingsgrundlaget vedr. den industrielle produktionsstatistiks hovedbrancher, som Danmarks Statistik gennemførte i 1965, bevirkede, at undersøgelsen af udviklingen i bruttorestindkomsten med særlig henblik på industrien, som er behandlet i bogen af Kjeld Bjerke og Kai Vangskjær: betragtninger over udviklingen i restindkomsten ig4g til ig6§, ikke gik længere end til 1965. For de mere summariske oplysningers vedkommende, som blev givet for perioden 1949-1965 har jeg ment, at det ville være rimeligt at føre beskrivelsen noget videre.

Med hensyn til den nærmere redegørelse for den måde, restindkomsten er belyst på i relation til beskæftigelsen, arbejdsproduktiviteten, priserne og lønnen^ skal henvises til bogen. Da det er hensigten med denne artikel først og fremmest at give et supplement til bogen, lægges der mest vægt på at få offentliggjort et tabelmateriale til belysning af udviklingen.

Tabel 1 viser for samtlige erhverv under ét udviklingen i restindkomsten og lønudgiften fra 1965 til 1973. Det ses, at lønudgiften er steget væsentlig stærkere end nettorestindkomsten - med henholdsvis 159 pct. og 89 pct. fra 1965 til r973>r973> °§ ligesom i den foregående periode viser det sig, at de procentvise forskydningeri - ikke mindst i nettorestindkomsten - varierer stærkereend

Resumé

summary: The book The Development in Entrepreneurial Income 1949-/065 by Kjeld Bjerke and Kai Vangskjær among other things shows the development in the factors influencing the changes in entrepreneurial income (residual income), mainly: labour productivity, output prices, wages and employment. As stated in the book the investigation is terminated with figures for ig6s. In this article I have therefore - in arrangement with Mr. Vangskjær - brought up to date the main figures until igj2. It is pointed out that the development in labour productivity is inversely correlated with the development in prices, and that the percentage increase in wages generally has been the same within the individual manufacturing industries.

kereendi lønudgiften. Den mindste årlige forskydning i lønudgiften er 10 pct.,
den største godt 15 pct., medens de tilsvarende procenter for nettorestindkomsten
er 5,3 pct. og 16 pct.

I tabel 2 er belyst udviklingen i de indikatorer, der nærmere er omtalt i
bogen, der indgår i ligningen

I dette udtryk er R — restindkomsten, B = beskæftigelsen, Q =¦ nettofaktorindkomsten
faste priser, P = det afledede prisindeks og L = lønnen (dvs.
O
lønudgiften : beskæftigelsen). ~ er følgelig = arbejdsproduktiviteten.

Også indenfor denne periode (1965-73) ses det, hvorledes lønudgiften pr. beskæftiget (lønnen) er steget langt stærkere end priserne og arbejdsproduktiviteten. lønudgiften pr. beskæftiget er steget med 144 pct. fra 1965 til 1973, er priserne steget med 70 pct. og arbejdsproduktiviteten med knap 30 pct. Stigningen i produktet af disse to størrelser, som påvirker restindkomsten i forbindelse lønudviklingen, er ikke steget så meget som lønnen - med 118 pct. Beskæftigelsen er kun forøget med 6 pct.

Resultatet bliver, som allerede nævnt, at nettorestindkomsten kun er steget
med knap 89 pct. i perioden fra 1965 til 1973 mod en stigning i lønudgiften på
159 pct.

I tabel 3 er i stedet for indekstal beregnet de årlige forskydninger angivet i mio kr. Den overvejende del af stigningen i nettofaktorindkomsten skyldes prisændringer, de årlige forøgelser har med det voksende inflationspres været stærkt stigende fra 1967/68 til 1972/73.

Med hensyn til arbejdsproduktiviteten har den især i årene fra 1967 til 1968, 1968 til 1969 og 197¹ til 1972 bidraget stærkt til forøgelsen i nettofaktorindkomsten, har derimod, ligesom i den foregående periode, kun haft en væsentlig mindre betydning, således at den forøgede arbejdsproduktivitet skyldes stærke stigninger i faktorindkomsten i faste priser — altså i produktionen.

