Det er vel dokumenteret, at den ex post konstaterbare realrente kan være extremt lav og endog negativ selv under langvarige perioder med relativt kraftig inflation. Opgørelser over den opnåede og betalte realrente er dog langt fra entydige, bl. a. på grund af forskellene mellem forskellige grupper af debitorers og kreditorers beskatningsforhold. Og for debitorers og kreditorers dispositioner er afgørende, ikke den i fortiden realiserede disponible realrente, men den forventede fremtidige. findes — også fra andre markeder end kreditmarkedet — indikationer for, at prisstigningsforventningerne er trægt bevægelige, således at i en periode med tiltagende inflation vil den realiserede realrente systematisk ligge lavere end den forventede.

Trægt bevægelige prisstigningsforventninger vil have virkninger, der næppe er skelnelige fra pengeillusions. I store træk må rentens og profitratens bevægelser være parallelle. Pengeillusion eller undervurdering af prisstigningstendenserne vil resultere i en overvurdering af den opnåede reale profit, der atter vil tendere at fremkalde overdisponering, dvs. virke som en forøgelse af udgiftstilbøjeligheden. en lukket økonomi, hvor lønmodtagernes opsparingskvote kun er en brøkdel foretagernes, må widow's cruse mekanismen føre til en forøgelse af den totale profit omtrent svarende til forøgelsen af foretagernes udgifter. I en åben økonomi derimod vil saldoen på betalingsbalancens løbende poster forringes. Et vigtigt og i de senere år indgående analyseret aspekt af en åben økonomi (med faste valutakurser) vedrører sondringen mellem den udlandskonkurrerende den såkaldt beskyttede sektor (K- og B-sektor), hvis væsentligste betydning i nærværende forbindelse er den reduktion af K-sektorens profitrate, der vil følge af stærkere indenlandsk end udenlandsk inflation (målt ved lønniveauets stigning) og som. kan bidrage til forklaring af negativ realrentes forekomst.

Resumé

summary. Following a brief analysis of the impact of inflation on the ratio of depreciation based on historical cost to gross investment in a simple growth model, the concepts accounting profit, adjusted accounting profit, current operating profit, real profit are compared. In conclusion the use of AAP is advocated, as derived, however, from RP by the exclusion of unrealized holding gains.

Bekendt er videre de likviditetsvanskeligheder, der under inflation opstår navnlig ved langsigtede investeringer, finansieret med en høj andel fremmedkapital anvendelse af traditionelle låneformer, som følge af den inflationsskabte forrykkelse af tidsprofilerne af realkapitalafkast og låneydelser. Låneformernes manglende tilpasning til inflationen må formodes på lignende måde som kreditrationering at udvide margin mellem profitrate og rente.

Endelig er et vigtigt moment, at indkomstbeskatningen som det skal kommenteres i det følgende, med anvendelse af det klassiske indkomstbegreb baseret på forudsætningen om fravær af inflation og deflation. Principielt resulterer skattereglerne under inflation i en overbeskatning af indkomsten fra realkapital ved at inddrage rent inflatoriske værdistigninger under beskatning; og i gældsforhold overbeskattes kreditor og underbeskattes debitor, idet skattelovgivningen at en del af de som rente betegnede ydelser er at opfatte som kompensation for hovedstolens reale værdiforringelse.

Nogen indgående undersøgelse af disse forholds betydning for dansk erhvervsliv ikke. Ifølge Handelsministeriets bearbejdelse af industriens regnskaber afskrivningerne i skatteregnskaberne større end i de officielle regnskabe ¹ ; men heraf kan ikke sluttes, om der i den ene eller begge kategorier af regnskaber sket en over- eller undervurdering af indtjeningen.

