john higks: The Crisis in Keynesian Economics. Basil Blackwell, 1974. 85 pp. £ 1,75-

1. Efter at have modtaget Nobelprisen i økonomi i 1973 blev Hicks inviteret til at holde Yrjb Jansson-forelæsningerne i Helsinkidet år. Disse tre forelæsninger foreligger nu trykt i en noget bearbejdet form. Hicks benytter lejligheden til at gøre status vedrørende sin opfattelse af den keynesketeori relation til den økonomiske situation,som dag omgiver ham. Desuden forsøger han til en vis grad at sammenholde

sit nuværende syn på disse problemer med sin tidligere opfattelse af keynesk teori, som den oprindeligt er kommet til udtryk i »Mr. Kcynes and the »Classics« (Economctrica, 1937) og siden i Critical Essays in Monetary Theory (London 1967).

2. Den første forelæsning indledes med en diskussion af, at den traditionelle multiplikator kan betragtes som en konstant størrelse igennem et konjunkturforløb, idet forbrugsfunktionen udtrykker en sammenhæng »normale« værdier for de variable, indgår i funktionssammenhængen, hvorfor f. eks. en konjunkturnedgang kan være karakteriseret ved en på kort sigt øget marginal forbrugskvote og dermed ændret multiplikator.

Men der er yderligere en række faktorer, som gør multiplikatoren ustabil og afhængig af for det første den generelle konjunktursituation for det andet det betragtede exogene karakter. Her nævner Hicks, at kapacitetsudnyttelsen af kapitalapparatet og beskæftigelsesgraden er bestemmende for produktionsmultiplikatorens størrelse, og at denne ydermere kan være asymmetrisk i relation henholdsvis en ekspansion og en kontraktion.

For det andet spiller beholdningerne i økonomien en central rolle for multiplikatorens profil, idet betydelige lagre af f. eks. råstoffer og halvfabrikata kan muliggøre, at en eventuel ekspansion ikke bremses i starten, selv om den fulde multiplikatorvirkning opnås, når disse lagre er blevet genopbygget eller muligvis forøget på grund af den generelt højere aktivitet. På tilsvarende måde kan valutareserven også betragtes som en beholdning, der kan påvirke multiplikatorens størrelse og tidsprofil, specielt en situation hvor manglende iadenlandske landskelagerbeholdninger ville have forsinket hindret en ekspansion.

Den tredie faktor, som Hicks nævner, der gør multiplikatoren ustabil, er de afledede prisvirkninger, idet fordelingen af den ekspansive på henholdsvis fixed- og flexprice er af betydning for størrelsen den reale multiplikatoreffekt. Fixedprice er karakteriseret ved ufuldkommen hvilket gør sig gældende store dele af industrien, således at udviklingen i primary cost vil være bestemmende hvilken pris, der hersker på disse markeder. I modsætning hertil er det i langt højere grad udbud og efterspørgsel, som dominerer på flex-price markederne. konkluderer Hicks, at den reale effekt vil være kraftigst på fixed-price markeder.

3. I kapitel 2 knytter Hicks formuesammensætnings og investeringsteori sammen ud fra den betragtning, at investeringsbeslutningerne langt højere grad end tidligere antaget er påvirket af udviklingen på de finansielle markeder.

Det nye i forhold til Critical Essays (specielt 2 og 6) er den centrale placering, han giver likviditetsafkastet ved belysningen af, hvilke dispositioner formuesammensætteren Således tager Hicks (jvf. p. 44) delvis afstand fra den traditionelle porteføl idet den med hensyn til likviditetsafkast bygger på den ekstreme forudsætning, at enten foretages formueplaceringen en gang for alle (fuldstændig eller formuens sammensætning ændres totalt ved næste periodes (fuldstændig likvide aktiver).

Men da konklusionen af den traditionelle
formuesammensætningsteori jo netop er et

ønske om størst mulig spredning på forskelligeaktiver, den sidste af forudsætningerneikke rimelighed antages at være opfyldt, og den første forudsætning er oplagturimelig.

Hicks forsøger derfor også at afhjælpe dette problem ved at indføre en ekstra parameter den sandsynlighedsfordeling, som antages kunne beskrive det betragtede aktivs mulige afkast. Denne udbygning dækker over en erkendelse af, at udfaldet af en disposition er singlevalued; men at der tværtimod eksistere en hel submatrix af udfald, bedre skulle medvirke til at beskrive likviditetsafkast. Men umiddelbart denne udbygning ikke tilfredsstillende, det fundamentale problem, at formuesammensætteren ingen mulighed har for at kende sit udfaldsrum endsige tillægge udfaldene eksplicitte sandsynligheder, ikke bliver afhjulpet.