Restindkomsten fremkommer som forskellen mellem nettofaktorindkomsten og lønudgiften. Med hensyn til ændringerne i lønudgiften er den del, der skyldes de stigende lønninger, den helt dominerende faktor, og i løbet af perioden er der sket en stærk forøgelse i de årlige forskydninger.

Betragter man ( — - L) vil det ses, at denne størrelse, der giver udtryk for spændingen mellem arbejdsproduktivitet og priser på den ene side og lønnen på den anden, på grund af de stærke prisstigninger (inflationen) og for en del af årene kraftige stigninger i arbejdsproduktiviteten, har bidraget til betydelige forøgelser i restindkomsten i årene 1968-69, 1971-72 og 1972-73. De stærke forøgelser i lønnen er i disse år holdt i skak af pris- og produktivitetsstigningerne.

De således nævnte forskydninger i de enkelte faktorers indflydelse på udviklingen restindkomsten i periodens løb belyses også i tabel 4. Medens arbejdsproduktivitetens til stigningen i nettofaktorindkomsten i perioden 1965/66 til 1968/69 udgjorde ca. 40 pct., var bidraget den følgende periode kun godt 20 pct. I modsætning hertil steg bidraget fra prisstigninger fra godt 50 pct. til næsten 75 pct.

Spændingen mellem arbejdsproduktivitet og pris på den ene side og lønnen
på den anden påvirkes af udviklingen i de nævnte faktorer. Som det ses, udgør

bidraget fra lønforøgelsen i den første periode 63 pct. mod i den følgende periode
ca. 74 pct.

De ændringer, der er sket, har ført til, at ændringerne i restindkomsten i forhold
nettofaktorindkomsten i perioden 1965/66 til 1968/69 udgjorde ca.
32 pct. mod kun 24 pct. i den følgende periode.

Den ændrede mere specificerede inddeling af hovedbrancherne for industrien af tabel 5, hvor der for perioden 1965 til 197¹ er anført bruttorestindkomsten pct. af bruttofaktorindkomsten (dvs. restindkomstkvoten). Indenfor relativt korte periode synes der at have fundet ret stærke ændringer sted i kvoten for flere af brancherne. Det er et overvejende træk, at restindkomstkvoten en faldende tendens i de første år. Derefter er der for mange brancher forøgelse i kvoten, som dog i den seneste periode atter viser nedgang, jfr. diagram 1. De nævnte ændringer skyldes som nævnt, at spændingen mellem arbejdsproduktivitet priser på den ene side og lønnen på den anden side ikke er den samme i løbet af perioden. Dette fremgår nærmere af bilagstabellen, hvor

der for brancherne for de enkelte år er anført arbejdspoduktivitet, prisindeks,
bruttofaktorindkomst pr. beskæftiget og lønudgift pr. beskæftiget.

Et af de væsentlige spørgsmål, som er belyst i bogen, er sammenhængen mellem udviklingen i arbejdsproduktiviteten og priserne, idet det viste sig, at disse størrelser var omvendt korrellerede. Også for perioden efter 1965 viser udviklingen, de to størrelser er omvendt korellerede, jfr. diagram 2 og tabel 6,

27

hvor brancherne er stillet op efter stigende arbejdsproduktivitet. Den eneste
branche, som ikke ligger i nærheden af regressionslinien, er råstofudvinding.

Et andet spørgsmål, som var af betydning, er den gennemgående ensartede forøgelse i lønnen uanset branche. Lønfastsættelsen sker på et mere generelt plan i modsætning til priser og arbejdsproduktivitet, som er branchebestemt. Dette fremgår af tabel 7, hvor der for 1971 er anført spredningen i de omhandlede tre størrelser for 1971 (1965 = 100).