Her som i udlandet er tendensen til overbeskatning af erhvervsindkomster som følge af inflationen blevet modvirket og helt eller delvis måske overkompenseret rundhåndede regler om afskrivninger m. v. Kombineret med høje skattesatser en hovedvirkning heraf en markant diskrimination til fordel for stærkt ekspanderende og til ugunst for stagnerende eller kun langsomt voksende virksomheder; diskrimination, som bidrager til at fremme erhvervslivets koncentration færre og større firmaer².

En enkel model kan belyse stigende prisers betydning for forholdet mellem afskrivninger og bruttoinvestering, når afskrivningerne baseres på de historiske investeringsomkostninger. I modellen forudsættes såkaldt radioaktivt forfald af realkapitalen, således at dennes ydelser opgjort i konstante priser aftager fra år til år i et konstant forhold. Hvis rækken af ydelser er

hvor o < d < 1, er kapitalværdien af en realkapitalenhed en periode forud for
første afkast

---

1. Handelsministeriet (1974, pp. 145 og 182).

2. Se f. eks. det af Jan Sodersten forfattede kap. 9 i Lundberg mil. (1971).

Indkomsten (= afkast + ændring af kapitalværdien) i en vilkårlig periode
er

således at man har

Forholdet mellem kapitalværdien ved en periodes slutning og dens begyndelse

og er altså uafhængigt af rentefoden. Man har således saldoafskrivning med afskrivningssats
dCn = Cn — Cn+i.

Såfremt en virksomheds realkapital vokser med konstant vækstrate g, må også bruttoinvesteringen I vokse med raten g. Forudsat sammenfald af realkapitalens og den tilbagediskonterede værdi af nyproduceret realkapitals fremtidige ydelser, og med depreciering som angivet ovenfor, kan den samlede realkapital ved indgangen til periode n angives som (idet l_n-₂ =In-i/ (i+g) etc.)

eller

og de samlede afskrivninger i periode n er da Dn — , således at nettoinvesteringen

Der introduceres nu et konstant årligt prisstigningstempo p, således at Pn =
(1 + p)/Vi. Med opgørelse og afskrivninger på basis af historiske udbudspriser
bliver den samlede kapital nu

eller

og de samlede afskrivninger i periode n

Forholdet mellem de således på grundlag af historiske anskaffelsesomkostninger
opgjorte afskrivninger og bruttoinvesteringen er altså

Hvis p = o har man

der bliver 1 ved simpel reproduktion, dvs. g = o. Det vil ses at - som velkendt -
bliver afskrivningerne desto mindre i forhold til bruttoinvesteringen, jo større
prisstigningen er.

En realkapitalenheds kapitalværdi opgjort som tilbagediskonterede afkast
bliver nu

Såfremt realrenten er konstant, således at

hvor i er realrenten, påvirkes Co ikke af ændringer i p (dvs. det fremtidige prisstigningstempo).
kapitalværdiens aldersforløb ændres, idet man nu har

Indkomsten opgjort som afkast plus nominel kapitalværdiændring bliver nu,
idet vi for a( i-c?)""1 (1(1 + p)n skriver an,

Indkomsten opgjort efter genanskaffelsesprisprincippet, samt - hvis p angiver
ikke blot prisstigningen for vedkommende realkapitalenheder og deres afkast,
men tillige den generelle prisstigning - realindkomsten, bliver

Opgjort som periodens afkast an fradraget afskrivning på den oprindelige investeringsomkostning
periodens bogholderimæssige indkomst

Bemærk, at ved p — oerEn = Rn = Bn. E_n medregner i indkomsten hele den kapitalværdiændring, der indtræffer i perioden; B_n derimod medregner kun den ved afskrivning »realiserede« del af den i hele realkapitalenhedens levetid indtrufne Derfor, selvom man ved p > o som det normale har, at E_n~> B_n> R_n, kan ved »lav« positiv pog »høj« nßn overstige En. Man har

således at En —Bn < o, såfremt

Vi skal nu behandle forholdet mellem afskrivninger, baseret på historiske anskaffelsesomkostninger, og bruttoinvestering i den simple vækstmodel, hvor real kapitalmængde og bruttoinvestering vokser med raten g, og priserne stiger med raten p, medens der vedrørende afskrivningerne gøres den ændrede forudsætning, der afskrives med raten d på bruttoinvesteringen allerede i investeringsåret.