I forlængelse af diskussionen af likviditetsgrad investeringsbeslutninger kommer Hicks ind på, at en virksomheds aktiver kan opdeles i »the running assets« og »the reserve hvor det afgørende forhold vedrørende er, at de har en meget høj likviditetsgrad, således at de i en given situation øjeblikkeligt kan konverteres til generel købekraft. Denne reservelikviditet kan i princippet antage to forskellige former som finansielle aktiver, der er let omsættelige til en nogenlunde fast pris (autolikviditet) i form af uudnyttede lånetilsagn/muligheder banksystemet (overdraft-likviditet). de lande, hvor autolikviditet det fremherskende træk som f. eks. USA, vil muligheden for at påvirke omfanget virksomhedernes reservelikviditet og dermed investeringsomfanget være knyttet til muligheden for at ændre renteniveauet. Et lavere renteniveau vil nemlig både betyde øget værdi af de finansielle aktiver og mindre i investeringskalkulen. i U.K. hvor finansieringen fortrinsvis finder sted via banksystemet vil direkte regulering af pengeforsyningen i langt højere grad være bestemmende for omfanget af reservelikviditeten og dermed finansieringen investeringsefterspørgslen.

4. I kapitel 3 bliver vi præsenteret for Hicks' syn på nogle af de væsentligste årsager til den øjeblikkelige inflation, men da manuskriptet afsluttet i juli 1973 er det næsten udelukkende sammenhængen mellem lønomkostninger prisstigninger, der diskuteres. Hicks indleder med at tage afstand fra det såkaldte keyneske synspunkt, at lønninger og priser i praksis bevæger sig proportionalt. Han fremhæver nemlig, at dette synspunkt udelukkende skulle tjene til at forhindre, at man i 30'erne forsøgte at løse arbejdsløshedsproblemet deflation. På den anden side afviser han også Phillips-kurven som værende en korrekt beskrivelse af en endogen mellem arbejdsløshed og inflationstakt. Men Hicks har ikke en alternativ af inflationen at sætte i stedet, kapitlet munder ud i nogle betragtninger det sammenspil af faktorer, som må ligge bag ved prisstigningerne.

Afslutningsvis trækker Hicks i dette kapitel en linje tilbage til diskussionen af fixed- og flex-price markeder og søger at belyse den forskellige påvirkning af inflationstakten, der udgår fra disse to markedsformer. Han bemærker,at prisstigningsforventningerne er mere end unit-elastiske vil der på et flexpricemarked accelererende priseffekter,som kan undgås, sålænge der finder fri prisdannelse sted. Denne tendens forstærkes yderligere, hvis der hersker en

fast opfattelse af, hvad der er en fair reallønsstruktur.Disse er medvirkende til, at Hicks i relation til spørgsmålet om faste ctr. flydende valutakurser går stærkt ind for faste valutakurser, for derigennem at undgå de prismæssigt destabiliserende effekterog usikkerhed, der ellers ville udgåfra og som yderligere kan forstærkes af spekulative kræfter.

5. Det vil være naturligt at foretage en vurdering The Crisis in Keynesian Ecoonmics i lyset af Hicks tidligere synspunkter angående emner, bl. a. som de er kommet til udtryk i Critical Essays. En afgørende forskel synes at være, at han nu i langt højere lægger vægt på at beskrive de dynamiske af teorien og derved lader ligevægtsbegrebet træde i baggrunden, (jvf. p. 72 i den her anmeldte bog, hvor Hicks har nogle kritiske bemærkninger om den komparativ statiske metode). Dette forhold kommer især til udtryk i det første kapitel, hvor hele diskussionen af multiplikatorens instabilitet beskriver et uligevægtsfænomen, ligesom han eksplicit tager afstand fra »the instantanous multiplier«. I kapitel 2 udbyg' ges formuesammensætningsteorien med likviditetsbegrebet, netop også er karakteriseret at være et uligevægtsfænomen, da alle goder i ligevægt er fuldt likvide, og penge derfor bliver et meningsløst gode (jvf. Hicks' anmeldelse af Milton Friedman, »The Optimum Quantity of Money«, Economic Journal, Sep. 1970 - specielt p. 672). Denne udbygning må så absolut betragtes som en forbedring af den hidtidige teori på dette område; men uden det fundamentale spørgsmål det acceptable i overhovedet anvende sandsynlighedsteori til beskrivelse formueejerens valgmuligheder bliver endeligt afklaret. Endelig er der i kapitel 3 en analyse af prisudviklingen i uligevægt, hvor den vel nok mest interessante konklusion den klare påvisning af flydende valutakursers destabiliserende effekt i relation til prisudviklingen.

Det, der således gør denne bog så absolut læseværdig, er analysen af uligevægtsfænomener, for Hicks på flere punkter må have været et brud med hans tidligere opfattelse, hvor han i langt højere grad lagde på ligevægtsbegrebet.

Det økonomiske Råds sekretariat