Den »generaliserede arbejdsværdi« - et svar

i. Estrups udtryk for en vares »generaliserede
er:

hvor w = lønsatsen, L = forbrugt antal arbejdstimer,
= vækstraten og j = periodebetegnelsen
1

Min kritik2 faldt i to dele: (1) kritik af
formlens sidste del:

der er identisk med det af de borgerlige økonomer og Weizsåcker anvendte udtryk: »synkroniserede arbejdsværdi« - og (2) af faktoren w, der er speciel for Estrups konstruktion og adskiller denne fra den samuelsonske. går ud fra den østrigske skoles begrebsverden.

Med hensyn til (1)(₁) har jeg iog for sig sagt, hvad jeg i denne forbindelse har at sige, i mit første indlæg, nemlig at den østrigske intet har med Marx' værdilære gøre. Kun kan der være grund til overfor Estrups stærke betoning3 af, at han ikke i sin oprindelige artikel fra 1968 har tilstræbt »gengive Ricardos og Marx' arbejdsværdilærer bejdsværdilæreri generaliseret form«, at pege at han i sin 1968-artikel side 1 taler om »denne (klassikernes arbejdsværdilære — 1.G.) i let generaliseret form«, ligesom E. jo kaldte sin artikel »Om arbejdsværdilæren« og ikke »Om det generaliserede arbejdsværdibegreb« lignende.

Jeg anfægter ikke den logiske konsistens i denne del af analysen, således som den f. eks. er formuleret hos Samuelson og Weizsåcker nok dens virkeligheds-relevans) - når blot vi er klar over dette: at det her drejer sig om en konstruktion indenfor den borgerlige østrigske skoles begrebsverden, som intet har med Marx at gøre. Dette er vi altså nu enige om, og det var hovedformålet med min kritik.

Når jeg - hvad E. udtrykker sin stærke forundring over — på et så ret sent tidspunkt har rettet skytset mod E's artikel, så skyldes dette, at den er nævnt i litteraturfortegnelsen en artikel om marxistisk økonomi i et tidsskrift for politstuderende⁴ og jeg ikke ønsker marxistisk interesserede studenter ledt på afveje af deres eventuelle autoritetstro til en professor i nationaløkonomi. E. ved jo udmærket, at jeg allerede før artiklens offentliggørelse 1968 fremførte min kritik mundtlig ved E's forelæggelse af sit manuskript et seminar på Københavns Universitet men altså uden virkning.

2. Men så til Estrups lille w.

---

1. Nationaløkonomisk Tidsskrift nr. 1-2 1968.

2. Nationaløkonomisk Tidsskrift, nr. 1 1974.

3. Estrup artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift, 2 1974.

4. Tidsskrift for politisk økonomi, nr. 1 1973.

Min kritik af dette punkt er nærmest et biprodukt. Men også borgerlig teori - selv en efter min mening virkeligheds-irrelevant sådan - bør dog i det mindste være logisk konsistent.

Medens den sidste del af formlen (der er identisk med den samuelsonske fulde formel) udtryk for den i en vare i alle dens trin (i østrigsk forstand) akkumulerede arbejds^'mer, så forvandler den estrupske multiplikator w hans udtryk for varens værdi til akkumulerede arbejdslønninger.

De to ting kan aldrig være det samme. Om denne del af min kritik har E. kun een linje at sige i teksten plus en note, nemlig ialt følgende:

»Dette sidste (min kritik af E.s anvendelse w - 1.G.) er dog mindre væsentlig, da Griinbaums argumentation bygger på en triviel misforståelse« - og i noten: »I den afsluttende del af sin artikel besværer Griinbaum over, at lønsatsen indgår i mit udtryk den generaliserede arbejdsværdi. Forholdet er det, at jeg i min artikel opererer pengeværdien af den forbrugte arbejdstid i stedet for som det strengt taget korrekte at holde sig til arbejdstiden. Dette er imidlertid en formalitet, der kan elimineres ved at tænke sig pengelønnen (mit w) sat lig én, der er simpelthen tale om en numeraire. Dette må Griinbaum have overset, idet han i sin polemik implicit fortolker pengelønsats som en reallønsats. Og dette fører selvfølgelig til absurditeter, hvad jo Griinbaum netop påviser i nævnte del af artiklen . . . . «

Denne note indeholder - udover lidt fransk
- intet, og da slet ingen forklaring på at
bruge w.

»Der er simpelthen tale om en numeraire.« Hvad skulle dette forklare? Direkte oversat betyder numeraire: gangbar mønt, her formentlig regneenhed. Er vvL (løn gange antal arbejdstimer) nu som E. påstår »pengeværdien den forbrugte arbejdstid«?, (idet man rnå have i erindring, at den »forbrugte der her er tale om, er den i varerne incorporercde arbejdstid). Hvis merværdiraten er 100% (og gennemsnitsarbejderen kun er en halv time om at producere sit eget forbrug for en time, hver gang han i samme time producerer en vareværdi — til kapitalen - på en hel time), så er pengeværdien af én arbejdstime, som aflejres i en vare, dobbelt så stor som pengelønnen denne times arbejdskraft. Altså er w (pengelønnen, uanset i hvilken »numeraire« tælles) netop ikke udtryk for pengeværdien af en forbrugt arbejdstime, men den er udtryk for pengeværdien af en times forbrug af arbejdskraft.