Under disse forudsætninger bliver ved udgangen af år n-i (begyndelsen af
år n) den på historiske anskaffelsesomkostninger baserede kapitalværdi (idet
man ifølge forudsætningerne har /n-i = (i + g) (i + p) /n/n-2)

eller

dvs.

År /i afskrives der på

således at forholdet mellem afskrivninger og bruttoinvestering bliver

prisstabilitet, dvs. p = o, er dette forhold

Dette forhold er naturligvis en voksende funktion af d, men vokser mindre end proportionalt med d, fordi større d reducerer afskrivningsgrundlaget: elasticiteten D/I med hensyn til d er gi (d + g), altså mindre end én og desto lavere jo større c? er i forhold til g. Videre, da brutto-investeringen er desto større i forhold de tidligere investeringer, jo større vækstraten er, må D/I være en aftagende af g: fra værdien 1 ved g = o falder D/I mod grænseværdien d ved stigende g.

Stigende prisniveau har tilsvarende effekt som større vækst på forholdet D/I mellem afskrivninger baseret på de historiske anskaffelsesomkostninger og bruttoinvesteringen. er velkendt. Knap så bemærket er det, at reduktionen a.iD/1 pr. procentpoint forøgelse af prisstigningstempoet er desto større jo mindre den reale vækstrate og prisstigningstempoet i initialsituationen er. Tabel 1 viser samhørende af prisstigning p og D/I ved forskellige værdier af vækstraten g. Endvidere angives det niveau d^x, hvortil afskrivningssatsen skulle forhøjes for at opretholde D/I på den ved prisstabilitet gældende værdi.

Ved en vækstrate på 5 pct. reducerer 5 pct. prisstigning afskrivningerne fra at udgøre ved prisstabilitet 70 pct. af bruttoinvesteringerne til kun godt 54 pct. af disse eller med godt 15 pct. Fordobling af prisstigningstempoet til 10 pct. reducerer afskrivningernes »dækningsprocent« med kun 11 pct. til godt 45 P^.

Kolonnerne for d^x tjener alene til at illustrere, dels at ved vækstrate nul kan under prisstigning kun fuldstændig straksafskrivning opretholde lighed mellem afskrivninger og bruttoinvestering, dels det ovenfor påpegede at forholdet D/I under selv relativt moderat prisstigning reduceres kraftigt.

Ved fortolkning af tabellen må det erindres, at beregningerne er baseret på
permanente forløb med de angivne parameterværdier, og de kan derfor ikke
uden videre tjene til belysning af overgangsvirkningerne af ændrede parametre.
Lad der - jfr. tabellens afsnit (4) - hidtil have været stabile priser, 5 pct. vækst,
og afskrivninger 10 pct. Fra og med år n stiger priserne med 10 pct. pr. periode.
Hvis ved fortsat stabile priser In ville have været 100, bliver tallet nu 110. Kapitalværdien
indgangen til år ner KKn-i — = 600. Under fortsat
g+d
prisstabilitet ville afskrivningerne iårn blive 0,1 (600 + 100) — 70 og forholdet
D/I = 0,7 som angivet i tabellen. Som følge af den år n begyndende prisstigning
bliver imidlertid nu forholdet D/I = 71/110 = 0,645. År n + 1 stiger bruttoinvesteringen
110 • 1,05 • 1,10 = 127,05 og afskrivningerne til 0,1 [600 +
110-71 + 127,05] = 76,6, således at D/I = 0,603, °§ D/I i de følgende år
med aftagende hast nærmer sig tabelafdeling (4)'s værdi 0,453 ved P~ 0,10.
Skift fra lavere til højere prisstigning får således kun gradvis virkning på D/I.
Modsat ville en forhøjelse af afskrivningssatsen under iøvrigt uændrede forudsætninger
D/I stærkere på kort end på lang sigt, hvor effekten dæmpes ved
afskrivningsgrundlagets formindskelse: i år n, hvor bruttoinvesteringen er 100,
forhøjes afskrivningen fra hidtil d = 0,05 til 0,10. g = 0,05, og p = 0,10 — jfr.
tabelafdeling (2). Dn bliver nu 0,1 [KKn-i + In] — 0,1 [463,4 + 100] = 56,3
således at D/I = 0,563. I det følgende år vil D/I falde til 0,539 °S derefter med
aftagende hast nærme sig tabelværdien 0,453.

At søge at modvirke den af prisstigninger fremkaldte reduktion af de reale afskrivninger ved forhøjelse af afskrivningssatserne er naturligvis en lidet hensigtsmæssig dels på grund af den påkrævede forhøjelses stærke afhængighed af foruden prisstigningens tempo også vækstraten, dels og navnlig, fordi metoden status endnu mere misvisende end allerede sket som følge af prisudviklingen.

Den nærliggende udvej er at foretage afskrivningerne med den ved prisstabilitet
afskrivningssats, men på basis af kapitalværdier, der er korrigeret
prisudviklingen.

I et forløb, hvor simultane relative priser og lønninger er konstante, er proceduren ganske uproblematisk Enklest kan her opgørelsen af en virksomheds forestilles som foretaget i en værdifast valuta, i forhold til hvilken den faktisk anvendte pengeenhed stadig deprecierer i det ved prisstigningstempoet forhold. Værdien af reale aktiver i apprecierende, værdifast vil øges med bruttoinvesteringer til faste priser og reduceres med normalt beregnede afskrivninger. Hvis virksomhedens i deprecierende valuta fastsatte fordringer og gæld f. eks. udviser samme negative saldo ved et års begyndelse og slutning, vil denne saldos realværdi blive reduceret med deprecieringsraten. såfremt både fordringer og gæld forrentes, og således at realrenten er upåvirket af prisstigningsraten, vil faldet i gældssaldoens realværdi blive netop modsvaret af nettorenteudgif_ternes forøgelse. (Jfr. det senere afsnit om Adjusted Accounting Profit.)

I den enkle model ovenfor er afskrivningerne sat i forhold til bruttoinvesteringerne stiliserede vækstforudsætninger. Men der er ikke hermed tilsigtet noget eksplicit eller implicit udsagn om, at bidrag til investeringens finansiering er afskrivningernes definitoriske funktion på basis af hvilken de må fastsættes - allerede af den grund at intet kan finansieres ved en postering i bogholderiet. Afskrivninger omtales ofte som del af de faste omkostninger. Betegnelsen faste omkostninger er imidlertid urimelig - hvis de er faste er de ikke omkostninger, og hvis de er omkostninger er de ikke faste, dvs. invariante over for aktiviteten. (Såfremt selve brugen af kapitalapparatet forringer dettes fremtidige anvendelsesmuligheder, der en positiv user cost, som er en omkostning, hvis størrelse dog normalt kun kan skønnes med stor usikkerhed.)

I modellen ovenfor er afskrivningerne - under prisstabilitet - bestemt som nedgangen i den tilbagediskonterede værdi af realkapitalens ydelser. Det primære er således bestemmelsen af kapitalværdien ved periodens begyndelse og slutning, og - omend det i praksis ville være uhensigtsmæssigt - kunne en virksomheds indkomst for en periode bestemmes som summen af, hvad der i perioden var uddragetaf plus forskellen mellem de ved direkte vurdering ansatte kapitalværdier ved periodens slutning og begyndelse. I praksis er en skabelonmæssigberegning afskrivninger det primære, hvoraf kapitalværdiændring afledes.Eftersom af en over længere tid udstrakt strøm af ydelser

af given samlet beløb er ganske følsom for strømmens tidsprofil, er valget af afskrivningsskabelonaf betydning for den registrerede afkastrate af investeringen.Og af forudsætningerne — i særdeleshed prisændringer - kan forrykke grundlaget for en valgt afskrivningsmetode.