E. har ikke forstået Marx' sondring mellem og arbejdskraft, mellem den værdi en gennemsnitsarbejder producerer i en time (der netop er lig med én time, idet vareværdiens »numeraire« netop er den gennemsnitlige - og værdien af en times forbrug af arbejdskraft, arbejdskraftens i en time, der selvfølgelig må være mindre end en time, da der ellers ikke ville blive noget tilovers til profit, rente o.s.v. Differencen forklares som bekendt ved at arbejdskraftens bestemmes ved værdien af de varer, der indgår i hans og hans families Medens en arbejder, der arbejder time, producerer en værdi på en time til kapitalen, så koster hans eget timeforbrug kun en halv tirne at producere, der bliver en halv times værdi tilovers kapitalen.

Disse to størrelser - den værdi en gennemsnitsarbejderproducerer
en arbejdstime, og

værdien af en times arbejdskraft, hvad enten de udtrykkes i værdiens oprindelige »numeraire«,i nedlagt henholdsvis i produktionen af varen og i produktionen af den dertil forbrugte arbejdskraft,eller de tilsvarende pengeudtryk: normalvarepris pengeløn - disse to størrelservil være lig med hinanden, hvis merværdiratenog = o, d.v.s. hvis arbejderne i løn får udbetalt hele nettoproduktionensværdi.

Men altså, w er bare en »numeraire« og alle vanskeligheder vil forsvinde, hvis vi bare tænker os denne »numeraire« sat = én. Hvad vil det nu sige? w er jo ifølge E's egen definition pengelønnen. Hvad vil det sige at sætte pengelønnen lig med een? Een krone eller eventuelt 20 kr.? Så bliver udtrykket ved med at være akkumuleret og altså kun en del af den samlede akkumulerede værdi, eller sagt med andre ord, hvis vi med Estrup (og Samuelson) betragter simultant i stedet for successivt golden-age betingelser, så giver det estrupske udtryk den i perioden udbetalte løn til alle de på de forskellige trin samtidig arbejdende arbejdere - men ikke den samlede vareværdi.

Eller måske menes der, at w = 100 %. Så er »numérairen« ikke mere nogen numeraire men et forholdstal, der angiver lønnens andel af nettoproduktet. Og så bliver udtrykket kun »rigtigt« (giver udtryk den samlede producerede værdi) og lig med det samuelsonske, hvis w netop er lig med 100 %, d.v.s. hvis hele nettoproduktet i kontantløn. Men hvad ville det være for en slags samlund? Da hverken det kapitalistiske eller det socialistiske, begge må akkumulere. Og en sådan indskrænkende forudsætning er jo aldeles ikke nødvendig for den østrigske konstruktion således som den f. eks. udtrykkes den samuelsonske synkroniserede arbejdsværdi.

Fidusen er, at hvis E. vil omsætte vareoo

værdier udtrykt i arbejdstimer EL.j(i+g)'
j=o
i pengerxheder ved at gange med en eller
anden faktor (w), så skal denne faktor være
udtryk for pengeværdien af en times gennemsmts-arbejde
i varen — og
ikke pengeværdien af en times arbejdskraft
(lønnen).

Hvis pengeværdien af en times arbejdskraft værdi) f. eks. er lig med 20 kr. og den marx'ske merværdirate er 100 %, så skal faktoren være 40 for at få pengeværdien af den tilsvarende vareværdi.

Men E. har jo udtrykkelig defineret w
sam arbejdslønnen målt i kroner. E's pengeomsætningsfaktor
altså for at være
rigtig have været w (pengelønnen) gange
¦ (i plus merværdiraten), hvad han
v
jo selv er inde på (side 18) men åbenbart
har glemt eller ikke overskuet ved sin endelige

Det samme kan også siges på en anden
- mere »østrigsk« - måde:

E's endelige værdiformel:

består som nævnt af to dele: w og resten af formlen. Med hensyn til resten er den udtrykt i østrigske termer d.v.s. investeringerne til værdien af det endelige konsumgode.

Under forudsætning af, at hele profitten
investeres, siger man i denne (østrigske) forstand,at
ikke finder nogen udbytning

sted, med andre ord at hele nettoproduktionenbestår longodcr, hvilket må implicere, at »arbejdskraftens værdi« (i østrigsk forstand)derfor svare til hele nettoproduktionen,inklusive

Ja, men så må også »arbejdskraftens værdi« den »østrigske lønrate« udtrykkes i østrigske termer d.v.s. ikke alene som omkostningerne produktionen af arbejdernes underhold, men også inklusive de nødvendige investeringer til fremtidig udvidelse

Men det er noget ganske andet end »arbejdslønnen i kroner«, og det er heller gjort med at kalde w en »numeraire« sættes lig med een.

I tilfælde af at hele profitten opspares og investeres og den marx'ske merværdirate er 100 %, så vil en sådan efter »østrigske« principper »lønrate« (der altså får tilrcgnet akkumulation!) være dobbelt stor som den faktiske pengeløn.

Estrup bliver vist nødt til at droppe sit lille w - også selv om han nu dropper Marx og incidenter Ricardo — hvis han overhovedet opretholde bare den østrigske del af sin konstruktion. Men det er måske netop dette han mener med nu at kalde sit w for en »numeraire« som sættes lig med een?

Birkerød