I den livlige, nyere debat om metoder til indkomstopgørelse, som efterkrigstidens og tiltagende inflation har fremkaldt, kan man sondre mellem fire hovedmetoder, der i det følgende vil blive betegnet med forkortelser baseret på de i angelsaksisk faglitteratur gængse betegnelser³.

(1) AP (accounting profit). Status og indkomstopgørelse baseret på faktisk og opnåede priser. Afskrivninger baseres således på historiske anskaffelsesomkostninger korrektion for senere prisændringer og tilsvarende optages til anskaffelsespriser. En prisstigningsgevinst - hvadenten den er reel, idet andre priser ikke er steget tilsvarende, eller blot nominel under en generel, ensartet prisstigning - medregnes således i indkomsten.

Specielt for lagre kan imidlertid AP kombineres med diverse opgørelsesregler, hvorved der på mere eller mindre inkonsekvent måde justeres for prisudviklingen. Den til AP systematisk svarende metode er FIFO. Anvendelsen af LIFO reducerer prisstigningsperioder den viste avance på salget og vurderer lageret på grundlag af tidlige og altså relativt lave priser - og fører derfor ved stærk lagerreduktion opsvulmning af den viste indkomst. Og da yderligere det omfang, i hvilket LIFO korrigerer for prisudviklingen, er ganske afhængigt af tidsafstanden køb og salg og af prisstigningstempoet, er metoden ikke et effektivt substitut for opgørelse på basis af genanskaffelsespriser.

Foruden ved behandlingen af reale aktiver fører AP under inflation til en misvisende indkomstopgørelse ved at ignorere faldet i realværdien af monetære aktiver og passiver, således at indkomsten overvurderes eller undervurderes alt efter om saldoen af fordringer og gæld er positiv eller negativ.

(2) AAP (adjusted accounting profit (current purchasing power accounting)). denne metode anvendes ét og kun ét prisindeks til justering af status og perioderegnskab, således at realkapitalens AP-tal i status opskrives med stigningsprocenten det valgte prisindeks, medens indkomsten belastes med tilsvarende indkøbspriser og afskrivninger på grundlag af opskrevne værdier af fast realkapital, og der registreres realværditab på monetære fordringer -gevinst på gæld.

---

3. Jfr. den indledende oversigt i Parker og Harcourt, red. (1969).

Resultaterne af denne metode tager sig umiddelbart besynderlige og arbitrære f. eks. er de priser, til hvilke varekøb posteres, hverken de faktisk betalte eller de på tidspunktet for salg eller status gældende priser; og tilsvarende værdien af fast realkapital hverken i faktiske, historiske anskaffelsespriser i de på opgørelsestidspunktet gældende priser, endsige ved tilbagediskontering forventede fremtidige afkast. Ikke desto mindre må metoden helhed give rimeligere resultater end AP i perioder, hvor der foregår en i forhold til de relative prisers forskydning kraftig generel prisstigning. Dette fremgår heraf, at AAP kan karakteriseres derved, at den frembringer det regnskabsmæssige som ville resultere af AP, såfremt alle transaktioner og posteringer var sket med anvendelse af en værdifast valuta, dvs. en valuta, der apprecierede over for den faktiske betalingsenhed proportionalt med stigningen i det valgte prisindeks; hvorved det dog må forudsættes, at dette valg er truffet på formålstjenlig måde.

Ud fra et forbrugersynspunkt forudsættes sædvanligvis et leveomkostningsindeks, den implicite BNP-deflator anvendt. Men man har også - ud fra et erhvervssynspunkt - foreslået anvendelse af et engrosprisindeks, eller prisindeks fast realkapital eller en kombination af sådanne. Valg af sidstnævnte kan synes konsekvent, såfremt formålet med AAP-metoden helt generelt angives at være en opgørelse af indkomsten lig det største beløb, der kunne uddrages af virksomheden med bevarelse af kapitalens reale værdi intakt. Men hermed er man faktisk havnet i genanskaffelsesprisprincippet (som den nedenfor omtalte COP-metode er den konsekvente gennemførelse af), omend praktiseret på højst summarisk måde. Et realkapitalprisindeks vil være sammensat af komponenter med stærkt afvigende prisudvikling, således at det samlede indeks' bevægelse vil være meget følsom for de anvendte vægte. Og da der videre vil være betydelige forskelle mellem forskellige virksomheder og forskellige erhverv med hensyn til investeringssammensætning, vil der fremkomme tilsvarende forskelle med hensyn den opnåede grad af tilnærmelse til genanskaffelsesprisen med deraf følgende konsekvenser for indkomstopgørelsen. Såfremt AAP-metoden tillades anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, måtte myndighederne fastsætte det indeks, der skulle anvendes, og det måtte under AAP være det samme for alle virksomheder (ellers går man helt eller delvis over til COP).

(3) COP (current operating profit)41 er, som nævnt, den konsekvente og
i detaljer gennemførte anvendelse af genanskaffelsesprisprincippet, sigtende mod

---

4. En udførlig, nu klassisk fremstilling giver Edwards og Bell (1961).

opgørelse i aktuelle priser af gevinsten ved virksomhedens aktivitet under udsondringaf på hvilende beholdninger fra indkomstopgørelsen, idet korrektioner til aktuelle priser af beholdninger modsvares af posteringer udenom indkomstopgørelsen på revalueringsreservekonti.

Generelt har man, når i den enkle model ovenfor beskatning introduceres
med skattesats s, og serien af værdier af de ved årenes slutning modtagne afkast
fra en realkapitalenhed er

og i er renten = profitraten, at kapitalværdien (i ligevægt = udbudsprisen)
ét år forud for første afkast er

idet der ved opgørelse af den skattepligtige indkomst i årets afkast fradrages afskrivning
brøkdelen d af kapitalværdien ved hvert års begyndelse. Profitraten
skat er

Lad nu forholdet mellem et års og det foregåendes afkastningsværdi fremkomme
det kombinerede resultat af radioaktivt forfald d og prisstigningsrate
p, således at

ligesom udbudsprisen for nyproducerede realkapitalenheder stiger med raten p

Såfremt beskatningsgrundlaget er det årlige afkast plus kapitalværdiændringen
den nominelle profitrate efter skat

dvs. der afskrives på genanskaffelsesprisen, men samtidig beskattes kapitalværdistigningen
følge af højere pris.

Ved beskatning på grundlag af COP-opgørelse (genanskaffelsesprisprincip)
bliver profitraten efter skat derimod

og altså sp større end i det foregående tilfælde, idet kapitalværdistigningen som
følge af højere pris ikke beskattes.

Eftersom COP-opgørelsen er baseret ikke på ændringerne i et enkelt prisindeks, på ændringerne i individuelle priser eller grupper af priser med indbyrdes afvigende udvikling, er metodens interesse og anvendelighed ingenlunde til perioder med stærk inflation (eller deflation). Og yderligere har metoden naturligvis også selvstændig interesse under inflation netop ved at være baseret på enkelte prisers eller grupper af prisers udvikling, som kan afvige fra det generelle niveaus.

Det centrale spørgsmål vedrørende COP-opgørelsen drejer sig da om følgerne at holde de af specielle prisbevægelser fremkaldte dels realiserede gevinster tab ved omsætning af aktiver, dels de ikke realiserede værdiændringer på beholdninger uden for opgørelsen af indkomsten. Uden at fjerne det væsentlige i problemet kan vi da i en COP-angivelse af indkomsten fra fast realkapital

enten forudsætte stabile priser iøvrigt eller opfatte p som den pågældende realkapitalkategoris afvigelse fra den generelle prisudvikling, repræsenteret . eks. ved et forbrugerprisindeks eller BNP-deflator. Hvis p > o og genanskaffelsesprisen er stigende, sker der, sammenlignet med AP, en nedbringelse indkomsten ved forøgelse af afskrivningsfradraget uden modgående inddragning kapitalværdiens opskrivning.

Skematisk kan man sondre mellem to tilfælde: at genanskaffelsesprisens stigning en følge af en efterspørgselsfremkaldt ekspansion inden for det pågældende konfronteret med et begrænset elastisk udbud af realkapitalen, og på den anden side at den højere genanskaffelsespris skyldes forhold uden for pågældende anvendelsessektor og ikke ledsaget af stigende efterspørgsel efter sektorens

I det første tilfælde vil den højere genanskaffelsespris afspejle stigende værdier sektorens output og en forbedring af dens bytteforhold over for andre sektorer. Anvendt som beskatningsgrundlag vil COP-opgørelsen, sammenlignet med det klassiske indkomstbegreb, indebære en diskrimination til fordel for den ekspanderende sektor, hvad enten prisudviklingen har været forudset eller ikke. Hvis der forventes en fortsat vækst i sektorens afsætningsmuligheder, vil beskatning grundlag af COP-opgørelse stimulere sektorens investering. Tilsvarende vil den kontraherende sektors vanskeligheder blive skærpet. Analog destabiliserende vil COP-opgørelse have over for lagerdispositioner ved at øge den forventede gevinst efter skat under prisstigning og det forventede tab under prisfald.

Det eneste overraskende i dette er, at også den diametralt modsatte AP-opgørelse blevet kritiseret for at virke destabiliserende⁵. Men mekanismen er her en ganske anden, idet den forudsætter, at foretagerne er ofre for pengeillusion og derfor disponerer på grundlag af AP's overvurdering af den reale profitrate under priser og undervurdering af den under faldende priser. Derimod er den ovenfor angivne effekt baseret på de mere håndgribelige følger af COPbeskatning skatteincidensen på henholdsvis ekspanderende og kontraherende sektorer.

Hvis genanskaffelsesprisens stigning har sin oprindelse ikke i den betragtede sektors egne forhold, men i stigende omkostninger i realkapitalsektoren, eventuelt som følge af øget efterspørgsel fra andre anvendelsessektorer, vil beskatning på grundlag af COP reducere sektorens skattebyrde og - hvis fortsat stigende genanskaffelsespris - dæmpe den heraf følgende begrænsning af sektorens investering.

Ud fra allokations- og stabiliseringspolitisk synspunkt er derfor COP som
skattegrundlag forbundet med væsentlige ulemper. Desuden er den, vurderet ud
fra udbredte fordelingspolitiske normer, næppe acceptabel.

Det kan måske angives som det fundamentale sigte for COP-metoden at - ved udsondring af kapitalgevinster og -tab - at isolere indkomsten fra virksomhedens produktionsaktivitet ved at basere opgørelsen af omkostningerne ved aktiviteten på aktuelle i stedet for historiske priser. Imidlertid er ændring af de relative priser en normal foreteelse, hvorom der kan bestå mere eller mindre velfunderede forventninger som grundlag for virksomhedernes dispositioner; og umiddelbart må det derfor betvivles, at prismekanismens funktion kan forbedres ved en skattepolitisk særbehandling - lempeligere eller strammere - af gevinster som følge af ændringer af de relative priser. Alternativt kan COP-metodens sigte angives som bestemmelse af gevinsten på basis af de reale omkostninger ved virksomhedens Idealt kan man tænke sig, at der bestod et fuldkomment marked for ikke blot nyproduceret, men også brugt realkapital, og desuden - ved udbredt anvendelse af leasing - for ydelser fra realkapital. I så fald kunne enhver som ejer af i dens aktivitet anvendt realkapital umiddelbart konstatere ved den stedfundne anvendelse af realkapitalen, og den kunne på grundlag heraf opgøre gevinsten ved denne anvendelse. Men problemet ville stadig bestå, hvorledes regnskabet for virksomheden, qua ejer af realkapitalen og modtager af dens (tilregnede) afkast, skulle gøres op.

---

5. Jfr. Baxter (1955)-

(4) RP (real profit) kan angives som COP plus periodens gevinster og minus dens tab (såvel realiserede som ikke ved salg realiserede) ved værdiændringer følge af prisændringer, men justeret for ændringerne i et generelt prisindeks, der fungerer som inflationsindikator. RP inkluderer således inflationsgevinsten fald i realværdien af monetære forpligtelser og -tabet ved fald i monetære tilgodehavenders realværdi. Og den inkluderer f. eks. den del af prisstigningsgevinsten indkøbte varer, som overstiger den generelle prisstigning. Forskellen mellem AAP og RP består deri, at sidstnævnte inddrager den specielle prisudvikling for virksomhedens aktiver, medens AAP alene modificerer AP ved anvendelse af et generelt prisindeks. En ikke realiseret beholdningsgevinst ved en prisstigning på virksomhedens aktiver ud over den generelle vil således blive inkluderet RP (med den overskydende del), men ikke i AAP. Og dette er netop svagheden ved RP på grund af vanskeligheden ved at fastsætte acceptable, objektive for opgørelsen af ikke-realiserede beholdningsgevinster. Hvis der bestod et fuldkomment marked for brugt realkapital og for realkapitalydelser, ville sondringen mellem realiserede og ikke-realiserede beholdningsgevinster miste sin betydning. Men i mangel af denne forudsætnings opfyldelse vil i almindelighed beholdningsgevinster ikke kunne opgøres med en acceptabel grad af objektivitet.

Bortset fra de principielle overvejelser, der taler imod specielt COP, er derfor tungtvejende ulempe ved både COP og RP den risiko for vilkårlighed og misbrug, der introduceres i resultatopgørelsen ved at basere denne på den specielle for individuelle aktiver eller grupper af aktiver. Åbenbart er betydningen heraf forskellig for de to metoder, idet COP udelukker beholdningsgevinster -tab fra resultatopgørelsen, men RP ikke.

Men at sige, at den væsentlige mangel ved RP-opgørelsen er inklusionen af ikke-realiserede beholdningsgevinster, er praktisk talt ækvivalent med at anbefale - og at anvende AAP er at regne som om prisniveauet havde været konstant, med korrektion af indkomstopgørelsen for nominelle gevinster og tab som følge af pengeværdiens forringelse. Imidlertid, dels fordi der knytter sig en selvstændig interesse til opgørelsen af COP, hvori ikke indgår kapitalgevinster og -tab som følge af prisændringer, dels med henblik på begrænsning af status' urimelighed, turde - fremfor en umiddelbar anvendelse af AAP - anvendelse af RP-opgørelsen være at foretrække, men således modificeret, at ikke-realiserede reale beholdningsgevinster holdes uden for indkomsten, der da vil bestå af COP plus reale kapitalgevinster, realiseret dels direkte ved salg, dels indirekte ved anvendelse produktionen af solgt output.

I appendix er indkomstbegreberne illustreret.

Litteratur

baxter, w. t. 1955 The accountant's contribution the trade cycle. Economica 99-112. genoptryk i Parker og Harcourt

edwards, e. o. og p. w. bell 1961. The Theory
Measurement of Business Income.
Berkeley.

handelsministeriet. 1974. Bilag 111 til Perspektiv
gør else 1972-1987.

lundberg, e. m.fl. 1971. Svensk finanspolitik
i teori och praktik. Stockholm.

PARKER, R. H. Og G. C. HARCOURT, red. 1969.
Readings in the Concept and Measurement
Income. Cambridge.